Chionanthus virginicus[1] ye un árbol, natural del este de los Estaos Xuníos, que ye usáu como planta melecinal y como planta ornamental. Popularmente ye conocíu como cionanto o flor de nieve.
Ye una pequeñu árbol qu'algama los 7 metros d'altor con fueyes coriacees opuestes y con nervaciones. Les flores arrexuntar en panícules colgantes y tien coroles con cuatro pétalos de color blancu nítido (por eso llamar flor de nieve). El frutu ye una drupa con una sola grana.
Indicaciones: usáu como diuréticu, vulnerario, estimulante de la secreción biliar, colagogo, febrífugo. Tratamientu de ictericia, hepatomegalia, conxestiones de la vena porta del fégadu. Externamente pa úlceras y feríes. Úsase la corteza del raigañu.[3]
Chionanthus virginicus describióse por Carlos Linneo y espublizóse en Species Plantarum 1: 8. 1753.[4]
Esta páxina forma parte del wikiproyeutu Botánica, un esfuerciu collaborativu col fin d'ameyorar y organizar tolos conteníos rellacionaos con esti tema. Visita la páxina d'alderique del proyeutu pa collaborar y facer entrugues o suxerencies. Chionanthus virginicus ye un árbol, natural del este de los Estaos Xuníos, que ye usáu como planta melecinal y como planta ornamental. Popularmente ye conocíu como cionanto o flor de nieve.
Virginsk Sneflokketræ (Chionanthus virginicus) er en løvfældende busk, der har en overvældende blomstring med duftende, hvide blomster. Til trods for, at den er en smule vintersart, bruges den som prydbusk i haver og parker.
Virginsk Sneflokketræ er en løvfældende busk eller et lille, flerstammet træ med en slank, men afrundet krone. Barken er først lysegrøn og dunhåret, senere bliver den rødbrun med lyse korkporer, og til sidst kan ældre grene og stammer få en glat, grå bark. Knopperne sidder modsat, de er fladtrykt ægformede og lysegrønne med brune rande på knopskællene. Bladene er bredt elleiptiske med hel rand. Oversiden er græsgrøn, mens undersiden er lyst grågrøn. Høstfarven er gyldent gul. Blomstringen foregår i maj-juni, hvor man finder blomsterne samlet i overhængende klaser fra bladhjøernerne. De enkelte blomster er regelmæssige med lange, hvide kronblade. Frugterne er stenfrugter med blåviolet frugtkød og 1-3 kerner.
Rodsystemet består dels af kraftige hovedrødder, der ligger højt i jorden og når langt ud, og dels af et trævlet netværk af finrødder.
Planten når her i landet en højde og kronebredde på ca. 4 m.
Virginsk Sneflokketræ er naturligt udbredt i den sydlige, sydøstlige og centrale del af USA. Arten foretrækker lysåbne eller let skyggede voksesteder med en fugtig jord. Derfor findes den langs vandløb eller krat på fugtig bund.
I delstaten Virginia, USA, finder man i bjergene og langs deres forland åbne skove, krat og overdrev på kalkrige klipper, der kun er dækket af et tyndt muldlag. Her vokser arten sammen med bl.a. Allegheny-Prydløg, Amerikansk Alunrod, Amerikansk Blærespiræa, Asclepias verticillata (en art af Silkeplante), Blyant-Ene, Duft-Sumak, Helianthus divaricatus (en art af Solsikke), Hjortetaktræ, Hvid-Ask, Kløver-Læderkrone og Liden Præriegræs[1]
Afkog af bark og – især – rodbark fra denne plante har været brugt af Nordamerikas oprindelige befolkning til behandling af åbne sår og hudafskrabninger.
Virginsk Sneflokketræ (Chionanthus virginicus) er en løvfældende busk, der har en overvældende blomstring med duftende, hvide blomster. Til trods for, at den er en smule vintersart, bruges den som prydbusk i haver og parker.
