Vinkagtiges of sysie-agtiges (Fringillidae) is 'n familie van sangvoëls waaraan die kanaries, sysies, vinke en streepkoppies behoort. Hierdie familienaam is afgelei van die woord "fringilla", Latyn vir vink (F. coelebs), die mees algemene verteenwoordiger van hierdie familie. Ongeveer 19 spesies kom in Suider-Afrika voor.
Al die vinkagtiges is saadvretende voëls met 'n kort, sterk snawel. Hulle het 'n harde skedel en groot kaakspiere wat hulle gebruik om sade te kraak. Die mannetjies verskil meestal van die wyfies in voorkoms.
Hierdie voëls kom in Noord-Amerika, Afrika, Asië en Europa voor. Meeste spesies kom egter in die suidelike halfrond voor. Één familie, die Euphonia, is inheems aan Suid- en Middel-Amerika (die Neotropiese gebied).
Sommige spesies word as eksotiese troeteldiere verkoop, en selfs onwettig mee handel gedryf.
Hulle is gewilde troeteldiere omdat hulle maklik in koue aangehou kan word. Die sysie-agtiges, wat die kanaries, streepkoppies en die sysies insluit en as sangvoëls bekend staan, behoort tot die orde Passeriformes, wat tans die dominante voëlorde is. Die sangvoëls behoort tot die suborde Passeres, wat 'n verskeidenheid families insluit, soos die swaels, kraaie, heuningeters, ensovoorts. Sommige taksonome deel die sysie-agtiges en verwante voëls (familie Fringillidae) in twee subfamilies in, naamlik die Carduelinae en die Fringillinae.
Die sysie-agtiges behoort tot die subfamilie Carduelinae, terwyl 'n aantal vinkagtiges (waaronder Darwin se vinke) tot die Fringillinae behoort. Daar bestaan egter 'n aantal ander klassifikasiestelsels. Die Suid-Afrikaanse sysie-agtiges kan byvoorbeeld as verteenwoordigers van die familie Fringillidae beskou word en dan in die subfamilies Fringillinae en Emberizinae ingedeel word. Die stelsel word egter nie in hierdie artikel gebruik nie.
Kanaries, streepkoppies en sysies behoort tot die subfamilie Carduelinae en daar word 18 inheemse spesies aangetref. Die voëltjies is klein tot mediumgroot (lengtes wissel tussen 10 cm en 16 cm). hoofsaaklik saadetend met kort, stewige snawels. Die meeste spesies hou in oop terreine met klein bossies of struikgewasse, waar hulle gewoonlik in relatief klein swerms voorkom.
Die voëltjies is vir hul sang bekend en hulle kan ook sing terwyl hulle vlieg. In die somermaande bou hulle netjiese neste in bome, struike en gras. Die meeste Suid-Afrikaanse spesies se broeityd is tussen September en Maart. Die Kaapse kanarie (Serinus canicollis), die geeloogsysie (Serinus mozambicus), die bergkanarie (Serinus atrogularis), die geelsysie (Crithagra flaviventris), die vaalstreepkoppie (Fringillaria impetuani) en die streepkoppie (Fringillaria capensis) is van die bekendste Suid-Afrikaanse verteenwoordigers van die subfamilie Carduelinae.
Die subfamilie Fringillinae sluit 'n aantal kleurryke, hoofsaaklik saadetende sangvoëls in wat vinke genoem word. Die onderskeid tussen die twee subfamilies word hoofsaaklik op grond van gedrag gemaak. Hulle voed nie hul kuikens met sade wat hulle opbring nie, maar met ruspes en ander invertebrate. Slegs een spesie van die subfamilie kom in Suid-Afrika voor, naamlik De Vink (Fringilla coelebs), wat aan die einde van die 19de eeu deur Cecil John Rhodes uit Europa ingevoer is.
Hulle het nie baie versprei nie en kom slegs in die Kaapse Skiereiland en omgewing voor. Die wat in Suid-Afrika voorkom, is saadetend, hoewel die Europese vinke insekte verkies. Lede van die familie het bekendheid verwerf as Darwin se vinke omdat die aanpassings van die voëls by verskillende diëte aanleiding gegee het tot sy teorieë van natuurlike seleksie.
Die familie word in die volgende genera onderverdeel:
Wikispecies het meer inligting verwant aan: Vinkagtiges
Vinkagtiges of sysie-agtiges (Fringillidae) is 'n familie van sangvoëls waaraan die kanaries, sysies, vinke en streepkoppies behoort. Hierdie familienaam is afgelei van die woord "fringilla", Latyn vir vink (F. coelebs), die mees algemene verteenwoordiger van hierdie familie. Ongeveer 19 spesies kom in Suider-Afrika voor.
Al die vinkagtiges is saadvretende voëls met 'n kort, sterk snawel. Hulle het 'n harde skedel en groot kaakspiere wat hulle gebruik om sade te kraak. Die mannetjies verskil meestal van die wyfies in voorkoms.
Hierdie voëls kom in Noord-Amerika, Afrika, Asië en Europa voor. Meeste spesies kom egter in die suidelike halfrond voor. Één familie, die Euphonia, is inheems aan Suid- en Middel-Amerika (die Neotropiese gebied).
Sommige spesies word as eksotiese troeteldiere verkoop, en selfs onwettig mee handel gedryf.
Hulle is gewilde troeteldiere omdat hulle maklik in koue aangehou kan word. Die sysie-agtiges, wat die kanaries, streepkoppies en die sysies insluit en as sangvoëls bekend staan, behoort tot die orde Passeriformes, wat tans die dominante voëlorde is. Die sangvoëls behoort tot die suborde Passeres, wat 'n verskeidenheid families insluit, soos die swaels, kraaie, heuningeters, ensovoorts. Sommige taksonome deel die sysie-agtiges en verwante voëls (familie Fringillidae) in twee subfamilies in, naamlik die Carduelinae en die Fringillinae.
Die sysie-agtiges behoort tot die subfamilie Carduelinae, terwyl 'n aantal vinkagtiges (waaronder Darwin se vinke) tot die Fringillinae behoort. Daar bestaan egter 'n aantal ander klassifikasiestelsels. Die Suid-Afrikaanse sysie-agtiges kan byvoorbeeld as verteenwoordigers van die familie Fringillidae beskou word en dan in die subfamilies Fringillinae en Emberizinae ingedeel word. Die stelsel word egter nie in hierdie artikel gebruik nie.
Los frinxílidos (Familia Fringillidae)[1] son una familia d'aves paseriformes (Orde Passeriforme) abondosos nel hemisferiu norte y África.
Suelen tener un fuerte picu, xeneralmente cónicu, qu'en delles especies puede ser de considerable llargor. Tienen una manera de volar característicu, basáu n'ondulaciones. Suelen añerar n'árboles, polo que son más comunes en montes. Pertenecen a esta familia los canarios, los jilguero o los pinzones, ente munchos otros.
La sistemática d'esta familia ye complicada y hai múltiples diverxencies ente les distintes clasificaciones propuestes polos espertos. Dellos estudios supunxeron significatives meyores na filoxenia de los frinxílidos[2][3]. Tien 51 xéneros, 225 especies y 407 subespecies.
Los frinxílidos (Familia Fringillidae) son una familia d'aves paseriformes (Orde Passeriforme) abondosos nel hemisferiu norte y África.
Suelen tener un fuerte picu, xeneralmente cónicu, qu'en delles especies puede ser de considerable llargor. Tienen una manera de volar característicu, basáu n'ondulaciones. Suelen añerar n'árboles, polo que son más comunes en montes. Pertenecen a esta familia los canarios, los jilguero o los pinzones, ente munchos otros.
Fringillidae a zo ur c'herentiad e rummatadur an evned, termenet e 1819 gant an evnoniour saoz William Elford Leach (1791-1836)[1].
Diouzh Doare 7.3 an IOC World Bird List[2] ez a daou c'henad ha daou-ugent d'ober ar c'herentiad hiziv an deiz :
Fringillidae a zo ur c'herentiad e rummatadur an evned, termenet e 1819 gant an evnoniour saoz William Elford Leach (1791-1836).
Diouzh Doare 7.3 an IOC World Bird List ez a daou c'henad ha daou-ugent d'ober ar c'herentiad hiziv an deiz :
Els fringíl·lids són una família d'ocells passeriformes, les espècies de la qual són de mides mitjanes o petites i popularment molt coneguts.
La femella construeix el niu obert en forma de copa.
Es nodreixen de gra.
Habiten arreu de la Terra, excepte a Oceania, Madagascar i l'Antàrtida.
Es caracteritzen per llur vol que és ondulant. Són gregaris i migradors.
Es troben sovint en captivitat, ja que són molt apreciats com a ocells de gàbia, sia per la bellesa del seu cant melodiós,[1] sia per la del plomatge, o per ambdues alhora, i per la facilitat amb què s'adapten a la domesticitat.
La sistemàtica d'aquesta família és complicada. Tradicionalment aquests ocells han estat classificats en tres subfamílies, fringil·lins (Fringillinae), carduelins (Carduelinae) i drepanidins (Drepanidinae). En època posterior s'ha separat el gènere Urocynchramus en la seva pròpia família i s'han incorporat als fringíl·lids els gèneres Euphonia i Chlorophonia (fins al moment inclosos als tràupids), situant-los sovint a una quarta subfamília (Euphoninae). Els frigíl·lids hawaians són avui considerats una tribu dins els carduelins arran els treballs de Zuccon et el 2012.[2][3] La classificació del COI (versió 3.3, 2013) contempla 51 gèneres amb 218 espècies, dins aquesta família:
Els fringíl·lids són una família d'ocells passeriformes, les espècies de la qual són de mides mitjanes o petites i popularment molt coneguts.
Mae'r teulu Fringillidae yn cynnwys y llinosod neu bincod. Maen nhw'n adar bach sy'n bwyta hadau yn bennaf.[1] Fel rheol, mae ganddynt big cryf, conigol.[1] Mae'r teulu'n cynnwys tua 218 o rywogaethau.[2]
Rhestr Wicidata:
teulu enw tacson delwedd Caneri aelfelyn Crithagra mozambica Caneri gyddf-felyn Crithagra flavigula Caneri melynllwyd Crithagra citrinipectus
Mae'r teulu Fringillidae yn cynnwys y llinosod neu bincod. Maen nhw'n adar bach sy'n bwyta hadau yn bennaf. Fel rheol, mae ganddynt big cryf, conigol. Mae'r teulu'n cynnwys tua 218 o rywogaethau.
Pěnkavovití (Fringillidae) je čeleď malých až středně velkých pěvců. Živí se především semeny. Většina druhů krmí mláďata částečně nebo zcela také hmyzem. Jsou to převážně stromoví ptáci, obývají však i otevřené plochy a snadno se přizpůsobují kulturní krajině. Někteří hnízdí v blízkém okolí člověka, a přizpůsobují se tak jeho životnímu prostředí.
Pěnkavovití mají proměnlivou velikost těla (10-23 cm), hlava je poměrně velká, kulatá s kuželovitým zobákem. Nohy jsou krátké. Křídla jsou zakulacená, ručních letek je 10, ale první zcela zakrnělá. Ocas s 12 pery je středně dlouhý. Opeření bývá mnohdy pestře zbarvené, u obou pohlaví mnohdy rozdílné (pohlavní dimorfismus) i když u některých druhů (stehlík) naopak obě pohlaví vypadají velmi podobně. Žijí většinou samotářsky a hnízda staví ve větvích dřevin. Teritoriální zpěv je zvučný. Jsou to velmi dobří letci.[1]
V současné době se uvádí okolo 143 druhů ve 20 rodech (jakkoliv se jejich systematika v poslední době zejména v souvislosti s analýzami mitochondriální DNA dynamicky vyvíjí).[2][3]
Jsou mezi nimi naši nejpopulárnější pěvci a jeden z nich - kanár - se přizpůsobil prostředí v kleci tak dokonale, že počet kanárů chovaných na celém světě člověkem mnohonásobně převyšuje stav kanára divokého (Serinus canaria) ve volné přírodě.[4][5] V Česku se vyskytujícími známými druhy jsou například křivka obecná, dlask tlustozobý, pěnkava obecná, pěnkava jikavec, hýl obecný, hýl rudý, konopka obecná, čečetka zimní, čečetka tmavá, stehlík obecný, čížek lesní, zvonek zelený, zvonohlík zahradní a několik dalších příbuzných druhů.
Pěnkavovití (Fringillidae) je čeleď malých až středně velkých pěvců. Živí se především semeny. Většina druhů krmí mláďata částečně nebo zcela také hmyzem. Jsou to převážně stromoví ptáci, obývají však i otevřené plochy a snadno se přizpůsobují kulturní krajině. Někteří hnízdí v blízkém okolí člověka, a přizpůsobují se tak jeho životnímu prostředí.
Denne artikel omhandler fuglefamilien. Opslagsordet har også en anden betydning, se Finke (madret).
Finker (Fringillidae) er en fuglefamilie inden for ordenen af spurvefugle. Familien omfatter cirka 200 arter af små, frøædende fugle med et ofte kort og kraftigt næb. Nogle seglfugle har dog et langt buet næb og lever af insekter eller nektar. De er udbredt over hele verden, bortset fra Australasien og områder nær polerne. I Europa findes 18 regelmæssige ynglefugle, hvoraf 11 også yngler i Danmark.
Finker er kompakte fugle, der for hovedpartens vedkommende lever i skove. Deres næb minder om andre frøæderes som værlinger og spurve. De forskellige arters næb er som følge af indbyrdes konkurrence udspecialiseret til f.eks. pincetagtige typer som hos stillits eller kerneknusende som hos kernebider.
Vingerne har ni synlige håndsvingfjer, da den tiende kun er svagt udviklet. Til forskel fra værlingerne er hovedet uden lyse øjenbrynsstriber og halen forholdsvis kort og ofte ensfarvet.[1] Der er som regel forskel på udseendet af de to køn, og ungfuglene ligner oftest hunnerne. Fjerdragten fældes fuldstændigt i sensommeren efter yngletiden. Nogle arter har desuden en delvis fældning (bræmfældning) om foråret, hvor der sker en afstødning af fjerkanterne, så der fremkommer en mere farvestrålende yngledragt. Dette gælder især for hannerne.[2][3]
I Danmark forekommer følgende arter regelmæssigt som ynglefugle:[4][5]
Regelmæssige trækgæster:
Mindst 15 finke-arter menes af være uddøde siden begyndelsen af 1500-tallet. De var alle såkaldte seglfugle (tidligere familien Drepanididae) og levede på Hawaii. Det gælder f.eks. stor og lille koafinke fra slægten Rhodacanthis. Der findes nu cirka 19 seglfugle-arter tilbage.[7]
Den største gruppe af finker udgøres af underfamilien Carduelinae, der inddeles i en række stammer (tribus). En stamme er et taksonomisk niveau mellem underfamilie og slægt. Der har været uenighed om disse stammers indbyrdes slægtskab Indtil omkring 2012, hvor to uafhængige undersøgelser af arternes arvemateriale nåede samme resultat. Et forsøg på en tolkning af disse resultater ses i kladogrammet nedenfor.
Den ældste udspaltning blandt finkerne er de ægte finker (Fringillinae), mens resten her deles i to underfamilier, der regnes for søstergrupper (altså med fælles nærmeste stamform). Det ses også, at stammen Coccothraustini (med bl.a. arten kernebider) menes at være den ældste udspaltning i den store underfamilie Carduelinae.
Tidligere blev finkerne inddelt i to underfamilier afhængigt af, om de havde kro eller ej. Kroen er en sækformet udposning på spiserøret, hvor føden opbevares midlertidigt og hvorfra den evt. senere kan opgylpes. Fugle uden kro kaldtes for de ægte finker med kun tre arter, mens resten af finkerne var i den anden underfamilie.
Siden man for alvor i 1990'erne begyndte at anvende molekylære analyser af fuglenes arveanlæg, er der kommet endnu en underfamilie til, nemlig Euphoniinae, der omfatter cirka 30 arter fra Syd- og Mellemamerika. De havde tidligere været regnet for tangarer. Seglfuglene fra Hawaii regnes nu også til finkerne, enten som endnu en særskilt underfamilie eller som en del af enten underfamilien Carduelinae eller Fringillinae.
Flere slægter er som følge af ny viden indenfor fylogenetisk systematik blevet splittet op. Det gælder f.eks. Carduelis, der traditionelt omfatter over 30 arter. Efter denne klassifikation findes kun omkring 3 arter i slægten, mens nye slægter som Chloris, Linaria og Acanthis indeholder de øvrige arter. Denne nye opdeling af slægter er dog stadig (i 2013) ikke almindeligt anvendt.[8][9]
Kladogram med finkernes overordnede inddeling i underfamilier og stammer[8]Fringillinae, 1 slægt, fx bogfinke
Euphoniinae 2 slægter
Coccothraustini, 4 slægter, fx kernebider
Pyrrhulini, 9 slægter, fx dompap
Carpodacini, 1 slægt, fx karmindompap
Drepanidini, 12 slægter (seglfugle)
Carduelini, 16 slægter, fx stillits
Nogle af de omkring 43 slægter i familien finker.
Denne artikel omhandler fuglefamilien. Opslagsordet har også en anden betydning, se Finke (madret). Finker (Fringillidae) er en fuglefamilie inden for ordenen af spurvefugle. Familien omfatter cirka 200 arter af små, frøædende fugle med et ofte kort og kraftigt næb. Nogle seglfugle har dog et langt buet næb og lever af insekter eller nektar. De er udbredt over hele verden, bortset fra Australasien og områder nær polerne. I Europa findes 18 regelmæssige ynglefugle, hvoraf 11 også yngler i Danmark.
Die Finken (Fringillidae) sind eine artenreiche Familie aus der Ordnung der Sperlingsvögel (Passeriformes).
