Salix phylicifolia, ye una especie de sauce perteneciente a la familia de les salicacees. Ye nativa d'Europa, les Islles Feroe, Escandinavia, Finlandia, Rusia, y Siberia occidental.
Salix phylicifolia ye un parrotal con raigaños nel permafrost. Echa raigaños con facilidá. Polo xeneral, abasnar pol suelu, onde se protexe de los vientos fríos. Hai carbes de sauce a lo llargo de los ríos y llagos.
Los Inuits llámen-y la "planta de llingua", por cuenta de la forma de les sos fueyes. Los esquimues d'Alaska y los Inuit de Canadá hasta'l día de güei, recueyen les partes comestibles del árbol. Los biltos cómense crudos con aceite de foca que pueden caltenese mientres meses o inclusive un añu completu. Tamién les fueyes nueves comer en crudu, fresques o seques y añedir a sopes o tomaes como un té.[1]
Los herbívoros, como'l güe almizcleru y el caribú alimentar de les sos fueyes. Esti árbol ye particularmente un perfectu camuflajepara la perdiz.[2]
Salix phylicifolia describióse por Carlos Linneo y espublizóse en Species Plantarum 2: 1016, nel añu 1753.[3][4]
Salix: nome xenéricu llatín pal sauce, les sos cañes y madera.[5]
phylicifolia: epítetu llatín Ver tamién ==
Esta páxina forma parte del wikiproyeutu Botánica, un esfuerciu collaborativu col fin d'ameyorar y organizar tolos conteníos rellacionaos con esti tema. Visita la páxina d'alderique del proyeutu pa collaborar y facer entrugues o suxerencies. Salix phylicifolia, ye una especie de sauce perteneciente a la familia de les salicacees. Ye nativa d'Europa, les Islles Feroe, Escandinavia, Finlandia, Rusia, y Siberia occidental.
Salix phylicifolia (lat. Salix phylicifolia) - söyüdkimilər fəsiləsinin söyüd cinsinə aid bitki növü.
İkiləpəlilər ilə əlaqədar bu məqalə qaralama halındadır. Məqaləni redaktə edərək Vikipediyanı zənginləşdirin.
Salix phylicifolia (lat. Salix phylicifolia) - söyüdkimilər fəsiləsinin söyüd cinsinə aid bitki növü.
Coeden gollddail fechan o deulu'r helygen yw Helygen dail te sy'n enw benywaidd. Mae'n perthyn i'r teulu Salicaceae. Yr enw gwyddonol (Lladin) yw Salix phylicifolia a'r enw Saesneg yw Tea-leaved willow.[1] Ceir enwau Cymraeg eraill ar y planhigyn hwn gan gynnwys Helygen Dail-te.
Mae gwreiddiau'r goeden fechan hon yn hoff o bridd gwlyb, a thyf fel arfer ar lan afon, nant neu lyn. Mae'r dail wedi eu lleoli bob yn ail a'r blodau'n unrhyw - gyda chynffonau wyn bach benyw ar un coeden a'r gwryw ar goeden arall hy mae'n blanhigyn deuoecaidd. Mae'r petalau'n fach iawn ac ni cheir petalau. Mae gan y goeden briodweddau meddygol, gan gynnwys atal y ddannodd a gwrth-feiotig.
Coeden gollddail fechan o deulu'r helygen yw Helygen dail te sy'n enw benywaidd. Mae'n perthyn i'r teulu Salicaceae. Yr enw gwyddonol (Lladin) yw Salix phylicifolia a'r enw Saesneg yw Tea-leaved willow. Ceir enwau Cymraeg eraill ar y planhigyn hwn gan gynnwys Helygen Dail-te.
Mae gwreiddiau'r goeden fechan hon yn hoff o bridd gwlyb, a thyf fel arfer ar lan afon, nant neu lyn. Mae'r dail wedi eu lleoli bob yn ail a'r blodau'n unrhyw - gyda chynffonau wyn bach benyw ar un coeden a'r gwryw ar goeden arall hy mae'n blanhigyn deuoecaidd. Mae'r petalau'n fach iawn ac ni cheir petalau. Mae gan y goeden briodweddau meddygol, gan gynnwys atal y ddannodd a gwrth-feiotig.
