Adi qoyunboğan (lat. Lysimachia vulgaris)[1] - qoyunboğan cinsinə aid bitki növü.[2]
El lisimàquia (Lysimachia vulgaris) és una espècie de plantes de flors pertanyent a la família Myrsinaceae. És un hemicriptòfit natiu d'Europa meridional on creix en les vores dels rius i llocs ombrívols encarcats.[1][2]
És una planta herbàcia amb arrel perenne. Té els tiges raïmificat, tomentós i quadrangulars. Les fulles són sèsils, grans, senceres i amples de 10 cm de longitud i 3 cm d'ample amb la part inferior coberta de pèl i la superior de punts negres. Les inflorensències es produeixen al final del tija amb flors grogues d'1 cm de diàmetre, la corola té cinc pètals i el seu fruit és una càpsula globosa.
El lisimàquia (Lysimachia vulgaris) és una espècie de plantes de flors pertanyent a la família Myrsinaceae. És un hemicriptòfit natiu d'Europa meridional on creix en les vores dels rius i llocs ombrívols encarcats.
Planhigyn blodeuol o deulu'r friallen yw Trewyn sy'n enw gwrywaidd. Mae'n perthyn i'r teulu Primulaceae. Yr enw gwyddonol (Lladin) yw Lysimachia vulgaris a'r enw Saesneg yw Yellow loosestrife.[1] Ceir enwau Cymraeg eraill ar y planhigyn hwn gan gynnwys Trewynyn, Llysiau'r Milwr Melynion, Trewynyn Cyffredin.
Mae'n llysieuyn lluosflwydd ac mae fwy neu lai'n fytholwyrdd. Lleolir y dail gyferbyn ei gilydd neu wrth y bonyn. Mae'r blodau, sy'n ddeuryw yn glwstwr taclus ar y prif fonyn. Ceir 5 petal, briger a sepal ar bob blodyn.
Planhigyn blodeuol o deulu'r friallen yw Trewyn sy'n enw gwrywaidd. Mae'n perthyn i'r teulu Primulaceae. Yr enw gwyddonol (Lladin) yw Lysimachia vulgaris a'r enw Saesneg yw Yellow loosestrife. Ceir enwau Cymraeg eraill ar y planhigyn hwn gan gynnwys Trewynyn, Llysiau'r Milwr Melynion, Trewynyn Cyffredin.
Mae'n llysieuyn lluosflwydd ac mae fwy neu lai'n fytholwyrdd. Lleolir y dail gyferbyn ei gilydd neu wrth y bonyn. Mae'r blodau, sy'n ddeuryw yn glwstwr taclus ar y prif fonyn. Ceir 5 petal, briger a sepal ar bob blodyn.
Vrbina obecná (Lysimachia vulgaris) je žlutě kvetoucí vlhkomilná bylina dosahující výšky okolo 0,5 až 1 m, druh mnohočetného rodu vrbina.
Vyskytuje se v mírném podnebném pásu Eurasie, na západě od Pyrenejského poloostrova a Britských ostrovů až po ruský Dálný východ, Čínu a Japonsko. Mimo to vyrůstá v severní Africe a také v Severní Americe a na Novém Zélandě, kam byla zavlečena.
Roste nejčastěji v přirozeně vlhkých místech, na březích vodních toků a nádrží, zamokřených loukách, v lužních lesích a dalším místech s vysokou hladinou spodní vody, případně i přímo ve stojaté vodě. Vyhovují ji stanoviště s lehkými písčitými i těžkými jílovitými půdami u kterých na pH v podstatě příliš nezáleží, stejně jako na míře oslunění. Ovšem na plném slunci mívá podstatně větší a vybarvenější květy.
V České republice se vrbina obecná nachází místně od nížin až do podhůří, hlavní těžiště výskytu je v mezofytiku, v některých teplejších oblastech Moravy a v Českém krasu ale zcela chybí. Je diagnostickým druhem vlhkých olšin ve svazu Alno-Ulmion nebo vlhkých vysokostébelných niv ve svazu Veronico longifoliae-Lysimachion vulgaris.[2][3][4]
Vytrvalá rostlina která podle místních podmínek vyrůstá do výše 50 až 120 cm (výjimečně). Má přímý oddenek se svazčitými kořeny a narůžovělými dlouhými vodorovnými výběžky s obnovovacími pupeny (hemikryptofyt). Z oddenku vyrůstá zelená až světlavě hnědá, zaobleně šestihranná, přímá, pýřitá až nahoře větvená lodyha. Je porostlá protistojnými nebo v troj či vzácněji ve čtyřčetných přeslenech vyrůstajícími listy s řapíkem dlouhým 1 až 6 mm. Jejich tmavě zelené celokrajné čepele o délce 7 až 12 cm a šířce 1,5 až 4 cm jsou tvaru eliptického, nebo vejčitě eliptického až kopinatého, na okraji jsou podvinuté, u baze tupé nebo klínovité a u vrcholu většinou špičaté, na rubu jsou žláznatě pýřité. Čárkovité, velmi tenké listeny mají po okrajích úzký oranžový lem.
Pětičetné, široce zvonkovité květy mající v průměru 1,5 až 2 cm jsou sestaveny do konečné bohaté laty jejíž spodní větvičky vyrůstají z paždí listů a horní z paždí listenů. Vejčité nebo kopinaté kališní lístky, 3,5 až 6 × 1 až 1,5 mm, mívají někdy červenavý lem. Kolovitá koruna má zlatožluté lístky dlouhé 8 až 12 mm, mají v krátké trubce červenavý nádech a jsou na koncích ostré. nitky pěti tyčinek, kratších než koruna, jsou vespod rozšířeny a částečně spolu srostlé do kroužku; téměř zakrývají vejčitý semeník s čnělku dlouhou od 4 do 5 mm. Vykvétají v červenci a srpnu, opylovány jsou létajícím hmyzem (nemají nektar ale hodně pylu) nebo dochází k samoopylení.
