Dueskabiose (Scabiosa columbaria), ofte skrevet due-skabiose, er en 25-60 cm høj, vildtvoksende urt, som kan findes på kalkrig bund på Øerne, men meget sjældent i resten af landet. Den dyrkes af og til som prydplante.
Dueskabiose er en flerårig, urteagtig plante med en spinkel, opstigende til opret vækst. Stænglerne er runde i tværsnit og flere gange forgrenede. De grundstillede blade er groft tandede til fjersnitdelte, mens de modsat stillede stængelblade er fjersnitdelte med linjeformede eller lancetformede bladafsnit. Bladene har behåring langs randen og bladribberne, men er ellers hårløse. Begge bladsider er grågrønne.
Blomstringen foregår i juli-september, hvor man finder blomsterne samlet i flade, endestillede stande. De enkelte blomster har 5-fligede kroner, hvor randblomsterne er skævt udviklede, sådan at den udadvendende flig er særligt lang. Kronbladene er blålilla. Frugtstanden er kugleforment med nødder, der har et krogformet vedhæng.
Rodsystemet består af en kraftig, dybtgående pælerod og nogle grove siderødder.
Højde x bredde og årlig tilvækst: 0,60 x 0,45 m (60 x 45 cm/år).
Dueskabiose er udbredt i Nordafrika, Mellemøsten, Kaukasus og det meste af Europa. I Danmark kan den findes hist og her på Øerne, mens den er meget sjælden på Fyn og i Jylland. Den er knyttet til kontinentale klimaforhold, hvor den foretrækker lysåbne voksesteder med en ret tør og kalkrig jord. Den forsvinder på de steder, hvor man gødsker.
På Atterbakke nær ved Toksværd på Sjælland vokser arten sammen med bl.a. aftenpragtstjerne, blæresmælde, blåmunke, engbrandbæger, almindelig kællingetand, fløjlsgræs, hedelyng, hulkravet kodriver, håret høgeurt, musevikke og vellugtende gulaks[1]
Dueskabiose (Scabiosa columbaria), ofte skrevet due-skabiose, er en 25-60 cm høj, vildtvoksende urt, som kan findes på kalkrig bund på Øerne, men meget sjældent i resten af landet. Den dyrkes af og til som prydplante.
Die Tauben-Skabiose (Scabiosa columbaria), auch Tauben-Grindkraut genannt, ist eine Pflanzenart aus der Gattung der Skabiosen (Scabiosa) innerhalb der Familie der Geißblattgewächse (Caprifoliaceae).
Die Tauben-Skabiose wächst als sommergrüne, ausdauernde, krautige Pflanze, die Wuchshöhen zwischen 20 und 80 Zentimetern erreicht. Der Stängel ist zumeist mehrfach verzweigt. Die vegetative Vermehrung erfolgt durch Wurzelsprosse.
Die gegenständig am Stängel angeordneten Laubblätter sind am Rand und direkt auf den Blattadern behaart, ansonsten aber kahl, höchstens mit einzelnen verstreuten Haaren. Die Blattfarbe ist matt-grün. Die unteren Laubblätter sind in der Regel ungeteilt, eiförmig und nur am Rand gekerbt. Die oberen Laubblätter sind ein- bis zweifach gefiedert, mit linear-lanzettlichen Abschnitten, die 1 bis 3 mm breit sind.
Die Blütezeit reicht von Ende Juni bis Oktober. Die köpfchenförmige Blütenstände weisen Durchmesser von 15 bis 35 Millimetern auf. Die Hüllblätter sind schmal-lanzettförmig und kürzer bis leicht länger als die eigentliche Blüte. Sie bilden einen Außenkelch von 1 bis 2 Millimetern Länge. Im Blütenstand stehen viele Blüten zusammen. Am Köpfchenboden sind spelzenartige Spreublätter vorhanden. Der Kelch besitzt 3 bis 5 Millimeter lange, runde Borsten. Sie sind dunkelbraun bis schwarz und auf der Innenseite schwach gekielt. Die Kiele haben eine 0,1 bis 0,2 Millimeter breite Basis. Die bläulich-lilafarbene bis violette Krone ist fünfzipfelig.
