Planhigyn blodeuol Monocotaidd a math o wair yw Clymwellt sy'n enw gwrywaidd. Mae'n perthyn i'r teulu Poaceae. Yr enw gwyddonol (Lladin) yw Leymus arenarius a'r enw Saesneg yw Lyme-grass.[1] Ceir enwau Cymraeg eraill ar y planhigyn hwn gan gynnwys Amdowellt, Lymwellt.
Gall dyfu bron mewn unrhyw fan gan gynnwys gwlyptiroedd, coedwigoedd a thwndra. Dofwyd ac addaswyd y planhigyn gan ffermwyr dros y milenia; chwiorydd i'r planhigyn hwn yw: india corn, gwenith, barlys, reis ac ŷd.
Planhigyn blodeuol Monocotaidd a math o wair yw Clymwellt sy'n enw gwrywaidd. Mae'n perthyn i'r teulu Poaceae. Yr enw gwyddonol (Lladin) yw Leymus arenarius a'r enw Saesneg yw Lyme-grass. Ceir enwau Cymraeg eraill ar y planhigyn hwn gan gynnwys Amdowellt, Lymwellt.
Gall dyfu bron mewn unrhyw fan gan gynnwys gwlyptiroedd, coedwigoedd a thwndra. Dofwyd ac addaswyd y planhigyn gan ffermwyr dros y milenia; chwiorydd i'r planhigyn hwn yw: india corn, gwenith, barlys, reis ac ŷd.
Ječmenice písečná (Leymus arenarius)[1] je vytrvalá rostlina, travina, řazená do čeledi lipnicovité (Poaceae). Zbarvení listů druhu je považováno za dekorativní a jako okrasná rostlina je druh někdy pěstován. V některých zemích jsou plody používány jako obilnina. Druh patří mezi psamofyty, rostliny rostoucí na písčitých půdách a píscích. Ječmenice písečná je používána ke zpevnění půdy.
Někdy je podle některých zdrojů zaměňována s Elymus glaucus z rodu pýrovník.[2][3]
Druh se vyskytuje v Evropě a Severní Americe. Roste většinou na volných písečných dunách.
Víceletá odnožující volně trsnatá tráva dorůstající až 60–100 (běžně)[4]–120 cm výjimečně i 200 cm. Listy jsou ploché, typicky modravě zbarvené, tuhé, pichlavé, modrošedé, s dlouze protaženou špičkou, za sucha se svinují. Druh je větrosnubný. Období květu je od června do srpna. Květenství je 15–30 centimetrů dlouhé, husté a vzpřímené, válcovité, světle šedé až nafialovělé, hladké, bez osin.[4] Plodem jsou žluté, drobné z obou stran zašpičatělé obilky.
Ječmenice písečná vyžaduje výsluní, písčité, vysýchavé půdy, a snese zasolené půdy. V původním prostředí je běžná vysoká vzdušná vlhkost. Není vázána kyselé nebo zásadité pH.
Je někdy používána jako okrasná rostlina. Relativně rychle se rozrůstá, je vhodná do volnějších partií a úprav kde vynikne nejen barvou, ale především charakterem růstu. Podle některých tvrzení hezky vypadají jen mladé rostliny.[4]
Obrázky, zvuky či videa k tématu ječmenice písečná ve Wikimedia Commons
Ječmenice písečná (Leymus arenarius) je vytrvalá rostlina, travina, řazená do čeledi lipnicovité (Poaceae). Zbarvení listů druhu je považováno za dekorativní a jako okrasná rostlina je druh někdy pěstován. V některých zemích jsou plody používány jako obilnina. Druh patří mezi psamofyty, rostliny rostoucí na písčitých půdách a píscích. Ječmenice písečná je používána ke zpevnění půdy.
Marehalm (Leymus arenarius) er et 90-120 cm højt græs, der vokser på sandede og stenede kyster.
Marehalm er et flerårigt græs med en tueformet, opret vækst. Bladene er stive og flade med hel rand og åben bladskede. Begge sider er grågrønne. Blomstringen sker i juni-juli, hvor man ser de høje skud stikke op over bladtuen. Hvert skud har et endestillet aks, der igen består af et stort antal småaks siddende parvis ved hvert af stråets led. Frugterne er nødder uden stak. Bemærk, at denne art ofte forveksles med sandhjælme. De kan skelnes på blomsterstanden, for hvor sandhjælme har en cylindrisk dusk, dér har marehalm et toradet aks (meget lig det, man ser hos alm. kvik).
Rodnettet består af krybende jordstængler, der bærer de trævlede rødder.
Højde x bredde og årlig tilvækst: 0,90 x 0,50 m (90 x 50 cm/år). De blomsterbærende skud når dog op i ca. 1,20 meters højde.
Marehalm er udbredt over det meste af Europa, hvor der findes kyster med sandet eller stenet strand. Derfor er den også meget almindelig i Danmark.
Ved Djurslands Kattegatkyst ses arten sammen med bl. sankthansurt, strandkål, liden frøstjerne, sandhjælme, strandbede, strandkarse, strandkvik, strandmandstro og strandarve.
Visse arter af cikader lever på og af marehalm.
Der Strandroggen (Leymus arenarius)[1], auch Blauer Helm genannt, ist eine Pflanzenart aus der Familie der Süßgräser (Poaceae). Er wird häufig zur Befestigung von Dünen angepflanzt, dazu werden meist Rhizomteile verwendet.