Vrba bobkolistá (Salix phylicifolia) je druh opadavé vrby, která roste v arktických a polárních oblastech severní Evropy, ale i horských oblastech střední a jižní Evropy, Blízkého východu a západní Sibiře. Vyskytuje se také na Slovensku.[1]
Vrba bobkolistá roste ve formě keře. Dorůstá výšky až 4 metrů. Kůra mladých výhonků je zpočátku lehce chlupatá, V období jednoho roku je však už lysá. Listy jsou kulaté, eliptické až vejčíté, na okrajích mírně zoubkované. Řapíky listu dorůstají 12 milimetrů. Povrch listu má tmavě zelené zbarvení, spodní strana je modrozelená. Jehnědy se objevují v květnu.
Pro svůj nižší vzrůst a barvu listů je keř využívaný v zahradnictví.[2]
Některé části keře využívají Eskymáci jako doplněk stravy. Sbírají se například pupence, které pak zasyrova konzumují s olejem tuleňů. Ten také slouží k jejich uchování po dlouhou dobu. Další jedlou částí jsou listy, které se jedí buď čerstvé a nebo usušené přidávají do polévky.
Listy vrby bobkolisté konzumují severští býložravci, jako je pižmoň či sob polární. Keř slouží také jako maskování pro bělokura rousného.[zdroj?]
Vrba bobkolistá na jaře
Vrba bobkolistá v berlínské botanické zahradě
Jehněda
V tomto článku byly použity překlady textů z článků Teeblättrige Weide na německé Wikipedii a Salix phylicifolia na francouzské Wikipedii.
Obrázky, zvuky či videa k tématu vrba bobkolistá ve Wikimedia Commons
Vrba bobkolistá (Salix phylicifolia) je druh opadavé vrby, která roste v arktických a polárních oblastech severní Evropy, ale i horských oblastech střední a jižní Evropy, Blízkého východu a západní Sibiře. Vyskytuje se také na Slovensku.
Die Teeblättrige Weide (Salix phylicifolia) ist eine Pflanzenart aus der Gattung der Weiden (Salix).
Die Teeblättrige Weide ist ein Strauch, der Wuchshöhen bis zu 4 Metern erreicht. Die Rinde junger Zweige ist anfangs schwach behaart, später aber kahl und von glänzender gelblicher bis brauner Farbe.
Die Laubblätter sind in Blattstiel und Blattspreite gegliedert. Die Blattstiele sind bis etwa 12 Millimeter lang. Die einfache, ganzrandige oder leicht gesägte Blattspreite ist bei einer Länge von 2 bis 8 Zentimetern sowie einer Breite von 1,3 bis 5 Zentimetern rundlich, elliptisch bis eiförmig oder verkehrt-eiförmig. Die Blattunterseite ist grün bis blaugrün, die -oberseite glänzend grün, anfangs etwas behaart später aber kahl. Nebenblätter sind selten und falls vorhanden klein.
Die starkverzweigten, kurzästigen Kätzchen erscheinen kurz vor der (Anthese) im Mai. Sie sind Kätzchen meist 2 bis 3,5 Zentimeter lang. Die Kätzchenschuppen sind zweifarbig, an der Spitze dunkelbraun bis schwärzlich, an der Basis heller. Die Blüten tragen zwei Staubblätter. Die Staubbeutel sind gelb oder etwas rötlich, die Staubfäden kahl und unverwachsen.
Die Chromosomenzahl beträgt 2n = 114.[1]
Die Teeblättrige Weide gedeiht in der arktischen Zone sowie in der den Polarzonen analogen alpinen Höhenstufe in Europa, sowie im Mittelmeerraum, Vorderasien und Westsibirien.
Die Teeblättrige Weide (Salix phylicifolia) ist eine Pflanzenart aus der Gattung der Weiden (Salix).
