Şərq sünbülçiçəyi (lat. Hyacinthus orientalis)[1] — sünbülçiçəyi cinsinə aid bitki növü.[2]
Şərq sünbülçiçəyi (lat. Hyacinthus orientalis) — sünbülçiçəyi cinsinə aid bitki növü.
Hyacint východní (Hyacinthus orientalis) je druh jednoděložné rostliny z čeledi chřestovité (Asparagaceae). V minulosti byl řazen do čeledi hyacintovité (Hyacinthaceae), případně do čeledi liliovité v širším pojetí (Liliaceae s.l.).
Jedná se o asi 10–30 cm vysokou vytrvalou rostlinu s kulovitou podzemní cibulí s šupinami, obalenou v hnědofialové slupce. Listy jsou jen v přízemní růžici, přisedlé, nejčastěji 4-6 z jedné cibule. Čepele jsou čárkovité až čárkovitě kopinaté, asi 2–4 cm široké, na vrcholu mají kápovitou špičku. Květy jsou v květenstvích, kterým je hrozen, obsahuje nejčastěji 10-20 květů, na bázi květních stopek jsou drobné listeny. Okvětních lístků je 6, asi 10–25 mm dlouhé, jsou srostlé v okvětní trubku, která je dole trochu nafouklá, nahoře jsou cípy vně vyhnuté. Pěstuje se mnoho barevných kultivarů, nejčastěji modré, růžové a bílé. Tyčinek je 6, jsou srostlé s okvětní trubkou, prašníky jsou modré. Gyneceum je srostlé ze 3 plodolistů. Plodem je kulovitá tobolka[1].[2]
Hyacint východní je původní v jihozápadní Asii, hlavně v Turecku a v Sýrii. Pěstovaný a zdomácnělý je i jinde, např. v jižní Evropě.
V ČR je často pěstován jako okrasná rostlina v zahradách a parcích. Kvete brzy na jaře, už v březnu až dubnu.[1]
Obrázky, zvuky či videa k tématu hyacint východní ve Wikimedia Commons
Hyacint východní (Hyacinthus orientalis) je druh jednoděložné rostliny z čeledi chřestovité (Asparagaceae). V minulosti byl řazen do čeledi hyacintovité (Hyacinthaceae), případně do čeledi liliovité v širším pojetí (Liliaceae s.l.).
Almindelig hyacint (Hyacinthus orientalis) eller blot Hyacint er en løgplante med en grundstillet bladroset og en opret stængel. Arten var oprindeligt udbredt i det sydlige Tyrkiet og det vestlige Syrien. Planten dyrkes og er kendt for sin kraftige duft.
Stænglen er tyk og hårløs, ofte rødligt farvet. Bladene er linjeformede med hel rand, parallelle ribber og en bådformet spids. Begge bladsider er ensartet lysegrønne. Den oprette stængel bærer en endestillet blomsterstand i april-maj. De enkelte blomster er regelmæssige og 3-tallige. De seks sammenvoksede blosterblade danner et rør med de frie spidser som en skålformet krave. Kronbladene er (hos den vilde form) blålilla eller hvide. Frugterne er kapsler med mange frø
Rodnettet består af et løg med en tæt masse af grone trævlerødder, der bryder frem af løgets nederste del. Planten kan både formere sig ved dannelse af sideløg og ved frø.
Højde x bredde og årlig tilvækst: 0,25 x 0,20 m (25 x 20 cm/år).
Arten var oprindeligt udbredt i det sydlige Tyrkiet og det vestlige Syrien. Senere har den spredt sig fra dyrkning og er nu naturaliseret i bl.a. Frankrig, Italien og Grækenland. Arten findes på kalkbjerge i 400-1.600 m højde, hvor den vokser på sætere og i krat.
I nationalparken på bjerget Başkonuş i Kahramanmaraş-provinsen, Tyrkiet, (dvs. i det område, som tidligere blev kaldt Kilikien) vokser arten i 1.300 m højde på brun skovjord sammen med bl.a. alm. humlebøg, alm. taks, calabrisk fyr, frynseeg, græsk jordbærtræ, kilikisk ædelgran, kirsebærkornel, libanonceder, Lonicera caucasica (en art af gedeblad), mannaask, orientalsk avnbøg, orientalsk bøg, rød kornel, rødel, tarmvridrøn og tyrkisk sortfyr[1][2]
Hyacinter har traditionelt været brugt til tidlig drivning af løg i særlige ”hyacintglas”. Nu er de ved at blive juleplanter i Danmark, hvor man begynder at kunne købe forspirede løg i butikkerne i løbet af november , som så kan sættes til blomstring indendørs. Når de er afblomstrede, kan man så gemme løget og sætte det ud i haven. De dyrkede hyacinter fås i mange sorter og i farverne rød, blå, lilla og hvid.
Hyacinthus orientalis subsp. orientalis – i det sydlige Tyrkiet og det vestlige Syrien Hyacinthus orientalis subsp. chionophilus – ved snegrænsen i det centrale Tyrkiet og i Syrien
Almindelig hyacint (Hyacinthus orientalis) eller blot Hyacint er en løgplante med en grundstillet bladroset og en opret stængel. Arten var oprindeligt udbredt i det sydlige Tyrkiet og det vestlige Syrien. Planten dyrkes og er kendt for sin kraftige duft.
Die Gartenhyazinthe (Hyacinthus orientalis) ist eine Pflanzenart aus der Gattung der Hyazinthen (Hyacinthus) in der Familie der Spargelgewächse (Asparagaceae).
