Náyade (Celastrina argiolus) ye una de les 158 especies anguaño reconocíes nel xéneru Celastrina, de la familia Lycaenidae. Ye una pequeña caparina azul, descrita por Carlos Linneo en 1758 como Papilio argiolus. El so nome común ye'l de les náyades de la mitoloxía griega, faciendo referencia al hábitat típicu d'esta especie, cerca de cursos d'agua, en llugares aveseos y húmedos. [1][2][3]
Son pequeñes, de 2,5 a 3 cm de valumbu, más grandes les femes que los machos. El anversu o cara cimera de les ales de los machos presenta un color azul cobaltu o violáceo pálidu; les ales anteriores (d'ente 13 y 17 mm) tienen los marxes y el ápice de color negru, y les posteriores tamién tán bordiaes d'escuru con un puntu nel ápice. L'aviesu ye d'un azul bien pálido, cuasi ablancazáu; les anteriores tienen una llinia escura na parte distal de la celda, curtios trazos negros na serie postdiscal y muertes de trazos na zona submarginal; les posteriores tienen trés pequeños puntos negros orlados de blancu na zona basal, trazu na celda, otros dos puntos na zona discal más cercana a la mariña y una serie de puntos negros orlados de blancu postdiscal incompleta. Les femes son bien similares, col aviesu de les ales práuticamente igual al de los machos y el anverso d'azul cobaltu y negru; les anteriores con una ancha banda submarginal-apical de color marrón o negru y les posteriores con llurdios marrones o negres distribuyíes pola mariña y per la zona apical, y con una serie de puntos negros submarginales. Les femes de la segunda xeneración tienen un color azul más escuru, el llurdiu coritu ta más estendida y la costa de les posteriores escura. [4][5]
Como'l restu d'especies de la so familia les gates son daqué esplanaes, con finos pelos, cabeza retráctil y aspeutu de llimiagu. Los imagos presenten nes sos cabeces palpos llargos y blancos, güeyos grandes y escuros y antenes anilladas en blancu. Dambos sexos tienen trés pares de pates funcionales pa caminar o garrase, con ales fuertes y bien proporcionaes que-yos dexen volar rápido, posándose en bebezones o llamargues nos calorosos díes de branu.
Suel tener dos generación añales, una na primavera, d'abril a xunu, y otra pel branu, en xunetu y agostu. Una tercer xeneración puede apaecer mientres el mes de setiembre naquellos llugares onde'l branu allárgase.
Los güevos son depositaos poles femes nes yemes florales, granes y fueyes nueves de les sos plantes nutricies. Una vegada eclosionadas, les canesbes acomúñense con formigues de dellos xéneros, como Lassius, Camponotus o Formica, y aliméntense d'una gran diversidá de plantes, ente les que s'atopen la hedra, clemátide, xardón, uz, piorno, árgoma, retama, socarrillo, frambueso, reina de los praos, casis, bruselar, brusel espinosu europea, arraclán, espín cerval, altramuz, arándanos, carrasquín, trébole xaponés, veza, kudzu, glicina xaponesa, distintes especies d'escuernacabres, pumar, cirolar china, bonetero, toxu, asteráceas del xéneru Arctium, Rubus fruticosus, Caragana frutex, Chamaecystis sp., Cuscuta engelmannii, C. lehmanniana, Sophora flavescens, Desmodium oxyphyllum, Aralia elata, Euodia meliifolia, Reynoutria japonica, Staphylea bumalda o delles especies del xéneru Symphoricarpos. [6][7][8]
De distribución paleártica y neártica, ocupa tola Europa continental dende'l Mediterraneu hasta'l sur de la península escandinava, sur de les islles Britániques, islles mediterránees y norte d'África. Pel este'l so rangu de distribución llega hasta Xapón y tamién s'atopa en Norteamérica.
Los montes de ribera, los praos y les carbes cercanes a los ríos y regueros son los sos hábitat naturales, tamién en montes claros, dende zones baxes hasta los 1500 m d'altitú, pero tamién en zones urbanizaes, en parques y xardinos.
Describiéronse siquier 7 subespecies: C. a. argiolus, C. a. calidogenita, C. a. caphis, C. a. echo, C. a. gozora, C. a. landonides y C. a. pseudargiolus.
La subespecie Celastrina argiolus ssp. calidogenita ye un endemismu del norte de la península ibérica.
A lo llargo de los años diversos autores denominaron a esta especie con distintos sinónimos:
.Náyade (Celastrina argiolus) ye una de les 158 especies anguaño reconocíes nel xéneru Celastrina, de la familia Lycaenidae. Ye una pequeña caparina azul, descrita por Carlos Linneo en 1758 como Papilio argiolus. El so nome común ye'l de les náyades de la mitoloxía griega, faciendo referencia al hábitat típicu d'esta especie, cerca de cursos d'agua, en llugares aveseos y húmedos.
Glöyn byw sy'n perthyn i urdd y Lepidoptera yw glesyn y celyn, sy'n enw gwrywaidd; yr enw lluosog ydy gleision y celyn; yr enw Saesneg yw Holly Blue, a'r enw gwyddonol yw Celastrina argiolus.[1][2][3] Glesyn yr eiddew yw enw arall arno. Mae i'w ganfod drwy Ewrop, Asia a Gogledd America; fe'i cofnodwyd yng Ngallt Melyd ym Mai 2012 ac yn 2013.[4]
Gellir dosbarthu'r pryfaid (neu'r Insecta) sy'n perthyn i'r Urdd a elwir yn Lepidoptera yn ddwy ran: y gloynnod byw a'r gwyfynod. Mae'r dosbarthiad hwn yn cynnwys mwy na 180,000 o rywogaethau mewn tua 128 o deuluoedd.
Wedi deor o'i ŵy mae glesyn y celyn yn lindysyn sy'n bwyta llawer o ddail, ac wedyn mae'n troi i fod yn chwiler. Daw allan o'r chwiler ar ôl rhai wythnosau. Mae pedwar cyfnod yng nghylchred bywyd glöynnod byw a gwyfynod: ŵy, lindysyn, chwiler ac oedolyn.
Mae ei adenydd yn arian-las golau gyda smotiau gwynion.
Daw ei henw o'r planhigyn mae'n hoff iawn o'i fwyta - sef dail y gelyned (Ilex aquifolium). Mae rhai ohonyn nhw'n bwyta amrywiaeth o ddail planhigion o fathau eraill hefyd.[5]
Fe'i canfyddir yng Ngogledd America, America Canol, Ewrasia a De Asia. Gellir ei weld, felly, rhwng Chitral ym Mhacistan i Kumaon yn India.
Dwy genhedlaeth y flwyddyn: Mawrth, 2 gofnod (de Lloegr); Ebrill, 5 (3 yn ne Lloegr); Mai, 12; Mehefin, 3; Gorffennaf 0; Awst 10; Medi, 1 [6]
(*sef blynyddoedd â gwanwyn cynhesach nag arfer (t-sum+5.5 yn fwy na 400C ar y 31 Mai. Cyfartaledd 1995-2012: 380C. Dim gwybodaeth cyn 1995. Y flwyddyn 2004 yn eithriad - ond hwnnw o ardal cynhesach yn ne Lloegr.)[7]
Anterth ym mis Awst yng Nghymru[3]
Glöyn byw sy'n perthyn i urdd y Lepidoptera yw glesyn y celyn, sy'n enw gwrywaidd; yr enw lluosog ydy gleision y celyn; yr enw Saesneg yw Holly Blue, a'r enw gwyddonol yw Celastrina argiolus. Glesyn yr eiddew yw enw arall arno. Mae i'w ganfod drwy Ewrop, Asia a Gogledd America; fe'i cofnodwyd yng Ngallt Melyd ym Mai 2012 ac yn 2013.