Pálmapílur (Salix phylicifolia) er ein runnur av pílafamiljuni, ið kann blíva uml. 4-5 metrar høgur. Greinarnar eru reydligar og uppbendar. Bløðini eru blonk og myrkagrøn á ovara borði, loðin og grágrøn í niðara borði. Pálmapílur er einkyndur, kall- og kvennplantur hvør sær, og eru bæði kall- og kvennreklar gráligir á liti. Pálmapílur blómar í mai ella juni, treytað av vakstrarstaði.
Útbreiðsla: Pálmapílur veksur í vátlendi í Norðurevropa til Vestursibiria og í Norðuramerika. Í Føroyum, Skotlandi og Írlandi er hann sjáldsamur nú, orsakað av seyðabiti.
Pálmapílur í Føroyum: Pálmapílur er størsti pílur, ið veksur í Føroyum, og kann hann gerast okkurt um 2 metrar høgur her. Á mongum upprunaligum vakstrarplássum er hann horvin, bara í Hvalvík veksur hann í stórum tali. Í katólskari tíð brúktu føroyingar greinar av hesum píli til páskagudstænastur, til minnis um pálmagreinarnar, ið lagdar vóru á vegin, tá ið Jesus reið inn í Jerúsalem; harav navnið 'Pálmapílur'.
Pálmapílur (Salix phylicifolia) er ein runnur av pílafamiljuni, ið kann blíva uml. 4-5 metrar høgur. Greinarnar eru reydligar og uppbendar. Bløðini eru blonk og myrkagrøn á ovara borði, loðin og grágrøn í niðara borði. Pálmapílur er einkyndur, kall- og kvennplantur hvør sær, og eru bæði kall- og kvennreklar gráligir á liti. Pálmapílur blómar í mai ella juni, treytað av vakstrarstaði.
Útbreiðsla: Pálmapílur veksur í vátlendi í Norðurevropa til Vestursibiria og í Norðuramerika. Í Føroyum, Skotlandi og Írlandi er hann sjáldsamur nú, orsakað av seyðabiti.
Pálmapílur í Føroyum: Pálmapílur er størsti pílur, ið veksur í Føroyum, og kann hann gerast okkurt um 2 metrar høgur her. Á mongum upprunaligum vakstrarplássum er hann horvin, bara í Hvalvík veksur hann í stórum tali. Í katólskari tíð brúktu føroyingar greinar av hesum píli til páskagudstænastur, til minnis um pálmagreinarnar, ið lagdar vóru á vegin, tá ið Jesus reið inn í Jerúsalem; harav navnið 'Pálmapílur'.
Salix phylicifolia, the tea-leaved willow, is a species of willow native to Northern Europe including Iceland, the Faroe Islands, Scandinavia, Finland, Russia, and Western Siberia. It was the first bush found on the new volcanic island of Surtsey near Iceland.
Salix phylicifolia forms a shrub to 5 m (16 ft) tall.
Salix phylicifolia, the tea-leaved willow, is a species of willow native to Northern Europe including Iceland, the Faroe Islands, Scandinavia, Finland, Russia, and Western Siberia. It was the first bush found on the new volcanic island of Surtsey near Iceland.
Salix phylicifolia, es una especie de sauce perteneciente a la familia de las salicáceas. Es nativa de Europa, las Islas Feroe, Escandinavia, Finlandia, Rusia, y Siberia occidental.
Salix phylicifolia es un arbusto con raíces en el permafrost. Echa raíces con facilidad. Por lo general, se arrastra por el suelo, donde se protege de los vientos fríos. Hay matorrales de sauce a lo largo de los ríos y lagos.
Los Inuits le llaman la "planta de lengua", debido a la forma de sus hojas. Los esquimales de Alaska y los Inuit de Canadá hasta el día de hoy, recogen las partes comestibles del árbol. Los brotes se comen crudos con aceite de foca que pueden conservarse durante meses o incluso un año completo. También las hojas jóvenes se comen en crudo, frescas o secas y se añaden a sopas o tomadas como un té.[1]
Los herbívoros, como el buey almizclero y el caribú se alimentan de sus hojas. Este árbol es particularmente un perfecto camuflajepara la perdiz.[2]
Salix phylicifolia fue descrita por Carlos Linneo y publicado en Species Plantarum 2: 1016, en el año 1753.[3][4]
Salix: nombre genérico latino para el sauce, sus ramas y madera.[5]
Salix phylicifolia, es una especie de sauce perteneciente a la familia de las salicáceas. Es nativa de Europa, las Islas Feroe, Escandinavia, Finlandia, Rusia, y Siberia occidental.