Auch die Prachtfinken (Estrildidae) und einige Arten der Ammern (Emberizidae), Tangaren (Thraupidae), Kardinäle (Cardinalidae), Sperlinge (Passeridae) und Webervögel (Ploceidae) werden als „Finken“ bezeichnet.
Von einigen Wissenschaftlern werden bei weiter Fassung der Familie die Stärlinge (Icteridae), Waldsänger (Parulidae), Ammern, Tangaren, Kardinäle, Trugwaldsänger (Peudedramidae) und Rosenschwanz (Urocynchramidae) in die Fringillidae einbezogen.
Die Familie der Finken enthält 40 Gattungen, davon 6 ausgestorben, und etwa 200 Arten, davon sind 14 ausgestorben.
Heraldisch und redend werden sie auf dem Gemeindewappen von Fincken dargestellt.
Finken sind kleine bis mittelgroße Vögel von 9 bis 26 cm Länge. Sie besitzen einen kräftigen, meistens kegelförmigen Schnabel, der bei den Kernbeißern sehr groß ist. Auffällig sind die Schnäbel der Kreuzschnäbel (Loxia), deren Spitzen überkreuzt sind. Alle Arten haben 12 Schwanzfedern und 9 Schwungfedern. Das Schwanzende ist meistens eingekerbt.
Die Färbung des Gefieders variiert innerhalb der Familie stark. Die Bandbreite reicht von unauffällig grauen, grünlichen oder bräunlichen Vögeln bis zu Arten mit auffällig gelben, roten oder blauen Gefiederpartien, wie etwa bei Gimpel (Pyrrhula pyrrhula), Iiwi (Vestiaria coccinea) oder den Arten der tropischen Unterfamilie der Organisten (Euphoniinae). Bei vielen Arten sind die Männchen auffälliger gefärbt als die Weibchen. Bei einigen ist das Winterkleid schlichter als das Brutkleid, oder der Schnabel ist im Winter heller, so etwa beim Kernbeißer (Coccothraustes coccothraustes).
Finken sind mit natürlichen Vorkommen fast weltweit verbreitet. Sie fehlen nur in der Antarktis, auf zahlreichen kleinen Ozeaninseln sowie in Madagaskar, Neuguinea, Australien und Neuseeland. Die größte Vielfalt kommt mit 18 Gattungen und etwa 70 Arten in Asien vor. In Europa gibt es dagegen nur 20 Arten aus 8 Gattungen. Afrika besitzt etwa 50 Arten und ist mit 35 Arten das Entfaltungszentrum der Girlitze (Serinus). In Nord- und Südamerika zusammen sind etwa 60 Arten aus 8 Gattungen heimisch. Die Organisten (Euphoniinae) kommen ausschließlich hier vor, und die amerikanischen Zeisige der Gattung Spinus sind mit 19 Arten besonders reich vertreten. Auf den Hawaii-Inseln hat sich der Tribus der Kleidervögel (Drepanidini) mit ursprünglich 34 Arten sehr reich diversifiziert.
Einige Arten der Familie wurden über ihr ursprüngliches Areal hinaus eingebürgert, so etwa in Australien, Neuseeland und auf Hawaii.
Die Finken besiedeln eine Vielzahl von Waldtypen, wie Nadelwälder, Laubwälder der gemäßigten Breiten oder tropische Bergregenwälder, sowie Waldränder und -lichtungen. Arten der Organisten (Euphoniinae) kommen auch in Tieflandregenwäldern vor. Zahlreiche Arten bevorzugen eine offene Landschaft mit Bäumen und Gebüschen, wie sie in der Kulturlandschaft, etwa in Parks und Gärten, vorkommt. In den Tropen werden auch Savannen sowie Gras- und Buschland besiedelt. Randbereiche des Vorkommens von Finken sind felsiges Wüstengelände, strauchbestandene Tundra und tropische Papyrussümpfe. Einige Arten, etwa die Schneegimpel (Leucosticte), besiedeln Felshänge und Grasland oberhalb der Waldgrenze. In den Anden erreicht der Schwarzzeisig (Spinus atratus) eine Seehöhe von 4500 m, im Himalaya der Mattenschneegimpel (Leucosticte brandti) sogar 5400 m.
Finken ernähren sich hauptsächlich von Samen, Früchten und Knospen. Der Kernbeißer knackt mit seinem großen Schnabel sogar Kirschkerne auf. Die Kreuzschnäbel sind durch die Form ihres Schnabels darauf spezialisiert, Samen aus den Zapfen von Nadelbäumen zu holen. In der Brutzeit werden von manchen Arten auch Insekten, Spinnen und sogar Regenwürmer erbeutet und vor allem an die Jungvögel verfüttert.
Die meisten Arten sind Standvögel oder sie verlassen im Winter nur die nördlichsten Teile ihres Brutgebiets, nur wenige Arten ziehen aus ihrem gesamten Brutgebiet fort. Unter den Finken ist der Bergfink der Vogel mit dem ausgeprägtesten Zugverhalten. Er verlässt sein Brutgebiet, das die nördliche Waldzone von Norwegen bis nach Kamtschatka umfasst, vollständig.
Außerhalb der Brutzeit schließen sich viele Arten zu großen Gruppen zusammen. So führten zwei Mastjahre von Rotbuchen in den Wintern 1946/47 und 1951/52 dazu, dass sich riesige Scharen von Bergfinken in der Schweiz sammelten. Man schätzt, dass aufgrund der damaligen günstigen Buchenmast sich bis zu 100 Millionen Bergfinken in der Schweiz konzentrierten.
Der Flug ist meistens hüpfend, bei einigen Arten auch wellenförmig. Durchschnittlich werden Finken zwei bis drei Jahre alt; bei einigen Arten kann allerdings in Einzelfällen, insbesondere in Gefangenschaft, ein Alter von über 15 Jahren erreicht werden.
Die Männchen tragen in der Brutzeit ihren zur Revierabgrenzung dienenden Gesang vor. Dabei sitzen sie meistens auf Bäumen, seltener führen sie einen kurzen Balzflug aus. Unter den Finken gibt es sehr gute Sänger, wie den Buchfinken (Fringilla coelebs) oder den Kanarengirlitz (Serinus canaria), aber auch Arten mit eintönigem Gesang, wie etwa den Bergfinken (Fringilla montifringilla). Der Name der Vogelfamilie ist vom Klang eines Rufes des Buchfinken „fink“ hergeleitet.
Die napfförmigen Nester werden vorwiegend vom Weibchen, meistens auf Bäumen oder in Sträuchern, gebaut. Das Weibchen legt meistens 3 bis 5 Eier und bebrütet sie etwa zwei Wochen lang. Die Jungvögel werden von beiden Eltern gefüttert. Die Stieglitzartigen (Unterfamilie Carduelinae) füttern die Jungvögel aus dem Kropf, vorwiegend mit Samen und Früchten. Dagegen tragen die Edelfinken (Fringillinae) das Futter im Schnabel und verfüttern fast ausschließlich tierische Nahrung. Die Jungvögel verlassen nach etwa 11–28 Tagen das Nest. Meistens kommt es zu zwei Bruten im Jahr, bei tropischen Arten auch zu mehr.
Alle bisher ausgestorbenen Arten lebten einst jeweils nur auf einer einzigen kleinen Insel, 13 davon auf einzelnen der Hawaii-Inseln, eine auf den zu Japan gehörenden Bonin-Inseln. Nach wie vor sind 11 weitere der bisher auf Hawaii überlebenden Kleidervögel (Drepanidini) vom Aussterben bedroht, die übrigen sind fast alle auf längere Sicht ebenfalls gefährdet.
Stark bedroht ist auch der Einfarbgimpel (Crithagra concolor) von der kleinen Insel São Tomé im Golf von Guinea. Die Art wurde erst 1991 wiederentdeckt, nachdem sie lange als ausgestorben gegolten hatte; der heutige Bestand wird auf weniger als 50 Individuen geschätzt. Vom Aussterben bedroht sind weiters auch die auf der Insel Hispaniola beheimatete Kreuzschnabelart Loxia megaplaga, der Azorengimpel (Pyrrhula murina), der im Norden von Venezuela lebende Kapuzenzeisig (Spinus cucullatus), der Somalihänfling (Linaria johannis) und der Ankobergirlitz (Crithagra ankoberensis) aus Äthiopien. Drei weitere Arten der Stieglitzartigen (Carduelinae) gelten als gefährdet.
Die wichtigsten Gefährdungsursachen liegen oft im kleinen Verbreitungsgebiet der betroffenen Arten und den dadurch bedingten kleinen Populationen, was zur Folge hat, dass sich sowohl die Zerstörung ihres Lebensraums – durch direkte menschliche Eingriffe oder indirekt durch fremde Pflanzen- und Tierarten – als auch die Einschleppung von Tieren wie etwa verwilderter Hauskatzen oder Ratten, die entweder die Vögel selbst erbeuten oder deren Gelege plündern, besonders stark auswirken.
Im Fall der hawaiischen Kleidervögel (Drepanidini) spielen zusätzlich noch eingeschleppte Krankheiten, nämlich Vogelpocken und Vogelmalaria, eine wichtige Rolle. Die meisten Arten kommen nur in höheren Lagen – oberhalb 1250 bis 1500 m Seehöhe – in ausreichenden Populationendichten vor, da in diesen Höhenlagen die Stechmücke Culex quinquefasciatus selten ist, die die Malaria überträgt. Besonders problematisch ist damit das Überleben der Kleidervögel auf den Inseln Kauaʻi, Oʻahu, Molokaʻi und Lanai, die diese Höhe nicht erreichen oder nur wenig überragen.
Für die Bedrohung des Kapuzenzeisigs (Spinus cucullatus) ist in erster Linie der illegale Fang und Handel verantwortlich. Ebenso hatte beim Aussterben des Mamo (Drepanis pacifica) von Hawaii die Bejagung durch die polynesischen Ureinwohner eine gewisse Bedeutung. Seine gelben Federn von den Unterschwanzdecken und vom Bürzel wurden in großer Zahl für zeremonielle Kleidungsstücke, etwa Federmäntel, verwendet. Daher kommt auch der Name „Kleidervögel“ für die Tribus.
Die in Mitteleuropa vorkommenden Finkenarten sind allesamt höchstens regional gefährdet. Auf den Roten Listen finden sich etwa der Bluthänfling (Linaria cannabina) in Großbritannien oder der Karmingimpel (Carpodacus erythrinus) mit seinen westlichsten Brutvorkommen in Österreich und in der Schweiz.
Die äußere und innere Systematik der Familie der Finken haben seit Mitte der 1990er Jahre durch molekulargenetische Untersuchungen einige Veränderungen erfahren.[1][2] Auch wenn dadurch die Verwandtschaftsverhältnisse innerhalb der Singvögel deutlich besser verstanden wurden, bleiben dennoch auf der Ebene der Familien noch Fragen offen.
Zum jetzigen Zeitpunkt (2018) scheint es wahrscheinlich, dass die Familie der Finken basal in einer Klade steht, die im Englischen nach der Anzahl der Handschwingenfedern nine-primaried oscines genannt wird. Diese enthält, neben den Ammern als nächste eurasische Verwandten der Finken, vor allem eine Zahl neuweltlicher Familien. Die Zahl dieser Familien variiert zurzeit stark je nach Autor oder Institution.
Außerhalb dieser Klade sind die nächsten Verwandten der Finken wohl u. a. Stelzen und Sperlinge. Ein mögliches Kladogramm, das diese Verwandtschaftsverhältnisse wiedergibt, sieht folgendermaßen aus:
Stelzen (Motacillidae)
Sperlinge (Passeridae)
Prachtfinken (Estrildidae)[2]
Witwenvögel (Viduidae)[2]
Finken (Fringillidae)
Ammern (Emberizidae)
Waldsänger (Parulidae)[2]
Sporn- und Schneeammern (Calcariidae)[3]
Die Familie der Finken wird traditionell in die beiden Unterfamilien der Edelfinken und der Stieglitzartigen aufgeteilt. Die Edelfinken beinhalten dabei nur eine Gattung Fringilla mit drei (bei manchen Autoren vier) Arten. Die Stieglitzartigen sind weitaus artenreicher und werden meist in fünf Triben unterteilt mit insgesamt etwa 40 Gattungen und 150 Arten. Einer der Triben, die Kleidervögel wurden früher als eigene Familie (Drapinidae) geführt, durch molekulargenetische Untersuchungen hat sich aber gezeigt, dass sie Teil der Klade sind, die die Stieglitzartigen aufspannen.[4] Des Weiteren haben diese Untersuchungen bestätigt, dass die Organisten, eine Gruppe neotropischer Singvögel, die früher den Tangaren zugerechnet wurden, als Unterfamilie zu den Finken zählen. Die Unterfamilie der Organisten besteht aus der Typusgattung Euphonia und der Gattung der Grünorganisten (Chlorophonia) und enthält insgesamt etwa 32 Arten.
Die Verwandtschaftsverhältnisse innerhalb der Familie der Finken nach heutigem Stand (2018) wird in folgendem Kladogramm dargestellt. Die weitere Aufschlüsselung auf Gattungs- und Artebene findet sich in den jeweils verlinkten Artikeln:
Edelfinken (Fringlillinae) – 4 Arten
Organisten (Euphoniinae) – 32 Arten
Stieglitzartige (Carduelinae) – 172 Arten
Der Asteroid des äußeren Hauptgürtels (709) Fringilla ist nach den Finken benannt.[5]
Die Finken (Fringillidae) sind eine artenreiche Familie aus der Ordnung der Sperlingsvögel (Passeriformes).
Auch die Prachtfinken (Estrildidae) und einige Arten der Ammern (Emberizidae), Tangaren (Thraupidae), Kardinäle (Cardinalidae), Sperlinge (Passeridae) und Webervögel (Ploceidae) werden als „Finken“ bezeichnet.
Von einigen Wissenschaftlern werden bei weiter Fassung der Familie die Stärlinge (Icteridae), Waldsänger (Parulidae), Ammern, Tangaren, Kardinäle, Trugwaldsänger (Peudedramidae) und Rosenschwanz (Urocynchramidae) in die Fringillidae einbezogen.
Die Familie der Finken enthält 40 Gattungen, davon 6 ausgestorben, und etwa 200 Arten, davon sind 14 ausgestorben.
Heraldisch und redend werden sie auf dem Gemeindewappen von Fincken dargestellt.
Chiriku ni ndege wadogo wa familia Fringillidae. Spishi bila rangi kali kama njano na nyekundu huitwa mpasuambegu pia na spishi yenye domo nene huitwa yombeyombe. Spishi nyingi zina rangi ya kahawa pamoja na nyeupe na pengine njano au nyekundu na zina michirizi myeusi. Spishi nyingine zina rangi kali kama njano, nyekundu, kijani na/au buluu. Hawa ni ndege wa maeneo yenye miti, lakini wengine wanatokea maeneo wazi na hata majangwa. Hula mbegu lakini hulisha makinda yao wadudu. Hujenga tago lao kwa manyasi, nyuzinyuzi na pengine vigoga na kuvumwani katika panda ya mti. Jike huyataga mayai 2-10.
Yombeyombe tarumbeta
Chiriku kidari-chekundu
Chiriku uso-mwekundu
Chiriku utosi-mweusi
Yombeyombe mlacheri
Chiriku kichwa-cheusi
Chiriku koo-jeupe
Mpasuambegu koo-jeusi
Chiriku mdogo
Chiriku tumbo-jeupe
Chiriku tumbo-njano
Mpasuambegu kichwa-michirizi
Chiriku uso-njano
Chiriku-misitu
Mpasuambegu michirizi
Chiriku manjano
Mpasuambegu kiuno-kahawia
Chiriku wa Eurasia
Chiriku buluu
Chiriku mshigi
Yombeyombe mwekundu
Chiriku wa Drakensberg
Chiriku kusi
Chiriku shingo-kijivu
Chiriku utosi-njano
Chiriku wa Ulaya
Spectacled finch
Black siskin
Black-chinned siskin
Lesser redpoll
European greenfinch
Citril finch
Corsican finch
Red siskin
Antillean siskin
Common redpoll
Twite
Arctic redpoll
Lawrence´s goldfinch
Hooded siskin
Black-headed siskin
Pine siskin
Lesser goldfinch
Oriental greenfinch
Andean siskin
American goldfinch
Yellow-bellied siskin
Yellow-faced siskin
Cassin´s finch
Common rosefinch
House finch
Dark-breasted rosefinch
Purple finch
Pink-browed rosefinch
Pallas's rosefinch
Pale rosefinch
Golden-browed chlorophonia
Blue-naped chlorophonia
Blue-crowned chlorophonia
Yellow-billed grosbeak
Japanese grosbeak
Green-chinned euphonia
Purple-throated euphonia
Golden-rumped euphonia
Elegant euphonia
Olive-backed auphonia
Yellow-throated euphonia
Jamaican euphonia
Thick-billed euphonia
Yellow-crowned euphonia
Bronze-green euphonia
Chestnut-bellied euphonia
Trinidad euphonia
Violaceous euphonia
Orange-bellied euphonia
Laysan finch
Nihoa finch
Chiriku ni ndege wadogo wa familia Fringillidae. Spishi bila rangi kali kama njano na nyekundu huitwa mpasuambegu pia na spishi yenye domo nene huitwa yombeyombe. Spishi nyingi zina rangi ya kahawa pamoja na nyeupe na pengine njano au nyekundu na zina michirizi myeusi. Spishi nyingine zina rangi kali kama njano, nyekundu, kijani na/au buluu. Hawa ni ndege wa maeneo yenye miti, lakini wengine wanatokea maeneo wazi na hata majangwa. Hula mbegu lakini hulisha makinda yao wadudu. Hujenga tago lao kwa manyasi, nyuzinyuzi na pengine vigoga na kuvumwani katika panda ya mti. Jike huyataga mayai 2-10.
