Discus (lat. Symphysodon) — Xanıkimilər dəstəsinin Tsixlidlər fəsiləsinə aid balıq növü.
Discusun əlmi şərhi ilk olaraq 1840çı ildə dr. Johan Jacob HECKEL tərəfindən edilmişdir. İlerki illərdə bir çox elm adamı amazon balığı Discus üçün xüsusi təyin etmələr sınamışlar. Lakin hər nəşrdən sonra dəyişik fikirlər ortaya çıxmışdır. Aşağıdakı tablo/cədvəldə 2 sinif altında 4 alt vəhşi nəsilin vəziyyəti müşahidə edilməkdədir.
Heckel Discus olaraq da xatırlanar, Heckel tərəfindən 1840çı ildə təsbit edilmişdir. Birinci beşinci və doqquzuncu şaquli bədən barları daha çox tünd rəngdədir. Bədən formalaşması ahəng içində ana rəng qəhvəyi - yaşıldan qəhvəyi -maviyə çal/oğurla/oğurlayar. Dəyişən uzunlamasına xəttlər boz-mavidən turkuaza gedər.
Braune Discus, 1960 tarixində Shultz tərəfindən təsbit edilmişdir. Dəyişən ana rəng sarıdan qəhvəyi və qırmızıya doğru gedər. Az sayda izlər bədəndə tapınılar. Anal üzgəcdə başda və peysərdə izlər görülər.
Blue Discus , 1960 tarixində Shult tərəfindən təsbit edilmişdir. Ana rəng mavi- qəhvəyi 'dəyil mavi və/və ya turkuaza gedər. Dəyişən genişlikdə uzunlamasına xəttlər vucüt görünüşü olaraq turkuazda meydana gələr.
Green Diskus, 1904 tarixində Pellegrin tərəfindən təsbit edilmişdir. Anal düz üzgəci yaşıl-mavi rəngdə və üzərində qırmızı nöqtələr və kiçik nöqtələr var. Dəyişən ana rəng yaşıl - qəhvə rengidən yaşıl - maviyə və ya yaşıl - mavidən yaşıl - turkuaza gedər. (qırmızı nöqtəli)
Zülal və vitamin olaraq ən zəngin, ən iştahla yedikləri və əsan hazırlaya biləcəyimiz təməl yemləri dana ürəyidir. Dana Ürəyi Qarışığı Hazırlamaq çox çətin bir əməliyyat dəyil. Əvvəlcə qəssabımızdan ya da ciyərçimizdən təzə dana ürəyini sifariş verin. Ürəyin təzə olması əhəmiyyətlidir. Ürəyinizi gözəlcə ayırd edin/əldə et, sinir, damar və yağlarından təmizlənin. Yağ və sinirlərindən təmizlənilmiş dana ürəyini iki dəfə qıyma maşınından keçirin. Burada blender tərzi mətbəx vəsaitləri də istifadə edə bilərsiniz ancaq ürəyi çox qıyacağı üçün yemimizdə, istifadə əsnasında bir dağılma meydana gələ bilər. 1 kq ürək qıymağa 1 şorba qaşığı Spirulina əridilərək qarışdırılar . İstəyə bağlı olaraq bu düsturu inkişaf etdirə bilərik. Ancaq ən fundamental zülal və vitaminlər bu qarışıq içində olacaq. Hazırladığımız qarışığı küftə kimi yoğuraraq soyuducu paketlərinə qoyun. Paketləri əlinizlə və ya düz bir nimçə vasitəsiylə təbəqə xalçana gətirin, soyuducunuzun dərin dondurucusuna atıb dondurun. Verərkən incə incə kəsib ya da qırıb balıqlarınıza atın. Ana andıq bu mama olacaq. Möhkəmlətmə olaraq dondurulmuş adult ardamıya, dondurulmuş qan qurdu, su birəsi, canlı şəbəkə qurd, müxtəlif zülal ağırlıqlı marka yemlər verə bilərsiniz. Tək ürək çox vaxt çatacaq. Həftədə ya da ən/en keç 15 gündə bir 3 yarpaq ispanağı qaynadıb qıyaraq balıqlarınıza verə bilərsiniz. İspanaq balıqlarınızın həzm sisteminə çox yaxşı gələcəkdir. Balıqlarınıza qətiliklə tubifex vermənizi tövsiyə etməm. Balıqlar iştahla tubifexe hücum etsələr belə uzun vəd edə ciddi parazit problemləriylə qarşılaşmanız qaçınılmaz olacaq. Bəslənmə sıxlığı ,balıq yükünüzə və su dəyişmənizə görə nizamlanmalıdır. Yetkinlərdə gündə 3-4 balalarda 6-8 pay kafi olacaq.
Uyğun cütümüz meydana gəlincə onları bir istehsal tankına ayırmamız lazımdır. Bu tank 100-120 litr lik bir akvarium ola bilər. Balıqların rahat hərəkət edə bilmələri üçün 50*50*50 lik tanklar istifadə edilsə belə, ebatlar çox əhəmiyyətli və bağlayıcı dəyil. Təcrübəsiz anaçlar böyük tanklarda balaları yığışdıra bilməzlər. İstehsal tankında yaxşı bir isidici və tənbəki filtr istifadə edəcəyik. Daha sonra istehsal tankına ayırdığımız cütümüzün su dəyərlərini yavaş yavaş uyğun dəyərlərə çəkməmiz lazım olacaq. Bu uyğun dəyər ,balıqdan balığa və bərabər bərabər dəyişəcəyi üçün ilk başlarda ən çətinlik çək ediləcəyiniz xüsus bu dəyərlərlə oynamaq olacaq. Zamanla cütlərinizi tanıyacaq və ölçüm belə etməyə ehtiyac duymayacaqsınız. Ümumiyyətlə öz balıqlarımdan təcrübə etdiyim su dəyər aralıq, keçiricilik 150-200 mikrosiemens pH 7,0-7,2dir. Keçiriciliyi salmaq üçün bir Reverse Osmos cihazına ya da uyğun dəyərlərdə damacana sununa ehtiyacımız olacaq. Tankımızdan gündəlik %20 su dəyişdirib, keçiriciliyi aşağı su əlavə edərək , ümumi keçiricilik nisbətini salacağıq. Bu nöqtədə də istehsal akvariumlarına yaxın bir yerdə ehtiyat su anbarı, bidon kimi su stoğunu edə biləcəyimiz anbara ehtiyac duyacağıq. İstehsal tankına apardıyımıq cütlərdə bəslənməyi minimuma salmamız lazımdır. Əks halda kiçik su həcmində su dəyərlərimiz çox sürətli pisə doğru gedə bilər. Uyğun şərtlərdə döllənən yumurtalar 48-72 saatda sürfəyə çevrilər. Bu müddətdə anaçlar sıx olaraq birlikdə ya da sırayla yumurtalara baxar, xarab ya da döllənməmiş olanları ayırd edərlər. Hər döllənmənin nəticəsi sürfə görmək olmağa bilər. Su şərtləri ,xüsusilə amonyak-nitrit-nitrat nisbətləri, bizi xəyal qırıqlığına uğrada bilər. Xəyal qırıqlığına uğramadan sınaqlarınıza iddiam əldə et. Bu hobbinin təməlində yatan səbir hər vaxt sizi doğruya çatdıracaq. Sürfələr açıldıqdan sonra cütlər iddiamlı maraqlanarlar, gərək görsələr sürfələri daşıyarlar. Sürfələrin açılmasını izləyən 48-72 saatda da balalar sərbəst üzə bilməyə keçər. Bu mərhələdə də problemlər yaşana bilər. Balalar tünd rəngli və titrəşməli cisimlərə yönələ bilərlər. Bu vəziyyətlə qarşılaşsanız akvariumdakı tənbəki filtri və isidici ya da hava xortumu sabitlediğimiz bankları akvariumdan alın. Bu mərhələdən sonra çətinlikli və məşəqqətli bir macəra başlar bizim üçün sürfələr anaçlardan mukoza əmərək bəslənərlər. İlk 7 gün sonunda çox sürətli inkişaf edərlər. Artemiayı fərq etməyə başladıqdan etibarən ardamıya çıxartmağa başlayaraq qida möhkəmlətməsi etməmiz lazımdır. İlk günlər çox az olmaq qeydiylə ardamıya verilməyə başlanar. Ardamıya ya alışan balalara gündə 5-6 dəfə istehlak edə biləcəkləri miqdarda yemləmə edilməlidir. Ardamıya ilə birlikdə çirklənməyə başlayan suyu da dəyişdirməmiz və aşağı olan keçiriciliyi artırmamız lazım olacaq. Keçiriciliyi eynilə salmağa başladığımızda izlədiyimiz yol kimi səbirlə yavaş yavaş artıracağıq. Su dəyişmələrində xüsusilə istilənin balalarıntapıldığı akvariumla eyni olmasına diqqət yetirəcəyik. Keçiriciliyi normal dəyərlərinə çəkdikdən sonra gündə minimum % 50 su dəyişməs(n)i etməmiz lazımdır. 15. gündən etibarən danlaq danlaq ürək verməyə başlaya bilərik. Bu vaxt çoxu cütdə ola biləcək razılaşa bilməmə problemi ortaya çıxarsa bərabər birini ayırmamız lazımdır. Bu seçkisi edərkən daha yaxşı baxıcılıq edən anaçı balaların yanında buraxın. 15 günü sovuşduran balaların anaçlara çox te itiyacı qalmayacaq. İlk otuz gündə həddindən artıq bala itkisi yaşansa sisteminizi və anaçlarınızı nəzərdən keçirməniz lazımdır. Sistemin və anaçların sterilə edilməsi, ilk 30 gündə bala itkinlərini ən üzv sadələşdirər. 30. gündən etibarən balaların ana qidası ürək olmuşdur artıkArtemia verməyi sona çatdıra bilərsiniz. Ancaq mənim fərdi seçkim gündə bir dəfə də olsa 60. günə qədər balalarıma ardamıya vermək olmuşdur. 60 gündən sonra özünü yavaş yavaş qurtarmağa başlayan balaları boylanma edilmək surətiylə qruplara ayrılmalıdır. Bu böyümələrini daha sürətləndirəcək bir üsuldur.
Discus (lat. Symphysodon) — Xanıkimilər dəstəsinin Tsixlidlər fəsiləsinə aid balıq növü.
Symphysodon és un gènere de peixos pertanyent a la família dels cíclids.[3]
Es troba a Sud-amèrica: conca del riu Amazones.[4][5]
Els alevins, durant els primers dies de llur existència, es nodreixen d'una substància secretada a través de la pell dels adults.[5]
Són populars com a peixos d'aquari i la seua aqüicultura en diversos països d'Àsia és una indústria important.[5]
Terčovec (Symphysodon) je rod ryb vyznačující se diskovitým tvarem těla a výrazným, krásným zbarvením. Terčovci jsou označováni za "krále akvarijních ryb", jejich chov a odchov v zajetí však není jednoduchý a vyžadují péči zkušeného akvaristy. Tradičně se popisují dva druhy terčovců, terčovec pravý, S. discus, a Symphysodon aequifasciatus, u kterého se dále rozeznávají tři poddruhy: terčovec zelený (S. aequifasciatus aequifasciatus), terčovec modrý (S. aequifasciatus haraldi) a terčovec hnědý (S. aequifasciatus axelrodi), který je v Česku nejčastěji chovaným terčovcem.
Terčovci jsou nápadní diskovitým tělem, v zajetí dorůstají délky i výšky 18-20 cm. Ocasní ploutev je průhledná, břišní ploutve výrazně protažené. Pohlaví je nerozlišitelné. Základní, divoká forma terčovce pravého je hnědavě zbarvená a má na bocích tři výrazné příčné pruhy, terčovec zelený je rovněž hnědavý, s devíti příčnými pruhy a podélným lesklým vlnkováním modrozelené barvy, terčovec modrý je podobný předchozímu poddruhu, vlnkování je ale kovově modré. Terčovec hnědý se od terčovce zeleného liší nepřítomností vlnkování na bocích a břiše.
V Asii, kde je komerční chov terčovců zvláště rozšířen, byla vyšlechtěna řada mutantních barevných forem terčovců. Red Monk Discus, Red Rose Discus, Red Spotted Leopard Snake, a mnoho dalších. Nové mutace si zachovaly svůj diskovitý tvar, ale barevná škála je opravdu obrovská.
Terčovci pocházejí z Jižní Ameriky, z povodí Amazonky.
Terčovci všech druhů původních i všech mutací by měli být chováni v 6–7členných skupinkách, abychom měli šanci na vytvoření chovných párů. Na jednoho jedince má připadat alespoň 80 litrů vody, na obzvláště velkého jedince až 120 litrů vody.
Nejvhodnější teplota pro chov je 29-30 °C (někdy se udává až 31 °C). Hodnota pH by měla být 6-7. Jednou za týden se vymění 20–25 % objemu nádrže. V nádrži s terčovci by měl být filtr s hodinovým průtokem až 2krát větším než je objem nádrže.
Terčovci musí mít pestrou, kvalitní potravu, přijímají především živou (komáří larvy, artemie, vajíčka garnátů), dokrmují se také hovězím srdcem, hovězím masem a mlži.
Rozeznat pohlaví je u nich velice obtížné. Tření terčovců probíhá na pevný podklad (květináč nebo drenážní trubka). Pár své třecí místo nejprve velice pečlivě očistí svými tlamkami. Při teplotě 28 °C se plůdek líhne okolo 60 hodin. Při vyšší teplotě se doba líhnutí zkracuje. Jiker bývá mezi 100 až 150. Rozplavaný plůdek se živí výlučně kožním sekretem z těla rodičů.
Terčovci jsou ryby velice choulostivé na změnu chemického prostředí. I menší výkyvy teploty nebo kyselosti vody můžou způsobit vážnou chorobu, která může být i nevyléčitelná.
Obrázky, zvuky či videa k tématu terčovec ve Wikimedia Commons
Terčovec (Symphysodon) je rod ryb vyznačující se diskovitým tvarem těla a výrazným, krásným zbarvením. Terčovci jsou označováni za "krále akvarijních ryb", jejich chov a odchov v zajetí však není jednoduchý a vyžadují péči zkušeného akvaristy. Tradičně se popisují dva druhy terčovců, terčovec pravý, S. discus, a Symphysodon aequifasciatus, u kterého se dále rozeznávají tři poddruhy: terčovec zelený (S. aequifasciatus aequifasciatus), terčovec modrý (S. aequifasciatus haraldi) a terčovec hnědý (S. aequifasciatus axelrodi), který je v Česku nejčastěji chovaným terčovcem.
Discusfisk eller blot Discus er betegnelsen for ferskvandsfisk af slægten Symphysodon. Slægtens tre arter lever i tropisk Amazonas. Fisken kan blive op til 15 cm lang, og der er ingen synlige kønsforskelle. Discusfisk er eftertragtede akvariefisk og for mange akvarianere er de fiskenes konger.
Fisken har en flad skiveformet krop med små skæl. Halefinnen er kort og afrundet. Ryg og gatfinne og strækker sig fra halefinne og 3/4 frem over kroppen. Snuden er kort med en lille mund med tykke læber. Både finner samt kroppen i sig selv danner en cirkel. De transparente, relativt store brystfinner er afrundede strækker sig til midten af kroppen. Bugfinnerne tilspidsede, lange og smalle. Farven er brun til oliven med blå eller turkise flammende striber som løber ud i ryg og gatfinne. Der er store variationer af omfanget på striberne inden for den samme art alt efter lokalitet og nogle discus har striber over hele kroppen. En mørk tværstribe løber hen over øjet. Yderligere syv til ni mørke tværstriber er spredt over kroppen med den sidste ved haleroden. Tværstriberne kan være mere eller mindre fremtrædende alt efter fiskens humør.
Det hidtil kendte udbredelsesområde i Amazonas strækker sig fra den peruvianske by Iquitos i vest og indtil starten af Amazonas-deltaet ved den brasilianske kyst. Fra hovedstrømmen har discusfisken udbredt sig til alle større bifloder. Inden for dette enorme område er der opstået mange afgrænsede populationer med forskelle i farver og aftegninger.
Discusfisk opholder sig i alle vandtyper (hvidvand, klarvand, sortvand og blandingstyper), men altid i miljøer som er relativt livsfjendtlige. Vandet er meget varmt (mindst 29°C, og op til 34,2°C), og surt (pH-værdier mellem 4 og 6,5) og praktisk taget fri for opløste mineraler og organiske belastninger (elektrisk ledningsevne < 30 μS/cm, total hårdhed < 1 ° GH, total ammonium niveau < 0,5 mg/l). Discusfisk opholder sig i bredregionen og i oversvømmede områder. Deres levesteder er normalt fri for vegetation, men rigt på rødder, dødt ved, tykke lag af nedfaldne blade eller med oversvømmede træer og buske, som byder på mange skjulesteder. Lejlighedsvis findes de under et dække af flydeplanter eller "flydende øer". De kan også findes blandt forrevne klipper med mange gemmesteder. Ifølge undersøgelser af fiskenes maveindhold, lever de hovedsagelig af zooplankton, insektlarver, små børsteorme, små ferskvandsrejer samt nedbrudt plantemateriale. En særlig stor del af kosten udgøres af larverne fra døgnfluer, dansemyg og glasmyg. Med en målrettet vandstrøm kan discusfisken frilægge fødeemner, der er skjult i bundlaget eller under dødt plantemateriale, Tilsyneladende er alle diskosfisk i naturen værter for parasitter. Især tarmflagellater og gælleorm er regelmæssige følgesvende, men sunde værtsdyr tager tilsyneladende ikke skade af parasitterne.
Discusfisk bliver kønsmodne i alderen fra syv til tolv måneder. De lever i mindre eller større sociale grupper, ud af hvilke fiskene danner par. I naturen påvirkes fertiliteten af tilgængeligheden af bestemte næringsemner (ferskvandrejer af slægten Macrobranchium), der påvirker hormonbalancen af fisken. Parringsritualet varer et par timer, hvorefter et gydesubstrat udvælges, hvilket er altid en levende (blad) eller dødt (træ, sten) lodret overflade. Det valgte æglægningssted rengøres grundigt af parret med munden. Ud af de op til 300 æg (gennemsnitlig længde 1,4 mm, bredde på 1,17 mm), som klæber til legesubstratet med en kort hæftetråd, klækkes fiskelarverne efter to og en halv dag. Forældrene hjælper til med klækningen ved at tygge ud larverne fra ægskallen. Derefter bliver larverne, som også har hæfte organer, igen anbragt på en lodret overflade. Fire dage efter klækningen svømmer larverne frit og begynder straks at søge føde. Yngeladfærden frem til den faktiske gydning styres af det mandlige kønshormon testosteron og androstenon, adfærden i gyde-og larvestadiet påvirkes af hypofysehormonet prolaktin. Prolactin påvirker ikke kun yngelpleje og social adfærd, men medfører også en let hævelse af overhuden og stimulerer udskillelse af slim. Dette er vigtigt, fordi larverne spiser af forældrenes overhud i den første tid efter de svømmer frit. De bider ganske små partikler af forældrenes overhus, som under yngleperioden er beriget kulhydrater og fedt. Denne form for ernæring af larvernes er også observeret hos andre ciclider (Pterophyllum altum, Australoheros facetum og Astronotus sp.), Under ernæringen af ynglen afløser forældrene hinanden regelmæssigt og gennem bevægelse og farveskift tilskyndes ynglen at skifte. Fire dage efter at ynglen er fritsvømmende, begynder larverne spise andre fødevarer, men er afhængig af forældrenes hud som grundnæring i mindst fire uger.
Slægten har været genstand for mange undersøgelser og usikkerhed om artsinddelingen, bl.a. på grund at den store variation i farver og aftegninger. De seneste undersøgelser er kommet frem til følgende arter inden for slægten:
Blandt de fleste akvarianere regnes discusfisken for kongen blandt akvariefisk. Men discusfisk hører til de mere vanskelige arter at pleje i akvarium, bl.a. stiller de store krav til vandets kvalitet. Discus kan ofte være meget sky fisk og nemme at skræmme, og det kan være en ulempe hvis de holdes sammen med mere aktive arter. Man bør undgå at holde discus sammen med scalarer, da sidstnævnte ofte er værter for parasitter som er skadelige for discus. Discusfisk kan være vanskelige at opdrætte og kunsten består ofte i at få dannet et passende forældrepar.
Vandtemperaturen bør være 28 til 31°C; pH værdi: 6,0–7,2; karbonathårdhed: 3–4 °dKH; totalhårdhed: 4–5 °dGH. Hvis der efterstræbes en indretning af akvariet der efterligner de naturlig forhold bør det dekoreres med rødder og anvendes dæmpet belysning. Bundlaget bør være blødt eller findelt. I discusfiskens naturlige miljø er der sparsomt med planter, men hvis der skal være planter i akvariet bør man vælge arter som kan tolerere ved konstante temperaturer over 28 °C. Planter fra slægterne Anubias, Cryptocoryne, Echinodorus, Vallisneria anbefales.
Discusfisk er meget modtagelige for sygdomme og bliver nemt påvirket af dårlig vandkvalitet. Sunde fisk er kendetegnet af relativt små øjne og klare farver og svømmer nysgerrigt rundt i akvariet. Ryggen skal være afrundet. Syge fisk skiller sig ofte ud fra gruppen og står for sig selv med mørke farver. Ofte nægter syge fisk at tage næring til sig.
Igennem årene er der fremavlet et utal af varianter. Royal Blue var en af de tidlige kulturtyper som stadig er meget eftertragtede. Ved denne type er de blå aftegninger meget fremtrædende og dækker kroppen og finnerne.
Discusfisk eller blot Discus er betegnelsen for ferskvandsfisk af slægten Symphysodon. Slægtens tre arter lever i tropisk Amazonas. Fisken kan blive op til 15 cm lang, og der er ingen synlige kønsforskelle. Discusfisk er eftertragtede akvariefisk og for mange akvarianere er de fiskenes konger.
Diskusfische oder Diskusbuntbarsche (Symphysodon) sind eine Gattung der Süßwasserfische in der Familie der Buntbarsche aus dem Amazonasstromsystem im tropischen Südamerika.