Die Gartenhyazinthe ist eine ausdauernde Zwiebelpflanze, die Wuchshöhen von 15 bis 40 Zentimetern erreicht. Bei der Wildform sind (4) 6 bis 8 Blätter mit einer Breite von 0,4 bis 1,5 Zentimeter vorhanden, bei Sorten sind sie 1 bis 3 (4) Zentimeter breit. Die Blätter sind aufrecht, rinnig und haben eine Kapuzenspitze. Die Blüten der Wildform sind violettblau, selten auch weiß. Die Perigonzipfel von Hyacinthus orientalis subsp. orientalis sind 1/2 bis 4/5 so lang wie die Röhre, bei Hyacinthus orientalis subsp. chionophilus sind sie so lang wie die Röhre.
Die Blütezeit ist im April, manchmal auch noch im Mai.
Die Chromosomenzahl beträgt 2n = 16, doch kommen auch die Zahlen 24, 25, 26, 27, 28 und 30 vor.[1]
Die Unterart Hyacinthus orientalis subsp. orientalis stammt ursprünglich aus der Süd-Türkei und West-Syrien bis ins nördliche Israel und wurde in Süd-Frankreich, Italien und auf dem südlichen Balkan eingebürgert. Sie wächst auf Kalkfelshängen und in Gebüschen in Höhenlagen von 400 bis 1.600 Metern. Hyacinthus orientalis subsp. chionophilus kommt in der südlichen Zentraltürkei auf Kalkhängen, Schotter und Klippen, oft an schmelzendem Schnee, in Höhenlagen von 1.600 bis 2.500 Metern vor.
Zwei Unterarten sind beschrieben worden[2]:
Die Gartenhyazinthe wird verbreitet als Zierpflanze in Rabatten, Schalen und in der Treiberei genutzt. In der Parfümindustrie Südfrankreichs wurde sie zur Duftstoffgewinnung genutzt, bis Phenylacetaldehyde eingesetzt wurden. Im Orient ist sie seit dem Altertum, in Mitteleuropa seit ungefähr 1560 in Kultur. Es sind über 100 Sorten bekannt. Diese haben 20 bis 40 Blüten, deren Farbspektrum blass- bis dunkelviolettblau, blass- bis dunkelrosa, rot, hell- bis dunkelgelb, orange, lachsfarbig und weiß umfasst. Die Blüten können auch gefüllt sein.
Die Gartenhyazinthe (Hyacinthus orientalis) ist eine Pflanzenart aus der Gattung der Hyazinthen (Hyacinthus) in der Familie der Spargelgewächse (Asparagaceae).
Hyacinthus orientalis, the common hyacinth, garden hyacinth or Dutch hyacinth, is a species of flowering plant in the family Asparagaceae, subfamily Scilloideae, native to southwestern Asia, southern and central Turkey, northwestern Syria, Lebanon and northern Israel. It was introduced to Europe in the 16th century. It is widely cultivated everywhere in the temperate world for its strongly fragrant flowers which appear exceptionally early in the season, and frequently forced to flower at Christmas time.[2]
It is a bulbous plant, with a 3–7 cm (1.2–2.8 in) diameter bulb. The leaves are strap-shaped, 15–35 cm (5.9–13.8 in) long and 1–3 cm (0.39–1.18 in) broad, with a soft, succulent texture, and produced in a basal whorl. The flowering stem is a raceme, which grows to 20–35 cm (7.9–13.8 in) (rarely to 45 cm (18 in)) tall, bearing 2–50 fragrant purple flowers 2–3.5 cm long with a tubular, six-lobed perianth.
In Greek mythology, Hyacinth was a young man admired by Apollo and Zephyr, but killed by a discus in a jealous fight between the two gods; a flower was allegedly named after him when it sprang from his blood. However, Theophrastus describes both a cultivated and a wild plant called ὑάκινθος (hyakinthos), neither of which are considered to be the modern hyacinth.[3]
The reproduction of the plant in cultivation can be done easily by dividing the newly appeared bulbs from the main plant. In nature, this method is also used by the hyacinth, but the plant also has a specific kind of reproduction by seeds.
The plant is pollinated by different insects such as honey bees. The flowers are very fragrant and attract the insects by rewarding them with nectar.[4]
After flowering, the ripening of the seed capsules begins. They are fleshy, spherical structures.[4] When the capsules reach maturity, they get dried and split into three parts. Each part has two subdivisions and contains a different quantity of seeds. The seeds are black grains with one white elaiosome of variable size. The seeds are dispersed through myrmecochory; that is, ants find the seeds and take them into their burrows, where they use the elaiosome for food. There, the seeds can germinate.
H. orientalis has a long history of cultivation as an ornamental plant, grown across the Mediterranean region, and later France (where it is used in perfumery), the Netherlands (a major centre of cultivation) and elsewhere.
It flowers in the early spring, growing best in full sun to part shade in well-drained, but not dry, soil. It requires a winter dormancy period, and will only persist in cold-weather regions. It is grown for the clusters of strongly fragrant, brightly coloured flowers. Over 2,000 cultivars have been selected and named, with flower colour in shades of blue, white, pale yellow, pink, red or purple; most cultivars have also been selected for denser flower spikes than the wild type, bearing 40–100 or more flowers on each spike.
The following cultivars have gained the Royal Horticultural Society's Award of Garden Merit:-[5]
Hyacinths are among the most popular bulbs selected for the process known as forcing, whereby plants are induced to flower earlier than their natural season (in this case, Christmas). It involves depriving bulbs of light and warmth for a period of several weeks, before growing them on in a bright, cool place such as a kitchen windowsill. It is possible to grow the bulbs in a narrow-necked vase of water, thus being able to view the root growth. Alternatively, bulbs can be purchased pre-forced.[22][23]
H. orientalis contains alkaloids and is toxic if eaten in large quantities. The bulb, however, is the most poisonous part and should not be ingested under any circumstances.