Der Strandroggen ist eine ausdauernde krautige Pflanze und bildet große, graugrün bis blaugrau gefärbte Horste mit langen unterirdischen Ausläufern sowie vielen Erneuerungssprossen. Diese wachsen manchmal innerhalb der untersten Blattscheiden hoch, meist durchbrechen sie die Blattscheiden aber mit ihren Knospen. Die Halme werden 60 bis 120, selten auch bis 200 cm hoch, sind aufrecht und kahl. Die Blattscheiden sind gerieft, kahl und bis zum Grund offen. Das Blatthäutchen ist ein häutiger Saum von bis einem Millimeter Länge. Die Blattspreiten sind 20 bis 60 cm lang und 8 bis 12, selten bis 20 mm breit. Sie sind flach ausgebreitet, bei Trockenheit auch zusammengerollt. In Knospenlage sind sie gerollt. Die Blätter sind steif und stechend, an der Oberseite stehen auf den Rippen etliche Reihen langer Stachelhaare, wodurch die Oberfläche rau erscheint. Die Unterseite ist glatt. Das Blatt besitzt zwei sichelförmige, kahle Öhrchen, die oft aufwärtsgebogen sind.
Der Blütenstand ist eine 15 bis 30 cm lange, dichte und aufrechte Ähre. Die Ährchen sind ungestielt und stehen meist zu zweit an der Ährenspindel, in der Mitte der Ähre auch zu dritt. Die Ährchen enthalten drei bis vier (selten sechs) Blüten und sind 20 bis 30 mm lang. Die Hüllspelzen sind gleichartig, dreinervig, 20 bis 30 mm lang, von lanzettlicher, zugespitzter Form. Sie sind derbhäutig und haben einen Kiel, der zerstreut bewimpert ist. Die Deckspelzen besitzen sieben Nerven, sind 15 bis 25 mm lang, wobei die oberen kürzer sind als die unteren. Ihre Form ist spitz breit-lanzettlich, sie sind derbhäutig und dicht kurz behaart. Die Vorspelzen sind zweinervig und so lang wie die Deckspelzen. Sie sind lanzettlich und auf den Kielen kurz behaart. Die Staubbeutel sind 7 bis 8 mm lang. Die Blütezeit reicht von Juni bis August.
Die Karyopsen sind 6 bis 8 mm lang und am oberen Ende behaart. Sie sind mit Deck- und Vorspelze verwachsen. Zur Reifezeit zerfallen die Ährchen über den Hüllspelzen und zwischen den Blütchen, die Hüllspelzen bleiben stehen.
Die Chromosomenzahl beträgt 2n = 56.[2]
Der Strandroggen ist ein Rhizom-Geophyt und ein durch Wachsüberzug blaugrünes, sehr derbes, lange Ausläufer bildende Gras. Vegetative Vermehrung erfolgt reichlich durch die bis zu mehrere Meter langen Ausläufer. Die steifen, stechenden, eingerollten Blätter sind ausgeprägt an Trockenheit angepasst, also xeromorph; ihre Derbheit verhindert auch, dass sie durch Huftiere abgefressen werden.[3]
Die Bestäubung erfolgt durch den Wind.[3]
Diasporen (Ausbreitungseinheit) sind die von den bleibenden Spelzen umhüllten Karyopsen. Sie breiten sich als Regenschwemmling aus, oder sie unterliegen der Schwimmausbreitung im Meer; daneben erfolgt Bearbeitungsausbreitung durch Vögel und Windausbreitung.[3]
Der Strandroggen ist an den Küsten West- und Nordwest-Europas heimisch. In vielen anderen Gebieten wurde er eingeschleppt.[4]
In Deutschland ist der Strandroggen an den Küsten von Nord- und Ostsee weit verbreitet. Im Binnenland wird er manchmal angepflanzt.
Er wächst an den Küsten im Bereich des oberen Spülsaums, am Fuß von Steilufern, am Strandwall, auf Dünen und Vordünen. Er ist auch eingebürgert auf den Steinpackungen der Deiche, auf Binnendünen und in den Orten der Geestinseln. Er wächst meist auf lockerem Dünensand. Er ist leicht stickstoffliebend und erträgt Salz. Er ist ein Ausläuferpionier und eine Lichtpflanze. Er wächst zusammen mit den Dünen hoch und befestigt dabei den Sand.
Pflanzensoziologisch ist der Strandroggen eine schwache Assoziationscharakterart der Strandhafer-Weißdünen-Gesellschaften (Elymo-Ammophiletum arenariae) aus dem Verband Elymo-Honkenyion peploidis, kommt aber auch in Gesellschaften des Verbands Ammophilion arenariae vor.[2]
Der Strandroggen wird häufig vom Brandpilz Ustilago hypodytes befallen. Auf den Halmen werden keine Ähren mehr gebildet, an ihrer Stelle entstehen dicke Lagen schwarzer Pilzsporen.[4]
Für den Strandroggen bestehen bzw. bestanden auch die weiteren deutschsprachigen Trivialnamen: Haargras, Helm (Ostfriesland), Helmt (Ostfriesland), Klittag (Sachsen), Rotwettel (Wangerooge), Strandhafer und Strandroggen (Mark Brandenburg).[5]
Der Strandroggen (Leymus arenarius), auch Blauer Helm genannt, ist eine Pflanzenart aus der Familie der Süßgräser (Poaceae). Er wird häufig zur Befestigung von Dünen angepflanzt, dazu werden meist Rhizomteile verwendet.
