Pontia daplidice (Linnaeus 1758)

Pontia daplidice, pertenez a la familia de les Pieridae, ye una caparina d'unos cuatro centímetros de valumbu, femes mayores que los machos, d'anversu blancu con llurdios negros y aviesu oru verde, blancu y mariellu, y con dimorfismu sexual. Pertenez a la familia Pieridae, y foi descrita por Carlos Linneo en 1758.

Ye una caparina que se distribúi per África, Europa y Asia, y que vuela nuna gran variedá d'hábitat y altitúes, anque preferentemente en llugares templaos y secos. Con un marcáu calter migratoriu.^[1]

El so estáu de caltenimientu nun reviste esmolición y nun s'atopa incluyida na Llista colorada de la UICN nin nel Atles y llibru coloráu de los invertebraos amenaciaos d'España.^[2][3]

Descripción

Les femes miden ente 4,2 y 4,3 cm de valumbu y los machos ente 3,8 y 4,1. L'anverso o cara cimera de les nales ye blancu con llurdios negros. L'aviesu ye de color blancu les anteriores y oru verde con nerviación mariella les posteriores. ^[4]

L'anversu de les nales anteriores de los machos ye blancu con llurdiu negru a la fin de la celda. Na zona postdiscal apaecen llurdios coritos ente E3 y E7. Na zona submarxinal, a la fin de les venes V3 a V7 apaecen llurdios irregulares gris ceniza. Nales posteriores blanques que tresparenten les formes y llurdios del so aviesu.

L'aviesu alar ye blancu y oru verde. Les anteriores son blanques cola mariña abuxada y un llurdiu negru a la fin de la celda. La zona basal ye mariella, y na postdiscal blanca apaecen dos talos puntos negros en E3 y en E1b, y llurdios verdes con escames marielles ente los espacios E3 y E7. Tamién llurdios de esi color a la fin de les venes V3 a V7.

Les posteriores son oru verde con llurdios blancos o amarellentaes. La zona discal tien un llurdiu blancu na celda, otra en E7 y otra ente E6 y E7. Na zona postdiscal apaez un pequeñu llurdiu ablancazáu o mariella en E1b. Na zona submarxinal tamién apaecen llurdios blancos en E1b, E1 y de E2 a E5.

Les nales de les femes son asemeyaes, colos llurdios de mayor tamañu. Nel anversu de les anteriores apaez un llurdiu en E1b negra.

Como nel restu d'especies de la so familia, los imagos tienen la cabeza pequeña, con antenes en maza, y unos palpos bien desenvueltos. Los trés pares de pates son funcionales. Les sos nales anteriores formen un ángulu agudu na so base, ente que les posteriores, que tienen una superficie alar mayor, son arredondiaes. Son característicos dos nervios añales nes nales posteriores.

Pontia daplidice

Ciclu biolóxicu y alimentación

Gata de Pontia daplidice

Nos llugares onde'l clima ye favorable ye una especie trivoltina con una primer xeneración que vuela mientres la primavera. La segunda xeneración apaez enantes del branu y la tercera a finales del branu.^[5]

Les sos plantes nutricies son crucíferes (Sinapis arvensis, Biscutella auriculata, B. valentina, Sisymbrium irio, S. austriacum) y resedácees (Reseda phyteuma, R. luteola).^[6]

La fema pon los güevos de forma individual sobre fueyes, flores o granes de la planta nutricia. Les canesbes desenvuelvense nun mes, sacante les de la última xeneración qu'enviernen n'estáu de crisálida.

Distribución y hábitat

Especie cosmopolita, el so rangu de distribución toma'l Norte d'África y Etiopía, Europa —hasta'l paralelu 66º y más abondosu al sur de los Alpes, sur de Rusia occidental y Asia central hasta Mongolia, Asia Menor, India, Paquistán, Xapón, norte de Tailandia y Camboya. Les poblaciones más septentrionales nútrense de les migraciones dende'l sur y munchos años, cuando les condiciones son adverses, son los sos únicos reemplazos.^[6]

El so hábitat son zones soleyeres, tantu en cuetos, montes, escamplaes de monte, riberes, como en praderíes o tierres en barbechu, con gran cantidá de flores.^[5][7]

Sistemática y taxonomía

Primeramente descrita foi como Papilio daplidice por Linneo en 1758. Darréu foi adscrita al xéneru Pontia.

Sinonimia

• Papilio daplidice Linnaeus, 1758
• Papilio bellidice Brahm, 1804
• Papilio belemida Hübner, [1836-1838]
• Pieris daplidice var. albicide Oberthür, 1881
• Leucochloe daplidice var. jachontovi Krulikowsky, 1908
• Pontia daplidice f. nitida Verity, 1908
• Leucochloe daplidice f. envierna Chnéour, 1934
• Pontia daplidice albidice xen. vern. virescentior Rothschild, 1925

Subespecies

• P. d. moorei (Röber, [1907])
• P. d. moorei
• P. d. avidia (Fruhstorfer, 1908)
• P. d. amphimara (Fruhstorfer, 1908)
• P. d. nubicola (Fruhstorfer, 1908)
• P. d. laenas (Fruhstorfer, 1908)
• P. d. praeclara (Fruhstorfer)
• P. d. aethiops (de Joannis & Verity, 1913)
• P. d. daplidice Winhard, 2000

Referencies bibliográfiques

Bibliografía

• Agenjo, R. (1964). «Los nomes vulgares de les camparines españoles». Graellsia XX: 163-190.
• Aguáu Martín, L.O. (2007). Les camparines diurnes de Castiella y Llión (Lepidópteros ropalóceros) Especies, bioloxía, distribución y caltenimientu I. Valladolid: Xunta de Castiella y Llión. p. 1041. ISBN 978-84-9718-473-1.
• Higgins, L. G. y N. D. Riley (1980). Guía de campu de les camparines d'España y Europa. Barcelona: Omega. p. 452. ISBN 84-282-0327-X.
• Leraut, Patrice (2007). Insectos d'España y Europa. Barcelona: Lynx Edicions. p. 528. ISBN 978-84-96553-27-9.
• «The IUCN Red List of Threatened Species. 2011.2». Red List. International Union for Conservation of Nature and Natural Resources (n'inglés). 2011. Consultáu'l 28 d'abril de 2012.
• Reinchholf-Riehm, Helgard (1985). Guíes de Naturaleza Blume. Camparines. Barcelona: Blume. p. 287. ISBN 84-7031-555-2.
• Savela, Markku (2011). «Lepidoptera and some other life forms» (n'inglés). Consultáu'l 5 d'abril de 2012.
• Verdú, J. R., C. Numa y Y. Galantiador (2011). Atles y llibru coloráu de los invertebraos amenaciaos d'España. (Especies vulnerables). Madrid: Verdú, J. R., Numa, C. y Galantiador, Y. (Eds) Dirección Xeneral de Mediu Natural y Política Forestal, Ministeriu de Mediu Ambiente, Mediu rural y Marín. p. 1318.

La pòntia comuna (Pontia daplidice)^[1] és un lepidòpter ropalòcer de la família Pieridae.^[2]

Distribució

Es distribueix pel nord d'Àfrica (incloent-hi les illes Canàries), sud-oest d'Europa, sud-est de Turquia, l'Orient Mitjà, oest i sud de l'Iran fins a l'Afganistan, el Kazakhstan i el Tadjikistan. Es troba a tota la península Ibèrica i a les illes Balears.^[2][3]

Hàbitat

Divers, allà on hi hagi la planta nutrícia de l'eruga. Aquesta última s'alimenta preferentment de Reseda, però també de moltes altres plantes, com Sisymbrium, Erysimum, Sinapis, Lepidium, Iberis, Raphanus, Moricandia, etc.^[2]

Període de vol

Polivoltina, vola durant tot l'any a les Canàries i entre març i octubre a Europa, segons la localitat. Hibernació com a pupa.^[2]

Referències

Enllaços externs

• Biodiversidad Virtual (castellà)
• Waste Magazine (castellà)
• European Butterflies (anglès)

Glöyn byw sy'n perthyn i urdd y Lepidoptera yw gwyn smotiog, sy'n enw gwrywaidd; yr enw lluosog ydy gwynion smotiog; yr enw Saesneg yw Bath White, a'r enw gwyddonol yw Pontia daplidice.^[1][2] Tiriogaeth y gwyn smotiog ydy canolbarth a de Ewrop, er ei fod yn hedfan i'r gogledd mor bell a Sgandinafia ac weithiau de Lloegr yn yr haf.