Die Fruchtstände sind kugelig. Die Frucht ist von einem häutig verlängerten Außenkelch eingeschlossen und mit fünf langen, schwarzen, hygroskopischen Kelchborsten versehen sind. Die einsamige und achänenähnliche Frucht ist 2,5 bis 3 Millimeter lang.
Die Chromosomenzahl beträgt 2n = 16.[1]
Bei der Tauben-Skabiose handelt es sich um einen Hemikryptophyten und eine Halbrosettenpflanze. Dieser Tiefwurzler erreicht bis Tiefen von bis zu 1,5 Metern. Die vegetative Vermehrung erfolgt durch Wurzelsprosse.
Blütenökologisch handelt es sich um „Köpfchenblumen“ mit verstecktem Nektar.[2] Im Körbchen stehen anstelle der Einzelblüten gestauchte Teilblütenstände (Zymen). Die Blüten sind vormännlich. Neben Pflanzen mit zwittrigen Blüten sind auch rein weibliche Pflanzen vorhanden. Die Blüten sind selbststeril. Als Bestäuber kommen verschiedene Insekten in Frage, z. B. Bienen und Schmetterlinge, typisch etwa der Schachbrettfalter Melanargia galathea, besonders auch Widderchen.
Die Früchte sind Achänen, die von einem häutig verlängerten Außenkelch eingeschlossen sind, der am oberen Ende einen als Fallschirm dienenden Saum bildet, und mit fünf langen, schwarzen, hygroskopischen Kelchborsten ausgestattet ist. Die Fruchtreife beginnt ab August. Zur Reifezeit werden die Einzelfrüchte durch den Druck der Spreublätter emporgehoben und dadurch flugfähig: Schirmchenflieger (bei starkem Wind). Außerdem Kletthafter, bei Nässe Adhäsionshafter und wegen der hygroskopischen Kelchborsten auch Bodenkriecher. Auch eine Ausbreitung durch Ameisen kommt vor. Die Samen sind langlebig.
Die Tauben-Skabiose ist ein Florenelement der submeridionalen bis subatlantischen Zone. Sie findet sich in fast ganz Europa, fehlt aber im atlantischen Gebiet und im hohen Norden. Die Nordgrenze des Verbreitungsgebiets liegt in Südschottland und Südskandinavien und zieht sich dann weiter nach Estland. Die Südgrenze reicht von Nordspanien über Süditalien in den Nordostbalkan. Disjunkte Vorkommen finden sich auf der Krim und im Kaukasusraum. Obwohl häufig behauptet tritt die Art nicht in West- und Südafrika auf, hier sind aber nahverwandte Arten heimisch. In den Allgäuer Alpen steigt sie bis zu einer Höhenlage von etwa 1000 Metern auf.[3]
Die Tauben-Skabiose gedeiht am besten auf mäßig nährstoffreichen, mäßig trockenen, meist kalkhaltigen Böden. Sie findet sich aber auch auf mäßig-sauren, humosen, lockeren, mittel- bis tiefgründigen Lehmböden.[1]
Die Tauben-Skabiose ist eine Brometalia-Ordnungscharakterart, sie findet sich dabei vor allem in Beständen des Mesobromion, gedeiht aber auch im Xerobromion.[1] Sie flieht gedüngten Flächen und liebt sonnige Kalkmagerrasen und magere Moorwiesen. Sie ist eine tiefwurzelnde Lichtpflanze.
Die Tauben-Skabiose wächst gerne zusammen mit der Aufrechten Trespe (Bromus erectus), mit Wiesensalbei (Salvia pratensis), Saat-Esparsette (Onobrychis viciifolia), Knolligem Hahnenfuß (Ranunculus bulbosus) und Gewöhnlichem Hufeisenklee (Hippocrepis comosa).