Hyacinthus orientalis, the common hyacinth, garden hyacinth or Dutch hyacinth, is a species of flowering plant in the family Asparagaceae, subfamily Scilloideae, native to southwestern Asia, southern and central Turkey, northwestern Syria, Lebanon and northern Israel. It was introduced to Europe in the 16th century. It is widely cultivated everywhere in the temperate world for its strongly fragrant flowers which appear exceptionally early in the season, and frequently forced to flower at Christmas time.
Hyasintti eli tuoksuhyasintti (Hyacinthus orientalis) on parsakasvien (Asparagaceae) heimoon kuuluva monivuotinen sipulikasvi, jota kukkiensa vuoksi kasvatetaan koristekasvina. Kasvi on peräisin Keski- ja Etelä-Turkista.[1]
Hyasintti on sipulikasvi, jonka sipulin läpimitta on 3-7 cm. Sen lehdet ovat pitkänomaiset, 18-35 cm pitkät ja 1-3 cm leveät ja pinnalta pehmeät. Sen kukintovarsi on 20-30 cm, joskus jopa 45 cm pitkä ja pystysuora, ja siinä on 2-50 violetin väristä kukkaa, joista jokaisessa on kuusi terälehteä.[2]
Hyasintilla on pitkä historia viljeltynä koristekasvina. Sitä on kasvatettu ensin Välimeren maissa, myöhemmin Ranskassa, jossa sitä on käytetty myös hajuvesien valmistukseen. Nykyisin sitä kasvatetaan eniten Alankomaissa.
Hyasintti kukkii varhain keväällä. Se kasvaa parhaiten aurinkoisessa tai puolivarjoisessa paikassa riittävän kosteassa maaperässä. Sillä on talvisin lepokausi, minkä vuoksi sitä ei voi kasvattaa tropiikissa. Hyötämällä se on mahdollista saada kukkimaan keskellä talveakin, minkä vuoksi siitä on tullut suosittu joulukukka.[3]
Hyasinttia kasvatetaan sen kirkkaanväristen kukkien vuoksi. Siitä on olemassa yli 2 000 lajiketta, joiden kukkien väri vaihtelee. Tavallisimpia ovat violetit, mutta on myös sinisiä, valkoisia, vaaleankeltaisia ja punaisia hyasintteja. Useimmilla viljellyillä lajikkeilla on enemmän kukkia kuin kasvin villimuodoilla.[2]
Hyasintti sisältää alkaloideja, jotka suurina määrinä ovat myrkyllisiä. Kasvin myrkyllisin osa on sen sipuli, jota ei pidä missään tapauksessa syödä.[2] Lisäksi hyasintista haihtuvat tuoksuvat eteeriset öljyt saattavat aiheuttaa allergiaa.[4]
Hyasintti eli tuoksuhyasintti (Hyacinthus orientalis) on parsakasvien (Asparagaceae) heimoon kuuluva monivuotinen sipulikasvi, jota kukkiensa vuoksi kasvatetaan koristekasvina. Kasvi on peräisin Keski- ja Etelä-Turkista.
La Jacinthe d'Orient communément appelée simplement « jacinthe » (Hyacinthus orientalis L.) est une plante bulbeuse de la famille des Asparagaceae cultivée pour ses fleurs parfumées et colorées.
Originaire de l'Asie occidentale et moyen-orientale : Turquie, région de Bagdad et d’Alep elle pousse du niveau de la mer jusqu'à 2 000 m d'altitude.
Naturalisée en Europe méditerranéenne ; en France on peut la voir en Bouches-du-Rhône, Var, Alpes-Maritimes, Lot-et-Garonne.
La forme sauvage est une plante vivace pouvant atteindre une hauteur de 20 à 30 cm. Son bulbe est ovale et assez gros. Glabrescente, elle comporte 4 à 6 feuilles étalées ou presque dressées, linéaires-obtuses, canaliculées qui font de 5 à 15 mm de large. La plante produit une tige florale assez épaisse portant des fleurs odorantes bleu pâle, parfois roses, violet pâle ou blanches. Elle comporte de 2 à 8 fleurs (rarement jusqu’à 15) en grappe très lâche, presque unilatérale. Le pédicelle est bien plus court que le périanthe long de 2-3 cm, lui-même plus long que la bractée qui est très courte et souvent bifide. Le périanthe est ventru à la base, à lobes oblongs, étalés-recourbés, plus courts que le tube.
La jacinthe cultivée est issue de plus de 400 ans de sélection. Elle est plus robuste et plus haute que la jacinthe sauvage et peut atteindre 50 cm de haut. Elle a surtout une hampe florale très fournie pouvant compter jusqu'à une centaine de fleurs. Bien que n'étant pas des groupes botaniquement valides, il est d'usage de distinguer plusieurs groupes de jacinthes cultivées :
C'est celle qui est le plus couramment cultivée. Elle est le fruit d'une sélection de la jacinthe sauvage. Il en existe d'innombrables clones dans les couleurs bleue, violette, rouge, rose, blanche, jaune, orange parfois à fleurs doubles.
Au début du XXe siècle il y eut des bulbes de très petit calibre produisant une tige florale moins dense vendue sous le nom de « cynthella ». Cette présentation n'est plus produite.
Depuis quelques années sont commercialisées des jacinthes dites « multiflores » portant souvent le nom de « festival » le plus souvent bleues, roses et blanches. Ce sont en fait des bulbes de variétés classiques spécialement traitées pour produire plusieurs petits bulbes qui produisent chacun une tige florale donnant ainsi l'impression d'être multiflore. Les fleurs sont moins denses sur la tige. Leurs couleurs et aspect général les font ressembler à la jacinthe « parisienne » cependant la forme des fleurs est bien celle des jacinthes « de Hollande ».