Kahevärviline paju (Salix phylicifolia) on taimeliik pajuliste sugukonnast paju perekonnast.[1]
Taim kasvab näiteks puisniitudel, madalsoodes, veekogude kallastel, võsastikes. Taim on Eestis sage.[1]
Kahevärviline paju (Salix phylicifolia) on taimeliik pajuliste sugukonnast paju perekonnast.
Taim kasvab näiteks puisniitudel, madalsoodes, veekogude kallastel, võsastikes. Taim on Eestis sage.
Kiiltopaju (Salix phylicifolia) on Suomessa yleinen pohjoiseurooppalainen pensas tai pieni puu. Sen kukkanuput, pajunkissat, ovat kevään merkki. Kiiltopaju on Suomen yleisin pajulaji[1]
Kiiltopaju jää usein 2–3 m korkeaksi pensaaksi. Sen oksat ovat sirot ja sitkeät, kuori voimakkaan punaruskea. Lehdet ovat kapeahkot, pitkulaiset ja yläpinnaltaan kiiltävän tummanvihreät, alapinnaltaan himmeän sinivihreät. Keväällä pajunkissat aukeavat keltaisiksi kukinnoiksi. Laji voi risteytyä ainakin mustuvapajun (Salix myrsinifolia), tuhkapajun (Salix cinerea), virpapajun (Salix aurita), tunturipajun (Salix glauca) ja pohjanpajun (Salix lapponum) kanssa.
Kiiltopajua tavataan Suomessa, Ruotsissa, Baltian maissa ja Venäjällä. [2]
Kiiltopaju kasvaa kosteissa paikoissa, rannoilla ja ojanvarsilla. [3]
Kiiltopajua voi käyttää punontatöihin, vaikka niihin yleensä kasvatetaan koripajua.
Kiiltopaju (Salix phylicifolia) on Suomessa yleinen pohjoiseurooppalainen pensas tai pieni puu. Sen kukkanuput, pajunkissat, ovat kevään merkki. Kiiltopaju on Suomen yleisin pajulaji
Salix phylicifolia, ou Saule de l'Arctique, est un arbuste qui pousse le long des cours d'eau des régions septentrionales du Québec, des Territoires du Nord-Ouest, du Nunavut, de l'Alaska et du Groenland.
Le saule de l’Arctique est un arbuste ras dont les racines s’enfoncent sous le pergélisol. Il s’enracine facilement. Généralement, il rampe au ras du sol, ce qui le protège du vent froid. On trouve des fourrés de ce saule le long des cours d’eau et sur les rives des lacs.
Les Inuits l’appellent la « plante-langue » à cause de la forme de ses feuilles.
Les Eskimos de l'Alaska et les Inuits du Canada ramassent encore de nos jours les parties comestibles de cet arbre. Les bourgeons sont consommés crus avec de l'huile de phoque. Celle-ci sert également à les conserver pendant plusieurs mois, voire une année complète. Cueillies lorsqu'elles ne dépassent quatre centimètres de long, les jeunes feuilles se mangent soit crues et fraîches, soit séchées et ajoutées à la soupe ou prises en infusion[2].
Les herbivores, tels que le bœuf musqué et le caribou, se nourrissent de ses feuilles. Cet arbre sert notamment de camouflage au lagopède des saules[3].
Salix phylicifolia, ou Saule de l'Arctique, est un arbuste qui pousse le long des cours d'eau des régions septentrionales du Québec, des Territoires du Nord-Ouest, du Nunavut, de l'Alaska et du Groenland.
Le saule de l’Arctique est un arbuste ras dont les racines s’enfoncent sous le pergélisol. Il s’enracine facilement. Généralement, il rampe au ras du sol, ce qui le protège du vent froid. On trouve des fourrés de ce saule le long des cours d’eau et sur les rives des lacs.
