Bu məqalə Söyüdyarpaq armud məqaləsinə çox yaxındır və hər ikisinin eyni başlıq altında birləşdirilməsi mümkündür.
Pyrus salicifolia (lat. Pyrus salicifolia) - gülçiçəyikimilər fəsiləsinin armud cinsinə aid bitki növü.
İkiləpəlilər ilə əlaqədar bu məqalə qaralama halındadır. Məqaləni redaktə edərək Vikipediyanı zənginləşdirin. Bu məqalə Söyüdyarpaq armud məqaləsinə çox yaxındır və hər ikisinin eyni başlıq altında birləşdirilməsi mümkündür.
Pyrus salicifolia (lat. Pyrus salicifolia) - gülçiçəyikimilər fəsiləsinin armud cinsinə aid bitki növü.
Pilebladet pære (Pyrus salicifolia) er et mellemstort, løvfældende træ med en stivgrenet, afrundet krone. Bladene er pileagtige og grålige med hvid underside. Blomsterne er hvide og pærerne er - selv ved modenhed - uspiselige. På grund af det egenartede, grå løv og en meget rig blomstring, bruges træet en del i haver og parker.
Pilebladet pære er et mellemstort, løvfældende træ med en stivgrenet, afrundet krone og overhængende grene. Barken er først lysegrå og tæt håret, men snart bliver den hårløs og mørkere grå. Gamle grene og stammen kan få en bark, som er grå og opsprækkende i smalle furer. Knopperne er spedtstillede, grå og buttet kegleformede. Bladene er pileagtige, dvs. smalt elliptiske med fint takket rand. Oversiden er grå, men senere mat mørkegrøn, mens undersiden er lysegrå eller næsten hvid. Høstfarven er gulgrå. Blomstringen foregår i april-maj, hvor man finder blomsterne siddende samlet i små halvskærme på krogede dværgskud. De enkelte blomster er 5-tallige og regelmæssige med hvide kronblade. Frugterne er stenhårde, runde pærer.
Rodsystemet er højtliggende og vidt udbredt. Frugterne er hårde og smagen er sammensnerpende. Træet er meget sårbart overfor Ildsot, en dødelig bakteriesygdom.
Træer bliver ca. 10 m i højden og nogenlunde det samme i kronediameter, men under dyrkning i Nordeuropa dog ofte kun det halve. Årstilvæksten er ca. 20 cm både i højden og bredden[1]
Pilebladet pære hører naturligt hjemme i Mellemøsten (Iran), Tyrkiet og Kaukasus (Armenien og Aserbajdsjan). Alle steder er træet knyttet til lysåbne voksesteder på varm og tør, veldrænet bund. I Noravankdalen, som ligger ca. 75 km sydøst for Yerevan, Armenien, findes skove med stor diversitet. Her vokser arten sammen med bl.a. abrikos, ahorn, almindelig figen, almindelig pære, valnød, armensk eg, dunbirk, fuglekirsebær, granatæble, havtorn, hvid morbær, hvid poppel, hvidpil, kaukasisk nældetræ, kvæde, mandel, navr, nordmannsgran, orientalsk bøg, parykbusk, pære (flere arter), smalbladet sølvblad, sort poppel, spidsløn, tatarisk løn og weichseltræ[2]
Pilebladet pære er meget tørketålende, og desuden har arten et usædvanligt, gråt løv. Sammen med en meget rig blomstring har det medført, at træet ofte bliver brugt i havepartier med den grå farve som tema.
Pilebladet pære (Pyrus salicifolia) er et mellemstort, løvfældende træ med en stivgrenet, afrundet krone. Bladene er pileagtige og grålige med hvid underside. Blomsterne er hvide og pærerne er - selv ved modenhed - uspiselige. På grund af det egenartede, grå løv og en meget rig blomstring, bruges træet en del i haver og parker.
Die Weidenblättrige Birne (Pyrus salicifolia) ist eine Art der Gattung Birnen (Pyrus) in der Unterfamilie der Kernobstgewächse (Pyrinae) innerhalb der Familie der Rosengewächse (Rosaceae).
