nomes no trilho de navegação
Moringa és l'únic gènere de la família Moringaceae de l'ordre de les brassicals.[1]
Totes les espècies d'aquest gènere són arbres de les regions tropicals i subtropicals del planeta.
Moringa és l'únic gènere de la família Moringaceae de l'ordre de les brassicals.
Moringa (Moringa) je jediný rod teplomilných rostlin z monotypické čeledi moringovité (Moringaceae).[1]
Čeleď moringovité byla ve starších taxonomických systémech, založených na posuzování morfologických vlastností, řazena někdy v řádu Capparales, jindy v samostatném řádu Moringales. Příchodem moderního zatřiďování podle evolučních vztahů byla taxonomickým systémem APG III čeleď moringovité začleněna do řádu brukvotvarých.[2]
Moringa se vyskytuje asi v 13 druzích historicky na indickém subkontinentu, Arabském poloostrově, Madagaskaru i v tropických a subtropických oblastech kontinentální Afriky. Její přirozený výskyt je v oblastech s vysychavou písčitou nebo jílovitou půdou. Bez újmy snáší dlouhá období sucha, ve kterých prožívá období vegetačního klidu. Roste i v místech s ročním úhrnem srážek menším než 200 mm. Pro svůj zdárný růst nutně potřebuje hodně slunce a tepla.
Nejznámější druh moringa olejodárná se kvůli zvlášť vysoké užitkovosti rozšířil téměř do celého tropického a subtropického pásma. Bývá také pěstován "průmyslově" na plantážích, které se pro co největší výnosy zakládají na místech s dostatkem vláhy a výživnou půdou, kde rostou celoročně. Některé kultivary jsou tam pro snazší sklizeň a větší výtěžnost seřezávány blízko u země a vypadají pak spíše jako keře než stromy.[3][4][5]
Rod moringa jsou opadavé nebo stálezelené stromy, zřídka keře (M. rivae) nebo dřevnatějící byliny (M. pygmaea). Stromy mohou vyrůst až do 20 m (M. hildebrandtii), některé mají kmen štíhlý (M. oleifera), jiné svým ztlustlým kmenem (M. ovalifolia) připomínají baobab. Ztlustlý dužnatý kmen je zásobárnou vody pro období sucha, některé druhy ho mají chráněný kůrou tlustou až 15 cm (M. concanensis). Druhy které nemají zásobu vody v kmeni, mají hluboko v zemi na kořenech velké hlízy (M. borziana). Některé se řadí mezi sukulenty (M. ovalifolia). V kůře i v měkkém světlém dřevě kmene mívají kanálky s lepivým myrosinem.
Střídavé listy bez palistů rostoucí ve spirále jsou jednou až třikrát zpeřené, lysé až drobně pýřité, lístky jsou vstřícné, celokrajné, někdy opadávající. Voňavé oboupohlavé květy, barvy bílé, žluté nebo červené, vyrůstají v úžlabí a jsou uspořádány do latnatých květenství. Ohnutých tyčinek s volnými nitkami je v květu 5, stejně tolik bývá i patyčinek, vytvářejí dva přesleny. Jediný pestík je složený ze tří plodolistů, má štíhlou čnělkou a drobnou bliznou, semeník je svrchní. Kališních lístků je pět, stejně jako korunních které bývají nestejné. Opylení zajišťuje létající hmyz nebo ptáci.
Plody jsou prodloužené, hranaté a zobákovité pukající tříchlopňové tobolky s větším množstvím semen, některá mají 3 křídla.[6][7][8]
Velký význam pro obyvatelstvo tropických a subtropických oblastí třetího světa má druh moringa olejodárná, strom původem z podhůří Himálaje, který se nejčastěji pěstuje pro své listy a plody. Listy syrové i vařené jsou velmi vydatnou stravou, navíc se i suší pro období nedostatku. Obsahují velká množství vitamínů, minerálů i proteinů.[9] Stejně oblíbené a výživné jsou dozrávající plody ve tvaru zelených lusků, které se jí vařené, shodně jako květy. Semena z dozrálých plodů s velkým obsahem oleje se buďto praží a pak jsou pochoutkou, nebo se lisují a získává se nevysychavý olej vhodný v kuchyni, kosmetice i k mazání jemných strojních součástek. Využívá se i kořenů, které přestože obsahují toxický alkaloid, slouží pro svou ostrou chuť jako náhrada křenu.
V poslední době se převážně v Africe ve velké začíná pěstovat a šlechtit i druh Moringa stenopetala. Ostatní druhy moringy jsou hospodářsky bezvýznamné.[4][10]
Některé druhy se vyskytují roztroušeně až vzácně, Moringa arborea je podle Červeného seznamu IUCN považována dokonce za zranitelný druh.[11]
Rod moringa obsahuje těchto 13 uznávaných druhů:[3]
Obrázky, zvuky či videa k tématu Moringa ve Wikimedia Commons
Moringa (Moringa) je jediný rod teplomilných rostlin z monotypické čeledi moringovité (Moringaceae).
Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.Moringa er den eneste slægt i den dækfrøede plantefamilie Moringaceae. Navnet er afledt fra det tamilske ord murunggai (முருங்கை) eller det malayalameske ord muringa, begge refererer til arten M. oleifera.[2]
Moringa omfatter 13 arter fra tropiske og subtropiske klimazoner. Moringa-arters størrelse varierer fra små urter til tynde eller massive flaskelignende træer.
Den almindeligst dyrkede art er Moringa oleifera, et træ med mange anvendelser, der har sin primære udbredelse ved foden af Himalaya i det nordvestlige Indien og dyrkes i en stor del af troperne.[3] M. stenopetala er en afrikansk art, som også er udbredt i store dele af troperne, men betydeligt mindre end M. oleifera.