Von allen anderen Cichliden (außer den nahe verwandten Skalaren) unterscheiden sich Diskusfische durch ihren stark zusammengedrückten und hochrückigen Körperbau. Gemeinsam mit den nicht verlängerten, gerundeten Rücken- und Afterflossen, die aufgrund ihrer starken Beschuppung kaum angelegt werden können, dem langen rundlichen Stirnprofil und der sehr kurzen Schnauze mit kleinem Maul und wulstigen Lippen, bieten sie das Erscheinungsbild der namensgebenden Diskusscheibe. Auch die transparenten, relativ großen Brustflossen, die bis zur Körpermitte reichen, sind abgerundet. Demgegenüber laufen die schmalen und langen Bauchflossen spitz zu. Die jeweilige Körperzeichnung setzt sich in den unpaarigen und den Bauchflossen fort. Immer liegt ein breiter Vertikalstreifen über dem dunkelbraunen bis leuchtend roten Auge. Insgesamt sieben bis neun weitere Transversalstreifen verteilen sich über den Körper; der letzte liegt immer an dem ebenfalls stark beschuppten Schwanzflossenansatz. Je nach Art beziehungsweise Vorkommen treten diese Bänder stimmungsabhängig mehr oder weniger intensiv hervor. Wiederum nach Art oder Vorkommen unterschiedlich treten verschieden intensive blaue und wellige Horizontalstreifen auf. Manchmal nur an der Stirn oder im Kopfbereich, manchmal nur unterhalb der Rückenflosse, aber auch dicht über den ganzen Körper verteilt. Wenige Populationen tragen zwischen der hoch am Körper liegenden Seitenlinie und der Afterflosse eine rötliche Sprenkelzeichnung. Diskusbuntbarsche verfügen über eine deutlich reduzierte Bezahnung des Schlundknochens. Aber die Symphyse, die Nahtstelle zwischen den beiden Kiefern, trägt wenige einspitzige Zähne. Auf dieses besondere anatomische Merkmal nimmt der wissenschaftliche Gattungsname Bezug. Die Größe adulter Tiere beträgt in freier Natur, in der Regel, zwischen 12 und 16 Zentimeter, kann aber bei Nachzuchten oder unter optimalen Umwelt- oder Haltungsbedingungen auch bis zu 20 Zentimeter erreichen.
Ihr bisher bekanntes, sehr großes Verbreitungsgebiet in Amazonien erstreckt sich von der peruanischen Stadt Iquitos im Westen bis zum Beginn des Amazonasdeltas vor der brasilianischen Atlantikküste. Aus dem Hauptstrom, dem sogenannten Solimoes heraus, haben sich Diskusbuntbarsche die Unterläufe aller großen Amazonas-Zuflüsse erschlossen. Innerhalb dieses riesigen Bereichs, nahe unterhalb des Äquators, sind die Vorkommen nicht geschlossen. Sie liegen zwar dicht beieinander, bleiben aber überwiegend inselartig. Dies hat zur Ausbildung von sehr unterschiedlich gezeichneten und gefärbten Populationen und zur wissenschaftlichen Beschreibung mehrerer Arten und Unterarten geführt.
Zur Ökologie der natürlichen Lebensräume der Diskusbuntbarsche liegen ab den 1960er Jahren sehr gründliche und sorgfältige Untersuchungen des Freiburger Limnologen und Fischereibiologen Rolf Geisler vor. Geisler stellte fest, dass Diskusbuntbarsche alle Gewässertypen (Weiß-, Klar-, Schwarz- und Mischwasser) Amazoniens besiedeln. Aber immer ist das Milieu relativ lebensfeindlich, das heißt sehr warm (mindestens 29 bis zu 34,2 °C), im sauren Bereich (pH-Werte zwischen 4 und 6,5) sowie weitestgehend frei von gelösten Mineralien und organischen Belastungen (elektrische Leitfähigkeit Gesamthärte Gesamtammoniumgehalt [1][2]
Diskusbuntbarsche leben in den Ufer- und Überschwemmungsbereichen ihrer Wohngewässer, nicht aber an Flachufern, sondern nur an Steilufern mit einer Wassertiefe von mindestens 1,5 m. Ihre Habitate sind in der Regel vegetationsfrei aber durch Wurzeln, Totholz, dicke Falllaubschichten oder überschwemmte Landvegetation strukturiert und dadurch deckungsreich. Gelegentlich bedecken Schwimmpflanzen und schwimmende Inseln ihre Biotope. Diskusbuntbarsche werden aber auch über zerklüfteten und scharfkantigen Lavariffen und in felsigen, nischenreichen Uferzonen angetroffen.[1][2]
Nach den Ergebnissen von Magenuntersuchungen, die Geisler an Diskusbuntbarschen unterschiedlicher Populationen vornahm, ernähren sie sich überwiegend von Zooplankton, Insektenlarven, kleinen Borstenwürmern, kleinen Süßwassergarnelen und pflanzlichem Detritus. Einen besonders großen Anteil an der Ernährung haben Eintagsfliegen-, Zuckmücken- und Büschelmückenlarven. Nahrung, die sich im Bodengrund oder unter pflanzlichem Substrat verbirgt, wird durch anpusten mit einem gezielten Wasserstrahl freigelegt und dann aufgenommen. Offenbar sind alle Diskusbuntbarsche von Parasiten befallen. Vor allem Darmflagellaten und Kiemenwürmer werden als regelmäßige Begleiter festgestellt. Gesunden Wirtstieren schaden sie aber konstitutionell nicht.[1][2]
Diskusbuntbarsche erreichen die Geschlechtsreife in einem Alter zwischen sieben und zwölf Monaten. Sie leben in mehr oder weniger großen sozialen Verbänden, in Schulen, aus denen heraus sich Paare bilden. Die während der Balz deutlich hervortretende Legeröhre des Weibchens, ist das einzige sichere Merkmal zur Unterscheidung der Geschlechter. Nach Geisler steht die Fertilität in Korrespondenz mit der Verfügbarkeit bestimmter Nährtiere (Süßwassergarnelen der Gattung Macrobrachium), die den Hormonhaushalt der Fische beeinflussen.
Nach einer nur wenige Stunden dauernden, ritualisierten Vorbalz, wird ein Laichsubstrat ausgewählt, bei dem es sich immer um eine belebte (Pflanzenteil) oder unbelebte (Holz, Stein) senkrechte Fläche handelt. Der ausgewählte Laichort wird von dem Paar mit den Mäulern gründlich gereinigt. Aus den bis zu 300 Eiern (durchschnittliche Länge 1,4 mm, Breite 1,17 mm), die mit kurzen Haftfortsätzen an dem Substrat kleben, schlüpfen die Larven nach etwa zweieinhalb Tagen. Beide Eltern unterstützen den Schlupfvorgang, indem sie die Larven aus den Eihüllen herauskauen. Anschließend werden die Larven, die ebenfalls über Haftorgane verfügen, wiederum an einer senkrechten Fläche traubenförmig befestigt. Bis sie freischwimmen, werden sie von beiden Eltern mehrmals umgebettet. Etwa vier Tage nach dem Schlupf schwimmen die Larven frei und beginnen sofort mit der Nahrungsaufnahme.
Nach Blüm & Fiedler wird das Brutpflegeverhalten bis zum eigentlichen Laichvorgang durch die männlichen Sexualhormone Testosteron und Androsteron gesteuert, die Laich- und Larvenbetreuung jedoch von dem Hypophysenhormon Prolaktin.[3] Das Prolaktin wirkt sich nicht nur ethologisch auf das Brutpflege- und Sozialverhalten der Diskusbuntbarsche aus, es führt auch zu einer leichten Schwellung der Oberhaut und regt die Vermehrung der Schleimzellen an. Das ist wichtig, weil sich die Larven von der Oberhaut ihrer Eltern ernähren: sie beißen winzige Partikel aus der elterlichen Epidermis, in der sich während der Brutpflegezeit Kohlenhydrate und Fette anreichern. Diese Art der Larvenernährung wurde zwar auch bei anderen Buntbarschen beobachtet (Pterophyllum altum, Australoheros facetum und Astronotus sp.), ist aber nur bei den Diskusbuntbarschen so einzigartig ausgeprägt. Bei der Jungfischernährung lösen sich die Eltern regelmäßig ab, wobei sie ihren Nachwuchs durch Bewegungs- und Farbreize zum Wechsel anregen. Ab etwa dem vierten Lebenstag beginnen die Diskuslarven mit der Aufnahme anderer Nahrung, sind aber wenigstens vier Wochen auf die Elternhaut als Grundnahrung angewiesen.
Am 2. November 1833 fing der österreichische Forschungsreisende Johann Natterer am unteren Rio Negro im Bereich der brasilianischen Stadt Manaus das einzige Typusexemplar der von Johann Jakob Heckel 1840 als Symphysodon erstbeschriebenen Buntbarschgattung. Das Exemplar ist zugleich der Holotypus des sogenannten Echten Diskus Symphysodon discus Heckel, 1840. In der Folge wurden andere Arten und Unterarten wissenschaftlich beschrieben, deren Zuverlässigkeit aber auch immer angezweifelt und heftig diskutiert wurde. Grund dafür ist, dass die klassischen metrischen und meristischen (zählbaren) Bestimmungskriterien (zum Beispiel die Erhebung der Flossenstrahlen, Wirbel- und Schuppenzahlen) bei Diskusbuntbarschen zu keinen eindeutigen Abgrenzungen führen. Diese Merkmale sind innerhalb der Gattung, innerhalb der beschriebenen Arten und innerhalb des riesigen Verbreitungsgebiets so variabel, dass sie gleichzeitig für alle beschriebenen Arten gelten.
Auch von Michael Kokoscha und Hartmut Greven 1996 an der Heinrich-Heine-Universität in Düsseldorf unternommene Isoenzym-Elektrophoresen führten lediglich zu einem überraschenden Ergebnis: es "spräche nichts dagegen, alle Diskusfische mit dem älteren Namen S. discus zu benennen".[4]
Zurzeit geht man von drei bis fünf Arten aus:[5][6][7]
mit den Arten
In Amazonien sind Süßwasserfische für viele Menschen die wichtigsten tierischen Eiweißlieferanten. Auch Diskusbuntbarsche werden zu diesem Zweck geangelt, harpuniert oder mit Netzen gefangen. Allerdings spielt ihr Anteil an der Gesamtmenge zum Verzehr gefangener Süßwasserfische keine bedeutende Rolle. Aber für relativ viele Familien ist der Lebendfang für die Aquaristik eine wichtige Einnahmequelle und nicht selten die einzige Lebensgrundlage.
Diskusbuntbarsche aus der Natur, sogenannte Wildfänge, sind seit rund sechzig Jahren sehr begehrte und teuer gehandelte Aquarienfische. Der Wunsch vieler Aquarienfreunde, Diskusbuntbarsche zu pflegen und sogar zu züchten, hat bis heute ganz entscheidenden Einfluss auf diese Liebhaberei insgesamt. Da diese Cichliden besonders sauberes, nahezu keimfreies und saures Wasser benötigen und ihre erfolgreiche Pflege von der Bewältigung und Prophylaxe zahlreicher bakterieller und parasitärer Erkrankungen abhängig ist, haben sie die Weiterentwicklung beispielsweise der Aquarienfiltertechnik, der Wasseraufbereitung, der Futtermittelherstellung und der Fischpharmazie ganz entscheidend angeregt. Die meisten Untersuchungen zur Biologie und Ökologie ihrer Lebensräume basieren überwiegend auf dem aquaristischen Interesse an diesen Fischen. Eine gefürchtete hochansteckende Erkrankung in Aquarienhaltungen ist die Diskusseuche.
Mit der Entwicklung künstlicher Aufzuchtmethoden begann in den 1970er Jahren auch die selektive Form- und Farbenzucht. Zahlreiche Zuchtformen tragen fantasievolle Namen wie „Ghost“, „Blue Diamond“, „Marlboro Red“ oder „Tangerine Dream“, zeigen bereits deutliche Domestikationserscheinungen und werden in Europa, den USA und in Südostasien im Rahmen internationaler Wettbewerbe nach ihrem Erscheinungsbild bewertet. Nur eine dieser Zuchtformen ist reinerbig: der auf einem mit massiven Gewebsdeformationen der Oberhaut einhergehenden genetischen Defekt beruhende „Pigeon Blood“.
Diskusfische oder Diskusbuntbarsche (Symphysodon) sind eine Gattung der Süßwasserfische in der Familie der Buntbarsche aus dem Amazonasstromsystem im tropischen Südamerika.
Дискус е слатководна perciform риба, чудни циклиди што потекнуваат од басенот на реката Амазон. Препознати се два вида, обата спаѓаат под Symphysodon (црвен дискус) или вообичаен дискус (Symphysodon discus) и синиот дискус (Symphysodon aequifasciatus). Двата вида се многу слични и можат да се вкрстуваат, продуцирајки бројни хибридни потомци. Прецизниот број на подвидови не е познат сѐ уште. Дискусите се во најблиска врска со хероите.
Најпрепознатлива карактеристика на дискусот е неготово сплоснато тело. Компресирано е од страните во форма на чинија. И покрај тоа што шарите варираат, најчесто имаат истакнати бои во зелено, црвено, кафено, и сино. Висината и должината на возрасна единка се некаде околу 20 до 25 cm.
Втората типична карактеристика на дискусот е неговата грижа за ларвите. Како и кај сите циклиди, родителите се грижат за младите, но дискусот има уникатен начин: родителите лачат секрети низ нивното тело, од кои ларвите се хранат првите неколку дена. Може да се забележи како младите "јадат" од телото на нивните родители.
வட்டத்தகடு மீன் (Discus fish) சிச்சில்ட் (Cichlid) இனத்தைச் சார்ந்த இவ்வகை மீன்களின் பூர்வீகம் தென் அமெரிக்கா நாட்டின் காடுகளான அமேசான் காடுகள் ஆகும். இவற்றின் உடல் வட்டமான தட்டு போன்றும் சுத்தமான நீர் நிலைகளில் பிரகாசமான வண்ணத்துடனும் காணப்படுகின்றது. ஏறாலமான நாடுகளில் நீர் நிலைகளில் வளர்க்கப்பட்டு ஏற்றுமது செய்யப்படுகிறது. [1][2][3][4] தொட்டிகளின் கீழ் நிலையிலேயே காணப்படும் இவை ஒரு மாமிச உண்ணி உயிரினம் ஆகும்.
வட்டத்தகடு மீன் (Discus fish) சிச்சில்ட் (Cichlid) இனத்தைச் சார்ந்த இவ்வகை மீன்களின் பூர்வீகம் தென் அமெரிக்கா நாட்டின் காடுகளான அமேசான் காடுகள் ஆகும். இவற்றின் உடல் வட்டமான தட்டு போன்றும் சுத்தமான நீர் நிலைகளில் பிரகாசமான வண்ணத்துடனும் காணப்படுகின்றது. ஏறாலமான நாடுகளில் நீர் நிலைகளில் வளர்க்கப்பட்டு ஏற்றுமது செய்யப்படுகிறது. தொட்டிகளின் கீழ் நிலையிலேயே காணப்படும் இவை ஒரு மாமிச உண்ணி உயிரினம் ஆகும்.
Symphysodon, colloquially known as discus, is a genus of cichlids native to the Amazon river basin in South America. Due to their distinctive shape, behavior, and bright colors and patterns, discus are popular as freshwater aquarium fish, and their aquaculture in several countries in Asia is a major industry.[1][2][3][4] They are sometimes referred to as pompadour fish.[5][6] The discus fish has attracted a cult following of collectors and has created a multimillion dollar international industry complete with shows, competitions, and reputed online breeders.
Following a review published in 2006,[7] three species are recognized by FishBase:[8]
Discus are fish from the genus Symphysodon, which currently includes the species S. aequifasciatus, S. discus and S. tarzoo, based on a taxonomic review published in 2006.[7][9] A review published in 2007 largely came to the same result, but differed in nomenclature, as the species called S. tarzoo in the 2006 study was called S. aequifasciatus in the 2007 study, and S. aequifasciatus in 2006 was S. haraldi in 2007.[10][11] Further arguments have been made that S. tarzoo was not described in accordance with ICZN rules and thus should be considered invalid and replaced with S. haraldi,[12] currently considered a synonym of S. aequifasciatus by FishBase.
Other species and subspecies have been proposed, but morphometric data (unlike in Pterophyllum, the freshwater angelfish) varies as much between individuals from one location as across the whole range of all discus fish species. S. tarzoo was described in 1959 and applies to the red-spotted western population. S. aequifasciatus and S. discus, meanwhile, seem to hybridise frequently in the wild or have diverged recently, as they lack mitochondrial DNA lineage sorting but differ in color pattern and have dissimilar chromosomal translocation patterns. S. discus occurs mainly in the Rio Negro. Whether S. haraldi is indeed distinct from S. aequifasciatus remains to be determined; if valid it is widespread but it might just be a color morph.
A molecular study in 2011 found five main groups, which generally matched previously recognized phenotypes. They recognized them as evolutionarily significant units and species.[13] Their assigning of scientific names to species differed to some extent from that used by earlier authors: Heckel (S. discus; Rio Negro, upper Uatumã, Nhamundá, Trombetas and Abacaxis), green (S. tarzoo; West Amazon drainages upriver from the Púrus Arch, blue (S. sp. 1; central Amazon from Purus arch to the Meeting of Waters), brown (S. aequifasciatus; East Amazon downriver from Meeting of Waters), Xingu group (S. sp. 2; Xingu and Tocantins).[13] The Xingu group currently lacks a scientific name, but it is possible that the correct name for the blue is S. haraldi.[13] This taxonomy with four described valid species, S. discus, S. tarzoo, S. haraldi and S. aequifasciatus, has been adopted by the Catalog of Fishes.[14] Some hybridisation occurs (or has occurred) between the brown discus and neighbouring forms, but overall they maintain their separate evolutionary trajectories.[13]
In addition to the wild discus, several captive variants achieved by selective breeding exist. Based on RAPD sequences, the captive variants popularly known as turquoise, pigeon, ghost, cobalt and solid red are derived from wild green, blue and brown discus (not Heckel discus).[15]
Like cichlids from the genus Pterophyllum (angelfish), all Symphysodon species have a laterally compressed body shape. In contrast to Pterophyllum, however, extended finnage is absent giving Symphysodon a more rounded shape. It is this body shape from which their common name, "discus", is derived.[16] The sides of the fish are frequently patterned in shades of green, red, brown, and blue. Some of the more brightly marked variants are the result of selective breeding by aquarists and do not exist in the wild.[15][17] Discus typically reach up to 12.3–15.2 cm (4.8–6.0 in) in length,[8][18] but captives have been claimed to reach 23 cm (9 in).[19] Adults generally weigh 150–250 g (5.3–8.8 oz).[17] No clear sexual dimorphism is seen for this fish, but males may reach a larger size than females.[17] In breeding form varieties, solid red discus (red melon, red cover) females are generally redder than males.
Symphysodon spp. are highly social, typically occurring in groups that may number many dozens of individuals, which is unique among cichlids of the Americas.[18] When breeding, the pair moves away from the group, possibly to reduce the risk of cannibalism of the young.[18] As with most cichlids, brood care is highly developed with both the parents caring for the young.[20] Additionally, adult discus produce a secretion ("discus milk")[21] through their skin, on which the larvae live during their first 4 weeks.[22] During the first two weeks, the parents stay near their young allowing them to feed easily. In the last 2 weeks, they swim away, resulting in the young being gradually "weaned off" and starting to fend for themselves.[22] Although rare in fish, more than 30 species of cichlids are known to feed their young with skin secretion to various extent,[22] including Pseudetroplus and Uaru species.[23] Sexual maturity is reached in a year.[18]
Research [24] has shown that, through this unique parental care behaviour (discus parents feeding their progeny with skin mucus), discus fish parents transmit key microorganisms to their fry. This parent-to-offspring transmission of important microorganisms might explain the high survival rate of discus fry raised with their parents, compared to the low survival rate of progeny raised artificially by fish breeders (e.g. on egg yolk, brine shrimp, or other replacement foods).[24]
Symphysodon spp. primarily feed on algae, other plant material, and detritus (periphyton), but also eat small invertebrates. Invertebrates can make up 38% of the stomach content in wild S. aequifasciatus during the high-water season, but this decreases during the low-water season, and year-round it is generally lower in the other species.[18] Unlike more predatory cichlids, Symphysodon spp. have relatively long intestines typical of a herbivore or omnivore.[18]
Symphysodon species inhabit the margins of floodplain lakes and rivers in the lowland Amazon basin,[18] where they are part of the highly diverse Neotropical fish fauna. S. discus is restricted to blackwater habitats, but periodically these may experience brief floods of white water.[10] S. tarzoo is found in both black[10] and white water,[7] and S. aequifasciatus also occurs in clearwater.[10] Because of their preference for lentic habitats such as floodplains and flooded forests, white water inhabited by discus contains little suspended material (unlike main sections of whitewater rivers).[13]
The three species of Symphysodon have different geographic distributions. S. aequifasciatus occurs in the East Amazon downriver from the Purus arch and S. tarzoo in the West Amazon upriver from the Purus arch.[7] In contrast, the distribution of S. discus appears to be limited to the lower reaches of the Rio Negro, upper Uatumã, Nhamundá, Trombetas ,and Abacaxis Rivers.[7][13]
The Nanay River in far western Amazonas is outside the native range; discus in this river were introduced from stock originating in the Tefé area by an aquarium exporter more than 30 years ago.[10]
A significant number of discus now live in fish farms in Southeast Asia. These discus go to home aquaria around the world.[25]
Discus are kept by fishkeepers in the home aquarium, where they are valued for their striking appearance.[26] They are considered difficult to keep, due to strict requirements for water quality and the need to be kept in groups.[20] Breeders have selected for individuals with more adaptability to tap water conditions.[27]
In home aquariums, discus live for an average of 10 years, but can live up to 15 years, and can grow up to 8 inches. Like many fish in the home aquarium, they will eat almost anything that fits within their mouth.[28] Due to their size, they often require a minimum 55–75 gallon aquarium.[20]
Each year the World Discus Competition takes place in Guangzhou, China.[29] The North American Discus Association focuses on both supporting hobbyists and helping to support wild discus.[30]
Symphysodon, colloquially known as discus, is a genus of cichlids native to the Amazon river basin in South America. Due to their distinctive shape, behavior, and bright colors and patterns, discus are popular as freshwater aquarium fish, and their aquaculture in several countries in Asia is a major industry. They are sometimes referred to as pompadour fish. The discus fish has attracted a cult following of collectors and has created a multimillion dollar international industry complete with shows, competitions, and reputed online breeders.
El pez disco (Symphysodon) es un género de pez de la familia de los cíclidos. Es originario de las zonas bajas del río Amazonas y sus afluentes, pertenece a la familia de los cíclidos de origen sudamericano. Son aguas por lo general bastante ácidas y blandas, en lo general con altas concentraciones de taninos derivados de la materia vegetal que queda en contacto con los ríos.
Habita en zonas de aguas lentas, sin fuertes corrientes, pobladas de depredadores como las pirañas, por lo que es un animal asustadizo al que le gustan las zonas con abundante vegetación, que utiliza como refugio.
El género Symphysodon incluye tres especies:
Symphysodon aequifasciatus, Symphysodon discus y una nueva especie descrita en 2006, Symphysodon tarzoo.[1] Otro estudio posterior, publicado en agosto de 2007[2] sugiere una nomenclatura distinta: S. aequifasciatus (disco verde), Symphysodon haraldi (discos azules y marrones) y S. discus (disco Heckel).