Les Inuits l’appellent la « plante-langue » à cause de la forme de ses feuilles.
Les Eskimos de l'Alaska et les Inuits du Canada ramassent encore de nos jours les parties comestibles de cet arbre. Les bourgeons sont consommés crus avec de l'huile de phoque. Celle-ci sert également à les conserver pendant plusieurs mois, voire une année complète. Cueillies lorsqu'elles ne dépassent quatre centimètres de long, les jeunes feuilles se mangent soit crues et fraîches, soit séchées et ajoutées à la soupe ou prises en infusion.
Les herbivores, tels que le bœuf musqué et le caribou, se nourrissent de ses feuilles. Cet arbre sert notamment de camouflage au lagopède des saules.
Gulvíðir (fræðiheiti: Salix phylicifolia) er sumargrænn runni af víðisætt. Vaxtalag hans er breytilegt, allt frá skriðulum runna upp í einstofna tré, en oftast er hann uppréttur margstofna runni. Gulvíðir er vind og saltþolinn og þolir blautan jarðveg.
Gulvíðir vex um allt land upp að 550-600 m hæð. Oftast verður hann ekki hærri en 2 metrar en getur orðið allt að 8 metra hár. Hann er stærstur innlendra víðitegunda. Ýmis kvæmi og blendingar eru til af gulvíði eins og brekkuvíðir og strandavíðir.[1]
Gulvíðir (fræðiheiti: Salix phylicifolia) er sumargrænn runni af víðisætt. Vaxtalag hans er breytilegt, allt frá skriðulum runna upp í einstofna tré, en oftast er hann uppréttur margstofna runni. Gulvíðir er vind og saltþolinn og þolir blautan jarðveg.
Grønvier (Salix phylicifolia) er ein busk i pilfamilien. Han blir nytta som hageplante, mellom anna til hekk.
Han er brukt som matplante av nordamerikanske urfolk. Dei kan eta nyplukka skot råe eller tørka dei og eta dei med selolje, i supper eller som te. Rein og moskusfe beiter også på grønvier.
Grønvier kan bli mellom ein og fire meter høg. Han har stive blad med få tenner. Blada er blankt grøne på oversida, bleikt blågrøne på undersida.
Planten får grålodne raklar. Han blomstrar gjerne i mai og juni, avhengig av høgda over havet.
Grønvier dannar lett hybridar med nærskylde planter.
Brekkavier (Salix phylicifolia 'Brekkavier') er ein variant av grønvier som finst på Island og i Noreg.
Grønvier veks på fuktige stader i Nord-Amerika og Europa. Han er vanleg i Nord-Noreg og i fjellet i Sør-Noreg.
Brekkavier er ein variant som kjem frå Island, der han først blei funnen på byrjinga av 1800-talet. Han toler salt svært godt, og er elles hardfør. Brekkavier var den første busken som etablerte seg på Surtsey. Det skjedde i 1998, 35 år etter at den vulkanske øya blei danna.
Grønvier (Salix phylicifolia) er ein busk i pilfamilien. Han blir nytta som hageplante, mellom anna til hekk.
Han er brukt som matplante av nordamerikanske urfolk. Dei kan eta nyplukka skot råe eller tørka dei og eta dei med selolje, i supper eller som te. Rein og moskusfe beiter også på grønvier.
Grønnvier (latin: Salix phylicifolia), med varianten brekkavier, islandsk vier eller islandsk selje (islandsk: Brekkuvíðir), er en busk i pilefamilien (vierfamilien) med stive blad med få tenner. Bladene er fine, blanke og høygrønne på oversiden, undersiden er blekt blågrønn. Den kan bli opptil en meter høy og formerer seg lett ved stiklinger. Busken har tendens til å bli lusete og er utsatt for sopp, særlig på Sør-Island.