Leymus arenarius is a psammophilic (sand-loving) species of grass in the family Poaceae, native to the coasts of Atlantic and Northern Europe. Leymus arenarius is commonly known as sand ryegrass,[1] sea lyme grass, or simply lyme grass.[2]
Leymus arenarius originated from the hybridization of L. racemosus and another unknown species in central Eurasia or from a polyploidization event.[3] DNA analysis shows that inland and coastal plants are statistically not different from each other. L. arenarius is a recent cultivar, and has had little time to accumulate genetic differences. Leymus arenarius is much younger than its North American relative L. mollis, which has been around since the ice age. Icelandic L. arenarius is molecularly uniform. Polish L. arenarius is also reported to be molecularly uniform.[3]
Leymus arenarius is native to the coasts of northern and western Europe. A closely related species Leymus mollis (previously Elymus arenarius ssp. mollis) is native to the northern coasts of North America.
Leymus arenarius can grow exponentially in terms of height and root growth in the presence of nitrogen. Leymus arenarius is known to take up nitrogen into its root system. Raising nitrogen concentrations can aid in growth as over time plant mass above to surface will not change, but will accumulate in the root system. The roots themselves also retain nitrogen as they come in contact with it and in the surrounding un-vegetated areas. This assists in primary succession with surrounding flora and fauna, and a decrease in soil erosion. After volcanic events L. arenarius causes dunes and their soil depth to grow exponentially over time.[4] Nitrogen increases seed production, raising the yield of seeds as much as 70% in Icelandic L. arenarius. The seed density also increased with the addition of nitrogen, in comparison to phosphorus and potassium which only produce marginal increases for both seed yield and density. Leaf size and density are also influenced by nutrient additions. Removing nitrogen, phosphorus, or potassium resulted in a reduction of leaf mass up to 20%. Nitrogen usage is a cost-effective tool to use to increase abundance and effectiveness of L.arenarius.[5]
Leymus arenarius benefits from the presence of arbuscular mycorrhizal fungi. The presence of the fungi increases the ability of L. arenarius to have an extensive root system and to bind soil particles. When adding fungi in its natural habitat, more seeds survived and grew than without the fungi present.[6]
Leymus arenarius can adapt easily to a highly salinized area. When comparing the salt tolerances of the Icelandic populations and the inland populations, the Icelandic populations expressed a higher salt tolerance than the inland populations. The trait for salt tolerance is heritable. The seeds of Icelandic populations germinated more in the presence of a high salt concentration than seeds of the inland population. In Finland the same salinity tolerance is also observed near roadsides where salt is distributed every season during snowfall. The pH near roadsides is closer to the pH present near saltwater beaches.[7]
Leymus arenarius has a high immunity to pathogens. In total there are 160 transcripts for antimicrobial peptides present in seedlings. There are 30 transcripts encoding for unique antimicrobial peptides. These are not present in other plant species, and add to the immune system of the plant itself, making it immune to more pathogens than any of its relatives.[8]
In Europe, the plant's stems are used for roof thatching and can be woven into a coarse fabric. Seeds have provided food in the past. Beginning as early as the 18th century, the plant's extensive network of roots was used in stabilizing sands on northern coastal beaches.[9] In Iceland, the grass was harvested as a wild grain as early as the 12th century.[10]
During the 17th century reign of William III, the Scottish Parliament passed a law protecting Leymus arenarius. Under the 18th century reign of George I, the British Parliament expanded the law to protect the plant on English coasts. This law went as far as declaring the cutting or possession of the grass to be a penal offense.[9]
_-Ystad2020.jpg)
Leymus arenarius. 153 cm high. Leymus arenarius is a psammophilic (sand-loving) species of grass in the family Poaceae, native to the coasts of Atlantic and Northern Europe. Leymus arenarius is commonly known as sand ryegrass, sea lyme grass, or simply lyme grass.
Leymus arenarius, esperante sabla elimo estas specio de plantoj de la subfamilio de Pooideae. Malnovaj botanikistoj klasifikis sablan elimon al la familio de Elymus kaj la esperanta nomo ankoraŭ referencas al ci-tiu familio. Pli korekte estus nomi ĝin sabla lejmo[1].
Ĝi estas staŭda kaj formas bluagrizajn fortajn tufojn. Ĝi altas 60-200 cm. Gi havas longajn rizomojn. La tigo esta dika kaj glata[2]. Ĝi havas aŭriklojn kaj mallongan ligulon. Giaj pinte finitantaj folioj longas ĝis 60 cm kaj larĝas 8-20m. Ĝia floraro estas spiko el densaj trifloraj (aŭ pli ĝis sesfloraj) spiketoj duopaj en la kavetoj de la akso.
Detalo de spiko (13h Beaune 28-a de majo 2012) oni vidas multajn stamenojn.
Detalo de spiko (15h Beaune 20-a de julio 2012) oni vidas ergotfungon.
Ergotfungo Beaune 20-a de julio 2013
Ergotfungo Beaune 20-a de julio 2013
La specio vivas precipe en borealaj ekoprovincoj .
