La Agriades glandon) ye una caparina de la familia Lycaenidae, subfamilia Polyommatinae y tribu Polyommatini. (de Prunner, 1798).
N'Andorra considerase como especie amenaciada protexía per llei, sicasí inda nun s'incluyó na Llista Colorada de la UICN.[1][2][3][4]
En Norteamérica alcuéntrase dende l'este d'Alaska hasta Terranova y al sur al traviés de los montes hasta Washington, el norte d'Arizona, y el norte de Nuevu Méxicu. N'Europa alcuéntrase n'árees montascoses como los Pirineos y los Alpes, según al norte alloñáu. Tamién s'atopa en delles partes de Rusia, incluyendo Siberia y Kamtxatka.[5]
Ye una pequeña caparina coles ales cimeres de color azul, bañáu de color gris o beige y arrodiaes d'una llinia blanca. Per debaxo tamién ta trescalada de moratón amarellentáu, col mesmu cantu blancu; les ales anteriores tán afataes con llurdios negros arrodiaes de blancu y les ales posteriores con una llinia submarginal de llurdios blancos, dalgunes con un pocu de mariellu al centru.
Tien un valumbu d'ente 17 a 26 mm. Los adultos vuelen de mediaos de mayu hasta setiembre, dependiendo del allugamientu.[6]
Les plantes nutrícies envaloraes inclúin especies de Astragalus (incluyendo Astragalus alpinus), especies de Androsace (incluyendo Androsace bungeana y Androsace septentrionalis), Soldanella, Diapensia lapponica, Vaccinium, y especies de Saxifraga (incluyendo Saxifraga bronchialis, Saxifraga spinulosa y Saxifraga oppositifolia).
Agriades glandon
Agriades glandon
.La Agriades glandon) ye una caparina de la familia Lycaenidae, subfamilia Polyommatinae y tribu Polyommatini. (de Prunner, 1798).
N'Andorra considerase como especie amenaciada protexía per llei, sicasí inda nun s'incluyó na Llista Colorada de la UICN.
El blavet de les glaceres (Agriades glandon) és una papallona de la família Lycaenidae, de la subfamília dels Polyommatinae i de la tribu dels Polyommatini.[1] A Andorra és considerada com espècie amenaçada protegida per llei,[2] tot i encara no s'ha registrat en la Llista Vermella de la UICN.
A Amèrica del Nord es troba des de l'est d'Alaska fins a Terranova i al sud a través de les muntanyes fins a Washington, el nord d'Arizona, i el nord de Nou Mèxic. A Europa es troba en àrees muntanyoses com els Pirineus i els Alps, així com al nord llunyà. També es troba en algunes parts de Rússia, incloent Sibèria i Kamtxatka.[3]
És una petita papallona amb les ales superiors de color blau, banyat de color gris o beix i envoltades d'una línia blanca. Per sota també està impregnada de blau groguenc, amb la mateixa vora blanca; les ales anteriors estan adornades amb taques negres envoltades de blanc i les ales posteriors amb una línia submarginal de taques blanques, algunes amb una mica de groc al centre.
Fa 17-26 mm d'envergadura alar. Els adults volen de mitjans de maig fins al setembre, depenent de la ubicació.[4]
Les plantes nutrícies enregistrades inclouen espècies d'Astragalus (incloent-hi Astragalus alpinus), espècies d'Androsace (incloent Androsace bungeana i Androsace septentrionalis), Soldanella, Diapensia lapponica, Vaccinium, i espècies de Saxifraga (incloent Saxifraga bronchialis, Saxifraga spinulosa i Saxifraga oppositifolia).
Agriades glandon
Agriades glandon
El blavet de les glaceres (Agriades glandon) és una papallona de la família Lycaenidae, de la subfamília dels Polyommatinae i de la tribu dels Polyommatini. A Andorra és considerada com espècie amenaçada protegida per llei, tot i encara no s'ha registrat en la Llista Vermella de la UICN.