Grønnvier kan danne en rekke hybrider og har noen varianter, mer eller mindre vanlige:
Grønnvier er vanlig i fjellet i Sør-Norge, og fra og med Nordland også helt ut til kysten. Den vokser i hele Norden nord for en linje Telemark-Stockholm, dvs i det nordlige Sverige og i absolutt hele Finland. Videre i store deler av Europa og den vestlige halvdelen av Sibir. Grønnvier går opp til 1.760 moh. i Jotunheimen. Ikke langs kysten av vestlandet, bare i fjellstrøkene innerst i fjordene (unntak: Hjelmeland).
Brekkavier er en variant som kommer fra Island, der den først ble funnet i begynnelsen av det 19. århundret. Den er en underart av grønnvier og tåler salt svært godt. Tidligere ble den ansett som en hybrid mellom grønnvier og sølvvier (Salix glauca ). Den kan med fordel nyttes som hagebusk, hekk-plante og leplante i hager langs kysten der vegetasjonen er utsatt for saltdrev. Planten kan vokse på fuktige steder og er vanlig i Nord-Norge. Det har vært drevet forsøk med brekkavier på de ytterste øyene i Bulandet (Askvoll kommune) om hvor godt den tåler slikt saltdrev. I dag, flere år senere, er den etablert i dette øysamfunnet som blant annet hekkplante.
Brekkevier blir blant annet dyrket fram på planteskolen i Valevåg, Sunnhordland og Draglands planteskole utenfor Harstad.
Brekkavier var den første busken som etablerte seg på Surtsey. Det skjedde i 1998, 35 år etter at øya steg opp av havet.
Grønnvier (latin: Salix phylicifolia), med varianten brekkavier, islandsk vier eller islandsk selje (islandsk: Brekkuvíðir), er en busk i pilefamilien (vierfamilien) med stive blad med få tenner. Bladene er fine, blanke og høygrønne på oversiden, undersiden er blekt blågrønn. Den kan bli opptil en meter høy og formerer seg lett ved stiklinger. Busken har tendens til å bli lusete og er utsatt for sopp, særlig på Sør-Island.
Grönvide (Salix phylicifolia) är en buske i familjen videväxter. Bladen är fina, blanka och höggröna på översidan, undersidan är blekt blågrön. Den kan bli upp till ett par meter hög.
Det grönvide som dialektalt förekommer i Skåne avser dock Salix myrsinifolia (synonym Salix nigricans) som på riksspråk kallas svartvide.
Wikimedia Commons har media som rör Grönvide.
Grönvide (Salix phylicifolia) är en buske i familjen videväxter. Bladen är fina, blanka och höggröna på översidan, undersidan är blekt blågrön. Den kan bli upp till ett par meter hög.
Çay yapraklı söğüt (Salix phylicifolia), söğütgiller (Salicaceae) familyasından 2–3 m yüksekliğe kadar çıkabilen (bazen 5 m) çalı veya ağaççık formunda bir söğüt türü.
Kabuk grimsi ve hafif çatlaklı, sürgünler genelde kırmızımsı kahverengindedir. Yapraklar sert ve derimsi açık parlak yeşil alt yüzeyi yeşilimsi-mavidir, 2–6 cm uzunluğunda 1–5 cm genişliğinde, önceleri ince tüylü daha sonra tüyler dökülür.
Kedicikler Nisan-Mayıs aylarında yapraklanma ile birlikte görülür. Erkek kedicikler 1.5–4 cm uzunluğunda ve 1-1.5 cm genişliğinde, dişi kediciklerde aynı uzunlukta fakat dar, gittikçe sivrilen ince boyunludur.
Çay yapraklı söğüt, nemli kayalık alanlarda yerel olarak çok sayıda görülür, genellikle karbonlu kireçtaşında, Lancashire ve Yorkshire'den Orkneys'in kuzeyinde dağılım gösterir. Ayrıca denizden 670 m yükseklikte İskoçya'nın dağlık bölgelerinde bulunduğu kaydedilmiştir. Çay yapraklı söğüt İrlanda'da çok nadir bulunur, Leitrim ilçeleri ve Sligo'ya ile yayılışı sınırlıdır. İzlanda'nın güney kıyıları yakınında bulunan volkanik bir ada olan Surtsey'de 1998 yılında ilk defa görülmüştür.