Plody jsou kulovité mnohosemenné tobolky rostoucí na vzpřímených plodních stopkách. Tobolky o velikosti 3,5 až 5 mm jsou lysé a otvírají se pěti chlopněmi, semena mají bradavičnatý povrch. Vrbina obecná, které není v České republice ohrožena ani chráněna, se přirozeně rozmnožuje semeny nebo oddenky.[2][3][4][5][6]
Listy
Květ
Květenství
Lysimachia vulgaris
Obrázky, zvuky či videa k tématu vrbina obecná ve Wikimedia Commons
Vrbina obecná (Lysimachia vulgaris) je žlutě kvetoucí vlhkomilná bylina dosahující výšky okolo 0,5 až 1 m, druh mnohočetného rodu vrbina.
Almindelig fredløs (Lysimachia vulgaris) er en 50-140 cm høj urt, der vokser på næringsrig bund i skove og grøftekanter.
Almindelig fredløs er en flerårig urt med en opret vækst. Stænglerne er stift oprette, behårede og runde i tværsnit. Bladene sidder kransstillet (eller allerøverst: modsat), og de er elliptiske med hel rand. Begge sider af bladet er lysegrønne, undersiden med dunet behåring og oversiden med et netværk af forsænkede bladribber.
Blomstringen sker i juni-juli, hvor blomsterne sidder i små stande fra de øverste bladhjørner og ved enden af skuddet. Blomsterne er 5-tallige, gule og regelmæssige med slanke kronblade. Frugten er en 5-rummet kapsel med mange frø.
Rodnettet består af en kraftig, vandret krybende jordstængel, der bærer både de overjordiske skud og de trævlede rødder.
Højde x bredde og årlig tilvækst: 1,00 x 0,20 m (100 x 20 cm/år), heri ikke medregnet de mange skud fra de underjordiske udløbere.
Planten er udbredt i Centralasien, Kaukasus og Europa, herunder i Danmark, hvor den findes i plantesamfundet Phragmition, som er knyttet til lysåbne voksesteder, der står under vand i hele året eller det meste af vækstperioden.
Den er i Danmark udbredt over hele landet på fugtig, næringsrig bund i skove, på grøftekanter og sø- og åbredder.
I det karstlandskab i det vestlige Irland, som man kalder "Turloughs", findes den på ugræssede, men næringsrig bund sammen med bl.a. alm. mjødurt, bidende pileurt, håret star, kærguldkarse, musevikke, rørgræs og toradet star.[1]
Almindelig fredløs (Lysimachia vulgaris) er en 50-140 cm høj urt, der vokser på næringsrig bund i skove og grøftekanter.
Der Gewöhnliche Gilbweiderich (Lysimachia vulgaris),[1] auch Rispen-Gilbweiderich und Gewöhnlicher Felberich genannt, ist eine Pflanzenart aus der Gattung Gilbweiderich (Lysimachia) in der Unterfamilie der Myrsinengewächse (Myrsinoideae) innerhalb der Familie Primelgewächse (Primulaceae). Sie ist in Eurasien verbreitet.
Der Gewöhnliche Gilbweiderich ist eine sommergrüne, ausdauernde krautige Pflanze, die Wuchshöhen von 40 bis 150 Zentimetern erreicht. Der aufrechte Stängel ist im oberen Bereich oft verzweigt und behaart.[1]
Die Laubblätter sind gegenständig oder zu dritt bis viert quirlig am Stängel angeordnet. Die Blattspreite ist bei einer Länge von bis zu 12, selten bis zu 15 Zentimetern eiförmig-lanzettlich und nicht drüsig punktiert.[1]
Der Gewöhnliche Gilbweiderich blüht von Juni bis August. Endständig und in den Achseln der oberen Blätter befinden sich rispige oder traubige Blütenstände.[1]
Die Blüte ist radiärsymmetrisch und fünfzählig mit doppelter Blütenhülle. Die Kelchzipfel sind häufig rötlich überlaufen oder berandet.[1] Die fünf gelb und häufig innerseits rötlich gefärbten Kronblätter sind nur an ihrer Basis verwachsenen.[1] Die 7 bis 12 Millimeter langen Kronblattzipfel sind am Rand kahl.[1] Die Staubfäden der fünf Staubblätter sind zu einer Filamentröhre verwachsen. Die Blütenformel lautet: ⋆ K 5 C ( 5 ) A 5 G 1 _ {displaystyle star K_{5};C_{(5)};A_{5};G_{underline {1}}} 
Die aufrechte, einfächerige Kapselfrucht öffnet sich mit fünf Fruchtklappen. Die Samen sind 1 bis 1,8 Millimeter lang.[2]
Die Chromosomengrundzahl beträgt x =14; der Ploidiegrad ist unterschiedlich mit Chromosomenzahlen von 2n = 28 (diploid) oder 2n = 56 (hexaploid).[3][2]
Der Gewöhnliche Gilbweiderich ist ein helomorpher Hemikryptophyt,[1] eine Schaftpflanze, eine Sumpfpflanze und ein Tiefwurzler. Vegetative Vermehrung erfolgt durch unterirdische Ausläufer.