Ĝi estas uzata por fortigi dunojn aŭ kiel ornamplanto.
Leymus arenarius, esperante sabla elimo estas specio de plantoj de la subfamilio de Pooideae. Malnovaj botanikistoj klasifikis sablan elimon al la familio de Elymus kaj la esperanta nomo ankoraŭ referencas al ci-tiu familio. Pli korekte estus nomi ĝin sabla lejmo.
Liiv-vareskaer (Leymus arenarius) on kõrreliste sugukonda vareskaera perekonda kuuluv rohttaim.
Hallikate jäikade teravatipuliste suurte lehtedega. Tugeva ja pika risoomiga, moodustab tihti suuri kogumikke.
Kasvab liivastel ja kruusastel mererandadel. Tavaline taim nii mereranna kui ka Peipsi ääre liivaluidetel. Võib levida rannikult sisemaale piki talviti libeduse vastu soolatavate teede pervi.[1]
Liiv-vareskaer (Leymus arenarius) on kõrreliste sugukonda vareskaera perekonda kuuluv rohttaim.
Hallikate jäikade teravatipuliste suurte lehtedega. Tugeva ja pika risoomiga, moodustab tihti suuri kogumikke.
Kasvab liivastel ja kruusastel mererandadel. Tavaline taim nii mereranna kui ka Peipsi ääre liivaluidetel. Võib levida rannikult sisemaale piki talviti libeduse vastu soolatavate teede pervi.
Rantavehnä (Leymus arenarius) on rannoilla ja tienpenkoilla kasvava tuulipölytteinen, monivuotinen, sinisävyinen heinäkasvi.
Rantavehnä kasvaa 50–150 senttimetriä korkeaksi. Sen lehdet ovat harmaansinivihreät, kukinto kuivuu oljenkeltaiseksi.[1]
Rantavehnä tarvitsee menestyäkseen valoisan kasvupaikan, mutta kestää myös suolaista vettä. Niinpä se on tyypillinen merenrannan kasvi, jota harvoin löytyy järvenrantahietikoilta. Teiden suolaamisen yleistyessä rantavehnä on löytänyt uuden kasvupaikan tienpenkoilta, missä tiesuolan jäänteet tuhoavat muut heinäkasvit.[2]
Rantavehnä (Leymus arenarius) on rannoilla ja tienpenkoilla kasvava tuulipölytteinen, monivuotinen, sinisävyinen heinäkasvi.
Rantavehnä kasvaa 50–150 senttimetriä korkeaksi. Sen lehdet ovat harmaansinivihreät, kukinto kuivuu oljenkeltaiseksi.
Rantavehnä tarvitsee menestyäkseen valoisan kasvupaikan, mutta kestää myös suolaista vettä. Niinpä se on tyypillinen merenrannan kasvi, jota harvoin löytyy järvenrantahietikoilta. Teiden suolaamisen yleistyessä rantavehnä on löytänyt uuden kasvupaikan tienpenkoilta, missä tiesuolan jäänteet tuhoavat muut heinäkasvit.
Leymus arenarius (synonyme : Elymus arenarius L.), le seigle de mer ou élyme des sables, est une espèce de plantes monocotylédones de la famille des Poaceae (graminées), sous-famille des Pooideae, originaire d'Europe. Ce sont des plantes herbacées vivaces. Cette espèce qui appartient à la même tribu (Triticeae) que le genre Triticum, fait partie du pool génique tertiaire du blé.
L'espèce est typique des littoraux au climat boréal des régions paléarctique et néarctique. Rare dans les régions aux latitudes plus basses, elle fait souvent l'objet de protection.
Plante vivace atteignant ou dépassant un mètre, Leymus arenarius est glabre et sa souche est longuement stolonifère et rampante. Sa tige est raide, dressée et robuste. Ses feuilles sont glauques, larges d'environ un centimètre, planes, enroulées à la pointe, fermes, lisses aux bords et auriculées. Son épi est long de quinze à trente centimètres, robuste, cylindracé, compact et sans arêtes. Ses épillets sont géminés ou ternés, sessiles, chacun portant quatre fleurs, la supérieure étant rudimentaire. Les glumes sont lancéolées-acuminées, mutiques, ciliées et dressées. Les glumelles ont des longueurs légèrement inégales, l'inférieure étant pubescente, à sept nervures et nautiques. La plante fleurit de juin à août[2].
Leymus arenarius se différencie des autres espèces du genre Leymus par ses feuilles très glauques, sa souche longuement stolonifère et ses gaines et nœuds glabres. Quant à l'appareil reproducteur, ses épillets sont non aristés, à trois fleurs fertiles et les glumes sont lancéolées-acuminées[2].
Leymus arenarius se développe principalement en Asie et Amérique du Nord boréales ainsi qu'en Europe centrale et boréale Sa distribution est donc circumboréale et sarmato-asiatique. En France, cette espèce est rare. Elle est présente dans les départements du littoral de la Manche et dans les Alpes[2].
Le Seigle de mer est une plante littorale héliophile et halophile. Elle affectionne particulièrement les dunes vives ou les bordures maritimes sablo-graveleuses plus ou moins enrichies en matière organique. Elle pousse souvent en compagnie du Pourpier de mer (Honckenya peploides). Leur ensemble phytosociologique se nomme Honckenyo peploidis-Elymetea arenarii[3]. Présente également au niveau de l'étage alpin, elle se plait dans les terrains sablonneux[4].