Siani flewog

Darlun gan John Curtis yn ei lyfr British Entomology, Cyfrol 5

Lled ei adenydd ydy 52–56 mm.

Cyffredinol

Gellir dosbarthu'r pryfaid (neu'r Insecta) sy'n perthyn i'r Urdd a elwir yn Lepidoptera yn ddwy ran: y gloynnod byw a'r gwyfynod. Mae'r dosbarthiad hwn yn cynnwys mwy na 180,000 o rywogaethau mewn tua 128 o deuluoedd.

Wedi deor o'i ŵy mae'r gwyn smotiog yn lindysyn sy'n bwyta llawer o ddail, ac wedyn mae'n troi i fod yn chwiler. Daw allan o'r chwiler ar ôl rhai wythnosau. Mae pedwar cyfnod yng nghylchred bywyd glöynnod byw a gwyfynod: ŵy, lindysyn, chwiler ac oedolyn.

Gweler hefyd

• Rhestr gwyfynod a gloynnod byw
• Cymdeithas Edward Llwyd a Llên Natur

Mae gan Gomin Wikimedia
gyfryngau sy'n berthnasol i:

Pontia daplidice

Cyfeiriadau

Bělásek rezedkový (Pontia daplidice) je středně velký, výrazně teplomilný motýl z čeledi běláskovitých. Každoročně na jaře přilétá z jižních zimovišť do České republiky kde se do podzimu nejčastěji vyskytuje ve dvou generacích.

Rozšíření

Druh žijící v Evropě, Malé a Střední Asii a ve středomořských oblastech Afriky. Severní hranici evropského rozšíření sahá až k 60° severní zeměpisné šířky a v jižních oblastech Alp vystupuje až do nadmořské výšky 2000 m. Pouze v jižní Evropě, severní Africe a teplých oblastech Asie se vyskytuje trvale, jeho populace v západní, střední a severní Evropě jsou jen přechodné. Motýli objevující se z jara v České republice jsou prvou vlnou migrujících jedinců z teplých krajů jižní Evropy kde se vylíhli. Teprve později se smísí jejich potomci, kteří vylétli z kukel již vytvořených v Česku, s jižní migrační vlnou druhé generace.

Nejraději žijí ve slunných a teplých nížinatých oblastech polního, stepního i ruderálního charakteru, často se vyskytují na opuštěných zaplevelených polích, na neobhospodařovaných loukách nebo travnatých kamenitých stráních, náspech cest nebo železničních tratí. Jsou velmi dobři letci a nezdržuje se na pevném stanovišti, pohybují se z místa na místo v rozsáhlém regionu.

V ČR se vyskytují téměř po celém území od nížin do podhůří, hojnější bývají v oblastech moravských úvalů a hlavně v teplých a suchých létech. Místní početnost odvisí od migrace, někdy dorazí jarní i letní populace, někdy přiletí až letní. Průměrné stavy tohoto druhu s ohledem na počasí sice ročně kolísají, motýl však není považován za ohrožený.

Vzhled

Motýl má rozpětí křídel 4,5 až 5 cm, bílé zbarvené svrchní plochy mají nápadné žilkování a početné černé skvrny. Samička má na zadních křídlech tmavší a větší skvrny, sameček je tamtéž spíše bílý. Na spodní, rubové straně mají oba výraznou, olivově zelenou kresbu.

Spodní strana křídel

Životní cyklus

Bělásek rezedkový mívá ve Střední Evropě obvykle dvě generace, délka života motýla od vylíhnutí je průměrně 16 dnů. Samička prvé generace klade obvykle v dubnu žlutozelená vajíčka která se později zbarví oranžově. Vajíček bývá průměrně okolo 60 a jsou kladena na žírné rostliny jednotlivě. Asi za týden se z nich líhnou osamoceně žijící modrozelené housenky se dvěma žlutými podélnými pruhy a malými černými bradavkami. Po třech týdnech nepřerušovaného krmení na listech, květech i plodech se housenka na lodyze rostliny zakuklí zavěšená hlavou dolů. Za týden stadium přeměny v kukle skončí a vylétá další generace motýlů kteří se v červenci neb srpnu spáří a začíná nový koloběh, od vajíček přes housenky až po kukly ve kterých chce druh přečkat zimní období. Za mimořádně příznivých klimatických podmínek se z těchto kukel vylíhne koncem léta ještě třetí generace a její kukly se snaží přezimovat. Ve středoevropských kontinentální podmínkách však zimu nepřežijí a zahynou.

Význam

Bělásci rezedkoví nejsou považováni za škodlivý druh, jejich housenky se živí rostlinami které jsou spíše považovány za plevelné než užitkové. Požírají hlavně rostliny rodu rýt (dříve často nazývaný rezeda) a další byliny z čeledi brukvovitých, např. hulevník, huseník, pomořanka, potočnice, tařice a úhorník.

Taxonomie

Podle posledních výzkumů je bělásek rezedkový (Pontia daplidice) podle morfologických znaků neodlišitelný od nově vytvořeného druhu Pontia edusa, navzájem se odlišují biochemicky. Tento nový druh údajně pravidelně migruje z jihu do střední Evropy a tudíž se vyskytuje i v ČR, kdežto Pontia daplidice zalétává pouze do západní Evropy. Někteří autoři naopak považují oba druhy pouze za poddruhy druhu Pontia daplidice.

Reference

1. ↑ Červený seznam IUCN 2018.1. 5. července 2018. Dostupné online. [cit. 2018-08-10]

• BENEŠ, Jiří; KONVIČKA, Martin. Mapování motýlů ČR: Bělásek rezedkový [online]. Entomologický ústav BC AV ČR, České Budějovice [cit. 2014-08-04]. Dostupné online. (česky)
• Mlynárik rezedový [online]. Ústav krajinnej ekológie SAV, Bratislava, SK [cit. 2014-08-04]. Dostupné online. (slovensky)
• Finland Nature and Species: Pontia daplidice [online]. Luonto Porti Nature Gate, Helsinki, FI [cit. 2014-08-04]. Dostupné online. (anglicky)
• Reseda-Weißling [online]. NABU–Naturschutzbund Deutschland, Nordrhein Westfalen Landesgeschäftsstelle, Düsseldorf, DE [cit. 2014-08-04]. Dostupné online. (německy)
• ROWLINGS, Matt. Pontia daplidice [online]. Mat Rowlings, Matt' s European Butterflies, UK [cit. 2014-08-04]. Dostupné online. (anglicky)

Externí odkazy

• Obrázky, zvuky či videa k tématu bělásek rezedkový ve Wikimedia Commons
• Taxon Pontia daplidice ve Wikidruzích
• Bělásek rezedkový na Lepidoptera.cz

Grønbroget kålsommerfugl (Pontia daplidice) er en sommerfugl i hvidvingefamilien. Den kan ses flyvende på strande, ruderater og brakmarker. Den fortrækker bar jord og et varmt mikroklima. Den grønbrogede sommerfugl kan mødes fra starten af maj til først i september. Af og til kan den finde på at foretage egentlige træk som stor og lille kålsommerfugl.

