nomes no trilho de navegação
Ixodes ricinus (often known as the Sheep Tick) occurs widely in relatively humid, cool, shrubby and wooded pastures, gardens, windbreaks, floodplains, and forest through much of Europe to the Caspian Sea and northern Iran, as well as in northwestern Africa. Its life cycle requires two to four years, depending on temperature. (In drier, warmer, eastern Mediterranean regions, I. ricinus is replaced by I. gibbosus, which completes its life cycle in just one year.) Ixodes ricinus larvae feed on small reptiles, birds, and mammals. Nymphs feed on small and medium-sized vertebrates and adults feed mainly on mammalian herbivores and livestock. All stages, especially nymphs and adults, parasitize humans. Male I. ricinus take little or no food, but mate on the host while the female feeds. Adult activity peaks in spring; in some populations, there is a lower peak of adult activity in the fall. Among the numerous diseases transmitted by I. ricinus to domestic animals and humans are tickborne encephalitis, Crimean-Congo hemorrhagic fever, ovine encephalomyelitis, Lyme disease, babesia, and anaplasmosis. (Merck Veterinary Manual online)
Ixodes ricinus is well known as an important vector in Europe of Lyme borreliosis (Lyme Disease), the most prevalent tick-transmitted infection not only in this region but, more generally, in temperate areas of Europe, North America, and Asia. (In the eastern United States and western United States, the main Lyme disease vectors are the related ticks I. scapularis and I. pacificus, respectively.)
There is a clear correlation between the increase in the USA and much of western Europe in abundance of deer (the main hosts for adult I. scapularis [in the eastern United States] and I. ricinus [in Europe]) with tick density. This is due to conversion of agricultural land into habitat suitable for the maintenance of large populations of deer. (Jongejan and Uilenberg 2004)
İt gənəsi lat. Ixodes ricinus gənələrin parazit qrupuna aid olub, bilavasitə qan sormaqla qidalanır.
Parazit həyatla əlaqədar olaraq bədənin bütün hissələri tamamilə birləşmiş, bel-qarın istiqamətdə yastılaşmış, oval formaya malikdir. Xeliser və pedipalp birləşərək xortuma çevrilmişdir. Bədənin ön hissəsinin qarın tərəfində dörd cüt ayaq yerləşir. Ayaqlar arasında, bədənin orta hissəsində cinsiyyət dəliyi vardır. Arxa hissəyə yaxın yerdə isə anal dəliyi yerləşir. İt gənəsində cinsi dimorfizm çox aydın görünür. Bədənin yan tərəfində tənəffüs dəliyi - stiqma yerləşir. Dişi fərd qan sormamış 4 mm, qan sorduqdan sonra isə 10-12 mm olur. Erkək fərdin uzunluğu 2,5 mm-ə çatır. Xortumun əsasından hipostom başlayır, yan tərəflərində çənə ayaqların şəkildəyişmiş forması olan dördbuğumlu palplar yerləşir. Xortumun əsasının daxili tərəfində hipostomun üzərində xeliserin qın yerləşir.
Udlaq ətrafında sıx yerləşmiş sinir düyünlərindən ibarət sinir halqası və qarın sinir zəncirindən ibarətdir.
Əsasən qoxu və toxunma hissiyyatı inkişaf etmişdir. İt gənəsində göz yoxdur. Qoxu orqanı ön ətraflarının ucunda yerləşmiş çuxurcuq olub, dibində nazik divarlı çıxıntılar yerləşir və xüsusi sinir hüceyrələri ilə sinir tənzimi alır.
Ağız dəliyi hipostomun arasında, xeliserin altında yerləşir. Ağız sıx kutikula ilə örtülüb, qan sormaq üçün əzələli udlağa açılır. Udlağa gənənin sancdığı yeri keyləşdirən böyük vəzilər də açılır. Udlaq nazik qida borusuna, o isə orta bağırsağa keçir. Sorulmuş artıq qanı yerləşdirmək üçün orta bağırsağın 6 cüt axarı olmayan çıxıntısı vardır. Dişi fərd bir dəfəyə 400 mq-a qədər qan sora bilir və özünün kütləsini 300-400 dəfə artırır. Orta bağırsaq və Malpigi boruları rektal qovuqcuğa, o isə qısa arxa bağırsağa keçir. Arxa bağırsaq anal dəliyinə açılır.
