nomes no trilho de navegação
Dryopteris dilatata ye un felechu perteneciente a la familia Dryopteridaceae.
Tien frondes de (10)30-120(150) cm de llargu, persistentes pel hibiernu; pecíolu1/3-1/2 del llargor de la fronde, delgáu, castañal amarellentada na mayor parte de la so longitud, densamente paleáceo na base; páleas de llanceolaes a ováu-lanceoladas, castañu-pálides, dacuando con una franxa castañu-escura na base; llámina 3-pinnada, triangular-llanceolada, herbal, verde-escura, daqué brillosa, eglandular; pinnas de triangular-llanceolaes a linear-llanceolaes, inxeríes; les basales, cola pínnula basiscópica proximal del mesmu llargor o escasamente más curtia que la vecina; pínnulas con pecíolulo bien curtiu; segmentos de último orde rectangulares, colos llaos paralelos, dispuestos oblicuamente sobre la mariña, pero non falcaos, col ápiz d'arrondáu a obtusamente puntiagudo y dientes anchamente agudos, aristaos, poco sobresalientes. Indusio pequeñu, delgáu, ablancazáu. Espores (27)33-39(42) µm, densamente cristullau-espinulosas. Tien un númberu de cromosomes de 2n = 164; n = 82 (alotetraploide deriváu de D. expansa y D. azorica).[1]
Alcuéntrase en roquedos y turries de montes frescos; a una altitú de 0-2000 metros n'Europa, Turquía, Cáucasu y N d'Irán. Terciu N de la Península Ibérica, baxando pol W hasta la Serra de Sintra y Sierra Carbonera, en Cáceres.
Dryopteris dilatata describióse por (Hoffm.) A.Gray y espublizóse en A Manual of the Botany of the Northern United States 631. 1848.[2]
Dryópteris: nome xenéricu que remanez del griegu dryopterís = nome d'un felechu. En Dioscórides, de felechu (gr. pterís) que naz sobre los carbayos (gr. drys)
dilatata: epítetu llatín que significa "espandíu".[3]
.
Esta páxina forma parte del wikiproyeutu Botánica, un esfuerciu collaborativu col fin d'ameyorar y organizar tolos conteníos rellacionaos con esti tema. Visita la páxina d'alderique del proyeutu pa collaborar y facer entrugues o suxerencies. Dryopteris dilatata ye un felechu perteneciente a la familia Dryopteridaceae.
Avstriya ayıdöşəyi (lat. Dryopteris austriaca)[1] - ayıdöşəyi cinsinə aid bitki növü.[2]
Mae'r Marchredyn Llydan (Dryopteris dilatata) yn blanhigyn cyffredin a welir ar draws Gymru a gweddill gwledydd Prydain. Tyfai ar goedydd llaith, ar rhosydd a llethrau mynyddoedd. Ar bridd asidig mae'n tyfu fel rheol. (Ebrill-Tachwedd.)
Kapraď rozložená (Dryopteris dilatata) patří mezi kapradiny do čeledi kapraďovité (Dryopteridaceae).
Kapraď rozložená je hustě trsnatá, vytrvalá a výtrusná bylina. Dorůstá do výšky až 1,2 m. Spory dorůstají v období od července do listopadu.Oddenek je hustě plevinatý, přímý, až 15 cm dlouhý a 3 – 6 cm silný. Listy, dlouhé až 150 cm a široké až 40 cm, jsou přezimující a všechny téměř stejného tvaru. Jsou poměrně chabé, většinou obloukovitě prohnuté a na spodní straně mají roztroušeně uspořádané nažloutlé žlázky. Čepel je na líci tmavozeleně zbarvena, má vejčitý až trojúhelníkovitý tvar a je zpravidla dvakrát delší než široká. Je dvakrát až čtyřikrát zpeřená a po každé straně má 15 – 20 lístků, které jsou vejčité až vejčitě kopinaté, vzájemně se dotýkající a někdy až překrývající. Nejspodnější lístky jsou vyduté, asymetrické, vejčité až vejčitě trojúhelníkovité. K řapíku směřující bazální lísteček nejspodnějšího lístku je zhruba o polovinu kratší než tento lístek. Okraje lístků i lístečků jsou pilovitě ostnitě zubaté. Délka řapíku je téměř srovnatelná s délkou čepele nebo kratší. Tmavě hnědé zašpičatělé pleviny se světlejšími okraji hustě pokrývající dolní polovinu řapíku jsou více než 1cm dlouhé. Výtrusnicové kupky mají v průměru 0,7 – 1,1 mm a jsou kryté ledvinitou, žlutavě žláznatou ostěrou. Tmavohnědé výtrusy mají elipsoidní tvar a jsou hustě pokryty jemnými ostny, viditelnými jen pod mikroskopem.