Udbredelse

Arten er udbredt i Europa fra Spanien over Sydfrankrig til det østlige Tyskland, Polen og Hviderusland. Den er desuden udbredt østpå gennem Asien til Indien og Japan. Den er en sjælden gæst i Nordvesteuropa, med undtagelse af Gotland, hvor der er en fast ynglebestand. Sommerfuglen har i over 20 år været forsvundet fra Danmark. Først i 1992 dukkede den op her igen og menes nu at være i fremgang. En af årsagerne til sommerfuglens fremgang kan være, at den er varmeelskende, og de senere år har været forholdsvis varme i Danmark. De sene larver kan i kolde år ikke nå at forpuppe sig til overvintringen, inden de dør af kulde. En anden årsag kan være den øgede braklægning af marker i landbruget, hvilket øger mængden af mulige levesteder for sommerfuglen.

Udseende

Den grønbrogede kålsommerfugl ligner ved første øjekast de andre kålsommerfugle, men den er faktisk nem at kende. På forvingerne ses en meget kraftig sort midtplet og den sorte tegning på kanten af vingerne er brudt af hvide felter, hvilket ikke ses ved de andre kålsommerfugle. Den grønbrogede kålsommerfugls underside er helt speciel med tydelige olivengrønne brogede tegninger. Der er en del variation mellem de forskellige generationer og mellem kønnene. Vingefanget ligger mellem 34 og 48 mm.

Livscyklus

Sommerfuglen findes i to generationer i løbet af et år. Æggene lægges på korsblomster, der vokser på blottet jord, hvor solen kan varme igennem. Efter en uge klækkes ægget. Larven lever af blomster og skulper, men kan være nødt til at leve af blade tæt på jorden i kolde år. Efter 2-4 uger er larven udvokset og forpupper sig. Puppen efter 1. generation klækkes efter ca. 2 uger, mens pupper af 2. generation overvintrer til næste forår.

Larvens foderplanter

Vejsennep, strandsennep, raps, kiddike, svinesennep, reseda, lucerne, samt andre korsblomster og kurvblomster.

Kilder/Henvisninger

• Michael Stoltze, Danske dagsommerfugle, København, 1996, side 90-93.
• Sommerfugle i Europa og Nordafrika

Flügeloberseite (aus Hübner: Sammlung europäischer Schmetterlinge)

Pontia daplidice, auch Westlicher Resedaweißling, ist ein Schmetterling (Tagfalter) aus der Familie der Weißlinge (Pieridae). Das Artepitheton leitet sich von Daplidice, einer der fünfzig Töchter des Danaos aus der griechischen Mythologie ab.^[1]

Beschreibung

Falter

Pontia daplidice ist ein kleiner bis mittelgroßer Falter, der sich von den meisten anderen Weißlingen durch seine grüngrauen Flecken auf den Hinterflügelunterseiten unterscheidet. Er hat eine Flügelspannweite von bis zu 50 Millimeter. An den Spitzen der Vorderflügeloberseite ist er dunkelgrau schattiert und er besitzt einen großen fast quadratischen Fleck in der Mitte. Auf den Hinterflügeln sind zahlreiche schwarze Flecke zu finden, wodurch diese marmoriert aussehen. Die Zeichnung ist Unterseits gleich nur hier von einem olivgrün. Weibchen sind im Allgemeinen größer und an den Hinterflügeln stärker marmoriert. Eine ähnliche Musterung findet sich beim Aurorafalter, jedoch weitaus zerteilter, und beim Alpen-Weißling (Pontia callidice), wo sie aber der Aderung folgt. Er ist vom Resedafalter (Pontia edusa) habituell nicht zu unterscheiden. Untersuchungen der Geschlechtsteile sind die einzige Möglichkeit, diese beiden Arten auseinanderzuhalten.

Raupe

Die Raupen haben einen schlanken grünen bis blaugrauen^[2] Körper mit gelben Streifen auf Rücken und den Seiten. Es befinden sich zwischen 8 und 10 schwarze Punktwarzen auf jedem Ringsegment des Körpers. Sie werden bis zu 30 Millimeter groß.^[2]

Ähnliche Arten

• Resedafalter (Pontia edusa)
• Alpen-Weißling (Pontia callidice)

Unterarten

• Pontia daplidice daplidice (LINNAEUS, 1758) (Kanarische Inseln, Marokko, Algerien, Tunesien, Kyrenaika)
• Pontia daplidice iberidice BRYK, 1940 (Iberische Halbinsel)
• Pontia daplidice belemida (GEYER, 1832) (SO-Frankreich bis Belgien)
• Pontia daplidice laenas (FRUHSTORFER, 1908) (Naher Osten)
• Pontia daplidice aethiops (JOANNIS & VERITY, 1912) (Nordost-Afrika, Äthiopien)

Verhalten und Lebensweise

Die Falter sind kräftige und schnelle Flieger die weite Wanderungen unternehmen.

Er bildet mehrere Generationen über das ganze Jahr aus. In Europa nur von März bis Oktober und im Spätsommer und Herbst mit mehr Individuen.

Eier werden an der Unterseite der Blätter der Futterpflanze abgelegt.^[2]

Die Raupen schlüpfen nach 10 Tagen und sind nach 4 Wochen ausgewachsen.^[2]

In den Sommermonaten benötigen die Puppen etwa zwei Wochen bis die Falter schlüpfen, die Herbstpuppen überwintern, überleben aber nördlich der Alpen nur in warmen Gebieten oder milden Wintern.^[2]

Die Raupen fressen an Reseda-Gewächsen (Resedaceae) und Kreuzblütlern (Brassicaceae) wie z. B. Gänsekresse (Arabis).

Verbreitung und Lebensraum

Pontia daplidice tritt vor allem in Südwesteuropa, Nordafrika, Kanarische Inseln auf. Als Wanderfalter ist er selten auf Madeira, Mallorca und nur sehr vereinzelt im mitteleuropäischen Raum (südliches Oberrheintal) anzutreffen. Er kommt in Höhen bis 2700 m vorwobei er im Süden seines Verbreitungsgebietes er besonders häufig auftritt. Im Gegensatz zum Resedafalter, der in Mitteleuropa, Italien und Südosteuropa bis hin in den asiatischen Raum nachweisbar ist, besitzt er keine ausgeprägte Neigung zur Wanderung. In Österreich treten beide Arten auf.

Er bewohnt vorwiegend offenes, blühendes Grasland und Wiesen. Man findet in aber auch an Wegrändern, Gärten und Parks.

Quellen

Literatur

• Heiko Bellmann: Der neue Kosmos-Schmetterlingsführer. Schmetterlinge, Raupen und Futterpflanzen. Franckh-Kosmos, Stuttgart 2003, ISBN 3-440-09330-1.
• Josef Settele, Roland Steiner, Rolf Reinhardt, Reinart Feldmann: Schmetterlinge: Die Tagfalter Deutschlands. Ulmer, Stuttgart (Hohenheim) 2005, ISBN 3-8001-4167-1.
• Tom Tolman, Richard Lewington: Die Tagfalter Europas und Nordwestafrikas. Franckh-Kosmos Verlag, Stuttgart 1998, ISBN 3-440-07573-7.
• Hans-Josef Weidemann: Tagfalter: beobachten, bestimmen. Naturbuch-Verlag, Augsburg 1995, ISBN 3-89440-115-X.
• Günter Ebert (Hrsg.): Die Schmetterlinge Baden-Württembergs Band 1: Tagfalter I (Ritterfalter (Papilionidae), Weißlinge (Pieridae), Edelfalter (Nymphalidae)). Ulmer Verlag, Stuttgart 1993, ISBN 3-8001-3451-9.
• Elizabeth Balmer: Schmetterlinge: Erkennen und Bestimmen. Parragon Books, 2007, ISBN 978-1-4075-1203-7, S. 52–53

Einzelnachweise

1. ↑ Arnold Spuler: Die Schmetterlinge Europas. Band 1. E. Schweitzerbartsche Verlagsbuchhandlung, Stuttgart 1908, S. 7.
2. ↑ ^{a b c d e} Sauers Naturführer - Die schönsten Raupen. Fauna-Verlag, 1992, ISBN 3-923010-19-2.