A estas variedades silvestres hay que sumar la cantidad de híbridos que se han producido en acuarios y criaderos de todo el mundo, y que reciben distintos nombres, Marlboro, Pigeon Blood, Cobalto, Blue Diamond, Leopard Dragón King White Diamond etc. No existe un criterio unificado para nombrarlos, de manera que cada criador les nombra como le parece, de manera que peces prácticamente iguales reciben distintos apelativos, quizás sea una asignatura pendiente para los discófilos.
Su cuerpo es alto, de forma redonda, con los laterales comprimidos. La aleta dorsal cubre toda la parte superior del pez hasta la aleta caudal. La aleta caudal tiene forma de pala, y la utiliza para impulsarse junto con las aletas pectorales. Aunque por lo general es un pez de movimientos lentos, puede nadar de forma rápida durante recorridos largos. La aleta anal, como la dorsal, se extiende por la parte inferior desde la aleta caudal hasta las aletas ventrales, muy alargadas y de forma triangular.
Destaca en los discos el color rojo intenso de los ojos, y las 9 rayas verticales oscuras que presentan en función de su estado anímico. Estas rayas no son siempre visibles y recorren todo el cuerpo. La primera cruza verticalmente el ojo y la última está en el nacimiento de la aleta caudal.
Las diferencias sexuales son escasas. Se aprecian solo cuando son adultos. Los machos suelen ser más grandes y tienen la zona de la cabeza más abultada. Poseen una elongación al final de la aleta dorsal. Durante la cría es posible observar las diferencias en los órganos sexuales, mientras las hembras presentan un tubo ovopositor redondeado entre las aletas ventrales y la anal, los machos poseen un espermaducto acabado en punta.
Es uno de los taxones más apreciados en la acuariofilia. Su mantenimiento en acuarios ha estado reservado para expertos durante mucho tiempo. Son peces de altos requerimientos en cuanto a calidad de agua y alimentación. Deberá conocer a fondo estos requerimientos, tener años de experiencia en acuarofilia para en principio, poder mantener alguno de estos ejemplares. De las tres especies citadas derivan las múltiples variedades que actualmente se producen en cautividad.
Las diferentes variedades de disco se pueden clasificar por:[3]
Los discos son peces gregarios que se mueven en grupo. Mantienen una jerarquía dentro del grupo donde siempre hay un individuo dominante, generalmente un macho o incluso una pareja. El dominante marca su territorio y aleja a los demás individuos para alimentarse en primer lugar. Es recomendable mantener un mínimo de cuatro ejemplares para que la presión del dominante sobre los demás se reparta, y no se centre en uno solo, que podría incluso llegar a morir.[4]
Como en la mayoría de conflictos entre los Cíclidos el territorio es uno de los motivos de agresividad entre los Discos. En acuarios sin decoración con un grupo numeroso no habrá problemas de agresividad porque no hay referencias para crear los territorios. Un comportamiento de defensa del territorio es señal por lo general de buena salud del ejemplar.
Durante estos conflictos los peces Disco adoptan diversos comportamientos y variaciones en la intensidad de su coloración. Un síntoma claro de pérdida en la pugna por la jerarquía es el oscurecimiento del animal.
Los cambios de coloración corporal pueden darse de forma inmediata en función de la fase del conflicto. Durante éste los peces emplean las franjas verticales como herramienta de comunicación. Esta regla no es aplicable a todas las variaciones porque hay variedades híbridas que no presentan estas franjas. [5]
El pez disco (Symphysodon) es un género de pez de la familia de los cíclidos. Es originario de las zonas bajas del río Amazonas y sus afluentes, pertenece a la familia de los cíclidos de origen sudamericano. Son aguas por lo general bastante ácidas y blandas, en lo general con altas concentraciones de taninos derivados de la materia vegetal que queda en contacto con los ríos.
Habita en zonas de aguas lentas, sin fuertes corrientes, pobladas de depredadores como las pirañas, por lo que es un animal asustadizo al que le gustan las zonas con abundante vegetación, que utiliza como refugio.
Kiekkokalat (Symphysodon) on eteläamerikkalaisten kirjoahventen suku. Suvussa on kolme lajia ja kolme alalajia. Kiekkokaloja tavataan Amazonin vesistössä. Suvun tunnusmerkkejä ovat kalojen kiekkomainen muoto ja kyljen yhdeksän tummaa poikkijuovaa, jotka löytyvät suvun jokaiselta lajilta. Kiekkokalat elävät parvissa ja käyttävät ravinnokseen hyönteisten toukkia ja pieniä äyriäisiä.
Kiekkokaloja on pidetty akvaarioissa 70 vuoden ajan, ja niistä on kehitetty lukuisia värimuotoja. Nykyisin kiekkokala on yksi arvostetuimmista makeanveden akvaariokaloista.[2] Kiekkokalat ovat rauhallisempia ja sopivat paremmin muiden kalojen seuraan kuin muut saman kokoiset kirjoahvenet. Toisaalta ne ovat herkkiä huonolle veden laadulle.[3]
Kaikki kiekkokalat ovat nimensä mukaisesti kiekkomaisia. Kiekon halkaisija on noin 20 cm. Selkä- ja vatsapuolen evät ovat kasvaneet yhtenäisiksi reunuksiksi, rintaevät ovat pitkät ja ohuet. Silmä on suurehko ja oranssin tai punaisen sävyinen. Aikuisen koiraan ja naaraan voi erottaa kutuaikana munanasetinputken muodosta, mutta se on vaikeaa. Koiraan putki on pitempi ja kapeampi.[4]
Kaikkien lajien kyljessä on yhdeksän tummaa pystyjuovaa. Siniset ja punaiset vaaka- ja vinokuviot peittävät toisinaan nämä tummat juovat lähes täysin, mutta ne tulevat esille varsinkin kalan ollessa stressaantunut. Symphysodon discus -lajilla keskimmäinen viiva on tummempi ja paksumpi kuin muut.[5] Juovat auttavat kalaa piiloutumaan sen tyypillisessä elinympäristössä, veteen kaatuneen puun oksien joukossa.[6]
Sinikiekkokalasta (S. aequifasciata) on kolme alalajia, joista S. aequifasciata axelrodi on tyypillisesti ruskean sävyinen. Sitä näkee joskus kutsuttavan ruskokiekkokalaksi, ja sitä koristavat siniset juovat evissä. S. aequifasciata haraldi on kokonaan neonsinisten juovien kirjoma. S. aequifasciata aequifasciata on alalajeista vihertävin, ja sitä kutsutaankin viherkiekkokalaksi.
Viimeiseksi löydetyllä Symphysodon tarzoo -lajilla on punaisia pilkkuja peräevässä ja vartalossaan.[7]
Vuosikymmenten mittaan akvaariokauppoihin on tuotu yhä erikoisemman värisiä kiekkokaloja. Uusia muunnoksia syntyy joko luonnonmuotoja valitsemalla ja risteyttämällä tai erikoisia mutaatioita etsimällä ja edelleen risteyttämällä. Toisinaan on kaupattu myös yksilöitä, joiden hehkuvat värit ovat peräisin erikoisruokinnasta (karoteeni syventää punaisen sävyjä) tai hormonihoidoista.[8]
Viljellyistä värimuunnoksista tunnetuimpia ovat[9]
Kaikki kiekkokalalajit ovat kotoisin Amazonin vesistön eri osista. Kiekkokalaa (S. discus) tavataan lähinnä Rio Negron keskijuoksulla, sinikiekkokalaa sekä ylä- että alajuoksulla.[10] Alalajeista S. a. axelrodi elää Belémin lähistöllä ja Rio Urubussa. S. a. aequifasciatus -alalajia on tavattu Tefe- ja Coarijärvestä, Nanayn ja Japurán alueilta Perun ja Brasilian Amazoniasta. S. a. haraldi -alalajia tavataan Manausin lähistöltä, Purus-joelta ja Brasilian Manacapurun sekä Perun Letician seudulta.[9] Saattaa kuitenkin olla, että ainakin osa S. aequifasciatus -lajin yläjuoksun esiintymistä onkin lajia S. tarzoo.[7] Nanay-joen erityisen värikäs kanta on ainakin osaksi peräisin kasvattamosta karanneiden yksilöiden jälkeläisistä.[11]
Kiekkokalat elävät joen hitaasti virtaavissa osissa, missä on tyypillisesti puiden oksia ja juuria veden seassa. Sadekauden ja kuivan kauden vaihtelu vaikuttaa joen virtaamaan.[12] Kalat pysyttelevät päiväsaikaan yleensä varjoisilla alueilla.[13] Joulukuussa alkavan sadekauden aikana alueella sataa yli 2 000 mm vettä, ja keväällä joet tulvivat. Silloin muulloin eristyksissä elävät kiekkokalapopulaatiot saattavat sekoittua keskenään. Kuivan kauden aikana keväästä lokakuuhun joen pinta laskee, ja kiekkoja saattaa jäädä eristyksiin pieniin lammikoihin.[14] Luonnossa kiekkoja tavataan sekä Amazonin "mustasta", "valkeasta" että kirkkaasta vedestä. Valkeaa vettä on Andeilta lähtevissä sivujoissa, kun taas Brasilian ylängöltä Amazonin pääuoman eteläpuolelta alkunsa saavissa sivujoissa vesi on kirkasta. Näissä kahdessa vesityypissä elää lähinnä lajeja S. tarzoo ja S.aequifasciatus. Mustavetiset sivujoet lähtevät Guyanan ylängöltä ja Andien itäosasta, ja niissä elää lajia S. discus.[15] Mustan veden väri tulee orgaanisista yhdisteistä, ja sitä jäljitelläkseen jotkut harrastajat käyttävät turvepohjaisia seoksia muuttamaan akvaariovettä samankaltaisemmaksi.[16]
Paikalliset heimot pyydystävät perinteisesti isoja kiekkokaloja syötäväksi – hidasliikkeinen kala on helppo saalis.[17] Kuitenkin vasta pyydystys akvaariokauppaan on herättänyt kysymykset lajin liikakalastuksesta.[18] Kalan uhanalaisuuteen vaikuttavat myös Amazonin alueen yleiset ympäristöuhat, kuten kultakaivoksista veteen pääsevä elohopea,[19] metsäpalot, metsänhakkuut ja kuivuuskaudet.[20] Myös ilmaston lämpeneminen voi aiheuttaa Amazonilla suuria tuhoja.[21] Kansainvälinen eläinsuojelujärjestö IUCN ei ole vielä arvioinut kiekkokaloja punaisella listallaan.[22]
Kiekkokalat elävät parvina. Parveen muodostuu selkeä nokkimisjärjestys: yleensä johtajana on kaloista suurin, joka syö ja parittelee ensimmäisenä.[16] Luonnossa kiekkokalat liikkuvat korkean veden aikana yksikseen tulvametsissä eli várzeoissa, mutta vedenpinnan laskiessa ne kokoontuvat parviksi kaatuneiden puiden latvuksiin.[23]
Samankokoisten kiekkokalojen parvessa voi huomata muodostuneen parin, kun kaksi kalaa alkaa liikkua ja ruokailla keskenään erossa muista parven jäsenistä. Kiekkokalat kutevat pystylle pinnalle kuten kiven kylkeen tai kasvin lehdelle, akvaariossa myös sivulasille, jollekin putkelle tai tarkoitusta varten tarjotulle keramiikkakartiolle. Kutuun valmistautuessaan tulevat vanhemmat puhdistamaan pesäksi valitsemaansa pintaa, ja tekevät sitten sen yli harjoitusuinteja. Varsinaisessa kututapahtumassa naaras asettelee alustalle jonon mätimunia, ja perässä uiva koiras hedelmöittää ne saman tien. Naaras jatkaa seuraavalla munarivillä. Koko tapahtuma voi kestää yli tunnin. Sen jälkeen vanhemmat vartioivat mätimuniaan vuorotellen, ja leyhyttelevät raikasta vettä munien lähelle.[24]
Mätimunista kuoriutuu pieniä toukkia noin 60 tunnin kuluttua kututapahtumasta, nopeamminkin, jos vesi on lämmintä. Kuoriutumisen jälkeen menee vielä 50–60 tuntia, ennen kuin toukat lähtevät uimaan kutualustalta. Kuoriuduttuaan poikaset siirtyvät vanhempiensa luo ja syövät näiden kyljiltä erittyviä soluja, sekretosyyttejä, joita muodostuu, kun vanhempien prolaktiinihormonin tuotanto lisääntyy.[25] Tämä lima on niiden ainoaa ravintoa muutaman päivän ajan, mutta pian ne alkavat syödä lisäksi planktonin kokoisia eliöitä. Neljän viikon ikäisinä poikaset ovat noin 15 mm pitkiä ja pärjäävät ilman vanhempiaan.[26] Poikaset ovat nuorina pitkulaisia, "tavallisen kalan muotoisia", mutta pyöristyvät nopeasti. Kolmen kuukauden ikäisinä ne ovat saavuttaneet tyypillisen kiekkokalan muodon.[27]
Toisinaan kaksi naarasta muodostaa parin, kutee samaan pesään ja hoitaa munia, joista ei kuitenkaan kuoriudu poikasia.[24]
Kiekkokalat syövät luonnossa hyönteisten toukkia ja pieniä äyriäisiä. Kalojen ravinto vaihtelee vuodenaikojen mukaan: kuivalla kaudella ne kaivelevat pohjaliejusta siellä eläviä selkärangattomia, kun taas sadekaudella veteen huuhtoutuu myös puissa eläviä hyönteisiä ja niiden toukkia sekä kukkia ja muita kasvikunnan aineita.[28]
Akvaariossa kiekkokaloille annetaan proteiinipitoista ravintoa.[29] Ruoan on oltava tarpeeksi pieninä palasina, sillä kalat eivät pureskele eivätkä haukkaa vaan nielaisevat ravintonsa kokonaisina. Kelluva ruoka voi olla myös ongelma, sillä useimmat kiekkokalat haluavat syödä ruokaa pohjalta.[30] Jotkut kasvattajat syöttävät kiekkokaloille naudansydäntä, toisten mielestä tämä johtaa helposti maksavaurioihin.[31] Naudansydän oli aiemmin suosittua, koska siitä saa edullisesti proteiinia – nykyisin on useita kuiva- ja pakasteruokia, jotka käyvät osaksi kiekkokalojen ruokavaliota.[12] Artemia-suvun kidusjalkaiset ovat suosittua eläinperäistä ravintoa. Kalat huolivat monia muitakin pikkueläimiä, mutta varovaiset harrastajat pelkäävät makeavetisistä lammikoista pyydystettyjen saaliseläinten tuovan mukanaan mahdollisesti bakteereja, loiseläimiä tai raskasmetalleja, jotka saattaisivat vahingoittaa kaloja.[3] Nuoria kiekkokaloja ruokitaan useita kertoja päivässä, ja aikuisiakin yleensä kaksi kertaa päivässä. Aikuiset pitävät joskus usean päivän paastojaksoja ilman havaittavaa syytä.[25] Jatkuvasti aliravitsemuksesta kärsivä kala kasvaa huonosti, ja sellaisen voi tunnistaa kalan kokoon nähden suhteettoman suurista silmistä.[3]
Kiekkokaloja on pidetty akvaarioissa Saksassa ja Yhdysvalloissa jo 1930-luvulta asti.[32] Kiekkokaloilla on erittäin hankalien kalojen maine, joka osittain periytyy ajoilta, jolloin kaupan olevat kiekkokalat olivat luonnosta pyydystettyjä, hyviä valmisruokia ei ollut saatavana[12] ja veden laatu kotiakvaarioissa oli huonompi kuin nykyisin.
Kiekkokaloja pidetään akvaariossa pehmeässä, melko happamassa vedessä, jonka pH on perinteisesti noin 5–6,5. Viljellyille yksilöille kelpaa usein vähemmän hapan vesi, jonka pH voi olla jopa 8.[12] Siellä, missä hanavesi on kovaa, sitä pehmennetään käänteisosmoosin avulla kiekoille sopivaksi.[33] Turvetta ja turveuutetta käytetään pH:n alentamiseen, torjumaan mätimunissa eläviä sieniä ja lisäämään veden puskurikykyä.[34]
Altaan pitää olla tarpeeksi suuri (350–400 litraa) ja varsinkin korkea (50 cm). Sopiva lämpötila on vähän korkeampi kuin monilla muilla kalalajeilla, tyypillisesti 27–32 astetta. Siksi kiekkoakvaarioon on vaikea löytää sopivia kasveja. Keihäslehdet, varsinkin Anubias barteri var. nana, kestävät noin lämmintä vettä. Muita kiekkoaltaissa nähtyjä lajeja ovat miekkakasvit, jaavansaniainen ja melalehdet.[25]
Aluksi kiekkoja pidettiin paljaspohjaisissa altaissa, ja poikasten myyntiin tähtäävät kasvattajat jatkavat perinnettä. Jos kalat ovat huonoja syömään ja herkkiä veden pilaantumiselle, paljaspohjaisessa altaassa niitä voi ruokkia runsaasti ja siivota altaan usein. Harrastajat pitävät nykyisin kiekkoaltaissakin soraa pohjalla ja mangrovekannoiksi kutsuttuja juurakoita, usein myös kasveja. Kasvit ja juurakot tarjoavat kaloille piilopaikkoja, mikä rauhoittaa niiden käytöstä. Kalat liikkuvat normaalisti hitaan majesteettisesti lipuen, mutta joutuessaan paniikkiin ne säntäilevät päättömästi ja voivat silloin kolhia itseään teräviin kulmiin.[12]
Kiekkokalojen voimakas hierarkia voi johtaa heikoimpien yksilöiden kiusaamiseen. Parvessa on aluksi syytä olla pariton määrä kaloja (3, 5 tai 7). Tällöin johtajakalan ottaessa paikkansa sen aggressio ei todennäköisesti kohdistu yhteen kaikkein pienimpään yksilöön vaan jakautuu tasaisemmin. Jos tuodaan uusia kaloja jo muodostuneeseen parveen, niiden pitää olla selvästi pienempiä kuin muut. Jos mahdollista, tulokkaita pidetään aluksi näkö- ja hajuyhteydessä parveen ilman fyysistä kontaktia.[25]
Kiekkokalojen seuraan sopivat pienet, rauhalliset lajit, jotka sopeutuvat samanlaisiin vesioloihin. Liian ahneet kalat syövät nopeammin kuin kiekkokalat ja jättävät ne nälkäisiksi.[2] Sopivia pieniä kaloja ovat kardinaalitetra ja monet muut tetralajit, monet Apistogramma-suvun kääpiökirjoahvenet, eteläamerikkalaiset monniset ja muut pienet panssarimonnit.[35] Pienten kalojen, kuten kardinaalitetrojen parvi saattaa rauhoittaa kiekkokaloja: kun kiekot näkevät tetrojen uivan pelottomasti, nekin uskaltavat lähteä liikkeelle.[12] Lehtikala on kiekkojen lähisukulainen, ja monet loiset ja sairaudet voivat siirtyä lajista toiseen, minkä takia toiset asiantuntijat varoittavat pitämästä lehtikaloja kiekkojen kanssa. Toisilla on kuitenkin myös kokemuksia lajien onnistuneesta yhdessä kasvattamisesta.[36]
Kiekkokalat voivat sairastua muiden kalojen tavoin bakteerien, virusten, loisten tai sieni-infektion aiheuttamiin tauteihin. Usein sairaudenaiheuttaja piilee kalan elimistössä tai ympäristössä, mutta tauti puhkeaa vasta, kun kala on huonossa kunnossa stressin, huonojen olojen, aliravitsemuksen tai onnettomuuden seurauksena. Muillakin kaloilla havaittavaa valkopilkkutautia aiheuttaa Ichthyophthirius multifilis. Hexamita-alkueläimen aiheuttama reikätauti on myös kiekkokalojen ongelma.[37]
Kiekkokalojen evissä on joskus evämädäksi kutsuttu Flexibacter columnaris-bakteerin aiheuttama tulehdus, joka pahimmillaan syövyttää kaikki kalan evät pois.[25] Kidusloisina voi olla laakamatoihin kuuluvia kidusmatoja.[38] Kidusmatotartunnan oireita ovat pään ja kylkien hierominen rakenteita vasten, pään ravistelu, hakeutuminen virtapaikkoihin kuten suodattimen suuaukon luo, pohjan lähellä nyhjöttäminen ja ilman haukkominen veden pinnassa.[39] Akvaariossa kidusmatoja tai muita ulkoloisia saaneita kiekkokaloja voi hoitaa formaliinilla[40] tai kylvettämällä kalaa suolavedessä noin 20 minuutin ajan.[41]
Sisäloisia pitää epäillä aina kun kiekkokalojen uloste ei ole mustaa.[42] Vaikka tervekin kala voi paastota satunnaisesti, ruokahaluttomuuteen yhdistyvä piilottelu ja värien tummuminen antaa aihetta epäillä sairautta. Ensimmäinen hoitotoimenpide on aina veden laadun tarkistaminen ja osittainen vedenvaihto.[25]
Kiekkokalojen jako lajeihin ja alalajeihin on vaihdellut vuosikymmenten kuluessa. Amazonin vesistön eri osista löytyy erinäköisiä kiekkokaloja, mutta eri lajit elävät osittain myös samoilla alueilla, ja samassakin parvessa on hyvin erinäköisiä yksilöitä.
1990-luvun lopussa ja 2000-luvulla kiekkokaloista on kerätty suuria tutkimusaineistoja, joihin on kuulunut satoja kaloja kymmenistä eri paikoista pitkin Amazonin vesistöä. Näitä on tutkittu sekä luokittelemalla ulkonäön piirteitä että molekyylibiologian keinoin.[15][43]
Kiekkokalojen lajien eriytymistä on käytetty vahvistamaan tietoja Amazonin virtausten muuttumisesta. Ne viittaavat siihen, että Amazonian itä- ja länsiosat ovat olleet eristyksissä toisistaan[43] ja että koko Amazonin virtaussuunta on ollut aiemmin idästä länteen.[15]
Kiekkokalat (Symphysodon) on eteläamerikkalaisten kirjoahventen suku. Suvussa on kolme lajia ja kolme alalajia. Kiekkokaloja tavataan Amazonin vesistössä. Suvun tunnusmerkkejä ovat kalojen kiekkomainen muoto ja kyljen yhdeksän tummaa poikkijuovaa, jotka löytyvät suvun jokaiselta lajilta. Kiekkokalat elävät parvissa ja käyttävät ravinnokseen hyönteisten toukkia ja pieniä äyriäisiä.
Kiekkokaloja on pidetty akvaarioissa 70 vuoden ajan, ja niistä on kehitetty lukuisia värimuotoja. Nykyisin kiekkokala on yksi arvostetuimmista makeanveden akvaariokaloista. Kiekkokalat ovat rauhallisempia ja sopivat paremmin muiden kalojen seuraan kuin muut saman kokoiset kirjoahvenet. Toisaalta ne ovat herkkiä huonolle veden laadulle.