Tənəffüs orqanı bədənin yan tərəfində yerləşmiş traxeya borularından ibarətdir. Traxeya iki istiqamətdə topaşəkilli şaxələnərək daxili orqanları əhatə edir. Qan-damar sistemi açıq olub, zəif inkişaf etmişdir. Bel tərəfdə yerləşən ovalşəkilli ürək bir cüt dəliyə malikdir. Ürəkdən önə doğru yönələn aorta, sinir düyünü ətrafında genişlənir. Qan bədən boşluğuna açılır. Oksigenlə zənginləşən qan bədən boşluğundan ürəyin bir cüt dəliyi vasitəsilə ürəyə daxil olur.
Uzun Malpigi borularından ibarət olub, axarları rektal qovuqcuğa açılır. İfrazat məhsulları bağırsaqla xaric edilir.
Dişidə tək yumurtalıqdan, yumurta borusundan, tək balalıqdan və balalıq yolundan ibarətdir. Cinsi yetişkənlik dövründə yumurtalar yetişdiyindən onların həcmi qismən böyüyür və bununla əlaqədar yumurtalığın həcmi də böyüyür. Yumurtalar tək balalığa və oradan da balalıq yolu vasitəsliə cinsiyyət dəliyinə gətirilir. Erkəkdə cinsiyyət orqanları bədənin uzununa yerləşmiş cüt toxumluqdan, onlardan çıxan toxumçıxarıcı borulardan və toxumfırladıcı borudan ibarətdir. Bu boruya dörd əlavə vəzi və toxum kisəsi açılır. Əlavə vəzilərin ifraz etdiyi maye spermatoforun əmələ gəlməsində iştirak edir. Mayalanma zamanı erkək öz spermatoforunu dişinin cinsiyyət yoluna daxil edir.
Dişi gənə müxtəlif heyvanlarının, xüsusən itin qanını sorub yerə düşür, qanı həzm etdikdən sonra torpağa çoxlu miqdarda yumurta qoyur. Bu yumurtalar vəzili orqanlarını ifraz etdiyi yapışqanlı maddə ilə əhatə olunur. Dişi fərd bütün ontogenezində bir dəfə yumurta qoyur. Yumurtaların miqdarı bir neçə min olur. Yumurtadan çıxan sürfədə dördüncü cüt ətraf, tənəffüs stiqması və cinsiyyət dəliyi olmur. Bu sürfə qabıq dəyişərək dörd cüt ətrafa və stiqmaya malik olan, amma cinsiyyət dəliyi olmayan nimfaya çevrilir. Nimfa qabıq dəyişərək yetkin gənəyə çevrilir. Hər qabıqdəyişmə prosesi zamanı sürfə müxtəlif sahib orqanizmlərdən (gəmiricilərdən, quşlardan, kərtənkələdən) qan sormalıdır. İt gənəsi tulyaremiya və Şotlandiya ensefalitinin keçiricisidir.
C. Ə. Nəcəfov, R. Ə. Əliyev, Ə. P. Əzizov. Tibbi biologiya və genetikanın əsasları. Bakı - 2008, 839 səh.
İt gənəsi lat. Ixodes ricinus gənələrin parazit qrupuna aid olub, bilavasitə qan sormaqla qidalanır.
La paparra comuna (Ixodes ricinus) és una espècie d'àcar de la família Ixodidae. És una paparra de cos dur pròpia d'Europa. És hematòfaga (s'alimenta de sang) i perfora la pell amb les seves peces bucals. És un vector de la febre bovina per paparres i de la malaltia de Lyme.
Klíště obecné (Ixodes ricinus Linné, 1758) je roztoč patřící do čeledi klíšťatovití (Ixodidae). Živí se sáním krve na savcích, plazech nebo ptácích s typickým tříhostitelským cyklem.[1] Klíšťata figurují jako přenašeči řady infekčních chorob. Mezi nejfrekventovanější choroby přenášené klíštětem obecným patří lymeská borrelióza a klíšťová encefalitida.
Velikost samic se pohybuje od 3,5 do 4,5 mm (po nasátí až 1 cm i více), samečci měří 2,2 – 2,5 mm. Tělo klíštěte se skládá z hlavové části (gnathosoma) a vlastního těla (idiosoma). Hlavovou část tvoří především dopředu směřujícím hypostom, chelicery a makadla. Hypostom je pokrytý četnými nazpět směřujícími háčky sloužícími k vlastnímu průniku kůží a k následné fixaci. Po stranách hypostomu jsou párové ostré chelicery umožňující proříznutí kůže hostitele v první fázi přisátí. V klidovém stavu je hypostom kryt přilehlými čtyřčlánkovými makadly, které se při průniku do kůže odklánějí do stran. Dospělci a nymfy mají 4 páry končetin, larvy mají pouze tři páry.[1] Na chodidlech předních nohou se nachází tzv. Hallerův orgán, umožňující detekci CO2 – klíště díky němu dokáže vyslídit svou oběť.