Die Tauben-Skabiose (Scabiosa columbaria) besitzt neben dem nominotypischen Taxon noch weitere Unterarten:[4]
Nicht mehr hierher wird gerechnet:
Auf der Roten Liste gefährdeter Arten ist die Tauben-Skabiose in Deutschland insgesamt nicht gefährdet (Stand 2018)[5]. Sie wird aber in Mecklenburg-Vorpommern (Stand 2005)[6] als gefährdet, in Schleswig-Holstein (Stand 2005)[7] und Brandenburg (Stand 2006)[8] als stark gefährdet und in Sachsen als stark gefährdet (Stand 1999)[9] bzw. als vom Aussterben bedroht (Stand 2013)[10] geführt.
In Deutschland ist die Tauben-Skabiose ein Archäophyt. Der erste archäologische Fund stammt aus dem 1. bis 3. Jahrhundert und wurde in der Nähe von Rottweil gefunden. Diese Art wurde von Hieronymus Harder zwischen 1576 und 1600 in der Umgebung von Geislingen an der Steige in ein Herbarium[11] aufgenommen.
Im Jahr 2000 wurde die Tauben-Skabiose von der Perennial Plant Association zur Staude des Jahres ernannt.[12] Sorten werden in Parks und Gärten als Zierpflanzen verwendet.
Die Tauben-Skabiose (Scabiosa columbaria), auch Tauben-Grindkraut genannt, ist eine Pflanzenart aus der Gattung der Skabiosen (Scabiosa) innerhalb der Familie der Geißblattgewächse (Caprifoliaceae).
Tekst üüb Öömrang At Haasruus (Scabiosa columbaria) as en plaantenslach uun det famile faan a Siigbleedplaanten (Caprifoliaceae).
At Haasruus (Scabiosa columbaria) as en plaantenslach uun det famile faan a Siigbleedplaanten (Caprifoliaceae).
Scabiosa columbaria, called the small scabious or dwarf pincushion flower, is a widespread species of flowering plant in the genus Scabiosa, native to Europe, Africa, and western Asia, from Sweden to Angola.[2][3] In the garden it is a short-lived deciduous perennial.[4] In the wild in Europe it prefers to grow in calcareous grasslands.[5]
Growing to 1 m (3.3 ft) tall by 0.5 m (1.6 ft), it has simple branched grey-green leaves, and pale lavender or blue multi-petalled flowers from summer to autumn.[3]
The following subspecies are currently accepted:[2]
Scabiosa columbaria, called the small scabious or dwarf pincushion flower, is a widespread species of flowering plant in the genus Scabiosa, native to Europe, Africa, and western Asia, from Sweden to Angola. In the garden it is a short-lived deciduous perennial. In the wild in Europe it prefers to grow in calcareous grasslands.
Growing to 1 m (3.3 ft) tall by 0.5 m (1.6 ft), it has simple branched grey-green leaves, and pale lavender or blue multi-petalled flowers from summer to autumn.
Scabiosa columbaria, es una especie de planta fanerógama de la antigua familia Dipsacaceae ahora subfamilia de Caprifoliaceae.
Es una planta herbácea perenne, sufruticosa, cespitosa, multicaule. Tiene tallos de hasta 120 cm, erectos, simples o más frecuentemente divaricados en la mitad o tercio superior. Hojas 10-170 × 3-55 mm; las basales rosuladas, oblongo-obovadas u oblanceoladas; las caulinares elípticas u oblanceoladas, 1-3 pinnatisectas, con 2-7 pares de lóbulos laterales de oblongos a lineares. Capítulos de 17- 30 ) mm de diámetro en la antesis, globosos u ovoides. Involucro con 8-15 brácteas en 1-2 filas y no superando las flores. Corola de color rosa violeta, azul violeta o excepcionalmente blanquecina. El fruto es un aquenio. Tiene un número de cromosomas de 2n = 16.[1]
Se encuentra en los claros de bosques y matorrales, enclaves pedregosos en substratos calcáreos, dolomíticos, yesosos o graníticos; a una altitud de 100-2000(2300) metros en Europa, N, E y S de África, y C y SW de Asia. Mitad N de la península ibérica.