Les discus (Symphysodon) forment un genre de poissons d'eau douce de la famille des Cichlidae. Ce genre regroupe deux espèces : le Discus de Heckel (Symphysodon discus) et le Discus commun (Symphysodon aequifasciatus). C'est ce dernier qui a donné les premiers discus d'élevage dont les discus turquoise, les pigeon blood, marlboro, etc. Ce sont des espèces populaires en aquariophilie.
Comme tous les Cichlidés du genre Pterophyllum, toutes les espèces de Symphysodon ont une forme plate, comprimée latéralement. Contrairement aux Pterophyllum, le Symphysodon ne présente pas ces prolongements des nageoires en pointe qui donne aux scalaires sa forme caractéristique en chevron, et son apparence générale est plus arrondie. C'est cette forme en disque qui lui a valu son nom commun de discus.
Le poisson adulte atteint 20 cm voir plus, tant en hauteur qu'en longueur. Les côtés du poisson sont fréquemment marqués de motifs marbrés verts, rouges, bruns ou bleus.
Le dimorphisme sexuel est très faible, la forme des nageoires et de la zone pelvienne serait plus ronde chez la femelle. Le seul critère à peu près sûr est la forme des papilles génitales lors de la reproduction, ce qui permet d'identifier le mâle de la femelle dans un couple déjà formé : la papille est plus pointue chez le mâle, et arrondie chez la femelle (mais même ce critère n'est pas toujours très évident).
Une caractéristique spécifique du discus est le soin avec lequel les parents élèvent leurs alevins. C'est un fait commun à tous les cichlidés mais il se manifeste d’une manière unique en son genre chez le discus : les parents sécrètent une substance qui suinte au travers des pores de leur peau pour nourrir leur progéniture. Une ponte peut générer plus d'une centaine d'œufs. La femelle dépose ses œufs sur un support subvertical que le mâle féconde par la suite. Les deux premiers jours après l'éclosion, les petits se nourrissent de leur sac vitellin puis ils migrent sur le dos des parents et se nourrissent de cette substance pendant 7 à 10 jours. Dès que les petits sont suffisamment développés, ils se nourrissent de façon autonome. Il n’est pas rare de voir les jeunes s’agglutiner autour de leurs parents. Cette caractéristique (convergence avec les mammifères) a également été observée dans les poissons du genre uaru (Uaru amphiacanthoides).
Ils nettoient et ventilent la ponte, récupèrent les jeunes égarés dans leur bouche pour les rassembler avec le reste du groupe et défendent le territoire de ponte contre l'intrusion d'autres poissons.
Seul le patron mélanique permet de différencier les espèces puisque les nombres d’écailles sur la ligne latérale se chevauchent pour les deux espèces. Celles-ci sont très semblables et peuvent être croisées entre elles. Les discus se caractérisent par leur forme en soucoupe et leurs couleurs qui varient dans des nuances de vert, de rouge et de bleu. La largeur et la longueur du poisson d’élevage est d'environ 15 à 20 cm.
Ils sont originaires de l'Amazone.
Les discus sont des poissons grégaires, qui ne s’épanouissent qu’en groupe. Bien que d’un naturel calme, le discus est un cichlidé : la hiérarchie est omniprésente dans le groupe, elle se manifeste lors de l'accès à la nourriture, de la constitution des couples et des pontes. Chaque période de ponte fait l’objet de joutes qui peuvent être assez violentes.
Le discus est un poisson calme, qui se laisse admirer. C'est un poisson plus difficile à entretenir que le scalaire, et qui n'est pas conseillé pour des débutants : l'entretien de l'aquarium doit être d'excellente qualité, la nourriture bien adaptée, et leur comportement surveillé en permanence. Les souches d'élevage sont cependant plus résistantes que les souches sauvages, et peuvent facilement supporter l'eau du robinet si elles y ont été habituées dès la naissance.
Les discus d'aquarium sont des pensionnaires paisibles. Ils sont sensibles au stress, aux perturbations ou au manque d’attention. Les meilleurs colocataires peuvent être les scalaires (Pterophyllum) (bien que beaucoup d'aquariophiles prétendent que la cohabitation avec le scalaire puisse favoriser l’apparition de parasites et/ou de maladies) et les petits Characidae comme le néon. Le Discus contrairement au Scalaire ne risque pas de manger les petits tétra du fait de sa toute petite bouche. L'Uaru est un autre colocataire possible du discus.
Comme tous les Cichlidés, c'est un poisson grégaire, territorial et hiérarchique : il lui faut donc un aquarium de grande taille (à partir de 200l), où cinq individus puissent disposer chacun de son territoire (compter 50l à 100l de territoire par poisson). Comme l'animal est grégaire, un nombre minimal de 5 individus permettra au groupe de constituer sa hiérarchie, quelquefois violemment, sachant qu’on peut augmenter ce nombre, si les autres aspects de la maintenance le permettent.
Les couples se forment spontanément, et les pontes sont fréquentes si les conditions d'eau sont adaptées, mais de même que pour les scalaires, elles sont rarement menées à terme dans un bac communautaire. Pour des pontes de reproduction, le couple doit être isolé dans un bac de reproduction nu, d'une centaine de litres, disposant d'un cône de ponte.
Les conditions de maintenance doivent correspondre au stade auquel se trouvent les discus : reproduction, croissance, traitements ou maintenance.
Elles doivent tenir compte aussi de l’objectif de l’aquariophile : l’agrément (comprendre « un joli bac planté ») ou la sélection et l'élevage (comprendre « un certain nombre de bacs nus »).
Il va de soi que la recherche de l’agrément ne doit en aucun cas se traduire par une dégradation de la qualité de vie des discus.
Généralement, les discus sont achetés à une taille d’environ 6-8 cm. Leur croissance n’est donc pas terminée.
Pour simplifier la problématique, il faut considérer qu’un stress minimal est garant de la réussite. Pour minimiser le stress, outre un milieu parfaitement propre, il conviendra d’éliminer toute « pomme de discorde » : pas de territoire à protéger, pas de constitution de couple, pas de ponte incontrôlée et pas de dominance exagérée.
Une certaine surpopulation calme les velléités des plus forts, néanmoins plusieurs bacs nus (faciles à entretenir) sont fortement conseillés pour gérer au mieux cette période : ils permettront de changer d’environnement un poisson agressif ou un poisson grossissant moins vite. Dans ce cadre, de 1 à 3 bacs nus de 200 litres permettront de faire grossir de 6 à 30 discus dans les meilleures conditions.
Il est possible de mener à bien une croissance en bac d’agrément planté, mais il faut être conscient que c’est plus compliqué (entretien plus lourd), plus aléatoire (la hiérarchie implique des dominés - qui grandiront moins - des territoires et des constitutions de couples –donc des querelles) et que les résultats seront moins bons, même pour les dominants. On bénéficiera en revanche du vrai caractère des discus, c’est un choix. Dans ce cas, il faudra considérer deux éléments : le volume d’eau disponible par poisson et l’espace libre, permettant aux dominés de fuir sans trop se cogner aux vitres.
Pour le volume d’eau, le consensus général préconise « de 80 à 100 litres par discus », 70 litres étant une bonne moyenne, donc 350 litres pour un groupe de 5. Pour la place de fuite, une façade de 120 à 150 cm est requise.
Le discus demande une eau plus chaude que la moyenne des poissons tropicaux, de 26 °C à 32 °C (28 °C pour la reproduction). Le pH doit être légèrement acide (pH=6±0.5) et l'eau très peu dure (3 °d GH pour la reproduction). Les aquariums de discus sont typiquement filtrés sur lit de tourbe, dont ils reçoivent une couleur ambrée assez caractéristique.
C’est l’un des points les plus importants pour la maintenance du discus. Dans son milieu d’origine, l’eau est très douce et acide et surtout, très peu polluée. Même si les variétés d’élevage semblent plus tolérantes que les variétés sauvages, il convient de ne pas trop s’éloigner des valeurs d’origine et surtout de leur offrir une eau totalement exempte de polluants, notamment les nitrates qu’ils supportent mal et freinent leur croissance.
Pour atteindre ces valeurs et si l’eau de conduite n’est pas adaptée, on utilisera de l’eau osmosée ou déminéralisée par des résines cationiques et anioniques.
En phase de croissance, les changements d’eau sont un facteur clé. Plus ils sont importants et réguliers, plus la croissance est rapide. Des changements journaliers de 20 à 50 % du volume du bac (en fonction de la population) seront requis, d’où l’intérêt d’un bac plus petit et nu, ce qui en facilite l’entretien.
En bac d’agrément planté, il est souvent plus difficile d’avoir ce niveau de changements d’eau. En respectant la « règle » des 70 litres par discus, des changements de 20 % une à deux fois par semaine suffisent généralement. Il faudra ajuster en fonction de la concentration en polluants, notamment les nitrates et augmenter les changements s’ils dépassent la valeur de mg/l.
Le discus étant un poisson d’eau « chaude », il conviendra de chauffer entre 28 et 30 °C.
Pour ce qui concerne l’éclairage, il dépend du type de bac. En bac nu, il a peu d’importance. Un éclairage faible est même recommandé, afin de limiter le stress des discus.
En bac planté, les plantes nécessitant beaucoup de lumière, on adaptera son éclairage aux besoins des plantes. Par contre, on essaiera d’aménager des zones d’ombre, que les discus apprécient parfois.
Pour étudier l'alimentation du Discus nous allons définir tout d'abord ses besoins.
Le métabolisme des poissons est assez faible, car ils ne régulent pas leur température. Ils ne luttent pas non plus contre la pesanteur, et leur mode d'excrétion des déchets sous forme d'ammoniaque est aussi économique en énergie puisqu'il ne nécessite aucune transformation. Les besoins à l'entretien sont faibles. Ces besoins dépendent quand même de la température du bac, les poissons vivant dans une eau plus chaude consomment plus d'énergie. De même, plus les poissons sont jeunes et donc en phase de croissance, plus ils consomment de l'énergie.
Les protéines représentent une source importante. Elles peuvent fournir de 40 à 80 % de l'énergie dépensée par le Discus. Elles servent en plus à la constitution des protéines du poisson lui-même. Elles peuvent aussi stimuler la sécrétion de certaines hormones.
Il faut savoir que le mucus parental contient près de 73 % de protéines et que les discus juvéniles ont des besoins de l'ordre de 45 % de protéines.
Pour la source, la préférence ira vers des protéines animales, plus digestes pour les poissons et contenant un profil d'acides aminés plus en rapport avec leurs besoins. Certaines sources de protéines végétales ont même des effets négatifs. (Soja et blé entre autres)
On pourra utiliser du cœur de bœuf (20 % de protéines), des viandes de poissons maigres. Pour augmenter le taux de protéine et arriver aux 45 % désirés, il conviendra d'ajouter des farines de poissons.
Leur apport est important d'un point de vue qualitatif, car ils fournissent des acides gras essentiels. D'un point de vue quantitatif, ils sont aussi une source d'énergie, permettant d'utiliser moins de protéines et de relâcher moins de déchets azotés comme l'ammoniaque. Avec 50 % de protéines dans l'aliment, on peut fournir près de 15 % de lipides. Pour une pâtée maison qui ne contient que 20 % de protéines, il faudra rester aux alentours de 10 % de lipides.
Les glucides sont très mal utilisés par les poissons. Les glucides complexes comme l'amidon doivent être très cuits pour être plus digestes, sinon ils peuvent créer des intolérances. Même si les glucides ne sont pas indispensables aux poissons, en petite quantité, ils favorisent l'utilisation des protéines.
Les besoins ne sont pas très différents des nôtres. Seuls l'inositol et la choline sont plus demandés par les poissons. Les aliments du commerce contiennent les quantités suffisantes de vitamines. Il est inutile d'en ajouter dans la mesure où certaines vitamines liposolubles peuvent, en excès, provoquer des dommages. La vitamine C tient une place importante grâce à son activité anti-oxydante. Elle permet aux êtres vivants de lutter contre de nombreux stress. On l'utilisera à la dose de 250 mg/kg d'aliment. On utilise de préférence des formes stables comme les polyphosphates ou monophosphates. Leur activité étant moindre il convient de doubler la dose.
Les vitamines sont peu stables, il convient donc de faire attention à la conservation des aliments. Il est de plus inutile d'ajouter des vitamines directement dans l'eau du bac, elles y seront très rapidement dégradées.
Les poissons tirent leurs minéraux aussi bien de l'eau que de l'aliment. En eau très douce, il convient d'apporter ces minéraux par une alimentation variée et équilibrée.
Selon FishBase (26 janv. 2017)[1] :
Il existe un grand nombre de sous-espèces et de nombreuses variétés hybrides qui sont sélectionnées par les aquariophiles.
Un ouvrage de référence, thèse vétérinaire : SYMPHYSODON : MERVEILLEUX DISCUS
Les discus (Symphysodon) forment un genre de poissons d'eau douce de la famille des Cichlidae. Ce genre regroupe deux espèces : le Discus de Heckel (Symphysodon discus) et le Discus commun (Symphysodon aequifasciatus). C'est ce dernier qui a donné les premiers discus d'élevage dont les discus turquoise, les pigeon blood, marlboro, etc. Ce sont des espèces populaires en aquariophilie.
Symphysodon Heckel, 1840 è un genere di pesci ossei d'acqua dolce appartenenti alla famiglia Cichlidae. Sono comunemente conosciuti come pesce disco o discus.
Il nome scientifico deriva dal greco, infatti symphysis (sviluppato insieme) + oduos (denti) significa denti sviluppati insieme[1]. Ciò deriva dalla particolare conformazione dentale di questi pesci.
Il genere è distribuito nel centro-ovest del bacino del Rio delle Amazzoni, in alcune zone anche introdotto (Rio Nanay, nel nord del Perù[2]), ma S. discus è diffuso solo in Trombetas, Rio Negro e Abacaxis[3]. Vivono in acque calme, tra rocce e radici, ricche di Cabomba, Eleocharis parvula e abitate anche da altre specie tra cui Corydoras, diversi caracidi e altri ciclidi (come Apistogramma, Mesonauta e Cichla[4]).
Appartenenti alla numerosa famiglia dei ciclidi, i pesci disco (o Discus) presentano un corpo fortemente compresso ai fianchi. Di profilo hanno forma discoidale, da cui il nome. Le pinne anale e dorsale sono anch'esse arrotondate, ma piuttosto ampie. Le pinne ventrali sono lunghe e sottili. La pinna caudale è potente, a delta.
La livrea è estremamente variabile[2]: sono tuttavia sempre presenti nove fasce verticali, più visibili in S. aequifasciatus e S. tarzoo, mentre S. discus ne mostra ben visibili 3[5]. Le dimensioni si attestano all'incirca sui 13 cm di lunghezza[6].
Sono onnivori[7].
Le uova vengono sorvegliate sia dal maschio che dalla femmina, per difenderle da eventuali predatori come Crenicichla regani[8]. Dopo la schiusa gli avannotti vengono nutriti con il muco epiteliale secreto dai genitori per un tempo che varia da pochi giorni a, in cattività, 2 settimane[9].
Le specie riconosciute sono[10]:
La prima specie a essere classificata fu Symphysodon discus, nel 1840[11], e da quel momento sono state scoperte numerose sottospecie, (Symphysodon aequifasciatus axelrodi, Symphysodon aequifasciatus haraldi, Symphysodon aequifasciatus aequifasciatus, e Symphysodon discus willischwartzi) non ritenute più valide[12].
I pesci del genere Symphysodon sono tra i più diffusi in acquario pur non essendo facili da mantenere. Tra i Ciclidi solo le specie del genere Pterophyllum sono allevate così frequentemente[13]. In questi anni di allevamento sono state selezionate molte varietà di diverse colorazioni, e gli esemplari con la colorazione originaria sono diventati piuttosto rari in commercio[11].
Symphysodon Heckel, 1840 è un genere di pesci ossei d'acqua dolce appartenenti alla famiglia Cichlidae. Sono comunemente conosciuti come pesce disco o discus.
Diskai (lot. Symphysodon, angl. Discus, vok. Echter Diskus) – daugiaspalvių ešeržuvių (Cichlidae) šeimos žuvų gentis. Kūnas iš šonų labai suplotas, 20-25 cm aukščio ir ilgio. Šonai raudoni, mėlyni, žali, rudi. Žiotys labai mažos, todėl maisto ieško vidutiniame vandens gylyje ir minta smulkiu gyvu grobiu.
Ikrelius neršia ant akmenų arba augalų lapų. Maždaug po penkiasdešimt valandų iš kiaušinėlių išsirita lervos ir prilimpa prie tėvų kūno. Pirmas dvi savaites jos minta maistinga medžiaga, kurios sluoksnis susidaro ant tėvų kūno veisimosi periodu. Po trijų mėnesių jaunos žuvelės įgauna disko pavidalo kūną.
Paplitę Amazonės baseine.
Gentyje yra 3 rūšys. Auginami akvariumuose.
Diskai (lot. Symphysodon, angl. Discus, vok. Echter Diskus) – daugiaspalvių ešeržuvių (Cichlidae) šeimos žuvų gentis. Kūnas iš šonų labai suplotas, 20-25 cm aukščio ir ilgio. Šonai raudoni, mėlyni, žali, rudi. Žiotys labai mažos, todėl maisto ieško vidutiniame vandens gylyje ir minta smulkiu gyvu grobiu.
Ikrelius neršia ant akmenų arba augalų lapų. Maždaug po penkiasdešimt valandų iš kiaušinėlių išsirita lervos ir prilimpa prie tėvų kūno. Pirmas dvi savaites jos minta maistinga medžiaga, kurios sluoksnis susidaro ant tėvų kūno veisimosi periodu. Po trijų mėnesių jaunos žuvelės įgauna disko pavidalo kūną.
Paplitę Amazonės baseine.
Gentyje yra 3 rūšys. Auginami akvariumuose.
Discus (Symphysodon spp.) adalah satu dari tiga spesies ikan air tawar cichlid yang berasal dari lembah Sungai Amazon.[1] Discus adalah sejenis ikan akuarium yang popular di beberapa negara Asia.[2][3][4][5]
Discus tergolong dalam Symphysodon, yang mana kini merangkumi tiga jenis spesies: Discus biasa (Symphysodon aequifasciatus), Discus Heckel (Symphysodon discus) dan spesies baru yang belum diberi nama iaitu Symphysodon tarzoo.[6] Bagaimanapun, sebuah kajian lanjut yang diterbitkan pada bulan Ogos 2007[7] mencadangkan bahawa genus dikelaskan dalam spesies: S. aequifasciatus (discus hijau), S. haraldi (discus biasa/biru/perang) dan S. discus (Discus Heckel). Kedua-dua kajian mencadangkan tiga jenis spesies; dengan pengecualian akan nama-nama saintifik bagi setiap satunya.
Sepertimana cichlid dari genus Pterophyllum, kesemua spesies Symphysodon memiliki badan yang pipih. Berlawanan dengan Pterophyllum, yang mana sirip belakang yang menonjol menjadikan bentuk badan Symphysodon seolah-olah bulat. Dari bentuk badan inilah nama "discus" diterbitkan. Sisi ikan ini biasanya memiliki corak-corak berwarna hijau, merah, perang dan biru. Tinggi dan panjang ikan matang adalah kira-kira 20–25 cm (8–10 in).[petikan diperlukan]
Ciri-ciri lain spesies Symphysodon adalah penjagaan mereka akan larvanya. Proses mengawan akan mengambil masa sehingga dua minggu dan telur-telur akan mula menetas selepas dua atau tiga hari selepas telur jantan dan betina disenyawakan. Sepertimana kebanyakan ikan cichlid, penjagaan anak dilakukan oleh kedua-dua ikan betina dan jantan. Selain itu, discus dewasa mengeluarkan secretion melalui kulitnya, yang mana larva bergantung hidup pada beberapa hari pertamanya. Kelakuan ini juga dapat diperhatikan pada spesies Uaru. Walaubagaimanapun, bagi pembiakan di dalam kurungan, larva akan bergantung hidup pada ibu dan bapanya untuk beberapa minggu[8]
Spesies Symphysodon mendiami tasik-tasik dan sungai-sungai di dataran banjir di tanah rendah lembangan Sungai Amazon[9], di mana ia merupakan sebahagian daripada kepelbagaian ikan Neotropical.
Tiga spesies dari Symphysodon mempunyai taburan geografi yang berbeza. S. aequifasciatus boleh dijumpai di Rio Solimões, Rio Amazonas dan Río Putumayo-Içá di Brazil, Colombia dan Peru. Berbeza dengan taburan S. discus yang boleh ditemui dengan terhad di hilir sungai-sungai Abacaxis, Rio Negro dan Trombetas. S. tarzoo boleh dijumpai di hulu Manaus di barat Amazon.[petikan diperlukan]
_03May2010.JPG)
.JPG)
|coauthors= tidak diketahui diabaikan (guna |author=) (bantuan) Discus (Symphysodon spp.) adalah satu dari tiga spesies ikan air tawar cichlid yang berasal dari lembah Sungai Amazon. Discus adalah sejenis ikan akuarium yang popular di beberapa negara Asia.
Het geslacht Symphysodon (letterlijk "met in de kaak vergroeide tanden") omvat uitsluitend de discusvis en behoort tot de familie der cichliden (Cichlidae). Dit geslacht is onderverdeeld in twee soorten:
Alle nakweek van de discusvis komt voort uit kruisingen tussen de bovenvermelde wildvangsoorten. Jaarlijks komen er nieuwe variëteiten bij door ver doorgedreven, selectieve kweektechnieken.
Het geslacht Symphysodon (letterlijk "met in de kaak vergroeide tanden") omvat uitsluitend de discusvis en behoort tot de familie der cichliden (Cichlidae). Dit geslacht is onderverdeeld in twee soorten:
Diskuser er en gruppe ciklider som i likhet med sine nære slektninger skalarene, har kraftig sammentrykte sider, og med finnene utspilte ser de nesten runde ut, som en diskus som svever gjennom vannet.
Diskusen har lenge vært en akvariefisk med svært høy status fordi den har vært relativt vanskelig å drette opp, og prisen har vært deretter.
Diskusen kan bli opp til 20 cm i diameter. Ville eller viltfangede diskuser er meget følsomme for vannkvaliteten (de foretrekker bløtt, surt vann), og de er følsomme overfor stress. Dette gjelder også de som tilhører de eldre stammene, men oftest er diskusene i dag avlet i mange generasjoner i Singapore, og de er litt mer hardføre og tåler mer stress.
Det sies at indianerne i Amazonas kan fange diskus ved å slå padleåren i vannflaten slik at fisken svimer av og flyter opp.