Es ist ein kleiner, sommergrüner Baum, der Wuchshöhen bis zehn Meter erreicht. Die Triebe sind mit Dornen besetzt. Er besitzt graufilzige, sehr kurz gestielte, weidenähnliche Laubblätter. Die Breite der Blätter beträgt bis zwei Zentimeter, ist aber variabel: Kuthatheladze beschrieb eine Varietät angustifolia mit nur 0,3 bis 0,5 Zentimeter breiten Blättern.
Die Früchte können birnenförmig oder kugelig sein, sie sind behaart und messen 1,5 bis zwei Zentimeter Durchmesser.
Die Chromosomenzahl beträgt 2n = 34.[1]
Ähnliche Arten sind Pyrus medvedevii und Pyrus sachokiana.
Die Heimat der Weidenblättrigen Birne ist hauptsächlich der südliche Kaukasus, im Nordosten auch dessen Vorland, ebenso der Transkaukasus, nach Südosten wird noch der Iran erreicht,[2] nach Südwesten noch die Türkei[3]. Sie besiedelt Höhenlagen von 300 bis 1800 Meter.
Die Standorte sind lichte Stellen in trockenen Wäldern, an schottrigen und felsigen Hängen.
Die Weidenblättrige Birne ist seit 1780 in Kultur und wird gelegentlich als Ziergehölz genutzt. Häufig wird die Sorte 'Pendula' mit hängendem Wuchs angeboten.
Innerhalb ihres Verbreitungsgebietes wird sie als Unterlage für Kultur-Birnen genutzt, da sie Trockenheit und Kälte gut aushält. Die Früchte kommen manchmal unter der Bezeichnung „nanto“ in den Handel.[2]
Die Informationen dieses Artikels stammen überwiegend aus:
Die Weidenblättrige Birne (Pyrus salicifolia) ist eine Art der Gattung Birnen (Pyrus) in der Unterfamilie der Kernobstgewächse (Pyrinae) innerhalb der Familie der Rosengewächse (Rosaceae).
Pyrus salicifolia is a species of pear, native to the Middle East. It is widely grown as an ornamental tree, almost always as a pendulous (or "weeping") cultivar, and is called by various common names, including willow-leaved pear,[2] weeping pear, and similar. The tree is deciduous and of comparatively small stature, rarely reaching 10–12 meters in height. The crown is rounded. It has pendulous, silvery foliage, superficially similar to a weeping willow. The flowers are large and pure white highlighted with black-tipped stamens although the buds are tipped with red. The small green fruits are inedible, being hard and astringent.
This tree is cultivated widely in gardens and landscapes. It grows well on infertile sandy soils due to its spreading root system. The trees flower in the spring, but during the rest of the year can be trimmed back and shaped almost like topiary. This species of tree is very susceptible to fireblight, a bacterial pathogen.
Pyrus salicifolia may also be confused with Pyrus nivalis which is generally taller and hardly pendulous or with Pyrus elaeagnifolia which has broader entire leaves and longer petioles.
The cultivar 'Pendula' has gained the Royal Horticultural Society's Award of Garden Merit.[3][4]
Pyrus salicifolia is a species of pear, native to the Middle East. It is widely grown as an ornamental tree, almost always as a pendulous (or "weeping") cultivar, and is called by various common names, including willow-leaved pear, weeping pear, and similar. The tree is deciduous and of comparatively small stature, rarely reaching 10–12 meters in height. The crown is rounded. It has pendulous, silvery foliage, superficially similar to a weeping willow. The flowers are large and pure white highlighted with black-tipped stamens although the buds are tipped with red. The small green fruits are inedible, being hard and astringent.
This tree is cultivated widely in gardens and landscapes. It grows well on infertile sandy soils due to its spreading root system. The trees flower in the spring, but during the rest of the year can be trimmed back and shaped almost like topiary. This species of tree is very susceptible to fireblight, a bacterial pathogen.
Pyrus salicifolia may also be confused with Pyrus nivalis which is generally taller and hardly pendulous or with Pyrus elaeagnifolia which has broader entire leaves and longer petioles.
The cultivar 'Pendula' has gained the Royal Horticultural Society's Award of Garden Merit.
Pyrus salicifolia, el Peral de hojas de sauce,[3] es una especie arbórea de la familia de las Rosáceas, originaria de Oriente Medio. También se cultiva ampliamente como un árbol ornamental.