Zatímco u samce je tělo kryté chitinizovaným hřbetním štítkem (scutum), u samice dosahuje štítek do jedné třetiny těla. Zbytek těla samice je tvořen měkkým varhánkovitě složeným, kožovitým útvarem zvaným alloscutulum. Ten může po nasátí krve zvětšit svůj objem až 300×. Samička pak získává podobu ricinového bobu (odtud druhové vědecké jméno).[1] Řitní a pohlavní otvor je uložen na břišní straně.
Vyskytuje se ve vlhkých lesích s bujným bylinným a keřovým patrem (např. lužní lesy), ale také na lesních okrajích a na vlhkých loukách. Vyskytují se i ve výškách nad 750 m n. m.
Dospělá klíšťata se nejčastěji vyskytují v trávě vysoké od dvaceti centimetrů do jednoho metru na stoncích, popř. na nízkých keřících, kde uchycena za zadní nohy trpělivě čekají na procházejícího člověka či zvíře. Jakmile se člověk klíštěte dotkne, to se okamžitě reflexivně přichytí a zakotví se pomocí ozubeného hypostomu v kůži. Proces sání trvá jeden až dva týdny. Klíště dokáže hladovět i déle než jeden rok.
Klíště má na svém malém tělíčku několik nepostradatelných struktur:
Dospělí samci již nepřijímají potravu – jen vyhledávají zvíře, na kterém najdou samici k páření. Samice pak naklade do půdy 1000–3000 vajíček. Šestinohé larvy hned hledají drobná zvířata (ještěrky, ptáky) a několik dní na nich sají. Potom se promění v osminohé nymfy a přisají se na další oběti. Po druhém cyklu po přijímání potravy dospějí. Za příznivých okolností trvá vývoj klíštěte jeden až dva roky.
Klíšťata vyskytující se v České republice musí obvykle vystřídat tři hostitele, než se promění v dospělého jedince. Délka vývojového cyklu klíštěte závisí na konkrétních podmínkách, pohybuje se v rozmezí jednoho až čtyř let. Protože během léta se klíšťata většinou „převlékají“ z jednoho vývojového stadia do druhého, nacházíme jich nejvíce přisátých během jara a na podzim.
Klíště obecné není jen parazit sající krev, ale může také přenášet nebezpečné nemoci – lymskou boreliózu, klíšťovou encefalitidu a ehrlichiózu. Všechny tyto choroby mohou vést k trvalému těžkému poškození zdraví, příležitostně dokonce i ke smrti. Infikovaná klíšťata, která mohou roznášet původce těchto nemocí, se vyskytují po celé České republice. Nicméně existují oblasti s vyšším rizikem infekce.[2]
Přenáší však i další druhy patogenních mikrorganizmů, které způsobují vážné infekční choroby jako např. babéziózu, bartonelózu nebo tularémii.[3]
Obrázky, zvuky či videa k tématu klíště obecné ve Wikimedia Commons
Galerie klíště obecné ve Wikimedia CommonsKlíště obecné (Ixodes ricinus Linné, 1758) je roztoč patřící do čeledi klíšťatovití (Ixodidae). Živí se sáním krve na savcích, plazech nebo ptácích s typickým tříhostitelským cyklem. Klíšťata figurují jako přenašeči řady infekčních chorob. Mezi nejfrekventovanější choroby přenášené klíštětem obecným patří lymeská borrelióza a klíšťová encefalitida.
Skovflåten (Ixodes ricinus) er en mide. Dens bid kan overføre sygdomsfremkaldende organismer som borrelia-bakterien, der er skyld i infektionssygdommen borreliose.
Miderne hører til blandt spindlerne sammen med bl.a. edderkopperne.
Skovflåter kaldes af lægfolk ofte tæger (engelsk: Tick; tysk: Zecke; fransk: Tique; italiensk: Zecca). Dette er ukorrekt og stammer angiveligt fra oversættelsen af det engelske ord for flåt, tick, som kan lyde som tæge. Tæger er navnet for en gruppe insekter, som ikke suger blod, men lever af plantesaft i stedet.