Ved flytting til nye akvarier, og under lek, kan man med fordel dekke til glassrutene på akvariet slik at man avskjermer fiskene fra bevegelsene utenfor akvariet.
Flere varianter har blitt avlet frem av mennesker gjennom selektiv avl og hybridisering mellom artene.
Diskuser er en gruppe ciklider som i likhet med sine nære slektninger skalarene, har kraftig sammentrykte sider, og med finnene utspilte ser de nesten runde ut, som en diskus som svever gjennom vannet.
Diskusen har lenge vært en akvariefisk med svært høy status fordi den har vært relativt vanskelig å drette opp, og prisen har vært deretter.
Diskusen kan bli opp til 20 cm i diameter. Ville eller viltfangede diskuser er meget følsomme for vannkvaliteten (de foretrekker bløtt, surt vann), og de er følsomme overfor stress. Dette gjelder også de som tilhører de eldre stammene, men oftest er diskusene i dag avlet i mange generasjoner i Singapore, og de er litt mer hardføre og tåler mer stress.
Det sies at indianerne i Amazonas kan fange diskus ved å slå padleåren i vannflaten slik at fisken svimer av og flyter opp.
Ved flytting til nye akvarier, og under lek, kan man med fordel dekke til glassrutene på akvariet slik at man avskjermer fiskene fra bevegelsene utenfor akvariet.
Multimedia w Wikimedia Commons Symphysodon – rodzaj południowoamerykańskich ryb z rodziny pielęgnicowatych (Cichlidae), charakteryzujących się wysokim, bocznie ścieśnionym ciałem o prawie kulistym profilu, różnorodnym ubarwieniu i specyficznej metodzie karmienia potomstwa, w starszej literaturze w języku polskim nazywanych dyskowcami lub paletkami[2] – obecnie obydwie nazwy przypisywane są konkretnym gatunkom zaliczanym do tego rodzaju. Rodzaj jest blisko spokrewniony z grupą obejmującą rodzaje Heros, Mesonauta, Pterophyllum i Uaru (plemię Heroini).
W warunkach naturalnych Symphysodon są endemitami dorzecza Amazonki, szeroko rozprzestrzenionymi w jej dopływach[3]. Występują we wszystkich trzech dominujących typach wód amazońskich: „czarnych”, „białych” i czystych wodach stojących lub wolno płynących[3]. Są to zazwyczaj wody bardzo miękkie i kwaśne, nasycone garbnikami[4]. Twardość wody wynosi zwykle poniżej 1°n, a temperatura poniżej 28 °C[5]. Przebywają w strefie przybrzeżnej (litoral), przy stromych brzegach, wśród dających im schronienie zwalonych do wody gałęzi i korzeni, na głębokości 3–5 m[5].
Odkrycia Symphysodon discus dokonał w 1833 roku Johann Natterer w dolnym biegu Rio Negro w Brazylii. Naukowy opis gatunku sporządził Johann Jakob Heckel w 1840 roku[6]. W 1904 roku[7] Jacques Pellegrin opublikował pierwszy opis Symphysodon aequifasciatus. Dalsze badania prowadzili m.in. Schultz, Axelrod, Geisler i Burgess. W obrębie gatunku S. aequifasciatus wyróżniono (oprócz nominatywnego) podgatunki: S. a. axelrodi i S. a. haraldi, zasiedlające odpowiednio wschodnią i zachodnią część dorzecza Amazonki, natomiast w obrębie S. discus wyróżniono S. d. willischwartzi – opisany z rzeki Abacaxis w Brazylii – oraz S. d. tarzoo[8]. Gatunki i podgatunki były wyodrębniane na podstawie ubarwienia i deseni na ciele, a także na podstawie rozmieszczenia geograficznego[3]. Główną cechą rozróżniającą S. discus od S. aequifasciatus jest obecność szerokiego, ciemnego pasa, przebiegającego pionowo przez środek boku u pierwszego z nich.
W literaturze popularnej wyróżniono 5 głównych fenotypów[8]:
Nazw dyskowiec i paletka nie należy przyjmować jako polskich nazw rodzajowych dla Symphysodon, choć takie propozycje pojawiały się w starszej literaturze. Binominalne nazwy (np. paletka brązowa, p. niebieska, p. zielona) nadawane były wyróżnianym wówczas podgatunkom lub odmianom barwnym. W tej kwestii od wielu lat toczą się dyskusje zarówno w kręgach naukowych, jak i wśród miłośników akwarystyki. W nowszej literaturze (od 1990 roku) obydwie nazwy traktowane są jako zwyczajowe nazwy 2 powszechnie akceptowanych gatunków podanych poniżej. Dodatkowym utrudnieniem stały się, nawiązujące do ubarwienia, nazwy niekonsekwentnie stosowane w literaturze popularnej[3].
Klasyfikacja biologiczna w obrębie rodzaju Symphysodon pozostaje sporna. Najszerzej akceptowany podział oparty jest na klasyfikacjach Schultza (1960), Silvy i Kotlara (1980) oraz Burgessa (1981). W obydwu wymienionych wyżej gatunkach wyróżnili oni 5 podgatunków, które jednak nie zostały powszechnie zaakceptowane przez taksonomów z powodu zbyt bliskiego pokrewieństwa oraz błędów formalnych wcześniejszych opisów taksonomicznych – opisy powstały w oparciu o zaledwie kilka osobników, często niepewnego pochodzenia[9]. W literaturze naukowej do 2006 roku uznawane były tylko 2 gatunki[8]. W 2006 Ready zaproponował podniesienie do rangi gatunku S. tarzoo tzw. fenotyp „zielony”, a rok później Bleher wyróżnił S. haraldi – odpowiednik fenotypu „niebieskiego” i „brązowego”[8].
Dane cytogenetyczne, molekularne i morfologiczne sugerują dużą zmienność w obrębie tego rodzaju[10], ale ryby te mogą się między sobą krzyżować, w warunkach naturalnych tworząc płodne hybrydy. Pod względem formalnym dotychczas opisano poprawnie 4 gatunki. Możliwe, że wszystkie one są odmianami barwnymi i rasami geograficznymi jednego gatunku. Liczba chromosomów u wszystkich badanych osobników, pochodzących z różnych miejsc naturalnego zasięgu występowania, wynosi 2n = 60[10]. Jedna z koncepcji (Mazeroll i Weiss, 1995; Allgayer, 2001) sugeruje istnienie 1 gatunku (S. discus) z 3 podgatunkami (S. d. discus, S. d. willischwartzi i S. d. aequifasciatus)[3].
Badania mtDNA sugerują podział rodzaju Symphysodon na 4 linie ewolucyjne, przy czym, według filogenetycznej koncepcji gatunku, różnice pomiędzy nimi nie dają podstaw do wyróżniania więcej niż jednego gatunku[3].
Kolejne badania przeprowadzone przez M. Amado i I. Fariasa oraz T. Hrbka, opublikowane w 2011 wyłoniły w obrębie rodzaju Symphysodon 5 gatunków[8]:
Gatunki zaliczane do tego rodzaju [16]
Gatunkiem typowym rodzaju jest Symphysodon discus.
Przedstawiciele tego rodzaju mają wysokie ciało w kształcie dysku, o profilu niemal kolistym, silnie bocznie spłaszczone. Mają małą głowę, mały pysk i duże oczy. Płetwy grzbietowa i odbytowa są niskie, ale bardzo długie – otaczają niemal cały obwód tułowia[4]. Płetwy brzuszne długie i wąskie. Symphysodon spp. dorastają do ponad 20 cm.
Żyją w stadach od 100 do 1000 osobników[5]. Stadu przewodzi intensywnie ubarwiony, silny i szybki samiec alfa. Przewodnik odwraca uwagę drapieżników swoim wyglądem i zachowaniem, co zwiększa szansę ucieczki pozostałych członków stada. Sam rzadko pada ofiarą napastnika[5].
Jak wszystkie pielęgnicowate, Symphysodon mają silnie rozwinięty instynkt opieki nad potomstwem, ale zachowania rozrodcze przebiegają u nich inaczej niż u większości pielęgnic. Para przystępująca do rozrodu oczyszcza miejsce planowanego złożenia ikry, nie wykazując przy tym szczególnej ekscytacji[4] (większość pielęgnicowatych staje się w tym czasie agresywna, a nawet terytorialna). Rodzice pomagają potomstwu już w czasie wylęgu – chwytając pyskiem jajo zmiękczają jego otoczkę, a wyklute larwy przenoszą i przyklejają do oczyszczonej powierzchni (zwykle jest to liść). Narybek ma ciało wydłużone. Owalny kształt przyjmuje po około 3 miesiącach[4].
Szczególną cechą rodzaju jest sposób karmienia narybku, gdy ten wykorzysta już zapasy żółtka. Skóra obojga rodziców zawiera szaro-żółtawą wydzielinę bogatą w odżywcze substancje proteinowe. Narybek żywi się tą wydzieliną, skubiąc boki obojga rodziców naprzemiennie. W czasie gdy jedno z rodziców karmi młode, drugie regeneruje zapasy odżywczej wydzieliny[4]. W ten sposób rodzice karmią młode, dopóki te nie zaczną samodzielnie zdobywać pokarmu.
Przez długi czas od odkrycia ryby te osiągały wysokie ceny w handlu akwarystycznym. Brak znajomości ich ekologii powodował, że trudno było utrzymać je przy życiu i nie umiano ich rozmnożyć[4].
Odkrywane w kolejnych latach odmiany barwne rodzaju Symphysodon (m.in. niebieska, brązowa, zielona i czerwona) oraz wzrastające zainteresowanie hodowlą dla potrzeb akwarystyki przyczyniły się do powstanie wielu odmian hodowlanych.
Pierwsze udane próby rozmnażania tych ryb w akwariach doszły do skutku w 1938 r. w Stanach Zjednoczonych. Jednak przełom dokonał się dopiero pod koniec lat 50., kiedy Eduard Schmidt-Focke po raz pierwszy odchował paletki niebieskie i zielone. Następne lata przynosiły nowe odmiany ryb i usprawnienie ich hodowli. Kolejny przełom dokonał się pod koniec XX wieku, kiedy za sprawą postępu technicznego i rosnącej popularności tych ryb pojawiły się ogromne fermy paletek w Azji Południowo-Wschodniej. Ostatnie lata przyniosły wiele nowych odmian barwnych, od jednolicie białych po ryby czerwone z turkusowymi cętkami. Pojawiła się również moda na dzikie ryby odławiane w dorzeczu Amazonki. Nie są one tak efektowne jak odmiany hodowlane, jednak dla koneserów liczy się fakt, że są one w stu procentach naturalne i bardzo wymagające. Organizowane są wystawy i konkursy akwarystyczne, na których hodowcy wystawiają najpiękniejsze okazy. W 2002 roku powstał Polski Klub Miłośników Dyskowców, który zajmuje się popularyzacją hodowli dyskowców.
Symphysodon – rodzaj południowoamerykańskich ryb z rodziny pielęgnicowatych (Cichlidae), charakteryzujących się wysokim, bocznie ścieśnionym ciałem o prawie kulistym profilu, różnorodnym ubarwieniu i specyficznej metodzie karmienia potomstwa, w starszej literaturze w języku polskim nazywanych dyskowcami lub paletkami – obecnie obydwie nazwy przypisywane są konkretnym gatunkom zaliczanym do tego rodzaju. Rodzaj jest blisko spokrewniony z grupą obejmującą rodzaje Heros, Mesonauta, Pterophyllum i Uaru (plemię Heroini).
Acará-disco é o nome comum atribuído a todas as espécies de peixes de água doce classificadas no gênero Symphysodon. Pertence à família dos ciclídeos[1] e compreende atualmente duas espécies e três subespécies. É endêmico da América do Sul, onde pode ser encontrado nos rios da bacia Amazônica, no Brasil, Peru e Colômbia. As suas principais características são as suas cores e o formato discóide do seu corpo. Vive em cardume e alimenta-se de pequenos crustáceos, larvas e insetos.[2]
Atinge em média 15 centímetros de comprimento e habita pequenos lagos e igarapés de águas calmas e claras. O acará-disco é um dos peixes de água doce mais populares do mundo, pelas suas variadas colorações pelas suas longas barbatana dorsal e caudal. É uma espécie ornamental e extremamente pacífica, sendo adequada para ser criada com peixes com mesmo temperamento; no entanto é muito exigente em relação à qualidade da água, de modo que nem sempre pode ser mantido em aquários com várias espécies diferentes.
O acará-disco pertence a tribo Heroini, da família Cichlidae, na ordem Perciformes, ainda pouco estudada.[3] Foi descrito pelo zoólogo austríaco Johann Jakob Heckel em 1840 como Symphysodon.[4] O exato posicionamento filogenético deste gênero, entre os outros pertencentes à tribo Heroini, é desconhecido.[5] A espécie-tipo deste gênero é o Symphysodon discus.[6] O nome específico discus refere-se à sua forma discóide, enquanto o seu nome genérico, Symphysodon, é uma palavra grega. Symphys significa crescendo em grupo e odon significa dentes, referindo-se à sua dentição reduzida em relação aos outros ciclídeos.[7]
O gênero inclui somente duas espécies: Symphysodon discus (Disco-Heckel) e Symphysodon aequifasciatus (Disco-azul-marrom), mas estudos recentes realizados com o seu ADN demostraram a possível existência de uma terceira espécie, denominada pelos cientistas como Symphysodon tarzoo; entretanto as análises não foram conclusivas. A aceitação dessa espécie ainda está sendo estudada pelos pesquisadores.[8]
A posição taxonômica das espécies é a seguinte:[9][10][11]
Três subespécies são reconhecidas atualmente, com base em análises genéticas.[12] Todas foram descritas pelo ictiólogo americano Leonard Peter Schultz em 1960, após a descrição de Pelegrin Franganillo-Balboa da espécie Symphysodon aequifasciatus em 1904:[13]
O acará-disco é nativo da Amazônia, mas só pode ser encontrado em alguns países da América do Sul.[14] O disco-Heckel encontra-se distribuído na parte oriental da Amazônia, principalmente nos rios Nhamundá, Branco, rio Negro, Purus, Abacaxis e Trombetas.[15] O disco-verde tem distribuição restrita à parte ocidental da Amazônia, nos rios Japurá, Içá e rio Nanay.[16] As subespécies disco-castanho e disco-azul são geralmente encontradas nos rios Solimões, Amazonas, Urubu, Juruá, Tefé, Coari, Uatumã, Trombetas, Tapajós, Jari e Tocantins.[17] Já o disco-azul-marrom pode ser encontrado nos leitos dos rios Amazônicos e em algumas bacias hidrográficas da Colômbia e Peru, tendo distribuição mais alargada do gênero.[16][nota 2]
Habitam rios com águas calmas, pouco profundas e límpidas,[18] com abundante vegetação aquática, troncos e raízes submersas, sendo ligeiramente quentes, de características ácidas e de baixa dureza.[19] Vivem principalmente em lagos de várzea e lagoas marginais.[20]
O acará-disco possui um comportamento territorialista e não realiza migrações reprodutivas.[21] Durante a estação chuvosa vive sozinho ou em pequenos grupos em águas profundas, mas no período de estiagem formam grandes cardumes próximo de árvores caídas ao longo das margens dos lagos.[22]
Atinge a maturidade sexual com doze meses de vida e desova mais de uma vez por ano, com cerca de 1.500 ovos por desova.[23] Na época da reprodução formam casais por meio do cortejo sexual,[21] característica dos ciclídeos. Geralmente depositam os ovos em folhas grandes ou em pedras.[24] Durante a desova a fêmea deposita uma pequena quantidade de ovos que logo após serão fertilizados pelo macho.[25] Todo o processo pode durar até uma hora e, logo depois de o macho fertilizá-los, o par mantém constante agitação da água em torno deles, abanando-os com as barbatanas, para garantir a oxigenação necessária. Em seguida os pais empenham-se em limpá-los e mantê-los seguros até ao nascimento das larvas.[26]
Dependendo da temperatura da água os ovos eclodem após dois ou cinco dias e permanecem com a vesícula vitelina por mais três ou quatro dias, até que possam nadar livremente.[26] Depois da eclosão as larvas são alimentadas com um muco liberado por seus pais durante duas semanas.[27][28] Após esse período podem ser alimentados com náuplios de artêmia, mas vão precisar da secreção dos pais por mais trinta dias. Com aproximadamente cinquenta dias podem ser separados dos adultos.[26]
O acará-disco é geralmente denominado como O Rei do Aquário.[29] É considerado um peixe de pequeno porte, podendo chegar a 15 centímetros de comprimento.[23] Possui o corpo lateralmente achatado com barbatana dorsal e caudal relativamente longa, que contribuem com o formato discóide do seu corpo.[29] Tem apenas um orifício nasal de cada lado da narina, boca protátil e lábios grossos.[30] Os machos são maiores, mais coloridos e com os primeiros raios da barbatana dorsal mais grossos e longos.[21] Não possuem dimorfismo sexual evidente.[30]
As suas cores variam dependendo da espécie podendo ter tons vermelhos, azuis, verdes, castanhos, brancos e amarelos, sendo que atualmente existem cerca de 600 variações.[31][nota 3] Apresentam várias fileiras de escamas na base das barbatanas dorsal e caudal, estrias geralmente azuis por todo o corpo e de oito a nove faixas escuras transversais sobre o corpo.[33]
O acará-disco é uma espécie onívora, mas possui um forte hábito alimentar carnívoro,[34] alimentando-se predominantemente de náuplios de camarão de água-doce.[30] Na natureza a espécie alimenta-se de perifíton, pequenos crustáceos, peixes, insetos, larvas, folhas, frutos e outras matérias orgânicas.[5] Em cativeiro pode ser muito exigente sobre o alimento oferecido, sendo mais indicado alimentos vivos como as minhocas, vermes e larvas de mosquito.[29] Também pode ser alimentado com coração de boi, ervilhas e com as rações industrializadas.[35]
Tal como diversos outros peixes, o acará-disco é suscetível a infecções como parasitoses, micoses, bacterioses, viroses e ainda por ectoparasitas.[36] Contudo, em condições naturais os agentes infecciosos que os infestam não são suficientemente numerosos para afetar a saúde do hospedeiro, pelo fato do estado nutricional e fisiológico do peixe estar devidamente ajustado ao meio ambiente.[36] Especificamente para o acará-disco, são encontrados os seguintes parasitas: protozoários (Piscinoodinium pillulare, Ichthyophthirius multifillis, Costia necatrix, Trichodina), metazoários monogenéticos (Dactylogyrus vastator e Gyrodactylus elegans), micoses e bacterioses.[36]
Em cativeiro, quatro doenças atacam a espécie com maior frequência, bem como outras espécies:
Apesar de não se encontrar na lista vermelha da IUCN, a quantidade de acarás-disco na natureza diminuiu em grande escala desde a década de 1990.[41] Os principais fatores para o declínio da população é a ação do homem em seu habitat, entre elas a captura para a criação em aquário.[42] Outros fatores de influência antrópica que contribuem com o desaparecimento da espécie é a mineração de ouro, que libera mercúrio na água,[43] o desmatamento e os incêndios florestais, pois aumentam a temperatura da região e impedem a formação das nuvens, prolongando o período de estiagem.[44]
Os primeiros acarás-disco criados em cativeiro datam de 1933.[45] Eles foram capturados na natureza e morreram logo após serem introduzidos ao aquário. Foi a partir de 1935 que surgiram os primeiros relatos de exemplares que reproduziram em cativeiro e chegaram à idade adulta.[45] Nesse período eram exportados em pequenas quantidades para a Europa e Estados Unidos. Exportações maiores ocorreram após o fim da Segunda Guerra Mundial, quando se desenvolveu o automobilismo.[46] Entretanto, foi somente na década de 1980 que se iniciou uma atividade sistemática de exploração do acará-disco.[47]
É uma das espécies mais populares do mundo usadas para o aquarismo,[48] bem como uma das mais exploradas. Entretanto são muito exigentes sobre as condições em que vivem, não sendo aconselhável a sua manutenção por aquariofilistas que ainda não dominem o controle dos parâmetros de água dos seus aquários. Devem ser mantidos em aquários grandes com um mínimo de 200 litros, e manter pelo menos 6 exemplares, pois são peixes gregarios e preferem ficar em pequenos grupos.[35] São muito sensíveis em relação à qualidade da água e preferem água de pH ácido, em torno de 4.2 e 6.2 e com temperatura à volta de 26 e 30°C.[49]
Como são encontrados em rios com abundante vegetação aquática e pouca iluminação, os aquários devem ter plantas, decorados com troncos e pedras, e colocados em locais de baixa luminosidade, para se assemelharem ao seu habitat natural. Entretanto nem todas as plantas se adaptam à temperatura da água e com à baixa iluminação, sendo algumas das mais indicadas as Espadas Cadeia Pigmeu (Echinodorus tenellus) e as Java Fern (Microsorium pteropus).[35]
Não devem ser criados com espécies agressivas ou que comam rapidamente, pois podem ser agredidos ou acabar não comendo. Devem ser mantidos com peixes com temperamento igual ao seu e que são adaptados à mesma qualidade da água. As espécies mais indicadas são os néons (Paracheirodon innesi), algumas espécies de tetras (Characidae), como o tetra-cardeal (Paracheirodon axelrodi), bagres (Siluriformes) e alguns ciclídeos (Cichlidae).[50] Aceitam bem alimentos vivos e congelados, bem como rações em flocos industrializadas.[35]
Acará-disco é o nome comum atribuído a todas as espécies de peixes de água doce classificadas no gênero Symphysodon. Pertence à família dos ciclídeos e compreende atualmente duas espécies e três subespécies. É endêmico da América do Sul, onde pode ser encontrado nos rios da bacia Amazônica, no Brasil, Peru e Colômbia. As suas principais características são as suas cores e o formato discóide do seu corpo. Vive em cardume e alimenta-se de pequenos crustáceos, larvas e insetos.
Atinge em média 15 centímetros de comprimento e habita pequenos lagos e igarapés de águas calmas e claras. O acará-disco é um dos peixes de água doce mais populares do mundo, pelas suas variadas colorações pelas suas longas barbatana dorsal e caudal. É uma espécie ornamental e extremamente pacífica, sendo adequada para ser criada com peixes com mesmo temperamento; no entanto é muito exigente em relação à qualidade da água, de modo que nem sempre pode ser mantido em aquários com várias espécies diferentes.
Terčovec (Symphysodon) je rod sladkovodných rýb patriacich do čeľade cichlidovité. Terčovce sa považujú za najkrajšie, ale aj najnáročnejšie sladkovodné ryby chované akvaristami. Obtiažnosť ich chovu sa dá porovnávať s chovom morských rýb.
Terčovce, ako ich už názov napovedá, majú okrúhle telo v tvare terča alebo disku. Chrbtová aj chvostová plutva nie je príliš vysoká, ale je dlhá. Všetky terčovce sú zvisle pruhované, líšia sa len počtom viditeľných pruhov. Okrem toho majú na tele ešte vodorovnú kresbu v tvare akéhosi „labyrintu“, ktorá sa na svetle leskne odtieňmi modrej a zelenej.