Çay yapraklı söğüt (Salix phylicifolia), söğütgiller (Salicaceae) familyasından 2–3 m yüksekliğe kadar çıkabilen (bazen 5 m) çalı veya ağaççık formunda bir söğüt türü.
S. phylicifolia утворює чагарник заввишки (0.5)2–3(5) м. Кора молодих гілок спочатку слабко волохата, але пізніше — гола, блискуча, від жовтого до коричневого кольору. Листові черешки довжиною до близько 12 міліметрів. Злегка рифлені листові пластинки округлі, еліптичні або овальні або оберненояйцевидні при довжині від 2 до 8 см і шириною від 1,3 до 5 см. Поверхня листя від зеленого до синьо-зеленого кольору, дещо волохата спочатку, але потім гола. Сильно розгалужені сережки, довжиною, як правило, від 2 до 3,5 сантиметра, з'являються в травні. Квіти мають дві тичинки. Тичинки жовті або дещо червонуваті.
Цей вид верби рідний для Північної Європи, включаючи Ісландію, Фарерські острови, Скандинавію, Росію і Західний Сибір; також зростає на альпійських висотах ув Європі, Середземномор'ї й на Близькому Сході (Грузія). Як правило, росте там, де захищена від холодних вітрів. Утворює зарості вздовж річок і озер.
В Україні зростає у високогір'ях Карпат (Чорногора), дуже рідко[3].
Культивується як декоративна. Травоїдні, а саме вівцебик і олень північний харчуються листям цією вербою. Куріпки знаходять ідеальний прихисток у заростях цього дерева.
Salix phylicifolia L.
Синонимы
И́ва филиколи́стная (лат. Salix phylicifolia) — вид цветковых растений из рода Ива (Salix) семейства Ивовые (Salicaceae).
В природе ареал вида охватывает Британские острова, Северную Европу, Белоруссию, Украину, Закавказье, Европейскую часть России и Сибирь[2].
Произрастает на лугах, опушках, среди кустарников, по лесным полянам и болотистым долинам рек. В горах не поднимается выше лесного пояса, на равниных участках не выходит за пределы лесной и лесотундровой зоны. Сплошных зарослей не образует.
Кустарник высотой 0,5—3,5 м, чаще не выше 1 м. Ветви жёлто-бурые или красноватые, толстоватые, голые, блестящие. Обнажённая древесина без валиков.
Почки продолговатые, желтоватые, покрытые редкими прижатыми волосками. Прилистники мелкие, полусердцевидные или широко-серповидные, железисто-зубчатые, быстро опадающие. Листья от эллиптических или обратнояйцевидиых до ланцетных и узколанцетных, длиной 4—9 см, шириной 2—4 см, с наибольшей шириной у середины или выше, на вершине острые, к основанию суженные или округлые, неглубоко и неравномерно зубчатые, иногда почти цельнокрайние, жестковатые, сверху блестящие, тёмно-зелёные, снизу сизо-беловатые или светло-зелёны.
Серёжки сидячие или на короткой ножке с чешуйчатыми листочками при основании, мужские яйцевидные, длиной 1,5—2,5 см, шириной около 1 см, женские цилиндрические. Прицветные чешуи яйцевидно-продолговатые, тупые или острые, светло-бурые, на верхушке черноватые. Тычинки в числе двух, свободные, совершенно голые, с желтыми пыльниками и одним задним, продолговатым нектарником. Завязь яйцевидно-коническая; столбик в три раза короче завязи; рыльце цельное или на верхушке раздвоенное.
Цветение в мае, до распускания листьев или почти одновременно с ними. Плодоношение в июне.
Поедается северными оленями.
Дубильное растение, содержание таннидов 6,0—17,4%.
Может быть рекомендована для зелёного строительства при создании куртин и для одиночных посадок.
Вид Ива филиколистная входит в род Ива (Salix) семейства Ивовые (Salicaceae) порядка Мальпигиецветные (Malpighiales).
И́ва филиколи́стная (лат. Salix phylicifolia) — вид цветковых растений из рода Ива (Salix) семейства Ивовые (Salicaceae).