Gellir dosbarthu'r pryfaid (neu'r Insecta) sy'n perthyn i'r Urdd a elwir yn Lepidoptera yn ddwy ran: y gloynnod byw a'r gwyfynod. Mae'r dosbarthiad hwn yn cynnwys mwy na 180,000 o rywogaethau mewn tua 128 o deuluoedd.
Wedi deor o'i ŵy mae glesyn y celyn yn lindysyn sy'n bwyta llawer o ddail, ac wedyn mae'n troi i fod yn chwiler. Daw allan o'r chwiler ar ôl rhai wythnosau. Mae pedwar cyfnod yng nghylchred bywyd glöynnod byw a gwyfynod: ŵy, lindysyn, chwiler ac oedolyn.
Modrásek krušinový (Celastrina argiolus) je druh denního motýla z čeledi modráskovitých (Lycaenidae). Jedná se o rozšířený druh modráska, který se vyskytuje od nížin do hor na celém území České republiky. Rozpětí křídel motýla je 26 až 34 mm. Samec je modrý s úzkým tmavým lemem na předních křídlech. Samice má tento lem mnohem širší a je sytěji modrá.
Motýl je rozšířený od Španělska přes celou Evropu, Turecko a mírnou Asii až do Japonska. Vyskytuje se též v severní Africe. V České republice je hojně rozšířen od nížin do hor. Zahlédnout ho lze i v silně urbanizované krajině.
Hlavní živná rostlina tohoto modráska je krušina olšová (Frangula alnus). Co se týče potravy nejsou housenky vybíravé a živí se celou řadou rostlin. V literatuře je uváděno zhruba 20 druhů z 9 různých čeledí. Další živné rostliny jsou například svída krvavá (Cornus sanguinea), chmel otáčivý (Humulus lupulus), kyprej vrbice (Lythrum salicaria), tužebník jilmový (Filipendula ulmaria), ostružiníky (Rubus), trnovník akát (Robinia pseudoacacia), tolice vojtěška (Medicago sativa), břečťan (Hedera helix), vřes obecný (Calluna vulgaris) a další. Mladé housenky se živí květy, nezralými plody a semeny. Motýl je dvougenerační (bivoltinní) s možností částečné třetí generace. Vyskytuje se od konce března do začátku června a od konce června do září. Výskyt částečné třetí generace je od konce srpna do září. Motýl přezimuje ve stadiu kukly na spodní straně listů a v opadance.
V České republice je tento druh modráska velmi rozšířený a není ohrožen.
Obrázky, zvuky či videa k tématu modrásek krušinový ve Wikimedia Commons
Modrásek krušinový (Celastrina argiolus) je druh denního motýla z čeledi modráskovitých (Lycaenidae). Jedná se o rozšířený druh modráska, který se vyskytuje od nížin do hor na celém území České republiky. Rozpětí křídel motýla je 26 až 34 mm. Samec je modrý s úzkým tmavým lemem na předních křídlech. Samice má tento lem mnohem širší a je sytěji modrá.
Skovblåfugl (Celastrina argiolus) er en sommerfugl i blåfuglefamilien. Det er en af verdens mest almindelige og udbredte blåfugle. Den findes næsten over hele den nordlige halvkugles tempererede og subtropiske områder. I Danmark findes den spredt over hele landet i skove, tilgroede moser og på heder og undertiden langs læhegn og i villakvarterer.
Arten blev videnskabeligt beskrevet af Carl von Linné i 1758.
Oversiden er blå og lysest hos hunnen, der desuden har brede sortgrå vingesømme på forvingerne. Hannen kan kendes fra andre blå blåfugle på de tavlede vingefrynser. Begge køn har lys hvidblå underside med små stregformede pletter, især på forvingerne. Vingefanget er 25-32 millimeter.
Skovblåfuglen kan dukke op allerede i midten af april som en af de tidligste blåfugle i Danmark. Den flyver gennem helle maj til ind i juni. Der kan nogle gange ses en anden generation fra juli til september. Hyppigheden af anden generation varierer med landsdelen. De er hyppigst på Bornholm, Lolland-Falster og Møn, mens den er sjælden i fx Østjylland. Som den eneste danske blåfugl overvintrer arten som puppe,
Larven kan leve på mange forskellige planter. Fra Danmark er især kendt tørst og vedbend, men også benved, hedelyng, kristtorn, kornel og snebær er kendt.
Undersiden med de små stregformede pletter på forvingen.
Skovblåfugl (Celastrina argiolus) er en sommerfugl i blåfuglefamilien. Det er en af verdens mest almindelige og udbredte blåfugle. Den findes næsten over hele den nordlige halvkugles tempererede og subtropiske områder. I Danmark findes den spredt over hele landet i skove, tilgroede moser og på heder og undertiden langs læhegn og i villakvarterer.
Arten blev videnskabeligt beskrevet af Carl von Linné i 1758.
Der Faulbaum-Bläuling (Celastrina argiolus), der auch Garten-Bläuling genannt wird, ist ein Schmetterling (Tagfalter) aus der Familie der Bläulinge (Lycaenidae), der vor allem in Mitteleuropa vertreten ist.
Der Faulbaum-Bläuling ist ein kleiner Falter von nur 20 bis 30 Millimetern Flügelspannweite, der zwar in fast allen halboffenen Biotopen, aber immer nur in geringer Dichte angetroffen wird[1]. Sowohl Männchen als auch Weibchen sind blau gefärbt. Die blaue Färbung der Flügeloberseiten reicht bei den Weibchen jedoch nicht bis zum Flügelrand. Der dunkle Rand auf der Flügeloberseite der Weibchen ist in der zweiten Generation breiter als in der ersten Generation. Unterseits sind die Falter weißblau gefärbt und zeigen eine unauffällige schwarze Zeichnung.
Die meist blassgrünen Raupen erreichen eine Länge von höchstens 14–17 mm. Seitlich und auf dem Rücken tragen sie rosafarbene Längsstreifen. Einige Raupen tragen auch andere Farben, von blassgrün mit rosafarbenen Längsstreifen über rosa bis hin zu braunvioletten Farbtönen an den Seiten und auf dem Rücken. Die Raupen trifft man meist im Juli und August sowie etwas später im Herbst in der Natur an.[2]
Celastrina argiolus fliegt in zwei Generationen von April bis September.