Scabiosa columbaria fue descrita por Carlos Linneo y publicado en Species Plantarum 1: 99. 1753.[2]
Scabiosa: nombre genérico que deriva del latín scabiosus = "áspero, sarnoso", refiriéndose a que supuestamente servían para curar la sarna; aunque según algunos, el nombre aludiría tan solo a la aspereza del indumento de las referidas plantas.[3]
columbaria: epíteto latíno que significa "como una paloma".[4]
Scabiosa columbaria, es una especie de planta fanerógama de la antigua familia Dipsacaceae ahora subfamilia de Caprifoliaceae.
Tui-tähtpea (Scabiosa columbaria) on uniohakaliste sugukonda kuuluv taimeliik.
Ta on Eestis arvatud III kaitsekategooriasse (seisuga 2012).
Tähtpea-sõrmiktiib toitub tui-tähtpeal.
Tui-tähtpea (Scabiosa columbaria) on uniohakaliste sugukonda kuuluv taimeliik.
Ta on Eestis arvatud III kaitsekategooriasse (seisuga 2012).
Tähtpea-sõrmiktiib toitub tui-tähtpeal.
Törmäkukka (Scabiosa columbaria) eli ketotörmäkukka, tähtiruusujuuri, kivikkotörmäkukka tai eteläntörmäkukka on purtojuurikasvien heimoon kuuluva monivuotinen kasvi.[1]
Törmäkukka on monivuotinen kasvi, ja se kasvaa rypäissä, jotka ovat noin 0,6 metriä korkeita ja noin 0,9 metriä leveitä.[2]
Törmäkukan lehdet ovat harmaanvihreät ja melko karvaiset.[2]
Kasvin kukat ovat aluksi punaisensinipunaisia, mutta ne muuttuvat myöhemmin sinertäviksi.[3] Törmäkukka kukkii heinäkuusta syyskuuhun. Siemenet kypsyvät elo–syyskuussa. Kukat ovat kaksineuvoisia. Kukkien pölytyksen hoitavat perhoset ja mehiläiset.[4]
Törmäkukka kasvaa Euroopassa, Britannia mukaan lukien, napapiiriltä etelään Pohjois-Afrikkaan ja itään Siperiaan ja Länsi-Aasiaan.[4] Suomessa törmäkukkaa on tavattu Pohjois-Pohjanmaalla ja Uudellamaalla harvinaisena satunnaiskasvina.[3]
Kasvi elää hiekkaisessa, savisessa, happamassa, neutraalissa ja emäksisessä maaperässä. Varjossa se ei viihdy. Se vaatii kostean tai kuivan maaperän.[4]
Törmäkukkaa tavataan kuivilla ja aurinkoisilla ruohikkomailla, kallioisilla rinteillä ja avoimissa metsissä.[2]
Törmäkukka on ihanteellinen kasvi muun muassa perhos- ja kivikkopuutarhoihin. Kasvin makealta tuoksuvat kukat houkuttelevat perhosia.[2]
Törmäkukka (Scabiosa columbaria) eli ketotörmäkukka, tähtiruusujuuri, kivikkotörmäkukka tai eteläntörmäkukka on purtojuurikasvien heimoon kuuluva monivuotinen kasvi.
Scabiosa columbaria
La scabieuse colombaire (Scabiosa columbaria) est une espèce de plantes herbacées vivaces de la famille des Dipsacaceae selon la classification classique de Cronquist (1981), de la famille des Caprifoliacées selon la classification phylogénétique.
Elle est originaire d'Europe, d'Asie tempérée ainsi que d'Algérie et du Maroc.
Hołbjacy rupač (Scabiosa columbaria) je rostlina z podswójby drapalcowych rostlinow (Dipsacoideae) znutřka swójby kozylistowych rostlinow (Caprifoliaceae).
Hołbjacy rupač je trajne zelo, kotrež docpěje wysokosć wot 25 hač 60 cm a šěrokosć wot hač do 1 m.