Tato kapradina se vyskytuje od nížin až po subalpinský stupeň v mírně suchých a podmáčených lesích ( zejména smrkových a bukových), v roklích, na vlhkých kamenitých svazích, na úpatí skal, v křovinách, na březích potoků, v kosodřevině apod. Fytochorotyp této kapradiny je Hypericum maculatum - Luzula pilosa, což znamená, že je rozšířená téměř na celém území České republiky s výjimkou Jižní Moravy (v panonské květenné oblasti ). Hojně se vyskytuje ve středním Polabí. Mimo ČR se kapraď rozložená vyskytuje v západní a střední Evropě, v jižní Skandinávii, v severní části Balkánského poloostrova, ve střední Itálii, na Korsice, na severozápadní části Pyrenejského poloostrova, na severu Malé Asie a na Kavkazu.
Kapraď rozložená je někdy zaměňována s papratkou samičí (Athyrium filix – femina (L.) Roth). Od papratky samičí se liší okrouhlými výtrusnicovými kupkami a počtem cévních svazků v řapíků, kterých má kapraď rozložená čtyři, kdežto papratka samičí má pouze dva cévní svazky. V nižších polohách může být kapraď rozložená zaměňována s kapradí osténkatou (Dryopteris carthusiana). Od té se kapraď rozložená liší plevinami na řapíku, které jsou delší než 1cm.
Obrázky, zvuky či videa k tématu kapraď rozložená ve Wikimedia Commons
Galerie kapraď rozložená ve Wikimedia CommonsKapraď rozložená (Dryopteris dilatata) patří mezi kapradiny do čeledi kapraďovité (Dryopteridaceae).
Der Breitblättriger Dornfarn, auch Großer Dornfarn (Dryopteris dilatata, Syn.: Dryopteris austriaca) ist eine verbreitete Pflanzenart aus der Gattung der Wurmfarne (Dryopteris). Sie ist in gemäßigten Gebieten auf der Nordhalbkugel weitverbreitet.
Die überhängenden Wedel des sommergrünen Farns sind in Rosetten angeordnet. Die Wedel besitzen eine Länge von bis zu 150 Zentimetern. Der Blattstiel ist ziemlich kurz, er ist nur halb so lang wie die Spreite und dicht mit hellbraunen, in der Mitte dunkelbraunen Schuppen besetzt. Das Blatt ist drei- bis vierfach gefiedert, von dreieckigem bis ovalem Umriss (Name) und läuft spitz zu. Seine Oberseite ist dunkelgrün. Die eckigen Fiederblättchen sind am Rand sehr fein stachelspitzig gesägt. Die Sporenbehälter sitzen zweireihig auf der Unterseite der sporentragenden Wedel.
Der Breitblättrige Dornfarn ist dem Gewöhnlichen Dornfarn recht ähnlich, besonders wenn die Wedel jung und noch ohne Sporenbehälter sind. Das beste Unterscheidungsmerkmal sind die Schuppen am Blattstiel; sie sind beim Gewöhnlichen Dornfarn nur hellbraun und haben keinen dunkelbraunen Mittelteil.
Der Breitblättrige Dornfarn besitzt die Chromosomenzahl 2n = 164. Er ist allotetraploid. Zwei seiner Genome stammen vom Feingliedrigen Dornfarn (Dryopteris expansa), die zwei anderen vermutlich von der nordamerikanischen Art Dryopteris intermedia.
Das Verbreitungsgebiet von Dryopteris dilatata umfasst die gemäßigten Gebiete Europas, die Gebirgslagen in Südeuropa, den Kaukasus, erstreckt sich über Sibirien bis Kamtschatka, Sachalin und Nordamerika.