Der Faulbaum-Bläuling bevorzugt feuchte bis halbtrockene, eher lichte Wälder. Doch der Bewohner vieler unterschiedlicher Lebensräume mit einer Bindung an Laubbäume, kommt auch mit eher trockenen Lebensräumen zurecht, wie zum Beispiel in Trockenrasen, Heidelandschaften, Parks und Gärten. Daher wird der Schmetterling auch Garten-Bläuling genannt, auch weil er als Kulturfolger immer häufiger in Gärten anzutreffen ist.[2]
Der Faulbaum-Bläuling schlüpft sehr zeitig (April) im Frühjahr. Die Futterpflanzen der Raupe sind sehr vielfältig und unterschiedlich. Im Garten nutzt er z. B. gerne sonnig stehenden Blutweiderich (Lythrum salicaria) in Teichnähe.[1] Weitere Futterpflanzen sind Johannisbeeren (Ribes), Kreuzdorn (Rhamnus), Zwergginster (Chamaecytisus), Lupinen (Lupinus), Heidelbeeren (Vaccinium), Wicken (Vicia), Hartriegel (Cornus), Apfelbaum (Malus), Prunus, Vogelknöteriche (Polygonum), Eichen (Quercus), Erdbeerbäume (Arbutus) und Faulbaum (Frangula). Er lebt aber auch an verschiedenen Kleearten wie z. B. Luzerne (Medicago sativa) oder Rotklee. Die Verpuppung erfolgt bodennah unter Blättern.[1]
Die Überwinterung erfolgt beim Faulbaum-Bläuling als Puppe.[2]
Der tagaktive Falter ist fast auf dem ganzen europäischen Kontinent und Nordwestafrika verbreitet, wobei er in Mitteleuropa am häufigsten auftritt. In Nordskandinavien und Irland wird er nur selten angetroffen.[2]
Der Faulbaum-Bläuling (Celastrina argiolus), der auch Garten-Bläuling genannt wird, ist ein Schmetterling (Tagfalter) aus der Familie der Bläulinge (Lycaenidae), der vor allem in Mitteleuropa vertreten ist.
She foillycan 'sy chynney Lycaenidae ee gorrymag hollin (Celastrina argiolus).
It Sprakelbeamblaujurkje (Celastrina argiolus) is in flintersoarte yn it skaai fan de Celastrina.
De flinter komt hiel algemien yn Nederlân foar. It is dan ek in algemiene stânflinter.
Op de reade list stiet de flinter as net bedrige.
De foarwjuklingte is ûngefear 14 mm. De boppekant fan de wjukken is by de mantsjes wetterich blau mei ljochte swarte rânen. By it wyfke is dizze râne breder. De ûnderkant fan de wjukken is sulver mei lytse swarte plakken. De efterwjuk hat gjin eachplakken en gjin sturtsje. De flinters frette daudrippen, sappen fan bliedzjende beammen en nektar. De flinter fleant heech yn strûken of beammen.
De flinter is fan begjin maart ôf oant ein juny te sjen. De twadde generaasje tusken heal juny oant oktober. It Sprakelbeamblaujurkje fleant yn twa en soms yn trije generaasjes.
Jonge rûpen ite foaral knoppen of de fruchten fan de plant. Gruttere rûpen frette ek wol de blêden. De soart oerwinteret as healwaaksrûp tusken de blêden.
De rûp fret fan de Hûnemigershout, Stikelhout, Hulst, Klimop, Biezemheide, kattesturt en de flinterstrúk.
It Sprakelbeamblaujurkje (Celastrina argiolus) is in flintersoarte yn it skaai fan de Celastrina.
The holly blue (Celastrina argiolus)[1] is a butterfly that belongs to the lycaenids or blues family and is native to the Palearctic.
The holly blue has pale silver-blue wings spotted with pale ivory dots. Seitz describes it "Male above shining violet blue, only the apical portion of the costal margin being minutely edged with white. The female has both wings broadly bordered with dark, the margin of the hindwing bearing vestiges of ocelli. Underside silver-white, in the disc a row of black dots, some of which are elongate, and before the margin blackish shadowy dots. Egg very flat, whitish. Larva green or brown, marked with yellowish white, bearing catenulate (chain-like) stripes on the back, on segment 7 a gland to attract ants; head brown. On Ivy, Ilex, Euonymus, Rhamnus, Robinia, Genista, Spartium, Astragalus, Rubus, Erica, Pyrus and many other plants; in Europe visited usually by ants of the genus Lasius; in June and the autumn. Pupa mostly fastened to the underside of a leaf, ochreous with brown spots and markings. The butterflies in the spring and again in July, occasionally a third time at the end of August and in September, everywhere common, particularly at the flowers of ivy and brambles."[2] In Europe, the first generation feeds mainly on the holly species Ilex aquifolium but the second generation uses a range of food plants.[3]
The holly blue is the national butterfly of Finland.[4]
This species was originally described as Papilio argiolus by Carl Linnaeus in 1758, and refers to the examples flying in Europe. In their monograph on the Lycaenopsis group of polyommatine genera, Eliot & Kawazoe, 1983, list 14 taxa as valid subspecies names, plus many further synonyms to which they accord lesser status. According to Eliot & Kawazoe, 1983, these 14 subspecies are divided into four groups as follows:
In India, C. argiolus is known as the hill hedge blue.[5]
_female_laying_egg_Bulgaria.jpg)
female laying egg, Bulgaria
Egg
Imago
_-_Celastrina_argiolus_-_Havr%C3%A9_(1).JPG)
Female
Bottom sides of the wings
_male_underside.jpg)
Male
Found in Eurasia. and South Asia, it occurs from Chitral in Pakistan to Kumaon in India.[5]
The holly blue (Celastrina argiolus) is a butterfly that belongs to the lycaenids or blues family and is native to the Palearctic.
Figs 1, 1a, 1b larva after last moult, from holly 1c, 1d larva after last moult, from ivy 1e pupa from holly The holly blue has pale silver-blue wings spotted with pale ivory dots. Seitz describes it "Male above shining violet blue, only the apical portion of the costal margin being minutely edged with white. The female has both wings broadly bordered with dark, the margin of the hindwing bearing vestiges of ocelli. Underside silver-white, in the disc a row of black dots, some of which are elongate, and before the margin blackish shadowy dots. Egg very flat, whitish. Larva green or brown, marked with yellowish white, bearing catenulate (chain-like) stripes on the back, on segment 7 a gland to attract ants; head brown. On Ivy, Ilex, Euonymus, Rhamnus, Robinia, Genista, Spartium, Astragalus, Rubus, Erica, Pyrus and many other plants; in Europe visited usually by ants of the genus Lasius; in June and the autumn. Pupa mostly fastened to the underside of a leaf, ochreous with brown spots and markings. The butterflies in the spring and again in July, occasionally a third time at the end of August and in September, everywhere common, particularly at the flowers of ivy and brambles." In Europe, the first generation feeds mainly on the holly species Ilex aquifolium but the second generation uses a range of food plants.
The holly blue is the national butterfly of Finland.