Le bulbe produit plusieurs tiges florales de façon naturelle. Produite dans les années 1940 par George van Veld par croisement entre « parisienne » et « hollandaise ». Elles fleurissent plus tôt que les "hollandaises" et produisent naturellement plusieurs tiges florales par bulbe avec des fleurs ressemblant aux « hollandaises » mais disposées de façon moins serrée sur la hampe et au parfum plus prononcé. En pleine terre, elle se multiplie facilement. Elles ne sont que rarement disponibles à la vente. Variétés : 'Borah' aux fleurs bleu clair, 'Snow White' aux fleurs blanches. Il existe aussi des clones aux fleurs roses.
Nom ancien Hyacinthus provincialis Jord, maintenant admis comme synonyme du nom principal. Elle fleurissent plus tôt que les « hollandaises » et produisent plusieurs tiges florales par bulbe. Les fleurs sont moins nombreuses sur une tige et peuvent être blanches, bleues ou roses, parfois doubles. Les pétales sont plus étroits que la jacinthe « de Hollande » et sont plus incurvés. En culture en pleine terre, elle se multiplie facilement pouvant former un petit tapis au fil des ans.
Elle peut soit désigner une forme de « parisienne » à fleur blanche naturalisée dans le sud de la France, soit une plante différente : Bellevalia romana (syn. Hyacinthus romanus). D'origine méditerranéenne elle a une taille plus petite et porte des fleurs blanches. Elle est moins résistante au froid. La confusion vient d'une ressemblance effective avec une jacinthe blanche.
Depuis les débuts de la sélection plusieurs milliers de cultivars ont été créés dont la plupart n'existent plus. En 1989 une liste donne 183 cultivars à fleurs simples et 60 à fleurs doubles. Sur ce nombre seuls 56 simples et 4 doubles sont encore couramment commercialisés dont moins d'une quarantaine sont facilement trouvables.
On peut citer parmi les plus courants :
Elle préfère les sols plutôt basiques à texture fine même caillouteux donc plutôt léger à sableux, calcaire ou pas mais bien drainée car l'humidité stagnantes lui est fatale et en situation ensoleillée ou ombre légère.
La plante n'aime pas la fumure fraîche mais une fumure ancienne bien décomposée peut être utile. Les bulbes sont mis en place en septembre-novembre à 15-20 cm de distance à une profondeur de 10 cm.
Supportant sans problème jusqu'à -15 °C, les bulbes peuvent rester en place toute l'année dans la plupart des régions (zone de rusticité 7) et refleurir tous les ans en produisant de temps en temps quelques nouveaux bulbes. Dans ce cas, la hampe florale est un peu moins fournie mais reste encore très belle.
Selon les conditions de culture et les variétés, il arrive que la souche dégénère au bout de 3-4 ans et ne produise presque plus de fleurs mais ceci est assez rare. Il suffit parfois de changer l'exposition ou les paramètres édaphiques pour remédier au problème.
Les nouvelles variétés sont produites par semis et demandent 5-6 ans pour fleurir. Pour la production commerciale, les horticulteurs entaillent les bulbes pour provoquer la production de bulbilles et élèvent celles-ci pendant 3 à 4 ans pour les amener à fleurir.
En pot : même paramètres de culture qu'en pleine terre.
En « carafe » : dans des récipients en verre avec les racines trempant dans l'eau. Le but est principalement d'avoir une floraison en décembre. Les bulbes doivent subir une vernalisation en les plaçant au frais, par exemple dans le bas du réfrigérateur, pendant 6 semaines. Puis ils sont placés pointe vers le haut dans un « vase de forçage » dont la forme présente un étranglement étudié pour maintenir le bulbe au-dessus du niveau de l'eau. Installé dans l'obscurité et encore au frais, le bulbe ne tarde pas à germer. Quand les racines font une dizaine de centimètres, le vase peut être sorti à la lumière à température normale d'une pièce de vie.
Le bulbe cultivé de cette manière est épuisé et planté en terre ; il mettra au moins deux ans à refleurir. La même méthode de vernalisation peut être utilisée pour des jacinthes en pot, qui elles pourront être gardées plusieurs années.
Le principal risque est la pourriture des bulbes due à un environnement trop humide.
Le bulbe contient de l'acide oxalique et peut causer des irritations cutanées.
Les fleurs sont comestibles crues ou cuites et ont une texture un peu mucilagineuse. On commence à en trouver en barquettes dans le commerce. Il est possible de les faire cristalliser au sucre et il y a quelques siècles, elle était très prisée ainsi sous le nom de « confit de jacinthes de Constantinople ». [réf. nécessaire]
Certaines populations ont consommé le bulbe après cuisson par exemple en Italie où ils sont simplement cuits à l'eau et assaisonnés d’une vinaigrette. [réf. nécessaire]
Selon Catalogue of Life (20 juin 2013)[1] :
Selon NCBI (20 juin 2013)[2] :
Selon Tropicos (20 juin 2013)[3] (Attention liste brute contenant possiblement des synonymes) :
La Jacinthe d'Orient communément appelée simplement « jacinthe » (Hyacinthus orientalis L.) est une plante bulbeuse de la famille des Asparagaceae cultivée pour ses fleurs parfumées et colorées.
Zahrodna hyacinta (Hyacinthus orientalis) je rostlina ze swójby hyacintowych rostlinow (Hyacinthaceae).
Zahrodna hyacinta (Hyacinthus orientalis) je rostlina ze swójby hyacintowych rostlinow (Hyacinthaceae).
Hyacinthus orientalis L., 1753 è una pianta bulbosa della famiglia delle Asparagacee.[1]
Infiorescenza
Frutti
Semi
La specie è diffusa in natura in Turchia, Iraq, Libano, Palestina e Siria.[1]
Hyacinthus orientalis L., 1753 è una pianta bulbosa della famiglia delle Asparagacee.