Weblinks

– Album mit Bildern, Videos und Audiodateien

• Lepiforum e. V. Faunistische Anmerkungen zum Artkomplex Pontia edusa und Pontia daplidice
• www.schmetterling-raupe.de
• Moths and Butterflies of Europe and North Africa (englisch)
• Pontia daplidice bei Fauna Europaea

Flatrat e përparme të bardha, në majë dhe pak poshtë saj me njolla të zeza, në mes me njollë të zezë.

Flatrat e pasme të bardha ku pasqyrohet figura e e anës së poshtme të flatrave të përparme; ana e poshtme e flatrave e gjelbërt - everdhë me njolla të bardha, njëra prej tyre në qelizën e mesme e rrumbullaktë. Hapësira e flatrave varion nga 38 - 50 mm. Takohet në mjedise barishtore në lulëzim, kryesisht me bimësi të egër të familjes së kryqoreve.

• Mbreteria:Animalia
• Tipi:Arthropoda
• Klasa:Insecta
• Rendi:Lepidoptera
• Familja:Pieridae
• Lloji:Pontia
• Specia:Pontia daplidice
• Zbuluesi: (Linnaeus, 1758)

Pontia daplidice, the Bath white, is a small butterfly of the family Pieridae, the yellows and whites, which occurs in the Palearctic region. It is common in central and southern Europe, migrating northwards every summer, often reaching southern Scandinavia and sometimes southern England.

Description

• The Bath white is a small white butterfly with a wingspan of 45 to 50 mm. The underside of the hindwing has a pattern of greenish blotches, which is characteristic of the Bath whites and easily identifies it from other pierids.
• Sexes can be differentiated by markings on the forewing. The male is differentiated from the female by the markings on the upperside of the forewing. The apex of the forewing is black with white spots and lines. There is a black spot at the end of the cell. In the case of the female, there is an additional discal spot in 1b. The female also has an obscure row of terminal and marginal spots on the upper hindwing.

Illustration from John Curtis's British Entomology Volume 5

• Description from C. T. Bingham in The Fauna of British India, Including Ceylon and Burma, "Butterflies Volume 2" (1907).^[1]

• Male: Upperside: white. Forewing: basal half of costa narrowly irrorated with black scales, a broad irregular quadrate black spot over the discocellulars; apex and termen anteriorly, above vein 3 broadly black, with a subterminal series of spots of the ground colour, prolonged as fine lines to the terminal margin. Hindwing: uniform, the markings on the underside showing faintly through; a costal spot before the apex, and in some specimens, some obscure, anterior terminal markings indicated by irrorated black scaling. Underside: white. Forewing: the form of the markings as on the upperside but the base of the cell with an irroration of green scales, the black discocellular spot extended to the costa, often washed with green or with a green centre to the black; the apical patch green not black, with the spots of the ground colour on it ill-defined and obscure; a black or greenish-black spot in the outer half of interspace 1. Hindwing: green; costal margin at base yellow; dorsal margin white; a spot in middle of cell, another above it in interspace 7, a curved irregular discal series of conjoined spots beyond the cell, of which the upper two spots in interspaces 1 to 6, white; the veins sometimes faintly yellow. Antennae dusky-black; head, thorax and abdomen fuscous black; beneath; head, thorax and abdomen white.^[1]
• Female: Upperside: differs as follows: Forewing: a dusky-black streak extends from the base along costa and terminates at the black spot on the discocellulars; a transverse, somewhat quadrate black spot in the outer half of interspace 1, with sometimes a short ill-defined black streak below it; the black area on apex and anterior portion of termen broader, the white spots on it blurred and obscure. Hindwing: a large costal black spot before apex; a broad, black, subterminal, inwardly diffuse, curved band in continuation of the same, and a terminal series of clavate black marks that start from the outer margin of the black subterminal band. Underside: markings much as in the male but broader. Antennae, head, thorax and abdomen as in the male.^[1]
• Wingspan: 52–56 mm^[1]

• 

  Pontia daplidice ♀

• 

  Pontia daplidice♀ △

Distribution and habitat

This butterfly is common in central and southern Europe, Asia Minor, Persia and Afghanistan, migrating northwards in the summer. In Central Asia, the Bath white ranges from Baluchistan, Peshawar, Chitral, Kashmir and along the Himalayas right across the Central Himalayas up to Darjeeling. The butterfly appears to be extending its range westwards along the Himalayas. It is usually found on dry slopes and rough ground with little vegetation.^[2]

Host plants

The host plants of the larvae are in the family Brassicaceae and vary according to locality. They include tower mustard (Arabis glabra) and sea rocket (Cakile maritima).^[2]

Taxonomy

The following subspecies are recognised:

• Pontia daplidice daplidice (Mauritania, northern Niger, northern Chad, France, south-western Europe, North Africa)
• Pontia daplidice laenas (Fruhstorfer, 1908) (Palestinian territories)
• Pontia daplidice aethiops (de Joannis & Verity, 1913) (highlands of Ethiopia, south-western Arabia, Near East, Afghanistan)
• Pontia daplidice moorei (Roeber, 1907) (Jammu & Kashmir to N.E. India, Yunnan)^[3][4]

• 

  Caterpillar

• 

  P. d. laenas, Jordan

• 

  P. d. laenas, Jordan

• 

  P. d. laenas mating, Jordan

• 

  P. d. moorei, India

• 

  Close-up side view

Habitat

The butterfly lives in the Mediterranean coastal dunes, on rocky, hot slopes etc.

Pinned specimen from 1702

The Hope Entomological Collection in the Oxford University Museum of Natural History contains a specimen of this species dating from 1702, which is the oldest pinned entomological specimen still on its original pin in existence.^[5]

Notes

References

• Evans, W.H. (1932). The Identification of Indian Butterflies (2nd ed.). Mumbai, India: Bombay Natural History Society.
• Haribal, Meena (1992). The Butterflies of Sikkim Himalaya and Their Natural History. Gangtok, Sikkim, India: Sikkim Nature Conservation Foundation.
• Wynter-Blyth, Mark Alexander (1957). Butterflies of the Indian Region. Bombay, India: Bombay Natural History Society. ISBN 978-8170192329.

Pontia daplidice, vulgarmente llamada blanquiverdosa, es una mariposa de unos cuatro centímetros de envergadura, hembras mayores que los machos, de anverso blanco con manchas negras y reverso oro verde, blanco y amarillo, y con dimorfismo sexual. Pertenece a la familia Pieridae, fue descrita por Carlos Linneo en 1758.^[1]​

Es una mariposa que se distribuye por África, Europa y Asia, y que vuela en una gran variedad de hábitat y altitudes, aunque preferentemente en lugares cálidos y secos. Con un marcado carácter migratorio.^[2]​

Su estado de conservación no reviste preocupación y no se encuentra incluida en la Lista roja de la UICN ni en el Atlas y libro rojo de los invertebrados amenazados de España.^[3]​

Descripción

Las hembras miden entre 4,2 y 4,3 cm de envergadura y los machos entre 3,8 y 4,1. El anverso o cara superior de las alas es blanco con manchas negras. El reverso es de color blanco las anteriores y oro verde con nerviación amarilla las posteriores.^[4]​

El anverso de las alas anteriores de los machos es blanco con mancha negra al final de la celda. En la zona postdiscal aparecen manchas negruzcas entre E3 y E7. En la zona submarginal, al final de las venas V3 a V7 aparecen manchas irregulares gris ceniza. Alas posteriores blancas que trasparentan las formas y manchas de su reverso.

El reverso alar es blanco y oro verde. Las anteriores son blancas con la costa grisácea y una mancha negra al final de la celda. La zona basal es amarilla, y en la postdiscal blanca aparecen sendos puntos negros en E3 y en E1b, y manchas verdes con escamas amarillas entre los espacios E3 y E7. También manchas de ese color al final de las venas V3 a V7.