Es handelt sich blütenbiologisch um eine sogenannte homogame Scheibenblume. Drüsenhaare oder Safthaare befinden sich an der Außenseite dieser Filamentröhre. Über sie scheidet die Pflanze Lipide aus, mit denen bestäubende Insekten herangelockt werden. Der Gewöhnliche Gilbweiderich gehört zu den wenigen Arten in der mitteleuropäischen Flora, die ihre Bestäuber statt mit Nektar mit Öl lockt. Zu den häufigsten Blütenbesuchern zählt die Schenkelbiene (Macropis europaea), die in ihrem Vorkommen offensichtlich an die Verbreitung des Gewöhnlichen Gilbweiderichs gebunden ist. Die Weibchen sammeln das Öl mit Hilfe von Saugpolstern an ihren Mittelbeinen und streichen es in ihre Hinterschenkelbürsten, wo es sich mit dem gesammelten Pollen zu einem dicken Klumpen vermischt. Dieser dient als Nährpaste für die Larven. Neben dieser Bienenart sind außerdem immer wieder pollenfressende Schwebfliegen an der Blüte zu beobachten. Der Gewöhnliche Gilbweiderich ist allerdings auch zur Selbstbestäubung in der Lage.
Die Blüten sind je nach Belichtung verschieden; man spricht hier von Photodimorphismus. Bei den Lichtblüten sind die Kronblätter dunkelgelb, an der Basis rot und der Griffel ist deutlich länger als die Staubblätter und bei ihnen erfolgt Fremdbestäubung. Die Schattenblüten sind heller und kleiner, ihr Griffel ist so lang wie die Staubblätter, was nur spontane Selbstbestäubung begünstigt. Außerdem gibt es Übergänge zwischen beiden Blütentypen.
Die Diasporen werden durch den Wind und vorbeistreifende Tiere ausgestreut. Botaniker bezeichnen diese Ausbreitungsstrategie als Semachorie. Die Samen sind aufgrund einer luftgefüllten Schicht unter der Epidermis sehr leicht und können vom Wind als Körnchenflieger verbreitet werden (sogenannte Anemochorie). Fallen die Samen ins Wasser, sind sie wegen dieser Luftschicht bis zu einer Woche schwimmfähig und werden über die Wasserströmung weiter getragen (sogenannte Nautochorie). Gefressen werden die Samen im Herbst unter anderem von der Zippammer, die die Samen aus der Kapselfrucht frisst; auch dabei werden Samen verstreut. Es handelt sich dabei um eine sogenannte Bearbeitungsausbreitung oder Dysochorie. Der Gewöhnliche Gilbweiderich ist ein Wintersteher und hat seine Fruchtreife im Oktober.
Der Gewöhnliche Gilbweiderich ist ein boreales und mediterranes Florenelement. Er ist in Europa und Teilen Nordasiens[3] verbreitet und kommt auch in Algerien vor.[4]
In Mitteleuropa kommt er besonders in Gesellschaften des Verbandes Magnocaricion, Filipendulion oder Molinion vor.[3] Den Gewöhnlichen Gilbweiderich findet man häufig an lichten Waldstellen, in Sumpfgebüschen, Röhrichten, Bachsäumen und auf feuchten Wiesen in ganz Deutschland. Zerstreut kommt er zudem in Kalk- und Trockengebieten vor.[3] In Österreich tritt der Gewöhnliche Gilbweiderich in feuchten Gebüschen, Niedermooren, Sumpfwiesen und Erlenbruchwäldern auf der collinen bis montanen Höhenstufe in allen Bundesländern häufig auf.[5]
Die Erstveröffentlichung von Lysimachia vulgaris erfolgte 1753 durch Carl von Linné. Ein Synonym für Lysimachia vulgaris L. ist Lysimachia westphalica Weihe.[6]
Es gibt von Lysimachia vulgaris zwei Unterarten:[6]
In der Volksheilkunde wurde der Gewöhnliche Gilbweiderich früher bei Skorbut, Diarrhoe, Fieber und Geschwüren verabreicht[7] und wegen seiner adstringierenden und schleimlösenden Eigenschaften zur Wundbehandlung und bei Atemwegsbeschwerden verwendet.[8] Der Gewöhnliche Gilbweiderich befindet sich daher häufig in der Nähe früherer mittelalterlicher Bauerngärten, von denen aus er verwilderte (sogenannte Ethelochorie). Rezent ist der Gewöhnliche Gilbweiderich weitgehend als Heilpflanze ungebräuchlich.
Der Gewöhnliche Gilbweiderich (Lysimachia vulgaris), auch Rispen-Gilbweiderich und Gewöhnlicher Felberich genannt, ist eine Pflanzenart aus der Gattung Gilbweiderich (Lysimachia) in der Unterfamilie der Myrsinengewächse (Myrsinoideae) innerhalb der Familie Primelgewächse (Primulaceae). Sie ist in Eurasien verbreitet.
Žołty wjerbnik[1] (Lysimachia vulgaris) jo rostlina z pódswójźby myrsinowych rostlinow (Myrsinoideae) znutśika swójźby primulowych rostlinow (Primulaceae).
Žołty wjerbnik jo trajne zele, kótarež dośěgnjo wusokosć wót 50 až do 150 cm.
Kijaški su kulojte, zrownane, roznogaśowane a krotko kósmate.
Łopjena su jajojśe-lancetojte, załzojśe dypkate a zwětšego pó tśich až pó styrjoch mutwje wutwórje. Wóni su dwójce až pěś razow tak dłujke kaž šyroke.
Kwiśo wót junija až do awgusta. Kwiśonki stoje w pyramidojtem kwiśonkowem stołku a njasu pěś owalnych cypliškow. Keluškowe cypliški su na kšomje cerwjenojte. Krona jo złotožołta, na spódku cerwjenojta a dośěgnjo wjelikosć wót 1,5 až do 2,5 cm, mjaztym až kronowe łopjeńka su owalne a kronowe cypliški su na kšomje nage. Proškowe nitki su załzojśe kósmate.
Rosćo na žrědłach, w groblach, ługowych lěsach a bagnowych łukach. Ma lubjej humozne zemje.
Rostlina jo w Europje rozšyrjona.
Žołty wjerbnik (Lysimachia vulgaris) jo rostlina z pódswójźby myrsinowych rostlinow (Myrsinoideae) znutśika swójźby primulowych rostlinow (Primulaceae).