Rytinis hiacintas (lot. Hyacinthus orientalis, angl. common hyacinth, vok. Garten-Hyazinthe) – hiacintų (Hyacinthus) genties svogūninė gėlė. Kilęs iš Artimųjų Rytų (Turkijos, Sirijos, Libano). Kaip dekoratyvinis augalas pradėtas auginti Viduržemio jūros regione, vėliau išplito po visą Europą. Lietuvoje dažnai auginamas darželiuose.
Augalas 30-40 cm aukščio, turi 5-12 lapų. Svogūnas gana didelis, apsuptas odele. Lapai trumpesni už stiebą, platūs, ryškiai žalios spalvos. Žiedai kvapūs, sukrauti gausiažiedėse kekėse. Žydi balandžio – gegužės mėn.
Išvesta gražių dekoratyvinių veislių.
De hyacint (Hyacinthus orientalis) is een bolgewas uit de aspergefamilie (Asparagaceae). De plant is afkomstig uit het oostelijke Middellandse Zeegebied (Midden-Turkije tot Libanon). De soort bloeit in Nederland buiten van maart tot mei. Een enkel bloempje wordt een nagel genoemd.
De bol heeft een doorsnede van 3–7 cm. De langwerpige bladeren zijn 15–35 cm lang en 1–3 cm breed. Ze groeien vanuit een bladrozet aan de voet van de plant. De centrale stengel draagt twee tot vijftig geurende bloemen en wordt 20–45 cm hoog. De bloeiperiode valt vroeg in het voorjaar.
De hyacint heeft een lange geschiedenis als siergewas. De soort werd oorspronkelijk in het Middellandse Zeegebied geteeld, later in Frankrijk. Nu is Nederland een belangrijk centrum van de hyacintenteelt.
Er zijn meer dan tweeduizend cultivars ontwikkeld. De kleuren variëren: wit, blauw, geel, roze, rood en paars. Ook is de selectie er op gericht geweest het aantal bloemen per plant te verhogen van veertig tot honderd bloemen per plant.
De hyacint wordt veel op water in de huiskamer in bloei getrokken. Ook wordt de hyacint wel als snijbloem gebruikt.
De hyacint kan aangetast worden door geelziek (Xanthomonas hyacinthi), een bacterieziekte. Deze ziekte kan zowel in de bol als op de plant in het veld optreden.
De hyacint (Hyacinthus orientalis) is een bolgewas uit de aspergefamilie (Asparagaceae). De plant is afkomstig uit het oostelijke Middellandse Zeegebied (Midden-Turkije tot Libanon). De soort bloeit in Nederland buiten van maart tot mei. Een enkel bloempje wordt een nagel genoemd.
De bol heeft een doorsnede van 3–7 cm. De langwerpige bladeren zijn 15–35 cm lang en 1–3 cm breed. Ze groeien vanuit een bladrozet aan de voet van de plant. De centrale stengel draagt twee tot vijftig geurende bloemen en wordt 20–45 cm hoog. De bloeiperiode valt vroeg in het voorjaar.
Hyasint (H. orientalis) er ein fleirårig laukplante i hyasintslekta som er mykje brukt som prydplante. Blomane har sterk, søt lukt, og det finst ulike varietetar med mange ulike blomefargar. Hyasint har namn etter den greske sogefiguren Hyakinthos. Planten er også kjend som svibel.
Hyasint stammar frå Sørvest-Asia, og har vore dyrka i flere hundreår. Han kan veksa på friland eller dyrkast i potter, særskide glas og liknande. Han er knytt til feiringa av persisk nyttår (navroz), der han ofte blir brukt til å pynta haft sin-bordet. I vestlege land som Noreg er det vanleg å driva han fram innandørs slik at han blomstrar ved juletider.
Allereie i 1768 var det kjend ca. 1800 sortar av hyasint. Særleg i Nederland har ein drive storstilt dyrking av planten, og landet er kjend for å produsera gode laukar.
Hyasinter er rekna som giftige, og plantesafta deira kan vera irriterande. Den sterke lukta dei gjev frå seg kan også skapa allergiske reaksjonar.
Bouquet of Hyacinths måla av Ellen Robbins (1828-1905).
Opstilling med hyacinter og sommerfugl. Måleri av Alfrida Baadsgaard (1839-1912).
Rosa hyasint i glaspotte.
Blå hyasint i oppsats.
Wikimedia Commons har multimedia som gjeld: Hyasint Hyasint (H. orientalis) er ein fleirårig laukplante i hyasintslekta som er mykje brukt som prydplante. Blomane har sterk, søt lukt, og det finst ulike varietetar med mange ulike blomefargar. Hyasint har namn etter den greske sogefiguren Hyakinthos. Planten er også kjend som svibel.
Hyasint stammar frå Sørvest-Asia, og har vore dyrka i flere hundreår. Han kan veksa på friland eller dyrkast i potter, særskide glas og liknande. Han er knytt til feiringa av persisk nyttår (navroz), der han ofte blir brukt til å pynta haft sin-bordet. I vestlege land som Noreg er det vanleg å driva han fram innandørs slik at han blomstrar ved juletider.
Allereie i 1768 var det kjend ca. 1800 sortar av hyasint. Særleg i Nederland har ein drive storstilt dyrking av planten, og landet er kjend for å produsera gode laukar.
Hyasinter er rekna som giftige, og plantesafta deira kan vera irriterande. Den sterke lukta dei gjev frå seg kan også skapa allergiske reaksjonar.
Hyasint eller svibel (Hyacinthus orientalis) er en plante i aspargesfamilien.