Stołpiki su zwjetša hałuzkowe a wjacehłójčkowe.
Na spódku stejace łopjena su zwjetša njerozdźělne. Delnje łopjena su jednorje abo dwójce našćěpany. Stołpikowe łopjena su přećiwostejne.
Kćěje wot julija hač nowembra. Stołpikate kćenja docpěja wulkosć wot něhdźe 3,5 cm a steja w płonych, 1,5-3,5 cm šěrokich, połkulowatych hłójčkach, kotrychž nakromne kćenja su wjetše. Stołpiki su šwižne, zrunane a kosmate. Keluch njesu ćěmne seršće z dołhosću wot 3 hač 5 mm. Króna je módrolila abo wioletna, docpěwa dołhosć wot 1,8 cm a ma pjeć rozdźělnje dołhich kónčkow.
Rosće na słónčnych, suchich trawnikach, suchich łukach a mjezach. Ma radšo skerje suche, zwjetša wapnite, njehnojene pódy.
Rostlina je w južnej Skandinawiskej, srjedźnej a južnej Europje rozšěrjena.
Hołbjacy rupač (Scabiosa columbaria) je rostlina z podswójby drapalcowych rostlinow (Dipsacoideae) znutřka swójby kozylistowych rostlinow (Caprifoliaceae).
Balandinė žvaigždūnė (lot. Scabiosa columbaria, angl. Pigeon scabious, Pincushion flower, Small scabious, Dove pincushion, vok. Tauben-Skabiose, Tauben-Grindkraut) – karšulinių (Dipsacaceae) šeimos žvaigždūnės (Knautia) genties augalas. Dar žinomas kaip kirmažolė, špilgos. Tai reta rūšis, įrašyta į Lietuvos raudonąją knygą.
Tai daugiametis, 40–80 cm aukščio žolinis augalas. Šaknis gali siekti 1 m gylį. Stiebai pavieniai, nuo vidurio šakoti. Tik žiedynkočiai nuo vidurio viršutinės dalies plaukuoti. Pamatiniai lapai ir vegetatyvinių stiebų lapai lyriškai plunksniškai suskaldyti, jų galinė skiltis apskrita, karbuotais kraštais, šoninės skiltys susideda iš 5–7 porų, atvirkščiai kiaušiniškos arba pailgos. Žemutiniai stiebo lapai du kartus plunksniškai suskaldyti, kaip ir pamatiniai, apaugę baltais plaukeliais, viršutiniai – plunksniškai karpyti, linijiškomis skiautėmis.
Žiedynai iki 3 cm skersmens, ilgakočiai, sunokus vaisiams rutuliški. Skraistlapiai lancetiški, nusmailėję, iki 1,5 cm ilgio, plaukuoti. Pažiedės plėnelinės, skiauterėtos, plaukuotos. Žiedai melsvi arba violetiniai, plaukuoti, kraštiniai gerokai didesni už vidinius. Išorinės taurelės viršuje 16 dantelių, jos briaunelės apaugusios baltais plaukeliais.
Žydi birželio–rugsėjo mėnesiais. Vaisiai cilindriški, vagoti, plaukuoti, atsiranda rugpjūčio mėnesį. Juos išnešioja vėjas. Dirvožemyje sėklos išlieka daigios 1–5 metus.
Savaime paplitusi Vidurio ir Pietų Europoje, Kaukaze, Balkanuose, Mažojoje ir Vidurinėje Azijoje, taip pat Afrikoje. Lietuvoje randamas pietuose ir pietryčiuose.
Auga sausose pievose ir šlaituose, sausuose retuose miškuose, dažniausiai pušynuose, pamiškėse, palei kelius miškuose ir miško aikštelėse.
Augalas medingas, dekoratyvus, išvesta dekoratyvinių veislių.
Į Lietuvos saugomų augalų sąrašus įrašyta nuo 1962 m. Savaime nyksta pasikeitus apšvietimui, t. y. susidarius unksmei, nes augalas šviesomėgis. Sunaikinama pakeitus augavietės, ūkininkaujant ar kertant mišką suardžius dirvožemį, skinant, trypiant.