Flåten lever af blod fra fugle og pattedyr, og hannen er nødt til at have to og hunnen tre blodmåltider i sit liv. Efter hvert måltid lader flåten sig falde til jorden, hvorefter den fordøjer blodet. Så kravler den op i lav vegetation som græs og andre skovbundsplanter, hvor den sidder og venter på næste offer. Det første måltid skaffer den sig som regel fra mindre dyr og fugle, det andet fra f.eks. pindsvin, egern, hare eller fasan, og det tredje helst fra en hjort eller – til nød – et menneske. Når hunnen har fået sit tredje måltid, lægger hun mellem 1.500 og 2.000 æg under nedfaldne blade.
Da skovflåter er meget følsomme over for udtørring, er de mest almindelige i egentlig skov, men de kan dog også findes i krat og moser, hvor der er konstant fugtig luft.
Problemet med skovflåten er ikke, at den skal bruge blod. Det gør ingen synderlig skade, selv om der kan findes flere end 200 voksne flåter på ét enkelt rådyr. Det er langt værre, at skovflåten kan få skadevoldende mikroorganismer i sig fra en smittet vært. Disse organismer kan senere overføres til den næste vært. På den måde kan mennesker blive smittet med adskillige alvorlige sygdomme som for eksempel borreliose, babesiose, bartonella, rickettsiose og TBE (flåtbåret hjernebetændelse). De første er bakterieinfektioner, som kan medføre lammelser, smerter, kognitive problemer og nervebetændelse, mens TBE er en virussygdom, der kan føre til hjernehindebetændelse.
Skovflåtens har en stor udbredelse. Man kan møde flåten fra Irland i vest over Rusland til Filippinerne i øst, og fra Norge i nord til Spanien i syd. I Danmark findes flåten især i fugtige områder, da udtørring hurtigt kan medføre, at den dør. Dog er udbredelsen ikke kun forbundet med det fugtige klima, men afhænger også af antallet af større dyr, som er vektorer for flåten. Man kan beregne, hvor mange flåter der er i en vilkårlig skov, alene på baggrund af oplysninger om jordbunden og hvor mange rådyr, der er. I Danmark varierer jordbundstyperne meget, så i her er der stor forskel på, hvor mange flåter, man vil støde på. På Sjælland og i Østjylland har man via ”flaggemetoden”, hvor man bruger et hvidt stykke stof, som man trækker hen over græsset, kunnet fange ca. 2–3 nymfer pr. minut. I Vestjylland var fangsten nede på 0,2 pr. minut, hvilket må skyldes det tørre klima. På Bornholm fanges helt op til 5–7 nymfer pr. minut, hvilket primært skyldes de mange rådyr og den gode lerede jord.
Der er en række forhold, som øger sandsynligheden for at undgå smitte:
Hvis man bliver smittet med borrelia-bakterien, vil der, i ca. 50 % af tilfældene, dannes en rød ring på huden uden om bidstedet. Bliver den større end en 5-krone, bør man søge læge. Det er dog ikke altid der opstår en rød ring om bidstedet.[1] En nyere borrelia-art kaldet Borrelia miyamoto, som i 2015 blev opdaget i danske flåter, giver ikke det karakteristiske røde mærke, men kan give periodisk feber.[1] En penicillinkur standser ofte angrebet fuldstændigt, når det bliver taget i tide. Men det er ikke altid, en antibiotika-behandling kan slå en borreliainfektion ned.[2]
Ved TBE (fra engelsk Tick Borne Encephalitis; også kaldet Centraleuropæisk hjernebetændelse, Früh-Sommer-Meningo-Encephalitis (FSME) eller Østeuropæisk hjernebetændelse)[3]er symptomerne mere usikre. Her er notater over patientens temperatur afgørende. Sygdommen giver sig til kende i to faser, hvor man hver gang får høj feber (ofte over 40 °C), men altså med en periode med næsten normal temperatur derimellem. Der er ikke nogen behandling for TBE ud over at stabilisere patientens vand- og saltbalance og tilføre næring og vitaminer. Der findes dog en vaccine mod sygdommen, og den bør man bruge, hvis man færdes meget i skoven.
Skovflåten (Ixodes ricinus) er en mide. Dens bid kan overføre sygdomsfremkaldende organismer som borrelia-bakterien, der er skyld i infektionssygdommen borreliose.
Miderne hører til blandt spindlerne sammen med bl.a. edderkopperne.