Der Dunkle Alpenbläuling (Plebejus glandon, häufig fälschlich auch Plebeius glandon geschrieben[1]) ist ein Schmetterling (Tagfalter) aus der Familie der Bläulinge (Lycaenidae).
Die Falter erreichen eine Flügelspannweite von etwa 21 bis 25 Millimetern. Die Flügeloberseiten sind bei den Männchen silberblau gefärbt und werden zu den Rändern hin zunehmend braun. Bei den Weibchen herrschen fast einfarbig braune Tönungen mit leicht bläulicher Bestäubung in der Basalregion vor. Die Ausdehnung der Verdunkelung der Oberseite nimmt in höheren Gebirgslagen zu. Sämtliche Flügel haben in der Regel kleine, dunkle Diskalflecke, die manchmal weiß umringt sind. Beide Geschlechter zeigen weiß umrandete schwarze Punkte auf der ansonsten blass graubraunen Flügelunterseite der Vorderflügel, während die Unterseite der Hinterflügel auffällige weiße Flecke und gelegentlich orange farbige Punkte auf der graubraunen Flügelunterseite erkennen lässt. Trotz einer großen, geographisch bedingten Variabilität in der Zeichnung der Flügelunterseiten ist die Art gut von anderen Bläulingsarten zu unterscheiden.
Die erwachsenen Raupen sind von kräftiger grüner Farbe und zeigen eine kurze, dichte, schwarze Behaarung. Auf dem Rücken befindet sich eine Kette roter Flecke. Außerdem besitzen sie an den Seiten dunkle Querstriche sowie rot/weiß geteilte Seitenstreifen. Die Puppe ist graubraun bis gelbbraun gefärbt, hat helle Segmenteinschnitte und graubraune Flügelscheiden.[2]
Der Dunkle Alpenbläuling kommt in bergigen Gebieten der Sierra Nevada, der Pyrenäen, der Alpen, außerdem im Norden Fennoskandinaviens sowie in arktischen Regionen des Ural, Sibiriens, Asiens und Nordamerikas vor. Die Höhenverbreitung umfasst z. B. 2500 bis 3000 Meter in der Sierra Nevada, 1800 bis 2700 Meter in den Alpen sowie 50 bis 900 Meter in Finnland.[3] Bevorzugter Lebensraum sind Kurzgrasflächen auf felsigem Untergrund sowie Geröllhalden mit spärlichem Bewuchs.
Die Falter erscheinen in einer Generation von Juni bis August. Sie fliegen in niedrigem, schnellem Flug über karge, vegetationsarme Flächen bis zur Schneegrenze und nehmen gelegentlich Flüssigkeit an Feuchtstellen auf. Die Raupen ernähren sich regional unterschiedlich. Zu den Hauptfutterpflanzen zählen:[3]
Junge Raupen minieren in den fleischigen Blättern der Futterpflanzen und überwintern klein. Nach der Überwinterung fressen sie an Blüten, Früchten und Blättern. Tagsüber halten sie sich unter Steinen versteckt auf. Dort erfolgt auch die Verpuppung.
In Deutschland kommt die Art nur in den bayerischen Alpen vor und wird auf der Roten Liste gefährdeter Arten in Kategorie R (Art mit geographischer Restriktion) klassifiziert ist.[4]
Der Dunkle Alpenbläuling (Plebejus glandon, häufig fälschlich auch Plebeius glandon geschrieben) ist ein Schmetterling (Tagfalter) aus der Familie der Bläulinge (Lycaenidae).
Agriades glandon, the Arctic blue or Glandon blue, is a species of butterfly in the family Lycaenidae.[1] It in found in Eurasia and North America.