Der Breitblättrige Dornfarn gedeiht in feuchten, schattigen Wäldern auf meist kalkarmen, sandigsteinigen Böden vor. Seinen Schwerpunkt hat er in hochmontanen Buchen- oder Fichtenwäldern. Er gedeiht in Gesellschaften der Verbände Fagion, Quercion roboris und Adenostylion und der Unterverbands Vaccinio-Abietenion.[1] In den Allgäuer Alpen steigt er am Kegelkopf in Bayern bis zu 1900 Metern Meereshöhe auf.[2]
Die ökologischen Zeigerwerte nach Landolt et al. 2010 sind in der Schweiz: Feuchtezahl F = 3+w (feucht aber mäßig wechselnd), Lichtzahl L = 2 (schattig), Reaktionszahl R = 2 (sauer), Temperaturzahl T = 2+ (unter-subalpin und ober-montan), Nährstoffzahl N = 3 (mäßig nährstoffarm bis mäßig nährstoffreich), Kontinentalitätszahl K = 3 (subozeanisch bis subkontinental).[3]
Es können zwei Unterarten unterschieden werden:[4]
Der Breitblättrige Dornfarn wurde 1796 durch Georg Franz Hoffmann als Polypodium dilatatum in Deutschlands Flora, vol. 2, S. 7 erstbeschrieben. Die Art wurde von Asa Gray in Manual of the Botany of the Northern United States ... S. 631 (1848) als Dryopteris dilatata (Hoffm.) A.Gray in die Gattung Dryopteris Adans. gestellt. Synonyme der Art sind Aspidium dilatatum (Hoffm.) Sm., Aspidium spinulosum var. muticum A.Braun ex Döll, Dryopteris austriaca ssp. dilatata (Hoffm.) Schinz & Thell., Dryopteris carthusiana subsp. dilatata (Hoffm.) O.Bolòs, Vigo, Masalles & Ninot, Dryopteris spinulosa ssp. dilatata (Hoffm.) C.Chr. und Polystichum dilatatum (Hoffm.) Schumacher.[4]
Der Breitblättriger Dornfarn, auch Großer Dornfarn (Dryopteris dilatata, Syn.: Dryopteris austriaca) ist eine verbreitete Pflanzenart aus der Gattung der Wurmfarne (Dryopteris). Sie ist in gemäßigten Gebieten auf der Nordhalbkugel weitverbreitet.
Dryopteris dilatata, the broad buckler-fern,[1] is a robust species of deciduous or semievergreen fern in the family Dryopteridaceae, native to Europe, particularly western and central Europe. In southern Europe, it is mostly found in mountainous regions. It is also found between the Black Sea and the Caspian Sea.[2] It grows to 90 cm (35 in) tall by 120 cm (47 in) wide, with dark green tripinnate fronds, the ribs covered in brown scales.[3][4]
The Latin specific epithet dilatata means "spread out".[5]
The species[6] and the cultivars 'Crispa Whiteside'[7] and 'Lepidota Cristata'[8] have gained the Royal Horticultural Society's Award of Garden Merit.[9]
Dryopteris dilatata, the broad buckler-fern, is a robust species of deciduous or semievergreen fern in the family Dryopteridaceae, native to Europe, particularly western and central Europe. In southern Europe, it is mostly found in mountainous regions. It is also found between the Black Sea and the Caspian Sea. It grows to 90 cm (35 in) tall by 120 cm (47 in) wide, with dark green tripinnate fronds, the ribs covered in brown scales.
The Latin specific epithet dilatata means "spread out".
The species and the cultivars 'Crispa Whiteside' and 'Lepidota Cristata' have gained the Royal Horticultural Society's Award of Garden Merit.
Dryopteris dilatata es un helecho perteneciente a la familia Dryopteridaceae.
Tiene frondes de (10)30-120(150) cm de largo, persistentes en invierno; pecíolo 1/3-1/2 de la longitud de la fronde, delgado, castaño amarillento en la mayor parte de su longitud, densamente paleáceo en la base; páleas de lanceoladas a ovado-lanceoladas, castaño-pálidas, a veces con una franja castaño-oscura en la base; lámina 3-pinnada, triangular-lanceolada, herbácea, verde-oscura, algo brillante, eglandular; pinnas de triangular-lanceoladas a linear-lanceoladas, imbricadas; las basales, con la pínnula basiscópica proximal de la misma longitud o escasamente más corta que la vecina; pínnulas con pecíolulo muy corto; segmentos de último orden rectangulares, con los lados paralelos, dispuestos oblicuamente sobre la costa, pero no falcados, con el ápice de redondeado a obtusamente puntiagudo y dientes anchamente agudos, aristados, poco sobresalientes. Indusio pequeño, delgado, blanquecino. Esporas (27)33-39(42) µm, densamente cristulado-espinulosas. Tiene un número de cromosomas de 2n = 164; n = 82 (alotetraploide derivado de D. expansa y D. azorica).[1]
Se encuentra en roquedos y taludes de bosques frescos; a una altitud de 0-2000 metros en Europa, Turquía, Cáucaso y N de Irán. Tercio N de la península ibérica, descendiendo por el W hasta la Serra de Sintra y Sierra Carbonera, en Cáceres.