Moringa oleifera bliver markedsført som en metode til at bekæmpe fattigdom og fejlernæring.[4] Moringa oleifera gror hurtigt i mange forskellige miljøer, og meget af planten er spiselig, inklusiv af husdyr. Bladene indeholder alle essentielle aminosyrer og er rig på protein, vitamin A, vitamin B, vitamin C og mineraler.[3] Fodring med de proteinrige blade til kvæg har vist vægtforøgelser på op til 32% og mælkeproduktion med 43 til 65%.[4] Frøene indeholder 30 til 40% moringaolie, som er rig på oliesyre, mens affedtet mel er 61% protein.[5] Det affedtede mel er en flokkulant og kan anvendes i vandrensning til at fjerne sediment og uønskede organismer.[6][7]
Knuste frøkapsler fra Moringa oleifera kan rense vand for tarmparasitter, ifølge en dansk ph.d.-afhandling af Mita Eva Sengupta. Ordentlig kloakering mangler i mange ulande, så afføring indeholdende parasitæg kan komme ud i floder, søer og vandløb. Herfra kan parasitæggene overføres til mennesker, når de drikker vandet eller bader i det. Benyttes vandet urenset til vanding af afgrøder, kan parasitæggene overføres til fødevarer og smitte mennesker. Nogle syd- og østeuropæiske lande bruger også urenset spildevand til at vande afgrøder, hvorved æg fra bændelorm kan overføres. Ekstrakt af knuste Morigana-frøkapsler virker koagulerende og samler både mudder, alger, planterester, mineraler og parasitæg i store klumper, som hurtigt bundfælder. Det er en billig metode, som bør kunne anvendes i mange ulande til at rense vand.[8][9]
Taksonomi fra Wikispecies Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.Moringa er den eneste slægt i den dækfrøede plantefamilie Moringaceae. Navnet er afledt fra det tamilske ord murunggai (முருங்கை) eller det malayalameske ord muringa, begge refererer til arten M. oleifera.
Moringa omfatter 13 arter fra tropiske og subtropiske klimazoner. Moringa-arters størrelse varierer fra små urter til tynde eller massive flaskelignende træer.
Den almindeligst dyrkede art er Moringa oleifera, et træ med mange anvendelser, der har sin primære udbredelse ved foden af Himalaya i det nordvestlige Indien og dyrkes i en stor del af troperne. M. stenopetala er en afrikansk art, som også er udbredt i store dele af troperne, men betydeligt mindre end M. oleifera.
Moringa oleifera bliver markedsført som en metode til at bekæmpe fattigdom og fejlernæring. Moringa oleifera gror hurtigt i mange forskellige miljøer, og meget af planten er spiselig, inklusiv af husdyr. Bladene indeholder alle essentielle aminosyrer og er rig på protein, vitamin A, vitamin B, vitamin C og mineraler. Fodring med de proteinrige blade til kvæg har vist vægtforøgelser på op til 32% og mælkeproduktion med 43 til 65%. Frøene indeholder 30 til 40% moringaolie, som er rig på oliesyre, mens affedtet mel er 61% protein. Det affedtede mel er en flokkulant og kan anvendes i vandrensning til at fjerne sediment og uønskede organismer.
Knuste frøkapsler fra Moringa oleifera kan rense vand for tarmparasitter, ifølge en dansk ph.d.-afhandling af Mita Eva Sengupta. Ordentlig kloakering mangler i mange ulande, så afføring indeholdende parasitæg kan komme ud i floder, søer og vandløb. Herfra kan parasitæggene overføres til mennesker, når de drikker vandet eller bader i det. Benyttes vandet urenset til vanding af afgrøder, kan parasitæggene overføres til fødevarer og smitte mennesker. Nogle syd- og østeuropæiske lande bruger også urenset spildevand til at vande afgrøder, hvorved æg fra bændelorm kan overføres. Ekstrakt af knuste Morigana-frøkapsler virker koagulerende og samler både mudder, alger, planterester, mineraler og parasitæg i store klumper, som hurtigt bundfælder. Det er en billig metode, som bør kunne anvendes i mange ulande til at rense vand.
Moringa ist die einzige Pflanzengattung der monogenerischen Familie der Bennussgewächse (Moringaceae). Der botanische Name der Gattung stammt von der in Südindien gebräuchlichen Bezeichnung für die Art Moringa oleifera (Malayalam: മുരിങ്ങ muriṅṅa, Tamil: முருங்கை muruṅkai) ab.
Die Arten dieser Gattung sind laubabwerfende kleine Sträucher oder Bäume mit sukkulenten, knolligen oder rübenförmigen Wurzeln oder „Flaschenbäume“ mit sukkulenten, angeschwollenen Stämmen. Sie enthalten insbesondere in ihren sukkulenten Teilen Senfölglykoside, die stark nach Meerrettich riechen. Die strauchförmigen Arten haben teils nur sehr wenige Zweige, die in Dürreperioden zurücktrocknen. In Feuchteperioden treiben sie mit schnellem Wuchs wieder aus den Speicherwurzeln aus. Die wechselständig angeordneten, gestielten Laubblätter sind zwei- oder dreifach gefiedert, mit ganzrandigen, meist kleinen Teilblättern. Nebenblätter fehlen oder bilden manchmal gestielte Drüsen an den Basen der Blattstiele und Teilblätter.
In achselständigen, rispigen oder zymösen Blütenständen stehen viele Blüten zusammen. Die zwittrigen, fünfzähligen Blüten sind sehr gering bis stark zygomorph. Der Blütenbecher ist tassen- oder röhrenförmig. Die fünf Kelchblätter sind teilweise ungleich. Von den fünf ungleichen weißen, gelben oder roten Kronblättern ist meist das außen stehende am größten. Zwischen den fünf freien, fertilen Staubblättern mit nur einer Theke stehen drei bis fünf Staminodien. Zwei bis vier Fruchtblätter sind zu einem mittelständigen bis halbunterständigen, gestielten und zylindrischen Fruchtknoten verwachsen, der einen schlanken, röhrenförmigen Griffel ohne Narbenstrahlen, mit manchmal auch hohlen Narben trägt. Es ist ein Diskus vorhanden.
Die verholzende, drei- bis zwölfkantige Kapselfrucht besteht aus drei Klappen, die bei Reife (explosiv) aufreißen. Die zahlreichen, meist (mit drei Flügeln) geflügelten Samen enthalten kein Nährgewebe (Endosperm).
Die Pflanzenfamilie ist mit einer Gattung und 13 Arten sehr klein. Näher verwandt sind die Kreuzblütengewächse (Brassicaceae) und, wie sich erst durch DNA-Analysen ergab, die Kaperngewächse (Capparaceae).[1]
Auf Grund der Blütenstruktur wird die Gattung in drei Sektionen geteilt:[2]
Das natürliche Verbreitungsgebiet der Familie und Gattung erstreckt sich von Indien über die Arabische Halbinsel bis zum Schwerpunkt in Ostafrika und mit einer Lücke nach Madagaskar sowie ins südwestliche Afrika.
Bernard Verdcourt berichtet von einer weiteren sukkulenten, noch nicht beschriebenen Art, die wahrscheinlich mit Moringa longituba verwandt ist.[3]
Die Samen von Moringa oleifera liefern das Behenöl, das früher als Schmierstoff in Uhren verwendet wurde. Heute dient es als Salatöl oder zur Seifen- und Kosmetikherstellung. Die jungen, fleischigen Wurzeln dienen mitunter als Gemüse. Arten, die sich schnell als Stecklinge ziehen lassen, werden in Afrika als Grenzmarkierungen für Häuser oder Farmen angepflanzt. Die sukkulenten Arten sind seltene und begehrte Sammelobjekte von Liebhabern.