In North America, this species is found from Alaska east to Newfoundland, south through the mountains to Washington, northern Arizona, and northern New Mexico.[2] In Europe, it is found in mountainous areas like the Pyrenees and Alps, as well as the far north. It is also found in parts of Russia, including Siberia, and Kamchatka. Its habitats include arctic tundra, subarctic and subalpine forests, mountain meadows, and bogs.[2]
The wingspan is 17–26 mm. The male wing uppersides are silver-coloured, steely blue or pale shining blue and become increasingly brown towards the edges. The female wing uppersides are almost entirely brown but with a slightly bluish pollination in the basal region. The incidence of darkening increases with altitude. All wings usually have small, dark disk spots that are sometimes surrounded by white. Both sexes have white-rimmed black dots on the pale grey-brown ground of the forewing underside, while the underside of the hind wings reveals striking white spots and occasionally orange-colored dots on the greyish-brown ground.
Despite a large geographic variability in the pattern of the wing, the species is, in Europe, clearly distinguishable from other bluish species in a complex of three species widely separated geographically. Only two species overlap in range in Europe that could be confused. In the Alps and the Pyrenees, the more local and less frequent, Aricia nicias, has fine underside markings and a white stripe. In the Pyrenees, Agriades pyrenaicus may also fly in the same locations. In this species the underside forewing submarginal spots are bold black not faint grey-brown and the black markings on the underside hindwing are relatively greatly reduced or absent. Other similar species do not overlap in distribution. They are Agriades zullichi (Spain) and Agriades aquilo (Arctic Europe), and are sometimes viewed as subspecies of Agriades glandon.
The butterfly flies from mid-May to September depending on the location.[3]
Clarke 2022 lists Astralagus alpinus, Saxifraga aizoides and Saxifraga oppositifolia as larval food plants in the European part of its range for Agriades aquilo.[a][4]
For Agriades glandon, Clarke lists Androsace species A. alpina, A. chamaejasme, A. lactea, A. laggeri, A. obtusifolia, A. villosa and A. vitaliana; Soldanella alpina and Soldanella pusilla; and Oxytropis campestris.[4] Further recorded food plants for Agriades glandon include Androsace bungeana and Androsace septentrionalis, Diapensia lapponica, Vaccinium, and Saxifraga species Saxifraga bronchialis and Saxifraga spinulosa.[5]
Several subspecies have been described:[6]
The relationships between these taxa are not yet fully understood. Many authors treat A. g. aquilo as a separate species. Some authors also consider all the above North American subspecies to belong to one separate species, which they call Agriades franklinii. Subspecies rustica and cassiope are sometimes also treated as valid species.
Agriades glandon, the Arctic blue or Glandon blue, is a species of butterfly in the family Lycaenidae. It in found in Eurasia and North America.
Agriades glandon es una mariposa de la familia Lycaenidae, subfamilia Polyommatinae y tribu Polyommatini.[1] En Andorra se considerada como especie amenazada protegida por ley, no obstante todavía no se ha incluido en la Lista Roja de la UICN.[2][3][4][5]
En Norteamérica se encuentra desde el este de Alaska hasta Terranova y al sur a través de las montañas hasta Washington, el norte de Arizona, y el norte de Nuevo México. En Europa se encuentra en áreas montañosas como los Pirineos y los Alpes, así como al norte lejano. También se encuentra en algunas partes de Rusia, incluyendo Siberia y Kamtxatka.[6]
Es una pequeña mariposa con las alas superiores de color azul, bañado de color gris o beige y rodeadas de una línea blanca. Por debajo también está impregnada de moratón amarillento, con el mismo borde blanco; las alas anteriores están adornadas con manchas negras rodeadas de blanco y las alas posteriores con una línea submarginal de manchas blancas, algunas con un poco de amarillo al centro.
Tiene una envergadura alar de entre 17 a 26 mm. Los adultos vuelan de mediados de mayo hasta septiembre, dependiendo de la ubicación.[7]
Las plantas nutrícias incluyen especies de Astragalus (incluyendo Astragalus alpinus), especies de Androsace (incluyendo Androsace bungeana y Androsace septentrionalis), Soldanella, Diapensia lapponica, Vaccinium y especies de Saxifraga (incluyendo Saxifraga bronchialis, Saxifraga spinulosa y Saxifraga oppositifolia).