Echte vinke huère bie de orde van Fringillidae.
Daobie huère Vinke, sieskes, kruusbekke en gorze.
Echte vinke huère bie de orde van Fringillidae.
Daobie huère Vinke, sieskes, kruusbekke en gorze.
Dä Artikel behandlet e Vogelfamilie. Witeri Bedütige findt me under Finken (Begriffsklärung). D Finke (hochdütsch Finken, lat. Fringillidae) sind e arteriichi Familie us de Ornig vo de Spatzevögel. Maistens wird de Buechfink eifach als Fink bezaichnet. Es ghört aber au de Distelfink, de Grüefink, s Ziisli oder de Gimpel dezue.
D Finke sind chlinni bis mittelgrossi Vögel vo öpe 9 bis 26 cm Längi. Si sind wältwit verbraited. Zu de Familie vo de Finke ghöred 40 Gattige, dodevo sind 6 usgstorbe, und öpe 200 Arte, dodevo sind 14 usgstorbe.
Tekst üüb Öömrang Finken (Fringillidae) san en fögelfamile an hiar tu at kategorii faan a sjongfögler (Passeriformes). Üüb halunder ment am mä finken oober aal jo letjer fögler, diar üüb Halaglun föörkem.
Acanthis – Agraphospiza – Bucanetes – Callacanthis – Carduelis – Carpodacus – Chloris – Chlorophonia – Chrysocorythus – Coccothraustes – Crithagra – Eophona – Euphonia – Fringilla – Haemorhous – Hemignathus – Hesperiphona – Himatione – Leucosticte – Linaria – Linurgus – Loxia – Loxioides – Loxops – Magumma – Melamprosops – Mycerobas – Neospiza – Oreomystis – Palmeria – Paroreomyza – Pinicola – Procarduelis – Pseudonestor – Psittirostra – Pyrrhoplectes – Pyrrhula – Rhodopechys – Rhodospiza – Rhynchostruthus – Serinus – Spinus – Telespiza – Vestiaria
Uun üüs breetjin käänt am jo slacher:
Wikimedia Commons hää bilen of filmer tu: 
Wikispecies hää en artiikel tu: Finken (Fringillidae) san en fögelfamile an hiar tu at kategorii faan a sjongfögler (Passeriformes). Üüb halunder ment am mä finken oober aal jo letjer fögler, diar üüb Halaglun föörkem.
D Finke (hochdütsch Finken, lat. Fringillidae) sind e arteriichi Familie us de Ornig vo de Spatzevögel. Maistens wird de Buechfink eifach als Fink bezaichnet. Es ghört aber au de Distelfink, de Grüefink, s Ziisli oder de Gimpel dezue.
D Finke sind chlinni bis mittelgrossi Vögel vo öpe 9 bis 26 cm Längi. Si sind wältwit verbraited. Zu de Familie vo de Finke ghöred 40 Gattige, dodevo sind 6 usgstorbe, und öpe 200 Arte, dodevo sind 14 usgstorbe.
Ang mga totoong pinson, pinsong tunay, o pinson real[1] (Ingles: finch, true finch; Kastila: fringilido) ay mga ibong nasa pamilyang Fringillidae o mga pringgilido o pringilido. Pangunahin silang mga ibong may magandang huni na kumakain ng mga buto. Karamihan sa kanila ang katutubo sa Katimugang Hemispero, ngunit may isang sub-pamilyang endemiko sa mga Neotropiko, isa sa Kapuluang Hawayano, at isang sub-pamilya – monotipiko sa kaantasang pang-sari – ay matatagpuan lamang sa Palaeartiko. Nagmula ang pangalang siyentipikong Fringillidae mula sa salitang Lating fringilla para sa Chaffinch (Fringilla coelebs) – isang kasapi ng huling subpamilya – na karaniwan sa Europa.
Ang lathalaing ito na tungkol sa Ibon ay isang usbong. Makatutulong ka sa Wikipedia sa nito.
Ang mga totoong pinson, pinsong tunay, o pinson real (Ingles: finch, true finch; Kastila: fringilido) ay mga ibong nasa pamilyang Fringillidae o mga pringgilido o pringilido. Pangunahin silang mga ibong may magandang huni na kumakain ng mga buto. Karamihan sa kanila ang katutubo sa Katimugang Hemispero, ngunit may isang sub-pamilyang endemiko sa mga Neotropiko, isa sa Kapuluang Hawayano, at isang sub-pamilya – monotipiko sa kaantasang pang-sari – ay matatagpuan lamang sa Palaeartiko. Nagmula ang pangalang siyentipikong Fringillidae mula sa salitang Lating fringilla para sa Chaffinch (Fringilla coelebs) – isang kasapi ng huling subpamilya – na karaniwan sa Europa.
Li pénson [1], c' est on moxhon xhufleu avou des bleuwès plomes sol tiesse et on gros betch.
I nitèt dins dles tchabotes, et apicî les djetons dins les cortis.
On djonne di pénson si lome on taclin.
Po des linwincieusès racsegnes sol mot "pénson", alez s' vey e splitchant motî.
Gn a trinte-shijh sôres di pénson, k' on ricnoxhe a leu xhuflaedje :
Gn a eto des sôres d' après wice k' i dmorèt, come li pénson des fagnes u fagnåd.
Li pénson , c' est on moxhon xhufleu avou des bleuwès plomes sol tiesse et on gros betch.
I nitèt dins dles tchabotes, et apicî les djetons dins les cortis.
On djonne di pénson si lome on taclin.
Po des linwincieusès racsegnes sol mot "pénson", alez s' vey e splitchant motî.
Tibenferriwin (Assaɣ usnan: Fringillidae) d tawacult n iylalen meẓẓiyen yesčewčiwen teṭṭafar tafesna n igṭaṭ, Tawacult tettett seg ifsan, Amur ameqran deg-sent ttidiren-t deg uzgen agafaw n tegnit
Adduden n tbenferriwin mgaradent s waṭas acku ameẓyan degsen yettili waddud-is 9 cm yettazen 8.4 g. ma d ameqran yettawaṭ ar 23 cm deg waddad yettazen 80 g, Tibenferriwin d tid ilan aqamum yuddsen s waṭas
Tikeli
Tibenferriwin (Assaɣ usnan: Fringillidae) d tawacult n iylalen meẓẓiyen yesčewčiwen teṭṭafar tafesna n igṭaṭ, Tawacult tettett seg ifsan, Amur ameqran deg-sent ttidiren-t deg uzgen agafaw n tegnit
Ígða (frøðiheiti - Fringillidae)
Ígða (frøðiheiti - Fringillidae)
Бзупэгъум лъэпкъыр (лат-бз. Fringillidae) — унэбзу хэкӀыгъуэ лъэпкъщ, лӀэужьыгъуи 120-рэ фӀэкӀыу къызэщӀиубыду.
ЛӀэужьыгъу хъуари псори пэгъумхэщ, быдэу зэхэщӀыхьащ, щхьэхъурей пщагуэхэщ, зэмыфэгъухэщ. ЛӀэужьыгъуэ нэхъыбэм хъухэмрэ анэхэмрэ я теплъэр зэхуэдэкъым.
Бзупэгъумхэр здэмыпсэу щӀыпӀэ гъуэтыгъуейщ. Урысейм щогъуалъхьэ лӀэужьыгъуэ 33-рэ.
Абгъуэ щащӀ мэз зэхэпхъахэм, тундрэм, губгъуэхэм, къумхэм, бгыхэм, цӀыху псэупӀэ Ӏэгъуэблагъуэхэм. Къаукъаз бзупэгъумхэр лъэтэжкъым. ИщхъэрэкӀэ щыӀэхэм щӀымахуэр щӀыпӀэ хуабэхэм ирах.
Я Ӏус нэхъыщхьэр къэкӀыгъэ, гъавэхэкӀ.
Мукурлар (лат. Fringillidae) — сайрагыч таранчылар түркүмүндөгү куштар тукуму. Көбүнчө кызыл же сары майда чымчыктар. Эркеги кооз, жүнү ачык түстө. Узундугу 10–20 см. Азыктанышына жараша мукурлардын тумшуктары ар башка түзүлүштө. Алар үч тукумга бөлүнөт. 33 уруусу, 133 түрү бар. Кыргызстанда 20дай түрү кездешет. Көпчүлүгү токой же калың бадал арасында, кээси чөлдө, айрымдары кишинин турак жайына жакын жашайт. Мукурлар бийик аскалуу тоого, ачык жерге, бадал түбүнө, даракка уялап, 4–6 чаар жумуртка тууп, ургаачысы 10–14 сутка басат. Көпчүлүгү жылына 1, кээси (мукур, жашыл балта тумшук, чыкылдак, кендирчи жана башкалар) 2 жолу жумурткалайт. Уялоо мезгили бүткөндөн кийин топтошуп тиричилик өткөзөт. Көбүнчө өсүмдүк уругун, данын, жемишин жейт. Мукурлардын ичинен айыл чарбага (балта тумшук жана башкалар), токойго (кайчы тумшук, чор тумшук чымчыктар жана башкалар) зыян, о. эле отоо чөптөрдү жана зыяндуу курт-кумурсканы жеп пайда келтирүүчүлөрү бар. 3 түрү, 1 түрчөсү ТКЭСтин Кызыл китебине катталган.
Тау чыпчыгы кошлар(лат. Fringillidae) — чыпчыксыманнар отрядындагы иң зур гаиләлек; Австралиядан башка бөтен илләрдә яшәгән 12 000 чамасы төргә бүленә торган вак кошлар.
Тау чыпчыгы кошлар(лат. Fringillidae) — чыпчыксыманнар отрядындагы иң зур гаиләлек; Австралиядан башка бөтен илләрдә яшәгән 12 000 чамасы төргә бүленә торган вак кошлар.
Чооруостуҥулар кэргэннэрэ (нууч. Семейство Вьюрковые, лат. Fringillidae) — барабыайдыҥылар аймахтарыгар киирэр көтөрдөр бөлөхтөрө. Саха сиригэр бу кэргэҥҥэ 9 уус бэрэстэбиитэллэрэ баар: Зябликтар уустара, Чиижтар уустара, Чооруостар уустара, Вьюроктар уустара, Тыллаах чыычаахтар уустара, Тойон ымыылар уустара, Клестар уустара, Ымыылар уустара, Суон тумустар уустара[1].
The true finches are small to medium-sized passerine birds in the family Fringillidae. Finches have stout conical bills adapted for eating seeds and nuts and often have colourful plumage. They occupy a great range of habitats where they are usually resident and do not migrate. They have a worldwide distribution except for Australia and the polar regions. The family Fringillidae contains more than two hundred species divided into fifty genera. It includes the canaries, siskins, redpolls, serins, grosbeaks and euphonias, as well as the morphologically divergent Hawaiian honeycreepers.
Many birds in other families are also commonly called "finches". These groups include the estrildid finches (Estrildidae) of the Old World tropics and Australia; some members of the Old World bunting family (Emberizidae) and the New World sparrow family (Passerellidae); and the Darwin's finches of the Galapagos islands, now considered members of the tanager family (Thraupidae).[1]
Finches and canaries were used in the UK, US and Canada in the coal mining industry to detect carbon monoxide from the eighteenth to twentieth century. This practice ceased in the UK in 1986.[2]
The taxonomy of the finch family, in particular the cardueline finches, has a long and complicated history. The study of the relationship between the taxa has been confounded by the recurrence of similar morphologies due to the convergence of species occupying similar niches.[3] In 1968 the American ornithologist Raymond Andrew Paynter, Jr. wrote:
Limits of the genera and relationships among the species are less understood – and subject to more controversy – in the carduelines than in any other species of passerines, with the possible exception of the estrildines [waxbills].[4]
Beginning around 1990 a series of phylogenetic studies based on mitochondrial and nuclear DNA sequences resulted in substantial revisions in the taxonomy. Several groups of birds that had previously been assigned to other families were found to be related to the finches. The Neotropical Euphonia and the Chlorophonia were formerly placed in the tanager family Thraupidae due to their similar appearance but analysis of mitochondrial DNA sequences revealed that both genera were more closely related to the finches. They are now placed in a separate subfamily Euphoniinae within the Fringillidae.[5][6] The Hawaiian honeycreepers were at one time placed in their own family, Drepanididae but were found to be closely related to the Carpodacus rosefinches and are now placed within the Carduelinae subfamily.[3] The three largest genera, Carpodacus, Carduelis and Serinus were found to be polyphyletic.[3][7][8] Each was split into monophyletic genera. The American rosefinches were moved from Carpodacus to Haemorhous. Carduelis was split by moving the greenfinches to Chloris and a large clade into Spinus leaving just three species in the original genus. Thirty seven species were moved from Serinus to Crithagra leaving eight species in the original genus.[6] Today the family Fringillidae is divided into three subfamilies, the Fringillinae containing a single genus with the chaffinches, the Carduelinae containing 183 species divided into 49 genera, and the Euphoniinae containing the Euphonia and the Chlorophonia.[3]
_-_Macho_(14010810322).jpg)
Although Przewalski's "rosefinch" (Urocynchramus pylzowi) has ten primary flight feathers rather than the nine primaries of other finches, it was sometimes classified in the Carduelinae. It is now assigned to a distinct family, Urocynchramidae, monotypic as to genus and species, and with no particularly close relatives among the Passeroidea.[6][9]
Finch phylogeny FringillinaeFringilla chaffinches
EuphoniinaeChlorophonia, chlorophonias and some euphonias
Euphonia true euphonias
CarduelinaeMycerobas Asian grosbeaks
Hesperiphona American grosbeaks
Coccothraustes hawfinch
Eophona Oriental grosbeaks
Carpodacus Eurasian rosefinches
Hawaiian†Melamprosops the extinct poʻouli
Paroreomyza ʻalauahios and the extinct kākāwahie
?Oreomystis ʻakikiki
Loxioides palila
?†Rhodacanthis the extinct koa-finches
?†Chloridops the extinct Hawaiian grosbeaks
Telespiza Laysan & Nihoa finches
?Psittirostra the possibly extinct ʻōʻū
†Dysmorodrepanis the extinct Lanai hookbill
†Ciridops the extinct ʻula-ʻai-hāwane
Drepanis ʻiʻiwi and the extinct mamos
Palmeria ʻākohekohe
Himatione ʻapapane and the extinct Laysan honeycreeper
Hemignathus ʻakiapōlāʻau and the possibly extinct nukupuʻus
?†Akialoa the extinct ʻakialoas
Pseudonestor Maui parrotbill or kiwikiu
?†Viridonia the extinct greater ʻamakihi (could fall anywhere within this clade)
Magumma ʻanianiau
Loxops 'akepas, ʻakekeʻe, and ʻalawī
Chlorodrepanis lesser ʻamakihis
honeycreepersPinicola pine grosbeak
Pyrrhula bullfinches
Rhodopechys crimson-winged finches
Bucanetes trumpeter and Mongolian finch
Agraphospiza Blanford's rosefinch
Callacanthis spectacled finch
Pyrrhoplectes golden-naped finch
Procarduelis dark-breasted rosefinch
Leucosticte mountain finches
Haemorhous North American rosefinches
Rhodospiza desert finch
Rhynchostruthus golden-winged grosbeaks
Chloris greenfinches
Linurgus oriole finch
Crithagra African canaries, serins and siskins
Acanthis redpolls
Loxia crossbills
Chrysocorythus mountain serin
Carduelis European goldfinch etc
Serinus European serin, Atlantic canary, etc
Spinus American siskins & goldfinches, Eurasian siskin and Tibetan serin
Cladogram based on the analysis by Zuccon and colleagues published in 2012,[3] Hawaiian honeycreeper phylogeny based on Lerner and colleagues, 2011[10] and Pratt (2014).[11] Genera or clades with question marks (?) are of controversial or uncertain taxonomic placement. The rosefinches genus Carpodacus is expanded to include the common rosefinch as suggested by Tietze and colleagues[12] and adopted by the International Ornithological Committee.[6]Fossil remains of true finches are rare, and those that are known can mostly be assigned to extant genera at least. Like the other Passeroidea families, the true finches seem to be of roughly Middle Miocene origin, around 20 to 10 million years ago (Ma). An unidentifable finch fossil from the Messinian age, around 12 to 7.3 million years ago (Ma) during the Late Miocene subepoch, has been found at Polgárdi in Hungary.[13][14][15]
The scientific name Fringillidae comes from the Latin word fringilla for the common chaffinch (Fringilla coelebs), a member of the family which is common in Europe. The name was coined (as Fringilladæ) by the English zoologist William Elford Leach in a guide to the contents of the British Museum published in 1820.[16][17] The study of this family is known as Fringillology.
The smallest "classical" true finches are the Andean siskin (Spinus spinescens) at as little as 9.5 cm (3.8 in) and the lesser goldfinch (Spinus psaltria) at as little as 8 g (0.28 oz). The largest species is probably the collared grosbeak (Mycerobas affinis) at up to 24 cm (9.4 in) and 83 g (2.9 oz), although larger lengths, to 25.5 cm (10.0 in) in the pine grosbeak (Pinicola enucleator), and weights, to 86.1 g (3.04 oz) in the evening grosbeak (Hesperiphona vespertina), have been recorded in species which are slightly smaller on average.[18][19] They typically have strong, stubby beaks, which in some species can be quite large; however, Hawaiian honeycreepers are famous for the wide range of bill shapes and sizes brought about by adaptive radiation. All true finches have 9 primary remiges and 12 rectrices. The basic plumage colour is brownish, sometimes greenish; many have considerable amounts of black, while white plumage is generally absent except as wing-bars or other signalling marks. Bright yellow and red carotenoid pigments are commonplace in this family, and thus blue structural colours are rather rare, as the yellow pigments turn the blue color into green. Many, but by no means all true finches have strong sexual dichromatism, the females typically lacking the bright carotenoid markings of males.[1]
The finches have a near-global distribution, being found across the Americas, Eurasia and Africa, as well as some island groups such as the Hawaiian islands. They are absent from Australasia, Antarctica, the Southern Pacific and the islands of the Indian Ocean, although some European species have been widely introduced in Australia and New Zealand.