Chionanthus virginicus, auch Virginischer Schneeflockenstrauch, Virginischer Schneebaum oder Giftesche genannt, ist eine Laubbaumart aus der Gattung der Schneebäume (Chionanthus) in der Familie der Ölbaumgewächse (Oleaceae). Die Art ist im östlichen Nordamerika heimisch. Die Erstbeschreibung von Carl von Linné wurde 1753 in Species Plantarum veröffentlicht, damals noch mit dem Artepitheton virginica.[1]
Chionanthus virginicus wächst als meist mehrstämmiger Strauch oder kleinerer Baum, bildet eine relativ schlanke, rundliche Krone und erreicht Wuchshöhen bis 10 Meter und Stammdurchmesser bis etwa 30 cm. Die Borke ist braun-grau und rissig bis schuppig oder knötelig.
Im Gegensatz zu den meisten Vertretern der Gattung ist Chionanthus virginicus nicht immergrün, sondern laubabwerfend. Die gegenständigen, meist spitzen, einfachen und kurz gestielten Laubblätter sind eiförmig, -lanzettlich bis elliptisch, lanzettlich, 10 bis 20 cm lang und 2 bis 12 cm breit. Der kurze Blattstiel ist bis 2 cm lang und der Blattrand ist ganz; die Blattadern auf der Unterseite sind behaart. Die Herbstfärbung ist in nördlichen Breitengraden gelb, in südlicheren Gegenden unauffällig braun.
Es werden achselständige und hängende, gestielte und meist kahle Rispen gebildet. Es sind an den teils haarigen Blütenstandsstielen blattartige Trag- und Vorblätter sowie an den Seitenachsen wieder blattartige Tragblätter vorhanden. Die duftenden, meist funktionell eingeschlechtigen oder auch seltener zwittrigen, vierzähligen Blüten haben vier bis sechs weiße, 2 bis 3 cm lange, linealische Kronblätter. Die Blüten sind gestielt und der kleine, vierzipflige Kelch ist kahl. Der zweikammerige Fruchtknoten ist oberständig, mit kurzem Griffel, die Narbe ist zweiteilig, -lappig.
Die eiförmigen, olivenförmigen Steinfrüchte sind dunkelpurpurn und manchmal mit einer weißpuderigen Wachsschicht „bereift“. Sie sind bis etwa 1,1–1,9 cm lang, mit dünnem Fruchtfleisch und es sind meist einer bis drei, holzige und hellbräunliche, 8–10 mm große Steinkerne enthalten.
Chionanthus virginicus ist im südöstlichen bis östlichen Nordamerika heimisch. Das Verbreitungsgebiet erstreckt sich über die US-Bundesstaaten New Jersey, Pennsylvania, West Virginia, Missouri, Oklahoma und Texas, Alabama, Florida, Georgia, Maryland, North Carolina und South Carolina.
Wegen der auffallend weißen Blüten ist Chionanthus virginicus ein vor allem in Nordamerika sehr beliebter Zierbaum.
Die Früchte sind essbar. Sie werden auch eingelegt und dienen als Olivenersatz.
Chionanthus virginicus, auch Virginischer Schneeflockenstrauch, Virginischer Schneebaum oder Giftesche genannt, ist eine Laubbaumart aus der Gattung der Schneebäume (Chionanthus) in der Familie der Ölbaumgewächse (Oleaceae). Die Art ist im östlichen Nordamerika heimisch. Die Erstbeschreibung von Carl von Linné wurde 1753 in Species Plantarum veröffentlicht, damals noch mit dem Artepitheton virginica.