Dryopteris dilatata fue descrita por (Hoffm.) A.Gray y publicado en A Manual of the Botany of the Northern United States 631. 1848.[2]
Dryópteris: nombre genérico que deriva del griego dryopterís = nombre de un helecho. En Dioscórides, de helecho (gr. pterís) que nace sobre los robles (gr. drys)
dilatata: epíteto latino que significa "expandido".[3]
Dryopteris dilatata es un helecho perteneciente a la familia Dryopteridaceae.
Austria sõnajalg (Dryopteris dilatata) on sõnajalaliste sugukonda sõnajala perekonda kuuluv taimeliik.
Taim kasvab varjukates metsades. Taim on Eestis haruldane.[1]
Austria sõnajalg (Dryopteris dilatata) on sõnajalaliste sugukonda sõnajala perekonda kuuluv taimeliik.
Taim kasvab varjukates metsades. Taim on Eestis haruldane.
Etelänalvejuuri (Dryopteris dilatata, syn. D. austriaca) on suurikokoinen, Euroopassa tavattava saniainen.
Etelänalvejuuri on monivuotinen kasvi. Sillä on tiheitten ja usein liuskaisten suomujen peittämä lyhyt maavarsi, joka on pysty tai vaakasuora. Maavarresta kohoaa tummanvihreitä, hieman viistoja, 30–120 cm korkeita lehtiä, joiden ruoti on noin puolet lehtilavan pituudesta. Lehtiruoti ja usein myös keskirangan alapinta on runsaiden, keskeltä mustahkojen suomujen peittämä. Lehtilapa on kolmiomaisen puikea ja kolme kertaa parilehdykkäinen. Lehtilavan, lehdyköiden keskiranka ja lehdykät ovat alta harvaan nystykarvaisia. Lehdykät ovat pariosaisia ja niiden muoto vaihtelee puikeista kapeanpuikeisiin. Pikkulehdykät ovat pariosaisia ja muodoltaan usein kuperia, tyvilehdykän ensimmäisen pikkulehdykkäparin alempi pikkulehdykkä on noin kolmasosa lehdykän pituudesta. Itiöpesäkeryhmät ovat pyöreitä ja sijaitsevat lehdyköiden alapuolella ja ovat munuaismaisen katesuomun peittämiä. Etelänalvejuuren itiöt kypsyvät Suomessa kesä-heinäkuussa. Itiöt ovat väriltään tummanruskeita. Muiden alvejuurilajien tapaan myös etelänalvejuuri on myrkyllinen.[1]
Etelänalvejuuri muistuttaa huomattavasti lähisukulaistaan isonalvejuurta (D. expansa), jota aikaisemmin pidettiin etelänalvejuuren yhtenä muotona.[2] Etelänalvejuuri myös risteytyy isoalvejuuren kanssa, kuten myös toisen sukulaislajin, metsäalvejuuren kanssa.[3]
Etelänalvejuurta tavataan ainoastaan Euroopassa. Levinneisyysalue ulottuu Pyreneiden niemimaan keski- ja pohjoisosista Romaniaan ja Puolaan, mahdollisesti Länsi-Venäjälle saakka. Eteläisimmät esiintymät ovat Keski-Italiassa ja Pohjois-Kreikassa, pohjoisessa lajia tavataan Britteinsaarilla ja Fennoskandian eteläosissa. Yksittäisiä havaintoja lajista on myös Kaukausukselta.[3] Suomessa etelänalvejuurta kasvaa paikoitellen Etelä- ja Lounais-Suomessa.[4][5]
Tyypillisiä etelänalvejuuren kasvupaikkoja ovat tuoreat ja soistuneet metsät, purolaaksot ja merenrantakalliot.[3][5]
Etelänalvejuuri (Dryopteris dilatata, syn. D. austriaca) on suurikokoinen, Euroopassa tavattava saniainen.