Agriades glandon
Agriades glandon
Agriades glandon es una mariposa de la familia Lycaenidae, subfamilia Polyommatinae y tribu Polyommatini. En Andorra se considerada como especie amenazada protegida por ley, no obstante todavía no se ha incluido en la Lista Roja de la UICN.
Tundrasinisiipi (Plebeius glandon) on sinisiipien heimoon kuuluva pienikokoinen päiväperhonen. Laji esiintyy holarktisella alueella ja siitä on kuvattu useita alalajeja. Laji kuuluu Euroopan unionin luontodirektiivin liitteessä II mainittuihin lajeihin. Suomessa se on rauhoitettu[2] ja vuoden 2010 uhanalaisluokituksen mukaan erittäin uhanalainen (EN)[3].
Tundrasinisiiven etusiiven pituus on alalajista riippuen 10–15 mm. Suomessa on mitattu siipien kärkiväliksi 19,5–24,5 mm. Naaraat ovat yleensä koiraita kookkaampia. Myös siipien värityksessä ja kirjailuissa esiintyy runsaasti muuntelua levinneisyysalueen eri osissa.[4] Alpeilla ja Pyreneillä esiintyvällä nimialalajilla koiraan siipien yläpuolen pohjaväri on vaalean vihertävänsininen ja naaraalla ruskea. Tummimmat muodot esiintyvät korkeimmalla vuoristossa.[5]
Pohjois-Fennoskandian alalajilla Plebeius glandon aquilo koiraan siipien yläpuolen pohjaväri on hohtavan vaalean sinertävänharmaa ja naaraan ruskeahko. Jokaisen siiven kesiosassa on tumma, vaaleareunainen keskitäplä, joka erottuu selkeämmin etusiivissä. Takasiiven ulkoreunassa on rivi pieniä, himmeitä, tummia täpliä. Siipiripset ovat valkoiset. Takasiiven alapuolen kirjaukset ovat valkoisia ja niissä on hyvin harvoin musta keskus. Postdiskaalialan täplät ovat usein yhtyneet submarginaalialan täpliin muodostaen laajat vaaleat alueet. Takasiiven takanurkassa erottuu kahdesta kolmeen himmeän oranssia täplää.[5][6][7]
Tundrasinisiipi esiintyy sirkumpolaarisesti Euraasiassa ja Pohjois-Amerikassa. Sitä tavataan laikuttaisesti Etelä-Euroopan vuoristoissa, Pohjois-Fennoskandiassa, Vähässä-Aasiassa, Kaukasuksella, Siperian vuoristoissa ja tundra-alueilla, Kamtsatkan niemimaalla sekä Pohjois-Amerikassa arktisilla alueilla, Grönlannin rannikolla, Kalliovuoria ja lähivuoristoja pitkin etelään New Mexicon ja Arizonan osavaltioihin. Todellisuudessa eri osissa levinneisyysaluetta elää ilmeisesti eri perhoslajeja.[6] Ainakin Skandinavian ja Alppien populaatioiden geneettiset erot ovat huomattavia[8].
