Denne artikel omhandler gnaveren lemming (Lemmus lemmus). Opslagsordet har også en anden betydning, se Lemming (flertydig).
Lemmingen (latin:Lemmus lemmus, norsk:lemen, svensk :fjällämmel ) er en gnaver og er udbredt i kolde og arktiske strøg, som i Kolahalvøen og i de høje bjerge i Skandinavien.
Lemmingen er kendt for sine periodiske populationssvingninger. Hvert 3-4. år er der mange flere lemminger end i de øvrige år.
Den pludselige optræden af store flokke af lemminger blev omkring 1600 forklaret ved, at disse dyr ikke formerer sig på sædvanlig måde, men "avles" i skyerne og falder ned fra himmelen. Det var Ole Worms fortjeneste at modbevise denne teori.
På Grønland er der siden årtusindskiftet konstateret et stort fald i bestanden af lemminger, hvilket har haft katastrofale følger for fødekæden af rovdyr.[1]
En moderne myte har hævdet, at lemminger begår masseselvmord ved at kaste sig i havet, når de når frem til det. Det passer ikke, men det er rigtigt, at lemminger tager af sted i samlet flok, hvor de kan være så mange, at man får indtryk af, at selve landskabet bevæger sig. I den myldrende flok omkommer nogle, når de skubbes ud for skrænter af andre individer; eller de drukner under krydsning af vandløb. Myten skyldes Walt Disney Company, der indspillede filmen White Wilderness i Alberta i 1958. [2] I Alberta er lemminger sjældne, så filmskaberne tog til Manitoba, hvor de købte et dusin dyr af inuitbørn. Ved krydsklipning af filmen fik de den lille flok til at se ud som en hel lemminghær på vandring. Videre ville filmskaberne gerne dokumentere lemmingens påstående dødsdrift, så zoologen James R. Simon gav dyrene hjælp under optagelserne ved at skubbe dem ud for en skrænt.[3]
Denne artikel omhandler gnaveren lemming (Lemmus lemmus). Opslagsordet har også en anden betydning, se Lemming (flertydig). Lemmingen (latin:Lemmus lemmus, norsk:lemen, svensk :fjällämmel ) er en gnaver og er udbredt i kolde og arktiske strøg, som i Kolahalvøen og i de høje bjerge i Skandinavien.
Lemmingen er kendt for sine periodiske populationssvingninger. Hvert 3-4. år er der mange flere lemminger end i de øvrige år.
Den pludselige optræden af store flokke af lemminger blev omkring 1600 forklaret ved, at disse dyr ikke formerer sig på sædvanlig måde, men "avles" i skyerne og falder ned fra himmelen. Det var Ole Worms fortjeneste at modbevise denne teori.
På Grønland er der siden årtusindskiftet konstateret et stort fald i bestanden af lemminger, hvilket har haft katastrofale følger for fødekæden af rovdyr.
En moderne myte har hævdet, at lemminger begår masseselvmord ved at kaste sig i havet, når de når frem til det. Det passer ikke, men det er rigtigt, at lemminger tager af sted i samlet flok, hvor de kan være så mange, at man får indtryk af, at selve landskabet bevæger sig. I den myldrende flok omkommer nogle, når de skubbes ud for skrænter af andre individer; eller de drukner under krydsning af vandløb. Myten skyldes Walt Disney Company, der indspillede filmen White Wilderness i Alberta i 1958. I Alberta er lemminger sjældne, så filmskaberne tog til Manitoba, hvor de købte et dusin dyr af inuitbørn. Ved krydsklipning af filmen fik de den lille flok til at se ud som en hel lemminghær på vandring. Videre ville filmskaberne gerne dokumentere lemmingens påstående dødsdrift, så zoologen James R. Simon gav dyrene hjælp under optagelserne ved at skubbe dem ud for en skrænt.