Dryopteris dilatata (fento macho grande) é unha especie robusta de fento deciduo ou semiperenne da familia Dryopteridaceae, planta nativa do oeste e centro de Europa. Medra até 90 cm de alto e 120 cm de ancho, con frondes verde escuro tripinnados, as costelas cubertas de escamas marróns.[1][2]
A especie[3] e mais o cultivar 'Crispa Whiteside'[4] ambos gañaron o premio Garden Merit da Royal Horticultural Society.
Dryopteris dilatata (fento macho grande) é unha especie robusta de fento deciduo ou semiperenne da familia Dryopteridaceae, planta nativa do oeste e centro de Europa. Medra até 90 cm de alto e 120 cm de ancho, con frondes verde escuro tripinnados, as costelas cubertas de escamas marróns.
A especie e mais o cultivar 'Crispa Whiteside' ambos gañaron o premio Garden Merit da Royal Horticultural Society.
Skėstalapis papartis (lot. Dryopteris dilatata, angl. Broad Buckler Fern, vok. Breitblättriger Dornfarn) – papartinių (Dryopteridaceae) šeimos augalas.
De brede stekelvaren (Dryopteris dilatata) is een overblijvende varen uit de niervarenfamilie (Dryopteridaceae). De soort is vooral te vinden in bossen op vrij vochtige tot droge, matig voedselrijke grond.
De plant heeft een dikke, rechtopstaande wortelstok waaruit regelmatige, trechtervormige bundels bladeren groeien. De wortelstok is soms vertakt zodat een aantal van zulke bundels in een groepje staat. De bladeren worden 40-100(-150) cm lang en doorgaans 15-30cm breed, hebben een minder lange bladsteel en blijven gewoonlijk groen gedurende de winter. Ze zijn donkergroen, breed-driehoekig eirond tot langwerpig en tot drie- a viervoudig geveerd. De uiterste segmenten staan bol naar boven. De steel is dicht bezet met bruine schubben met een duidelijke, zwartbruine kern. De sori zijn circa 1 mm in doorsnede en het indusium draagt meestal gele klieren aan de rand. De plant is vaak van een afstand herkenbaar aan de naar buiten overhangende bladtop.[1]
De brede stekelvaren is een schaduw-tolerante soort die voorkomt in loof- en naaldbossen op vrij vochtige tot droge, matig voedselrijke grond. Hij vermijdt al te natte grond, maar komt vaak in grote massa voor aan de drogere randen van natte bossen. Buiten het bos komt hij weinig voor, op kapvlaktes, duinhellingen, basaltglooiingen en (zelden) op muren. Ook is de plant te vinden op beschaduwde plaatsen langs beken en greppels. In zeldzame gevallen groeit hij epifytisch op bomen met ruwe schors, zoals op de stam van Douglasspar.
Beschaduwing beïnvloedt de groeisnelheid weinig; wel past de plant zich aan aan weinig licht door het vormen van dunnere en grotere bladeren met relatief langere bladstelen. Wel wordt er onder gunstige (lichte) groeiomstandigheden veel meer resevervoedsel opgeslagen in de dikke wortelstok.[2]
Soms vormt de wortelstok lange, kruipende uitlopers waaraan nieuwe kronen worden gevormd. Evenwel, de soort vormt grote hoeveelheden sporen waarvan er veel ook tot jonge planten uitgroeien en daarom wordt de seksuele en niet de vegetatieve voortplanting gezien als de belangrijkste manier van verspreiding. Op lichte, drogere groeiplaatsen wordt de brede stekelvaren verdrongen door de [adelaarsvaren].[3] De brede stekelvaren heeft vaak een arbusculaire mycorrhiza.
De brede stekelvaren komt voor in gematigde streken van het noordelijk halfrond, van Noord-Amerika via Europa tot in Siberië. In België komt de soort algemeen voor op zandgronden, maar is deze zeldzamer in het noordelijk deel van het kustgebied. In Nederland is dit de meest voorkomende varensoort.