Pochádzajú z povodia Amazonu a Orinoka. Žijú v pokojných a čistých mäkkých kyslých vodách. Sú mierne, pohybujú sa pomaly a nemajú rady spoločnosť rýchlych rýb, ktoré ich plašia.
Znáša na šikmý alebo zvislý substrát (list širokolistej rastliny alebo doštičku z PVC) až 200 ikier, ktoré sa po 2-3 dňoch vyliahnu pod rodičovským dozorom. Mimoriadnou zvláštnosťou mladých rybičiek je to, že sa živia sekrétom, ktorý vylučujú obaja rodičia. Medzi rybami je to veľká zriedkavosť, ktorá sa vyskytuje tiež napr. pri rode Uaru a Etroplus. Bez tejto fázy výživy nie je ich prirodzené prežitie možné.
Terčovec (Symphysodon) je rod sladkovodných rýb patriacich do čeľade cichlidovité. Terčovce sa považujú za najkrajšie, ale aj najnáročnejšie sladkovodné ryby chované akvaristami. Obtiažnosť ich chovu sa dá porovnávať s chovom morských rýb.
Terčovce, ako ich už názov napovedá, majú okrúhle telo v tvare terča alebo disku. Chrbtová aj chvostová plutva nie je príliš vysoká, ale je dlhá. Všetky terčovce sú zvisle pruhované, líšia sa len počtom viditeľných pruhov. Okrem toho majú na tele ešte vodorovnú kresbu v tvare akéhosi „labyrintu“, ktorá sa na svetle leskne odtieňmi modrej a zelenej.
Pochádzajú z povodia Amazonu a Orinoka. Žijú v pokojných a čistých mäkkých kyslých vodách. Sú mierne, pohybujú sa pomaly a nemajú rady spoločnosť rýchlych rýb, ktoré ich plašia.
Symphysodon aequifasciatus
Symphysodon discus
Symphysodon tarzoo
Diskus (znanstveno ime Symphysodon) je rod rib, ki sodijo med najbolj cenjene ribe sladkovodnih akvarijev. Spada v družino ostrižnikov (Cichlidae), ki naseljujejo sladke vode Srednje in Južne Amerike, Afrike in Indije. Diskus je južnoameriški ostrižnik, v naravi živi v pritokih in mrtvih rokavih in jezerih Amazonke, te veličastne, najbolj bogate reke na svetu.
Diskusi so razdeljene na dve vrsti:
Obe vrsti sta karakterizirani po njuni diskoidni obliki, močno stisnjenem telesu, ki je podoben krožniku, s poudarkom na dolgih in zavitih hrbtnih in analnih plavutih. Symphysodon aequifasciatus ima devet vertikalnih prog enake intenzitete - eno na glavi, preko oči, eno na repnem korenu in sedem enakomerno porazdeljenih po telesu (aequifasciatus namreč pomeni enakomerni trakovi - proge).
Pri S. discus-u so poudarjene le na glavi, repnem korenu in sredinska na boku. To služi kot dobra varovalna zaščita S. discus-a (Kullander 1986).
Diskuse najdemo v mirnih predelih majhnih, črnovodnih rek in jezer in globokih tolmunih. Običajno se nahajajo v manjških skupinah okrog potopljenih, podrtih dreves, razpadajočem lesu in rastlinstvu ter vodnih rastlin. V dnevnem času se najraje zadržujejo v senčnih predelih.
Voda je tam običajno zelo čista, z zelo malo oziroma popolnoma brez polutantov. Diskusi so raztreseni prostrano po amazonskem porečju. Voda v njihovem naravnem habitatu je kisla do rahlo bazična, od pH 3,7 - 7,2; in zelo mehka od 0 - 3 dH.
Diskuse najdemo v toplih vodah s temperaturo med 25 °C in 32 °C. Najdemo jih tudi v sezonsko potopljenih predelih okrog rek, ki spadajo v sistem Amazonke. Nahajajo se v kompletnem amazonskem porečju od Rio Putumayo v Peruju do izliva v Atlantski ocean.
Zeleni diskus je najbolj pogosto naseljen v jezeru in reki Tefe in reki Japura. Največ modrih diskusov prihaja iz reke Purus in Manacapuru. Večina rjavih diskusov se danes nahaja v vodah okrog Santarema, Alenquerja, reke Tocantins, Xingu, Madeira in Tapajos.
Diskus (znanstveno ime Symphysodon) je rod rib, ki sodijo med najbolj cenjene ribe sladkovodnih akvarijev. Spada v družino ostrižnikov (Cichlidae), ki naseljujejo sladke vode Srednje in Južne Amerike, Afrike in Indije. Diskus je južnoameriški ostrižnik, v naravi živi v pritokih in mrtvih rokavih in jezerih Amazonke, te veličastne, najbolj bogate reke na svetu.
Diskusfiskar (Symphysodon) är ett släkte i fiskfamiljen ciklider. Deras ursprungliga utbredningsområde ligger i Amazonflodens avrinningsområde ungefär från Iquitos i västra Peru till Belém i Brasilien nära Atlantens kustlinje. Släktet består av tre arter med många olika färgvarianter. Generellt skiljer man på den blå, den bruna och den gröna diskusfisken. Korsningar och mutationer av dessa tre arter kan förekomma i naturen. Systematiken kring de eventuella underarter som finns är omstridd.
Populäramnet "diskus" har den fått av sin runda och diskuslika form. Symphysis kommer från grekiskan, liksom odous, som ungefärligen kan översättas med "med tänder endast där käkhalvorna äro förenade". Aequi- (prefix) latin betyder "lika", fasciatus (latin) "bandad" eller "streckad" härleds till den gröna diskusens ränder.[4] De Symphysodon aequifasciatus som tidigare samlades som underart under taxonet axelrodi – namngivet efter doktor Herbert Axelrod – är de som populärt benämns som "brun diskusfisk". De Symphysodon aequifasciatus som tidigare räknades till underarten haraldi – namngiven efter Harald Schultz – kallas "blå diskusfisk". Under 1840-talet beskrev österrikaren Johann Jakob Heckel en art han kallade Symphysodon discus denna fångades i floden Rio Negro i Brasilien. Denna art kallades länge för "äkta diskus" men nu vet man att den är en av aequifasciatus-arterna.
Diskusfiskar lever parvis i grupper i rena och mineralfattiga vattendrag. Vattnets temperatur är med 29 till 30 °C påfallande högt. Ofta stannar diskusfiskar mellan grenar av nedfallna träd. Ofta är diskussfisken rätt skygg.
Diskusfisken är också en populär matfisk bland ursprungsbefolkningen i Amazonas regnskog. Man fångar diskus med händerna, med blåsrör eller spjut. Det händer också att man fångar dem i nät, särskilt de som skall exporteras som akvariefisk. Det är svårt att få diskusfisk på kastspö. Med flugspö kan det ibland lyckas.
Släktet är mycket omtyckt bland akvarister. Ibland hålls diskusfiskar tillsammans med andra fiskarter, att hålla diskus tillsammans med kardinaltetra och olika pansarmalar går alldeles utmärkt. I sällskapsakvariet går det bra att hålla dem tillsammans med andra lugna och litet större eller mindre fiskar, såsom skalar, tetror och många fler arter från deras naturliga biotop. Neontetra och kardinaltetra kan bli uppätna om de är för små, men större exemplar går oftast bra. Diskusfiskar är kräsna när det gäller mat, det är inte självklart att de gillar flingfoder. Mata gärna med mygglarver, vattenloppor och tubifex. Fiskfiléer och räkor i små bitar som man kör i mixer och sedan fryses gillas ibland också. Vissa ger sina diskusar (och andra ciklider) oxhjärta, och det sägs vara bra, ibland sägs det vara mindre lämpligt då det är allt för proteinrikt och inte tillhör fiskarnas naturliga födointag. Diskusfiskarna är känsligare för sjukdomar än vad andra akvariefiskar är. Ett akvarium som innehåller diskusfiskar bör vara någorlunda tätt planterat och eller försett med mangroverötter som fiskarna kan gömma sig bakom. Ett diskusakvarium bör också ha filtrering över torv dvs surt vatten (lågt ph). 1/3 av vattnet bör bytas var 6: månad. För att förstöra klormolekylerna i det kommunala vattnet så fyller du på en hink med duschen så att vattnet slår ner i hinken och därmed förstör klormolekylen. Helst skall vattnet stå ett dygn innan du häller det i akvariet.
Som akvariefisk förekommer diskusen i olika korsningar mellan de olika arterna, dessutom i olika färger och teckningar. Diskusexperterna bland akvaristerna vill gärna ha renrasiga fiskar. Viltfångade diskusfiskar finns regelbundet i handeln och betingar höga priser, Diskusen är en av de dyraste sötvattensakvariefiskarna. Även i lokalt odlade fiskar betingar rätt så höga priser, ävensom de är ekonomiskt överkomliga för de flesta akvaristerna. Trots att diskusfisken tillhör de mer svårlekta arterna, så går det ändå att få den i lek. Leken liknar mycket skalarens lek. Rommen fästs på en lodrät yta, det kan vara ett stort blad, akvarierutan eller annat föremål. Diskusodlare använder ofta upp och nedvända större blomkrukor. Båda föräldradjuren vaktar rommen. När sedan rommen kläckts, gulesäcken är förbrukad och ynglen är frisimmande äter de av det hudslem som föräldradjuren producerar. Som tidigare nämnts kan de tre olika diskusarterna, eller snarare raserna korsas med varandra, vilket möts med blandade känslor hos akvaristerna. Diskusfiskar som odlats i akvarium i några generationer är oftast mer motståndskraftigare mot sjukdomar, mer lättlekta, och mindre skygga än viltfångade djur och de första generationerna efter dessa.
Wikimedia Commons har media som rör Diskusfiskar.
Diskusfiskar (Symphysodon) är ett släkte i fiskfamiljen ciklider. Deras ursprungliga utbredningsområde ligger i Amazonflodens avrinningsområde ungefär från Iquitos i västra Peru till Belém i Brasilien nära Atlantens kustlinje. Släktet består av tre arter med många olika färgvarianter. Generellt skiljer man på den blå, den bruna och den gröna diskusfisken. Korsningar och mutationer av dessa tre arter kan förekomma i naturen. Systematiken kring de eventuella underarter som finns är omstridd.
Diskus, akvaryum dünyası balıklarından çiklitgiller ailesinin çok bilinen bir türüdür. Güney Amerika'daki Amazon ırmağı anayurdudur. Uzak Doğu Asya ülkelerinde süs balığı olarak üretimi sanayi haline gelmiştir. Birçok hobici bu balığı beslemek ister ancak yüksek fiyatları pek çok kişiye olanak vermez.
Bu balığın şu ana kadar üç türü belirlenmiştir:[1]
Akvaryum ile ilgili bu madde bir taslaktır. Madde içeriğini geliştirerek Vikipedi'ye katkıda bulunabilirsiniz. 
Kemikli balıklar ile ilgili bu madde bir taslaktır. Madde içeriğini geliştirerek Vikipedi'ye katkıda bulunabilirsiniz. Diskus, akvaryum dünyası balıklarından çiklitgiller ailesinin çok bilinen bir türüdür. Güney Amerika'daki Amazon ırmağı anayurdudur. Uzak Doğu Asya ülkelerinde süs balığı olarak üretimi sanayi haline gelmiştir. Birçok hobici bu balığı beslemek ister ancak yüksek fiyatları pek çok kişiye olanak vermez.
Вид описаний Хекелем у 1840 р[3]. Довгий час риб завозили до магазинів з природних водойм Південної Америки[3]. Вперше вдалося розмножити дискусів у 1935 р. у Філадельфії Г. Армбрусту[3]. Проте більшості любителів відомий американський акварист Дені Ді-Коко, який протягом десятиліття, з 1956 по 1966 роки, поставляв у зоомагазини Америки та Європи мальків дискусів[3].
У Радянському Союзі дискусів розмножив талліннський любитель Антс Вярнік[3]. Висока ціна на дискусів, а також стійкий попит на них заохочували багатьох акваристів шукати шляхи до розгадки проблем, пов'язаних з отриманням потомства. Потроху найдосвідченіші аматори з різних країн проникали в таємницю. У країнах 3аходу численні спеціалізовані фірми, керуючись комерційними цілями почали виводити нові незвичайно яскраві кольорові варіації дискусів. У зв'язку з цим в акваристів з'явились надії, що недалекий той час, коли дискусів буде викреслено з реєстру рідкісних риб, проте й тепер їх вдається розмножувати лише дуже досвідченим любителям.
Тіло дискусів майже кругле, сильно стиснуте з боків. Від лоба до підборіддя його охоплюють плавці. Довжина тіла 15—20 см. Загальний тон забарвлення жовтувато-коричневий. На тілі помітно кілька вертикальних темних смуг. Вздовж тіла проходять блакитні хвилясті лінії.
Дискуси — дуже ніжні і вибагливі риби, вимагають ретельного додержання всіх правил утримання.
Дискуси дуже вимогливі до умов утримання. Бажано їх утримувати зграйкою з риб, які мають різних батьків. Оптимальна кількість екземплярів у зграйці — 6-8. Не біда, якщо риби трохи відрізнятимуться між собою за віком. На жаль, не завжди є можливість дотриматись цієї умови. При температурі 2б-30 °С, різноманітному якісному харчуванні, риби стають статевозрілими у півторарічному віці. Бажано щоб у цей період почали формуватись пари плідників. Риб, які не досягли максимальних розмірів, не слід видаляти з акваріума. Як показують спостереження досвідчених аматорів, у стабільній в кількісному відношенні зграї нерест и проходить
частіше і результати його кращі[3]. Дискуси добре ростуть і розвиваються в акваріумах з оргскла місткістю понад 100 літрів. Доглядаючи за рибами, двічі на тиждень бажано замінювати одну двадцяту частину загального об'єму води на свіжу відстояну, видаляти органічні рештки, запобігаючи забрудненню ґрунту.
Ікру вони відкладають, як і скалярії, на листок або на вертикальну поверхню підводних предметів[4]. Личинок також переносять з місця на місце. Коли мальки починають живитися, вони чіпляються до боків батьків. Так вони не тільки плавають разом, а й скльовують поживні виділення шкіряних залоз батьків[4]. Вважається, що виділення секрету на шкірі батьків — це реакція організму на подразнення шкіри мікроорганізмами, які у масі розмножуються під час повені.
Доглядаючи за мальками, дискуси по черзі струшують їх з тіла, коли бажають передати партнеру[4]. Крім дискусів, підгодовують мальків виділеннями шкіри ще деякі цихліди Південної Америки — уару, астронотуси[4].
Symphysodon aequifasciatus
Ікра, відкладена на склі
Ікра, відкладена на елемент інтер'єру в акваріумі
Помаранчевий дискус
Червоно-бірюзовий дискус
Блакитний Дискус (Symphysodon discus)
Symphysodon discus
_03May2010.JPG)
_03May2010.JPG)
_03May2010.JPG)
_03May2010.JPG)
Cá dĩa (danh pháp khoa học: Symphysodon, tên tiếng Anh thông dụng là discus, thuộc họ Cá rô phi Cichlidae (Rô phi vốn là họ cá có rất nhiều loài đẹp). Người Hoa gọi cá đĩa là "Ngũ Sắc Thần Tiên" và tôn nó là "Nhất Đại Mỹ Ngư" tức là cá đẹp nhất trong các loài cá nuôi để làm cảnh.
Quê hương của cá dĩa là những nhánh sông nhỏ thuộc sông Amazon (Nam Mỹ) là nơi có nhiều cá đẹp và lạ. Cá trưởng thành có kích thước từ 15 cm đến 20 cm, thân hình có dạng tròn như chiếc đĩa, rất dẹp, miệng nhỏ, mang nhỏ và sống hiền hòa theo bầy đàn trong tự nhiên.
Cá dĩa có thân hình trơn láng. Cá dĩa được chia ra 2 chủng loại chính đó là cá dĩa Hoang và cá dĩa thuần chủng. Cá dĩa hoang thì có 4 dòng chính đó là: Heckle, cá dĩa nâu (brown discus), cá dĩa xanh Dương (blue discus)và cá đĩa xanh lá (green discus). Phần còn lại thuộc họ nhà cá dĩa điều do những nghệ nhân chơi cá Lai tạo thành, Giống thông thường của dòng cá lai tại dược gọi là cá dĩa bông xanh (turquoise)và hiện nay giống mới nhất là cá bạch tạng (snow white hoặc albino white).
Thức ăn của cá dĩa trong môi trường nuôi nhân tạo thường là trùn đỏ, trùn chỉ, bo bo, lăng quăng hay tim gan bò băm nhuyễn.
Ngày nay các dòng cá dĩa được nuôi rất đa dạng như cá Dĩa Bông Xanh, cá Dĩa Lam, cá Dĩa Da Rắn, cá Dĩa Bồ Câu, cá Dĩa Đỏ, cá Dĩa Trắng, cá Dĩa Amino…
Điều kiện môi trường sống của cá Dĩa:
- Nhiệt độ: nhiệt độ thích hợp 28 – 30oC
- pH: Cá con và cá hậu bị: 6,5 – 7,0; Cá sinh sản: 6,2 – 6,5.
- Độ cứng của nước (odH): cá con: 6 -8odH; cá sinh sản: 4 – 6odH (1odH = 17,9 mg CaCO3/l)
Cá dĩa không kén ăn, nhưng tương đối khó nuôi vì cá chỉ sống mạnh khỏe ở một môi trường nước thật sạch. Người ta dựa vào những tiêu chuẩn này để làm bể nuôi cá dĩa cho thật phù hợp để cá sống mạnh khỏe.
Giống cá này cho sinh sản trong điều kiện nhân tạo rất khó thành công. Cá sinh sản đã khó do giữ trứng rất kỹ, lại hay ăn trứng nếu như cảm thấy xung quanh nó nguy hiểm hay nhiều người qua lại, cá bột yếu ớt và hao hụt rất nhiều. Mỗi chu kỳ sinh sản mặc dù cá đĩa có thể đẻ khoảng 200 đến 400 trứng, nhưng khi đàn cá bột lớn cỡ 2 cm thì chỉ còn lại 30 đến 40 con là điều bình thường nếu không muốn nói là đã đạt tiêu chuẩn cho một lứa đẻ của cá đĩa.
Cá Dĩa thành thục có hiện tượng tự bắt cặp với nhau. Cá có màu sắc rất sặc sỡ, bắt cặp cùng nhau tách riêng ra khỏi đàn và rất hung dữ thường cắn các con cá khác lại gần chúng. Cặp cá sẽ tự tách ra một góc bể, dùng miệng làm sạch nơi sẽ sinh đẻ. Tiếp đó chúng bơi sóng đôi, quấn quýt bên nhau. Trước khi đẻ một vài ngày, cá có hiện tượng rùng mình, rung toàn thân, xếp vây lại, đôi lúc đứng yên tại chỗ, ít bắt mồi. Lúc này gai sinh dục dài ra hơn, có thể phân biệt cá đực, cá cái. Người ta tách cặp cá bố mẹ ra riêng chuyển vào bể đẻ đã chuẩn bị nước. Nếu cặp cá thành thục tốt thì khoảng 2 – 3 ngày cá sẽ đẻ trứng.
Giai đoạn bắt cặp xảy ra trong vòng 7-10 ngày. Khi sinh, cá chúc đầu xuống 45 độ. Thông thường cá đẻ trứng dọc theo giá thể, theo chiều từ dưới lên. Cá đực cũng theo lộ trình đó tiết tinh trùng để thụ tinh cho trứng. Những cặp cá đẻ tốt, đẻ trứng tập trung thành cụm khoảng 2 x 4 cm, số lượng trứng khoảng 50 – 300 trứng.
Cá đực có hình dáng to, đầu hơi gù, vây bụng xệ, dưới bụng vùng giáp vây lõm vào trông rất rõ, hoạt động hung hăng hơn cá cái.
Cá cái thường nhỏ hơn cá đực, gai sinh dục lồi ra ngắn (#3mm), chia 2 thùy nhọn và hơi cong về phía sau.
Trứng được tưới tinh có màu trong suốt, trứng không thụ tinh có màu trắng đục, tấy gòn. Sau 36-48 giờ, trứng thụ tinh chuyển sang màu đen. Số không được thụ tinh sẽ chuyển sang màu trắng trong 24h. Ở 30 độ C trứng nở trong vòng 60-72 giờ. Trong lúc này cá bố và cá mẹ thay phiên nhau quạt nước cho trứng để có đủ độ thoáng khí. Tỉ lệ trứng nở từ 60% đến 80% với nhiệt độ 28độ C, và 20-50% với nhiệt độ trên 30 độ C. Nếu cá đẻ lứa đầu tiên thì 90% số trứng đó sẽ không nở và bị cá cha mẹ ăn hết vì cá đực hoặc cái chưa thuần thục kỹ năng sinh sản, nên chờ lứa tiếp theo.
Khi cá mới nở sẽ sống nhờ túi noãn và bám trên giá đẻ, tự tiêu dùng năng lượng của túi noãn để sống sót, nếu cá bột rơi xuống, cá cha hoặc mẹ sẽ dùng miệng ngậm lấy và đặt lại chỗ cũ.
Sau 60 giờ, cá bột có thể bơi lội thành đàn quanh cá bố mẹ, sống nhờ ăn chất nhờn tiết ra từ mình cá bố mẹ trong vòng 12-15 ngày. Sau đó, cá bột bắt đầu ăn được các sinh vật nhỏ trong nước. Khoảng 18 ngày, cá bột có thể tạm gọi là cá con và ăn được thức ăn nhân tạo. Sau 21 ngày chúng có thể tự đi tìm thức ăn.
Cá dĩa có rất nhiều loài, nhưng những loài cá dĩa có trong thiên nhiên sau đây thường gặp và phổ biến nhất là:
Cá dĩa (danh pháp khoa học: Symphysodon, tên tiếng Anh thông dụng là discus, thuộc họ Cá rô phi Cichlidae (Rô phi vốn là họ cá có rất nhiều loài đẹp). Người Hoa gọi cá đĩa là "Ngũ Sắc Thần Tiên" và tôn nó là "Nhất Đại Mỹ Ngư" tức là cá đẹp nhất trong các loài cá nuôi để làm cảnh.
Дискус — общее название нескольких представителей рода Symphysodon[1], широко распространённых в бассейне реки Амазонки. Для них характерно округлое, сплющенное с боков тело, в окраске присутствует рисунок из девяти вертикальных полос. Взрослые рыбы достигают 20 см длины. Половой диморфизм не выражен.
На данный момент существует несколько вариантов систематики природных подвидов дискусов.