Cette espèce est fréquemment parasitée par le champignon Ustilago hypodytes (embranchement : Basidiomycota, ancienne classe : Ustilaginomycotina). Aucun épi ne se forme, il apparaît alors de gros champignon noirs[5].
Selon Catalogue of Life (26 mai 2018)[6] :
Selon Tropicos (26 mai 2018)[7] (Attention liste brute contenant possiblement des synonymes) :
Sur des littoraux sableux et dunaires fortement exposés au vent, et en Islande[8] pour des dunes de sable volcanique érodé, l'Élyme des sables a été efficacement utilisé (en plantation, et à grande échelle) pour fixer ou restaurer des massifs dunaires[4]. Pour cela on a dû étudier les conditions de germination[9] (température, lumière, salinité, substrat...) et tester des moyens de lever la dormance des semences de populations sauvages, par exemple au moyen d'acide gibbérellique (GA3: 500 mg/L) ainsi que les meilleurs moyens de faciliter la pousse des plantules (graines décortiquées ou non... dans différents types de substrats)[8]. Beaucoup de graines ont besoin d'être exposées à la lumière pour germer, ce n'est pas le cas de cette plante, qui a au contraire besoin d'être dans le noir, ce qui est probablement une réponse sélective aux habitats particuliers qu'elle occupe[10]. Les graines décortiquées ont beaucoup mieux germé[8]. Un taux de sel trop élevé maintient la dormance, mais ne tue pas la graine qui peut germer par quand les conditions seront meilleures[10].
L'accumulation de sable peut atteindre en Islande 50 cm de hauteur ou plus en 3 mois, en été près des estuaires des rivières glaciaires sur la côte sud, ce qui peut aussi menacer la survie et la croissance de L. arenarius naturellement présent ou réimplanté. Les jeunes plantules ont un grand potentiel d'étiolement pour leur partie végétative non exposée au soleil, leur permettant dans une certaine mesure d'émerger du sable (même d'une quinzaine de cm d'épaisseur de sable) après la germination et de suivre l'élévation du sable. Selon l'origine des populations, côtières ou intérieures, la plante est plus ou moins résistante au sel[11].
En France, Leymus arenarius est protégée au niveau national, et inscrite sur la liste des espèces végétales protégées sur l'ensemble du territoire français métropolitain[12].
Leymus arenarius (synonyme : Elymus arenarius L.), le seigle de mer ou élyme des sables, est une espèce de plantes monocotylédones de la famille des Poaceae (graminées), sous-famille des Pooideae, originaire d'Europe. Ce sont des plantes herbacées vivaces. Cette espèce qui appartient à la même tribu (Triticeae) que le genre Triticum, fait partie du pool génique tertiaire du blé.
L'espèce est typique des littoraux au climat boréal des régions paléarctique et néarctique. Rare dans les régions aux latitudes plus basses, elle fait souvent l'objet de protection.
Melgresi (melgras, melur eða sandhafrar) (fræðiheiti: Leymus arenarius) er sérlega stórgert og hávaxið gras, allt að 90 sentímetra á hæð. Það er fyrst og fremst þekkt fyrir að geta vaxið í þurrum fjörusandi og sandorpnum hraunum og bundið þar foksand. Melgresi er því mikið notað við uppgræðslu. Ax melgresis er 12 til 20 sentimetra langt. Smáöxin hafa þrjú blóm. Stundum er fjórða blómið en það er þá gelt.
Þúfa vaxin melgresi nefnist melakollur, melhnubbur eða melborg (melborg er þó oftast notað um hól vaxinn melgresi).
Melgresi vex villt á ströndum norður og vestur Evrópu. Náskyld tegund; Dúnmelur (Leymus mollis, áður nefnd Elymus arenarius ssp. mollis)er villt á nyrðri ströndum N-Ameríku. Þó melgresi vaxi á Íslandi einnig til landsins vex það víða annars staðar nær eingöngu sem strandplanta.
Melkorn (eða melbygg) nefndist korn af melgresinu og var á Austurlandi (í Skaftafellssýslum) nýtt til brauðgerðar. Tisma eða tismi nefndist brauðdeigið sem var gert úr melkorni. Melgresið var þá skorið og hrist (talað var um að skaka mel) og korn þess þurrkuð í sofnhúsum. Sofnhús gat verið klefi eða grjóthlaðinn kofi. Sigðagjöld var mjölgrautur úr melkorni, en hann var gefinn hjúum fyrir melskurð.
Nokkuð hefur verið reynt að kynblanda melgresi og hveiti til að; auka fræþéttni melgresis, til að mynda blendingstegund "melhveiti" og/eða fá æskilega eiginleika melgresis í hveiti.[1][2] Sambærilegt hefur verið reynt með dúnmel.
Í Norðurhluta Kanada er melgresi notað af Inúítum í körfugerð. Sanikiluaq, Nunavut er sérstaklega þekkt fyrir melgresis körfur sínar – hefð sem dó út fyrir tuttugu árum, en hefur gengið í endurnýjun lífdaga.[3][4] Á Grænlandi er hefð fyrir því að nota hálminn sem innlegg í hefðbundin grænlensk stígvél ("kamik").