Finches are typically inhabitants of well-wooded areas, but some can be found on mountains or even in deserts.
The finches are primarily granivorous, but euphoniines include considerable amounts of arthropods and berries in their diet, and Hawaiian honeycreepers evolved to utilize a wide range of food sources, including nectar. The diet of Fringillidae nestlings includes a varying amount of small arthropods. True finches have a bouncing flight like most small passerines, alternating bouts of flapping with gliding on closed wings. Most sing well and several are commonly seen cagebirds; foremost among these is the domesticated canary (Serinus canaria domestica). The nests are basket-shaped and usually built in trees, more rarely in bushes, between rocks or on similar substrate.[1]
The family Fringillidae contains 231 species divided into 50 genera and three subfamilies. The subfamily Carduelinae includes 18 extinct Hawaiian honeycreepers and the extinct Bonin grosbeak.[6] See List of Fringillidae species for further details.
Subfamily Fringillinae
Subfamily Carduelinae
Subfamily Euphoniinae
.jpg)
Cassin's finch (Haemorhous cassinii), an American rosefinch
Pallas' rosefinch (Carpodacus roseus), a true rosefinch
.jpg)
Hooded siskin (Spinus magellanicus)
.jpg)
ʻIʻiwi (Drepanis coccinea), a Hawaiian honeycreeper
Male violaceous euphonia (Euphonia violacea)
European goldfinch (Carduelis carduelis)
European greenfinch (Chloris chloris)
,_M._A._Pe%C3%B1a.jpg)
Gran Canaria blue chaffinch (Fringilla polatzeki)
Tenerife blue chaffinch (Fringilla teydea)
Elegant euphonia (Euphonia elegantissima)
.jpg)
Desert finch (Rhodospiza obsoleta)
_(13667564073).jpg)
Pine grosbeak (Pinicola enucleator)
Evening grosbeak (Hesperiphona vespertina)
Yellow-breasted greenfinch (Chloris spinoides)
Yellow canary (Crithagra flaviventris)
.jpg)
Streaky seedeater (Crithagra striolata)
Azores chaffinch (Fringilla coelebs moreletti)
The true finches are small to medium-sized passerine birds in the family Fringillidae. Finches have stout conical bills adapted for eating seeds and nuts and often have colourful plumage. They occupy a great range of habitats where they are usually resident and do not migrate. They have a worldwide distribution except for Australia and the polar regions. The family Fringillidae contains more than two hundred species divided into fifty genera. It includes the canaries, siskins, redpolls, serins, grosbeaks and euphonias, as well as the morphologically divergent Hawaiian honeycreepers.
Many birds in other families are also commonly called "finches". These groups include the estrildid finches (Estrildidae) of the Old World tropics and Australia; some members of the Old World bunting family (Emberizidae) and the New World sparrow family (Passerellidae); and the Darwin's finches of the Galapagos islands, now considered members of the tanager family (Thraupidae).
Finches and canaries were used in the UK, US and Canada in the coal mining industry to detect carbon monoxide from the eighteenth to twentieth century. This practice ceased in the UK in 1986.
La veraj fringoj estas paserinaj birdoj de la familio de Fringedoj aŭ Fringillidae. Ili estas precipe semomanĝantaj kantobirdoj. Plej parto estas indiĝenaj de Suda Hemisfero, sed unu subfamilio estas endemia de la Neotropiso, unu el Havajo, kaj unu subfamilio -monotipa en sia genro- troviĝas nur en la Palearktiso. La scienca nomo Fringillidae devenas el la latina vorto fringilla de la fringo (Fringilla coelebs) -membro de tiu laste menciita subfamilio- kiu estas komuna en Eŭropo.
Multaj birdoj de aliaj familioj estas ankaŭ komune nomataj "fringoj", inklude kelkajn speciojn de la tre similaspektaj Estrildedoj (familio Paseredoj, subfamilio Estrildenoj) de la malnovmonda tropiko kaj Aŭstralio; kelkaj grupoj de la Emberizedoj kaj de la Amerikaj paseroj familio (Emberizedoj); kaj la Darvinaj fringoj de la Galapagoj, kiuj havigis pruvojn de la natura selektado kaj estas nuntempe agnoskataj kiel pekuliaraj Traŭpedoj (Thraupidae).[1]
Kelkaj specioj estas nune importataj aŭ kontrabandataj en aliaj landoj kaj vendataj kiel ekzotaj maskotoj.
La "klasikaj" veraj fringoj gamas laŭ grando el la Anda kardelo (Carduelis spinescens) 9.5 cm longa kaj 8.4 g peza al la Koluma dikbekulo (Mycerobas affinis) kiu estas preskaŭ 23 cm longa kaj 80 g peza. Ili tipe havas fortajn, diketajn bekojn, kiuj ĉe kelkaj specioj povas esti tre grandaj; tamen Drepanidenoj famas pro la ampleksa gamo de bekoformoj kaj bekograndoj kaŭzataj de adapta radiado. Ĉiuj veraj fringoj havas 12 flugplumojn kaj 9 unuarangajn vostoplumojn. La baza plumaro estas bruneca, foje verdeca; multaj havas konsiderindajn kvantojn de nigra, dum blanka plumaro ĝenerale forestas escepte kiel flugilstrioj aŭ aliaj signalomarkoj. Brilflavaj kaj ruĝaj karotenoidaj pigmentoj estas komunaj en tiu familio, and tiele blua koloro estas ege rara, ĉar la flavaj pigmentoj turnigas la bluan koloron en verda. Multaj, sed tute ne ĉiuj veraj fringoj, havas fortan seksan dikromatismon, ĉar inoj tipe ne havas la brilajn karotenoidajn markojn de maskloj.[1]
Fringoj estas tipaj loĝantaj birdoj de tre arbaraj areoj, sed kelkaj povas troviĝi en montoj aŭ eĉ en dezertoj. Ili estas ĉefe grenovoraj, sed Eŭfonjenoj inkludas konsiderindajn kvantojn de artropodoj kaj beroj en ilia dieto, kaj la Havajaj suĉuloj evoluis por uzi ampleksan gamon de manĝoresursoj, inklude nektaron. La dieto de la idoj de Fringedoj inkludas variajn kvantojn de malgrandaj artropodoj. Veraj fringoj havas ondecan saltecan flugmanieron kiel plej parto de malgrandaj paserinoj, alternante saltetojn kun glitaĵoj per fermitaj flugiloj. Plej parto kantas bone kaj kelkaj estas komune vidataj kiel kaĝobirdoj; plej parto el ili estas aldomigitaj kanarioj (Serinus canaria domestica). La natura kanto de Piroloj estas ebena kaj mallonga, sed tiuj birdoj lernas kantojn kiujn oni fajfas a ili. Piroloj kantas la lernitajn kantojn precize sed ĉiam duontone pli alte ol la melodio origine fajfata al ili (Tim Birkhead, aŭtoro de "The Wisdom of Birds"). La nestoj estas kestoformaj kaj kutime konstruata en arboj, sed pli rare en arbustoj, inter rokoj aŭ en simila subtavolo.[1]
La taksonomia strukturo de la familio de veraj fringoj, nome Fringedoj, estis ege pridisputata pasinte, kun kelkaj levante la grupon de Havajaj suĉuloj (Drepanidinae aŭ Drepanidenoj) kiel familio Drepanidedoj aŭ unuiginte la fringojn de cardueline kaj fringilline kiel triboj (Carduelini kaj Fringillini) en unu subfamilio; la fringoj de la grupo de Eŭfonjenoj estis konsiderataj Traŭpedoj pro ĝenerala simileco laŭ aspekto kaj vivmaniero ĝis veraj similaĵoj estis trovataj. Ĉefe usonaj aŭtoroj ofte merĝis kun la familio de Emberizedoj la grupon de la Amerikaj paseroj – kaj foje la kernon de la naŭunuaranguloj – kun la disigo de la Fringedoj kiel subfamilio de unusola granda amasfamilio. Sed la nuna kompreno de la filogenio de la Passeroidea pli bone respeguliĝas per pluhavo de la fundamentaj kladoj de la naŭunuaranguloj kiel distingaj familioj. Tamen la Urocinkramo (Urocynchramus pylzowi) estas nune klasita kiel distinga familio, monotipa kiel genro kaj specio, kaj sen proksimaj parencoj inter la Passeroidea.[2]
Fosilioj de veraj fringoj estas raraj, kaj tiuj nune konataj povas ĉefe almenaŭ esti atribuitaj al nunaj genroj. Kiel ĉe aliaj familioj de Passeroidea, la veraj fringoj ŝajne estas de origino de la Meza Mioceno antaŭ ĉirkaŭ 20-10 milionoj da jaroj (ma). Neidentigebla fringofosilio el epoko Mesiniano, antaŭ ĉirkaŭ 12 al 7.3 milionoj da jaroj (ma) dum subepoko de la fino de la Mioceno, troviĝis en Polgárdi en Hungario.[3]
La sistematiko de la kardelaj fringoj estas polemika. La suba listo prezentita tie sekvas la studojn pri molekula filogenetiko de lastaj jardekoj, kaj respegulas la tradician disigon de la genro Carduelis. La preciza sinteno de kelkaj genroj en la kardela sekvo estas provizora.[4]
Tri specioj, kiuj manĝigas iliajn idojn per insektoj kaj okaze malmultaj semoj
Multe pli granda grupo kiu enhavas kelkajn genrojn kiuj manĝigas iliajn idojn ĉefe per semoj. Tiu subfamilio konsistas el kelkaj bone difinitaj kladoj.
La veraj fringoj estas paserinaj birdoj de la familio de Fringedoj aŭ Fringillidae. Ili estas precipe semomanĝantaj kantobirdoj. Plej parto estas indiĝenaj de Suda Hemisfero, sed unu subfamilio estas endemia de la Neotropiso, unu el Havajo, kaj unu subfamilio -monotipa en sia genro- troviĝas nur en la Palearktiso. La scienca nomo Fringillidae devenas el la latina vorto fringilla de la fringo (Fringilla coelebs) -membro de tiu laste menciita subfamilio- kiu estas komuna en Eŭropo.
Multaj birdoj de aliaj familioj estas ankaŭ komune nomataj "fringoj", inklude kelkajn speciojn de la tre similaspektaj Estrildedoj (familio Paseredoj, subfamilio Estrildenoj) de la malnovmonda tropiko kaj Aŭstralio; kelkaj grupoj de la Emberizedoj kaj de la Amerikaj paseroj familio (Emberizedoj); kaj la Darvinaj fringoj de la Galapagoj, kiuj havigis pruvojn de la natura selektado kaj estas nuntempe agnoskataj kiel pekuliaraj Traŭpedoj (Thraupidae).
Kelkaj specioj estas nune importataj aŭ kontrabandataj en aliaj landoj kaj vendataj kiel ekzotaj maskotoj.
Los fringílidos (Fringillidae)[1] son una familia de aves paseriformes (Orden Passeriformes) abundantes en el hemisferio norte y África.
Suelen poseer un fuerte pico, generalmente cónico, que en algunas especies puede ser de considerable longitud. Tienen un modo de volar característico, basado en ondulaciones. Suelen anidar en árboles, por lo que son más comunes en bosques. Pertenecen a esta familia los canarios, los jilgueros o los pinzones, entre muchos otros.
La sistemática de esta familia es complicada y hay múltiples divergencias entre las diferentes clasificaciones propuestas por los expertos.[2][3] Tiene 51 géneros, 225 especies y 407 subespecies.
.jpg)
.jpg)
,_M._A._Pe%C3%B1a.jpg)
.jpg)
_-Vale_do_Ribeira-8.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
_facing_left,_side_view.jpg)
_1.jpg)
.jpg)
.jpg)
cropped.jpg)
_I_IMG_3793.jpg)
-_Himachal-_IMG_3799.jpg)
.jpg)
_-NW_Ecuador-4.jpg)
_male.jpg)
_male.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
,_M%C3%A4nnchen.JPG)
|coautores= (ayuda) |coautores= (ayuda) Los fringílidos (Fringillidae) son una familia de aves paseriformes (Orden Passeriformes) abundantes en el hemisferio norte y África.
Suelen poseer un fuerte pico, generalmente cónico, que en algunas especies puede ser de considerable longitud. Tienen un modo de volar característico, basado en ondulaciones. Suelen anidar en árboles, por lo que son más comunes en bosques. Pertenecen a esta familia los canarios, los jilgueros o los pinzones, entre muchos otros.
Vintlased (Fringillidae) on lindude sugukond värvuliste seltsist.
Vintlased on suur rühm jämeda nokaga linde. Nad on jässaka keha, ümara pea ja lühikese kaelaga. Tiivad on keskmise pikkusega. Sulestik on paks, tihe ja tavaliselt kirev. Mõnel troopikaliigil on peas tutt.[1]
Enamasti elavad vintlased metsades ja põõsastikes, ent mõned liigid on kohastunud eluks kõrbetes ja mägede alpivööndis.[1]
Vintlaste levila hõlmab enam-vähem kogu maailma peale Antarktika ja Austraalia. Troopikas ja lähistroopikas on nad paiksed, parasvöötmes rändlinud. Eristatakse 122 liiki.[1]
Vintlased pesitsevad paaridena. Nende pesad on kausjad, sageli väga peenelt kõrtest ja raagudest punutud ning seest jõhvide ja muu pehme materjaliga vooderdatud. Pesa võib asuda nii puu otsas, põõsas, maapinnal, kivide vahel kui ka kaljulõhes. Kurnas on 3–7 kirjut muna. Hautakse kaks nädalat. Tavaliselt on aastas üks kurn, vahel kaks.[1]
Vintlaste laul ei ole kuigi keerukas, kuid kõlav ja mitmel liigil üsna meeldiv. Sellepärast peetakse neid puurilindudena.
Vintlased toituvad valdavalt seemnetest ja teistest taimeosadest. Ainult poegi toidetakse putukatega. See viitab asjaolule, et vintlased on arenenud välja putuktoidulistest lindudest. Umbrohuseemnete ja kahjurputukate hävitajana on vintlased kasulikud linnud.
Vintlaste sugukonda kuuluvad järgmised Eestis elutsevad perekonnad:
Euroopas elutsevad veel järgmised vintlaste perekonnad:
Vintlased (Fringillidae) on lindude sugukond värvuliste seltsist.
Vintlased on suur rühm jämeda nokaga linde. Nad on jässaka keha, ümara pea ja lühikese kaelaga. Tiivad on keskmise pikkusega. Sulestik on paks, tihe ja tavaliselt kirev. Mõnel troopikaliigil on peas tutt.
Enamasti elavad vintlased metsades ja põõsastikes, ent mõned liigid on kohastunud eluks kõrbetes ja mägede alpivööndis.
Vintlaste levila hõlmab enam-vähem kogu maailma peale Antarktika ja Austraalia. Troopikas ja lähistroopikas on nad paiksed, parasvöötmes rändlinud. Eristatakse 122 liiki.
Vintlased pesitsevad paaridena. Nende pesad on kausjad, sageli väga peenelt kõrtest ja raagudest punutud ning seest jõhvide ja muu pehme materjaliga vooderdatud. Pesa võib asuda nii puu otsas, põõsas, maapinnal, kivide vahel kui ka kaljulõhes. Kurnas on 3–7 kirjut muna. Hautakse kaks nädalat. Tavaliselt on aastas üks kurn, vahel kaks.
Vintlaste laul ei ole kuigi keerukas, kuid kõlav ja mitmel liigil üsna meeldiv. Sellepärast peetakse neid puurilindudena.
Vintlased toituvad valdavalt seemnetest ja teistest taimeosadest. Ainult poegi toidetakse putukatega. See viitab asjaolule, et vintlased on arenenud välja putuktoidulistest lindudest. Umbrohuseemnete ja kahjurputukate hävitajana on vintlased kasulikud linnud.
Vintlaste sugukonda kuuluvad järgmised Eestis elutsevad perekonnad:
vint (Fringilla) koldvint (Serinus) ohakalind (Carduelis) käbilind (Loxia) karmiinleevike (Carpodacus) männileevike (Pinicola) leevike (Pyrrhula) suurnokk-vint (Coccothraustes).Euroopas elutsevad veel järgmised vintlaste perekonnad:
kõnnuleevike (Rhodopechys) kõrbeleevike (Bucanetes).Fringillidae paseriformea ordenaren hegazti-familia da, txirriskilak eta txontak barnean dituena.
Hona hemen Fringillidae familiaren azpifamilia eta generoak:
Fringillidae paseriformea ordenaren hegazti-familia da, txirriskilak eta txontak barnean dituena.
Peipot (Fringillidae) on monilukuinen varpuslintujen heimo. Siihen kuuluu lukuisia sukuja ja 225[1] melkein koko maapallolle levinnyttä lajia. Niillä on tavallisesti korkea, lyhyt, voimakas siemensyöjien nokka. Toisissa luokitteluissa Havaijilla esiintyvät peipot on luokiteltu omaksi heimoksi tai alaheimoksi havaijinpeipot Drepanididae/Drepanidinae.
Peipot (Fringillidae) on monilukuinen varpuslintujen heimo. Siihen kuuluu lukuisia sukuja ja 225 melkein koko maapallolle levinnyttä lajia. Niillä on tavallisesti korkea, lyhyt, voimakas siemensyöjien nokka. Toisissa luokitteluissa Havaijilla esiintyvät peipot on luokiteltu omaksi heimoksi tai alaheimoksi havaijinpeipot Drepanididae/Drepanidinae.