Išskiriami 3 porūšiai:
Augalas
Dek. v.'Butterfly Blue'
Dek. v. 'Pink Mist'
Stiebas ir lapai
Vaisiai
Balandinė žvaigždūnė (lot. Scabiosa columbaria, angl. Pigeon scabious, Pincushion flower, Small scabious, Dove pincushion, vok. Tauben-Skabiose, Tauben-Grindkraut) – karšulinių (Dipsacaceae) šeimos žvaigždūnės (Knautia) genties augalas. Dar žinomas kaip kirmažolė, špilgos. Tai reta rūšis, įrašyta į Lietuvos raudonąją knygą.
Duifkruid (Scabiosa columbaria) is een vaste plant uit de kamperfoeliefamilie (Caprifoliaceae). De soort staat op de Nederlandse Rode lijst van planten als zeldzaam en zeer sterk in aantal afgenomen.
De plant wordt 30-90 cm hoog. De onderste bladeren zijn liervormig tot lierdelig en hebben een grote eironde eindlob. De verdere bladeren zijn fijner gedeeld en een- of twee maal veerspletig.
Duifkruid bloeit van juli tot september met roodachtig lila, soms witte bloemen, die in een 1,5-3,5 cm breed hoofdje zijn gerangschikt. De zoom van het vliezige, bijzonder omwindsel (omwindsel van schutbladeren) staat breed uit. Op de bloembodem staan stroschubben. De vrucht is een nootje.
De bloemen worden veel door vlinders en bijen bezocht.
Duifkruid komt voor in Eurazië en in Nederland in Zuid-Limburg en het rivierengebied. Cultivars van duifkruid worden in de siertuin gebruikt. Duifkruid komt tussen het gras voor op matig vochtige, kalkrijke grond. Op Begraafplaats Bergklooster in Zwolle bevindt zich de grootste groeiplaats van Nederland.[1] In augustus 2007 werden hier vierduizend bloeiende planten geteld. Het totale aantal bedroeg elfduizend.[1]
Het duifkruid is een kensoort voor de klasse van de kalkgraslanden (Festuco-Brometea).
Duifkruid (Scabiosa columbaria) is een vaste plant uit de kamperfoeliefamilie (Caprifoliaceae). De soort staat op de Nederlandse Rode lijst van planten als zeldzaam en zeer sterk in aantal afgenomen.
Bakkeknapp (Scabiosa columbaria) er en plante i kaprifolfamilien.
Den er en flerårig urt som kan bli opptil 60 cm høy. Stengelen har motsatte blad og er opprett og nesten helt glatt. Bladene er vanligvis enkelt eller dobbelt fjærflikete. De fiolette blomstene sitter i flate, kurvlignende blomsterstander og dufter ikke. Arten vokser i grasmark på tørr, kalkrik jord. Den er utbredt i Europa fra Sør-Skottland, Sør-Skandinavia og Estland sørover til Nord-Spania, Sør-Italia og Nordøst-Balkan. Den finnes også på Krim og i Kaukasus.[2]
Bakkeknapp har lenge vært kjent fra Danmark og Sverige, men det første norske funnet ble ikke gjort før i 2005. I Norge er arten bare kjent fra ett sted på Jeløya utenfor Moss.[3][1]
Blomst
Stengel og blader
Fruktstand
Bakkeknapp (Scabiosa columbaria) er en plante i kaprifolfamilien.
Den er en flerårig urt som kan bli opptil 60 cm høy. Stengelen har motsatte blad og er opprett og nesten helt glatt. Bladene er vanligvis enkelt eller dobbelt fjærflikete. De fiolette blomstene sitter i flate, kurvlignende blomsterstander og dufter ikke. Arten vokser i grasmark på tørr, kalkrik jord. Den er utbredt i Europa fra Sør-Skottland, Sør-Skandinavia og Estland sørover til Nord-Spania, Sør-Italia og Nordøst-Balkan. Den finnes også på Krim og i Kaukasus.