El árbol es muy pequeño y redondeado, alcanzando raramente los 10-12 metros de altura, y con un follaje péndulo, plateado, superficialmente similar al del sauce llorón. Las flores son grandes y de un blanco puro con estambres de punta negra aunque los capullos tienen la punta roja. Los pequeños frutos verdes no son comestibles, pues son duros y astringentes.
Este árbol se cultiva ampliamente en jardines y parques. Crece bien en suelos arenosos poco fértiles debido a su sistema de raíces que se extienden. Los árboles florecen en la primavera pero durante el resto del año pueden recortarse y dárseles forma casi como una topiaria. Esta especie de árbol es muy susceptible a un patógeno bacteriano, el llamado Fuego bacteriano.
Pyrus salicifolia puede ser confundida con el peral de las nieves (P. nivalis) que generalmente es más alto y difícilmente péndulo; o también con P. eleagrifolia que tiene hojas enteras más anchas y pecíolos más largos.
Pyrus salicifolia fue descrita por Peter Simon Pallas.[4][5]
Pyrus salicifolia, el Peral de hojas de sauce, es una especie arbórea de la familia de las Rosáceas, originaria de Oriente Medio. También se cultiva ampliamente como un árbol ornamental.
Pyrus salicifolia
Pyrus salicifolia, le Poirier à feuilles de Saule est une espèce d'arbre de la famille des Rosacées.
Fruits de petite taille.
Fleurs et feuillage pleureur.
Feuillage argenté.
Spécimen de Leipzig.
Dans le jardin botanique de Gothenburg.
Pyrus salicifolia est une espèce de poirier native du Moyen-Orient. Il est utilisé comme plante ornementale, en particulier le cultivar pleureur (en anglais : « pendulous » ou « weeping »). Il porte des noms variés tels willow-leaved pear[1], weeping pear, et d'autres similaires. D'une hauteur raisonnable, il atteint 10–12 mètres de haut. Sa couronne est arrondie. Son feuillage argenté est comparable, à celui du saule pleureur. Les fleurs sont grandes et d'un blanc pur, rehaussé par des étamines noires et des extrémités de bourgeons rouges. Les petits fruits verts ne sont guère comestibles car astringents et durs.
L'arbre est introduit largement dans les jardins d'agrément, les bordures d'allées et les parcs. Son enracinement superficiel lui interdit les terrains sablonneux. L'arbre fleurit au printemps et peut être taillé en topiaire. L'espèce est sensible au feu bactérien, une maladie due à une bactérie.
Pyrus salicifolia peut être confondu avec Pyrus nivalis qui est généralement plus grand et à peine pleureur et Pyrus elaeagnifolia qui a des feuilles entières plus grandes et des pétioles bien plus longs.
Le cultivar 'Pendula' a obtenu l'Award of Garden Merit de la Royal Horticultural Society[2].
Pyrus salicifolia
Pyrus salicifolia, le Poirier à feuilles de Saule est une espèce d'arbre de la famille des Rosacées.
Costo artìcol a l'é mach në sbòss. Da finì.
Da finì.
Da finì.
Costo artìcol a l'é mach në sbòss. Da finì.
DistribussionDa finì.
NotissieDa finì.
Grusza wierzbolistna (Pyrus salicifolia Pall.) – gatunek rośliny wieloletniej z rodziny różowatych. Pochodzi z Bliskiego Wschodu (Kaukaz i Zakaukazie). W Polsce jest uprawiana[2].
Roślina ozdobna. Jest powszechnie uprawiana w ogrodach i parkach. Ma wiele odmian. Dzięki dobrze rozwiniętemu systemowi korzeniowemu rośnie dobrze na słabych piaszczystych glebach. Wyróżnia się wysoką odpornością na mróz.
Z powodu liści podobnych do wierzby powstało powiedzenie "gruszki na wierzbie" [2]
Grusza wierzbolistna (Pyrus salicifolia Pall.) – gatunek rośliny wieloletniej z rodziny różowatych. Pochodzi z Bliskiego Wschodu (Kaukaz i Zakaukazie). W Polsce jest uprawiana.