Chionanthus virginicus[3] (white fringetree) is a tree native to the savannas and lowlands of the northeastern and southeastern United States, from Massachussetts south to Florida, and west to Oklahoma and Texas.[4][5]
It is a deciduous shrub or small tree growing to as much as 10 to 11 metres (33 to 36 ft) tall, though ordinarily less. The bark is scaly, brown tinged with red. The shoots are light green, downy at first, later becoming light brown or orange. The buds are light brown, ovate, acute, 3 millimetres (0.12 in) long. The leaves are opposite, simple, ovate or oblong, 7.5 to 20 centimetres (3.0 to 7.9 in) long and 2.5 to 10 centimetres (0.98 to 3.94 in) broad, with a petiole 2 centimetres (0.79 in) long, and an entire margin; they are hairless above, and finely downy below, particularly along the veins, and turn yellow in fall. The richly-scented[6] flowers have a pure white, deeply four-lobed corolla, the lobes thread-like, 1.5 to 2.5 centimetres (0.59 to 0.98 in) long and 3 millimetres (0.12 in) broad; they are produced in drooping axillary panicles 10 to 25 centimetres (3.9 to 9.8 in) long when the leaves are half grown, in mid- to late May in New York City, earlier in the south.
It is usually dioecious, though occasional plants bear flowers of both sexes. The fruit is an ovoid dark blue to purple drupe 1.5 to 2 centimetres (0.59 to 0.79 in) long, containing a single seed (rarely two or three), mature in late summer to mid fall.[5][7][8][9][10]
The species name was originally cited by Linnaeus as Chionanthus virginica, treating the genus as feminine; however, under the provisions of the ICBN, the genus is correctly treated as masculine, giving the species ending as virginicus.[4][11] Other English names occasionally used in the Appalachians include Grancy Gray Beard and Old Man's Beard.[10]
Although native in the southeastern United States, it is hardy in the north and is extensively planted in gardens, where specimens are often grown with multiple trunks. The white flowers are best seen from below. Fall color is a fine, clear yellow, a good contrast with viburnums and evergreens. It prefers a moist soil and a sheltered situation. It may be propagated by grafting on Ash (Fraxinus sp.). The wood is light brown, sapwood paler brown; heavy, hard, and close-grained.[10]
The dried roots and bark were used by Native Americans to treat skin inflammations. The crushed bark was used in treatment of sores and wounds.[7][12]
In 2014, white fringetrees in Ohio were reported to be hosting infestations of the emerald ash borer, an insect native to Asia that has become a highly destructive invasive pest of ash trees in North America.[13] Since then, emerald ash borer has been found in white fringetrees in Illinois, Indiana, Ohio, and Pennsylvania, indicating to researchers that white fringetrees are being utilized by emerald ash borers throughout the range where the species overlap. Symptoms of infestation include crown dieback and epicormic sprouting.[14]
Furthermore, the caterpillars of the Inkblot Palpita, a moth in the Crambidae family, feed on the leaves.[15]
Shrub in flower
Flowers
Chionanthus virginicus (white fringetree) is a tree native to the savannas and lowlands of the northeastern and southeastern United States, from Massachussetts south to Florida, and west to Oklahoma and Texas.
Chionanthus virginicus[1] es un árbol, natural del este de los Estados Unidos, el cual es usado como planta medicinal y como planta ornamental. Popularmente es conocido como laurel de nieve,[2] cionanto o flor de nieve.
Es una pequeño árbol que alcanza los 7 metros de altura con hojas coriáceas opuestas y con nervaciones. Las flores se agrupan en panículas colgantes y tiene corolas con cuatro pétalos de color blanco nítido (por eso la llaman flor de nieve). El fruto es una drupa con una sola semilla.
Indicaciones: usado como diurético, vulnerario, estimulante de la secreción biliar, colagogo, febrífugo. Tratamiento de ictericia, hepatomegalia, congestiones de la vena porta del hígado. Externamente para úlceras y heridas. Se usa la corteza de la raíz.[4]
Chionanthus virginicus fue descrita por Carlos Linneo y publicado en Species Plantarum 1: 8. 1753.[5]
Chionanthus virginicus es un árbol, natural del este de los Estados Unidos, el cual es usado como planta medicinal y como planta ornamental. Popularmente es conocido como laurel de nieve, cionanto o flor de nieve.