De jonge exemplaren van brede stekelvaren lijkt zeer sterk op zijn verwant de smalle stekelvaren. In bossen komen beide soorten op dezelfde standplaatsen naast elkaar voor. De bladen van de smalle stekelvaren zijn meestal smaller en ijler, de kleur lichter, de steel langer. De bladen zijn meestal wat stijver, die van de brede stekelvaren hangen over. Maar deze kenmerken zijn alleen duidelijk bij volgroeide exemplaren. Het meest onderscheidende kenmerk is de licht-beschubde bladsteel met eenkleurige schubben van de smalle stekelvaren tegenover de dichtbeschubde bladsteel met tweekleurige schubben van de brede stekelvaren. De brede stekelvaren heeft klieren vaak klieren op de bladdelen en het indusium.
De brede stekelvaren is een allotetraploïde soort, ontstaan uit een kruising tussen Dryopteris azorica en Dryopteris expansa. De eerste oudersoort is een zeer nauwe verwant van de Noord-Amerikaanse Dryopteris intermedia, een van de oudersoorten van de smalle stekelvaren: dit verklaart waarom zij zoveel op elkaar lijken. Ook Dryopteris expansa is erg moeilijk met zekerheid van de brede stekelvaren te onderscheiden. Er zijn bastaarden gevonden van de smalle stekelvaren met vijf andere soorten, waaronder de smalle stekelvaren (=D. ×deweveri).
De plant bevat floroglucinolen en flavonoïden. De meeste floroglucinolen hebben een wormafdrijvende werking vandaar de Duitse naam "Wurmfarn"). Het nuttigen van de verse plant moet worden ontraden, omdat zij het enzym thiaminase bevat, wat bij veelvuldig gebruik gezondheidproblemen kan veroorzaken door thiaminegebrek.[4] Dit verhindert niet dat edelherten ze graag eten.
Blad
Jonge bladeren
Schubben op bladsteel
Sporenhoopjes (sori)
De brede stekelvaren (Dryopteris dilatata) is een overblijvende varen uit de niervarenfamilie (Dryopteridaceae). De soort is vooral te vinden in bossen op vrij vochtige tot droge, matig voedselrijke grond.
Geittelg (latin: Dryopteris dilitata) er en art av store bregner innenfor stortelgslekten i stortelgfamilien. Den er en av i alt seks arter innen stortelgslekten i Norge. den kan danne hybrid med sauetelg. På engelsk heter den «Broad buckler fern».
Geittelg er 40–130 cm høy, og vokser i tette tuer. Den har korte jordstengler, og bladene sitter i rosetter nede ved bakken. Bladskaftet er nokså langt, nederst er det svartbrunt men blir raskt bruntog er tett kledd med brune eller lysebrune skjell som er spisse og med ofte tydelig mørk midtnerve.
Bladplatene er bredt lansettformete og mørkegrønne, litt bøyd, og er bredere enn andre stortelg-arter i Norden ved at primærflikene er lengre. Formen på hele bladplaten er bred et stykke oppover og skråner så inn mot spissen, omtrent som formen på et hus. Bladet er 2-3 ganger fliket, og småflikene har kanter som er nedbøyd. Noen ganger holder bladet seg vintergrønt.
Primærflikene sitter litt spredt, og de mangler den eksterne forskjellen i lengden på sekundærflikene som vi ser hos f.eks sauetelg. Hos geittelg er nedre sekundærflik atskillig mindre enn halvparten så ang som primærfliken. Også hos geittelg er sekundærflikene lengst nærmest stilken, men arten mangler karaktertrekket hvor disse nedre sekundærflikene er mye lengre enn de nest nederste og tredje nederste.
Sporehushopene (sori) sitter parallelt mellom midtnerven og kanten av bladene, hvor de er dekket at et slør (indusium) som er nyreformet på blad som oftest visner om høsten.
I Norge vokser den i lavlandet fra hedmark i øst og langs hele kysten til Nordmøre. Geittelg går opp til 1.350 moh. på hardangervidda og 1.600 moh. i Jotunheimen. Den vokser også i hele det sørlige Sverige og lengst sørvest i Finland. Vokser ellers på Færøyene og i hele Danmark og sørover.
Geittelg (latin: Dryopteris dilitata) er en art av store bregner innenfor stortelgslekten i stortelgfamilien. Den er en av i alt seks arter innen stortelgslekten i Norge. den kan danne hybrid med sauetelg. På engelsk heter den «Broad buckler fern».