í Evrópu hafa stönglarnir verið notaðir til reftunar húsþaka og til grófs vefnaðar. Fræin hafa verið nýtt til matar fyrr á tímum. Svo snemma sem í byrjun 18du aldar hefur melgresi verið notað til að binda sand á sjávarströndum.[5]
Leymus arenarius getur aukið vöxt mikið, bæði í hæð og í rótarvexti við aukningu á nitri. Það þekkist að melgresi safni nitri í rótarkerfið. Þetta hjálpar melgresi í samkeppni við annann gróður. Nitur eykur fræmyndun, jafnvel um 70% í íslensku melgresi. Fræþéttnin eykst við aukningu á nitri, samanborið við fosfór og kalí sem gefa bara smávægilega aukningu bæði í fræmagni og þéttleika. Blaðastærð og þéttleiki aukast einnig við aukin næringarefni. Blaðmassi minnkaði um 20% við að fjarlægja nitur, fosfór og kalí. Nitur er hagkvæmt efni til að auka magn og virkni melgresis.[6] Við eldgos eykur melgresi stærð sandalda.[7]
Melgresi myndar svepprót. Svepprótin eykur upptöku næringarefna úr jarðveginum með því að auka mikið við rótarkerfið sem aftur eykur bindingu jarðvegs. Fleiri plöntur koma upp af fræi ef sveppurinn (sem er sambýlingur við melgresi) er til staðar.[8]
Melgresi aðlagast vel söltum jarðvegi. Þegar borið er saman saltþol íslensks melgresis og innlands-melgresis, sýnir íslenskt melgresi meira saltþol. Saltþolið virðist erfast. Fræ Íslensks melgresis spírar betur við meiri seltu en innlands-melgresið. Í Finnlandi ber á sama saltþolinu meðfram vegum sem salt er borið á á vetrum. Gildi pH við vegi svipar til pH gildis við sjávarstrendur.[9]
Melgresi hefur mikið þol/ónæmi fyrir sýkingum. Allt í allt eru 160 afrit fyrir örveruhemjandi peptíð í smáplöntum. Það eru 30 afrit af kóðun fyrir einstök örveruhemjandi peptíð. Þau eru ekki til staðar í öðrum plöntutegundum, og bæta við ónæmiskerfi plöntunnar sjálfrar. Gera hana þannig ónæmari fyrir sýkingum en nokkurri skyldri tegund.[10]
Leymus arenarius er talin hafa myndast við kynblöndun L. racemosus og annarrar óþekktrar tegundar í mið Evrasíu, eða við fjöllitnunar viðburð (polyploidization event).[11] DNA greining sýnir að innlands- og strand-melgresi eru ekki tölfræðilega frábrugðin hvort öðru. L. arenarius er nýleg tegund og hefur haft lítinn tíma til að mynda erfðafræðilegan breytileika.Snið:Clarify Leymus arenarius er miklu yngri tegund en N-Ameríski ættingi hennar L. mollis, sem hefur verið til síðan um ísöld.Snið:Clarify Íslenskt og pólskt L. arenarius sameindalega einsleit.[11]
Melgresi (melgras, melur eða sandhafrar) (fræðiheiti: Leymus arenarius) er sérlega stórgert og hávaxið gras, allt að 90 sentímetra á hæð. Það er fyrst og fremst þekkt fyrir að geta vaxið í þurrum fjörusandi og sandorpnum hraunum og bundið þar foksand. Melgresi er því mikið notað við uppgræðslu. Ax melgresis er 12 til 20 sentimetra langt. Smáöxin hafa þrjú blóm. Stundum er fjórða blómið en það er þá gelt.
Þúfa vaxin melgresi nefnist melakollur, melhnubbur eða melborg (melborg er þó oftast notað um hól vaxinn melgresi).
Smiltāju kāpukviesis (latīņu: Leymus arenarius) - daudzgadīgs 60 - 120 cm augsts graudzāļu dzimtas lakstaugs. Sastopams diezgan bieži, sevišķi gar jūrmalu. Saknenis garš, ložņājošs. Stumbru nedaudz, tie ir taisni, spēcīgi, gludi, ar lapām. Lapas pamīšus, vienkāršas, veselas, 0,5 - 1 cm platas, nosmailotas, plakanas, vēlāk ieritinātas, cietas, virspusē raupjas, apakšā gludas, ar dzīsliņām, zilganas. Lapu makstis garas, kailas, rievainas, mēlīte īsa, strupa, zobaina. Zied jūnijā un jūlijā. Ziedkopa - 15 - 25 cm gara, taisna, blīva vārpa ar daudzām vārpiņām. Vārpiņas 1,8 - 2,5 cm garas, sēdošas, sakopotas pa 2, retāk pa 3 vai 4, bez akotiem, ar 3 - 5 ziediem. Vārpiņas plēksnes cietas, šauri lancetiskas, gari nosmailotas, galotnē ar matiņiem vai kailas, dzīsla 1 vai 3. Zieda plēksnes gandrīz vienādas; zieda ārējā plēksne lielāka, plati lancetiska, ar 5 - 7 dzīsliņām, bez šķautnes, ar matiņiem; zieda iekšējai plēksnei šķautne ar matiņiem. Vārpiņas ass starp ziediem visapkārt pūkaina. Auglis - līdz 0,9 cm garš grauds.