Les Fringillidae (ou Fringillidés en français) sont une famille de passereaux constituée de plus de 52 genres et de près de 220 espèces.
Dans la classification de Sibley-Ahlquist, les fringillidés constituent un groupe beaucoup plus large englobant en plus des 3 sous-familles citées ci-dessous, de nombreuses autres familles (Cardinalidés, Thraupidés, Embérizidés, Parulidés et Ictéridés).
L'étude phylogénique d'ampleur de Zuccon et al. (2012) vient bouleverser les connaissances sur cette famille et entraîne de profonds changements dans les positions systématiques. Cette étude permet d'identifier trois clades, la sous-famille fringillinés, constituée du genre holarctique Fringilla ; la sous-famille Euphoniinae (en), composée des genres néotropicaux Euphonia, Chlorophonia ; et finalement la large sous-famille des Carduelinae, composée du reste de la famille. L'étude invalide l'existence de la sous-famille des Drepanidinae (parfois considérée comme une famille à part entière) et la considère comme appartenant à la sous-famille des carduélinés et à la tribu des drepanidini, insérant directement les trois espèces de drépanis analysées entre les genres chinois Eophona et eurasiatique Carpodacus.
D'après la classification de référence (version 5.2, 2015) du Congrès ornithologique international (ordre phylogénique) :
Parmi celles-ci, 15 espèces sont éteintes.
Fringilla Pinsons
Chlorophonia, Chlorophonias et certains organistes
Euphonia Vrais organistes
Mycerobas Gros-bec asiatiques
Hesperiphona Gros-bec américains
Coccothraustes Gros-bec casse-noyaux
Eophona Gros-bec orientaux
Carpodacus Roselins eurasiatiques
†Melamprosops le Po`o-uli éteint
Paroreomyza Alauahios
Oreomystis Akikiki
Loxioides palila
†Rhodacanthis les pinsons éteints de Koa
†Chloridops le Psittirostre à gros bec éteint
Telespiza Psittirostres de Laysan et de Nihoa
Psittirostra le possiblement éteint psittirostre psittacin
†Dysmorodrepanis le Pinson de Lanai éteint
†Ciridops le ciridopse d'Anna éteint
Drepanis ʻiʻiwi et les drépanides éteints
Palmeria akohekohe
Himatione Picchion cramoisi et le Picchion de Laysan éteint
Hemignathus hémignathes
†Akialoa les Akialoas éteints
Pseudonestor Psittirostre de Maui
†Viridonia le Grand Amakihi éteint
Magumma anianiau
Loxops akepa, akekee, et Alauwahio
Chlorodrepanis Amakihis
Pinicola durbecs
Pyrrhula bouvreuils
Rhodopechys Roselin à ailes roses
Bucanetes Roselin githagine et Roselin de Mongolie
Agraphospiza Roselin de Blanford
Callacanthis Roselin de Burton
Pyrrhoplectes Pyrrhoplecte à nuque d'or
Procarduelis Roselin sombre
Leucosticte Pinsons des montagnes
Haemorhous Roselin nord-américain
Rhodospiza Roselin de Lichtenstein
Rhynchostruthus Grand-verdier
Chloris Verdier
Linurgus Linurge loriot
Crithagra Serins d’Afrique
Linaria Linottes
Acanthis Sizerins
Loxia Bec-croisé
Chrysocorythus Serin malais
Carduelis Chardonneret élégant etc
Serinus Serin cini, Serin des Canaries, etc
Spinus Tarins et Chardonnerets d'Amérique, Tarin des aulnes et Serin du Tibet
Gros-bec casse-noyaux (Coccothraustes coccothraustes)
Roselin de Cassin (Haemorhous cassinii), un roselin américain
Roselin rose (Carpodacus roseus), un vrai roselin
Chardonneret de Magellan (Spinus magellanicus)
Iiwi rouge (Drepanis coccinea), un drepanidinae
Male Organiste téité (Euphonia violacea)
Chardonneret élégant (Carduelis carduelis)
Verdier d'Europe (Chloris chloris)
Pinson bleu (Fringilla teydea)
Organiste à capuchon (Euphonia elegantissima)
Roselin de Lichtenstein (Rhodospiza obsoleta)
Durbec des sapins (Pinicola enucleator)
Gros-bec errant (Hesperiphona vespertina)
Verdier de l'Himalaya (Chloris spinoides)
Serin de Sainte-Hélène (Crithagra flaviventris)
Serin strié (Crithagra striolata)
) ) Les Fringillidae (ou Fringillidés en français) sont une famille de passereaux constituée de plus de 52 genres et de près de 220 espèces.
Os frinxílidos (Fringillidae) son unha familia de aves paseriformes abondosas no hemisferio norte e África.
Adoitan posuír un forte peteiro, xeralmente cónico, que nalgunhas especies pode ser de considerable lonxitude. Posúen un xeito de voar característico, baseado en ondulacións. Adoitan aniñar en árbores, polo que son máis comúns nos bosques.
En Galicia existen 9 especies pertencentes á familia dos frinxílidos, delas, 7 pódense atopar en Galicia durante todo o ano, 2 son invernantes no país e 1 añiña localmente.[1]
Fringillidae Especie
aprox. 870.000 pp.[2] Fringilla montifringilla
.jpg)
Serinus serinus 
aprox. 2 190 000 pp.[2] Carduelis chloris .jpg)
aprox. 1 134 000.[2] Carduelis carduelis 
Carduelis spinus 
Carduelis cannabina 
aprox. 1 180 000 pp.[2] Loxia curvirostra
.jpg)
Pyrrhula pyrrhula 
aprox. 95.800 pp. (28,3% total España).[2] A sistemática desta familia é complicada e hai múltiples diverxencias entre as diferentes clasificacións propostas polos expertos.
Os frinxílidos (Fringillidae) son unha familia de aves paseriformes abondosas no hemisferio norte e África.
Adoitan posuír un forte peteiro, xeralmente cónico, que nalgunhas especies pode ser de considerable lonxitude. Posúen un xeito de voar característico, baseado en ondulacións. Adoitan aniñar en árbores, polo que son máis comúns nos bosques.
Zebe (lat. Fringillidae) su porodica ptica koja pripada redu vrapčarki (Passeriformes). Uglavnom su ptice pjevice koje se hrane sjemenjem. Većina nastanjuje sjevernu polutku, ali jedna potporodica nastanjuje Havaje. Mnoge ptice iz drugih porodica se također nazivaju zebama, kao, naprimjer, Darwinove zebe sa Galapagosa.
Zebe u veličini variraju od 9,5 cm i 8,4 grama do 23 cm i 80 grama. Velika je kao domaći vrabac. Obično imaju zdepaste i čvrste kljunove, koji su kod nekih vrsta postali prilično veliki. Izuzetak su havajske vrste koje su razvile duge, tanke i zakrivljene kljunove. Boja perja je smećkasta ponekada zelenkasta. Mnoge su dosta crne, dok bijele boje nema, osim u vidu pruga. Svijetložuti i crveni pigmenti nisu neuobičajeni, ali je plava boja rijetka, jer žuti pigmenti pretvaraju plavu u zelenu. Mnoge, ali ne i sve zebe pokazuju spolni dimorfizam.
Stanovnici su područja pod šumama, ali neke vrste nastanjuju i planine, pa čak i pustinje. Hrane se sjemenjem, člankonošcima i bobicama. Gnijezda su oblika zdjele i obično sagrađena na drveću.
Potporodica Fringillinae
Potporodica Carduelinae
Potporodica Carduelinae
Potporodica Drepanidinae Nekih 10-12 rodova, 7 nedavno izumrlih.
Potporodica Euphoniinae
U Wikimedijinu spremniku nalazi se još gradiva na temu: Zebe
Wikivrste imaju podatke o: Zebama Zebe (lat. Fringillidae) su porodica ptica koja pripada redu vrapčarki (Passeriformes). Uglavnom su ptice pjevice koje se hrane sjemenjem. Većina nastanjuje sjevernu polutku, ali jedna potporodica nastanjuje Havaje. Mnoge ptice iz drugih porodica se također nazivaju zebama, kao, naprimjer, Darwinove zebe sa Galapagosa.
Burung finch (satu genus dengan burung pipit) di Kepulauan Galapagos yang dulu dipakai Charles Darwin untuk mengembangkan teori evolusi, kini terbukti cocok dengan teori itu—mereka memang ber-evolusi.
Burung-burung finch yang berukuran sedang, yang dulu diteliti Darwin, ternyata perlahan-lahan memperkecil paruhnya untuk mendapatkan aneka jenis biji-bijian. Perubahan ini mulai terjadi sekitar duapuluh tahun setelah kedatangan burung pesaing mereka yang berukuran lebih besar, dan memperebutkan sumber makanan yang sama.
Perubahan ukuran paruh menunjukkan bahwa spesies yang berkompetisi untuk mendapatkan makanan dapat mengalami evolusi, demikian kata Peter Grant dari Princeton University, yang memublikasikan hasil penelitiannya itu pada jurnal Science. Sedangkan risetnya didanai oleh National Science Foundation.
Grant telah mempelajari burung-burung finch di Kepulauan Galapagos selama beberapa puluh tahun dan pada mulanya bermaksud meneliti perubahan-perubahan yang terjadi ketika beradaptasi dengan kekeringan yang turut pula mengubah jenis makanan yang tersedia di sana.
Menurut Robert C. Fleische], pakar genetika di Smithsonian National Museum of Natural History and National Zoo, jarang ilmuwan bisa mendokumentasikan perubahan-perubahan yang muncul dari hewan menanggapi kompetisi di alam. Lebih banyak mereka mengamati ketika satwa masuk ke habitat yang baru atau perubahan iklim dan perilaku untuk menemukan sumber makanan baru. “ Penelitian ini tergolong dalam mikro evolusi,” kata Fleischer lagi.
Grant juga meneliti burung finch di Pulau Daphne—salah satu pulau di Galapagos—dan menemukan bahwa burung finch tanah yang berukuran sedang di pulau itu, Geospiza fortis, tidak menghadapi kompetisi makanan, dan memakan berbagai ukuran makanan.
Tahun 1982 pasangan burung-burung finch besar, Geospiza magnirostris, tiba di pulau itu untuk kawin, dan memulai kompetisi untuk mendapatkan biji-bijian ukuran besar dari tanaman Tribulus. Burung-burung itu bisa membuka dan makan biji-bijian itu tiga kali lebih cepat dari burung Geospiza fortis, sehingga menurunkan persediaan biji jenis ini.
Tahun 2003 dan 2004 hujan turun dan kian menipisnya persediaan makanan. Akibatnya burung finch jenis G. fortis berparuh besar banyak yang mati, dan menyisakan hanya yang berparuh lebih kecil, yang mampu memakan biji dari tanaman yang lebih kecil dan tak perlu berkompetisi dengan burung G. magnirostris yang lebih besar.
Burung finch (satu genus dengan burung pipit) di Kepulauan Galapagos yang dulu dipakai Charles Darwin untuk mengembangkan teori evolusi, kini terbukti cocok dengan teori itu—mereka memang ber-evolusi.
Burung-burung finch yang berukuran sedang, yang dulu diteliti Darwin, ternyata perlahan-lahan memperkecil paruhnya untuk mendapatkan aneka jenis biji-bijian. Perubahan ini mulai terjadi sekitar duapuluh tahun setelah kedatangan burung pesaing mereka yang berukuran lebih besar, dan memperebutkan sumber makanan yang sama.
Perubahan ukuran paruh menunjukkan bahwa spesies yang berkompetisi untuk mendapatkan makanan dapat mengalami evolusi, demikian kata Peter Grant dari Princeton University, yang memublikasikan hasil penelitiannya itu pada jurnal Science. Sedangkan risetnya didanai oleh National Science Foundation.
Grant telah mempelajari burung-burung finch di Kepulauan Galapagos selama beberapa puluh tahun dan pada mulanya bermaksud meneliti perubahan-perubahan yang terjadi ketika beradaptasi dengan kekeringan yang turut pula mengubah jenis makanan yang tersedia di sana.
Menurut Robert C. Fleische], pakar genetika di Smithsonian National Museum of Natural History and National Zoo, jarang ilmuwan bisa mendokumentasikan perubahan-perubahan yang muncul dari hewan menanggapi kompetisi di alam. Lebih banyak mereka mengamati ketika satwa masuk ke habitat yang baru atau perubahan iklim dan perilaku untuk menemukan sumber makanan baru. “ Penelitian ini tergolong dalam mikro evolusi,” kata Fleischer lagi.
Grant juga meneliti burung finch di Pulau Daphne—salah satu pulau di Galapagos—dan menemukan bahwa burung finch tanah yang berukuran sedang di pulau itu, Geospiza fortis, tidak menghadapi kompetisi makanan, dan memakan berbagai ukuran makanan.
Tahun 1982 pasangan burung-burung finch besar, Geospiza magnirostris, tiba di pulau itu untuk kawin, dan memulai kompetisi untuk mendapatkan biji-bijian ukuran besar dari tanaman Tribulus. Burung-burung itu bisa membuka dan makan biji-bijian itu tiga kali lebih cepat dari burung Geospiza fortis, sehingga menurunkan persediaan biji jenis ini.
Tahun 2003 dan 2004 hujan turun dan kian menipisnya persediaan makanan. Akibatnya burung finch jenis G. fortis berparuh besar banyak yang mati, dan menyisakan hanya yang berparuh lebih kecil, yang mampu memakan biji dari tanaman yang lebih kecil dan tak perlu berkompetisi dengan burung G. magnirostris yang lebih besar.
Finkur (fræðiheiti: Fringillidae) eru spörfuglar með keilulaga gogg sem lifa á fræjum. Útbreiðsla þeirra er aðallega á norðurhveli jarðar og í Afríku. Deilt er um hvernig finkur skuli flokkaðar en innan ættarinnar Fringillidae, sem kalla mætti „sannar finkur“, eru um 140 tegundir. Finkur eru 10-27 cm að lengd og með sterklegan, keilulaga gogg sem hentar vel til að brjóta fræ. Finkur eru miklir söngfuglar.
Sönnum finkum (Fringillidae) er skipt niður í tvær undirættir. Sú fyrri er Fringillinae en henni tilheyra þrjár tegundir. Þær næra unga sína á skordýrum en finkur af hinni undirættinni, Carduelinae, næra unga sína á fræjum. Þeirri undirætt tilheyra 137 tegundir.
Bókfinkan sem er algengasta finkan í Evrópu er af undirættinni Fringillinae.
Kanarífuglar, krossnefur, fjallafinka og rósafinka eru af undirættinni Carduelinae og næra unga sína á fræjum.
I Fringillidi (Fringillidae Leach, 1820) sono una famiglia di uccelli appartenente all'ordine dei passeriformi[1].
Si tratta di uccelli dalla conformazione generalmente robusta e massiccia, sebbene di dimensioni contenute: le specie di minori dimensioni, con 9,5 cm di lunghezza e 8,4 g di peso, sono il lucherino andino ed il lucherino dorsonero, oltre ad alcune specie di eufonia, mentre il "gigante" della famiglia è il frosone dal collare coi suoi 24 cm di lunghezza e 83 g di peso, superato da singoli esemplari di ciuffolotto delle pinete (25,5 cm) e frosone vespertino (86,1 g), mediamente però più piccoli[2][3].
I fringillidi si presentano generalmente con testa arrotondata, occhi scuri, ali appuntite ma non allungate e becchi conici, più sottili nelle specie a dieta insettivora e più robusti in quelle principalmente granivora: degna di nota in questo senso è la radiazione adattativa dei drepanidini hawaiiani, che ha portato a becchi allungati e falciformi per la suzione del nettare così come a becchi estremamente massicci per la frantumazione dei gusci di frutti. Tutti i fringillidi sono provvisti di 9 remiganti primarie e 12 penne rettrici.
I colori base del piumaggio sono il bruno e il verdognolo; molte specie presentano anche vaste aree di colore nero, mentre il bianco è generalmente assente, tranne che per alcune bande sulle ali e altri simili segni distintivi di scarsa estensione. I pigmenti carotenoidi gialli e rossi brillanti sono molto comuni in questa famiglia, e così i colori strutturali azzurri sono piuttosto rari, dato che la presenza di pigmento giallo trasforma l'azzurro in verde. Molte specie presentano dicromatismo sessuale, con le femmine provviste di piumaggio dalle tinte più smorte e mimetiche rispetto ai maschi[4][5].
I fringillidi hanno distribuzione quasi cosmopolita, risultando naturalmente assenti solamente dall'Australia (dove vengono sostituiti dagli affini estrildidi) e dalle aree polari.
Le specie ascritte a questa famiglia si dimostrano molto adattabili, occupando gli habitat più svariati: dai deserti alla tundra rocciosa, dalle savane ai boschi di conifere. In generale, essi sono in grado di colonizzare qualsiasi luogo, a patto che esso sia provvisto di fonti permanenti di acqua dolce e di vegetazione per nidificare.
Le specie ascritte alla famiglia sono perlopiù uccellini allegri e vivaci, che si muovono di giorno in coppie o in gruppi di dimensioni anche piuttosto consistenti, emettendo quasi costantemente canti e richiami melodiosi. Sono infatti tutti ottimi cantori e molti di essi sono divenuti comuni uccelli da voliera; tra questi, il più famoso è il canarino domestico. Hanno volo vivace come quasi tutti i piccoli passeriformi, alternando veloci battiti d'ala a planate effettuate ad ali chiuse.
Quasi tutti i fringillidi sono essenzialmente granivori: alcune specie di drepanidini si sono evolute per suggere il nettare o cibarsi di insetti e frutta, ed anche le eufonie possiedono una dieta di questo genere. Tutte le specie tendono però ad alimentare i nidiacei (nidicoli, quindi ciechi ed implumi alla schiusa) perlopiù con piccoli invertebrati.