Arbre à franges, Arbre de neige
Chionanthus virginicus, ou Chionanthe de Virginie[2], également Arbre à franges, Arbre de neige, parfois Arbre à neige chez des pépiniéristes français[3],[4], également Arbre des neiges pour les pépiniéristes français et canadiens francophones[5],[6], est une espèce d'arbres de la famille des Oleaceae originaires de l'est des États-Unis (New Jersey, sud de la Floride). L'arbre de neige tient son nom vernaculaire et son nom latin (Chionanthus, fleur de neige) de sa floraison, blanche et abondante[7]. Le nom vernaculaire ambigu en français d'Arbre de neige désigne également, selon certaines sources, l'espèce Chionanthus retusus[8] dite également « Arbre à franges de Chine »[9],[10]. Son nom anglais White fringertree signifie « arbre blanc à franges »[note 1] proche de l'un de ses noms vernaculaires en français.
L'arbre dioïque peut mesurer jusqu'à 10 m de hauteur[11]. L'écorce est grise, lisse et cannelée en vieillissant[12]. Les feuilles sont grandes et ovales[13], oblongues ou elliptiques, et opposées[14] de 10[13] à 20 cm[12] de long et jusqu'à 10 cm[12] de large. Elles sont brillantes dessus et mates dessous[13] et jaunissent à l'automne[12]. Les fleurs très parfumées ont une corolle blanche à quatre lobes mesurant jusqu'à 3 cm[12]. Elles sont produites en pannicules[12]. Le fruit est une drupe mesurant jusqu'à 2 cm[12] de longueur, ovoïde[12],[14] duveteuse, de bleu foncé[12], bleu sombre[13] à noir bleuté[14],[15].
Feuillage.
La floraison ressemble à de la neige.
L'espèce est native de l'Est des États-Unis et on la trouve dans les bois humides et les bords de rivière[12].
La floraison a lieu vers les mois de mai et juin[11],[14]. Il préfère un sol argileux et frais[13],[14], profond[13], et une situation abritée[14] mais ensoleillée[13] et peut être propagé par greffage sur frêne[11]. L'arbre est robuste et ne souffre que de chlorose en sols alcalins et est peu sensible au risque entomologique[16], et on ne lui connaît aucun risque aux attaques parasitaires ou aux maladies[11]. Il résiste notablement au climat urbain et à la sécheresse[14] et est considéré comme tolérant à la pollution[17]. Les fruits sont considérés comme un régal pour la faune avicole[18] mais non-comestibles pour l'Humain[19]. Selon les notices techniques de certains pépiniéristes, il résisterait à des températures de -17[3], -20 à -22 et jusqu'à -25 °C[15] et plus généralement, il supporte les grands froids[13]. Il a une longévité de 80 à 100 ans[13].
On le trouve du New-Jersey à la Floride et au Texas[11].
En France, la taille des spécimens, de 3 à 4 mètres de hauteur, est inférieure à celle où on les trouve aux États-Unis, où ils atteignent les 10 mètres[11]. Elle se cultive en plein soleil dans un sol léger, frais ou en terre de bruyère[11].
Elle est considérée en 2019 comme « un arbre très rare » lors d'une fête des plantes en région Centre-Val de Loire[20]. En 2020, outre son atout esthétique, l'espèce est utilisée dans de nouveaux aménagements en Bourgogne-Franche-Comté en raison de « sa résistance [...] au stress des villes[,] à la sécheresse et une faible demande au niveau arrosage »[21].
Arbre à franges, Arbre de neige
Chionanthus virginicus, ou Chionanthe de Virginie, également Arbre à franges, Arbre de neige, parfois Arbre à neige chez des pépiniéristes français,, également Arbre des neiges pour les pépiniéristes français et canadiens francophones,, est une espèce d'arbres de la famille des Oleaceae originaires de l'est des États-Unis (New Jersey, sud de la Floride). L'arbre de neige tient son nom vernaculaire et son nom latin (Chionanthus, fleur de neige) de sa floraison, blanche et abondante. Le nom vernaculaire ambigu en français d'Arbre de neige désigne également, selon certaines sources, l'espèce Chionanthus retusus dite également « Arbre à franges de Chine »,. Son nom anglais White fringertree signifie « arbre blanc à franges » proche de l'un de ses noms vernaculaires en français.