Pohjois-Fennoskandiassa esiintyy alalaji P. g. aquilo, jota tavataan Norjan pohjoisosien tuntureilla, Ruotsin pohjoisosien korkeimmilla tuntureilla sekä Suomessa lähinnä Enontekiön Saanatunturilla, jonka etelärinteen luonnonsuojelualueella pääesiintymä sijaitsee. Perhosta tavataan myös kahdella pienellä alueella viereisessä Mallan luonnonpuistossa. Satunnaisesti lajia on tavattu myös muutamilta muilta Enontekiön tuntureilta ja yksi havainto on Utsjoen Karigasniemen Ailigas-tunturilta, mutta vakituista esiintymää siellä ei tiedetä olevan.[9] Lentoaika on esiintymisalueesta riippuen yleensä kesäkuusta elokuuhun yhtenä sukupolvena. Suomessa lentoaika on keskimäärin heinäkuun alkupuolella.[10][11]
Tundrasinisiiven elinympäristöä ovat vuorenrinteet, vuoristoniityt, tunturipaljakat, kivikkoiset tunturirinteet, tunturiniityt puurajan yläpuolella ja tundra. Etelä-Euroopan vuoristoissa laji elää noin 2 000–2 700 metrin korkeudessa. Pohjois-Fennoskandiassa elinpaikkoja ovat puurajan yläpuoliset kalkkipitoiset rinteet, jotka vapautuvat lumesta aikaisin. Lentoaika kestää kullakin paikalla 1–3 viikkoa, eivätkä perhoset ole aktiivisia kuin suorassa auringonpaisteessa. Koiraat partioivat etsien naaraita kaikkein lämpimimmillä paikoilla. Perhoset ovat hyvin arkoja ja lentävät nopeasti lähellä maanpintaa.[6][8]
Alpeilta ja Pohjois-Amerikasta tiedetään naaraiden munineen lehdille, mutta Norjasta toukkia on löydetty sinirikon kukinnoista. Pohjoismaissa laji talvehtii ilmeisesti aina keskenkasvuisena toukkana, aktivoituu heti elinpaikan vapauduttua lumesta ja kasvaa keväällä vielä 4–6 viikon ajan ennen koteloitumistaan. Toukka koteloituu maahan tai kivien halkeamiin ja kotelovaihe kestää 3–5 viikkoa.[6]
Tundrasinisiipi on Suomessa erittäin uhanalainen[3] ja rauhoitettu luonnonsuojeluasetuksessa vuodesta 1989 alkaen[8]. Yksittäisen perhosen korvaushinta on 673 euroa[12]. Ruotsissa laji on silmälläpidettävä[13].
Toukan ravintokasveja ovat nukit (Androsace), alppikellot (Soldanella), mahdollisesti myös uuvana (Diapensia lapponica) ja Dodecatheon-suvun lajit[4] sekä tunturikurjenherne (Astragalus alpinus) ja sinirikko (Saxifraga oppositifolia). Suomessa rikot ravintokasveina sopivat parhaiten lajin esiintymiseen[9].
Tundrasinisiipi (Plebeius glandon) on sinisiipien heimoon kuuluva pienikokoinen päiväperhonen. Laji esiintyy holarktisella alueella ja siitä on kuvattu useita alalajeja. Laji kuuluu Euroopan unionin luontodirektiivin liitteessä II mainittuihin lajeihin. Suomessa se on rauhoitettu ja vuoden 2010 uhanalaisluokituksen mukaan erittäin uhanalainen (EN).
Agriades glandon
L’Azuré des soldanelles (Agriades glandon) est une espèce de lépidoptères de la famille des Lycaenidae et de la sous-famille des Polyommatinae.
L’espèce Agriades glandon a été décrite par l'entomologiste italien Leonardo De Prunner en 1798, sous le nom initial de Papilio glandon[1],[2].
Synonymes[2] :
De nombreuses sous-espèces ont été décrites ; Funet cite les suivantes[2] :
Le taxon Agriades zullichi Hemming, 1933, endémique de la Sierra Nevada espagnole[3], est aussi considéré par certains auteurs comme une sous-espèce d’Agriades glandon.
C'est un petit papillon au dessus de couleur grise ou beige suffusé de bleu dont les ailes sont bordées d'une ligne blanche. Le revers est lui aussi beige suffusé de bleu, avec la même bordure blanche, les antérieures sont ornées de points noirs cerclés de blanc, les postérieures d'une ligne sub marginale de taches blanches, certaines centrées de jaune.
Dans les Pyrénées, Agriades pyrenaica.
Il vole en juillet et août, une génération.
Ses plantes-hôtes sont notamment des Androsace, Soldanella et Saxifraga, et, pour la sous-espèce aquilo, des Astragalus[2].