Las posteriores son oro verde con manchas blancas o amarillentas. La zona discal tiene una mancha blanca en la celda, otra en E7 y otra entre E6 y E7. En la zona postdiscal aparece una pequeña mancha blanquecina o amarilla en E1b. En la zona submarginal también aparecen manchas blancas en E1b, E1 y de E2 a E5.

P. daplidice hembra

Las alas de las hembras son similares, con las manchas de mayor tamaño. En el anverso de las anteriores aparece una mancha en E1b negra.^[5]​

Como en el resto de especies de su familia, los imagos tienen la cabeza pequeña, con antenas terminadas en maza, y unos palpos bien desarrollados. Los tres pares de patas son funcionales. Sus alas anteriores forman un ángulo agudo en su base, mientras que las posteriores, que tienen una superficie alar mayor, son redondeadas. Son característicos dos nervios anales en las alas posteriores.^[6]​

Ciclo biológico y alimentación

Oruga de P. daplidice

En los lugares donde el clima es favorable es una especie trivoltina con una primera generación que vuela durante la primavera. La segunda generación aparece antes del verano y la tercera a finales del verano.^[4]​

P. daplidice sobre dipsacácea

Imago de Pontia daplidice fotografiado en Teatinos, Málaga.

Sus plantas nutricias son crucíferas (Sinapis arvensis, Biscutella auriculata, B. valentina, Sisymbrium irio, S. austriacum) y resedáceas (Reseda phyteuma, R. luteola).^[7]​

La hembra pone los huevos de forma individual sobre hojas, flores o semillas de la planta nutricia. Las orugas se desarrollan en un mes, excepto las de la última generación que hibernan en estado de crisálida.

Distribución y hábitat

Especie cosmopolita, su rango de distribución abarca el Norte de África y Etiopía, Europa —hasta el paralelo 66º y más abundante al sur de los Alpes—, sur de Rusia occidental y Asia central hasta Mongolia, Asia Menor, India, Pakistán, Japón, norte de Tailandia y Camboya. Las poblaciones más septentrionales se nutren de las migraciones desde el sur y muchos años, cuando las condiciones son adversas, son sus únicos reclutamientos.^[7]​

Su hábitat son zonas soleadas, tanto en cerros, bosques, claros de bosque, riberas, como en praderas o tierras en barbecho, con gran cantidad de flores.^[4]​

Sistemática y taxonomía

Inicialmente descrita fue como Papilio daplidice por Linneo en 1758. Posteriormente fue adscrita al género Pontia.^[8]​

Sinonimia

• Papilio daplidice Linnaeus, 1758
• Papilio bellidice Brahm, 1804
• Papilio belemida Hübner, [1836-1838]
• Pieris daplidice var. albicide Oberthür, 1881
• ?Leucochloe daplidice var. jachontovi Krulikowsky, 1908
• Pontia daplidice f. nitida Verity, 1908
• Leucochloe daplidice f. hiberna Chnéour, 1934
• Pontia daplidice albidice gen. vern. virescentior Rothschild, 1925

Subespecies

• P. d. moorei (Röber, [1907])
• P. d. moorei
• P. d. avidia (Fruhstorfer, 1908)
• P. d. amphimara (Fruhstorfer, 1908)
• P. d. nubicola (Fruhstorfer, 1908)
• P. d. laenas (Fruhstorfer, 1908)
• P. d. praeclara (Fruhstorfer)
• P. d. aethiops (de Joannis & Verity, 1913)
• P. d. daplidice Winhard, 2000

Referencias bibliográficas

Bibliografía

• Agenjo, R. (1964). «Los nombres vulgares de las mariposas españolas». Graellsia XX: 163-190.
• Aguado Martín, L.O. (2007). Las mariposas diurnas de Castilla y León (Lepidópteros ropalóceros) Especies, biología, distribución y conservación I. Valladolid: Junta de Castilla y León. p. 1041. ISBN 978-84-9718-473-1.
• Higgins, L. G. y N. D. Riley (1980). Guía de campo de las mariposas de España y Europa. Barcelona: Omega. p. 452. ISBN 84-282-0327-X.
• Leraut, Patrice (2007). Insectos de España y Europa. Barcelona: Lynx Edicions. p. 528. ISBN 978-84-96553-27-9.
• «The IUCN Red List of Threatened Species. 2011.2». Red List. International Union for Conservation of Nature and Natural Resources (en inglés). 2011. Consultado el 28 de abril de 2012.
• Reinchholf-Riehm, Helgard (1985). Guías de Naturaleza Blume. Mariposas. Barcelona: Blume. p. 287. ISBN 84-7031-555-2.
• Savela, Markku (2011). «Lepidoptera and some other life forms» (en inglés). Consultado el 5 de abril de 2012.
• Verdú, J. R., C. Numa y E. Galante (2011). Atlas y libro rojo de los invertebrados amenazados de España. (Especies vulnerables). Madrid: Verdú, J. R., Numa, C. y Galante, E. (Eds) Dirección General de Medio Natural y Política Forestal, Ministerio de Medio Ambiente, Medio rural y Marino. p. 1318.

Sinappiperhonen (Pontia edusa) on kaaliperhosten heimoon kuuluva perhoslaji.

Koko ja ulkonäkö

Etusiivet ovat valkoiset ja niiden kärjissä on mustat, valkotäpläiset laikut. Lisäksi siivessä on musta keskitäplä. Alapuolella siiven kärki on likaisen kellanvihreä. Takasiivet ovat yläpuolelta vaalean harmaat ja niissä on vaaleampia laikkuja sekä harmaa tai musta, vaihtelevasti erottuva reunavyö. Takasiipien alapinta on kauttaaltaan vihreän ja valkoisen kirjava. Naaraan kuviointi on voimakkaampaa kuin koiraalla. Siipiväli 35–47 mm.^[2][3]

Nopea ja suoraviivainen lentotapa erottaa sinappiperhosen yleisemmistä valkoisista päiväperhoisista.^[4]

Levinneisyys ja lentoaika

Sinappiperhosta tavataan vakituisesti laajassa osassa Länsi-Eurooppaa sekä Pohjois-Afrikassa. Se on kuitenkin vaeltaja, minkä seurauksena lajia tavataan paljon sen vakituista esiintymisaluetta laajemmalla alueella ja joinakin vuosina aina Suomessa asti. Sinappiperhosta esiintyi Suomessa erityisen runsaasti esimerkiksi vuosina 2000^[5] sekä 2010^[6], mutta useimpina vuosina lajia ei tavata lainkaan. Suomessa laji lentää pääasiassa heinä-elokuussa ja vaeltaneiden yksilöiden jälkeläisiä voi tavata syyskuun loppuun saakka.^[7][4]

Elinympäristö ja elintavat

Laji elää pääasiassa viljelys- ja joutomailla, mutta vaeltavan luonteensa takia perhoseen voi törmätä missä tahansa ympäristössä.^[4] Talvehtii toukkana Keski- ja Etelä-Euroopassa.^[8]

Ravintokasvi

Toukat syövät erilaisia ristikukkaiskasveja kuten pölkkyruohoa (Arabis glabra) ja rannikoilla esimerkiksi merisinappia (Cakile maritima).

Lähteet

Aiheesta muualla

• Suomen Perhoset: Sinappiperhonen
• Iltalehden artikkeli lajista
• Taksonomian lähde: ZipcodeZoo
• Bath white - Pontia daplidice (englanniksi)

Pontia daplidice • Marbré-de-vert

La Piéride du réséda ou le Marbré-de-vert (Pontia daplidice) est une espèce paléarctique de lépidoptères (papillons) de la famille des Pieridae et de la sous-famille des Pierinae. Elle tire son nom d'une des plantes nourricières de ses chenilles, le Réséda jaune.