In den Blättern des Moringa-Baumes sind sämtliche lebenswichtigen Aminosäuren und Fettsäuren enthalten sowie eine große Bandbreite an Vitaminen und Mineralstoffen. Auf Teneriffa wird seit 2012 Moringa angebaut und es werden Produkte der Pflanze angeboten.
Eine weitere Anwendung macht sich die Fähigkeit der Samen zunutze, Wasser zu desinfizieren bzw. zu reinigen. Mit 0,2 g gemahlenem Moringasamen kann 1 Liter verunreinigtes Wasser trinkbar gemacht werden. Die wasserreinigende Wirkung von Moringa beruht hauptsächlich auf der koagulierenden Wirkung[4][5] einiger Inhaltsstoffe der Samen. Die Bakterien und Schwebstoffe vereinigen sich zu Agglomeraten, sodass diese zu Boden sinken oder abfiltriert werden können. Es existieren allerdings auch direkte bakterizide Eigenschaften der Inhaltsstoffe der Samen.[6]
Eine Studie der London School of Hygiene and Tropical Medicine kam zum Schluss, dass eine Menge von 4 g getrocknetem Pulver oder einer entsprechenden wässrigen Zubereitung aus gemahlenen Moringa-Blättern ähnlich effektiv beim Händewaschen ist (die Hände wurden vorher mit Escherichia coli kontaminiert) wie rund 3 g einer Standardseife nach EN 1499.[7]
Moringa ist die einzige Pflanzengattung der monogenerischen Familie der Bennussgewächse (Moringaceae). Der botanische Name der Gattung stammt von der in Südindien gebräuchlichen Bezeichnung für die Art Moringa oleifera (Malayalam: മുരിങ്ങ muriṅṅa, Tamil: முருங்கை muruṅkai) ab.
మొరింగేసి (లాటిన్ Moringaceae) కుటుంబంలో ఉన్న ఒకే ఒక్క ప్రజాతి మొరింగా (Moringa). ఈ ప్రజాతిలో 13 జాతులు ఉన్నవి; అన్నీ ఉష్ణ, సమశీతోష్ణ మండలంలో పెరిగే చెట్లు.
అన్నింటికన్నా ప్రసిద్ధిచెందిన "మొరింగా ఓలీఫెరా" (Moringa oleifera) బహుళ ప్రయోజనాలున్నమునగ చెట్లు భారతదేశంలో విస్తృతంగా పెరుగుతాయి. ఆఫ్రికా రకం (Moringa stenopetala) కూడా కొంచెం తక్కువగానైనా పెంచబడుతుంది.
మొరింగా చెట్లు పేదరికాన్ని, ఆకలి దేశాల్లో బహుళ ప్రయోజనాలున్నవి. వీటి ఆకులు తొందరగా పెరిగి మనుషులకు, పశువులకు ఆహారంగా ఉపయోగపడతాయి. ఆకులు మాంసకృత్తులు ఎక్కువగా కలిగివుంటాయి. పశువుల దాణాగా ఉపయోగించినప్పుడు సోయా కంటే బలమైనవి, పాల ఉత్పత్తిని పెంచేవిగా గుర్తించారు.
మొరింగా నుండి బయో ఇంధనం తయారుచేయవచ్చును. విత్తనాలలో 30-50% నూనె లభిస్తుంది, లేదా 112-185 gal/acre/year. నూనెలో 65-75% ఓలియిక్ ఆమ్లం ఉంటుంది.
మొరింగా వర్షాభావ పరిస్థితులలో కూడా పెరుగుతుంది. భూసారం తక్కువగా ఉండే మెట్ట భూములలో (pH between 4.5 and 9) ను కూడా తట్టుకొంటుంది. ఇవి హిమాలయాల మంచుప్రాంతాలు, నారింజలు పెరిగే వాతావరణంలో పెరుగుతాయి.
మొరింగేసి (లాటిన్ Moringaceae) కుటుంబంలో ఉన్న ఒకే ఒక్క ప్రజాతి మొరింగా (Moringa). ఈ ప్రజాతిలో 13 జాతులు ఉన్నవి; అన్నీ ఉష్ణ, సమశీతోష్ణ మండలంలో పెరిగే చెట్లు.
అన్నింటికన్నా ప్రసిద్ధిచెందిన "మొరింగా ఓలీఫెరా" (Moringa oleifera) బహుళ ప్రయోజనాలున్నమునగ చెట్లు భారతదేశంలో విస్తృతంగా పెరుగుతాయి. ఆఫ్రికా రకం (Moringa stenopetala) కూడా కొంచెం తక్కువగానైనా పెంచబడుతుంది.
మొరింగా చెట్లు పేదరికాన్ని, ఆకలి దేశాల్లో బహుళ ప్రయోజనాలున్నవి. వీటి ఆకులు తొందరగా పెరిగి మనుషులకు, పశువులకు ఆహారంగా ఉపయోగపడతాయి. ఆకులు మాంసకృత్తులు ఎక్కువగా కలిగివుంటాయి. పశువుల దాణాగా ఉపయోగించినప్పుడు సోయా కంటే బలమైనవి, పాల ఉత్పత్తిని పెంచేవిగా గుర్తించారు.
మొరింగా నుండి బయో ఇంధనం తయారుచేయవచ్చును. విత్తనాలలో 30-50% నూనె లభిస్తుంది, లేదా 112-185 gal/acre/year. నూనెలో 65-75% ఓలియిక్ ఆమ్లం ఉంటుంది.
మొరింగా వర్షాభావ పరిస్థితులలో కూడా పెరుగుతుంది. భూసారం తక్కువగా ఉండే మెట్ట భూములలో (pH between 4.5 and 9) ను కూడా తట్టుకొంటుంది. ఇవి హిమాలయాల మంచుప్రాంతాలు, నారింజలు పెరిగే వాతావరణంలో పెరుగుతాయి.
An Kalunggay (Moringa olifera) sarong tinanom na an dahon nanggad pinapakinabangan bilang kakanon sa dakul na parte kan kinaban. Sinasabing igwa ining 13 species na natural magtubo sa mga tropikal asin subtropikal na klima asin an tamanyo niya pwedeng saraditon bilang herb o talagang nadarakulang kahoy. Sa mga species, an lakop na atamanon iyo an M. olifera, natural nagtatalubo sa pamitisan kan Himalaya sa norte-subangan kan Indya. An kalunggay nakukua man sa dakul na parte kan Aprika asin Asya. An species na M. stenopetala, sarong aprikanong species, mahiwas man pigkukultibar pero bakong arog kahiwas kan M. olifera.