Zandhaver (Leymus arenarius synoniem: Hordeum arenarium) is een vaste plant die behoort tot de grassenfamilie. De soort komt van nature voor in Noord-Europa en aan de West-Europese kusten. De plant heeft 2n = 56 chromosomen. Zandhaver wordt ook in de siertuin gebruikt.
De plant wordt 60-150 cm hoog en vormt stevige, meterslange, witte wortelstokken. De dikke, blauwachtige, witachtige of grijsgroene stengel is kaal en staat rechtop. Het blauwachtige of grijsgroene blad is 20-60 cm lang en 8-12 mm breed en aan de top stekelpuntig. Op de overgang naar de bladschede zit een 1,5 mm lang tongetje en 3 mm lange, naar buiten staande oortjes. Op de bovenzijde van het blad zitten op de nerven stekelige haren, waardoor het blad ruw aanvoelt. De bladeren rollen bij droogte ineen. Het jonge blad komt gerold uit de bladschede tevoorschijn.
Zandhaver bloeit van mei tot in juli. De bloeiwijze is een 15-30 cm lange, rechtopstaande aar met een topaartje. De aartjes zijn ongesteeld en zitten meestal twee aan twee op de aarspil, maar in het midden van de aar met zijn drieën. Een aartje bestaat meestal uit 3-4 bloempjes. De lancetvormige, toegespitste kelkkafjes zijn 20-30 mm lang en hebben drie nerven. De 15-25 mm lange, breedlancetvormige, dichtbehaarde, onderste kroonkafjes hebben 7 nerven. De bovenste, tweenervige kroonkafjes zijn evenlang als de onderste en aan de voet behaard. De groengele helmknoppen zijn 7-8 mm lang.
De 6-8 mm lange vrucht, zaad genoemd, is een graanvrucht, waarbij de omhullende kafjes vergroeid zijn met de vrucht.
Zandhaver komt voor op stuifduinen, langs het IJsselmeer en langs spoorwegen.
De namen in andere talen kunnen vaak eenvoudig worden opgezocht met de interwiki-links.
Zandhaver (Leymus arenarius synoniem: Hordeum arenarium) is een vaste plant die behoort tot de grassenfamilie. De soort komt van nature voor in Noord-Europa en aan de West-Europese kusten. De plant heeft 2n = 56 chromosomen. Zandhaver wordt ook in de siertuin gebruikt.
De plant wordt 60-150 cm hoog en vormt stevige, meterslange, witte wortelstokken. De dikke, blauwachtige, witachtige of grijsgroene stengel is kaal en staat rechtop. Het blauwachtige of grijsgroene blad is 20-60 cm lang en 8-12 mm breed en aan de top stekelpuntig. Op de overgang naar de bladschede zit een 1,5 mm lang tongetje en 3 mm lange, naar buiten staande oortjes. Op de bovenzijde van het blad zitten op de nerven stekelige haren, waardoor het blad ruw aanvoelt. De bladeren rollen bij droogte ineen. Het jonge blad komt gerold uit de bladschede tevoorschijn.
Zandhaver bloeit van mei tot in juli. De bloeiwijze is een 15-30 cm lange, rechtopstaande aar met een topaartje. De aartjes zijn ongesteeld en zitten meestal twee aan twee op de aarspil, maar in het midden van de aar met zijn drieën. Een aartje bestaat meestal uit 3-4 bloempjes. De lancetvormige, toegespitste kelkkafjes zijn 20-30 mm lang en hebben drie nerven. De 15-25 mm lange, breedlancetvormige, dichtbehaarde, onderste kroonkafjes hebben 7 nerven. De bovenste, tweenervige kroonkafjes zijn evenlang als de onderste en aan de voet behaard. De groengele helmknoppen zijn 7-8 mm lang.
De 6-8 mm lange vrucht, zaad genoemd, is een graanvrucht, waarbij de omhullende kafjes vergroeid zijn met de vrucht.
Zandhaver komt voor op stuifduinen, langs het IJsselmeer en langs spoorwegen.
Strandrug (Leymus arenarius, tidligere Elymus arenarius) er en flerårig gressart med karakteristiske blågrønne, lange og spisse blader, og et kornstrå med aks som kan minne om rug. Rotsystemet er forgrent og sprer planten som bindeplante langs sandstrender. Høyden er 40-70 cm.
Bladene er 8-15 mm brede, spisse ytterst og hule nederst, og kan rulle seg til sylinderformasjon i sterkt sollys for å holde på fuktighet. Bladnervene er relativt grove. Aksene er 15-30 cm høye, og går fra grønt til halmgult i løpet av sommeren. Aksene vokser med 2-4 småaks per ledd på kornstilken.
Strandrug er blant de mest nøysomme plantene i sandstrender, men plasserer seg likevel gjerne ytterst (mot strandsiden) for å nyte godt av jord som blåser inn over stranden.
Planten vokser langs strender i hele kyst-Norge, samt langs elvebredder i innlandet. I nødsår har strandrug blitt brukt som basis for mel i Norge.
Strandrug (Leymus arenarius, tidligere Elymus arenarius) er en flerårig gressart med karakteristiske blågrønne, lange og spisse blader, og et kornstrå med aks som kan minne om rug. Rotsystemet er forgrent og sprer planten som bindeplante langs sandstrender. Høyden er 40-70 cm.