La náyade (Celastrina argiolus) es una de las especies actualmente reconocidas en el género Celastrina, de la familia Lycaenidae.[1] Es una pequeña mariposa azul, descrita por Carlos Linneo en 1758 como Papilio argiolus.[2] Su nombre común es el de las náyades de la mitología griega, haciendo referencia al hábitat típico de esta especie, cerca de cursos de agua, en lugares sombríos y húmedos.[3][4][5]
Son pequeñas, de 2,5 a 3 cm de envergadura, más grandes las hembras que los machos. El anverso o cara superior de las alas de los machos presenta un color azul cobalto o violáceo pálido; las alas anteriores (de entre 13 y 17 mm) poseen los márgenes y el ápice de color negro, y las posteriores también están bordeadas de oscuro con un punto en el ápice. El reverso es de un azul muy pálido, casi blanquecino; las anteriores tienen una línea oscura en la parte distal de la celda, cortos trazos negros en la serie postdiscal y vestigios de trazos en la zona submarginal; las posteriores tienen tres pequeños puntos negros orlados de blanco en la zona basal, trazo en la celda, otros dos puntos en la zona discal más cercana a la costa y una serie de puntos negros orlados de blanco postdiscal incompleta. Las hembras son muy similares, con el reverso de las alas prácticamente igual al de los machos y el anverso de azul cobalto y negro; las anteriores con una ancha banda submarginal-apical de color marrón o negro y las posteriores con manchas marrones o negras distribuidas por la costa y por la zona apical, y con una serie de puntos negros submarginales. Las hembras de la segunda generación tienen un color azul más oscuro, la mancha negruzca más extendida y la costa de las posteriores oscura.[6][7]
Como el resto de especies de su familia las orugas son algo aplanadas, con finos pelos, cabeza retráctil y aspecto de babosa. Los imagos presentan en sus cabezas palpos largos y blancos, ojos grandes y oscuros y antenas anilladas en blanco. Ambos sexos poseen tres pares de patas funcionales para caminar o agarrarse, con alas fuertes y bien proporcionadas que les permiten volar rápidamente, posándose en bebederos o charcas en los calurosos días de verano.[8]
Suele tener dos generaciones anuales, una en la primavera, de abril a junio, y otra en verano, en julio y agosto. Una tercera generación puede aparecer durante el mes de septiembre en aquellos lugares donde el verano se alarga.[9]
Los huevos son depositados por las hembras en las yemas florales, semillas y hojas jóvenes de sus plantas nutricias. Una vez eclosionadas, las larvas se asocian con hormigas de varios géneros, como Lassius, Camponotus o Formica,[10] y se alimentan de una gran diversidad de plantas, entre las que se encuentran la yedra, clemátide, acebo, brezo, piorno, aulaga, retama, socarrillo, frambueso, reina de los prados, casis, grosellero, grosella espinosa europea, arraclán, espino cerval, altramuz, arándanos, agracejo, trébol japonés, veza, kudzu, glicina japonesa, diferentes especies de cornejo, manzano, ciruelo chino, bonetero, tojo, asteráceas del género Arctium, Rubus fruticosus, Caragana frutex, Chamaecystis sp., Cuscuta engelmannii, C. lehmanniana, Sophora flavescens, Desmodium oxyphyllum, Aralia elata, Euodia meliifolia, Reynoutria japonica, Staphylea bumalda o varias especies del género Symphoricarpos.[9][11][12][1]
De distribución paleártica y neártica, ocupa toda la Europa continental desde el Mediterráneo hasta el sur de la península escandinava, sur de las islas Británicas, islas mediterráneas y norte de África. Por el este su rango de distribución llega hasta Japón y también se encuentra en Norteamérica.[1]
Los bosques de ribera, los prados y los matorrales cercanos a los ríos y arroyos son sus hábitat naturales, también en bosques claros, desde zonas bajas hasta los 1500 m de altitud, pero también en zonas urbanizadas, en parques y jardines.[10][11][7]
Se han descrito al menos 7 subespecies: C. a. argiolus, C. a. calidogenita, C. a. caphis, C. a. echo, C. a. gozora, C. a. landonides y C. a. pseudargiolus.[1]
La subespecie Celastrina argiolus ssp. calidogenita es un endemismo del norte de la península ibérica.[10]
A lo largo de los años diversos autores han denominado a esta especie con distintos sinónimos:[12]
Datos: Q792871
Multimedia:
Especies: Celastrina argiolus
La náyade (Celastrina argiolus) es una de las especies actualmente reconocidas en el género Celastrina, de la familia Lycaenidae. Es una pequeña mariposa azul, descrita por Carlos Linneo en 1758 como Papilio argiolus. Su nombre común es el de las náyades de la mitología griega, haciendo referencia al hábitat típico de esta especie, cerca de cursos de agua, en lugares sombríos y húmedos.
Paatsamasinisiipi (Celastrina argiolus synonyymi Papilio argiolus) on holarktisella alueella esiintyvä vaaleansininen sinisiipilaji. Lentoaikansa puolesta se on Suomessa selvästi aikaisin sinisiipi.
Vuonna 2017 paatsamasinisiipi valittiin Suomen kansallisperhoseksi.[1]
Koiras on päältä kokonaan sininen ja siipiä reunustaa hyvin ohut musta juova. Naaraan siivet ovat yläpinnalta siniset, mutta etusiipien ulkoreunat ovat laajalti mustanruskeat, samoin takasiiven etureuna. Naaraalla takasiivissä erottuu lisäksi tummat reunatäplät. Siipiripset ovat molemmilla sukupuolilla valkoiset, siipisuonten kohdilta mustat. Siipien alapinta on hyvin vaalean sinertävänharmaa, tyvestä sinihärmäinen, eikä siipien alapintaa kirjovassa mustassa täplityksessä ole lainkaan punaista väriä. Mustilla täplillä ei ole valkoista reunusta. Toisen sukupolven yksilöillä siipien yläpinnan sinisen sävy on tummempi. Siipiväli 23–32 mm.[2][3][4][5][6]
Paatsamasinisiipi on levinnyt lähes koko Eurooppaan, Pohjois-Afrikkaan, Aasian pohjois- ja keskiosien kautta Japaniin sekä läpi Pohjois- ja Keski-Amerikan aina Panamaan saakka.[5] Suomessa paatsamasinisiipi on lähes koko maassa yleinen sinisiipilaji, jonka esiintyminen noudattaa tarkoin toukan pääasiallisen ravintokasvin, korpipaatsaman, esiintymistä. Kuusamon–Rovaniemen seudun pohjoispuolella esiintyminen on hajanaista, mutta perhosia on tavattu Utsjoelta saakka.[7][8]
Paatsamasinisiipi lentää useimmiten kahtena sukupolvena, mutta levinneisyysalueen pohjoisosissa toinen sukupolvi on osittainen tai voi puuttua.[4] Suomessa se on lentoaikansa puolesta selvästi varhaisin sinisiipilaji, joka esiintyy keväällä ja alkukesästä sekä joskus harvoin toisena sukupolvena loppukesällä. Ensimmäisen sukupolven lento alkaa jo huhti–toukokuun vaihteessa ja jatkuu kesäkuulle, mahdollinen toinen sukupolvi on lennossa heinäkuulta syyskuulle.[8][7]
Lajia esiintyy eniten paatsamapensaiden läheisyydessä, mutta sen elinpiiriä voi olla myös esimerkiksi puutarhan herukkapensaiden ympäristö. Tyypillinen elinympäristö on metsä, pensaikko tai puutarha. Perhoset lentävät melko korkealla ja usein koiraat kerääntyvät yhteen jonkin tietyn pensaan luokse. Laji ei ole erityisen paikkauskollinen ja voi lentää pitempiäkin matkoja.[5][9]
Naaras munii munat yksitellen. Toukat kuoriutuvat jo noin neljän päivän kuluttua ja toukkakehityskin kestää vain kolmisen viikkoa. Toukka on myrmekofiili, joka erittää muurahaisia kiinnostavaa eritettä ja saa ne näin suojelemaan ja hoitamaan toukkaa. Kotelo kiinnittyy kasvin lehteen silkkirihmalla. Jos kesän aikana syntyy toinen sukupolvi, kotelovaihe kestää noin kaksi viikkoa, muutoin laji talvehtii kotelona.[5]
Ainakin keskisessä Euroopassa lajin esiintymismäärissä on viiden vuoden sykli, minkä aiheuttajaksi arvellaan hiukan eri vaiheella esiintyvää Listrodomus nycthemerus -loispistiäislajia.[3]
Toukka käyttää ravinnokseen pääasiassa korpipaatsamaa (Rhamnus frangula) ja orapaatsamaa (Rhamnus cathartica). Sen on havaittu käyttävän myös ainakin kanervaa, musta- ja punaherukkaa, karviaista ja juolukkaa (Vaccinium uliginosum), etelämpänä myös muita puutarhakasveja.[10][5]
Paatsamasinisiipi (Celastrina argiolus synonyymi Papilio argiolus) on holarktisella alueella esiintyvä vaaleansininen sinisiipilaji. Lentoaikansa puolesta se on Suomessa selvästi aikaisin sinisiipi.