С 1904 года в систематике цихлид появился вид Symphysodon discus, объединяющий известные на тот момент природные вариации признаков как подвиды:
В 1960 году Аксельрод опубликовал в журнале «Tropical Fish Hobbyist» таксономию рода Symphysodon, в которой Symphysodon aequifasciata[2] выделен в самостоятельный вид:
Аксельрод указывал на незаконченность предложенной им систематики. В 1981 году он опубликовал в «Tropical Fish Hobbyist» очередную систематику:
В 2006 году шведские учёные предложили систематику из трёх видов[3]:
Биотопы бассейна Амазонки в течение года претерпевают существенные перемены.
С наступлением в декабре сезона дождей происходит разлив Амазонки. Тропические ливни и талые воды с высокогорий поднимают уровень воды в русле реки. Вода во многих притоках в это время меняет направление течения на обратное, пока разливающаяся река не затопит огромные территории. В водоёмы с кристально чистой водой паводки приносят мутную глинистую воду. Окружающий Амазонку затопленный лес превращается в единое медленно текущее болото.
К маю проливные дожди прекращаются. В воды затопленного леса перестаёт поступать речная вода и они постепенно становятся прозрачными.
С июля в течение нескольких месяцев уровень воды значительно снижается. Появляется много изолированных водоёмов и небольших ручьёв, в которых вода приобретает чистоту и характерный тёмный цвет. Параметры воды в таких водоёмах могут достигать предельных значений мягкости, отсутствия электропроводности, стерильности. По свидетельству Х. Блехера, дискусы обитают в «чёрной» воде среди зарослей прибрежных кустарников, где дно водоёмов устлано слоем гниющих листьев. Вода очень мягкая и довольно кислая. Корни прибрежной растительности большую часть года находятся под водой и служат укрытием и субстратом для нереста. С уменьшением уровня воды рыба покидает укрытия и уходит на глубину, к центру водоёмов.
Дискусы не встречаются в больших реках и редко встречаются в местах интенсивных течений, заселяя множество мелких притоков и ручьёв. Таким образом затруднённое перемещение изолированных популяций приводит к формированию характерных признаков (прежде всего окраски) даже для сравнительно небольших изолированных групп. Такие локальные популяции могут насчитывать несколько сотен особей, проявляя признаки поведения стайных рыб.
В природе основу рациона дискусов составляют личинки насекомых и пресноводные креветки.
Вместе с дискусами наиболее часто встречаются следующие виды:
Дискусы популярны в аквариумном рыбоводстве. Относятся к числу наиболее красивых аквариумных рыб. В Европе дискусы появились после Первой мировой войны; получили распространение у европейских аквариумистов с 1921 г. Впервые потомство получено в неволе, по разным источникам в 1933—1936 годах в Германии. В любительском аквариуме разведены в 1956 году в ГДР.
В СССР дискусы впервые были завезены в 1957 году, но обеспечить правильные условия содержания не удалось. Рыбы повторно были ввезены в СССР в 1962 году и разведены в Эстонии.
В числе прочих аквариумных рыб, экспортируемых из Бразилии в огромных количествах, значительная доля представлена дискусами. Хотя для любительского аквариума особи природного происхождения интереса не представляют, по причине невзрачности и неадаптированного к аквариумным условиям поведения, «дикари» востребованы целой сетью профессиональных аквариумных хозяйств, где они используются для поддержания генетически полноценной популяции.
В настоящее время популярности дискусов способствует представленное на рынке многообразие селекционных форм, варьирующихся по форме тела, форме плавников, и окраске. Популярные гибриды:
Рыбы чувствительны к чистоте аквариумной воды и к размерам аквариума. Рекомендуются аквариумы объёмом от 200 литров и еженедельной заменой 30 % воды. Исключительную важность имеет стабильность активной реакции воды pH: резкие колебания могут оказать непоправимый ущерб здоровью рыб. Освещение аквариума умеренное с затенёнными участками. Температура воды 28-32 °C.
В качестве корма для дискусов используют фарш, состоящий на 70% из говяжьего сердца, на 10% из креветок и на 20% из растительных добавок. В качестве корма подходят мотыль и трубочник, но таким кормом нельзя кормить рыб постоянно. При кормлении живым кормом необходимо его хорошо промывать в проточной воде и дополнительно обрабатывать антисептиком. Не рекомендуется кормить дискусов сухим кормом.
В течение истории содержания дискусов в аквариумах их разведение считалось высшим достижением в любительском рыбоводстве. Опыт, накопленный к настоящему времени в разведении дискусов выделяет как основную сложность подбора хорошей пары производителей. Как правило, получение потомства от устоявшихся пар не представляет затруднений.
Проблемы формирования хорошей пары могут проявиться на разных этапах воспроизводства:
Из приведённого выше перечня только две первые проблемы трудно решаемы техническими средствами, подбором условий и показателей воды. Современная аквариумистика предусматривает способы сохранения кладки путём изолирования производителей с последующим самостоятельным уходом за мальками или путём размещения над субстратом сетки, позволяющей свободный ток воды над икрой и в то же время препятствующей уничтожению икры производителями.
Температура воды в период размножения должна быть 30-32, при 26 градусах икра практически не проклёвывается, и производители бросают кладку.
В отношении прочих показателей дискусы не требовательны. Повышенная жёсткость воды снижает оплодотворяемость икры, поэтому именно на период размножения для дискусов рекомендуется мягкая вода. В качестве нерестовика можно использовать отдельный аквариум объёмом от 100 литров, без грунта и растений. В качестве субстрата хорошо подходят цветочные керамические горшки или специальные керамические конусы. Рыбы могут облюбовать и менее подходящие предметы: вертикально расположенный обогреватель или стенку внутреннего фильтра. В отношении своего выбора пара может проявлять упорное постоянство.
Замена воды в нерестовике производится в обычном режиме.
Дискусы — рыбы не агрессивные и не представляют угрозы для других обитателей аквариума. Проблема совместимости может заключаться в большей теплолюбивости дискусов по сравнению с большинством популярных аквариумных рыб. Если целью аквариумиста являются максимально благоприятные условия для содержания дискусов, предпочтительным будет отдельный, предназначенный только для дискусов аквариум. Вопреки выраженному внешнему сходству со скаляриями, дискусы плохо переносят соседство с последними. Резкий и значительно более задиристый характер скалярий не позволяет рекомендовать их для совместного содержания с дискусами.
Гексамитоз. Возбудитель: Hexamita и Spironucleus Симптомы: Отказ от пищи, фекальные массы становятся бледными и волокнистыми. Рыба темнеет, уходит от стаи, истощается и погибает. Лечение:
1. Повышение температуры. Плавное повышение температуры в аквариуме до 33-35 °C. Многие виды кишечных жгутиконосцев не переносят высоких температур.
2.Метронидазол. Концентрация 250 мг на 35 литров. Первые три дня вносят лекарства каждый день после частичной подмены воды. Потом — через день, подменивая около 10-15%. Курс лечения 2 недели.
3. ZMF HEXA-EX (TETRA) + ципрофлоксацин 500 мг на 50 л. Две обработки с промежутком в неделю.
Профилактика. В качестве профилактики рекомендуется не подвергать лишний раз стрессу рыб, и раз в месяц кормить лечебным кормом содержащим метронидазол ( 500мг на 500гр кормо-смеси)
_03May2010.JPG)
_03May2010.JPG)
_03May2010.JPG)
_03May2010.JPG)
Дискус — общее название нескольких представителей рода Symphysodon, широко распространённых в бассейне реки Амазонки. Для них характерно округлое, сплющенное с боков тело, в окраске присутствует рисунок из девяти вертикальных полос. Взрослые рыбы достигают 20 см длины. Половой диморфизм не выражен.
盘丽鱼属（学名：Symphysodon），也称七彩神仙鱼属，是丽鱼科的一属，原产亚马逊河流域。为一类常见的热带淡水观赏鱼类。因成鱼的身体侧扁呈圆盘形，故名，体色会随着年龄的不同而变化。背鳍与臀鳍比较发达，尾鳍呈扇形。一般分为两种以及四亞種：
1.黑格爾盤麗魚(Symphysodon discus)
2-1 綠盤麗魚(Symphysodon aequifasciata aequifasciata)
2-2 藍盤麗魚(Symphysodon aequifasciata harardi)
2-3 棕盤麗魚(Symphysodon aequifasciata axelrodi)
3.塔爾氏盤麗魚(Symphysodon tarzoo)
盘丽鱼属（学名：Symphysodon），也称七彩神仙鱼属，是丽鱼科的一属，原产亚马逊河流域。为一类常见的热带淡水观赏鱼类。因成鱼的身体侧扁呈圆盘形，故名，体色会随着年龄的不同而变化。背鳍与臀鳍比较发达，尾鳍呈扇形。一般分为两种以及四亞種：
1.黑格爾盤麗魚(Symphysodon discus)
2-1 綠盤麗魚(Symphysodon aequifasciata aequifasciata)
2-2 藍盤麗魚(Symphysodon aequifasciata harardi)
2-3 棕盤麗魚(Symphysodon aequifasciata axelrodi)
3.塔爾氏盤麗魚(Symphysodon tarzoo)
この項目では、熱帯魚について説明しています。その他の用法については「ディスカス (曖昧さ回避)」をご覧ください。 
ディスカス（英: discus fish）は、南アメリカのアマゾン川原産の淡水魚で、シクリッド科・シムフィソドン属 Symphysodon に分類される魚である。観賞用熱帯魚として人気がある。
成魚は最大で全長 20 cm、尾ビレを含まない体長は 13 cm ほどになる。体は扁平で非常に体高が高く、横から見るとほぼ円形で、円盤（ディスク）型の体を持つことから、この名がつけられた。背ビレと尻ビレが非常に長く、体の後半部を囲む。体の側面には黒い横帯が8本程度走る。体型・体色には個体/地域差が大きい。一般に赤褐色の地色に、青色から緑色の不規則な筋状の発色がある。原産地では、乾季は倒木の隙間、雨季は水没林に生息し水棲の小動物や動物性・植物性デトリタスを摂餌する[1]。
乾季は倒木の間に群れを形成しグループで生活するが、雨季になるとオスとメスのペアは繁殖のために水没林に移動する。つがいは水草や木の表面などに 50–300 個ほど産卵し、両親で卵を保護する[1]。卵は2.5日ほどで孵化し、さらに稚魚は孵化後7日間かけて卵黄を吸収する。稚魚が両親の周囲を群れて泳ぎはじめると、親魚は体からディスカスミルクと呼ばれる粘液を分泌し、稚魚はこれを摂餌する。泳ぎだしたばかりのディスカスの稚魚はプランクトンなどの餌を摂餌できないのでディスカスミルクは稚魚にとって必要不可欠である[2]。
ディスカスは円盤状の体型に鮮やかな模様が入ることから、熱帯魚としても人気が高く、「熱帯魚の王様」と呼ばれ、他のシクリッドよりも比較的高価で取引されるが、飼育は餌や水質管理などの面からやや難しい。一般的に牛ハツのミンチに様々な栄養を添加したディスカス・ハンバーグや赤虫, 人工飼料が餌として用いられる。本種の原種の色彩は、個体/採集された地域によって大きな変異があり、美しいとされる個体は特に高い値段で取引される。また、東南アジア、ヨーロッパにおいては、養殖、品種改良が盛んで、ブルーダイアモンド・ピジョンブラッド・スネークスキンなどの様々な品種が存在する。
本種の分類に関する研究はいまだ議論が続いているが大きく分け2種5亜種に分けられる。Readyら (2006)はこれら2種に加えてS. tarzooを提唱している[3]。また、Farias and Hrbek (2008)はシングー川産のブラウンディスカスグループ・ヘッケルおよびウワツマ・ヤムンダ周辺のブルーディスカスグループ・マナカプルブルーディスカスグループ・上流のグリーンディスカスグループの4つが遺伝的に独立していることを示した[4]。ただしこれは一定の傾向は認められるものの、産地によっては種の特徴の変化は連続的で、種同士の交雑の可能性が指摘されている。
ヘッケルブルーディスカス
グリーン・ディスカス
ブラウン・ディスカス
ブルー・ディスカス
学名 Symphysodon discus Heckel, 1840、 英名 red discus。
南アメリカ、ブラジルのアマゾン川流域、ネグロ川、アバカシス川、トロンベタス川に分布する。ディスカスとして最初に記載された種である。体の側面には黒い横縞（垂直方向の帯）が目立つが、そのうち中央部付近の黒帯が特に太い。ヘッケル (Heckel) は、学名の命名者ヨハン・ヤコブ・ヘッケルに由来する。さらにヘッケル・グループは鱗の枚数の差異から2種に分類される。
学名 Symphysodon aequifasciata Pellegrin, 1904、英名 blue discus。
南アメリカ、コロンビア・ペルー（プトゥマヨ川）。ブラジル（アマゾン川支流のソリモンエス川からアマゾン本流にかけての流域、トカンチンス川）に分布する。黒い帯は細めで、ヘッケルブルーと異なり、中央付近の帯が太くなることはない。
以前は体色から 3 亜種
に分けられていたが、基産地が不明確・標本が少ないなどの理由から現在では認められていない。さらに、ミトコンドリアDNAによる分子系統解析では、ヘッケルブルーディスカスとの間での遺伝的差異も認められない[4][3]。しかし、これらの分類は観賞魚として流通する際は一般的である。
アマゾン西部に側所的に分布する種で、低地に分布するグループとは顕著な遺伝的差異が認められている[3]。
디스커스(discus)는 남아메라카의 아마존 강 유역이 원산지인 시클리드(Cichlids)의 속하는 관상어다. 디스커스는 원반 형태의 독특한 모양과 행동, 밝은 색과 무늬 때문에 민물 수족관에서 인가가 많으며 아시아 여러 나라에서 주요 양식 산업이다.
디스커스는 시클리드과 심피소돈속(Symphysodon)에 속하는 관상어이다. '디스커스'라는 이름은 생김새에서 보듯 원반(디스크)에서 유래했다.
원 서식지는 아마존 강 유역. 몸 길이는 성어 기준 20cm 이상. 수명은 보통 10년에서 12년 사이로 수질 조건과 다른 요인이 좋다면 16년까지 사는 경우도 있다. 부화 후 1년 간 성장이 가장 왕성하며, 1~2년에 성어로 성장한다. 종류에 따라 몸의 무늬, 색상이 다르며 시클리드과의 엔젤피쉬와 함께 오랫동안 몸의 색상과 무늬가 선명해지도록 개량되었다. 야생의 디스커스는 이에 비해 무늬가 수수하다.
1840년은 오스트리아 빈의 어류학자인 요한야곱 헤켈(Heckel)이 디스커스를 처음 발견해
Natteres's collection에 Symphysodon discus라는 학명으로 처음 기재한 해이다. 헤켈(Heckel)의 이름을 따서 아직도 애어가들 사이에서는 헤켈 디스커스라는 이름으로 불리고 있다. 1930년이 되어서야 비로소 디스커스가 미국이나 독일로 수입되기 시작했으며 일부 선택받은 귀족층에서만이 디스커스를 키울 수 있었다. 하지만 그들이 디스커스 부화에 성공하였는지의 여부는 파악할 길이 없으며, 그후의 보고서에 의하면 디스커스는 번식이 엔젤피쉬와 유사하다고 기록되어있는데 이 또한 디스커스의 부화를 늦추게된 이유중의 하나일 것이다.
초창기에는 디스커스가 산란하자 마자 어미로 부터 알을 보호한다는 생각으로 어미곁에서 알을 분리해 냈는데 아마도 알을 따로 인공적으로 부화시켜 보겠다는 심산이었을 것이다. 초기의 부화가들은 엔젤피쉬에 사용한 방법을 그대로 디스커스에 적용했었던 것이다.
1960년대가 되어서야 디스커스에 대한 과학적 정보가 전문지에 실리게 되었고 디스커스의 원산지인 남아메리카에 항공편이 개설되었다. 이로부터 디스커스의 원산지인 페루의 이퀴토스, 콜롬비아의 레티시아, 브라질의 마나우스, 벨렘등으로부터 디스커스의 수송이 전세계 각지로 가능케 되었다. 이때부터 디스커스의 보급은 확장일로로 치닫게 되었으며, 1970년대에는 디스커스 자연채집이 붐을 이루기도 했다. 이러한 자연산 디스커스는 현재 독일에서 판매되는 질 좋은 디스커스의 원류가 되었다. 부화자들의 세계 최고의 품질을 위한 오랜시간에 걸친 끊임없는 노력에 의해 세대가 지날수록 디스커스 본래의 특징을 간직한 채 색조는 더욱더 화려해지고 선명해 졌다. 이러한 여러사람들의 노력의 결과 오늘날 애어가들이 자기집 거실에서 화려한 디스커스들이 노니는 모습을 관상하게 된 것이다.
디스커스의 서식지는 남아메리카의 브라질, 페루, 콜롬비아. 베네수엘라에 걸쳐 펼쳐진 광활한 열대우림지역이다. 안데스 산맥에서 발원한 커다란 강줄기들과 거대한 열대우림의 모습들은 우리가 상상할 수 없을 정도의 광활하고 웅장한 모습이다.
강물의 색깔에 따라 화이트 워터(Whiter Water), 블랙 워터(Black Water), 클이어 워터(Clear Water)로 분류된다. White Water를 갖는 강으로는 아마존강, 솔리모스강, 리오마데라강, 리오블랑코강 등이 있고 Clear Water를 갖는 강으로는 리오타파요스강, 리오칭쿠강 등이 있으며 리오네그로강과 리오쿠루루강 등이 Black Water에 속한다.
White Water는 연노란색을 보이는 혼탁한 강으로 투명도가 몇 인치밖에 이르지 못한다. 안데스산맥에서 흘러내리는 이 Whiter Water는 많은 퇴적물을 아마존강으로 실어내 결국 대서양으로 운반해 주는 역할을 한다. White Water의 pH(수소이온농도)값은 중성에 약간 못 미치며 전기전도도는 매우 높아 30-60μs정도이다. White Water 때문에 해변에 쌓이는 퇴적물로 인해 수질은 변화를 계속 거듭한다.
Black Water는 올리브색 보다 더 짙은 갈색을 띠며 투명도는 1.5m정도로 쾌 높은편이고 전기전도도는 10-20μs, pH는 4.5정도의 산성이다.
Clear Water는 푸르스름한 빛깔을 띄며 투명도는 4m정도로 제일 높으며 전해질 농도가 낮기 때문에 낮은 수준의 전기전도도를 나타내며 pH는 5에서 6정도이다.
우기가 되면 광활한 아마존 유역이 일시적으로 물에 잠기게 되는데 이때 디스커스가 산란하기에 적당한 조그만 웅덩이들이 많이 생겨나게 된다. 나무 그늘에 가려지지 않아 태양에 노출되어 있는 웅덩이의 온도는 32°C 정도이며 이런 온도는 디스커스의 산란에 매우 적당하다. 또 이런 환경에서 갓 부화한 새끼들의 먹이로 이용되는 인푸소리아와 같은 미생물들의 번식이 왕성해진다.
아마존의 우기는 12월에 시작된다. 강물의 수위는 1, 2월중에 최고이고, 10, 11월중 최저수위를 기록하며 강물의 범람은 6월까지 계속된다. 우기 때 아마존강의 좁은 Black Water수로에서 디스커스를 채집하며 채집기간과 야생 디스커스 수출시즌은 10월에서 3월까지이다. 5월부터 8월까지는 채집이 이루어지지 않는다. 디스커스를 채집한다는 일은 쉬운일이라고 할 수 없다. 옛날 방식인 그물을 고정시켜놓고 채집하는 방법은 성가신 준비작업을 필요로 하며 또한 사후처리도 해야 한다. 그물을 말뚝에 박아 고정시킨 후 그물안에 있는 나무조각, 뿌리, 나무가지등은 깨끗이 치워줘야 한다. 이렇게 하고 난 후에야 비로서 디스커스 채집작업을 행할 수 있다. 밤에 손전등을 이용해서 디스커스를 포획하는것도 매우 인기있는 방법인데 디스커스를 전등으로 교란시켜 채집하는 원리이다.
하여간 아마존에서 채집된 디스커스가 주로 미국으로 실려가면서부터 유럽의 야생 디스커스 시장은 침체기에 빠져있다.
디스커스는 4가지 종으로 구분되지만, 확실하게 구별한다는 것은 쉬운 일이 아니다.
디스커스 애호가라면 야생 디스커스를 대략 구분할 수 있다. 우선 헤켈 디스커스는 학명으로 Symphysodon discus라고 하고, 이 종은 다섯번째 줄무늬가 굵고 짙으며 첫번째 줄무늬와 마지막 줄무늬 역시 굵고 짙은것이 특징이다.
헤켈 디스커스는 붉은색에서 청록색에 이르는 아주 아름다운 바탕색을 가지고 있다. 짙은 청록색의 야생 디스커스는 보기에 따라 아름답게 느껴질 수도 있다. 아시아에서는 청록색을 얻기 위해 잡종교배가 활발히 이루어지기도 한다. 그렇지만 줄무늬를 없애려는 잡종교배는 완벽한 성공을 이루지 못하고 있다. 헤켈 디스커스는 폼파도르 디스커스, 블루헤켈 또는 래드 헤켈이라는 이름으로 판매되고 있다.
브라운 디스커스는 Symphysodon aequifasciatus axelrodi(간단히 심포소돈 악셀로디)라는 학명을 갖고 있으며, 이 야생종은 이미 1969년대나 70년대 이미 애어가들에게 널리 보급되었으며 현존하는 디스커스의 조상이라고 말할 수도 있다. 몸 색깔은 밝은 갈색이거나 어두운 갈색이며, 머리나 등, 배지느러미에 약간 푸른 줄무늬를 가지고 있고 또한 눈 부위나 꼬리지느러미에 수직 줄무늬를 가지며 항문 주위의 지느러미는 붉은색을 띤다.
붉은 바탕에 붉은 색조를 띤 디스커스를 레드 디스커스라고 부르는데 드물다. 그러나 이런 색조를 띤 디스커스는 쉽게 생산되지 않으며, 아시아 지역에서 나오는 디스커스들을 레드 디스커스라고 말하기는 하나 주로 특수한 먹이에 의한 것이므로 사료를 바꾸면 색상도 빠지게 된다.
모든 야생 디스커스와 같이 디스커스눈의 색깔은 빨간색에서 오렌지색을 거쳐 노란색으로 변한다. 디스커스 부화자들은 일반적으로 빨간눈을 가진 디스커스를 부화용으로 선택한다.
세번쩨에는 그린 디스커스인데 학명으로는 Symphysodon aequifasciatus라고 하며 일반적으로 펠레그린 디스커스라고 한다. 이 디스커스는 1903년 펠레그린에 의해서 명명되었다. 일반적으로 그린 디스커스는 초록빛과 갈색을 띠는 기본 바탕색을 갖고 있으며, 등 부위와 배 부위 주변에 초록색 줄무늬를 갖는다. 특히 몸 전체 구석구석이 초록색이나 밝은 청록색 줄무늬를 가진 그린 디스커스를 펠레그린 디스커스 혹은, 로얄 그린 디스커스라고 부른다.