Lysimachia vulgaris, the yellow loosestrife or garden loosestrife, is a species of herbaceous perennial flowering plant in the family Primulaceae. It was transferred to Myrsinoideae based on results of molecular phylogenetic research[2][3] before being merged into the Primulaceae. [4]
Yellow loosestrife is a tall downy semi-evergreen perennial plant with an upright habit, 50–150 centimetres (20–59 in) high, with erect panicles of conspicuous yellow flowers.[5]: 519 The edges of the petals lack the fringe of hairs seen in L. punctata, and the hairy, narrow triangular sepals have a conspicuous orange margin. [6]: 114 It flowers from June through August in the British Isles. Measuring 5 - 12 cm long, the entire-margined leaves are opposite or 3-4-whorled, ovate to lanceolate and spotted with translucent orange glands.
The stem is round or square in cross-section, downy, and usually solid and pith-filled[7]
The generic name Lysimachia means ‘ending strife’, derived from Lysimachus, a King of Thrace, Asia Minor and Macedon, also an army leader under Alexander the Great. The specific epithet vulgaris means common, or usual[8]
L. vulgaris is native to Britain, where it is frequent to locally common, as well as Eurasia, and North Africa. It has been introduced to North America, where it is considered an exotic introduction, for its ornamental value in gardens. It grows best in moist habitats such as fens and wet woodlands as well as on lakesides and riverbanks.
Like many of its congeners, L. vulgaris provides an important nectar source for specialist solitary bees in the genus Macropis, especially Macropis europaea.[9] However, the relationship between Lysimachia and Macropis is not thought to be obligate on the part of the plant.[10]
For the first time, a plant pathogen Ramularia lysimachiae Thün was found on the plant in County Durham in 2004.[11]
L. vulgaris has been listed as a noxious weed in Washington State on account of its invasiveness. Although the seeds only appear to have a maximum viability of 3 years when stored in the soil, the plant can spread by vegetative means from rhizomes over extensive areas, sometimes to the detriment of other species.[12] It remains in a vegetative state for some years before blooming, so that flowering stands of the plant indicate that it has long been present in that area.[13]
L. vulgaris is an unpalatable species that is avoided by large herbivores due to its content of toxic compounds.[14]
Like many other plants in the genus Lysimachia, yellow loosestrife has historically been valued for its medicinal properties and is still sometimes used today in traditional folk medicine by some eastern cultures. It has been used as an effective anti-inflammatory agent as well as for treating fever, wounds, ulcers, and diarrhoea.[15] It also has analgesic, astringent, and expectorant properties.[16]
Lysimachia vulgaris capsules and seeds Lysimachia vulgaris, the yellow loosestrife or garden loosestrife, is a species of herbaceous perennial flowering plant in the family Primulaceae. It was transferred to Myrsinoideae based on results of molecular phylogenetic research before being merged into the Primulaceae.
Lysimachia vulgaris o lisimaquia es una especie de planta fanerógama perteneciente a la familia Primulaceae. Es nativa de Europa meridional donde crece en los bordes de los ríos y lugares sombríos encharcados.
Es una planta herbácea con raíz perenne. Tiene los tallos ramificados, tomentosos y cuadrangulares. Las hojas son sésiles, grandes, enteras y anchas de 10 cm de longitud y 3 cm de ancho con la parte inferior cubierta de pelusilla y la superior de puntitos negros. Las inflorescencias se producen al final del tallo con flores amarillas de 1 cm de diámetro, la corola tiene cinco pétalos y su fruto es una cápsula globosa.
Es astringente y expectorante, recomendado para hemorragias nasales y heridas en general.
Hierba de la sangre, hierba de las acequias, lisimaquia, lisimaquia amarilla, lisimaquia áurea, lisimaquia vulgar.[1]
Datos: Q147843
Multimedia:
Especies: Lysimachia vulgaris
Lysimachia vulgaris o lisimaquia es una especie de planta fanerógama perteneciente a la familia Primulaceae. Es nativa de Europa meridional donde crece en los bordes de los ríos y lugares sombríos encharcados.
See artikkel räägib liigist; perekonna kohta vaata artiklit Metsvits (perekond). Harilik metsvits (Lysimachia vulgaris) on nurmenukuliste (süsteem APG II järgi mürsiineliste) sugukonda metsvitsa perekonda kuuluv mitmeaastane taim.
Maapealse varre kõrgus on 25–100, harva 120 cm. Metsvitsa lehed on süstjad ja paiknevad varrel kas paarikaupa vastakult või männastena. Varre allosas on lehtede asemel pruunikad soomused.
Kollased õied moodustavad püstise varre tipuosas liitõisiku. Õis on 20–23 mm läbimõõdus, radiaalsümmeetriline. Õievalem on K5C5A5G1. Emakas asub õiepõhjast kõrgemal. Õied on homogaamsed, mis tähendab, et tolmukad ja emakas saavad ühel ajal suguküpseks. Õitseaeg kestab juunist augustini[1].
Viljaks on viieosaline kupar. Seemned selles on umbes 1 mm pikkused.
Seemned võivad levida mitmel viisil. Loomad võivad neid koguda ning peita urgudesse, kus seemned idaneda ja kasvama minna võivad. Tuul võib seemneid laiali puhuda. Kui seeme vette kukub, võib ta nädal aega vees ujuda ja ikkagi idanemisvõime säilitada.
Metsvits on hemikrüptofüüt ehk teisisõnu elab ta ebasoodsa aastaaja üle vahetult maapinna lähedal asuvate pungade najal, aga taime maapealne osa närbub ja kasvab hiljem uuesti.
Kasvukohana eelistab metsvits (liig)niiskeid muldasid. Näiteks leidub teda lodudes, soode ligidal ja veekogude kaldail.