Noms vulgaires

• En français : le Marbré-de-vert, la Piéride du réséda, ou plus rarement le Marbré, la Piéride marbrée ou la Piéride du radis^[1].
• En anglais : Bath white^[2].
• En néerlandais : Resedawitje.

Description

Papillon

L'imago de Pontia daplidice est un papillon de taille moyenne, dont la longueur de l'aile antérieure varie de 19 à 24 mm. Le dessus des ailes est de couleur majoritairement blanche, avec l'apex des ailes antérieures taché de noir, une tache discoïdale noire à l'aile antérieure, et des marbrures grises et noires à l'aile postérieure.

La génération printanière a le dessous des ailes postérieures vert foncé et la tache discoïdale atteint le bord du dessus de l'aile antérieure, tandis que la génération estivale a le dessous de l'aile antérieure vert jaune et la tache discoïdale ne touche plus le bord de l'aile. Les spécimens femelles sont plus chargés de noir que les spécimens mâles^[3].

Cette espèce et l'espèce voisine Pontia edusa sont indiscernables par leurs caractères externes, mais elles résident généralement dans des régions différentes.

• Dessus d'un mâle.

• Dessus d'une femelle.

• Accouplement.

Chenille

La couleur principale de la chenille est le bleu-vert, avec une bande jaune sur les flancs^[4]. De nombreuses taches noires sont présentes en général sur les zones bleues.

Biologie

Voltinisme et cycle de vie

Cette espèce est multivoltine, produisant deux à quatre générations selon la latitude, et les adultes volent de mars à octobre. Sur la Côte d'Azur, le papillon peut être visible dès janvier et produire une cinquième génération partielle^[3]. L'espèce hiverne au stade nymphal.

Les œufs, de couleur orange, sont pondus isolément et ont un temps d'incubation de 7 jours. Les chenilles sont présentes de mai à octobre. En fonction de la saison, la chrysalide peut soit donner un papillon en environ 15 jours (en été), soit d'abord hiverner.

Plantes hôtes

Les plantes hôtes de la chenille sont le Réséda jaune (Reseda lutea) et d'autres brassicacées comme le Diplotaxis à feuilles étroites (Diplotaxis tenuifolia), le Tabouret perfolié (Thlaspi perfoliatum) et la Fausse roquette de France (Erucastrum gallicum).

• Chenille.

• Réséda jaune.

Distribution et biotopes

Aire de répartition

Pontia daplidice est autochtone en Afrique du Nord, dans le Sud-Ouest de l'Europe (dans la péninsule Ibérique, la moitié sud de la France, aux îles Canaries, en Corse et en Sardaigne), au Moyen-Orient et en Asie jusqu'au Japon.

Alors qu'avant 1980 elle était considérée comme résidente dans le Nord de la France, la Belgique et le Luxembourg, elle n'y possède plus de populations autochtones^[3] et n'est désormais plus qu'un migrateur rare dans ces zones^[5]. Ses migrations peuvent parfois atteindre le Nord de l'Europe, notamment les îles Britanniques, parfois en grand nombre comme en 1945^{[réf. souhaitée]}.

Pontia daplidice est remplacée par l'espèce voisine Pontia edusa en Europe orientale et centrale et dans une partie du Moyen-Orient.

Biotopes

Ce papillon fréquente les lieux fleuris, et apprécie notamment les luzernes, les crucifères et le réséda sauvage^{[réf. souhaitée]}.

Systématique

L'espèce aujourd'hui appelée Pontia daplidice a été décrite par le naturaliste suédois Carl von Linné en 1758, sous le nom initial de Papilio daplidice^[6].

Plusieurs sous-espèces ont été décrites^[6],[7] et sont plus ou moins reconnues en fonction des auteurs, certaines étant parfois attribuées à l'espèce voisine Pontia edusa^[8] :

• Pontia daplidice daplidice (Linnaeus, 1758)
• Pontia daplidice persica (Bienert, [1870])
• Pontia daplidice moorei (Röber, [1907])
• Pontia daplidice avidia (Fruhstorfer, 1908)
• Pontia daplidice amphimara (Fruhstorfer, 1908)
• Pontia daplidice nubicola (Fruhstorfer, 1908)
• Pontia daplidice laenas (Fruhstorfer, 1908)
• Pontia daplidice praeclara (Fruhstorfer)
• Pontia daplidice aethiops (de Joannis & Verity, 1913)
• Pontia daplidice iberidice Bryk, 1940
• Pontia daplidice belemida (Geyer, 1832)

Protection

L'espèce n'a pas de statut de protection particulier en France^[9].

Notes et références

Annexes

Is féileacán í an bhánóg Bath. Ball d'ord na Lepidoptera atá ann.

Stepinis baltukas (lot. Pontia daplidice) – baltukų (Pieridae) šeimos drugys.

Lytinis dimorfizmas ryškus. Patino priekinis sparnas su ryškia diskaline dėme, sparno viršūnė juoda, tamsiai ruda su baltomis dėmelėmis. Patelės priekinis sparnas su didele diskaline dėme, o užpakalinio sparno pakraštys su dviem eilėmis dėmių. Abiejų lyčių užpakalinio sparno apačia gelsvai žalia su baltomis dėmėmis.
Sparno ilgis: ♂: 18-22 mm, ♀: 22 mm.
Pirmoji karta skraido gegužės - birželio mėnesiais, o antroji - liepos - rugpjūčio mėnesiais. Laukų, dykviečių gyventojas. Migrantas, aptinkamas ne kasmet.
Mitybiniai augalai- įvairūs kryžmažiedžiai: pikulė (Sisymbrium sp.), laibenis (Alyssum sp.).
Kiaušinėlius deda po vieną ant apatinės mitybinių augalų lapų pusės. Vikšrai minta žiedais ir besiformuojančiomis sėklomis. Lėliukės žiemoja.
Paplitimas: Europa, Azija, Šiaurės Afrika.

Literatūra

Lietuvos dieniniai drugiai, Povilas Ivinskis, Jonas Augustauskas, Kaunas, LUTUTĖ, 2004, ISBN 9955-575-41-7, p. 92

Vikiteka

Het Resedawitje (Pontia daplidice) is een dagvlinder uit de familie Pieridae, de witjes. Tevens is er het Oostelijke Resedawitje (Pontia edusa), dat uiterlijk niet van het 'gewone' resedawitje is te onderscheiden, behalve dan het verschil in leefgebied. Het is een middelgroot, zwartgevlekt witje met op de onderkant van de achtervleugels een opvallende fijn groen gemarmerde tekening.

Voorkomen

Het Oostelijk resedawitje (Pontia edusa) leeft vanaf Zuidoost-Frankrijk en Midden-Europa verder naar het oosten. Het Resedawitje (Pontia daplidice) leeft ten westen van deze gebieden. Beiden hebben een voorkeur voor warme gebieden, ruige bermen en steengroeven. Ze leven in kolonies. In Nederland is deze vlinder uiterst zeldzaam.

Levenswijze

Ze vliegen van maart tot en met oktober in meerdere generaties per jaar, afhankelijk van het weer. De rupsen hebben voornamelijk de resedasoorten als waardplanten. Ze worden ook wel gezien op raket en andere kleine kruisbloemigen. De rups is vrij kleurrijk. Hij kan tot drie centimeter lang worden. Hij is groen met gele lengtestrepen en heel veel kleine zwarte stippen. De streep kan soms ook vrijwel rood zijn.

Tekening van het resedawitje door Jacob Hübner, 1800

Vandrehvitvinge. Fra samlingen i Köln Zoo, Tyskland.

Foto: Sarefo

Sugesnabelen, på hodets underside, gir sommerfuglen mulighet til å nå inn i dype blomster for å suge til seg nektar.

Foto: Tomasz Górny

Vandrehvitvinge (Pontia daplidice) er en dagaktiv sommerfugl i gruppen hvitvinger. Arten er utbredt i sydlige Europa, men er kjent for å vandre eller migrere og er funnet to ganger i Norge.