Vuonna 2017 paatsamasinisiipi valittiin Suomen kansallisperhoseksi.
Celastrina argiolus
L’Azuré des nerpruns ou Argus à bande noire (Celastrina argiolus) est une espèce paléarctique de lépidoptères (papillons) de la famille des Lycaenidae, commune en Europe.
L'imago de Celastrina argiolus est un petit papillon au dessus bleu bordé d'une bordure gris-noir. Cette bordure est très fine et limitée à l'aile antérieure chez le mâle, et large chez la femelle. Le revers des ailes a un fond gris bleuté très pâle, orné de séries de petits points noirs, ceux de l'aile antérieure ayant la forme de tirets.
Dessus d'un mâle.
Dessus d'une femelle.
Revers.
Accouplement.
La chenille, petite et trapue, possède une tête rétractile noire et un corps vert jaunâtre parfois teinté de rose avec une ligne latérale blanchâtre[1].
L'espèce produit deux générations par an, le papillon volant en avril-mai et juin-juillet en Afrique du Nord, et avec un décalage d'un mois en Europe[réf. souhaitée]. La chenille est visible de mai à octobre, sur les fleurs, les fruits et les jeunes feuilles.
L'espèce hiverne au stade de chrysalide, accrochée au-dessous d'une feuille[2],[3].
Les plantes hôtes larvaires sont extrêmement variées, avec entre autres des nerpruns (Rhamnus frangula, Rhamnus cathartica), des groseilliers (Ribes nigrum, Ribes rubrum, Ribes uva-crispa), Caragana frutex, des cuscutes (Cuscuta engelmannii, Cuscuta lehmanniana), Sophora flavescens, Desmodium oxyphyllum, Vicia sativa, Pueraria lobata, Wisteria floribunda, Cornus controversa, Aralia elata, Euodia meliifolia, Malus pumila, Prunus salicina, Polygonum cuspidatum, Quercus aliena, Staphylea bumalda, Ilex aquifolium et Hedera helix[4],[3].
Les chenilles sont soignées par des fourmis, notamment Lasius niger, Lasius alienus et Myrmica sp.[5].
Celastrina argiolus est présent dans toute l'Europe (sauf le Nord de la Grande-Bretagne et la Scandinavie) et dans une grande partie de l'Asie, ainsi qu'en Afrique du Nord[4]. En France métropolitaine, il est présent dans tous les départements[6].
Ses habitats sont variés : jardins, prairies sèches, haies, lisières de bois, bords de rivières. Ce petit papillon doit son nom au fait que l'on trouve fréquemment sur les nerpruns et sur le lierre le long des haies et dans les bois clairs.
L'espèce Celastrina argiolus a été décrite par le naturaliste suédois Carl von Linné en 1758 sous le nom initial de Papilio argiolus[7],[4].
Plusieurs sous-espèces ont été décrites[4] :
L'espèce n'a pas de statut de protection particulier en France[12].
Celastrina argiolus
L’Azuré des nerpruns ou Argus à bande noire (Celastrina argiolus) est une espèce paléarctique de lépidoptères (papillons) de la famille des Lycaenidae, commune en Europe.
Krkovin plavac (Celastrina argiolus) je leptir iz porodice plavaca. Promjer krila je 3 do 3,5 cm. Nastanjuje vlažne šumarke, najčešće krkovinu.
Gusjenica je duga oko 2 cm, zelena ili smeđa s bjelkastim pjegama i bočnim prugama.
Prezimljava kao kukuljica.[1]
Nedovršeni članak Krkovin plavac koji govori o biologiji treba dopuniti. Dopunite ga prema pravilima Wikipedije.
Krkovin plavac (Celastrina argiolus) je leptir iz porodice plavaca. Promjer krila je 3 do 3,5 cm. Nastanjuje vlažne šumarke, najčešće krkovinu.
Gusjenica je duga oko 2 cm, zelena ili smeđa s bjelkastim pjegama i bočnim prugama.
Prezimljava kao kukuljica.
Žydrasis melsvys (lot. Celastrina argiolus, angl. Holly Blue, vok. Faulbaum-Bläuling) – melsvių (Lycaenidae) šeimos drugys. Gyvena lapuočių ir mišriuose miškuose, pamiškėse, krūmynuose.
Morfologiniai ypatumai: lytinis dimorfizmas ryškus. Patino sparnų viršus šviesiai mėlynas, išoriniai sparnų kraštai su siaura juoda juostele. Patelės priekinis sparnas šviesiai mėlynas, išoriniame bei priekiniame pakraštyje esanti juoda juosta užima 1/4 sparno pločio. Sparnų apačia abiejų lyčių vienoda – balsvai melsva. Priekinis sparnas su įžambiai išsidėsčiusiomis dėmėmis. Sparno ilgis: 11 – 15 mm.
Skraidymo laikas: pirmoji karta gegužės mėn., antroji – birželio – rugpjūčio mėn.
Mitybiniai augalai: šaltekšnis (Frangula alnus), dygioji šunobelė (Rhamnus cathartica), avietė (Rubus sp.), viržis (Calluna sp.).
Biologija: kiaušinėlius po vieną deda ant mitybinių augalų žiedinių pumpurų. Vikšrai minta žiedais ir vaisiais. Pasiekę 12 mm ilgį, virsta lėliukėmis. Antrosios kartos lėliukės žiemoja. Paplitimas: Europa, Šiaurės Afrika, Šiaurės Amerika, Azija.
Lietuvos dieniniai drugiai, Povilas Ivinskis, Jonas Augustauskas, Kaunas, LUTUTĖ, 2004 m., ISBN 9955-575-41-7, p. 119
Žydrasis melsvys (lot. Celastrina argiolus, angl. Holly Blue, vok. Faulbaum-Bläuling) – melsvių (Lycaenidae) šeimos drugys. Gyvena lapuočių ir mišriuose miškuose, pamiškėse, krūmynuose.
Morfologiniai ypatumai: lytinis dimorfizmas ryškus. Patino sparnų viršus šviesiai mėlynas, išoriniai sparnų kraštai su siaura juoda juostele. Patelės priekinis sparnas šviesiai mėlynas, išoriniame bei priekiniame pakraštyje esanti juoda juosta užima 1/4 sparno pločio. Sparnų apačia abiejų lyčių vienoda – balsvai melsva. Priekinis sparnas su įžambiai išsidėsčiusiomis dėmėmis. Sparno ilgis: 11 – 15 mm.
Skraidymo laikas: pirmoji karta gegužės mėn., antroji – birželio – rugpjūčio mėn.
Mitybiniai augalai: šaltekšnis (Frangula alnus), dygioji šunobelė (Rhamnus cathartica), avietė (Rubus sp.), viržis (Calluna sp.).