Agriades glandon est présent dans les Pyrénées françaises et espagnoles, dans les Alpes (France, Italie, Suisse, Allemagne et Autriche), en Asie centrale, et dans tout l'arctique européen et asiatique (Sibérie arctique). Il est également présent en Amérique du Nord, sur une aire allant de l'Alaska et des régions arctiques du Canada[5] aux montagnes de la moitié ouest des États-Unis (Rocheuses, Sierra Nevada).
En France, l'espèce est présente à haute altitude dans les Alpes (sept départements) et les Pyrénées (quatre départements)[6], où il peut cohabiter avec l'espèce ressemblante Agriades pyrenaica.
L'espèce habite les régions arctiques et les montagnes entre 1 800 et 2 700 m.
C'est une espèce protégée, inscrite dans la directive habitats-faune-flore à l'annexe II[réf. souhaitée].
Le taxon Agriades glandon zullichi a le statut d'espèce en danger sur la liste rouge de l'UICN[7].
Agriades glandon
L’Azuré des soldanelles (Agriades glandon) est une espèce de lépidoptères de la famille des Lycaenidae et de la sous-famille des Polyommatinae.
Het noordelijk mansschildblauwtje (Agriades glandon) is een vlinder uit de familie Lycaenidae. De wetenschappelijke naam is voor het eerst geldig gepubliceerd in 1798 door De Prunner.
De spanwijdte is 17 tot 28 millimeter.
De soort komt voor in het Palearctisch en Nearctisch gebied.
Het noordelijk mansschildblauwtje (Agriades glandon) is een vlinder uit de familie Lycaenidae. De wetenschappelijke naam is voor het eerst geldig gepubliceerd in 1798 door De Prunner.
De spanwijdte is 17 tot 28 millimeter.
De soort komt voor in het Palearctisch en Nearctisch gebied.
Polarblåvinge (Plebeius glandon) er en av blåvingene, en dagaktiv sommerfugl i gruppen glansvinger.
Hannen har lys skifergrå farge på vingenes overside. Langs vingeranden, et fint hvitt tynt bånd eller kant (frynser) ytterst, og et smalt mørkere svart (sømlinje) innenfor. Diskal-flekken er tydelig. Vingeundersiden er ganske lik hos begge kjønn.
Hunnen har mørkere brungrå farge på vingeoversiden. Langs vingeranden finnes et hvitt bånd eller kant (frynser). Vingeundersiden er lik hos begge kjønn.
Vingespennet er mellom 20 og 24 millimeter. Alle vingeundersidene er grå med hvite store og mindre flekker. Flere av flekkene har mørk kjerne, og bakvingen har en antydning til en rød-orange flekk. Diskal-flekken er liten og mørk. Ved vingeroten utbrer et svakt blågrønt fargefelt seg.
Kroppen har et ytre skjelett (hudplater) som holder de bløte indre organer på plass. Det ytre hudskjelettet er bygd opp for det meste av kitin. Brystet og bakkroppen er lyst brunsvart hos hunnen og mer gråblå hos hannen. Den har lite hår på oversiden. Undersiden har lys gråhvit hårbekledning.
Fasettøynene er mørke. Hodet er smalt foran, palpene er store og fremoverrettet. Sommerfuglene skiller seg fra de fleste andre insektene ved at munnen ikke har kjever og lepper, men en lang sugesnabel (proboscis) mellom palpene. Den er rullet opp i en spiral, mellom palpene, under hodet, når den ikke er i bruk. Antennene sitter over og helt inntil fasettøynene. Antennene er trådformet og består av sylindriske ganske like ledd. Antenneklubben er flat eller skålformet. Leddene er farget slik at antennen får små ringer i svart og hvitt.
Beina er godt utviklet hos hunnene, som bruker alle beina til å gå med. Mens hanner har noe reduserte frambein og går på de fire bakerste beina. Det doble kloleddet på frambeina mangler eller er redusert. På det mellomste beinparet er børsten på skinnbeinet (tibia) godt utviklet.