An kalunggay usong lutoon na pansalak sa kinunot, lutong Bikolnon. Ini may guta asin parati an mayor na sangkap iyo an kinunot na laman kan pating o pagi. An dahon pwedeng gibohon ensalada, pwedeng pangberdura sa mga sinabawan na luto. Pwede man lutoon an mga pisog kaini asin siring man isalak sa luto an mga burak kaini.
Sinasabing ini an saro sa pinakasangkap sa nutrisyon mala ta igwa nin dakul na protina, calcium, iron asin bitamina A, B, C . Ini nanggad daa an panlaban sa malnutrisyon; maray sa mga aki asin sa mga nagpapasusong mga magurang.
Kan mga 1940, nadiskubre na an dahon kalunggay igwang "pterygospermin" na sa syensia medikal igwang kakayahan lumaban sa mikrobyo, bacteria asin mga fungus. Naadalan man na may kabantigan ini sa paglaban sa helang na kanser.[2]
Kinunot na may kalunggay
An bunga
Pighihimoro dahon nin kalunggay
Bunga, pinarani
Burak nin kalunggay
An Kalunggay (Moringa olifera) sarong tinanom na an dahon nanggad pinapakinabangan bilang kakanon sa dakul na parte kan kinaban. Sinasabing igwa ining 13 species na natural magtubo sa mga tropikal asin subtropikal na klima asin an tamanyo niya pwedeng saraditon bilang herb o talagang nadarakulang kahoy. Sa mga species, an lakop na atamanon iyo an M. olifera, natural nagtatalubo sa pamitisan kan Himalaya sa norte-subangan kan Indya. An kalunggay nakukua man sa dakul na parte kan Aprika asin Asya. An species na M. stenopetala, sarong aprikanong species, mahiwas man pigkukultibar pero bakong arog kahiwas kan M. olifera.
Saab-saab xeetu garab la gu bokk ci njabootug « Moringaceae », mi ngi bàyyikoo ci bëj-gannaaru End. Garab gu fés la leegi ci àddina bépp, te miin barab yi bari naaj.
As ngarab la su gaaw a màgg te man a muñ bekkoor. Guddaayam danay àgg ba 10i met. Saab-saab garab guy gaaw a màgg la. Peeram danay àgg ba fukk baa 12i met, dàttam nag danay àgg ba 45i sàntimet, xàccam melo wu baam la te jege weex.
Tóor-tóor bi daa am xet te nguuni-ngaana, danay am ba juroomi xob yu tolloowul. Wirgoom dafa mboq. Tóor-tóor bi guddaayam 1 la ba 2,5i sàntimet cib guddaay. Yaatuwaay bi 2i sàntimet la.
Doom bi këmbaan la gu ñàtti-koñe te palmaan. Guddaayam 20 la ba 45i sàntimet. Xoox bi dafa wërmbalu.
Saab-saab bari na pàcc yees ciy jëfandikoo: foytéef bi, xob wi, xoox bi su ñoree, diw bees ciy jële, tóor-tóor bi , reen yi. Saab-saab dees na ko jëfandikoo ci anam yu bari ci wàllug toggu ci àddina bépp. Manees na ko lekk nim bindoo. Fële ca Senegaal dees na ko toggu boole ko ak cere (cere mbuum).
Moringa oleifera
.jpg)
Saab-saab gi (Moringa oleifera) Saab-saab xeetu garab la gu bokk ci njabootug « Moringaceae », mi ngi bàyyikoo ci bëj-gannaaru End. Garab gu fés la leegi ci àddina bépp, te miin barab yi bari naaj.
Moringa is the sole genus in the plant family Moringaceae. It contains 13 species from tropical and subtropical regions of Africa and Asia that range in size from tiny herbs to massive trees. Moringa species grow quickly in many types of environments.
The most widely cultivated species is Moringa oleifera, native to the foothill of the Himalayas in northwestern India,[4] a multipurpose tree cultivated throughout the tropics and marketed as a dietary supplement, health food or source for herbalism practices.[5] The fruit pods of Moringa oleifera ("drumsticks") are increasingly consumed as food in many parts of the world, but particularly in South Asia.[6] The leaves are commonly used to make tea. Oils are made from the seeds, while powders can be made from the leaves and roots.
M. stenopetala, an African species, is also widely grown, but to a much lesser extent than M. oleifera.
The genus name is derived from muringa, the Malayalam word for drumstick, and in India the plant is commonly referred to as the drumstick tree.[7]
Moringa is considered one of the most widely diverse genera for its size ranging from small shrubs (M. pygmaea) to large pachycaul trees (M. ovalifolia).[8]
Moringa contains a wide range of growth habits that may be subdivided into the following categories:
Leaves are typically pinnately compound with entire margins.
Flowers may be either bilaterally or radially symmetric.[8] Bottle trees typically produce small, radially symmetric flowers, while other members of the genus produce radially symmetric flowers. Most flowers range in color from white to cream to brown with the notable exception of M. longituba which produces bright red flowers.
Fruits are typically elongate, slender, 3-valved "pods" resembling an indehiscent silique (in contrast with a true dehiscent silique).[9] Fruits of M. oleifera (drumstick), are a major agricultural product of India, eaten as a vegetable and used for traditional medicine.[9]
Moringa contain a number of sulfurous biochemical compounds called "mustard-oil glycosides" or glucosinolates commonly found in cruciferous vegetables of Brassicaceae. Benzyl glucosinolate along with family-specific glucomoringin and glucosoonjnain have been detected from various Moringa species and are thought to be the cause of the bitter taste in some Moringa leaves.[10][11]
The monotypic family, Moringaceae, containing genus Moringa has been placed in the order Brassicales according to most modern taxonomic systems, including the APG IV system.[12] Molecular data has suggested a close relationship between Moringaceae and Caricaceae with many identifying a "Caricaceae-Moringaceae" clade within Brassicales.[12][13] Prior to the availability of molecular data, morphological classification of Moringaceae placed the family in either Brassicales or Sapindales due to the unusual morphological diversity of the family.[14]
Moringa contains three widely recognized clades—Donaldsonia, Moringa, and Dysmoringa.[15] Donaldsonia, once thought to be a subgenus of Moringa, is a non-monophyletic clade identifiable by radially symmetric flowers and containing the bottle trees M. drouhardii, M. hildebrandtii, M. ovalifolia, and M. stenopetala.[8] The Moringa clade contains all other members of genus Moringa (except M. longituba) characterized by irregular floral symmetry, perigynous flowers, and short receptacles.[15] The Dysmoringa clade contains the species M. longituba which diverges from common Moringa clade characteristics due to its long receptacle and red flowers.[8] The exact phylogenetic relationship between members of Moringa continues to evolve with growing molecular data, though the Donaldsonia clade is consistently identified as the basalmost clade within the family.[8]
Moringa is the sole genus in the plant family Moringaceae. It contains 13 species from tropical and subtropical regions of Africa and Asia that range in size from tiny herbs to massive trees. Moringa species grow quickly in many types of environments.