Bakkeknapp har lenge vært kjent fra Danmark og Sverige, men det første norske funnet ble ikke gjort før i 2005. I Norge er arten bare kjent fra ett sted på Jeløya utenfor Moss.
Blomst
Stengel og blader
Fruktstand
Driakiew gołębia (Scabiosa columbaria L.) – gatunek rośliny należący do rodziny szczeciowatych (Dipsacaceae). Rodzimy obszar występowania to Europa, Azja Zachodnia, Kaukaz, Turkmenistan oraz Afryka Północna (Algieria i Maroko)[2]. Rozprzestrzenił się też gdzieniegdzie poza tym obszarem[2].
Bylina lub roślina dwuletnia. Występuje na niżu i pogórzu w zaroślach suchych, zboczach lub murawach. Kwitnie od lipca do października. Gatunek charakterystyczny dla klasy (Cl.) Festuco-Brometea, związku (All.) Koelerion albescentis (regionalnie) i zespołu (Ass.) Trifolio-Anthyllidetum[3].
Jest uprawiana jako roślina ozdobna. Najlepiej rośnie na stanowisku słonecznym, na glebach przepuszczalnych o odczynie od obojętnego do lekko zasadowego[4]. Rozmnaża się przez wysiew nasion jesienią, przez podział wczesną wiosną lub przez sadzonki. Odmiana 'Butterflay Blue' ma kędzierzawe liście i lawendowoniebieskie kwiatostany.
Umieszczona na polskiej czerwonej liście w kategorii NT (bliski zagrożenia)[5].
Driakiew gołębia (Scabiosa columbaria L.) – gatunek rośliny należący do rodziny szczeciowatych (Dipsacaceae). Rodzimy obszar występowania to Europa, Azja Zachodnia, Kaukaz, Turkmenistan oraz Afryka Północna (Algieria i Maroko). Rozprzestrzenił się też gdzieniegdzie poza tym obszarem.
Scabiosa columbaria é uma espécie de planta com flor pertencente à família Dipsacaceae.
A autoridade científica da espécie é L., tendo sido publicada em Species Plantarum 1: 99. 1753.[1]
Trata-se de uma espécie presente no território português, nomeadamente os seguintes táxones infraespecíficos:[2]
Scabiosa columbaria é uma espécie de planta com flor pertencente à família Dipsacaceae.
A autoridade científica da espécie é L., tendo sido publicada em Species Plantarum 1: 99. 1753.
Fältvädd (Scabiosa columbaria) är en växtart i familjen väddväxter. Den förekommer i stora delar av Europa, från södra Skottland till Estland och söderut. Arten saknas dock på många av medelhavsöarna. I Sverige växer arten allmänt i Skåne och på Öland och Gotland. Den kan dock påträffas sällsynt upp till Uppland. Fältvädd växer på torra och kalkrika marker, i torra backar och på gräshedar.
Wikimedia Commons har media som rör Fältvädd.
Fältvädd (Scabiosa columbaria) är en växtart i familjen väddväxter. Den förekommer i stora delar av Europa, från södra Skottland till Estland och söderut. Arten saknas dock på många av medelhavsöarna. I Sverige växer arten allmänt i Skåne och på Öland och Gotland. Den kan dock påträffas sällsynt upp till Uppland. Fältvädd växer på torra och kalkrika marker, i torra backar och på gräshedar.
Scabiosa columbaria là một loài thực vật có hoa trong họ Kim ngân. Loài này được L. miêu tả khoa học đầu tiên năm 1753.[1]
Bài viết liên quan đến Bộ Tục đoạn này vẫn còn sơ khai. Bạn có thể giúp Wikipedia bằng cách mở rộng nội dung để bài được hoàn chỉnh hơn. Scabiosa columbaria là một loài thực vật có hoa trong họ Kim ngân. Loài này được L. miêu tả khoa học đầu tiên năm 1753.
.JPG)