I nidi sono a forma di cesta (tranne che nelle eufonie, che costruiscono nidi globosi) e vengono di solito costruiti sugli alberi o, più raramente, tra i cespugli e le rocce[4][5]: nonostante il dimorfismo sessuale anche molto accentuato, i fringillidi sono uccelli monogame, coi maschi conquistano le femmine col canto e partecipano con loro alla costruzione del nido ed alla cura della prole.
Il nome scientifico della famiglia, Fringillidae, deriva dal latino fringilla, stante ad indicare il fringuello comune: tale nome venne coniato nel 1820 dallo zoologo inglese William Elford Leach[6][7].
In base ai resti fossili finora rinvenuti, peraltro rarissimi ed in massima parte ascrivibili a specie ancora esistenti, si stima che (similmente alle altre famiglia di passeroidi) essi si siano differenziati verso la metà del Miocene (20-10 milioni di anni fa)[8][9].
La tassonomia della famiglia è sempre stata piuttosto tormentata e difficoltosa, con continue riclassificazioni e riassestamenti dovuti alla grande somiglianza delle varie specie fra loro anche a causa della convergenza evolutiva piuttosto che della stretta parentela[10]: l'avvento della genetica molecolare e dell'analisi del DNA mitocondriale ha portato a revisioni sostanziali in seno alla famiglia negli anni '90:
Il Congresso Ornitologico Internazionale (2018) assegna alla famiglia Fringillidae 50 generi e 228 specie[1], suddivisi in tre sottofamiglie[12]:
Sottofamiglia Fringillinae
Sottofamiglia Carduelinae
Sottofamiglia Euphoniinae
Nonostante il nome comune, non appartengono ai fringillidi né i fringuelli di Darwin (ascritti ai Thraupidae) né il fringuello di Przewalski (Urocynchramus pylzowi), facente parte di una propria famiglia monotipica, Urocynchramidae[1][15].
I Fringillidi (Fringillidae Leach, 1820) sono una famiglia di uccelli appartenente all'ordine dei passeriformi.
Kikiliniai (lot. Fringillidae, angl. Finches, vok. Finken) – žvirblinių (Passeriformes) paukščių šeima. Smulkūs paukščiai. Kūnas kresnas. Snapas stiprus – pritaikytas smulkinti sėklas. Minta daugiausiai augaliniu maistu, bet vasarą lesa ir ypač jauniklius maitina vabzdžiais. Suka atvirus lizdus, kurie sukraunami medžiuose ir krūmuose, kartais ant žemės. Patinai spalvingesni už pateles. Išvedę jauniklius, dauguma gyvena būriais.
Kosmopolitai. Šeimoje yra apie 200 rūšių. Lietuvoje randama 17 rūšių:
Kikiliniai (lot. Fringillidae, angl. Finches, vok. Finken) – žvirblinių (Passeriformes) paukščių šeima. Smulkūs paukščiai. Kūnas kresnas. Snapas stiprus – pritaikytas smulkinti sėklas. Minta daugiausiai augaliniu maistu, bet vasarą lesa ir ypač jauniklius maitina vabzdžiais. Suka atvirus lizdus, kurie sukraunami medžiuose ir krūmuose, kartais ant žemės. Patinai spalvingesni už pateles. Išvedę jauniklius, dauguma gyvena būriais.
Kosmopolitai. Šeimoje yra apie 200 rūšių. Lietuvoje randama 17 rūšių:
Carduelis Čivylis (Carduelis cannabina) Dagilis (Carduelis carduelis) Žaliukė (Carduelis chloris) Čimčiakas (Carduelis flammea) Geltonsnapis čivylis (Carduelis flavirostris) Alksninukas (Carduelis spinus) Poliarinis čimčiakas (Carduelis hornemanni) Carpodacus Raudongalvė sniegena (Carpodacus erythrinus) Coccothraustes Svilikas (Coccothraustes coccothraustes) Kikiliai (Fringilla) Kikilis (Fringilla coelebs) Šiaurinis kikilis (Fringilla montifringilla) Kryžiasnapiai (Loxia). 3 rūšys. Pinicola Pušinė sniegena (Pinicola enucleator) Pyrrhula Juodagalvė sniegena (Pyrrhula pyrrhula) Svilikėliai (Serinus) Svilikėlis (Serinus serinus)Žubīšu dzimta (Fringillidae) ir viena no zvirbuļveidīgo kārtas (Passeriformes) dziedātājputnu dzimtām. Apvieno 228 sugas, kas sistematizētas 50 ģintīs un 3 apakšdzimtās.[1] Dažādos avotos ir minēts atšķirīgs sugu skaits.[2][3]
Latvijā sastopamas 18 žubīšu dzimtas sugas.[4]
Žubīšu dzimtas putni ir sastopami visos kontinentos, izņemot Antarktīdu. Austrālāzija nav šo putnu dabīgais izplatības areāls, bet šīs dzimtas putni šajā reģionā ir introducēti.[3] Daudzas sugas mājo ziemeļu puslodē.[2] Žubīšu dzimtas putni ir sastopami dažādās biomās: skrajos jauktu koku mežos, ļoti biezos mežos, mežmalās, atklātās ainavās, krūmājos, lauksaimniecības tīrumos, dārzos un pilsētu parkos.[3]
Lielākajai daļai žubīšu dzimtas putnu ir spēcīgi, konusveidīgi knābji, kas tiek izmantoti, lai saspiestu sēkliņas. Dažām sugām ir nelieli knābji, bet citām gari un līki, piemēram, sarkanajai medusložņai (Drepanis coccinea). To apspalvojums ir ļoti dažāds. Žubīšu dzimtas putniem visbiežāk ir košs un krāsains apspalvojums, bet dažām sugām tas ir neuzkrītošāks, mierīgāks. Izmēri ir ļoti dažādi — tie var būt gan vidēji lieli, gan mazi. Toties visām sugām astei ir 12 spalvas.[2]
Mazākais žubīšu dzimtā ir Andu ķivulis (Spinus spinescens), kura ķermeņa garums ir 9,5 cm, bet svars 8,4 g. Lielākais ir lielais dižknābis (Mycerobas affinis). Tā ķermeņa garums ir gandrīz 23 cm, bet svars 79 g.[5] Eiropas mazākais žubīšu dzimtas putns ir ģirlicis (Serinus serinus). Tas ir tikai nedaudz lielāks par Andu ķivuli (11 cm, svars 8,5 g).[6]
Lielākā daļa žubīšu dzimtas putnu labi dzied. Šīs dzimtas putniem ir raksturīgs lidojums pa viļņveida līkni augšup, lejup, kas atgādina bumbiņas atsišanos pret zemi. Šāds lidojuma raksturs veidojas tādēļ, ka žubīšu dzimtas putni lidojumā mēdz īsu mirkli planēt ar sakļautiem spārniem. Tad tie atkal paceļas augšup, aktīvi savicinot spārnus.[5]
Pagātnē žubīšu dzimtas sistemātika ir daudz diskutēta, vērtēta un mainīta. Žubītes un dadzīši ir bijuši apvienoti vienā apakšdzimtā, sistematizējot abas grupas kā ciltis. Havaju medusložņas ir bijušas izdalītas atsevišķā dzimtā. Eifonijas kādreiz tika sistematizētas kā tanagru dzimtai (Thraupidae) piederošas, līdz, attīstoties molekulārajai zinātnei, tika iegūti ticami fakti iepriekšminēto putnu izcelsmei un radniecībai.[7] Fosiliju atradumi liecina, ka žubīšu dzimta dzīvoja jau miocēna vidū pirms 20—10 miljoniem gadu. Visplašākā un daudzveidīgākā no visām žubīšu dzimtas apakšdzimtām ir dadzīšu apakšdzimta (Carduelinae).
Žubīšu dzimta (Fringillidae)[1]
Žubīšu dzimta (Fringillidae)
Žubīšu dzimta (Fringillidae) ir viena no zvirbuļveidīgo kārtas (Passeriformes) dziedātājputnu dzimtām. Apvieno 228 sugas, kas sistematizētas 50 ģintīs un 3 apakšdzimtās. Dažādos avotos ir minēts atšķirīgs sugu skaits.
Latvijā sastopamas 18 žubīšu dzimtas sugas.
Vinkachtigen (Fringillidae) zijn een familie van zangvogels waarbij de vinken, sijzen, haak- en kruisbekken en kanaries ingedeeld worden. De familienaam is afgeleid van het woord fringilla, Latijn voor vink (F. coelebs), de meest algemene vertegenwoordiger van deze familie in Europa.
Het zijn meest zaadetende vogels met een korte, sterke snavel. Ze hebben een harde schedel en grote kaakspieren, die nodig zijn om de zeer harde zaden te kraken. De mannetjes verschillen meestal van de vrouwtjes in uiterlijk.
De meeste vinken zijn territoriaal ingesteld, sommigen broeden coöperatief.
Ze komen voor in Noord-Amerika, Afrika, Azië en Europa. Veel soorten komen voor op het zuidelijk halfrond. Eén familie, Euphonia is inheems in Zuid- en Midden-Amerika (het Neotropisch gebied).
Gele kanarie (Serinus flaviventris) Lambertsbaai 1999
Witbandkruisbek (Loxia leucoptera)
De familie Fringillidae behoort tot de superfamilie Passeroidea. Er zijn meer vogelsoorten die de naam vink dragen, maar niet tot de Fringillidae gerekend worden, zoals de darwinvinken (Thraupidae). Verder is er de familie van prachtvinken (Estrildidae) waartoe veel kooivogels zoals de zebravink behoren. De gorzen (Emberizidae) werden vroeger ook tot deze familie gerekend, maar vormen nu een aparte familie. Al deze families behoren overigens wel tot dezelfde superfamilie Passeroidea.
De volgende geslachten zijn bij de familie van de Vinkachtigen (Fringillidae) ingedeeld:[1]
Uitgestorven geslachten:
Vinkachtigen (Fringillidae) zijn een familie van zangvogels waarbij de vinken, sijzen, haak- en kruisbekken en kanaries ingedeeld worden. De familienaam is afgeleid van het woord fringilla, Latijn voor vink (F. coelebs), de meest algemene vertegenwoordiger van deze familie in Europa.
Finkar er ca. 200 artar av sporvefuglar i familien Fringillidae. Dei er hovudsakleg frøetande songfuglar. Dei fleste lever på den nordlege halvkula, men ein underfamilie er endemisk til den neotropiske regionen, ein til Hawaii, og ein underfamilie - monotypisk på genus-nivå - finst berre i den palearktiske regionen. Det vitskaplege namnet Fringillidae kjem frå det latinske ordet 'fringilla' for bokfink (Fringilla coelebs) - ein medlem av den siste underfamilien - og han er vanleg i Europa.
Mange fuglar i andre familiar har òg ofte vore kalla finkar. Til dømes praktfinkar for astrildar i fangenskap, og darwinfinkar på Galapagosøyane, som gav prov på naturleg utval, er no anerkjende for å vere tanagarar. Vierfink er ein art utan nærskylde og er si eiga slekt og eigen distinkte familie Urocynchramidae.
Nokre finkeartar blir smugla over landegrenser og selt som eksotiske kjæledyr.
Dei klassiske finkane varierer i storleik frå paramosisik på 9,5 centimeter og 8,4 gram til gullkjernebitar med sine nesten 23 cm og 80 g. Dei har vanlegvis kraftige, korte nebb, som blant nokre artar kan vere ganske store, men hawaiifinkar er kjende for det breie spektret av nebbformer og storleikar utvikla gjennom adaptiv stråling. Alle finkar har 9 utvikla handsvingfjører, primærer, det mest vanlege er 10 primærer for andre sporvefuglar. Den grunnleggjande farga på fjørdrakta er brunleg, nokre gonger grønaktig, og mange har store mengder svart, medan kvit fjørdrakt er generelt fråverande unntatt som vengeband eller andre signalmerke. Lyst gult og raudt karotenoidpigment er vanleg i denne familien, og dermed er blå strukturelle farger er ganske sjeldne, ettersom det gule pigmentet slår den blå farga over til grønt. Eit unntak er blåfink. Mange, men slett ikkje alle finkar har sterk kjønnsdikromatisme, hoene manglar vanlegvis dei lyse karotenoidteikningane som hannar blant mange artar har.[1]
Typiske habitat for finkar ligg i skogsområde, men nokre kan leve høgt til fjells og jamvel i ørkenar. Dei er primært frøetarar, men eufoniaer og klorofoniaer inkluderer betydelege mengder leddyr og bær i dietten, og hawaiifinkar har utvikla seg til å nytte eit breitt spekter av matkjelder, inkludert nektar. Dietten til finkeungar inneheld ei varierande mengd små leddyr. Finkar har ein hoppande flukt som dei fleste andre små sporvefuglar, med vekslande utbrot av kraftige vengeslag følgt av glideflukt med lukka venger. Dei fleste syng bra, og fleire blir ofte haldne som burfuglar; mest kjend av desse er den domestiserte kanariirisken. Dompap har tydelege og korte songstrofer, men fuglane er kjende for å lære andre songar som dei høyrer. Dompapar syng lærde songar med presisjon sjølv om dei ligg ein halvtone høgare enn melodien opphavleg plystra til dei.[2] Reira er kurvforma og blir vanlegvis bygd i tre, meir sjeldan i buskar, mellom steinar eller på liknande underlag.[1]
Finkar i rekkjefølgje etter EBird/Clements Checklist v2017[3] med norske namn etter Norske navn på verdens fugler:[4]
Slekt Fringilla
Slekt Chlorophonia, 5 artar av klorofoniaer
Slekt Euphonia, 27 artar av eufoniaer
Slekt Mycerobas
Slekt Coccothraustes
Slekt Eophona
14 slekter med 23 artar av hawaiifinkar, (draktfuglar, Drepanidinae):
Slekt Carpodacus, 26 rosenfinkar
Slekt Pinicola
Slekt Pyrrhula
Slekt Rhodopechys
Slekt Bucanetes
Slekt Agraphospiza
Slekt Pyrrhoplectes
Slekt Callacanthis
Slekt Procarduelis
Slekt Leucosticte, 6 fjellfinkar
Slekt Haemorhous
Slekt Rhodospiza
Slekt Rhynchostruthus
Slekt Chloris
Slekt Linurgus
Slekt Linaria
Slekt Acanthis
Slekt Loxia
Slekt Chrysocorythus
Slekt Carduelis
Slekt Serinus
Finkar er ca. 200 artar av sporvefuglar i familien Fringillidae. Dei er hovudsakleg frøetande songfuglar. Dei fleste lever på den nordlege halvkula, men ein underfamilie er endemisk til den neotropiske regionen, ein til Hawaii, og ein underfamilie - monotypisk på genus-nivå - finst berre i den palearktiske regionen. Det vitskaplege namnet Fringillidae kjem frå det latinske ordet 'fringilla' for bokfink (Fringilla coelebs) - ein medlem av den siste underfamilien - og han er vanleg i Europa.
Mange fuglar i andre familiar har òg ofte vore kalla finkar. Til dømes praktfinkar for astrildar i fangenskap, og darwinfinkar på Galapagosøyane, som gav prov på naturleg utval, er no anerkjende for å vere tanagarar. Vierfink er ein art utan nærskylde og er si eiga slekt og eigen distinkte familie Urocynchramidae.
Nokre finkeartar blir smugla over landegrenser og selt som eksotiske kjæledyr.
Finkefamilien (Fringillidae) er en gruppe sangfugler i ordenen spurvefugler (Passeriformes). Familien sorterer i overfamilien Passeroidea og omfatter 211 arter (508 taxa) fordelt i 45 slekter og tre underfamilier, hvorav én av med fem tribus. Minst 28 av artene er ifølge IUCNs rødliste truet av utryddelse, i en eller annen grad.[1]
Artene i finkefamilien er små til mellomstore og blir omkring 9–25 cm lange. Fuglene karakteriseres i hovedsak av et kraftig, kort og ofte kont nebb. Én gruppe, med sterkt begrenset utbredelse, utviser imidlertid stor variasjon i utformingen av nebbet. De fleste eter i hovedsak frø, knopper, skudd, bær og frukt, men noen er også spesialiserte nektaretere med lange krummede nebb. I hekketiden eter noen arter dessuten insekter og leddyr for å dekke inn behovet for proteiner. Andre igjen må regnes som altetere.[1]
Familien har en tilnærmet kosmopolitisk utbredelse, unntatt i Antarktis og områder med ekstrem tropisk regnskog, samt på store øyer som Madagaskar, Ny-Guinea, Australia, New Zealand og mange mindre øyer (spesielt i Oseania). Hawaiiøyene er imidlertid besatt av en stor og svært variert gruppe.[1]
Som hovedsakelig frøetere er finker flest tilpasset habitater med tildels store sesongvise endringer, de fleste i den tempererte sonen. Dette er typisk habitater som gir lokalt overskudd på mat til ulike tider gjennom året. Finkene er evolusjonært utrustet det å forflytte seg rundt etter denne tilgangen på mat, selv om på langt nær alle lever i den tempererte sonen.[1]
Finker blir stort sett regnet som standfugler, men artene gjør korte trekk etter mat gjennom sesongene. Et unntak er rosenfink (Carpodacus erythrinus), som er en regulær trekkfugl. I Norge ankommer den (nominatformen) hekkeområdene i slutten av mai og trekker sørover igjen i august, men dette kan variere noen fra sted til sted.[1]
Finker har en undulerende (bølgende) flukt når de flyr. De slår noen vingeslag på opptur og lukker vingene til kroppen i en kort, stup-lignende nedtur. På bakken hopper alle finker, men medlemmene i slektene Fringilla (sanne finker) og Leucosticte (fjellfinker) har dessuten evnen til både å spankulere og løpe. Det gjør blant annet næringsopptak fra bakken mer effektivt enn for de andre artene i familien, som er mer sjeldent å se på bakken. Finker hviler gjerne sammen i større grupper, men i hekketiden hviler fuglene solitært, parvis eller i mindre grupper. Fuglene samler seg til et slags rituale en times tid før mørket legger seg, før de roer ned for natten på greier i trekronene. ved morgengry bryter fuglene opp i mindre grupper og flyr til de områder der næringsopptaket pågår.[1]
Finker er stort sett monogame, i det minste i hver hekkesesong, men hekkestrategien varierer betydelig mellom de ulike grenene i denne familien. Fringilla er for eksempel mye mer territoriale enn andre finker, og de oppfostrer avkommet i større grad på små virvelløse dyr enn andre. Det gjør at disse artene i større grad må tilpasse hekking til tilgangen på mat, noe som gjør hekketiden mer komprimert. Noen andre arter har lignende behov med tilsvarende resultat. Dessuten påvirker naturlig nok den årlige frøproduksjonen i den boreale skogen mange av artene. Stillitsfinker (Carduelinae) er mindre territoriale og forsvarer i hovedsak bare området rundt redet. Disse artene kan derfor hekke i tettere konsentrasjoner, selv om det for noen arter (for eksempel Carpodacus) gjelder noen unntak fra hovedreglen. Hos et fåtall arter hender det også at hannen oppvarter mer enn én hunn, for eksempel grønnfink (Chloris chloris) og gulstillits (Spinus tristis).[1]
Finkefamilien inkluderer nå også den tidligere hawaiifinkfamilien (Drepanididae), som er lagt til under tribuset Drepanidini (hawaiifinker) i underfamilien Carduelinae (stillitsfinker).[1] Noen av disse artene er ifølge IUCNs rødliste kritisk truet og flere kan faktisk alt være utryddet.