The most widely cultivated species is Moringa oleifera, native to the foothill of the Himalayas in northwestern India, a multipurpose tree cultivated throughout the tropics and marketed as a dietary supplement, health food or source for herbalism practices. The fruit pods of Moringa oleifera ("drumsticks") are increasingly consumed as food in many parts of the world, but particularly in South Asia. The leaves are commonly used to make tea. Oils are made from the seeds, while powders can be made from the leaves and roots.
M. stenopetala, an African species, is also widely grown, but to a much lesser extent than M. oleifera.
The genus name is derived from muringa, the Malayalam word for drumstick, and in India the plant is commonly referred to as the drumstick tree.
Moringo (Moringa) estas la sola genro de familio moringacoj (Moringaceae) kun 13 specioj. La botanika nomo venas el la barata Malankara- (Malabar-)-regiono uzata nomo por specio Moringa oleifera: „Moringo“.
La plantaj specioj estas falfoliaj, malgrandaj arbustoj aŭ arboj kun sukulentaj, tubero- aŭ rapoformigaj radikoj aŭ „botelarboj“ kun sukulentaj, ŝveliĝintaj (dikiĝintaj) trunkoj. Ili entenas en la sukulentaj partoj sinapolean glikozidon, kiu odoras forte kiel armoracio. La arbustaj formoj havas nur tre malmultajn branĉojn, kiuj resekiĝas dum la seka periodo, sed en humida sezono rapide kreskas el la rezervaj radikoj. La tenilaj folioj turniĝas konforme al la suno kaj estas 2-3-foje kunmetitaj kun plenrandaj, ofte kun etaj folieroj.
La infloreskoj estas panikloj kaj konsistas el multaj floroj. La ambaŭseksaj, kvinnombraj floroj estas zigomorfaj malforte ĝis forte. La kalikoj estas taso- aŭ tuboformaj. La kvin kalikaj folieroj malsamas. La frukto estas kapsulo, la grajnoj entenas 30-50% de oleo.
Moringo estas ekstreme tolera al sekeco kaj ties folioj estas riĉaj je proteinoj, necesaj aminoacidoj. Tiel oni povas la foliojn uzi kiel furaĝon por la bestoj.
La 13 specioj:
En ĉi tiu sekcio aŭ paĝo mankas ŝablono. Bonvolu aldoni la ŝablonon, poste forigu ĉi tiun averton. Se la artikolo havas pli ol unu mankon, bonvolu uzi la ŝablonon {{Pluraj problemoj}}. Krome aŭtomate aldoniĝas la kategorio Kategorio:Artikoloj sen ŝablono. Moringo (Moringa) estas la sola genro de familio moringacoj (Moringaceae) kun 13 specioj. La botanika nomo venas el la barata Malankara- (Malabar-)-regiono uzata nomo por specio Moringa oleifera: „Moringo“.
Moringa es el único género de la familia Moringaceae, llamada sedeructops también ben[1] o marango. Este género comprende 13 especies, todas las cuales son árboles de climas tropicales y subtropicales.
La especie más popular es Moringa oleifera, árbol originario de Kerala, estado de la India, conocido comúnmente como moringa. Esta variedad se cultiva principalmente en los trópicos. La especie africana, Moringa stenopetala, también se cultiva ampliamente, pero menos que la Moringa oleifera.
Moringa es el único género de la familia Moringaceae, llamada sedeructops también ben o marango. Este género comprende 13 especies, todas las cuales son árboles de climas tropicales y subtropicales.
La especie más popular es Moringa oleifera, árbol originario de Kerala, estado de la India, conocido comúnmente como moringa. Esta variedad se cultiva principalmente en los trópicos. La especie africana, Moringa stenopetala, también se cultiva ampliamente, pero menos que la Moringa oleifera.
_leaves_with_flowers_at_Kolkata_W_IMG_2125.jpg)
Moringa
Moringat (Moringa) on moringakasvien (Moringaceae) heimoon kuuluva kasvisuku.[1] Se on heimonsa ainut suku ja sukuun kuuluu 13 lajia.[2]
Moringat (Moringa) on moringakasvien (Moringaceae) heimoon kuuluva kasvisuku. Se on heimonsa ainut suku ja sukuun kuuluu 13 lajia.
Moringa est un genre de plantes de la famille des Moringaceae. C'est le seul genre de cette famille.
Il comprend 13 espèces d'arbres poussant sous climat tropical ou subtropical.
L'espèce la plus populaire est Moringa oleifera, un arbre à usages multiples originaire d'Inde, cultivée sous les tropiques où il est souvent simplement appelé « Moringa » et auquel on attribue des qualités médicinales. L'espèce africaine Moringa stenopetala est aussi largement cultivée, quoique moins que Moringa oleifera.
Le nom générique Moringa viendrait du mot Tamoul, « முருங்கை » ou « முருங்க » (mourungai ou mourunga). Une étymologie venant du mot arabe « مرنج » mirnej, lui-même issu d'un mot sanskrit est également avancée.
Le nom botanique est cité dès 1578 par le naturaliste portugais Cristobal Acosta[1],[2].
Dans le dictionnaire Littré on trouve la définition suivante :
« Genre de plantes : le moringe ptérigosperme de Gaertner, qui était le moringe oléifère de Lamarck et la guilandine moringa de Linné ; le moringe aptère (Indes orientales) de Gaertner, nommé dans les officines been-album ou ben-album, c'est-à-dire been-blanc ou ben-blanc, mais qu'il ne faut pas confondre avec le behen blanc[3]. »
En khmer, cet arbuste est appelé m'rum (orthographié ម្រុំ ou ម្រុម). Une plante très connue au Cambodge où les feuilles et fleurs sont accommodées dans les plats khmers tels que le kako (សម្លកកូរ) ou noum bâgn chhôk (នំបញ្ចុក). Durant les périodes de disette, certains connaisseurs ont pu mettre à profit leur expérience pour survivre grâce, entre autres, à cette plante, mais aussi aux liserons d'eau ou aux amarantes… (ផ្ទី).
Des analyses nutritionnelles ont montré que les feuilles de Moringa oleifera présentent un profil nutritionnel très équilibré[4] et sont plus riches en vitamines, minéraux et protéines que la plupart des légumes. Beaucoup de programmes, réalisés avec le concours d'ONG comme Hellen Keller International (HKI) ou la National Cooperative Business Association (NCBA), anciennement Cooperative league of USA (CLUSA), sont en cours pour développer cette utilisation. Les feuilles de Moringa oleifera permettent de lutter contre la malnutrition et ses maladies associées (cécité, etc.)[5].