Skovflåter kaldes af lægfolk ofte tæger (engelsk: Tick; tysk: Zecke; fransk: Tique; italiensk: Zecca). Dette er ukorrekt og stammer angiveligt fra oversættelsen af det engelske ord for flåt, tick, som kan lyde som tæge. Tæger er navnet for en gruppe insekter, som ikke suger blod, men lever af plantesaft i stedet.
Flåten lever af blod fra fugle og pattedyr, og hannen er nødt til at have to og hunnen tre blodmåltider i sit liv. Efter hvert måltid lader flåten sig falde til jorden, hvorefter den fordøjer blodet. Så kravler den op i lav vegetation som græs og andre skovbundsplanter, hvor den sidder og venter på næste offer. Det første måltid skaffer den sig som regel fra mindre dyr og fugle, det andet fra f.eks. pindsvin, egern, hare eller fasan, og det tredje helst fra en hjort eller – til nød – et menneske. Når hunnen har fået sit tredje måltid, lægger hun mellem 1.500 og 2.000 æg under nedfaldne blade.
Da skovflåter er meget følsomme over for udtørring, er de mest almindelige i egentlig skov, men de kan dog også findes i krat og moser, hvor der er konstant fugtig luft.
Problemet med skovflåten er ikke, at den skal bruge blod. Det gør ingen synderlig skade, selv om der kan findes flere end 200 voksne flåter på ét enkelt rådyr. Det er langt værre, at skovflåten kan få skadevoldende mikroorganismer i sig fra en smittet vært. Disse organismer kan senere overføres til den næste vært. På den måde kan mennesker blive smittet med adskillige alvorlige sygdomme som for eksempel borreliose, babesiose, bartonella, rickettsiose og TBE (flåtbåret hjernebetændelse). De første er bakterieinfektioner, som kan medføre lammelser, smerter, kognitive problemer og nervebetændelse, mens TBE er en virussygdom, der kan føre til hjernehindebetændelse.
Der Gemeine Holzbock (Ixodes ricinus) ist die bekannteste Art der Schildzecken. Er ist die mit weitem Abstand häufigste europäische Zeckenart, die auch den Menschen befällt. Dies kann vor allem dann gefährlich werden, wenn die Zecke mit Krankheitserregern infiziert ist, denn der Holzbock ist unter anderem Überträger der für den Menschen gefährlichen Lyme-Borreliose und der Frühsommer-Meningoenzephalitis (FSME).
Der Name Holzbock wird umgangssprachlich (und fälschlich) auch für den Hausbock benutzt, eine Bockkäferart, die das Holz von Dachstühlen und Fachwerkhäusern schädigen kann. Der wissenschaftliche Artname ricinus steht in Beziehung zum Wunderbaum (selten: Zeckenbaum) Ricinus communis, dessen Samen im Aussehen an eine vollgesogene Zecke erinnern. Es ist dabei umstritten, ob der Baum nach der Zecke oder die Zecke nach dem Baum benannt wurde.[1]
Weibchen des Gewöhnlichen Holzbocks Ixodes ricinus[2][3][4] erreichen, im nicht vollgesogenen Zustand, eine Körperlänge von 3 bis 4 Millimeter. Die etwas kleineren Männchen sind etwa 2,5 bis 3 Millimeter lang. Es ist damit eine mittelgroße Zeckenart. Als Schildzecken sind sie, in beiden Geschlechtern, an dem hart sklerotisierten, dunkel gefärbten Schild (Scutum) zu erkennen, der als einheitliche Platte den größten Teil des Rumpfabschnitts auf der Oberseite (dorsal) bedeckt. Die Beine sind dunkel gefärbt, nie hell geringelt. Die Geschlechter sind leicht an der Ausbildung des Schilds unterscheidbar. Bei den Männchen bedeckt er nahezu den gesamten Rücken des Rumpfabschnitts (Idiosoma), bei den Weibchen bedeckt der fast kreisförmige Schild (bei der Art ein wenig länger als breit) das Idiosoma nur zu etwa zur Hälfte. Er lässt dessen hinteren Teil frei, dieser weichere, nicht sklerotisierte Abschnitt, Alloscutum genannt, ist gegenüber dem schwarzen Scutum abstechend rotbraun gefärbt. Vollgesogen, nach einer Blutmahlzeit, ist er durch Dehnung erheblich größer und dann grau gefärbt. Für eine Zuordnung zur Gattung Ixodes muss das Tier genauer betrachtet werden. Merkmale sind: Das Scutum ist auf der Oberseite glatt und ohne Auszeichnungen wie Furchen oder Buckel, es ist nie eine weiße Zeichnung (wie etwa bei den Buntzecken der Gattung Dermacentor) vorhanden, auch Augen fehlen. Am Hinterende fehlen die Festons oder Hinterrandläppchen genannten, girlandenförmigen Einkerbungen, die bei zahlreichen anderen Zeckengattungen vorhanden sind. Der After (Anus) auf der Unterseite des Idiosoma ist ringförmig von sogenannten Analgruben umgeben, diese divergieren nicht gerade nach hinten.