Biologija: kiaušinėlius po vieną deda ant mitybinių augalų žiedinių pumpurų. Vikšrai minta žiedais ir vaisiais. Pasiekę 12 mm ilgį, virsta lėliukėmis. Antrosios kartos lėliukės žiemoja. Paplitimas: Europa, Šiaurės Afrika, Šiaurės Amerika, Azija.
Het boomblauwtje (Celastrina argiolus) is een vlinder uit de familie Lycaenidae, de kleine pages, vuurvlinders en blauwtjes.
De wetenschappelijke naam argiolus is een verkleinwoord van argus en verwijst ernaar dat de soort kleiner is dan het heideblauwtje (Plebejus argus).[1]
De voorvleugellengte van de vlinder bedraagt tussen de 13 en 16 millimeter.
De vleugels van mannetjes zijn aan de bovenzijde vrijwel geheel fel lichtblauw met een smalle zwarte rand, terwijl de vrouwtjes een brede zwarte band langs de voorvleugels hebben. De franje is wit, bij de voorvleugel zijn er enkele zwarte onderbrekingen. De vlinder is met name goed te herkennen aan de zilverwitte tot lichtblauwe onderzijde van de vleugel waarop zwarte stippen te zien zijn. Verder vliegt deze vlinder niet of nauwelijks dicht bij de grond (beneden 50 cm hoogte), dit in tegenstelling tot vele andere blauwtjes.
Het eitje is klein een afgeplat wittig bolletje en heeft een honingraatstructuur. Eitjes zijn bijzonder lastig te vinden.
De rups is geelachtig groen, met een variabele rode tekening, al dan niet met rozewit, langs de rand en als rugstreep. Deze tekening ontbreekt echter vaak. Het lichaam is bedekt met korte witte haartjes. De kop is zwartbruin. De rups wordt 14 tot 17 mm lang.
De waardplanten van de vlinder zijn diverse struiken, onder andere klimop, hulst, vlinderstruik, struikhei, vuilboom, kornoelje, grote kattenstaart, wegedoorn en kardinaalsmuts. De eitjes worden afzonderlijk afgezet hoog in de waardplant, aan de basis van bloemknoppen of bij jonge vruchten. Er is een voorkeur voor grotere planten die in de zon staan. Het vrouwtje zet soms ook eitjes af op planten die ongeschikt zijn. De rups overleeft niet op sneeuwbes en op bijvoorbeeld blauweregen kan hij niet volgroeid raken, omdat de bloemen te snel afvallen en geen vrucht vormen. In verschillende generaties worden verschillende waardplanten gebruikt. In het voorjaar worden vooral hulst en sporkehout gebruikt, in de zomer vooral klimop, grote kattenstaart, struikhei en vlinderstruik.
Na 3 tot 5 dagen komt de rups uit het eitje. De rups eet aanvankelijk van de knoppen of de jonge vruchten, in de laatste stadia soms jong blad. De rups maakt een gaatje in de knop of de vrucht, en eet van het binnenste. De rups scheidt een zoete vloeistof af, waarvoor hij vaak wordt bezocht door diverse mieren. Deze mieren bieden bescherming tegen belagers. De rupsen worden vaak geparasiteerd, met name door de sluipwesp Listrodomus nycthemerus, wat fluctuaties in het voorkomen oplevert.
Na 2 tot 4 weken verpopt de rups. De verpopping vindt plaats in de strooisellaag of in spleten en holtes in de schors of nabij de waardplant. De pop overwintert. Er zijn meldingen dat poppen bezocht zouden worden door mieren, of zelfs meegenomen zouden worden naar mierennesten. Exemplaren die niet overwinteren blijven 11 tot 20 dagen in het popstadium. De imago leeft vervolgens 9 tot 18 dagen.
Het boomblauwtje vliegt in Nederland en België in twee generaties per jaar. De eerste generatie van april tot juni en de tweede generatie in juli, augustus en begin september. Soms is er een derde generatie die vliegt van eind augustus tot halverwege oktober.
.JPG)
.jpg)
Het boomblauwtje leeft in een verscheidenheid aan biotopen met bomen en struiken.
De soort komt algemeen voor in Nederland en België en is in Europa niet bedreigd. De soort komt verspreid over het Nearctisch, Palearctisch en het Oriëntaals gebied voor. De soort is te vinden op hoogtes tot 1900 meter boven zeeniveau.
In Nederland en België is de soort zeer algemeen en wijdverbreid. In open gebieden op kleigrond is de soort iets minder aanwezig.
Het boomblauwtje (Celastrina argiolus) is een vlinder uit de familie Lycaenidae, de kleine pages, vuurvlinders en blauwtjes.
De wetenschappelijke naam argiolus is een verkleinwoord van argus en verwijst ernaar dat de soort kleiner is dan het heideblauwtje (Plebejus argus).
Vårblåvinge (Celastrina argiolus) er en av blåvingene, en dagaktiv sommerfugl i gruppen glansvinger.
Hannen har en klar blå farge på vingenes overside. Langs vingeranden, et fint hvitt tynt bånd eller søm ytterst og et mørkere svart innenfor. Det lyse hvite feltet eller randen er brutt av mørke punkter. Vingeundersiden er lys blå-grå. De små mørke flekkene har ikke hvite ringer. Ved vingeroten utbrer et svakt blålig fargefelt seg.
Hunnen har en skitten blå farge på vingeoversiden. Langs vingeranden finnes et hvitt bånd eller søm, og innenfor et mørk bred felt, særlig på framvingen. Undersiden er lysere og grå. Bakvingenes underside mangler gulorange flekker.
Vingespennet er mellom 23 og 32 millimeter.
Kroppen har et ytre skjelett (hudplater) som holder de bløte indre organer på plass. Det ytre hudskjelettet er bygd opp for det meste av kitin. Brystet og bakkroppen er blåsvart og lite håret på oversiden. Undersiden har tett hårbekledning av lyst gråhvite hår.
Fasettøynene er mørke. Hodet er smalt foran, palpene er store og fremoverrettet. Sommerfuglene skiller seg fra de fleste andre insektene ved at munnen ikke har kjever og lepper, men en lang sugesnabel (proboscis) mellom palpene. Den er rullet opp i en spiral, mellom palpene, under hodet, når den ikke er i bruk. Antennene sitter over og helt inntil fasettøynene. Antennene er trådformet og består av sylindriske ganske like ledd. Antenneklubben er flat eller skålformet. Leddene er farget slik at antennen får små ringer i svart og hvitt.
Beina er godt utviklet hos hunnene, som bruker alle beina til å gå med. Mens hanner har noe reduserte frambein og går på de fire bakerste beina. Det doble kloleddet på frambeina mangler eller er redusert. På det mellomste beinparet er børsten på skinnbeinet (tibia) godt utviklet.
Bakkroppens indre organer består av fordøyelsesorganer, forplantningsorganer og åndedrett. Åndedrettet hos sommerfugler foregår ikke ved lunger, men ved at luft hentes inn og ut av kroppen gjennom små hull i hudskjelettet (spirakler). I kroppen er det et svært finmasket system av trakéer som leder oksygenet til kroppens vitale deler. En blodvæske som sirkulerer i kroppen, pumpes rundt av et avlangt rørformet hjerte. Brystpartiet består for det meste av vingenes muskulatur. Sanseorganer, for syn, smak og lukt er stort sett plassert i hodet. Nervesystemet består av en bukmarg med to nervestrenger og én nerveknute (ganglion) i hvert kroppssegment. Den første nerveknuten, som ligger foran munnåpningen, er spesielt stor og omtales som hjerne.