Utseende

Kjønnene er ganske like, men hunnene har kraftigere farge eller større kontraster, særlig på bakvingene. Vingeoversiden har lys hvit grunnfarge, med flere mørke flekker, særlig ut not vingespissen. Bakvingenes underside har et gulgrønt marmorert mønster.

Vingespennet er mellom 34 og 48 millimeter.

Kroppen har et ytre skjelett (hudplater) som holder de bløte indre organer på plass. Det ytre hudskjelettet er bygd opp for det meste av kitin. Brystet og bakkroppen er brunsvart med kort lys hårbekledning.

Sommerfuglene skiller seg fra de fleste andre insektene ved at munnen ikke har kjever og lepper, men en lang sugesnabel (proboscis) mellom palpene. Den er rullet opp i en spiral, mellom palpene, under hodet, når den ikke er i bruk. Fasettøynene er mørke. Antennene sitter over og helt inntil fasettøynene. Antennene er trådformet og består av sylindriske ganske like ledd. Antenneklubben er flat eller skålformet slik som hos alle dagsommerfuglene. På beina finnes også sanseorgan som gir informasjon om hva sommerfuglen sitter på. Hunner bruker disse sansene for å finne riktig næringsplante, hvor den kan legge sine egg.

Indre organer

Bakkroppens indre organer består av fordøyelsesorganer, forplantningsorganer og åndedrett. Åndedrettet hos sommerfugler foregår ikke ved lunger, men ved at luft hentes inn og ut av kroppen gjennom små hull i hudskjelettet (spirakler). I kroppen er det et svært finmasket system av trakéer som leder oksygenet til kroppens vitale deler. En blodvæske som sirkulerer i kroppen, pumpes rundt av et avlangt rørformet hjerte. Brystpartiet består for det meste av vingenes muskulatur. Sanseorganer, for syn, smak og lukt er stort sett plassert i hodet. Nervesystemet består av en bukmarg med to nervestrenger og én nerveknute (ganglion) i hvert kroppssegment. Den første nerveknuten, som ligger foran munnåpningen, er spesielt stor og omtales som hjerne.

Egg og larver

Egget er orange, rundt og ovaltformet med noen lengderibber.

Larven har generelt tykk hud og er ganske hardføre. Den er blå-lilla på farge, med ett par lyse gule lengdestriper. Larvens bein er gule.

Bak hodet, på bryststykket, som består av tre ledd, er det tre par bein. Lengre bak har larvene noen bukføtter, som ikke er egentlige bein, men utvekster larven kan bruke til å holde seg fast. Lengst bak har den en analfot.

Larvens hode består av en hard hodekapsel med noen punktøyne. Under øynene er det noen små antenner larven bruker til å finne riktig føde. Larvens bakkropp består nesten bare av fordøyelsessystemet. Dette er ganske kort og mye av maten larven spiser passerer før all næringen er tatt opp. Avføringen kommer ut som små kuler helt bakerst på kroppen. Larvene ånder gjennom åpninger i hudskjelettet (spirakler), langs kroppens sider.

Puppen

Puppen er plassert stående eller oppreist, og er festet i anal-enden mot underlaget. Den holdes oppe ved et magebelte av spinntråder. Den har én spiss i hodeenden, ikke to som hos svalestjerter.

Levevis

Vandrehvitvinge finnes på tørre gresskledde enger, havstrender, veiskråninger, i busksatt terreng, med mer. Den migrerer over større områder. Den er en sjelden gjest i Norden, men kan ikke overleve den kalde nordiske vinteren.

Flygetiden er fra mai til august, den flyr i to overlappende generasjoner.

Om natten og i overskyet vær hviler sommerfuglen. Vingene holdes sammenlagt opp og ut fra kroppen, noe som gir sommerfuglen en viss kamuflasje og beskyttelse. De voksne lever av nektar de suger opp fra blomstene på ulike planter (urter). Sugesnabelen, på hodets underside, gir sommerfuglen mulighet til å nå inn i dype blomster for å suge til seg nektar. Sugesnabelen gjør at sommerfugler er avhengig av flytende føde.

Forplantning

Parringen skjer ved sammenkobling mellom de to kjønnene. Under parring utskiller hannene en duft fra små duftskjell på vingene, dette kan være med å gjøre hunnen mer villig til å parres. Om et par forstyrres under parring, flyr vanligvis hannen, mens hunnen blir hengende passivt. Hunner som har parret seg inntar ofte en spesiell stilling, hvor vingene holdes noe flat og utbredt, mens bakkroppen løftes opp.

Larvene

Larven er radikalt forskjellige fra de voksne, både i levevis og i kroppsbygning. Den lever som plantespiser særlig på korsblomster (Brassicaceae), på flere ulike planter i slektene Alyssum, Iberis, Diplotaxis, Descurainia, Biscutella, Ptilotrichum, Lepidium, Thlaspi, Raphanus, Fibigia, Sinapis, Moricandia, Arabis, Erysimum, Reseda og Sisymbrium.

Larvens kroppstemperatur er mellom 35 og 38 grader C°. Ved lavere temperatur blir larven inaktiv. Derfor krever larver hos dagsommerfugler gjerne sollys for å være aktive. Om det blir for varmt regulerer larven temperaturen ved å oppsøke skygge.

Puppen

Vandrehvitvinge tilhører gruppen av insekter med fullstendig forvandling (holometabole insekter), som gjennomgår en metamorfose i løpet av utviklingen. Mellom larvestadiet og det voksne stadiet er et puppestadium, en hvileperiode, der sommerfuglens indre og ytre organer endres. Larvens bøyelige og myke kropp omdannes til en puppe med hardt skall. Når skallet er hardt begynner omdanningen fra larve til den voksne (imago) sommerfuglen. De indre organer brytes i varierende grad ned til en cellemasse. En omorganisering skjer og dyret bygges opp igjen. Puppeperioden varierer etter temperaturen, vanligvis mellom to til fire uker.

Utbredelse

Vandrehvitvinge har sin normale utbredelse i flere oppdelte områder som strekker seg fra Nord-Afrika, Mellom- og Syd-Europa, Asia, helt til Japan. Arten migrere nordover fra Mellom-Europa hvert år, og er registrert noen få steder i Danmark, og i det sydlige Sverige, på Gotland. Mangler i Finland. I Norge er den funnet bare ett par ganger, i Hole i Buskerud i 1886 og i Sør-Varanger i Finnmark i 2000.

Systematisk inndeling

• sommerfugler (Lepidoptera)
  • gruppe / overfamilie dagsommerfugler (Papilionoidea)
    • familie hvitvinger (Pieridae)
      • delgruppe Pierinae
        • slekt Pontia
          • Vandrehvitvinge – (Pontia daplidice (Linnaeus, 1758) )

Litteratur

• Eliasson, C.U., Ryrholm, N., Holmer, M. Jilg, K. & Gärdenfors, U. 2005. Nationalnyckeln till Sveriges flora och fauna. Fjärilar: Dagfjärilar. Hesperiidae – Nymphalidae. ArtDatabanken, SLU, Uppsala. ISBN 91-88506-51-7
• Aarvik, Leif, Berggren, Kai, Hansen, Lars Ove. 2000. Norges Sommerfugler. Catalogus Lepidopterorum Norwegiae. Norsk entomologisk forening. 192 sider. ISBN 82-995095-1-3
• Aarvik, Leif, Hansen, Lars Ove, Vladimir Kononenko. 2009. Norges Sommerfugler. Håndbok over Norges dagsommerfugler og nattsvermere. Norsk entomologisk forening, Naturhistorisk museum, Universitetet i Oslo. 432 sider. ISBN 978-82-996923-2-8

Eksterne lenker

• (en) vandrehvitvinge i Encyclopedia of Life
• (en) vandrehvitvinge i Global Biodiversity Information Facility
• (en) vandrehvitvinge hos Fauna Europaea
• (en) vandrehvitvinge hos NCBI
• (en) Kategori:Pontia daplidice – bilder, video eller lyd på Wikimedia Commons
• (en) Pontia daplidice – galleri av bilder, video eller lyd på Wikimedia Commons
• Pontia daplidice – detaljert informasjon på Wikispecies
• Vandrehvitvinge - Moths and Butterflies of Europe and North Africa - flott bildesamling.
• Vandrehvitvinge – Norges sommerfugler^{[død lenke]}
• www.nhm.uio.no/norlep/ Norges sommerfugler – Et norskspråklig nettsted om norske sommerfugler.
• Norsk Entomologisk forening – for deg som vil lære mer om insekter.