Den er en flerårig urt med en stor løk. Det er fire–seks grunnstilte, linjeformede blader. Blomstene er blå, rosa eller hvite, 10–25 mm store med en sterk, søtaktig duft. De sitter 5–15 sammen i en klase på enden av en tykk stengel. Blomsterdekkbladene er vokst sammen nederst, men lenger opp sprer de seg.
Planten vokser i enger og på steinete steder. Den vokser naturlig i nordlige Israel, Libanon, Syria og Tyrkia, men finnes forvillet andre steder i middelhavsområdet.
Det finnes mange kultivarer med større og tettere blomsterstand. Fargen kan være blå, rosa, rød, purpur, gul og hvit. Hyasint dyrkes både i hager og innendørs. Når den dyrkes innendørs, kan den plantes i en potte eller drives i et svibelglass. Planten får all næring den trenger fra løken og trenger derfor ikke jord.
Hyasint eller svibel (Hyacinthus orientalis) er en plante i aspargesfamilien.
Den er en flerårig urt med en stor løk. Det er fire–seks grunnstilte, linjeformede blader. Blomstene er blå, rosa eller hvite, 10–25 mm store med en sterk, søtaktig duft. De sitter 5–15 sammen i en klase på enden av en tykk stengel. Blomsterdekkbladene er vokst sammen nederst, men lenger opp sprer de seg.
Planten vokser i enger og på steinete steder. Den vokser naturlig i nordlige Israel, Libanon, Syria og Tyrkia, men finnes forvillet andre steder i middelhavsområdet.
Det finnes mange kultivarer med større og tettere blomsterstand. Fargen kan være blå, rosa, rød, purpur, gul og hvit. Hyasint dyrkes både i hager og innendørs. Når den dyrkes innendørs, kan den plantes i en potte eller drives i et svibelglass. Planten får all næring den trenger fra løken og trenger derfor ikke jord.
Hiacynt wschodni (Hyacinthus orientalis L.) – gatunek byliny z rodziny szparagowatych. Pochodzi z wschodniej części basenu Morza Śródziemnego z obszaru od Azji Mniejszej poprzez Syrię do Palestyny. Poza tym często uprawiany i w innych częściach obszaru śródziemnomorskiego też spotykany jako roślina zdziczała[2].
Bylina. Okres kwitnienia w obszarze naturalnego występowania przypada lutego do kwietnia[2], rośliny uprawiane dalej na północ, w Europie Środkowej kwitną od kwietnia do maja.
Roślina ozdobna, uprawiana zwłaszcza w obszarze śródziemnomorskim i w zachodniej Europie. Hiacynty należą do najpopularniejszych roślin ogrodowych stosowanych na rabaty i obwódki. Spośród różnych roślin cebulowych, hiacynt jest najbardziej popularną rośliną pokojową, uprawianą w doniczkach. Powodami popularności jest bardzo szeroka gama kolorów, zapach, łatwość uprawy. We Francji hiacynty uprawiane są dla uzyskania olejku eterycznego używanego w perfumerii. W Polsce roślina występuje głównie w uprawie doniczkowej.
Uprawianych jest około 100 odmian uprawnych hiacyntów, ale mniej niż 25 stanowi 90% całej światowej produkcji. Hiacynty są często sadzone w grupach 3-5 na jednej rabacie lub w większych grupach, jednokolorowe lub wielokolorowe.
Kolory i kształty kwiatostanów wszystkich wymienionych odmian są wyjątkowe, ale na szczególną uwagę zasługują 'Hollyhock' o podwójnych kwiatach, żółte 'City of Haarlem', białe 'Carnegie' i ostatnio wyhodowany łososiowo-pomarańczowy 'Gypsy Queen'.
Hiacynt wschodni (Hyacinthus orientalis L.) – gatunek byliny z rodziny szparagowatych. Pochodzi z wschodniej części basenu Morza Śródziemnego z obszaru od Azji Mniejszej poprzez Syrię do Palestyny. Poza tym często uprawiany i w innych częściach obszaru śródziemnomorskiego też spotykany jako roślina zdziczała.
Zambila, iacintul, sau Hyacinthus orientalis, este o plantă, perenă, care este originară din Orientul Mijlociu, însă s-a răspândit în toată lumea. Ea face parte din ordinul Asparagales. Iacintul este o plantă perenă, decorativă. Poate atinge 40 cm în înălțime. Frunzele sunt alungite, cu o lungime de 25 – 30 cm. Florile sale pot avea cele mai diverse culori: purpuriu, violet, alb, roz, piersic, albastru, rosu, galben si portocaliu, grupate câte 5 - 10. Bulbul are până la 10 cm. Înflorește primăvara. Are nevoie de un sol umed, cald. Zambilele au fost aduse, ca si lalelele dealtfel, din Grecia si Asia Mica. Zambilele se dezvolta bine pe locuri insorite, pe soluri fertile, bine drenate. Se uda putin iar dupa ce acestea infloresc se inceteaza udatul! Se planteaza prin bulbi , ca sa iasa zambiluta anul viitor, insa daca doriti zambile din seminte, va trebui sa așteptati cca 5 sau 6 ani. Zambilele sunt apreciate pentru parfumul lor intens, bulbii lor fiind foarte scumpi acum cateva sute de ani si deaceea erau pastrati in casele oamenilor foarte bogati ca drept trofeu al bogatiei acestora. Zambilele se planteaza in luna octombrie intr-un loc insorit, cu pamant bogat in substante nutritive. Bulbii se planteaza la 15 cm adancime si tot la 15 cm distanta unul de altul. Daca nu cumva pamantul este deja foarte uscat, nu e nevoie sa udati florile dupa plantare. Zambilele pot fi plantate si in ghivece tinute in apartamente. Pentru a incetini inflorirea, mutati zambilele in locuri ferite de soare direct.