Levila ulatub Euroopa metsavööndis Vahemere maadest kuni Põhja-Aasiani. Eestis on metsvits sage[1].
Rahvameditsiinis on metsvitsa kasutatud skorbuudi, kõhulahtisuse, palaviku ja haavandite raviks. Toimeained on askorbiinhape ja saponiinid.
Harilik metsvits (Lysimachia vulgaris) on nurmenukuliste (süsteem APG II järgi mürsiineliste) sugukonda metsvitsa perekonda kuuluv mitmeaastane taim.
Ranta-alpi (Lysimachia vulgaris) on rannoilla ja kosteilla niityillä viihtyvä monivuotinen esikkokasvi. Se pystyy maanalaisten rönsyjensä avulla levittäytymään hyvinkin laajoiksi, tiheiksi kasvustoiksi. Ranta-alpin seuralaisena tavataan usein rantakukkia.
Ranta-alpin keltaiset kukat eivät ole kovin suuria (10–15 mm), mutta niitä on paljon ja ne muodostavat kasvin latvaan ja ylimpiin lehtihankoihin ryhmiä. Ranta-alpi voi olla jopa 160 cm korkea. Lehdet ovat teräväkärkisiä ja kapeita, mutta pitkiä. Ne erkanevat varresta 2–4 lehden ryhminä.
Ranta-alpi (Lysimachia vulgaris) on rannoilla ja kosteilla niityillä viihtyvä monivuotinen esikkokasvi. Se pystyy maanalaisten rönsyjensä avulla levittäytymään hyvinkin laajoiksi, tiheiksi kasvustoiksi. Ranta-alpin seuralaisena tavataan usein rantakukkia.
Ranta-alpin keltaiset kukat eivät ole kovin suuria (10–15 mm), mutta niitä on paljon ja ne muodostavat kasvin latvaan ja ylimpiin lehtihankoihin ryhmiä. Ranta-alpi voi olla jopa 160 cm korkea. Lehdet ovat teräväkärkisiä ja kapeita, mutta pitkiä. Ne erkanevat varresta 2–4 lehden ryhminä.
Lysimachia vulgaris
La Lysimaque commune (Lysimachia vulgaris) encore appelée Grande lysimaque est une plante herbacée vivace de la famille des Primulacées selon la classification classique et la classification phylogénétique APG III (2009).
Cette plante herbacée, au port érigé, mesure environ 1 m de hauteur. Les feuilles sont opposées ou verticillées par 3 ou 4. L'inflorescence est un racème de racèmes. Les fleurs sont jaunes, ont un diamètre de 15 à 20 mm et apparaissent de juillet à septembre. Le fruit est une capsule contenant des graines capables d'être disséminées par l'eau
Habitus
Fleur dans la région de Saratov
Capsules et graines - Muséum de Toulouse
Elle pousse dans les prairies humides et sur les berges des rivières, notamment dans les mégaphorbiaies, les roselières et grandes cariçaies eurasiatiques.
Lysimachia vulgaris
La Lysimaque commune (Lysimachia vulgaris) encore appelée Grande lysimaque est une plante herbacée vivace de la famille des Primulacées selon la classification classique et la classification phylogénétique APG III (2009).
Wysoka žołtnica (Lysimachia vulgaris) je rostlina z podswójby myrsinowych rostlinow (Myrsinoideae) znutřka swójby kropačkowych rostlinow (Primulaceae).
Wysoka žołtnica je trajne zelo, kotrež docpěje wysokosć wot 50 hač 150 cm.
Stołpiki su kulojte, zrunane, rozhałuzowane a krótko kosmate.
Łopjena su jejkojće-lancetojte, žałzojće dypkate a zwjetša po třoch hač po štyrjoch mutlički wutworja. Wone su dwójce hač pjeć razow tak dołhe kaž šěroke.
Kćěje wot junija hač awgusta. Kćenja steja w pyramidojtym kwětnistwje a njesu pjeć owalnych kónčkow. Keluškowe kónčki su na kromje čerwjenojte. Króna je złotožołta, na spódku čerwjenojta a docpěje wulkosć wot 1,5 hač 2,5 cm, mjeztym krónowe łopješka su owalne a krónowe kónčki su na kromje nahe. Próškowe nitki su žałzojće kosmate.
Rosće na žórłach, w hrjebjach, łučinowych lěsach a łuhojtych łukach. Ma radšo humozne pódy.
Rostlina je w Europje rozšěrjena.
Wysoka žołtnica (Lysimachia vulgaris) je rostlina z podswójby myrsinowych rostlinow (Myrsinoideae) znutřka swójby kropačkowych rostlinow (Primulaceae).
Grote wederik (Lysimachia vulgaris) is een vaste plant uit het geslacht wederik (Lysimachia).
De plant wordt 0,5-1,5 m hoog. De bloemen staan in eindelingse pluimen. De bloemkroon is geel. De bloemen hebben vijf kroonslippen die 7-30 mm lang zijn. Aan de voet hebben de kroonslippen dikwijls een bruinrode vlek. Aan de rand zijn ze bezet met klierharen. De kelkslippen zijn 3-5 mm lang en aan de rand gewimperd. De bladeren staan soms in tweetallen of in kransen van drie of vier aan de stengel. Ze zijn kortgesteeld, langwerpig en lopen in de top uit in een spits. De nerven springen een beetje uit en vormen netwerkjes. Op de bladeren zitten onregelmatige, rode klierpuntjes, die als het blad tegen het licht gehouden wordt goed zijn te zien. De plant heeft wortelstokken, in het water kunnen die soms rood en meterslang zijn. De vrucht is een doosvrucht.
De grote wederik komt voor in de gematigde zone van Eurazië. In Nederland is de plant algemeen, met uitzondering van de zeekleigebieden en de Waddeneilanden. Ook in België is de plant aan de kust zeldzamer dan in het binnenland.