Vos an lenga piemontèisa Për amprende a dovré 'l sistema dle parlà locaj ch'a varda sì.

Costo capìtol a l'é mach në sboss. Da finì.

Ambient

La ruva a viv an dzora a Crociferae. Sinch generassion a l'ann. La farfala a vòa da mars a otober.

Distribussion

A viv an tuta Italia e ant j'ìsole, da la pian-a a la montagna.

Arferiment bibliogràfich për chi a veul fé dj'arserche pì ancreuse

• Pontia daplidice L.

Aiuto per
la lettura Ayuda para
la lectura Help for
Reading Rintré ant
la Piòla Contaté
j'Aministrator Lìber për
Amprende Coression
ortogràfica Tastadura
piemontèisa Portaj
e Proget Agiut pr'ij
Contributor Travajòt
sempi

Bielinek rukiewnik, białawiec rukiewnik (Pontia edusa)^[1] – gatunek motyla dziennego z rodziny bielinkowatych (Pieridae).

Wygląd

Rozpiętość skrzydeł 3,5–4,3 cm^[1]. Typowy przedstawiciel bielinkowatych z wypukłymi żyłkami. Na przednim skrzydle plama wierzchołkowa czarna z białymi plamkami. Wierzch tylnego skrzydła biały z szarobrunatnymi plamami, spód – z czarnozielonymi plamami.

Środowisko występowania

Suche łąki, nieużytki, tereny ruderalne^[1].

Rośliny żywicielskie gąsienic

• rezeda żółta Reseda lutea L.
• stulisz Sisymbrium spp.
• smagliczka Alyssum spp.
• gęsiówka Arabis spp.
• gorczyca Sinapis spp.
• tobołki Thlaspi spp.

Rozmieszczenie^[1]

Występuje w Europie środkowej i wschodniej. Gatunku Pontia edusa nie można na podstawie cech morfologicznych odróżnić od bliźniaczego Pontia daplidice. Z przeprowadzonych badań wynika jednak że P. edusa zasiedla Europę środkowo-wschodnią, zaś P. daplidice Europę południowo-zachodnią. Granice zasięgów obu gatunków stykają się na obszarze wschodniej Francji i zachodnich Niemiec.

Okres lotu

Zwykle w ciągu roku pojawiają się 2 pokolenia. Pierwsze pokolenie pojawia się od końca kwietnia do początku czerwca, drugie od początku lipca do połowy sierpnia. Niekiedy pojawia się trzecie pokolenie na przełomie września i października^[1].

Przypisy

Zobacz też

• fauna Polski

Linki zewnętrzne

• Opis motyla na lepidoptera.eu

Pontia daplidice é uma espécie de insetos lepidópteros, mais especificamente de borboletas pertencente à família Pieridae.^[1]

A autoridade científica da espécie é Linnaeus, tendo sido descrita no ano de 1758.

Trata-se de uma espécie presente no território português.

Referências

Grönfläckig vitfjäril, Pontia daplidice, är en fjärilsart i familjen vitfjärilar. Vingspannet varierar mellan 34 och 48 millimeter, på olika individer.^[1]

Beskrivning

Den grönfläckiga undersidan. (Fotograferad i Toscana, Italien)

Ovansidan hos hanen är vit med en gråsvart teckning på framvingens vingspets och en gråsvart fyrkantig fläck på framvingen. På bakvingen finns mycket ljust grå teckningar. Honans ovansida liknar hanens, men teckningarna på hennes bakvinge är mörkare grå och hon har ytterligare en mörkgrå fläck på framvingen. På undersidan är könen lika. Bakvingen är olivgrön med vita fläckar och framvingen vit med olivgröna fläckar längs ytterkanten och någon eller några få gråsvarta fläckar. Larven är längsgående randig i gult och gråsvart och blir upp till 25 millimeter lång.^[2]

Levnadssätt

Värdväxter, de växter larven äter av och lever på, är arter i resedasläktet och olika kålväxter i bland annat blåsenapssläktet, travsläktet, vägsenapssläktet, skärvfrösläktet och senapssläktet.^[3][4] I Sverige är gulreseda den enda värdväxten.^[2]

Flygtiden, den period när fjärilen är fullvuxen, imago, infaller från tidig vår till hösten i flera generationer. I den nordliga delen av utbredningsområdet är generationerna färre och flygtiden börjar senare och slutar tidigare.^[1]

Utbredning

Den grönfläckiga vitfjärilens utbredningsområde sträcker sig från södra och centrala Europa och Nordafrika genom Mindre Asien till centrala Asien och Indien. Därutöver finns denna fjäril i Japan.^[4] Det har visat sig att denna art, Pontia daplidice, kan delas upp i två arter; dels P. daplidice, dels P. edusa. De ser dock likadana ut och kan endast skiljas åt genom biokemisk analys. I Europa har de också delvis olika utbredningsområde, västra Europa för P. daplidice och östra Europa för P. edusa.^[5]

I Sverige förekommer den grönfläckiga vitfjärilen som bofast endast på Gotland, men har sedan 1990 påträffats på olika ställen i landet så gott som årligen, några gånger så långt norrut som Lappland. Dess habitat är torra, varma och öppna marker. Igenplantering har medfört att populationen på Gotland har minskat och den är upptagen som Sårbar (VUº) på den svenska rödlistan.^[6] Gradtecknet efter VU betyder att det lokala hotet egentligen borde vara i en högre kategori, men att invandring från grannländers populationer gör att risken för utrotning i Sverige minskar.^[7] Grönfläckig vitfjäril är en flyttande fjäril som flyger norrut på sommaren. Troligen förstärker dessa flyttande fjärilar populationerna i bland annat södra Storbritannien, norra Tyskland och södra Skandinavien.^[5]

Källor

1. ^ [a b] Nationalnyckeln till Sveriges flora och fauna. Fjärilar: Dagfjärilar. Hesperiidae - Nymphalidae. (2005) sid 169-170. ArtDatabanken, SLU, Uppsala. ISBN 91-88506-51-7
2. ^ [a b] Sterry, Paul; Mackay, Andrew (2006). Bonniers naturguider Fjärilar sid 44. Albert Bonniers förlag. ISBN 9789100105136
3. ^ Moths and Butterflies of Europe and North Africa Pontia daplidice, läst 7 september 2008
4. ^ [a b] nic.funet.fi/pub/sci/bio/life Pontia daplidice, läst 7 september 2008
5. ^ [a b] Matt Rowling's European Butterflies Pontia daplidice, läst 7 september
6. ^ Artdatabanken, SLU^{[död länk]} Faktablad Pontia daplidice 2005-12-30, läst 7 september 2008
7. ^ Artdatabanken, SLU Sammanfattande översikt över rödlistningskategorier och kriterier, läst 7 september 2008

Externa länkar

• Wikimedia Commons har media som rör Grönfläckig vitfjäril.
  Bilder & media

• Papilio daplidice Linnaeus, 1758 Syst. Nat. (Edn 10) 1: 468

• Pontia daplidice aethiops (de Joannis & Verity, 1913)
• Pontia daplidice amphimara (Fruhstorfer)
• Pontia daplidice avida (Fruhstofer)
• Pontia daplidice daplidice (Linnaeus, 1758)
• Pontia daplidice praeclara (Fruhstorfer)