Les feuilles de moringa contiendraient deux fois plus de protéines que le yaourt, 3 fois plus de potassium que la banane, 4 fois plus de calcium que le lait, 7 fois plus de vitamine C que les oranges et 4 fois plus de vitamine A que les carottes, et contiendraient les 8 acides aminés essentiels. C'est l'une des raisons pour laquelle certains intègrent la Moringa Olifeira parmi les super-aliments. Toutefois l'Organisation mondiale de la santé a refusé de reconnaître les feuilles de cette plante comme un complément nutritionnel légal par principe de précaution (manque d'analyses)[6].
Moringa est un genre de plantes de la famille des Moringaceae. C'est le seul genre de cette famille.
Il comprend 13 espèces d'arbres poussant sous climat tropical ou subtropical.
L'espèce la plus populaire est Moringa oleifera, un arbre à usages multiples originaire d'Inde, cultivée sous les tropiques où il est souvent simplement appelé « Moringa » et auquel on attribue des qualités médicinales. L'espèce africaine Moringa stenopetala est aussi largement cultivée, quoique moins que Moringa oleifera.
Moringa (lat. Moringa), biljni rod iz reda kupusolike, smješten u vlastitu porodicu Moringaceae[1]. Pripada mu desetak vrsta drveća iz tropske Azije i Afrike, a najpoznatije među njima je korisno drvo ostrip ili željud, (M. oleifera) [2]
Moringa (lat. Moringa), biljni rod iz reda kupusolike, smješten u vlastitu porodicu Moringaceae. Pripada mu desetak vrsta drveća iz tropske Azije i Afrike, a najpoznatije među njima je korisno drvo ostrip ili željud, (M. oleifera)
Moringa Adans., 1763 è un genere di piante arboree tropicali e subtropicali appartenenti all'ordine Brassicales.[1] È l'unico genere della famiglia Moringaceae Martinov, 1820.[2]
Il nome Moringa viene da Murungai (முருங்கை) in Tamil. In Gujarati è denominato invece Saragvo.[3]
Comprende cespugli o piccoli alberi che vivono in climi tropicali e subtropicali, spesso aridi per lunghi periodi. Alcune delle specie hanno sviluppo caudiciforme (cioè hanno un organo trasformato con funzione di accumulo, di norma il fusto, con forma rigonfia a bottiglia, per l'accumulo di acqua o sostanze nutritive).[4]
Il genere Moringa comprende le seguenti specie:[5]
Il sistema Cronquist classificava questa famiglia nell'ordine Capparales.[6] La specie più comune, diffusa e di maggiore interesse, è Moringa oleifera. Ugualmente coltivata è anche Moringa stenopetala.
Moringa Adans., 1763 è un genere di piante arboree tropicali e subtropicali appartenenti all'ordine Brassicales. È l'unico genere della famiglia Moringaceae Martinov, 1820.
Il nome Moringa viene da Murungai (முருங்கை) in Tamil. In Gujarati è denominato invece Saragvo.
Moringa (Moringa) – bastutiečių (Brassicales) eilės augalų gentis, priklausanti moringinių (Moringaceae) šeimai. Tai medžiai, augantys subtropikų ir tropikų srityse.
Arabinė moringa (Moringa peregrina)
Moringa (Moringa) – bastutiečių (Brassicales) eilės augalų gentis, priklausanti moringinių (Moringaceae) šeimai. Tai medžiai, augantys subtropikų ir tropikų srityse.
Moringa is de botanische naam van een genus, dat een dozijn soorten bomen telt: deze komen voor in de tropen en subtropen van Afrika, alsook aangrenzend Europa en tot ver in Azië. Het geslacht vormt in zijn eentje de familie Moringaceae.
Moringa oleifera is een soort die van enig economisch belang is, met medicinale toepassingen.[1]
Moringa is de botanische naam van een genus, dat een dozijn soorten bomen telt: deze komen voor in de tropen en subtropen van Afrika, alsook aangrenzend Europa en tot ver in Azië. Het geslacht vormt in zijn eentje de familie Moringaceae.
Moringa oleifera is een soort die van enig economisch belang is, met medicinale toepassingen.
Moringaceae é uma família de plantas com flor (angiospérmicas) pertencente à ordem Brassicales.[4] A família é monogenérica, constituída pelo género único Moringa.[5] O género agrupa 13 espécies, todas com distribuição natural nas regiões de clima tropical e subtropical da África e do sudoeste da Ásia. As espécies de Moringa apresentam crescimento rápido, adaptando-se a uma grande variedade de ambientes, incluindo em regiões semi-áridas.
As espécies do género Moringa são arbustos ou pequenas árvores decíduas, com raízes e caules suculentos, bulbosos ou carnudos, nalguns casos "árvores de garrafa" com troncos paquicaules suculentas e inchados. Todas estas espécies contêm, em particular nas suas partes suculentas, os glucosinolatos típicos das Brassicales que lhes conferem um forte cheiro a rábano. As espécies arbustivas têm em geral um número reduzido de ramos em torno da parte terminal do tronco, que secam quando as condições de secura ambiental obrigam a planta a reduzir o consumo de água. Em períodos húmidos estas espécies recuperam as ramagem, com crescimento rápido a partir dos nutrientes armazenados nas raízes e caules suculentos.
As folhas apresentam inserção alterna, duas ou três vezes pinadas, com margens inteiras, geralmente com limbos pequenos. Não têm estípulas, mas por vezes apresentam protuberâncias glandulosas nas base dos pecíolos e folíolos.
As flores são hermafroditas, pentâmeras, agrupadas em inflorescências axilares cimeiras do tipo panícula, cada uma com numerosas flores. A flores são muitas vezes pequenas, sendo que nos casos em que são maiores apresentam marcada zigomorfia. O cálice é em forma de taça ou tubular. As 5 sépalas são todas desiguais e de entre as 5 pétalas desiguais, de coloração branca, amarela ou vermelha, a mais exterior é em geral a de maiores dimensões. Entre os 5 estames férteis ocorrem 3-5 estaminódios. Entre os carpelo, de 2 a 4 são fundidos num ovário súpero ou semi-súpero, esbelto e cilíndrico, que termina num estilete tubular, sem estigmas radiais.
O fruto é uma cápsula lenhosa, de três a doze gomos que termina em três abas que se abrem na maturidade de forma explosiva. As sementes são numerosas, na maioria dos casos aladas, com três asas, não contendo tecido nutritivo (endosperma).