Grote wederik komt voor op natte tot vochtige bodems. Ze kan deel uitmaken van allerlei verschillende typen vegetaties. Zo kan ze onderdeel uitmaken van ruigten op niet te voedselrijke bodem en groeit in vrij voedselarme grasland alsook in bossen. Langs waterkanten is ze geregeld aan te treffen.
De grote wederik heeft een bijzondere relatie met slobkousbijen (Macropis), een geslacht van solitaire bijen. Soorten daarvan zijn onder andere de gewone slobkousbij en de bruine slobkousbij. De plant vormt olieklieren aan de voet van meeldraden. De olie wordt door vrouwelijke slobkousbijen verzameld samen met het stuifmeel. Tijdens het bezoek van de bij aan de bloemen komen de olie en het stuifmeel op de borst van de bij terecht, die ze tijdens het vliegen naar de poten overbrengt en vasthecht aan speciale haren, de 'slobkousen.' Het mengsel van olie en stuifmeel dient als voedsel voor de bijenlarven. Vooral langs spoorsloten komt deze ecologische relatie voor.
De grote wederik is een kensoort voor het onderverbond Circaeo-Alnenion van het verbond van els en gewone vogelkers (Alno-padion).
De grote wederik wordt evenals de puntwederik aangeplant in tuinen, al is de laatste meer een uitgesproken tuinplant. De bruinrode vlek op de kroonslippen is binnen de signatuurleer opgevat als een aanwijzing dat de plant zou helpen tegen bloedspuwingen.
(Nederlandstalige) Wikisource.Grote wederik (Lysimachia vulgaris) is een vaste plant uit het geslacht wederik (Lysimachia).
Fredlaus (Lysimachia vulgaris) er ei fleirårig plante i fredlausslekta i nøkleblomfamilien, som kan bli frå 50 cm opp til 1,5 meter høg. Planta har gule blomstrar med fem halvvegs klokkedannande kronblad, som inst i blomsterbotnen er oransje-raude. Blomstrane sit i dei øvste bladhjørna og oppover heile toppen av stilken. Fredlaus er utbreidd i Sentral-Asia, Kaukasus og Europa.
Blada er mørkt grøne, spisse og avlange, og står ofte tre og tre i ein krans rundt stengelen. Blada kan òg stå i grupper på to eller fire. Fredlaus trivst opp til 400 moh. på Austlandet og langs kysten der den meir spreidd opp til Møre. Fredlaus liker fuktig mark, enger, myr og sumpområde og fuktig skogsterreng.
Fredlaus liknar mykje på fagerfredlaus (Lysimachia punctata), som har meir bladfylte blomsterkransar, og svartprikka undersider av blada. Blada er òg meir slankt lansettforma. Fagerfredlaus trivst som hageplante og i fuktig mark i skogbryn og på myr og enger.
Planta er nytta som hageplante og det finst ulike kultivarar. I somme land blir ho sett på som ein invasiv art.
Fredlaus (Lysimachia vulgaris) er ei fleirårig plante i fredlausslekta i nøkleblomfamilien, som kan bli frå 50 cm opp til 1,5 meter høg. Planta har gule blomstrar med fem halvvegs klokkedannande kronblad, som inst i blomsterbotnen er oransje-raude. Blomstrane sit i dei øvste bladhjørna og oppover heile toppen av stilken. Fredlaus er utbreidd i Sentral-Asia, Kaukasus og Europa.
Blada er mørkt grøne, spisse og avlange, og står ofte tre og tre i ein krans rundt stengelen. Blada kan òg stå i grupper på to eller fire. Fredlaus trivst opp til 400 moh. på Austlandet og langs kysten der den meir spreidd opp til Møre. Fredlaus liker fuktig mark, enger, myr og sumpområde og fuktig skogsterreng.
Fredlaus liknar mykje på fagerfredlaus (Lysimachia punctata), som har meir bladfylte blomsterkransar, og svartprikka undersider av blada. Blada er òg meir slankt lansettforma. Fagerfredlaus trivst som hageplante og i fuktig mark i skogbryn og på myr og enger.
Planta er nytta som hageplante og det finst ulike kultivarar. I somme land blir ho sett på som ein invasiv art.
«Fredløs» har også en historisk juridisk betydning.
Fredløs (Lysimachia vulgaris) er en flerårig plante i fredløsslekten av fredløsfamilien, som kan bli fra 50 cm opp til 1,5 meter høy. Den har gule blomster med fem halvveis klokkedannende kronblad, som innerst i blomsterbunnen er oransje-rød. Blomstene sitter i de øverste bladhjørnene samt oppover hele toppen av stilken.
Bladene er mørk grønne, spisse og avlange, og står ofte tre og tre i en krans om stengelen. Bladene kan også stå i grupper på to eller fire. Fredløs trives opp til 400 moh. på Østlandet, samt langs kysten mer spredt opp til Møre. Fredløs liker fuktig mark, enger, myr og sumpområder, samt fuktig skogsterreng.
Den likner mye på fagerfredløs (Lysimachia punctata), som har mer bladfylte blomsterkranser, og svareprikkede undersider på bladene. Bladene er også mer slankt lansettformede. Fagerfredløs trives som hageplante og i fuktig mark i skogsbryn og på myr og enger.
Planten har vært brukt medisinsk siden oldtiden, den virker astringerende og kan hjelpe mot dysenteri og fordøyelsesplager. Dioskorides omtaler en plante han kaller "Lysimachion", men det er ikke helt klart hva han mener siden han nevner både gylne og røde blomster. Han kan muligens ha blandet den sammen med kattehale (Lythrum salicaria)
En annen anvendelse er som fargeplante, der roten gir brun farge og blad og stengel gir gul farge [2]
«Fredløs» har også en historisk juridisk betydning.