Der kleinere abgesetzte, vordere Abschnitt des Zeckenkörpers, landläufig irrtümlich als „Kopf“ der Zecke bezeichnet, wird bei den Milben Gnathosoma oder, nur bei den Zecken, aus historischen Gründen Capitulum genannt. Er besteht aus einem Basisteil (Basis Capituli), an dem die beweglichen Mundwerkzeuge ansetzen. Auf der Oberseite der Basis capituli befinden sich beim Holzbock zwei rauhe Porenfelder. Seine Seitenränder sind nahezu gerade begrenzt. Er ist bei den Zecken der Gattung Ixodes bei den Weibchen relativ lang und schmal, bei den Männchen merklich kürzer.
Wenn eine Ixodes-Zecke in Mittel- und Nordeuropa am Menschen gefunden wird, wird es sich mit hoher Wahrscheinlichkeit um den Gemeinen Holzbock handeln. Im Gelände oder auf Wild- oder Haustieren ist mit weiteren Arten der Gattung zu rechnen. Die Unterscheidung der Arten ist dabei nicht einfach. Folgende Merkmale sind charakteristisch für die Art[3][5]: Auf der Unterseite der Basis Capituli (des hinteren Abschnitts des Capitulum) befindet sich beiderseits eine buckelförmige Aufwölbung nach außen (Auriculae genannt). Die auf der Unterseite am Rumpf ansetzenden Basisglieder der Beinpaare, Coxae oder Hüften genannt, tragen am ersten Beinpaar einen nach hinten reichenden, langen und spitzen gebogenen Sporn, der sich zur Spitze hin fast gleichmäßig verengt, er ist bei den Weibchen so lang, dass er die zweiten Coxen bis zur Hälfte überlappt. An keiner der Coxen der hinteren drei Beinpaare sind Sporne vorhanden, weder auf der Innen- noch auf der Außenseite, diese sind auch nicht im hinteren Teil abgesetzt heller gefärbt und gestreift. Das letzte Beinglied der Vorderbeine, Tarsus genannt, ist zur Spitze hin gleichmäßig zugespitzt, nicht (wie bei der Fuchszecke oder der Igelzecke) nach einem markanten Buckel zur Spitze hin abrupt verschmälert. Die keulenförmigen Palpen außen am Capitulum sind relativ lang, länger als die Basis Capituli, ihr zweites und drittes Glied mehr als dreimal so lang wie breit. Die Oberseite des Schilds trägt kleine, gleichmäßig verteilte Porenpunkte, außerdem Haare (Setae), die sich in der Größe nicht von denjenigen auf dem Alloscutum unterscheiden.
Auf dem Wirt der Zecke, die das Blut für die Blutmahlzeit liefert, sind neben den geschlechtsreifen (adulten oder imaginalen) Zecken auch die erheblich kleineren Entwicklungsstadien, die Larven und Nymphen (vgl. unten) zu erwarten.
Um einen potentiellen Wirt zu erkennen, verfügt der Gemeine Holzbock über ein Organ im untersten Segment (Tarsus) des vordersten Beinpaars, das sogenannte Haller-Organ, das ihm als Chemorezeptor zur Wirtsfindung dient. Jeder Wirt stößt bei der Atmung Kohlendioxid und andere Stoffe aus, die von Zecken wahrgenommen werden können, wodurch sie erkennen, dass ein Wirt in der Nähe sein muss. Eine weitere Spur ist Ammoniak, das im Urin vorkommt. Auch dieser Stoff kann vom Hallerschen Organ erkannt werden. Weitere chemische Reize sind Butter- und Milchsäure, die beim Schwitzen des Wirts freigesetzt werden.