이 종류의 변종으로 테페(Tefe) 디스커스라는 것이 있는데, 이 변종의 특징은 첫번째와 마지막번째의 수직 줄무늬가 특히 두드러지고 붉은점이 몸전체 특히, 배부위에 밀집 퍼져 있다는 것이다. 이 종은 구하기가 어려워서 희소가치가 매우 높다. 밝은 청록색을 띤 종류들은 야생 디스커스에서부터 개량된 것이며, 이제는 디스커스의 표준이 되었다. 특히 독일에서는 디스커스시장의 대부분을 청록새 디스커스가 차지하게 되었다.
네번째 종류의 디스커스는 Symphysodon aequifasciatus haraldi라는 학명을 가진 블루 디스커스이다. 이 종은 몸 바탕색에 있어서 브라운 디스커스와 매우 유사하며 특히 머리 부위가 자주색을 띠며 등과 배, 머리부분에 푸른색 가로 줄무늬가 아름답게 펼쳐져 있어 가히 충격적인 외모를 갖고 있다고 할 수 있다. 이러한 이유로 해서 처음 이종이 채집되었을때 로얄 블루라는 이름이 붙여졌다. 수년간 이 종이 디스커스의 왕자 자리를 차지했었지만 오늘날 너무나도 널리 퍼져있어 일반 가정에서마저도 코발트블루를 생산해내고 있는 실정이다. 코발트블루 디스커스는 광택있는 금속성의 코발트 블루 색조가 온몸에 골고루 펼쳐 있는 상태이며 일반 애어가들의 탄성을 자아낸다.
지금까지 언급한 4종류의 디스커스는 현재 우리가 사용하고 있는 다양한 종류의 디스커스들의 조상이라고 할 수 있겠다. 디스커스의 전형적인 외관이나 특징을 보존 유지시키는 것은 인류의 의무중의 하나다. 어떤 디스커스가 완벽한 외관과 깨끗하고 화려한 색조를 갖고 있다면 사실 그것의 유래가 블루 디스커스로 부터인지, 그린 디스커스로부터인지는 그렇게 중요하지 않다. 단지 중요한 것은 디스커스라는 기본틀 내에서의 완벽한 외관과 화려하고 깨끗한 색조이어야만 된다는 것이다. 예를 들면 화려한 색조에 큰 눈을 가지며 신체의 발달이 비정상적인 디스커스가 우리의 목적이 아니라는 이야기다.
가끔 일부 부화자들에 의해 화려한 색상과 기이한 무늬등이 보고되기도 하는데 이런 대부분의 경우 생명이 짧으며 만약 청록색 디스커스의 몸에 빨간색이 보인다고 해서 레드 디스커스라고 명명하는등과 같은 실수는 하지 않아야겠다. 예를 들면 알비노 디스커스, 일렉트릭블루 디스커스, 코발트 디스커스, 고스트 디스커스, 페루비안 그린 디스커스, 집시 디스커스, 레드 펄 디스커스 그리고 스폿티드 블루 디스커스 등등처럼 짧은 기간동안 나타났다가 사라져 버린 예는 수없이 많다.
가정에서 부화시킨 디스커스 외에 아직도 많은 양의 디스커스가 야생에서 직접 채집되어 전세계 수족관으로 수입되어 들어오고 있다.
질 좋은 야생 디스커스를 대량으로 수입하던 황금시대는 이미 과거의 일이 되어버렸지만 로얄블루 같은 종들은 공급이 딸리므로 아직도 많은 업자들은 질 좋은 야생종을 많이 수입하고 있다. 그러나 근자에 들어 블루나 테페 디스커스 종은 구하기가 힘들므로 별 재미를 못보고 있다.
브라질의 레티시아, 벨렘, 마나우스 등지는 디스커스 수출지역으로 유명한데 여기서는 잡은 디스커스를 모아서 분류하고 탁송할 때까지 축양시킨다. 디스커스를 수출하면 돈이 생기니까 디스커스를 건강하게 보관하기 위해 노력을 기울인다. 커다란 플라스틱 통이나 타일을 붙힌 탱크 등에 보관 수송하기도 한다. 또 수송주에 디스커스들이 배설하게 되면 수질이 급격히 악화될수 있으므로 수송 3일전부터는 굶겨서 장이 비어 있게끔 해야 한다. 이런 준비가 끝나면 디스커스는 중간 크기 이상의 놈들은 봉지 하나에 한마리씩만 넣어야 한다. 물의 높이는 디스커스 크기 만큼의 높이면 충분하다. 산소를 투입해 주면 일반적으로 48시간 정도의 수송에 문제가 없으며 온도의 변화를 막기위해 봉지를 스치로풀 상자에 넣고 테이프로 밀봉해야 한다.
탁송 몇 시간전에 디스커스를 포장해서 공항까지 운반하고 공항에서 통관절차를 밟는 시간, 비행시간, 도착후 통관절차에 따르는 시간등등은 약 36시간에서부터 48시간 이상이 걸리게 된다. 여기에다가 또 수입상에서 소매상까지 오는 과정등을 생각한다면 막상 애어가 손에 오기까지 디스커스는 숱한 스트레스를 받게 된다는 것은 자명한 일이다. 수입된 디스커스가 소매상의 수조환경에 차츰 적응하고 정상적으로 테트라비트를 먹게되면 원산지로부터 시작된 디스커스의 긴 여행을 마쳤다고 보며 일반 애어가의 어항으로 들어가게 된다. 이런 여러과정을 겪어 애어가의 수조에 들어가게 된 디스커스는 지나 4-6주간을 어느정도 속박된 상태에서 보낸 셈이다. 이 기간동안 최소한 3번 이상의 전체 물갈이를 경험했을 것이며 이로인한 수질변화의 문제와 먹이공급 또한 적절하지 못했을 것이다. 이제 애어가가 해야할 일은 디스커스가 자연상태에 있었을 때 처럼, 건강과 아름다움을 되찾도록 도움을 주는 것이다. 이러한 일은 자신의 취미에 대한 세심한 배려와 사랑이 없이는 불가능하다. 아무래도 이 일은 경험이 많은 애어가들에게 적당한 일이며 초보자인 경우 자국산 디스커스부터 시작하는 것이 좋다.
수천마리의 디스커스 치어들이 아시아의 홍콩, 태국, 싱가폴 등지로부터 유럽으로 반입되어 있고 트리니다드나 쟈마이카에서 생산되는 디스커스들은 전량 미국으로 수출된다.
홍콩, 방콕, 싱가폴 등지의 수질은 디스커스 부화에 매우 이상적이다. 예를 들면 홍콩의 수질은 연수이며 pH는 7이상이지만 번식을 위해서는 pH값을 약간만 떨어트려 주면 해결된다. 이곳에서는 하루에 한번씩 최소 50% 물을 환수시켜 주므로 여과기를 사용할 필요도 없고, 자연적으로 디스커스의 번식과 성장에 매우 이상적인 조건을 제공하게 된다. 산란시킬 암수 한쌍은 약 80리터짜리의 작은 수조로 옮겨주어야 하며, 더불어 산란용 난분도 넣어준다.
생먹이는 각 나라마다 매우 다양하고 풍부한데 작은 물벼룩 같은 것은 주로 디스커스 치어 먹이로 애용된다. 실지렁이나 모기유충(장구벌레) 혹은 민물새우 같은 것들이 이용되기도 하는데, 전세계적으로 공해물질이 다량 포함되어 있으므로 사용에 주의해야 한다. 특이한 먹이로서는 마크로 브라키움 로센버기라는 게의 알이 있는데, 붉은 색을 띠는 이 알은 캐로틴을 다량 함유하고 있어서 디스커스가 휠씬 빨간색을 낼수 있게 된다. 물론 이 먹이를 중단시키면 붉은 색은 곧 사라진다. 아시아 지역에서 생산되는 모든 디스커스의 원조는 브라운과 블루이며 때때로 헤켈 디스커스도 이용된다. 아직까지 훌륭한 디스커스 종자는 드물며 그래서 가정에서 생산되는 디스커스가 품질면에서 호평을 받는다.
디스커스 번식에 있어 어느정도 전문적 수준에 이른 디스커스 부화가들이라 할지라도 디스커스를 대량 부화 시키는 데는 아직 초보자라고 할 수 있다. 물론 이런 사람들에게도 차이점은 있다. 일부 부화가들은 취미의 차원에서 디스커스의 부화를 시도하며 이것은 하나의 도전이기도 하다. 이런 부류의 부화가들은 성공적으로 번식된 치어를 판매하기도 한다. 물론 이득이야 있지만 고작해야 부화시키는데 들어간 비용을 상쇄시키는 정도에 불과하다. 또 이런 부화가들이 아예 사업목적으로 시도하다가는 십중팔구 적자를 보게 된다. 전문적인 부화가들은 대량 생산을 하며 어떤 수준 이상의 디스커스를 생산하려고 노력한다. 이런한 전문 부화가들은 개인에게도 판매 하지만, 대부분의 경우에 있어 대량생산한 치어들을 도매상에 판매한다. 여기서 중요한 것은 치어가 생후 6주 되었을 때 판매해야 한다는 점이다. 물론 사전 판매 계약도 필요할 것이다. 요즘음은 자국내에서 생산된 디스커스가 붐을 이루고 있는 실정이다.
불행하게도 독일으 소, 도매상들은 양질의 치어를 많이 확보하고 있지 못하다. 그 종의 특성을 잘 갖추고 건강하고 우수한 개체의 숫자가 적어 전문 부화가들의 수요에도 못 미칠 정도여서 양질의 치어 부족 사태는 계속되고 있다. 이러한 우수한 개체는 치어의 크기가 3-6cm정도일 때 발견해 내기 쉬우며 6-8개월 자라 중간 크기의 디스커스가 되었을 때는 여러가지 이점이 있음에도 불구하고 우수한 개체의 발견에는 늦은감이 있다. 세심하게 관찰하여 3-6cm정도로 치어가 성장했을 때 색상과 체형등의 일반적인 특징들을 잘 고려해 종어로 사용할 개체를 골라 사육하면 수개월 후 튼튼하고 활기 넘치는 종어를 꽤 많이 확보할 것이다.
발색이 뛰어난 어미 디스커스를 얻는다는 것은 쉬운 일이 아니다. 가끔 선전에 요란한데 실제와 차이가 많이 나는 경우가 있다. 디스커스는 쉽게 자라지 않는다. 또한 그 크기때문에 6개월 이상된 놈들을 좁은 어하에서 키울 수도 없다. 원래 디스커스는 매우 호전적이어서 12마리 정도의 치어를 함께 어항에 넣고 키우면 어느 틈엔가 반드시 힘의 과시와 텃세 다툼을 위해 싸움을 일삼는 것이 관찰된다. 그러므로 결국 한 마리당 물 30-50리터 정도의 공간을 확보해 주어야 한다. 혹시 정성과 시간을 투여해서 자신의 수조에서 성어를 키워내는 애어가가 있다면 주인은 이 성어를 팔려고 하지 않을 것이다. 왜냐하면 그는 짝을 지어서 산란시켜 자신이 직접 치어를 생산하고자 하기 때문이다.
디스커스 애어가들 사이에는 멋진 색조를 가진 우수한 종어의 판매가 이루어 지고 있다. 요즘 선호되는 색상의 추세는 터콰이즈 종이다. 이중에서도 줄무늬가 있는 성어는 특히 선호되고 있다. 금속성의 색상을 가진 솔리드 터콰이즈는 수량이 적기때문에 보편화 되어 있지 않고 있다. 레드 터콰이즈 역시 선호되고 있지만 이런 종류의 색상은 수질 내 철분 함유량등과 같은 물의 조성과도 영향이 있다. 따라서 다른 애어가의 수조에서 길러지면 이러한 색조를 잃고마는 경우가 종종있다. 물론 물의 조성이 다르기 때문에 생긴 결과이다.
다른 것들은 별로 인기를 끌지 못하고 있는데 심지어 브라운이나 그린같은 것은 팔리지 않고 있다. 그러나 수초와 유목들 사이를 유유히 거니는 성숙한 브라운 디스커스는 가히 수족관의 왕자라 할 수도 있다.
디스커스 애어가들의 숫자는 점점 늘어나고 있는 추세이지만 국내에서 부화되는 치어들의 품질은 썩 나아지고 있지 않다. 국내에서 부화되는 치어의 품질이 높아지면 값비싼 야생종의 수요도 줄어들 것이다, 카나리아나 앵무새 또는 무지게 송어등의 예가 말해 주듯이 디스커스도 하루 빨리 완벽한 인공번식에 성공해 디스커스의 자연 생태계가 보호되도록 하여야 할 것이다.
미국의 디스커스 부화업자인 잭 와틀리는 디스커스 종자 구입차 종종 독일을 방문한다. 독일에서 부화시킨 디스커스는 세계적으로 인기가 높아 벨기에, 네델란드, 영국, 미국, 카나다, 일본 등지로 수출되기도 한다.
1980년도에 이르러서 독일에서는 이미 부화자들이 디스커스를 대량으로 부화하게 되었고 그 결과 독일에서 생산된 품질이 우수한 많은 양의 치어들을 소비자들에게 공급하게 되었다. 특히 로얄 블루와 터콰이즈종들이 이 열대어 시장을 리드하기 시작했으며 터콰이즈의 대량 생산으로 말미암아 오히려 브라운디스커스의 품귀 현상 마저 일어나게 되었다.
여러 해에 걸친 인위적인 교배의 결과로 인해 자연산 디스커스에서 찾아볼 수 없는 아름답고 선명한 디스커스가 출현하기 시작했으며 이는 디스커스 부화가들의 개척자적인 선택교배에 의한 것이다. 현재 디스커스 번식에 있어서 가장 애로점은 산란용 어미의 선택에 있다고 볼 수 있다. 색상은 그런대로 갖고 있다 하더라도 둥그런 정통적인 체형을 간직하고 있지를 못하고, 휠씬 길쭉한 체형을 갖는 디스커스들이 점점 늘어나고 있기 때문이다. 이런 외형은 자라는 동안 받게 되는 여러 종류의 충격에 의해서 초래되는 경우가 종종 있다. 물론 이런 후천적인 형질은 유전되지 않는다 하더라도 새끼들이 생후 1개월이 되기전에 어떤 충격이나 질병을 받게 되면 돌이킬 수 없이 그러한 외형을 가진 성어로 성장하고 만다. 그러므로 부화자들은 세심한 주의를 갖고 치어를 보살펴야 한다. 독일에서 생산되는 디스커스는 매우 표준적이므로 그 품질을 믿어 의심할 바 없다.
왜 디스커스는 까다로운 물고기로 취급되는 것일까? 왜 아직도 많은 열대어 사육가들이 디스커스가 전문가들만이 키울수 있는 고기라고 생가하는가? 왜 디스커스는 질병에 약하다는 소리를 듣고 있을까?
이 모든것에 대한 답변이 이제부터 나온다.
디스커스 사육가가 가장 중요하게 여겨야 할 것은 바로 물이다. 디스커스는 자연상태에서 부유물질이 많이 혼합되어 있고 경도가 매우 낮은 연수에서 서식한다. 물속에 들어있는 이러한 부유물질은 디스커스 성장에 있어 필수적인 역할을 수행한다. 그렇다고 해서 이런 것들을 너무 많이 넣어주게 되면, 물이 갈색으로 변해버리고 급기야 혼탁도가 매우 증가해서 수족관의 아름다운 정경을 망쳐버리는 수도 있다. 어항안의 경도는 10'-15'이하가 적당하며, 산란시에는 더 낮춰져야 한다. 물론 이때는 이탄(에피토프), 미량원소, 복합비타민제 등을 물속에 투여해 줘야 한다.
어항내 pH값에는 세밀한 신경을 써야 한다. 디스커스에 적합한 pH는 6-7정도의 약산성이다. 여기서 중요한 것은 약품등을 사용해서 갑작스럽게 pH를 떨어트리는 일을 피해야 한다는 것이다. 조그만 실수일지라도 막상 디스커스에게는 치명적이 될 수도 있다. 만약 물이 연수라면 pH값이 떨어질 수도 있다. pH값을 조정할 경우 이탄(에피토프)을 통해 물이 여과되도록 하는 것이 갑작스러운 충격을 피하는 최상의 방법이다.
산란이나 부화를 위해서는 약산성의 조건이 중요한데 그렇다고 해도 pH값이 5이하로 떨어져서는 곤란하다. 항시 물을 약 산성화 시킬 때는 이탄(에피토프)을 사용해서 조절하는 것이 원칙이며 이 이탄(에피토프)은 산란된 알에게도 영양을 공급해 주는 이점이 있다. 또한 디스커스 사육가들은 수온의 변화를 면밀하게 살펴야 한다. 디스커스는 28°C~30°C정도의 미지근한 물을 선호하며 27°C이하로 떨어지지 않게 한다. 디스커스에게 최적의 환경을 만들어 주려면 하루 걸러 수온을 천천히 30°C~32°C까지 높혀 주었다가 다시금 원래의 수온으로 되돌리는 방법을 사용해서 매일 반복해 주면 된다.
수온의 변화는 디스커스의 산란을 촉진시킨다. 평소보다 물이 따뜻하거나 찰 경우 디스커스의 구애행동이나 산란이 촉진되게 된다. 물론 이런한 것은 산란할 수 있는 태세가 되어 있는 성어의 경우이다.
어항이 작은 경우 세균에 의한 감염으로부터 물고기를 보호하기가 무척 어렵다. 이런 경우 물갈이를 자주 해주는 것이 가장 좋은 해결 방법이다. 이와 같이 수족관내의 물고기의 수가 너무 많거나 물의 용량이 모자라면 아질산염이나 질산염과 같은 복합물질의 농도가 쉽게 높아지게 된다.
이러한 해독성 물질은 물갈이를 종종 해주거나 이온교환기를 수조에 설치함으로써 해결할 수 있다. 이러한 이온교환기(Ion-Exchanger)내에 들어 있는 수지는 pH를 6~7사이로 조절하는 기능도 갖고 있다.
당연한 이야기지만 디스커스가 편히 생활하기 위해서는 적절한 먹이 공급이 매우 중요하다. 그러나 먹이를 주다보면 과연 이 먹이가 디스커스가 자연상태에서 즐겨먹는 먹이인가를 간과하는 수가 있다. 디스커스는 주로 감마루스라고 불리는 민물새우를 주식으로 하고 있으며 이외에도 이끼등을 섭취한다.
먹이를 다양하게 먹이는 일처럼 중요한 일이 없는데 여러 성분의 먹이를 투여해야함은 두말할 나위가 없다. 단일성분의 먹이만 공급해주면 디스커스가 산란할 기미를 보이지 않기도 한다. 사료먹이의 종류로는 테트라사가 생산하는 테트라비트, 델리카감마루스, 테트라팁등의 건조사료는 디스커스가 필요로 하는 영양분이 충분히 포함되어 있으며 특히 비타민과 무기질이 보강되어 있기에 더 할 나위없이 훌륭한 사료이다.
디스커스 부화를 전문적으로 하는 일과 디스커스를 그저 감상만 하는 일은 입장서부터 다르다. 디스커스를 부화하는 일은 굉장한 애정과 관심을 필요로 하는 작업이다. 디스커스의 부화를 그저 심심풀이 정도로 생각하면 항시 실패만 있을 뿐이다.
디스커스 부화에는 많은 시간이 소요된다. 최소 3~4개의 어항이 필요하며, 어떤 날은 사용해야 하는 물의 양이 500~1,000리터 정도가 되기도 한다. 매일 물을 갈아준다거나 먹이를 투여해주는 시간도 적지않게 들어간다. 어떤이들은 하루종일 어항앞에서 지내기까지도 한다. 부화를 개시할 때 1개의 수조만으로는 부족하다. 왜냐하면 산란된 알을 분류하기 위해서 수조가 추가로 필요하기 때문이다. 알을 부화시키는 과정에서 만약 어미끼리 다투면 알을 빨리 분리시켜 주어야 하므로 이 용도를 위해서라도 또 하나의 수조가 필요한 것이다. 또 마지막으로 알에서 깨어나오는 새끼들을 양육시키기 위해서라도 큰 수조를 필요로 한다. 두쌍의 어미가 동시에 부화를 하게되면 사육수조도 2개가 소요된다. 일반적인 수족관에서 많은 수의 디스커스를 계속적으로 키울 수가 없기 때문에 빨리 일정량의 치어를 판매하거나 새로 수조를 꾸며야 한다. 이러한 과정등을 통해 디스커스 부화에 필요한 여러가지 설비가 천천히 제기능을 발휘하게 되는 것이다.
디스커스 부화의 목적은 새로운 색조의 창조와 전형적인 체형의 디스커스를 개발하는 것이다. 그렇지만 이것은 결코 쉬운 일이 아니다. 초보자에게 있어서 디스커스의 부화성공은 어미 디스커스의 품질등을 무시한체 계속적으로 부화를 시켜보게 유혹을 하는 요인이 된다. 터콰이즈 디스커스와 브라운 디스커스 사이의 교배에서는 아무런 성과가 없다. 현재 유럽시장에서는 브라운 디스커스를 찾아 본다는 것은 쉬운 일이 아니다. 물론 가장 인기리에 판매되고 있는 것은 터콰이즈 디스커스이다.
헤켈 디스커스
_03May2010.JPG)
산란
디스커스 산란
디스커스 체착
디스커스 체착
디스커스 치어 사육
디스커스(discus)는 남아메라카의 아마존 강 유역이 원산지인 시클리드(Cichlids)의 속하는 관상어다. 디스커스는 원반 형태의 독특한 모양과 행동, 밝은 색과 무늬 때문에 민물 수족관에서 인가가 많으며 아시아 여러 나라에서 주요 양식 산업이다.
디스커스는 시클리드과 심피소돈속(Symphysodon)에 속하는 관상어이다. '디스커스'라는 이름은 생김새에서 보듯 원반(디스크)에서 유래했다.
원 서식지는 아마존 강 유역. 몸 길이는 성어 기준 20cm 이상. 수명은 보통 10년에서 12년 사이로 수질 조건과 다른 요인이 좋다면 16년까지 사는 경우도 있다. 부화 후 1년 간 성장이 가장 왕성하며, 1~2년에 성어로 성장한다. 종류에 따라 몸의 무늬, 색상이 다르며 시클리드과의 엔젤피쉬와 함께 오랫동안 몸의 색상과 무늬가 선명해지도록 개량되었다. 야생의 디스커스는 이에 비해 무늬가 수수하다.
Commons ponúka multimediálne súbory na tému 
Wikidruhy ponúkajú informácie na tému 