Inndelingen og rekkefølgen av den følger HBW Alive og er i henhold til Collar, Newton & Bonan (2017).[1] Norske navn på artene følger Norsk navnekomité for fugl og er i henhold til Syvertsen et al. (2008).[2] Navn og beskrivelser i parentes er ikke offisielle navn, men kun midlertidige beskrivelser i påvente av offisielle navn.
Listen under er på ingen måte fullstendig, men viser noen kjente arter.
Finkefamilien (Fringillidae) er en gruppe sangfugler i ordenen spurvefugler (Passeriformes). Familien sorterer i overfamilien Passeroidea og omfatter 211 arter (508 taxa) fordelt i 45 slekter og tre underfamilier, hvorav én av med fem tribus. Minst 28 av artene er ifølge IUCNs rødliste truet av utryddelse, i en eller annen grad.
Multimedia w Wikimedia Commons Łuszczakowate[2], ziarnojady, ziębowate (Fringillidae) – rodzina ptaków z rzędu wróblowych (Passeriformes) obejmująca ponad 200 gatunków. Zasiedlają różnorodne środowiska, od lasów po obszary pustynne lub zurbanizowane.
Zamieszkują cały świat poza Australią, Oceanią, Madagaskarem i Antarktydą[3].
Charakteryzują się następującymi cechami:
W Europie gnieździ się około 18 gatunków, a kilka zalatuje. Do polskiej awifauny zalicza się 18 gatunków, z czego 11 to ptaki lęgowe.
Do rodziny zaliczane są następujące podrodziny[2][4]:
Łuszczakowate, ziarnojady, ziębowate (Fringillidae) – rodzina ptaków z rzędu wróblowych (Passeriformes) obejmująca ponad 200 gatunków. Zasiedlają różnorodne środowiska, od lasów po obszary pustynne lub zurbanizowane.
Os fringilídeos (família Fringillidae) são aves passeriformes que se alimentam de sementes.[1] Distribuem-se por todo o planeta à exceção de Madagáscar, Australásia, Antártida e muitas ilhas do Pacífico. [2] A família inclui canários, tentilhões, pintarroxos, pintassilgos, verdilhões, lugres, cruza-bicos.[3]
São de pequeno ou médio porte e ostentam um bico forte, geralmente cónico.[2] Todos têm 12 rectrizes e nove rémiges primárias. Os seus ninhos têm a forma de cesto e são construídos em árvores.[4] O seu voo é caracterizado pela alternância entre impulsos bruscos de golpes de asa e momentos de deslize com as asas fechadas. A maior parte das espécies são canoras.[2]
A família dos fringilídeos inclui 226 espécies dispostas por 52 géneros e três subfamílias. A subfamília Carduelinae inclui 14 espécies havaianas e o bico-grande-das-ilhas-bonin.[5]
Subfamíliaília Fringillinae
Subfamíliaília Carduelinae
Subfamília Euphoniinae
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
_(13667564073).jpg)
.jpg)
.jpg)
_(14597930560).jpg)
.jpg)
_I_IMG_7362_-_Cropped.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
|acessodata= (ajuda) |acessodata= (ajuda) |acessodata= (ajuda) |acessodata= (ajuda) Os fringilídeos (família Fringillidae) são aves passeriformes que se alimentam de sementes. Distribuem-se por todo o planeta à exceção de Madagáscar, Australásia, Antártida e muitas ilhas do Pacífico. A família inclui canários, tentilhões, pintarroxos, pintassilgos, verdilhões, lugres, cruza-bicos.
São de pequeno ou médio porte e ostentam um bico forte, geralmente cónico. Todos têm 12 rectrizes e nove rémiges primárias. Os seus ninhos têm a forma de cesto e são construídos em árvores. O seu voo é caracterizado pela alternância entre impulsos bruscos de golpes de asa e momentos de deslize com as asas fechadas. A maior parte das espécies são canoras.
Fringilidele (Fringillidae) este o familie de păsări cântătoare din ordinul Passeriformes. Din această familie fac parte cinteza, scatiul, sticletele și multe alte specii de păsări. Familia Fringillidae cuprinde ca. 40 de genuri din care 4 au dispărut, respectiv 200 de specii din care 14 au dispărut.
Arealul de răspândire al păsărilor din această grupă sunt pădurile de foioase și conifere, luminișuri, parcuri, grădini, zone cultivate, savane, tundră regiuni situate la toate latitudinile globului, păsările lipsind numai în regiunea arctică. Ele fiind prezente pe toate continentele, și chiar pe insule numeroase din mările și oceanele lumii. Cele mai multe specii ca. 70 se află în Asia, în Europa trăiesc ca. 20 de specii, iar în Africa 50 de specii. În cele două Americi trăiesc 60 de specii. Pe insulele Hawaii subfamilia Drepanidinae, care număra inițial 30 de specii s-a diversificat mult între timp. Unele specii, cum sunt Leucosticte, populează regiuni stâncoase sau de prerie, pe când Carduelis atrata, trăiește in Anzi la altitudinea de 4500 de m, sau Leucosticte brandti în Himalaya la altitudinea de 5400 m deasupra n.m.
Hrana principală a păsărilor din grupa Fringillidae constă în principal din semințe, fructe și muguri de plante. Botgrosul poate să spargă și sâmburi de cireșe cu ciocul său puternic. Loxia care are ciocul la vârf încrucișat poate să scoată semințele din conurile de conifere. În perioada clocitului păsările vor hrăni puii și cu insecte, păianjeni, sau râme. Cele mai multe specii sunt păsări sedentare, iarna speciile nordice ca cele din Scandinavia, Asia de Nord până la Kamciatka migrează spre sud. În iarna anului 1946/1947 și 1951/1952 s-a semnalat o migrație a unor specii în Elveția, concentrându-se aici ca. 100 de milioane de păsări, se presupune că fenomenul de migrație se datorează hranei abundente de semințe din pădurile de fagi. Zborul păsărilor este în salturi (bolte). Păsările din această grupă trăiesc circa 1 - 2 ani, dar în cazuri rare s-a semnalat chiar și vârsta de 15 ani.
Păsările din această grupă, în special femelele, contruiesc un cuib rotund din rămurele de arbori și tufișuri. Femela depune în cuib 3 - 5 ouă, care vor fi clocite circa două săptămâni. Puii vor fi hrăniți de ambii părinți. Sticleții (Carduelinae) hrănesc puii cu semințe și fructe din gușă, pe când cintezele (Fringillinae) aduc puilor insecte sau viermi, puii fiind hrăniți direct din cioc. Puii părăsesc cuibul la ca. 11-28 de zile, femela clocește în general de două pe an, în regiunile tropicale clocitul are loc de mai multe ori pe an.
.jpg)
Familia fringilide include 45 de genuri și 211 de specii, repartizate în 3 subfamilii și 5 triburi.[1]
Fringilidele (Fringillidae) este o familie de păsări cântătoare din ordinul Passeriformes. Din această familie fac parte cinteza, scatiul, sticletele și multe alte specii de păsări. Familia Fringillidae cuprinde ca. 40 de genuri din care 4 au dispărut, respectiv 200 de specii din care 14 au dispărut.
Glej spodaj
Ščinkavci (znanstveno ime Fringillidae) so družina iz reda pevcev. Vsi imajo kratke in močne koničaste kljune, ki so pri nekaterih vrstah zelo močni, visoki in obilni. Robovi kljuna so vselej ravni, nikdar upognjeni, vrh kljuna pa nikdar kljukast. Ob kljunovem korenu ni nobenih ščetin, nosnice pa so dostikrat skrite pod perjem. Vsi ščinkavci znajo spretno luščiti semena s kljunom in jezikom. Požiralnik se jim večinoma razširi v golšo, kjer se hrana zbira in mehča. Perutnice so lahko ozke in precej dolge ali pa kratke in zaobljene, kakor pri mnogih tropskih vrstah. Letalnih peres na peruti imajo 9, rep iz 12 peres pa je na koncu raven ali rahlo zarezan. Noge in prsti so močni in srednje dolgi. Na tleh ščinkavci večinoma skačejo, le redkokdaj stopicajo. Samec in samica sta enako ali različno obarvana. Peresa, ki zrastejo po jesenski golitvi, imajo dostikrat široke sive ali rjave robove, ki se do spomladi obrabijo, nakar se spet prikažejo pisani deli perja, ki so bili do takrat skriti. Povečini so to majhni ptiči.
Ščinkavci so se znali prilagoditi različnim podnebjem. Dobimo jih skoraj povsod po svetu, samo v Avstaliji, Oceaniji in na Madagaskarju jih ni. Vsega skupaj jih je 135 vrst, najbolj številni pa so v Ameriki. V tropskih krajih starega sveta živi razmeroma malo vrst. Tam jih nadomeščajo tkalci in astrilde. Astrilde nadomeščajo ščinkavce tudi v Avstaliji. V hladnejših krajih se večina ščinkavcev seli.
Ko opravijo z gnezdenjem, so mnogi ščinkavci radi v večji družbi. Mnoge vrste lepo pojejo, nekatere tudi po gnezdenju. Poznamo celo nekaj vrst, pri katerih pojejo tudi samice. Po veliki večini gnezdijo posamič in ne v kolonijah. Po navadi gradi gnezdo in vali le samica, vendar ji pomaga včasih pri obeh opravilih tudi samec. Mladiče pa hranita zmeraj oba starša. Pri mnogih vrstah prinaša samec samici hrano, ko ta vali. Praviloma gnezdijo ščinkavci po večkrat na leto. Gnezda, ki so skoraj vedno zgoraj odprta, pletejo navadno visoko ali nizko med vejevjem, včasih pa tudi na tleh. Nekaj vrst gradi tudi pokrita gnezda. V tropsih krajih ležejo največkrat samo 2 jajci, drugi pa 5-8. Mladiči ki se izležejo po 11 do 15 dneh, so v začetku slepi in pokriti z redkim puhom. V gnezdu ostanejo 9-15 dni. Ščinkavci se hranijo s semeni, plodovi in popki, večina pa lovi tudi žuželke, s katerimi hranijo posebno mladiče.
Ščinkavci (znanstveno ime Fringillidae) so družina iz reda pevcev. Vsi imajo kratke in močne koničaste kljune, ki so pri nekaterih vrstah zelo močni, visoki in obilni. Robovi kljuna so vselej ravni, nikdar upognjeni, vrh kljuna pa nikdar kljukast. Ob kljunovem korenu ni nobenih ščetin, nosnice pa so dostikrat skrite pod perjem. Vsi ščinkavci znajo spretno luščiti semena s kljunom in jezikom. Požiralnik se jim večinoma razširi v golšo, kjer se hrana zbira in mehča. Perutnice so lahko ozke in precej dolge ali pa kratke in zaobljene, kakor pri mnogih tropskih vrstah. Letalnih peres na peruti imajo 9, rep iz 12 peres pa je na koncu raven ali rahlo zarezan. Noge in prsti so močni in srednje dolgi. Na tleh ščinkavci večinoma skačejo, le redkokdaj stopicajo. Samec in samica sta enako ali različno obarvana. Peresa, ki zrastejo po jesenski golitvi, imajo dostikrat široke sive ali rjave robove, ki se do spomladi obrabijo, nakar se spet prikažejo pisani deli perja, ki so bili do takrat skriti. Povečini so to majhni ptiči.
Ščinkavci so se znali prilagoditi različnim podnebjem. Dobimo jih skoraj povsod po svetu, samo v Avstaliji, Oceaniji in na Madagaskarju jih ni. Vsega skupaj jih je 135 vrst, najbolj številni pa so v Ameriki. V tropskih krajih starega sveta živi razmeroma malo vrst. Tam jih nadomeščajo tkalci in astrilde. Astrilde nadomeščajo ščinkavce tudi v Avstaliji. V hladnejših krajih se večina ščinkavcev seli.
Ko opravijo z gnezdenjem, so mnogi ščinkavci radi v večji družbi. Mnoge vrste lepo pojejo, nekatere tudi po gnezdenju. Poznamo celo nekaj vrst, pri katerih pojejo tudi samice. Po veliki večini gnezdijo posamič in ne v kolonijah. Po navadi gradi gnezdo in vali le samica, vendar ji pomaga včasih pri obeh opravilih tudi samec. Mladiče pa hranita zmeraj oba starša. Pri mnogih vrstah prinaša samec samici hrano, ko ta vali. Praviloma gnezdijo ščinkavci po večkrat na leto. Gnezda, ki so skoraj vedno zgoraj odprta, pletejo navadno visoko ali nizko med vejevjem, včasih pa tudi na tleh. Nekaj vrst gradi tudi pokrita gnezda. V tropsih krajih ležejo največkrat samo 2 jajci, drugi pa 5-8. Mladiči ki se izležejo po 11 do 15 dneh, so v začetku slepi in pokriti z redkim puhom. V gnezdu ostanejo 9-15 dni. Ščinkavci se hranijo s semeni, plodovi in popki, večina pa lovi tudi žuželke, s katerimi hranijo posebno mladiče.
Finkar (Fringillidae) är en av de artrikaste familjerna i ordningen tättingar. I familjen ingår 60 släkten, varav sex utdöda i modern tid, och omkring 200 arter, varav 17 utdöda. Fåglarna förekommer över stora delar av världen utom i Australien. Vissa arter som kallas finkar hör istället till andra familjer som astrilder, vävare, kardinaler, tangaror och pilfinken i sparvfinkar.
Finkar är små till medelstora fåglar med en längd mellan 9 och 26 centimeter. De har kraftig och oftast konformad näbb, där exempelvis stenknäcken utgör ett exempel på en art med mycket kraftig näbb. Anmärkningsvärd är näbben hos släktet korsnäbbar (Loxia), med spetsar som korsar varandra. I likhet med sparvfinkarna har den en morfologisk egenhet som skiljer dem ifrån andra tättingar, då vingens yttersta tionde handpenna bara är rudimentär.[1] För övrigt har alla finkar tolv stjärtfjädrar och stjärten har oftast en skåra i mitten. Färgen på fjäderdräkten varierar mycket inom denna familj. Från föga iögonfallande grå, grön- eller brunaktig till färgstarka fjäderdräkter i gult, rött och blått. Till de senare kan nämnas domherre (Pyrrhula pyrrhula), iiwi (Drepanis coccinea) och ett antal arter som lever i tropikerna. Hos många arter är hannarna tydligare färgade än honorna. Några arter har en enklare vinterdräkt eller en ljusare näbb över vintern. Finkarnas flykt är hoppande eller vågformig.
Under häckningsperioden sjunger finkhanarna för att hävda revir, och de sitter då oftast i ett träd eller buske. Mer sällan förekommer även spelflykt. I familjen finns ett antal arter med mycket komplex sång som ofta uppfattas som vacker, som till exempel bofinken och kanariefågel, men det finns även arter med bara entonig sång som bergfink.
Finkar finns naturligt över nästan hela världen, och de saknas bara i Antarktis, på olika öar till havs, samt på Madagaskar, Nya Guinea, Australien och Nya Zeeland. Flest arter förekommer i Asien, cirka 70. I Europa finns ett 20-tal och i Afrika lever omkring 50 arter, där släktet Crithagra är typiskt. I Nord- och Sydamerika finns ungefär 60 arter där underfamiljen Euphoniinae och släktet Spinus är mycket talrika. På Hawaii är underfamiljen hawaiifinkar (Drepanidinae) synnerligen utspridd. Några enskilda arter har blivit introducerade till Australien och Nya Zeeland.
De flesta arterna är stannfåglar och lämnar bara de nordligaste delarna av utbredningsområdet under vintern. Bara enstaka arter flyttar längre. Här kan nämnas bergfinken som fullständigt lämnar sitt häckningsområde som ligger i den nordliga tajgan i ett område som sträcker sig från Norge till Kamtjatka. De finkar som sträcker gör det vanligtvis dagtid, längs kusten och i flock.[2]
Finkar lever i olika skogsbiotoper. På tempererade breddgrader förekommer de i barr- och lövskogar samt vid skogsgränser och i gläntor. I andra områden förekommer de i högt belägna regnskogar och enskilda arter även i låglänta regnskogar. Ett stort antal arter föredrar öppna landskap som i bebodda områden. I tropikerna bebos även savanner eller gräs- och buskland. Enskilda arter som till exempel medlemmar av släktet Leucosticte finns på bergiga slänter och gräsmattor ovanför skogsgränsen. I Anderna lever arten svartsiska (Spinus atrata) på höjder över 4500 meter och i Himalaya finns arten grå alpfink (Leucosticte brandti) ovanför 5400 meter.