Geittelg er 40–130 cm høy, og vokser i tette tuer. Den har korte jordstengler, og bladene sitter i rosetter nede ved bakken. Bladskaftet er nokså langt, nederst er det svartbrunt men blir raskt bruntog er tett kledd med brune eller lysebrune skjell som er spisse og med ofte tydelig mørk midtnerve.
Bladplatene er bredt lansettformete og mørkegrønne, litt bøyd, og er bredere enn andre stortelg-arter i Norden ved at primærflikene er lengre. Formen på hele bladplaten er bred et stykke oppover og skråner så inn mot spissen, omtrent som formen på et hus. Bladet er 2-3 ganger fliket, og småflikene har kanter som er nedbøyd. Noen ganger holder bladet seg vintergrønt.
Primærflikene sitter litt spredt, og de mangler den eksterne forskjellen i lengden på sekundærflikene som vi ser hos f.eks sauetelg. Hos geittelg er nedre sekundærflik atskillig mindre enn halvparten så ang som primærfliken. Også hos geittelg er sekundærflikene lengst nærmest stilken, men arten mangler karaktertrekket hvor disse nedre sekundærflikene er mye lengre enn de nest nederste og tredje nederste.
Sporehushopene (sori) sitter parallelt mellom midtnerven og kanten av bladene, hvor de er dekket at et slør (indusium) som er nyreformet på blad som oftest visner om høsten.
I Norge vokser den i lavlandet fra hedmark i øst og langs hele kysten til Nordmøre. Geittelg går opp til 1.350 moh. på hardangervidda og 1.600 moh. i Jotunheimen. Den vokser også i hele det sørlige Sverige og lengst sørvest i Finland. Vokser ellers på Færøyene og i hele Danmark og sørover.
Nerecznica szerokolistna (Dryopteris dilatata (Hoffm.) A. Gray) – gatunek należący do rodziny nerecznicowatych.
Występuje w cienistych lasach i zaroślach, na niżu rzadko, w górach dość pospolita. Jest to roślina trująca. Kłącze nerecznicy szerokolistnej zawiera floroglucydy (aspidyna, aspidynol, dezaspidyna, ślady kwasu flawaspidowego).
Nerecznica szerokolistna (Dryopteris dilatata (Hoffm.) A. Gray) – gatunek należący do rodziny nerecznicowatych.
Lundbräken, Dryopteris dilatata[1], är en träjonväxtart som först beskrevs av Georg Franz Hoffmann, och fick sitt nu gällande latinska namn av Asa Gray. Dryopteris dilatata ingår i släktet Dryopteris och familjen Dryopteridaceae.[2][3] Inga underarter finns listade.[2]
Lundbräken blir ungefär mellan 50 och 150 centimeter hög.[4]
.jpg)
.jpg)
.jpg){kind=small}
.jpg)
Wikimedia Commons har media som rör Dryopteris dilatata.
Wikispecies har information om Dryopteris dilatata.
Denna artikel om kärlväxter saknar väsentlig information. Du kan hjälpa till genom att tillföra sådan.
Lundbräken, Dryopteris dilatata, är en träjonväxtart som först beskrevs av Georg Franz Hoffmann, och fick sitt nu gällande latinska namn av Asa Gray. Dryopteris dilatata ingår i släktet Dryopteris och familjen Dryopteridaceae. Inga underarter finns listade.
Lundbräken blir ungefär mellan 50 och 150 centimeter hög.
Багаторічна трав'яниста рослина 30–150 см завдовжки, листопадна або напіввічнозелена. Листя вузькотрикутне; черешки з темно-бурими з чорною смугою лусочками[2].
Європа: уся територія крім Мальти; Азія: Азербайджан, Грузія, Туреччина[5][6].
В Україні зростає в тінистих лісах — в Карпатах, Прикарпатті, Розточчя, більш-менш звичайний; на Поліссі, рідко[2]. Входить у список регіонально рідкісних рослин м. Києва, Житомирської, Рівненської, Сумської, Чернігівської областей[3].
.jpg)
.jpg)
Dryopteris dilatata là một loài thực vật có mạch trong họ Dryopteridaceae. Loài này được (Hoffm.) A. Gray miêu tả khoa học đầu tiên năm 1848.[1]
.jpg)
Dryopteris dilatata là một loài thực vật có mạch trong họ Dryopteridaceae. Loài này được (Hoffm.) A. Gray miêu tả khoa học đầu tiên năm 1848.
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg){kind=small}
.jpg)
.jpg)
.jpg)