O nome genérico deriva de murungai /munakkai/ muringa, os vocábulos tâmil/telugo/malaiala usados como nome comum da espécie Moringa oleifera.[6] Na língua gujarati a espécie é denominda saragvo.[7]
Na sua presente circunscrição taxonómica o género Moringa agrupa 13 espécies validamente descritas, todas nativas das regiões de climas tropicais e subtropicais. As espécie variam em hábito e tamanho entre pequenas plantas herbáceas e árvores de grandes dimensões. A maioria apresenta uma marcada paquicaulia.
A espécie tipo, e simultaneamente a mais conhecida, é Moringa oleifera, árvore originária do estado de Kerala, no sopé dos Himalaias (noroeste da Índia),[8] conhecida pelo nome comum de moringa ou acácia-branca. Esta espécie é cultivada como árvore multiusos nos trópicos.[9] A espécie africana Moringa stenopetala também é amplamente cultivada, embora menos que Moringa oleifera.
O género Moringa inclui as seguintes espécies validamente descritas:
Moringaceae é uma família de plantas com flor (angiospérmicas) pertencente à ordem Brassicales. A família é monogenérica, constituída pelo género único Moringa. O género agrupa 13 espécies, todas com distribuição natural nas regiões de clima tropical e subtropical da África e do sudoeste da Ásia. As espécies de Moringa apresentam crescimento rápido, adaptando-se a uma grande variedade de ambientes, incluindo em regiões semi-áridas.
Moringa[1] är ett släkte av tvåhjärtbladiga växter. Moringa är enda släktet i familjen pepparrotsträdsväxter[2].[1]
Kladogram enligt Catalogue of Life[1]:
Moringa
Деякі види моринги є корисними для здоров'я, використовуються в косметології, в техніці і як дороговартісна олія в їжу.
Докладніше див. у статті моринга масляниста.
Chi Chùm ngây (danh pháp khoa học: Moringa) là chi duy nhất trong họ Chùm ngây (Moringaceae). Chi này chứa 13 loài, tất cả trong số chúng đều là các cây thân gỗ sinh sống trong khu vực nhiệt đới và cận nhiệt đới. Tên gọi khoa học của chi này có nguồn gốc từ tiếng Tamil murungakkAi. Tại Gujarati, người ta gọi chúng là saragvo. Khu vực phân bổ chủ yếu của chúng là đông bắc và tây nam châu Phi, Madagascar, bán đảo Ả Rập, Nam Á.
Loài phổ biến nhất là chùm ngây (Moringa oleifera), loài cây có nhiều công dụng có nguồn gốc từ khu vực thuộc bang Kerala của Ấn Độ. Lá của nó có thể ăn được. Loài cây này được trồng tại nhiều nơi trong khu vực nhiệt đới và là loài duy nhất của chi này có mặt tại Việt Nam. Loài có nguồn gốc châu Phi là Moringa stenopetala, cũng được trồng rộng khắp, nhưng ít phổ biến hơn Moringa oleifera.
Bài viết liên quan đến bộ Cải này vẫn còn sơ khai. Bạn có thể giúp Wikipedia bằng cách mở rộng nội dung để bài được hoàn chỉnh hơn.
Chi Chùm ngây (danh pháp khoa học: Moringa) là chi duy nhất trong họ Chùm ngây (Moringaceae). Chi này chứa 13 loài, tất cả trong số chúng đều là các cây thân gỗ sinh sống trong khu vực nhiệt đới và cận nhiệt đới. Tên gọi khoa học của chi này có nguồn gốc từ tiếng Tamil murungakkAi. Tại Gujarati, người ta gọi chúng là saragvo. Khu vực phân bổ chủ yếu của chúng là đông bắc và tây nam châu Phi, Madagascar, bán đảo Ả Rập, Nam Á.
Loài phổ biến nhất là chùm ngây (Moringa oleifera), loài cây có nhiều công dụng có nguồn gốc từ khu vực thuộc bang Kerala của Ấn Độ. Lá của nó có thể ăn được. Loài cây này được trồng tại nhiều nơi trong khu vực nhiệt đới và là loài duy nhất của chi này có mặt tại Việt Nam. Loài có nguồn gốc châu Phi là Moringa stenopetala, cũng được trồng rộng khắp, nhưng ít phổ biến hơn Moringa oleifera.
Moringa Adans., 1763
Виды
Мори́нга (лат. Moringa) — единственный род растений монотипного семейства Моринговые (Moringaceae), входящего в порядок Капустоцветные, включающий в себя 13 видов, распространённых в субтропических и тропических областях планеты.
По информации базы данных The Plant List (на июль 2016), род включает 13 видов[2]:
Мори́нга (лат. Moringa) — единственный род растений монотипного семейства Моринговые (Moringaceae), входящего в порядок Капустоцветные, включающий в себя 13 видов, распространённых в субтропических и тропических областях планеты.