Bakkroppens indre organer består av fordøyelsesorganer, forplantningsorganer og åndedrett. Åndedrettet hos sommerfugler foregår ikke ved lunger, men ved at luft hentes inn og ut av kroppen gjennom små hull i hudskjelettet (spirakler). I kroppen er det et svært finmasket system av trakéer som leder oksygenet til kroppens vitale deler. En blodvæske som sirkulerer i kroppen, pumpes rundt av et avlangt rørformet hjerte. Brystpartiet består for det meste av vingenes muskulatur. Sanseorganer, for syn, smak og lukt er stort sett plassert i hodet. Nervesystemet består av en bukmarg med to nervestrenger og én nerveknute (ganglion) i hvert kroppssegment. Den første nerveknuten, som ligger foran munnåpningen, er spesielt stor og omtales som hjerne.
Egget er gult, rundt og ganske flatt.
Larven har generelt tykk hud og er ganske hardføre. Den er grågrønn like etter overvintringen. Senere endrer den farge til mer grønn med en mørk rygglinje. Den har fargetegninger i hvitt og rødt. Undersiden er flat, mens oversiden er hvelvet. Larvens kropp smaler litt bakover. Bak hodet, på bryststykket, som består av tre ledd, er det tre par bein. Lengre bak har larvene noen bukføtter, som ikke er egentlige bein, men utvekster larven kan bruke til å holde seg fast. Lengst bak har den en analfot.
Larvens hode består av en hard hodekapsel med noen punktøyne. Under øynene er det noen små antenner larven bruker til å finne riktig føde. Larvens bakkropp består nesten bare av fordøyelsessystemet. Dette er ganske kort og mye av maten larven spiser passerer før all næringen er tatt opp. Avføringen kommer ut som små kuler helt bakerst på kroppen. Larvene ånder gjennom åpninger i hudskjelettet (spirakler), langs kroppens sider.
Puppene er først grønn, senere mer brunlig. Den er bønneformet, urørlig og de ligner plantedeler som frø eller lignende. Puppen kan ligge under løse steiner.
Polarblåvinge finnes i fjellområder med basiske bergarter, over 700 moh. I Finnmark kan arten finnes helt ned til havnivå. Arten foretrekker sydvendte lokaliteter med bart berg (svaberg) eller ur, som tidlig blir snøfrie om våren.
Glansvinger har normalt en rolig og gjerne flagrende flukt. Ofte flyr de korte turer fra blomst til blomst. Om natten og i overskyet vær hviler sommerfuglen. Flygetiden er fra juli til begynnelsen av august. Vingene holdes sammenlagt opp og ut fra kroppen, og den noe spraglete vingeundersiden gir sommerfuglen en viss kamuflasje og beskyttelse.
Voksne glansvinger lever av nektar de suger opp fra blomstene på ulike planter (urter). Sugesnabelen, på hodets underside, gir sommerfuglen mulighet til å nå inn i dype blomster for å suge til seg nektar. Sugesnabelen gjør at sommerfugler er avhengig av flytende føde.
Parringen skjer ved sammenkobling mellom de to kjønnene. Under parring utskiller hannene en duft fra små duftskjell på vingene, dette kan være med å gjøre hunnen mer villig til å parres. Om et par forstyrres under parring, flyr vanligvis hannen, mens hunnen blir hengende passivt. Hunner som har parret seg inntar ofte en spesiell stilling, hvor vingene holdes noe flat og utbredt, mens bakkroppen løftes opp.
Larven er radikalt forskjellige fra de voksne, både i levevis og i kroppsbygning. Larven er trege og ikke særlig sky. De har ingen synlige forsvarsfunksjoner, som å kaste hodet til siden fram og tilbake eller å rulle sammen kroppen, ved berøring.
Larven lever som plantespiser, trolig på rødsildre.
Larvens kroppstemperatur er mellom 35 og 38 grader C°. Ved lavere temperatur blir larven inaktiv. Derfor krever larver hos dagsommerfugler gjerne sollys for å være aktive. Om det blir for varmt regulerer larven temperaturen ved å oppsøke skygge.