Egget er rundt og flate, med et fint punktert mønster, fargen er lyst hvit-grønn.
Larven har generelt tykk hud og er ganske hardfør. Den er gul-rød eller brunlig på farge, med en markert grønnlig eller brun lengdestripe/flekk på hver side. Undersiden er flat, mens oversiden er velvet. Larvens kropp smalner litt bakover. På bakkroppen har eldre larver et par tentakler, som kan skytes ut og trekkes inn igjen. Kjertlen som produserer aminosyrer og det sukkerholdige stoffet, finnes på larvens sjuende bakkroppsledd.
Bak hodet, på bryststykket, som består av tre ledd, er det tre par bein. Lengre bak har larvene noen bukføtter, som ikke er egentlige bein, men utvekster larven kan bruke til å holde seg fast. Lengst bak har den en analfot.
Larvehodet er beskyttet av en framoverstikkende nakkehud. Hodet er mørkt og består av en hard hodekapsel med noen punktøyne. Under øynene er det noen små antenner larven bruker til å finne riktig føde. Larvens bakkropp består nesten bare av fordøyelsessystemet. Dette er ganske kort og mye av maten larven spiser passerer før all næringen er tatt opp. Avføringen kommer ut som små kuler helt bakerst på kroppen. Larvene ånder gjennom åpninger i hudskjelettet (spirakler), langs kroppens sider.
Puppene er bønneformet og urørlige, de ligner plantedeler som frø og lignende. Den er festet til et blad eller lignende med en spinntråd.
Vårblåvinge finnes i åpen skog, og er den blåvingen som er tidligst på vingene om våren.
Glansvinger har normalt en rolig og gjerne flagrende flukt. Ofte flyr de korte turer fra blomst til blomst. Flygetiden er fra tidlig i mai til juni. Den kan kanskje ha en andre generasjoner helt sør i Norge. Om natten og i overskyet vær hviler sommerfuglen. Vingene holdes sammenlagt opp og ut fra kroppen, og den noe spraglete vingeundersiden gir sommerfuglen en viss kamuflasje og beskyttelse.
Voksne glansvinger lever av nektar de suger opp fra blomstene på ulike planter (urter). Sugesnabelen, på hodets underside, gir sommerfuglen mulighet til å nå inn i dype blomster for å suge til seg nektar. Sugesnabelen gjør at sommerfugler er avhengig av flytende føde.
Parringen skjer ved sammenkobling mellom de to kjønnene. Under parring utskiller hannene en duft fra små duftskjell på vingene, dette kan være med å gjøre hunnen mer villig til å parres. Om et par forstyrres under parring, flyr vanligvis hannen, mens hunnen blir hengende passivt. Hunner som har parret seg inntar ofte en spesiell stilling, hvor vingene holdes noe flatt og utbredt, mens bakkroppen løftes opp.
Larven er radikalt forskjellige fra de voksne, både i levevis og i kroppsbygning. Den lever som plantespiser på trollhegg.
Larvene lever noen ganger i samspill (symbiose) med maur, hvor larven kan utskille et sukkerholdig stoff og aminosyrer, kalt honningdugg, fra en kjertel på bakkroppens sjuende ledd. Maur tiltrekkes og spiser dette stoffet, samtidig gir dette sommerfuglen en viss beskyttelse. De to tentaklene på bakkroppens åttende ledd, hos eldre larver, produserer trolig et feromon som styrker sameksistensen med maurene ytterligere.[1]
Larvens kroppstemperatur er mellom 35 og 38 grader C°. Ved lavere temperatur blir larven inaktiv. Derfor krever larver hos dagsommerfugler gjerne sollys for å være aktive. Om det blir for varmt regulerer larven temperaturen ved å oppsøke skygge.
Vårblåvinge tilhører gruppen av insekter med fullstendig forvandling (holometabole insekter), som gjennomgår en metamorfose i løpet av utviklingen. Mellom larvestadiet og det voksne stadiet er et puppestadium, en hvileperiode, der sommerfuglens indre og ytre organer endres. Larvens bøyelige og myke kropp omdannes til en puppe med et hardt skall. Når skallet er hardt begynner omdanningen fra larve til den voksne (imago) glansvingen. De indre organer brytes i varierende grad ned til en cellemasse. En omorganisering skjer og dyret bygges opp igjen. Puppeperioden varierer etter temperaturen, vanligvis mellom to til fire uker.
Vårblåvinge finnes i Danmark, og det sydøstlige Sverige og Finland. I sydlige Norge langs kysten til Rogaland. Er funnet med noen få funn i Midt-Norge.
Slektskapet innen gruppen glansvingene er avklart i ulik grad. Derfor kan endringer skje. Det har vært ulike måter å dele gruppen inn i. (Systematikken følger Fauna Europaea[2] )
Vårblåvinge (Celastrina argiolus) er en av blåvingene, en dagaktiv sommerfugl i gruppen glansvinger.
Tre generassion a l'ann, ël parpajon a vòla da avril a stèmber.
DistribussionComun an tuta Italia, da la pian-a a la montagna fin a 2000 méter.
Multimedia w Wikimedia Commons Modraszek wieszczek (Celastrina argiolus) − gatunek motyla dziennego z rodziny modraszkowatych (Lycaenidae).
Skrzydła o rozpiętości 25–30 mm. Wyraźnie zaznaczony dymorfizm płciowy. Wierzch skrzydeł obu płci niebieski; u samic jednak występuje szeroka, czarna obwódka przy zewnętrznym brzegu przedniego skrzydła. U obu płci spód skrzydeł bladoniebieski[1].
Zimuje w stadium poczwarki, dlatego postaci dorosłe pierwszego pokolenia spotkać można już od początku kwietnia do początku czerwca. Drugie pokolenie pojawia się od końca czerwca do połowy sierpnia. Jest gatunkiem polifagicznym; gąsienice żerują na roślinach należących do różnych rodzin[1].
Gatunek holarktyczny, pospolity w całej Polsce[1].
Modraszek wieszczek (Celastrina argiolus) − gatunek motyla dziennego z rodziny modraszkowatych (Lycaenidae).
Celastrina argiolus é uma espécie de insetos lepidópteros, mais especificamente de borboletas pertencente à família Lycaenidae.[1]
A autoridade científica da espécie é Linnaeus, tendo sido descrita no ano de 1758.
Trata-se de uma espécie presente no território português.
Celastrina argiolus é uma espécie de insetos lepidópteros, mais especificamente de borboletas pertencente à família Lycaenidae.
A autoridade científica da espécie é Linnaeus, tendo sido descrita no ano de 1758.
Trata-se de uma espécie presente no território português.
Tosteblåvinge (Celastrina argiolus) är en fjärilsart av familjen juvelvingar. Den förekommer över större delen av norra halvklotet och kan i Sverige ses flyga redan i april. Tosteblåvingen är Finlands nationalfjäril.[1]
Vingspannet är 23-32 mm. Honan har typiskt brett utkantsband som sträcker sig förbi vinghörnet och båda könen har fläckiga vingfransar. Undersidan av bakvingen är grå med svarta fläckar, helt utan vita och orangebruna fläckar. Vingarna är tunnare än på många andra fjärilsarter och blir snabbt slitna. Äggen är grönvita och larverna är som nykläckta först gröna, för att senare bli bruna.