Silverpäron (Pyrus salicifolia) är en art av päronsläktet i familjen rosväxter. Arten förekommer i västra Asien, från Turkiet till Armenien, Azerbajdzjan och nordvästra Iran.
Silverpäron (Pyrus salicifolia) är en art av päronsläktet i familjen rosväxter. Arten förekommer i västra Asien, från Turkiet till Armenien, Azerbajdzjan och nordvästra Iran.
Pyrus salicifolia Pall., 1776
Синонимы
Груша иволистная[3][4] (лат. Pyrus salicifolia) — древесное растение, вид рода Груша, семейства Розовые[3]. Впервые описан Палласом в 1776 году[5].
Листопадное[6] засухоустойчивое светолюбивое морозостойкое дерево с раскидистой растопыренной широкояйцевидной кроной и колючими ветвями[3][7]. Вырастает до 8-10 м в высоту[3], обычный диаметр кроны достигает 4 м[8]. Встречаются кустарниковые формы[3]. Молодые побеги имеют бело-войлочное опущение[7]. Кора у молодых деревьев красноватая, с возрастом темнеет и растрескивается. Почки буроватого цвета с беловатыми или рыжими ресничками. Период цветения — апрель-май, период плодоношения — сентябрь-октябрь[3]. Вегетационный период — с конца апреля по октябрь[7]. Сорт 'Pendula' является плакучей формой этого растения, напоминающий плакучую иву[6].
Форма листьев — узколанцетная, размер — 6—9 см на 0,5—1 см. Встречаются широколанцетные разновидности, например 'Latifolia' [3]. Цвет листьев при распускании весной — серебристо-серый, со временем переходящий в серебристо-зелёный, появляется лёгкий блеск. Верхняя сторона листьев тёмно-зелёная, нижняя — беловато-пушистая[7][6]. Черешок у листьев настолько короткий, что они производят впечатления сидячих. Собраны в пучки на концах укороченных побегов[3].
Цветки диаметром до 2 см собраны в малоцветковые (по 6—8 штук[6]) шитковидные соцветия[7][3]. В цветке 5 белых лепестков[6] размером 1—1,3 см на 0,5—0,7 см, имеющих короткий опушённый ноготком[3].
Плакучая форма
Листья и цветки
Плоды
Плоды мелкие, несъедобные, круглой или грушевидной форм, на короткой плодоножке длиной до 2 см. Диаметр достигает 2 см. Чашечка всегда сохраняется на плоде. Цвет плода сначала зелёный, у спелых плодов желтовато-коричневый либо золотистый, в крапинку[3][6].
Однородная по строению древесина со слаборазличающимися годичными кольцами. На радиальном срезе слабозаметны сердцевинные лучи в виде узких линий или крапинок. Цвет от буровато-жёлтого до тёмно-розового. Плотность около 0,6 г/см3. Крепка на сжатие вдоль волокон и на скалывание, устойчива к грибкам. При сушке не коробится и не растрескивается[3].
Не требовательная к увлажнению и почвам, устойчивая к загрязнению воздуха, произрастает в засушливых, хорошо освещённых местах, на каменистых равнинах, склонах гор и холмов, являясь широко распространённой второстепенной древесной породой аридных редколесий, арчовников и шибляка[7][3][6]. Естественный ареал находится Западной Азии и на Кавказе (в восточном Закавказье, на сухих предгорьях Северного Кавказа), захватывая территорию Армении, Азербайджана, Ирана и Турции[7][2].
Используется в качестве засухоустойчивого подвоя для культурных сортов груши[3].
Высаживается при лесоустройстве в засушливых районах с неблагоприятными почвенными условиями, для закрепления песков[3]. В садово-парковом искусстве выращивается в виде одиночных, групповых и опушечных посадок, а также в виде живой изгороди[7].
Легкообрабатываемая древесина благодаря красивому цвету и текстуре находит применение в производстве строганного шпона для облицовки мебели и музыкальных инструментов[3].
Подвержена бактериальным ожогам плодовых культур[6].
Груша иволистная (лат. Pyrus salicifolia) — древесное растение, вид рода Груша, семейства Розовые. Впервые описан Палласом в 1776 году.