Polarblåvinge tilhører gruppen av insekter med fullstendig forvandling (holometabole insekter), som gjennomgår en metamorfose i løpet av utviklingen. Mellom larvestadiet og det voksne stadiet er et puppestadium, en hvileperiode, der sommerfuglens indre og ytre organer endres. Larvens bøyelige og myke kropp omdannes til en puppe med et hardt skall. Når skallet er hardt begynner omdanningen fra larve til den voksne (imago) glansvingen. De indre organer brytes i varierende grad ned til en cellemasse. En omorganisering skjer og dyret bygges opp igjen. Puppeperioden varierer etter temperaturen, vanligvis mellom to til fire uker.
Polarblåvinge finnes bare i fjellet Norge i Rondane, Dovre og nord østover til Herjedalen i Sverige Den finnes i isolerte forkomster bare i fjellet over 800 moh i Europa og Asia.
Slektskapet innen gruppen glansvingene er avklart i ulik grad. Derfor kan endringer skje. Det har vært ulike måter å dele gruppen inn i. (Systematikken følger Fauna Europaea[1] )
Det er uklarheter omkring hvorvidt polarblåvinge er identisk med Agriades aquilo Boisduval, 1832, eller om det er to arter. I nyere litteratur angis polarblåvinge å være utbredd i fjellet i Norden og østover til Asia, mens Agriades aquilo er utbredt i Alpene i det sydlige Europa.
Polarblåvinge (Plebeius glandon) er en av blåvingene, en dagaktiv sommerfugl i gruppen glansvinger.
Agriades glandon là một loài bướm ngày thuộc họ Bướm xanh. In Bắc Mỹ it is found from Alaska phía đông to Newfoundland, phía nam qua các dãy núi đến bang Washington, bắc Arizona, và bắc New Mexico. Tại châu Âu, nó được tìm thấy ở các vùng núi như Pyrenees và Alps, cũng như viễn bắc. Nó cũng được tìm thấy ở một số nơi của Nga, bao gồm Siberia, và Kamchatka.
Sải cánh dài 22–26 mm. Chúng bay từ tháng 5 đến tháng 9 tùy theo địa điểm. Các cây loài này ăn gồm các loài Astragalus (bao gồm Astragalus alpinus), Androsace (bao gồm Androsace bungeana và Androsace septentrionalis), Soldanella, Diapensia, Vaccinium và Saxifraga (bao gồm Saxifraga bronchialis, Saxifraga spinulosa, và Saxifraga oppositifolia).
Bài viết liên quan đến họ Bướm xanh này vẫn còn sơ khai. Bạn có thể giúp Wikipedia bằng cách mở rộng nội dung để bài được hoàn chỉnh hơn.
Agriades glandon là một loài bướm ngày thuộc họ Bướm xanh. In Bắc Mỹ it is found from Alaska phía đông to Newfoundland, phía nam qua các dãy núi đến bang Washington, bắc Arizona, và bắc New Mexico. Tại châu Âu, nó được tìm thấy ở các vùng núi như Pyrenees và Alps, cũng như viễn bắc. Nó cũng được tìm thấy ở một số nơi của Nga, bao gồm Siberia, và Kamchatka.
Sải cánh dài 22–26 mm. Chúng bay từ tháng 5 đến tháng 9 tùy theo địa điểm. Các cây loài này ăn gồm các loài Astragalus (bao gồm Astragalus alpinus), Androsace (bao gồm Androsace bungeana và Androsace septentrionalis), Soldanella, Diapensia, Vaccinium và Saxifraga (bao gồm Saxifraga bronchialis, Saxifraga spinulosa, và Saxifraga oppositifolia).
_(6-14-13)_8800ft,_hannigan_ck,_2_m_north_of_hannigan_lodge,_greenlee_co,_az_(1)_(9059083533).jpg)