Fredløs (Lysimachia vulgaris) er en flerårig plante i fredløsslekten av fredløsfamilien, som kan bli fra 50 cm opp til 1,5 meter høy. Den har gule blomster med fem halvveis klokkedannende kronblad, som innerst i blomsterbunnen er oransje-rød. Blomstene sitter i de øverste bladhjørnene samt oppover hele toppen av stilken.
Bladene er mørk grønne, spisse og avlange, og står ofte tre og tre i en krans om stengelen. Bladene kan også stå i grupper på to eller fire. Fredløs trives opp til 400 moh. på Østlandet, samt langs kysten mer spredt opp til Møre. Fredløs liker fuktig mark, enger, myr og sumpområder, samt fuktig skogsterreng.
Den likner mye på fagerfredløs (Lysimachia punctata), som har mer bladfylte blomsterkranser, og svareprikkede undersider på bladene. Bladene er også mer slankt lansettformede. Fagerfredløs trives som hageplante og i fuktig mark i skogsbryn og på myr og enger.
Tojeść pospolita (Lysimachia vulgaris L.) – gatunek rośliny należący do rodziny pierwiosnkowatych. W nazewnictwie ludowym roślina występuje pod nazwą: bażanowiec, gruszka Matki Boskiej, francowate ziele.
Zasięg obejmuje prawie całą Europę, północną Afrykę i dużą część Azji (Azja Zachodnia, Syberia, Kaukaz, Kazachstan, Tadżykistan, Uzbekistan, Kirgistan, Chiny[2]). W Polsce jest gatunkiem rodzimym[3]. Jest pospolita, występuje na obszarze całego kraju, najczęściej na niżu i w niższych piętrach górskich[4] .
Bylina, hemikryptofit. Kwiaty owadopylne oraz samopylne. Kwitnie od czerwca do sierpnia. Nasiona rozsiewane przez wiatr. Rośnie nad brzegami wód, na torfowiskach nizinnych, w wysychających zbiornikach, rowach, bagiennych lasach i zaroślach. Najczęściej występuje na wilgotnych glinach piaszczystych i utworach pylastych lub glinach ciężkich i iłach, stroni od gleb wapiennych. Preferuje stanowiska umiarkowanie naświetlone, umiarkowane warunki klimatyczne. Gleby obojętne, wilgotne lub mokre, umiarkowanie ubogie (mezotroficzne) lub zasobne (eutroficzne). W klasyfikacji zbiorowisk roślinnych gatunek charakterystyczny dla związku (All.) Filipendulion i Ass. Lysimachio-Filipenduletum[6]. Liczba chromosomów 2n= 28,56,84[4].
Najłatwiej rozmnażać ją z ukorzenionych pędów pobranych wprost z rośliny. Można też wykonywać sadzonki pędowe. Wymaga stałej wilgotności podłoża. Wystarczy jej przeciętna gleba ogrodowa o obojętnym pH. Może rosnąć w miejscu zacienionym, jednak najładniej wybarwia się na stanowisku dobrze nasłonecznionym. Jest mrozoodporna.
Tojeść pospolita (Lysimachia vulgaris L.) – gatunek rośliny należący do rodziny pierwiosnkowatych. W nazewnictwie ludowym roślina występuje pod nazwą: bażanowiec, gruszka Matki Boskiej, francowate ziele.
Lysimachia vulgaris é uma espécie de planta com flor pertencente à família Primulaceae.
A autoridade científica da espécie é L., tendo sido publicada em Species Plantarum 1: 146. 1753.
Trata-se de uma espécie presente no território português, nomeadamente em Portugal Continental.
Em termos de naturalidade é nativa da região atrás indicada.
Não se encontra protegida por legislação portuguesa ou da Comunidade Europeia.
Lysimachia vulgaris é uma espécie de planta com flor pertencente à família Primulaceae.
A autoridade científica da espécie é L., tendo sido publicada em Species Plantarum 1: 146. 1753.
Navadna pijavčnica (znanstveno ime Lysimachia vulgaris) je trajnica iz družine jegličevk.
Navadna pijavčnica zraste od 50 do 150 cm visoko in ima dlakavo steblo, po katerem so vretenasto razporejeni suličasti listi. Rumeni cvetovi so zbrani v ovršna socvetja. Vsak cvet je sestavljen iz petih zraščenih venčnih listov, čašni listi pa so rdečkasto obrobljeni. V notranjosti cvetov je po pet prašnikov, plodnica pa je nadrasla. Cveti od maja do avgusta na vlažnih mestih.
Navadna pijavčnica (znanstveno ime Lysimachia vulgaris) je trajnica iz družine jegličevk.
Strandlysing eller videört (Lysimachia vulgaris) är en art i familjen ardisiaväxter. Den förekommer över hela norra tempererade zonen, söderut till nordvästra Afrika och sydvästra Asien. Den växer helst där marken är blöt eller åtminstone mycket fuktig, till exempel i diken eller i sumpmarker och odlas ibland som trädgårdsväxt, men blir lätt ett besvärligt ogräs.
Det är en flerårig ört som blir 60–120 cm hög och har krypande jordstam. Stjälkarna är upprätta, rundade eller något fyrkantiga, vanligen ogrenade och ludna. Bladen är motsatta eller kransställda, avlångt lansettlika till smalt äggrunda, 6–17 × 1–5 cm, med ett fåtal röda och svarta glandelprickar. Blommorna kommer i toppställda, grenade klasar, samt i de övre bladvecken. Kronan är klargul, 1,5–2 cm i diameter. Frukten är en rundad kapsel, 3–4 mm i diameter.
Artepitetet vulgaris är latin och betyder vanlig.
Wikimedia Commons har media som rör Strandlysing.
Strandlysing eller videört (Lysimachia vulgaris) är en art i familjen ardisiaväxter. Den förekommer över hela norra tempererade zonen, söderut till nordvästra Afrika och sydvästra Asien. Den växer helst där marken är blöt eller åtminstone mycket fuktig, till exempel i diken eller i sumpmarker och odlas ibland som trädgårdsväxt, men blir lätt ett besvärligt ogräs.