Bladene er 8-15 mm brede, spisse ytterst og hule nederst, og kan rulle seg til sylinderformasjon i sterkt sollys for å holde på fuktighet. Bladnervene er relativt grove. Aksene er 15-30 cm høye, og går fra grønt til halmgult i løpet av sommeren. Aksene vokser med 2-4 småaks per ledd på kornstilken.
Strandrug er blant de mest nøysomme plantene i sandstrender, men plasserer seg likevel gjerne ytterst (mot strandsiden) for å nyte godt av jord som blåser inn over stranden.
Planten vokser langs strender i hele kyst-Norge, samt langs elvebredder i innlandet. I nødsår har strandrug blitt brukt som basis for mel i Norge.
Wydmuchrzyca piaskowa (Leymus arenarius (L.) Hochst.) – gatunek rośliny z rodziny wiechlinowatych (Poaceae)[3]. Znana jest też jako wydmuchrzyca nadmorska[4].
Występuje na środkowych i północnych terenach Europy, głównie na wydmach nadmorskich, rzadziej na śródlądowych. Nie występuje w basenie Morza Śródziemnego. Jako gatunek zawleczony rozprzestrzenia się gdzieniegdzie poza tymi obszarami swojego rodzimego zasięgu[5]. W Polsce występuje pospolicie nad Bałtykiem, w innych regionach kraju tylko jako gatunek zawleczony lub zasiewany przez ludzi[6].
Wydmuchrzyca piaskowa (Leymus arenarius (L.) Hochst.) – gatunek rośliny z rodziny wiechlinowatych (Poaceae). Znana jest też jako wydmuchrzyca nadmorska.
Strandråg (Leymus arenarius) är en flerårig ört tillhörande familjen gräs. Synonymt med Strandhavre.[1]
Arten är högväxt och växer i grupp. Bladen är breda, tjocka och har en något vitgrön ton. Blomställningen har ett enda tvåsidigt ax som i sin tur har småax sittande i två rader med 2-3 småax vid varje led. Varje småax innehåller 3-5 blommor. Skärmfjällen är smala, håriga och täcker hela småaxet. Småaxen saknar borst.
Arten växer mestadels på sandiga, grusiga stränder eller sandig strandmark men ibland även i sandiga områden inåt landet. Trivs mycket bra även i sanddyner och flygsand. Den förekommer längs hela de norska, svenska, finska kusterna samt även fläckvis inåt landet. Förekommer överallt i Danmark. Den har till och med planterats ut på många håll på grund av sin förmåga att binda flygsand.
Carl von Linné klassificerade ursprungligen arten i växtsläktet Elymus, vilket sedan Christian Ferdinand Hochstetter kom att revidera släktet till Leymus arenarius, det namn som används idag. Artepitetet kommer av latinets arena som betyder sand, vilket åsyftar artens vanligaste biotop.
Äldre svenska regionala namn är Elm, Sandelm, Strandelm, Strandhavre och Gåshavre[2].
Wikimedia Commons har media som rör Strandråg.
Strandråg (Leymus arenarius) är en flerårig ört tillhörande familjen gräs. Synonymt med Strandhavre.
Багаторічник. Кореневища подовжені. Стебла прямостоячі або колінчасто висхідні, 60–200 см завдовжки. Листя стеблове. Язичок 0.3–1 мм довжиною. Листові пластини 20–60 см завдовжки, шириною 8–22 мм, жорсткі, сизі. Волоті 15–35 см завдовжки. Колоски довгасті або клиновидні, стислі з боків, 20–32 мм завдовжки. Зернівки довжиною 6–10 мм.
Європа: Естонія, Латвія, Литва, Росія, Білорусь, Україна, Бельгія, Німеччина, Нідерланди, Данія, Фінляндія, Ісландія, Норвегія, Швеція, Велика Британія, Франція, Іспанія. Натуралізований: Фолклендські о-ви, Австралія, Нова Зеландія, Канада, США, Аргентина, Чилі.
В Україні зростає на пісках — у західній частині дуже рідко (околиці Ковеля Волинської обл., Львова і Явора Львівської обл.)[1].
Це незавершена стаття про Тонконогові.Leymus arenarius là một loài thực vật có hoa trong họ Hòa thảo. Loài này được (L.) Hochst. mô tả khoa học đầu tiên năm 1848.[1]
,_aar.jpg)
Leymus arenarius là một loài thực vật có hoa trong họ Hòa thảo. Loài này được (L.) Hochst. mô tả khoa học đầu tiên năm 1848.
Leymus arenarius (L.) Hochst. (1848)
Синонимы
Колосня́к песча́ный (лат. Léymus arenárius) — вид многолетних травянистых растений рода Колосняк (Leymus) семейства Злаки, или Мятликовые (Poaceae).
Естественная область распространения находится в северной половине Европы. Встречается на приморских песках на севере европейской части России. Занесён или интродуцирован в Северную Америку и Гренландию[3][4].
Пастбищное и сенокосное кормовое растение. Используется также в качестве закрепителя песков[4].
В Исландии муку из зёрен колосняка песчаного примешивают при приготовлении хлеба[5].
Колосня́к песча́ный (лат. Léymus arenárius) — вид многолетних травянистых растений рода Колосняк (Leymus) семейства Злаки, или Мятликовые (Poaceae).
,_aar.jpg)
,_aar.jpg)
,_plant.jpg)
,_oortjes.jpg)