Tosteblåvinge lever i de flesta träd och buskrika miljöer, gärna i gläntor och längs mindre skogsvägar. Den viktigaste värdväxten är brakved (toste är ett annat namn på brakved), men larverna kan även leva på odon, blåbär, ljung, getapel, skogskornell, benved och murgröna. Den är den tidigast flygande blåvingen i Sverige och kan ses redan i april. Den första generationen flyger till juni, den partiella andra generationen i juli till augusti. Äggen läggs ett och ett på värdväxten och kläcks efter 4 dagar. Larvutvecklingen tar 3 veckor. Puppan fästs på blad och kläcks antingen efter 2 veckor, eller så övervintrar den.
Utbredningsområdet omfattar hela Europa utom Island, Nordafrika, Sibirien, Asien till Kamtjatka, Japan, Kina och söderut till Indien och Malaysia. Arten finns även i Nordamerika söderut till Panama. I Sverige finns arten upp till Jämtland (Storsjöbygden) och kusten vid norra Bottenviken.[2] I Finland finns arten i hela landet upp till Lappland[1]. I Norge finns den upp till Sør-Trøndelag, och i Danmark finns den i hela landet.[2]
Wikimedia Commons har media som rör Tosteblåvinge.
Tosteblåvinge (Celastrina argiolus) är en fjärilsart av familjen juvelvingar. Den förekommer över större delen av norra halvklotet och kan i Sverige ses flyga redan i april. Tosteblåvingen är Finlands nationalfjäril.
Вид поширений по всій Європі, в Північній Африці, більшій частині Азії та у Північній Америці.[2][3]
В Україні синявець крушиновий поширений на всій території.
Тіло завдовжки до 16 мм, розмах крил до 25 мм, довжина переднього крила 12-16 мм. Верх світлий, синьо-фіолетовий з вузькою чорною облямівкою у самця і широкою — у самиці. Облямівка особливо широка на передніх крилах метеликів літнього покоління. Низ блакитний з чітко помітними подовженими чорними плямами.
Метелики літають в квітні-вересні. Їх можна спостерігати у світлих лісах, на живоплотах, в парках і садах. Гусениці на початку і в кінці літа мешкають на різних рослинах: навесні, як правило, на падубах, восени — на плющі і деяких чагарниках. За рік синявець крушиновий дає дві генерації: навесні і в середині літа. Восени гусінь паразитує у гніздах мурах Lasius niger, Lasius alienus, Lasius fuliginosus, Camponotus japonicus, Camponotus nearcticus, Formica subsericea[4], Formica truncorum, Myrmica sp.[5]. Зимує лялечка.
Голубянка весенняя[1][2], или голубянка крушинная[3][4], или голубянка аргиолус[5] (лат. Celastrina argiolus) — вид бабочек из семейства голубянок. Национальная бабочка Финляндии[6].
Argiolus — «маленький аргус». Название дано по сходству с голубянкой аргус[1][2].
Северная Африка, Европа за исключением Крайнего Севера, умеренный пояс Азии на северо-восток до верховьев Амура, Китай, Северная Америка[2].
Широко распространен в Восточной Европы. Локально и редко вид встречается только на севере Скандинавии. В горах Большого Кавказа населяет высоты до 1500 м над ур. м. На Украине распространён повсеместно[2].
Бабочки населяют лесные поляны и опушки, редколесья, заросли кустарников, берега водоемов, а также парки, лесополосы, сады, также встречается на территории городов и поселков и других населенных пунктов[2].
На преобладающей части своего ареала на территории Восточной Европы за год развивается два поколения. Бабочки второго поколения отличаются большими размерами и более широким затемнением внешней части крыльев у самок.
Время лёта бабочек первого поколения происходит с конца апреля до начала июня, второго поколения — с начала июля до середины августа. Бабочки преимущественно летают высоко в кронах деревьев и спускаются вниз только для питания на цветах. Самки откладывают до 85 яиц поштучно на плодовые почки и молодые листья, а самки второго поколения — на завязывающиеся плоды. Стадия яйца длится 3—7 дней. Гусеницы, кроме листьев, могут питаться почками, цветами и созревающими плодами, выгрызая на их поверхности борозды и ямки. Гусеницы — полифаги. Кормовые растения: астрагал, вереск обыкновенный, таволга, крушина ломкая, крушина, дрок, плющ обыкновенный, жостер слабительный, смородина черная, смородина красная, малина, Rubus sp., Vicia sp., розовые (в том числе яблоня, груша, тёрн)[2]. В Греции развитие гусениц наблюдалось также на держи-дереве (Paliurus spina-christi)[7].
Гусеницы являются мирмекофилами. Контактирует со многими видами муравьев: Lasius niger, Lasius alienus, Lasius fuliginosus, Camponotus japonicus, Camponotus nearcticus, Formica subsericea[8], Formica truncorum, Myrmica sp.[2][9].
В честь 100-летия независимости Финляндии в 2017 году было организовано голосование за бабочку, которая станет символом страны. В организации голосования приняли участие Союз защиты окружающей среды Финляндии, Фонд защиты природы «Вуокко» и Ассоциация энтомологов. В списке на получение звания присутствовало 20 видов, обитающих на территории страны. Голосование проводилось на базе специального сайта с 15 марта по 14 июня 2017 года[10]. Итоги были подведены 15 июня 2017 года. Национальной бабочкой Финляндии по результатам голосования была выбрана голубянка весенняя, набравшая 17,3 % всех голосов — за неё проголосовало 6305 человек[6][11].
Голубянка весенняя, или голубянка крушинная, или голубянка аргиолус (лат. Celastrina argiolus) — вид бабочек из семейства голубянок. Национальная бабочка Финляндии.
_-_Celastrina_argiolus_-_Havr%C3%A9_(1).JPG)
ルリシジミ（瑠璃小灰蝶 Celastrina argiolus ）は、チョウ目（鱗翅目）シジミチョウ科に属するチョウの一種。
前翅長は12-19mm。翅の表面は、オスは明るい青藍色、メスは外縁部が広く黒褐色、裏面は白の地色に黒色の斑点がある。
ユーラシアと北アフリカに分布し、日本国内では全国的に分布。蛹で越冬し、年3-4回、3-11月にかけて現れ、低地から山地の明るい草地などで見かけられる。 夏型は春型に比べてやや小さく、メスの外縁部が著しく拡大する。
成虫は地面で吸水したり、花で吸蜜することが多い。幼虫の食草はマメ科、バラ科、タデ科、ミカン科などの花。
日本では奄美諸島以北の全土。国外ではユーラシア大陸・北米大陸。
雄
雌
産卵
_-_Celastrina_argiolus_-_Havr%C3%A9_(2).JPG)
.jpg)
_-_Celastrina_argiolus_-_Havr%C3%A9_(1).JPG)
,_Lodz(Poland).jpeg)
.jpg)
.JPG)
.jpg)
.jpg)
_-_Celastrina_argiolus_-_Havr%C3%A9_(2).JPG)
_-_Celastrina_argiolus_-_Havr%C3%A9_(2).JPG)
.jpg)
_-_Celastrina_argiolus_-_Havr%C3%A9_(2).JPG)
_-_Celastrina_argiolus_-_Havr%C3%A9_(2).JPG)
_-_Celastrina_argiolus_-_Havr%C3%A9_(2).JPG)
_-_Celastrina_argiolus_-_Havr%C3%A9_(1).JPG)
_male_underside_2.jpg)
_-_Celastrina_argiolus_-_Havr%C3%A9_(2).JPG)
.jpg)
.JPG)