Fåglarna i denna familj livnär sig huvudsakligen av frön, frukt och knoppar. Stenknäcken knäcker även körsbärskärnor med sin kraftiga näbb. Korsnäbbar är genom näbbens form specialiserade på att plocka frön ur kottar. Under häckningsperioden tar några arter även insekter, spindlar eller till och med daggmaskar för att föda upp sina ungar.
Boet, som är skålformigt, byggs huvudsakligen av honorna i ett träd eller buske. Honan lägger tre till fem ägg och ruvar dem över två veckor. Ungfåglarna får mat från bägge föräldrar. Fåglarna av underfamiljen Carduelinae bär ungdjurens föda, som huvudsakligen består av frön och frukter, i krävan. Däremot bär Fringillinae födan, som består nästan uteslutande av animaliska ämnen, i näbben. Efter 11-28 dagar lämnar ungfåglarna boet. Ofta sker det två häckningar per år, hos tropiska arter också mer. Utanför häckningstiden samlas många arter i stora grupper.
Alla hittills utdöda arter levde på enskilda öar, så kallade endemiska arter, varav nästan alla förekom på Hawaii och en art på japanska Boninöarna. Utöver detta är idag är femton av de arter hawaiifinkar som förekommer i Hawaii utrotningshotade eller möjligen utdöda. Även för de andra arterna på ön finns faror. Starkt hotad är också arten stenknäcksiska (Crithagra concolor) på ön São Tomé i Guineabukten. Arten upptäcktes på nytt 1991 och räknades tidigare som utdöd. Nu finns troligtvis bara 50 individer kvar.
De största hotbilderna förekommer gentemot populationer som är små och därmed lätt kan störas av människan eller genom införande av främmande växt- och djurarter. Ofta plundrar vilda katter eller råttor fåglarnas bon eller dödar fågeln direkt. För de arter av hawaiifinkar som lever på Hawaii är också införda sjukdomar ett stort hot. De flesta arter på Hawaii finns idag i områden som ligger högre än 1250 till 1500 meter över havet, dit malariabärande myggor inte når. På de hawaiiska öar som inte har sådana bergsområden är fåglarna mycket mer utsatta.
Ett annat allvarligt hot är illegal fångst och handel med finkar. En art som är hotad på grund av detta är exempelvis rödsiskan (Spinus cucullatus). Ursprungsbefolkningen i Polynesien jagade tidigare arten hawaiimamo (Drepanis pacifica) för dess fjäderdräkt som användes i utsmyckandet av ceremoniella kläder.
För de arter som lever i mellersta Europa finns idag bara hot mot regionala populationer. På den röda listan står till exempel Storbritanniens och Nordirlands hämplingar (Linaria cannabina) och rosenfinken (Carpodacus erythrinus) i västra Österrike och i Schweiz.
I genomsnitt blir finkar två till tre år gamla. I några enstaka fall, till exempel i fångenskap, kan de nå en ålder av 15 år.
Finkarnas taxonomi har genom historien genomgått många förändringar. Sentida DNA-studier har visat att hawaiifinkarna som tidigare var en egen familj (Drepanididae) samt de neotropiska släktena Euphonia och Chlorophonia (tidigare tangaror) egentligen är finkar. Speciellt nordamerikanska auktoriteter har tidigare ofta slagit samman familjen Emberizidae – och ibland även merparten av skogssångarna, tangarorna, kardinalerna och trupialerna – och behandlat dem som underfamiljer i en enda mycket stor familj. Dagens kunskap kring fylogenin av Passeroidea illustreras bättre genom att låta dessa grupper kategoriseras som distinkta familjer. Dock placeras Przjevalskijs rosenstjärt (Urocynchramus pylzowi, tidigare rödstjärtad rosenfink) numera i egen familj.
Fossila fynd av finkar är ovanliga, och bland de kända kan merparten föras till utdöda släkten. Som övriga familjer inom Passeroidea härstammar finkarna ungefär från mellersta miocen, för cirka 10-20 miljoner år sedan.[3]
Även systematiken inom familjen har varit omtvistad, även om de olika taxonomiska auktoriteterna mer och mer börjar bli ense om hur finkarnas släktskap egentligen ser ut efter allt mer detaljerade DNA-studier. Följande indelning följer Zuccon et al 2012.
Underfamilj Fringillinae – Tre arter, som föder sina ungar med insekter och sällan eller aldrig frön.
Underfamilj Euphoniinae – Endemiska för Neotropikerna, placerades tidigare i familjen Thraupidae.
Underfamilj Carduelinae – En mycket stor grupp som omfattar flera släkten som främst föder sina ungar med frön. Denna underfamilj består av ett antal väldefinierade klader.
Finkar (Fringillidae) är en av de artrikaste familjerna i ordningen tättingar. I familjen ingår 60 släkten, varav sex utdöda i modern tid, och omkring 200 arter, varav 17 utdöda. Fåglarna förekommer över stora delar av världen utom i Australien. Vissa arter som kallas finkar hör istället till andra familjer som astrilder, vävare, kardinaler, tangaror och pilfinken i sparvfinkar.
İspinozgiller (Fringillidae), ötücü kuşlar (Passeriformes) takımından 10–20 cm uzunluğunda, tohum yemeye uyarlanmış konik gagalı, yuvarlak kanatlı kuşları içeren kuş familyası. Tohumların dışında çeşitli bitkisel maddelerle ve ara sıra böceklerle beslenir, yeryüzünün hemen her yerindeki ormanlık ve çalılık alanlarda sürüler halinde yaşarlar.
İspinozgiller (Fringillidae), ötücü kuşlar (Passeriformes) takımından 10–20 cm uzunluğunda, tohum yemeye uyarlanmış konik gagalı, yuvarlak kanatlı kuşları içeren kuş familyası. Tohumların dışında çeşitli bitkisel maddelerle ve ara sıra böceklerle beslenir, yeryüzünün hemen her yerindeki ormanlık ve çalılık alanlarda sürüler halinde yaşarlar.
Довжина тіла від 8 до 25 см, маса від 7 до 100 г. У забарвленні переважають досить яскраві кольори — жовтий, зелений, червоний тощо. Самці яскравіші за самиць, молоді птахи подібні до самиць. Голова велика, шия коротка. Дзьоб міцний, конічний. Ноги помірної довжини, з невеликими вигнутими кігтями. Оперення щільне, ніздрі прикриті ниткоподібним пір'ям. Крила заокруглені або загострені, мають 9 першорядних махових (пера кисті прикривають вкорочене перше перо), середньої довжини хвіст зазвичай прямий, стернових пер дванадцять. Дорослі линяють повністю один раз на рік, після сезону розмноження; навесні шлюбне вбрання з'являється в результаті зношування пір'я, у небагатьох видів — завдяки частковому передшлюбному линянню.
Трапляються в Палеарктиці, Америці, Африці, деякі локально в Індо-Малайській області; відсутні в Австралії, Новій Зеландії та на Мадагаскарі; інтродуковані на океанічних островах та в Новій Зеландії.
Населяють ліси, степи, скелясті місцевості, напівпустелі, болота та береги водойм, кам'янисті схили. Добре літають, швидко пересуваються по землі, у кронах дерев та кущів. У позагніздовий період провадять денний спосіб життя, переважно поодинокий або зграйний. Серед в'юркових є як перелітні, так і осілі види.
Гніздяться окремими парами або розсіяними групами. Голос самців більшості видів мелодійний. Спів служить для того, щоб приваблювати самиць і охороняти гніздову територію. Гнізда у вигляді чаші споруджені з сухої трави, лотки вистелені пір'ям, шерстю і мохом. Гнізда розміщені в розвилках кущів та дерев, у розколинах скель, під камінням, на землі, на міцних трав'янистих рослинах. У більшості видів мостять гнізда і насиджують яйця самиці з незначною участю самців. Пташенят вигодовують або тільки самиці, або самиці з самцями. У кладці 2—4 (в тропіках) або 6—7 (у помірних широтах) яєць з рисками та плямами. Насиджування триває 10-18 днів, молоді птахи залишають гніздо на 10—20-й день, статевої зрілості досягають наступного літа. У помірних широтах переважно дві кладки за рік, у тропіках — три—чотири.
Пташенят вигодовують павуками та комахами, а також насінням, що достигає. Живляться насінням, дрібними плодами, бруньками, а також безхребетними. Птахи багатьох видів охоче поїдають культурні злаки, завдаючи шкоду зерновому господарству, пошкоджують бруньки плодових дерев. Корисні тим, що знищують комах і насіння бур'янів, особливо у період розмноження.
Любителі утримують в домашніх умовах птахів багатьох видів в'юркових. Представники деяких видів розмножуються в неволі.
Залежно від систематики до родини належать 21—31 рід.
Гавайська квіткарка Vestiaria coccinea
Самець Euphonia violacea
Họ Sẻ thông[1] (danh pháp khoa học: Fringillidae) là một họ chim trong bộ Passeriformes.[2]
Họ này chia ra thành phân họ và tông như sau:
Bài viết liên quan đến họ Sẻ thông này vẫn còn sơ khai. Bạn có thể giúp Wikipedia bằng cách mở rộng nội dung để bài được hoàn chỉnh hơn. Họ Sẻ thông (danh pháp khoa học: Fringillidae) là một họ chim trong bộ Passeriformes.
Некоторые вьюрковые наносят вред сельскому хозяйству (дубоносы, коноплянки, зеленушки и др.), повреждая зерновые и огородные культуры, или лесному хозяйству (клесты, щуры и др.), поедая семена древесных пород. Приносят пользу, поедая семена сорняков и насекомых-вредителей.
Многие виды хорошо приручаются.[источник не указан 539 дней]
Вьюрковые представлены в культуре (например, запечатлены на почтовых марках).
Благодаря ряду недавних исследований взаимоотношения внутри семейства вьюрковых можно представить в виде следующей кладограммы[4][5]:
Drepanidini (гавайские цветочницы)
По данным Международного союза орнитологов (IOC) насчитывается 50 родов вьюрковых[6][4]:
В зависимости от классификации количество родов может варьироваться, и семейство может включать в том числе и следующие роды:
Кроме того, вьюрковых часто делят на три подсемейства: зябликовые (Fringillinae) (3 вида), щеглиные (Carduelinae) (122 вида) и галапагосские, или дарвиновы, вьюрки (Geospizinae) (13 видов).[7] Зябликовые свойственны лишь Палеарктике; щеглиные распространены очень широко (отсутствуют на Мадагаскаре, в Австралии, Океании и Антарктике); дарвиновы вьюрки населяют лишь Галапагосские острова и остров Кокос.
В более ранних классификациях к вьюрковым относили до 74 родов и более 500 видов мелких, преимущественно лесных птиц (включая даже воробьёв), распространённых во всех зоогеографических областях, кроме австралийской. Однако позднее многие орнитологи стали отделять от вьюрковых некоторые роды в самостоятельные семейства, каковы, например, овсянковые (Emberizidae) и воробьиные (Passeridae).
Вечерний американский дубонос (Hesperiphona vespertina)
Мозамбикский вьюрок (Serinus mozambicus)
Снегирь (Pyrrhula pyrrhula)
Обыкновенная зеленушка (Carduelis chloris)
提示：本条目的主题不是雀科。燕雀科（学名：Fringillidae）又名雀科，是鸟纲雀形目中的一个科，包含了多种称为“雀”的鸟类。
本科的鸟体形较小，外形似麻雀。锥状喙厚实有力，嘴峰隆起，上下嘴边缘平滑，闭合性好，这一点与鹀科的鸟有着明显的区别。本科中交嘴雀属的鸟喙的形态特殊。在解剖学上，角质腭两侧的纵棱平行，这是与文鸟科的重要区别点。尾羽12枚，初级飞羽10枚，但通常外侧的第一枚退化。
本科的鸟鸣肌发达，善于鸣叫，有些种雌雄都善鸣叫。
本科的鸟多以植物的果实、种子为食，繁殖期时以昆虫哺育雏鸟。本科的鸟巧于营巢，常在树上或地面上筑巢。巢一般是开放式程碗状。
本科的鸟是晚成雏。
本科的鸟由于鸣叫动听、外形美丽，在世界各地深受人们的喜爱，也是深受鸟类买卖的危害。本科鸟由于食性复杂，容易饲养，也是人们喜欢的原因之一。
分類 界 : 動物界 Animalia 門 : 脊索動物門 Chordata 亜門 : 脊椎動物亜門 Vertebrata 綱 : 鳥綱 Aves 目 : スズメ目 Passeriformes 亜目 : スズメ亜目 Passeri 小目 : スズメ小目 Passerida 上科 : スズメ上科 Passeroidea 科 : アトリ科 Fringillidae 学名 Fringillidae Vigors, 1825 シノニム Fringillinae
和名 アトリ（花鶏・臘子鳥・獦子鳥） 英名 Finches 亜科アトリ科（アトリか、学名 Fringillidae）は、鳥類スズメ目の科である。分類によってはアトリ亜科 Fringillinae ともなる。
アトリ（花鶏・臘子鳥・獦子鳥）と総称されるが、狭義にはその1種をアトリと呼ぶ
南極以外の世界中に生息する。
系統樹は Klicka et al. (2007)[1]; Weir et al. (2009)[2]より。相違する点については、nine-primaried oscine とヒワ亜科を単系統とした。
nine-primaried oscineシメ Coccothraustes・イカル属 Eophona・Mycerobas
アトリ科は9枚の初列風切がある nine-primaried oscine の1科である。nine-primaried oscine は大きく2つの群に別れ、アトリ科は主に旧世界に、その姉妹群の広義のホオジロ科は主に新世界に住む。
古くは nine-primaried oscine 全体をアトリ科とし、さまざまに亜科分類していた。その後ホオジロ科が分離され、ホオジロ科はさらに数科に分割された。ただし Sibley & Ahlquist (1990) はふたたびアトリ科を広義に取り、アトリ亜科 Fringillinae とホオジロ亜科に分けた。（狭義の）アトリ科はいくつかの亜科に分かれるが、Sibley & Ahlquist 以降の広義のアトリ科の中ではアトリ亜科の族とされる。
アトリ科の中で最初に分岐したアトリ亜科は基底的な単型亜科で、アトリ属のみからなる。スミレフウキンチョウ亜科は伝統的にはフウキンチョウ科 Thraupidae に含まれていたスミレフウキンチョウ属 Euphonia・ミドリフウキンチョウ属 Chlorophonia の2属からなる。残りのヒワ亜科はアトリ科の属と種のほとんどを含む。
アトリ亜科は歴史的には、広義のアトリ科内のさまざまな昆虫食グループを含んでいた。現在ではヒワ亜科をアトリ亜科に含めることがあるが[3]、この広義のアトリ亜科は側系統である。
ハワイ固有群のハワイミツスイ類は、伝統的にハワイミツスイ科 Drepanididae とされてきたが、アトリ科に統合された。独立した亜科ハワイミツスイ亜科 Drepanidinae とする分類もあるが、系統的にはヒワ亜科に含まれる。
アトリ科（アトリか、学名 Fringillidae）は、鳥類スズメ目の科である。分類によってはアトリ亜科 Fringillinae ともなる。
アトリ（花鶏・臘子鳥・獦子鳥）と総称されるが、狭義にはその1種をアトリと呼ぶ
南極以外の世界中に生息する。
되새과(Fringillidae, 표준어: 되샛과)는 참새목의 새이다. 이 새들은 널리 퍼져 있으며 씨앗을 먹는 명금류이다. 대부분은 북반구 원산이지만 신열대구에도 한 아과가 서식하고 있으며, 구북구에만 서식하는 아과도 있다. 학명은 유럽에서 흔한 푸른머리되새(Fringilla coelebs)를 가리키는 라틴어 fringilla에서 유래했다.
되새과가 아닌 새들도 "핀치"라고 흔히 부르는 경우가 많은데, 구대륙 열대지방과 오스트레일리아에 서식하는 참새목의 밀랍부리과, 멧새과에 속하는 많은 종류의 멧새와 미국참새 등이 있다. 자연 선택 이론의 정립에 큰 역할을 담당하여 유명한 갈라파고스 제도의 다윈 핀치 또한 풍금조과에 속하지, 되새과에 속하지 않는다. '핀치'라고 부르기도 한다.
다음은 2019년 올리버로스(Oliveros) 등의 연구에 의한 참새소목의 계통 분류이다.[1]
참새소목되새과(Fringillidae, 표준어: 되샛과)는 참새목의 새이다. 이 새들은 널리 퍼져 있으며 씨앗을 먹는 명금류이다. 대부분은 북반구 원산이지만 신열대구에도 한 아과가 서식하고 있으며, 구북구에만 서식하는 아과도 있다. 학명은 유럽에서 흔한 푸른머리되새(Fringilla coelebs)를 가리키는 라틴어 fringilla에서 유래했다.
되새과가 아닌 새들도 "핀치"라고 흔히 부르는 경우가 많은데, 구대륙 열대지방과 오스트레일리아에 서식하는 참새목의 밀랍부리과, 멧새과에 속하는 많은 종류의 멧새와 미국참새 등이 있다. 자연 선택 이론의 정립에 큰 역할을 담당하여 유명한 갈라파고스 제도의 다윈 핀치 또한 풍금조과에 속하지, 되새과에 속하지 않는다. '핀치'라고 부르기도 한다.
.jpg)
.jpg)
_male.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