Das Hallersche Organ ist außerdem imstande, thermische und physikalische Reize festzustellen. Wenn sich ein Wirt dem lauernden Holzbock nähert, kann er diesen durch die Erhöhung der Umgebungstemperatur erkennen. Das Haller-Organ befindet sich am Endglied (Tarsus) an beiden Vorderbeinen. In Lauerstellung spreizt der Gemeine Holzbock seine beiden Vorderbeine in Längsrichtung vom Körper ab, um so eine möglichst effiziente Wahrnehmung zu gewährleisten. Der Gemeine Holzbock ist ein Lauerjäger, der, anders als andere Zecken, seine Wirte nicht aktiv verfolgt. Er lässt sich einfach bei Berührung abstreifen.
Obwohl die Art keine Augen besitzt, wurde ein Lichtsinn nachgewiesen. Photorezeptoren sitzen auf der Oberseite, unter der Hypodermis, in zwei Reihen, jeweils am linken und rechten Rand des Körpers, sowohl auf dem Schild wie auch auf dem dahinterliegenden nicht sklerotisierten Körperabschnitt. Jeder Rezeptor besteht aus 20 bis 21 lichtempfindlichen Zellen mit jeweils einem Rhabdomer.[6] Die Zecken sind zumindest in der Lage, Hell und Dunkel zu unterscheiden. Im Experiment waren Nymphen in dunkler Umgebung aktiver.
Der Vorderkörper des Holzbocks (Gnathosoma oder auch Capitulum) ist ein vom sonstigen Körper abgegliederter Teil, der die Saugwerkzeuge enthält, die sich aus mehreren Komponenten zusammensetzen.[7]
Die keulenförmigen Pedipalpen dienen als Tastorgane, außerdem enthalten sie Sinneshaare des chemischen Sinns. Auf der Oberseite des Vorderkörpers, unter ihnen, befinden sich die beiden Cheliceren. Sie besitzen an der Spitze mehrere scharfe Zähne, mit denen der Holzbock ein Loch in die Haut schneiden kann. Nach dem Schnitt des Lochs kommt das sogenannte Hypostom zum Einsatz, ein zapfenartiger Körperteil mit einer Rinne auf der Oberseite. Das Hypostom ist auf der Unterseite mit markanten Haken und Dornen besetzt, die zur Verankerung in der Wunde dienen. Zusätzlich scheidet die Zecke zur Verankerung eine kittartige Substanz aus, die an der Luft erhärtet. Die Rinne auf der Oberseite des Hypostoms umfasst gemeinsam mit dem Basisabschnitt der Cheliceren ein Nahrungsrohr, durch das der Holzbock das Blut einsaugt. Außerdem wird so Speichel in die Wunde abgegeben, der die Blutgerinnung unterdrückt.
Ixodes ricinus entwickelt sich, wie typisch für Schildzecken, über zwei Entwicklungsstadien. Aus dem Ei schlüpft eine sechsbeinige Larve. Nach einer Blutmahlzeit häutet sich diese zu einem zweiten Entwicklungsstadium, mit acht Beinen, das Nymphe genannt wird. Diese häutet sich nach einer weiteren Blutmahlzeit zum geschlechtsreifen Tier (Imago), Männchen oder Weibchen. Beim Gemeinen Holzbock verlässt dabei jedes Stadium nach der Blutmahlzeit den Wirt und wandelt sich am Boden in das nächste Stadium um, das dann erneut einen Wirt aufsucht. Zur vollständigen Entwicklung sind daher drei Wirte nacheinander erforderlich. Im Erfolgsfall hat ein Gemeiner Holzbock also in seinem Leben drei Blutmahlzeiten, zwei vor jeder Häutung und eine als Adulttier vor der Eiablage.