Hyacint východný (Hyacinthus orientalis L.) je druh jednoklíčnolistovej rastliny z čelade hyacintovité (Hyacinthaceae). Niektoré staršie taxonomické systémy ho zaraďovali do čeľade ľaliovité v širšom zmysle (Liliaceae).
Commons ponúka multimediálne súbory na tému Hyacint východný
Wikidruhy ponúkajú informácie na tému Hyacint východný
Tento článok je čiastočný alebo úplný preklad článku Hyacint východní na českej Wikipédii (číslo revízie nebolo určené).
Tento článok týkajúci sa botaniky je zatiaľ „výhonok“. Pomôž Wikipédii tým, že ho doplníš a rozšíriš. Hyacint východný (Hyacinthus orientalis L.) je druh jednoklíčnolistovej rastliny z čelade hyacintovité (Hyacinthaceae). Niektoré staršie taxonomické systémy ho zaraďovali do čeľade ľaliovité v širšom zmysle (Liliaceae).
Hyacint (Hyacinthus orientalis) är en flerårig blommande växt. Hyacinten har sitt ursprungsområde i sydöstra Turkiet och västra Syrien där den växer från havsstranden och upp till 2000 meters höjd.[2]. Den kom troligen till Sverige under 1600-talet. Den är mest känd för sina flockar av doftande, färgglada blommor. Blomfärgen kan vara blå, vit, ljusgul, rosa, röd eller lila. Hyacinten blommar på våren och växer bäst på soliga platser med väldränerad, men inte torr jord. Den blir ca 20 cm hög. Härdig till odlingszon Ⅳ.
Det finns även en dubbelblommig (fylldblommig) variant, men den är mycket sällsynt.
Hyacinten har blivit populär som krukväxt framför allt till jul. Den håller sig i 12-15 dagar. Stjälken växer till efter hand, och den stora blomman kan då behöva ett stöd. I blomsterhandeln ordnas detta ibland så att en blompinne trycks in i löken, som då blir skadad och inte reproducerar sig så bra.
Hyacinten innehåller alkaloider och är giftig om den förtärs i stora mängder. Hyacinten kan också utlösa symptom hos doftöverkänsliga personer[3] och har av Astma- och Allergiförbundet listats som en av doftallergiväxterna. Hyacinten skapar problem hos allergiker, astmatiker och personer med doftöverkänslighet och kan ge klåda, bindhinneinflammation och till och med tillfälligt nedsatt syn. Hyacintlökarna innehåller kalciumoxalatkristaller som kan ge eksem och andra hudirritationer, som kan drabba personer som hanterar lökarna yrkesmässigt.[2]
Hyacinter doftar i regel mindre nu än i början av 2000-talet. Det beror på att de säljs med färre blommor än tidigare, vilket blomsterhandlare menar beror på att de stora affärskedjorna pressat priserna. En hyacint i julhandeln har i regel 25 blomklockor mot tidigare 75 stycken.[4]
Hyacinten har fått namn av den spartanske hjälten i grekisk mytologi, Hyakinthos. Han var en vacker yngling som tilldrog sig Apollons[5] och västanvindens Zefyros kärlek. I det efterföljande svartsjukedramat blåste Zefyros på Apollons diskus, som träffade Hyakinthos så att han dog. Formen på blomman har sagts likna Apollons klagorop över den döde Hyakinthos, nämligen "Ai"[5]. Enligt den grekiska mytologin skapade Apollon hyacintblomman ur Hyakinthos blod.[6]
Hyacint (Hyacinthus orientalis) är en flerårig blommande växt. Hyacinten har sitt ursprungsområde i sydöstra Turkiet och västra Syrien där den växer från havsstranden och upp till 2000 meters höjd.. Den kom troligen till Sverige under 1600-talet. Den är mest känd för sina flockar av doftande, färgglada blommor. Blomfärgen kan vara blå, vit, ljusgul, rosa, röd eller lila. Hyacinten blommar på våren och växer bäst på soliga platser med väldränerad, men inte torr jord. Den blir ca 20 cm hög. Härdig till odlingszon Ⅳ.
Det finns även en dubbelblommig (fylldblommig) variant, men den är mycket sällsynt.
Hyacinten har blivit populär som krukväxt framför allt till jul. Den håller sig i 12-15 dagar. Stjälken växer till efter hand, och den stora blomman kan då behöva ett stöd. I blomsterhandeln ordnas detta ibland så att en blompinne trycks in i löken, som då blir skadad och inte reproducerar sig så bra.
Hyacinthus orientalis (Dạ lan) là một loài thực vật có hoa trong họ Măng tây. Loài này được L. mô tả khoa học đầu tiên năm 1753.[2] Củ Dạ Lan có độc tố Alkaloid gây vọp bẻ, đầy bụng, buồn nôn, tiêu chảy nếu ăn phải.
Bài viết liên quan phân họ thực vật Scilloideae này vẫn còn sơ khai. Bạn có thể giúp Wikipedia bằng cách mở rộng nội dung để bài được hoàn chỉnh hơn. Hyacinthus orientalis (Dạ lan) là một loài thực vật có hoa trong họ Măng tây. Loài này được L. mô tả khoa học đầu tiên năm 1753. Củ Dạ Lan có độc tố Alkaloid gây vọp bẻ, đầy bụng, buồn nôn, tiêu chảy nếu ăn phải.
Вид Гиацинт восточный входит в род Гиацинт (Hyacinthus) семейства Спаржевые (Asparagaceae) порядка Спаржецветные (Asparagales).
До недавнего времени род Гиацинт выделяли в собственное семейство — Гиацинтовые (Hyacinthaceae), однако в системе APG III 2009 года этот род включён в семейство Спаржевые.