Moringa arborea
Moringa borziana
Moringa concanensis
象脚木 Moringa drouhardii
Moringa hildebrandtii
Moringa longituba
辣木 Moringa oleifera
Moringa ovalifolia
Moringa peregrina
Moringa pygmaea
Moringa rivae
Moringa ruspoliana
Moringa stenopetala
辣木科（學名：Moringaceae）只有一属—辣木属，原產於印度，又稱為鼓槌樹，是多年生熱帶落葉喬木，全世界約有14個品種，主要分布在非洲以及亚洲西部和南部(如菲律賓，印尼等)，美國的夏威夷州亦有種植。最主要的品种是原生于印度南部的辣木和原生于非洲的(Moringa stenopetala)，辣木科的拉丁语名称就源自泰米尔語。
本科植物都是乔木，辣木樹齡約可達20年，樹高可達7～12公尺（但可修剪成1至1.5公尺，以利家用式盆栽的栽種），樹幹直徑可達20～40公分，樹皮為軟木質，根有辛辣味，枝梢頂部交織形成2～3排羽狀複葉。叶：羽状复叶互生，小叶卵形，全缘；托叶缺或有叶柄和小叶基部有腺体；花白色或红色，两性，两侧对称，花萼杯状，5裂，花瓣5枚，不相等，下部的外弯，上部一枚直立；果实果是长蒴果；种子有翅。
辣木的根有辣味，可以食用；幼果和葉也可以食用；花和树皮可供药用；其種子就是從2016年夏季開始在坊間廣為吹捧的辣木籽，本來用於榨油，以製作油画油彩；也有可能成為生質柴油的原料；树皮有树脂。辣木早已廣泛地使用在亞洲、非洲和美洲的熱帶和亞熱帶地區的傳統醫學中。
《Morenga》是德国作家烏韋·提姆（Uwe Timm，1940年生于德国汉堡）的一部长篇历史小说，讲述有关非洲的德国殖民地——“德国西南非洲”（今天的纳米比亚）。Uwe Timm大学期间攻读的哲学、文学专业，获取文学博士头衔。曾在拉美和非洲工作过。长篇《Morenga》等使其在文坛一举成名。
辣木科（學名：Moringaceae）只有一属—辣木属，原產於印度，又稱為鼓槌樹，是多年生熱帶落葉喬木，全世界約有14個品種，主要分布在非洲以及亚洲西部和南部(如菲律賓，印尼等)，美國的夏威夷州亦有種植。最主要的品种是原生于印度南部的辣木和原生于非洲的(Moringa stenopetala)，辣木科的拉丁语名称就源自泰米尔語。
ワサビノキ属（ワサビノキぞく、山葵の木属、学名: Moringa）は、アブラナ科やフウチョウソウ科に近縁で、単型のワサビノキ科 (Moringaceae) を構成する唯一の属である。ワサビノキ（M. oleifera）が広く栽培され、ワサビノキという場合にはこの種を指すことが多い。学名および英名はこの種のタミル語名ムルンガイ(முருங்கை murungai)、テルグ語名ムナッカイ（మునగ munakkai）およびマラヤーラム語名ムリンガ（മുരിങ്ങ muringa）に由来する。
アフリカから南アジアの熱帯から亜熱帯にかけておよそ十数種が分布する[3]。樹高10mくらいまでの落葉高木で、幹は直立し、葉は1-3回羽状複葉で非常に大きい。葉・花・樹皮・果実の鞘などに、ワサビに似た香味があるところから名付けられたといわれる。日本国内では、栽培実績が少ないものの天草地方や小豆島などで栽培されている。
南アジアから東南アジアでは、ワサビノキの果実と葉が野菜・香辛料・民間薬などに用いられる。また、花に強い芳香があり、庭木としても用いられている。種子からとれるモリンガ油は、時計用にも用いられるような最高級のマシンオイル（機械油）とされている。たんぱく質、繊維、各種ミネラル、各種ビタミン、アミノ酸などの栄養素を極めて高いレベルでバランス良く含んでいる。
エチオピアのコンソでは、段々畑でモリンガ・ステノペタラが栽培されている。野菜として収穫する他、コンパニオンプランツとしてその木陰でトウガラシやモロコシを栽培する。また、民間薬としても用いられる[4]。
モリンガ・ステノペタラの種子の粉末は、水に混ぜて不純物を凝固させ、濾過して飲用水を作るのに用いられる。インドではワサビノキの種子を同じ用途に利用しているが、モリンガ・ステノペタラの方が効果が高い[5]。
ワサビノキのほとんどはヒトや家畜の食用となる。葉はタンパク質、ビタミンA、ビタミンB、ビタミンC、ミネラルが豊富である[6]。ワサビノキの新葉100 には8.3 gのタンパク質、434 mgのカルシウム、404 mgのカリウム、738 μgのビタミンA、164 mgのビタミンCが含まれている[7]。
タンパク質が豊富な葉をウシに与えると、体重が最大32%増加し、牛乳の生産が43%から65%増加することが示されている[8]。種子はオレイン酸が豊富な30から40%の油を含んでいるが、脱脂した粉末の61%はタンパク質である[9]。脱脂粉末は凝集剤であり、浄水に使うことができる[10]。
さらに、ラットによる実験でワサビノキの葉の粉末エキスには妊娠中絶効果がある可能性があることが示されている[11]。
M. drouhardii
M. hildebrandtii
M. stenopetala
M. ovalifolia
M. peregrina
M. concanensis
M. longituba
M. ruspoliana
M. borziana
M. pygmaea
M. arborea
M. rivae
13種が属する。アフリカ南部に分布する種が最も基底的で、これらの種は水を蓄えるためにボトル型の幹を持っている。これらの種を起源として、大きく2つのグループに分かれていったと考えられている[12]。
この項目は、植物に関連した書きかけの項目です。この項目を加筆・訂正などしてくださる協力者を求めています（プロジェクト:植物／Portal:植物）。 ワサビノキ属（ワサビノキぞく、山葵の木属、学名: Moringa）は、アブラナ科やフウチョウソウ科に近縁で、単型のワサビノキ科 (Moringaceae) を構成する唯一の属である。ワサビノキ（M. oleifera）が広く栽培され、ワサビノキという場合にはこの種を指すことが多い。学名および英名はこの種のタミル語名ムルンガイ(முருங்கை murungai)、テルグ語名ムナッカイ（మునగ munakkai）およびマラヤーラム語名ムリンガ（മുരിങ്ങ muringa）に由来する。
アフリカから南アジアの熱帯から亜熱帯にかけておよそ十数種が分布する。樹高10mくらいまでの落葉高木で、幹は直立し、葉は1-3回羽状複葉で非常に大きい。葉・花・樹皮・果実の鞘などに、ワサビに似た香味があるところから名付けられたといわれる。日本国内では、栽培実績が少ないものの天草地方や小豆島などで栽培されている。
모링가속(Moringa)은 십자화목에 속하는 속씨식물 속의 하나이다. 모링가과(Moringaceae)의 유일속으로 열대 및 아열대 기후 지역에 분포하는 13종을 포함하고 있다. 크기가 작은 초본식물에서 큰 나무까지 있다. 속명은 모링가(M. oleifera)를 가리키는 타밀어의 "무릉가이"(murunggai, முருங்கை) 또는 말라얄람어의 "무링가"(muringa)에서 유래했다.[2]
가장 많이 알려진 종은 인도 북서부 히말라야 산기슭에 자생하고, 열대 전지역에서 재배하는 다목적 수종의 일종인 모링가(Moringa oleifera)이다.[3] 모링가보다는 아니지만 아프리카 종 M. stenopetala 또한 널리 분포한다.
다음은 2016년 6월, 썬 등(Sun et al.)의 계통 분류이다.[5]
십자화목Azima tetracantha
(보스윅키아과)
(스틱시스과)
모링가속(Moringa)은 십자화목에 속하는 속씨식물 속의 하나이다. 모링가과(Moringaceae)의 유일속으로 열대 및 아열대 기후 지역에 분포하는 13종을 포함하고 있다. 크기가 작은 초본식물에서 큰 나무까지 있다. 속명은 모링가(M. oleifera)를 가리키는 타밀어의 "무릉가이"(murunggai, முருங்கை) 또는 말라얄람어의 "무링가"(muringa)에서 유래했다.
가장 많이 알려진 종은 인도 북서부 히말라야 산기슭에 자생하고, 열대 전지역에서 재배하는 다목적 수종의 일종인 모링가(Moringa oleifera)이다. 모링가보다는 아니지만 아프리카 종 M. stenopetala 또한 널리 분포한다.
Wikispecies har information om 