Virginiasommersnø (Chionanthus virginicus) er en busk eller lite tre i oljetrefamilien som vokser vilt i sørøstlige USA.
Den er løvfellende og opptil 8 m høy og 5 m bred. Bladene sitter motsatt; de er smalt elliptiske, helrandede og 10-20 cm lange. Unge kvister, bladstilker og undersiden av bladene er dekket av hvite hår. I Nord-Carolina blomstrer virginiasommersnø fra midten av april til tidlig mai. Blomstene sitter i hengende klaser som blir opptil 20 cm lange; de dufter og har båndformede, hvite, 1,5–3 cm lange kronblad. Plantene er som regel særbu med hann- og hunnblomster på ulike busker, men tvekjønnede blomster forekommer også. Frukten er en mørkeblå, duggete, 2 cm lang steinfrukt.
Åmene til flere arter møll beiter på bladene, for eksempel Hyphantria cunea, Ceratomia undulosa og Manduca rustica. Frukten etes av fugler som rødkardinal, østblåfugl, brunspottefugl, sangspottefugl, blåskrike, hvitbrynsvartspett og villkalkun. Hvithalehjort beiter på både bladverk og frukt.
Virginiasommersnø vokser som undervegetasjon i næringsrik, fuktig skog, langs elver og i kalksteinsområder. Den er utbredt fra Pennsylvania og New Jersey i nord sørover til sentrale Florida og vestover til østlige Texas og østlige Oklahoma. Arten dyrkes i hager på grunn av den praktfulle blomstringen. Tørket rotbark brukes til medisinske formål og har drogenavnet Chionanthi virginici radicis cortex.
Vekstform
Bark
Blad
Blomster
Frukt
Virginiasommersnø (Chionanthus virginicus) er en busk eller lite tre i oljetrefamilien som vokser vilt i sørøstlige USA.
Den er løvfellende og opptil 8 m høy og 5 m bred. Bladene sitter motsatt; de er smalt elliptiske, helrandede og 10-20 cm lange. Unge kvister, bladstilker og undersiden av bladene er dekket av hvite hår. I Nord-Carolina blomstrer virginiasommersnø fra midten av april til tidlig mai. Blomstene sitter i hengende klaser som blir opptil 20 cm lange; de dufter og har båndformede, hvite, 1,5–3 cm lange kronblad. Plantene er som regel særbu med hann- og hunnblomster på ulike busker, men tvekjønnede blomster forekommer også. Frukten er en mørkeblå, duggete, 2 cm lang steinfrukt.
Åmene til flere arter møll beiter på bladene, for eksempel Hyphantria cunea, Ceratomia undulosa og Manduca rustica. Frukten etes av fugler som rødkardinal, østblåfugl, brunspottefugl, sangspottefugl, blåskrike, hvitbrynsvartspett og villkalkun. Hvithalehjort beiter på både bladverk og frukt.
Virginiasommersnø vokser som undervegetasjon i næringsrik, fuktig skog, langs elver og i kalksteinsområder. Den er utbredt fra Pennsylvania og New Jersey i nord sørover til sentrale Florida og vestover til østlige Texas og østlige Oklahoma. Arten dyrkes i hager på grunn av den praktfulle blomstringen. Tørket rotbark brukes til medisinske formål og har drogenavnet Chionanthi virginici radicis cortex.
Śniegowiec wirginijski (Chionanthus virginicus) – gatunek rośliny należący do rodziny oliwkowatych. Pochodzi z Ameryki Północnej. W Polsce jest czasami uprawiany jako roślina ozdobna. Polska nazwa pochodzi od tego, że w czasie kwitnienia jego delikatne kwiaty przypominają wyglądem płatki śniegu.
Śniegowiec wirginijski (Chionanthus virginicus) – gatunek rośliny należący do rodziny oliwkowatych. Pochodzi z Ameryki Północnej. W Polsce jest czasami uprawiany jako roślina ozdobna. Polska nazwa pochodzi od tego, że w czasie kwitnienia jego delikatne kwiaty przypominają wyglądem płatki śniegu.