Det är en flerårig ört som blir 60–120 cm hög och har krypande jordstam. Stjälkarna är upprätta, rundade eller något fyrkantiga, vanligen ogrenade och ludna. Bladen är motsatta eller kransställda, avlångt lansettlika till smalt äggrunda, 6–17 × 1–5 cm, med ett fåtal röda och svarta glandelprickar. Blommorna kommer i toppställda, grenade klasar, samt i de övre bladvecken. Kronan är klargul, 1,5–2 cm i diameter. Frukten är en rundad kapsel, 3–4 mm i diameter.
Artepitetet vulgaris är latin och betyder vanlig.
Кореневище повзуче, з довгими підземними пагонами. Стебло просте або розгалужене, 150—200 см заввишки, прямостояче, тупочотиригранне, залозисто-волосисте. Листки супротивні, короткочерешкові, видовженоланцетні або яйцевидно-ланцетні, цілокраї, по 3-4 у кільцях. Квітки двостатеві, правильні, в густих пірамідально-волотистих суцвіттях. Віночок п'ятироздільний, 20-23 мм у діаметрі, яскраво-жовтий. Плід — коробочка. Цвіте у червні - липні.
Росте на вологих місцях, серед чагарників, на болотах, по берегах річок та озер на всій території України.
Використовують траву, зібрану під час цвітіння рослини. Сушать, розстеливши тонким шаром на відкритому повітрі у затінку або на горищі. Зберігають у паперових мішках. Рослина неофіцинальна.
Вербозілля звичайне містить дубильні речовини, сапоніни, аскорбінову кислоту (в листках — до 1150 мг%; у квітках — до 880 мг%). Галенові препарати вербозілля звичайного застосовують як в'яжучий засіб за проносів, гастритів, різних кровотеч, жовтяниці, судом, загальної слабості та цинги і як засіб, що прискорює загоювання ран.
Водні витяжки з рослини в залежності від протрав дають жовту, зелену, коричневу та чорну фарби. Медонос.
Lysimachia vulgaris là một loài thực vật có hoa trong họ Anh thảo. Loài này được L. mô tả khoa học đầu tiên năm 1753.[1]
Bài viết về chủ đề phân họ Xay này vẫn còn sơ khai. Bạn có thể giúp Wikipedia bằng cách mở rộng nội dung để bài được hoàn chỉnh hơn. Lysimachia vulgaris là một loài thực vật có hoa trong họ Anh thảo. Loài này được L. mô tả khoa học đầu tiên năm 1753.
Lysimachia vulgaris L., Sp. Pl.: 146 (1753)
Синонимы Охранный статус
Вербе́йник обыкнове́нный (лат. Lysimáchia vulgáris) — многолетнее травянистое растение с прямостоячими стеблями, широко распространённое в Евразии; вид рода Вербейник (Lysimachia) семейства Первоцветные (Primulaceae), типовой вид этого рода. Род Вербейник относится к подсемейству Мирсиновые (Myrsinoideae) семейства Первоцветные (Primulaceae)[4]; ранее этот род обычно включался в семейство Мирсиновые (Myrsinaceae), однако в Системе классификации APG III (2009) это семейство было упразднено.
Вербейник обыкновенный — многолетнее травянистое растение, встречающееся в лесах (особенно в сырых лесах), на лугах, рядом с болотами, по берегам водоёмов[5]. Вид распространён в Евразии (за исключением Арктики), а также в Северной Африке; один из двух видов вербейника, вместе с вербейником монетным (Lysimachia nummularia), распространённых в европейской части России. Как заносное растение встречается и в других регионах планеты[6].
Корневище ползучее. Стебель прямостоячий, высота взрослых растений — от 50 до 100 см.
Листья ланцетные, с цельным краем, сверху гладкие, снизу опушённые, расположены на стебле или супротивно, или мутовчато (по три или четыре)[5]. С листьями вербейника обыкновенного связано русское название рода («вербейник») — такое название объясняется схожестью листьев этого растения с листьями вербы[7] (под этим названием на Руси обычно понимали различные виды ивы, в том числе иву белую, иву остролистную и др.)
Цветки с пятираздельной чашечкой и пятираздельным венчиком жёлтой окраски; тычинок пять; завязь округлая или яйцевидная, столбик нитевидный, рыльце головчатое. Цветки собраны в метельчатые соцветия на верхушках стеблей. Время цветения — июнь — август. Плод — коробочка, время созревания плодов — август—сентябрь[5].
Раньше корневища и надземные части этого вида вербейника (наряду с вербейником монетным) использовали для окрашивания тканей (в различные цвета — зелёный, жёлтый, коричневый, чёрный)[5].
Вербе́йник обыкнове́нный (лат. Lysimáchia vulgáris) — многолетнее травянистое растение с прямостоячими стеблями, широко распространённое в Евразии; вид рода Вербейник (Lysimachia) семейства Первоцветные (Primulaceae), типовой вид этого рода. Род Вербейник относится к подсемейству Мирсиновые (Myrsinoideae) семейства Первоцветные (Primulaceae); ранее этот род обычно включался в семейство Мирсиновые (Myrsinaceae), однако в Системе классификации APG III (2009) это семейство было упразднено.
毛黄连花（学名：Lysimachia vulgaris）为报春花科珍珠菜属的植物。分布在欧洲、高加索、中亚、西伯利亚以及中国大陆的新疆等地，生长于海拔500米至700米的地区，见于沟边芦苇地中，目前尚未由人工引种栽培。
这是一篇與植物相關的小作品。你可以通过编辑或修订扩充其内容。 
_1.jpg)
_2.jpg)
_2.jpg)