风信子（学名：Hyacinthus orientalis）是天門冬科风信子属的植物。
原产於亚洲西南部、土耳其南部和中部、叙利亚西北部、黎巴嫩和以色列北部，在16世纪被引种到欧洲。
多年生草本，地下具有球形鳞茎，直径3－7厘米；披针形叶子厚，肉质质软，长15－35厘米，宽1－3厘米，螺旋状基生；花茎略高于叶，中空，顶生总状花序，高20－35厘米，偶为45厘米，由2－50朵芳香的紫色花组成穗状花序，长2－3.5厘米，管状花被6裂。
风信子易於栽培，可以通过分离母株长出的小鳞茎来繁殖。在自然情况下，风信子的繁殖方式除去鳞茎繁殖外，还可以通过种子进行繁殖。
风信子可由不同的昆虫授粉，如蜜蜂。花很芬芳，非常吸引昆虫，昆虫也能因此得到花蜜。
花期过後，蒴果开始成熟，蒴果为球形，肉质，而当蒴果成熟後，它们会乾燥开裂成3部分，每部分有2室，各包含数目不等的种子。种子为黑色，具一油质体，大小不定。这种结构使种子能够通过蚁播分散传播。蚂蚁会将种子带回自己的洞里，将种子的油质体作为食物，之後种子就在那里发芽。
风信子作为观赏植物有很长的栽培历史，最初在地中海地区广泛栽培，之後在法国（最初是用作香料）、荷兰（主要栽培产地之一）和某些地区也很常见。
风信子在早春开花，喜全光照至稍阴，喜较为干爽但不干燥的土壤。它们在夏季会休眠，而且只能长期生长於天气寒冷的地区。种植风信子的主要目的是为观赏其一束束芳香艳丽的花朵，目前已有超过2000个栽培种被选育命名，花色有蓝、白、蛋黄、粉红、红或紫色，大部分栽培种的花束相比原生种更为密集，每个花茎生有40－100朵或更多的花朵。
风信子含有生物碱，如果大量食用则会中毒，而其中鳞茎是毒性最强的部分，无论如何都不应食用。
风信子的学名得自希腊神话中太陽神阿波羅愛人美少年雅辛托斯。傳說西风风神泽费奴斯（Zephyrus） 和太陽神阿波羅同時愛上了雅辛托斯,但雅辛托斯選擇了阿波羅。西風神因愛成恨使計殺死他。阿波羅很內疚,便說"我要為你刻上我愛你痕跡"。因此從雅辛托斯血泊裏生出的花的花瓣便有一條深色的花紋,這種花並以雅辛托斯之名為名。
“只要点燃生命之火，便可同享丰盛人生。”
ヒアシンス[2][1]（風信子、飛信子、学名: Hyacinthus orientalis）は、ツルボ亜科ヒアシンス属の球根性多年草。ヒヤシンスとも表記する。耐寒性秋植え球根として扱われ、鉢植えや水栽培などで観賞される。
![[icon]](http://ja.wikipedia.org/wiki/%E3%83%95%E3%82%A1%E3%82%A4%E3%83%AB:Wiki_letter_w_cropped.svg){kind=small}
春先に香りのよい花を咲かせる。原種本来の花色は紫青色のみだが、園芸品種には暖色から寒色までさまざまな色彩が濃淡豊かに揃う。
全草の構造
さまざまな園芸品種
完熟した蒴果
地中海東部沿岸からイラン、トルクメニスタン付近の原産。オスマン帝国で栽培され、園芸化された。日本には1863年に渡来。
スルタンムラト3世は1583年に山地から5万本のヒアシンスをイスタンブールに集めさせたという。16世紀前半にはヨーロッパにもたらされ、イタリアで栽培されていた。16世紀末にはイギリスに伝来し、フローリスト（園芸愛好家）に注目され、18世紀から19世紀にかけて盛んに育種が行なわれ、数百の品種が作られた。しかし、イギリス系のヒアシンスは20世紀初頭に衰退し、現在は品種もほとんど残っていない。これとは別に、現在普通に栽培されるのは地中海北東部原産のダッチヒアシンスで、18世紀から主にオランダで改良され、2,000以上の栽培品種が作出された。これは、1本の茎に青、紅、白、淡黄色などの花を多数つける。また、ローマンヒアシンス（H. o. var. albulus）と呼ばれる変種があり、耐寒性はあまり強くなく、やや小さい青や白の花をつける。
ヒアシンスの名は、ギリシャ神話の美青年ヒュアキントスに由来する。同性愛者であった彼は、愛する医学の神アポロン（彼は両性愛者であった）と一緒に円盤投げに興じていた（古代ギリシャでは同性愛は普通に行われ、むしろ美徳とされていた）。しかし、その楽しそうな様子を見ていた西風の神ゼピュロス（彼もヒュアキントスを愛していた）は、やきもちを焼いて、意地悪な風を起こした。その風によってアポロンが投げた円盤の軌道が変わり、ヒュアキントスの額を直撃してしまった。アポロンは医学の神の力をもって懸命に治療するが、その甲斐なくヒュアキントスは大量の血を流して死んでしまった。ヒアシンスはこの時に流れた大量の血から生まれたとされる。このエピソードから、花言葉は「悲しみを超えた愛」となっている。
ヒアシンス属（ぞく、学名: Hyacinthus）は、キジカクシ科[2]の属の一つ。3種がある。ただし、H. litwinowii と H. transcaspicus を別属 Hyacinthella に移し、Hyacinthus を1種のみとする説もある[3]。
この項目は、植物に関連した書きかけの項目です。この項目を加筆・訂正などしてくださる協力者を求めています（プロジェクト:植物／Portal:植物）。 
_01.JPG)
_01.JPG)
.jpg)
.jpg)
Wikimedia Commons har media som rör 
Wikispecies har information om 
_01.JPG)
_01.JPG)
.JPG)
.JPG)