Ein befruchtetes Zeckenweibchen legt seine Eier als eine Abfolge mehrerer Gelege (Eimassen) jeweils an einer günstigen Stelle am Boden ab, nachdem es sich vom letzten Wirt hat fallen lassen. Die Anzahl der Eier ist von der Körpermasse abhängig, unter günstigen Bedingungen etwa 6,9 bis 9,5 Eier pro Milligramm Körpermasse.[8] Das ergibt, pro Zeckenweibchen, unter günstigen Bedingungen im Durchschnitt etwa 2000 Eier, im Maximum etwa 3000.[8][9]
Weibliche Zecken, auch dieser Art, besitzen ein sogenanntes Genésches Organ (benannt nach Giuseppe Gené, der es 1848 zuerst beschrieben hatte), das es ihnen ermöglicht, die Eier mit einer wachsigen Substanz zu überziehen, wodurch sie vor Austrocknung geschützt sind. Das Organ wird bei der Eiablage ausgestülpt, es besteht aus einem sackartigen Reservoir, von dem beiderseits je zwei kurze Hörner abgehen, die das Ei bei der Ablage einschließen. Das Wachs wird über Poren der Oberfläche abgegeben.[10][11]
Der Entwicklungszyklus des Gemeinen Holzbocks ist komplex, die Entwicklung ist einerseits endogen gesteuert, andererseits stark abhängig von Umwelteinflüssen, insbesondere der Umgebungstemperatur. Die Entwicklungsstadien entwickeln sich entweder direkt weiter, oder es kommt zu einer Verzögerung durch ein eingeschaltetes Ruhestadium. Diese kann entweder endogen gesteuert sein (dann Diapause genannt), oder es wird lediglich bei ungünstigen äußeren Umständen die Entwicklung fakultativ verzögert (dann Quieszenz genannt). Die Entwicklung kann dadurch sehr unterschiedliche Zeit benötigen.
Die Eier in den vom Weibchen frisch abgelegten Eimassen brauchen bei direkter Entwicklung etwa 70 bis 120 Tage bis zum Schlupf der Larven. Ein Teil der Eier macht eine Diapause durch, die Larven schlüpfen dann erst nach 140 bis 240 Tagen aus den Eiern aus. Die Diapause wird ausgelöst durch niedrige Temperaturen. Dadurch wird bei spät abgelegten Eiern die Entwicklung bis ins nächste Jahr verzögert.[8] Die Larven beginnen ihre Aktivität erst bei höheren Temperaturen, d. h. meist später im Jahr als die Nymphen und die adulten Zecken. In Mitteleuropa beginnt die Aktivität der Larven daher meist erst im Frühsommer. Bei Untersuchungen in England wurden Larven zur Wirtssuche aktiv ab Ende April, erforderlich sind Temperaturen von 10 °C im direkten Lebensraum, d. h. direkt an der Bodenoberfläche, der Höhepunkt der Aktivität wird im Hochsommer (Juli/August) erreicht. Finden früh aktive Larven rechtzeitig einen Wirt, können sie sich noch im selben Jahr zu Nymphen weiterentwickeln, diese sind dann etwa ab Anfang September fertig entwickelt.[12] In wärmeren Klimaten ist es im Hochsommer meist zu trocken für Aktivität der Larven.
Bei den Nymphen und adulten Zecken hängt der zeitliche Verlauf der Entwicklung ebenfalls von der Temperatur ab. Es konnte gezeigt werden, dass die Wintermortalität von sich umwandelnden oder ganz frisch geschlüpften Stadien ganz erheblich höher liegt als von ausgereiften. Finden die Tiere daher erst spät im Jahr einen Wirt, überwintern sie vollgesogen und entwickeln sich erst im folgenden Frühjahr weiter (bzw. legen dann Eier ab). Finden sie schon früh einen Wirt, entwickeln sie sich noch im selben Jahr. Gesteuert wird diese Diapause allerdings nicht direkt von den Außentemperaturen, sondern von der Tageslänge, die als Zeitgeber wirkt. Die Entwicklung vom Ei bis zur adulten Zecke dauert dadurch unter günstigen Umständen zwei Jahre, normalerweise drei Jahre und unter ungünstigen Umständen bis zu sechs Jahre.[13] Die kritische Tageslänge, ab deren Erreichen unter Kurztags-Bedingungen die Diapause ausgelöst wird, ist in unterschiedlichen Zecken-Populationen, je nach geographischer Breite, verschieden. Es ist daher unklar, ob sich verschleppte Zecken (etwa an Zugvögeln) in sehr weit entfernten neuen Lebensräumen erfolgreich entwickeln können.[14] Bei günstigen Temperaturen (etwa 20 °C) benötigen Larven 51 und Nymphen 52 Tage, um sich erfolgreich zum nächsten Stadium zu verwandeln.[15]
Die Wirtssuche der Nymphen und der adulten Zecken beginnt im Frühjahr, abhängig von den Bodentemperaturen. Sie setzt ein bei Temperaturen von etwa 7 °C, und damit typischerweise früher als diejenige der Larven der Art. Der Höhepunkt der Aktivität liegt meist im Frühsommer. Unter feuchten und kühlen Wetterbedingungen bleiben die Zecken den Sommer über aktiv, meist ist es aber dann zu trocken für ihre Aktivität. Oft gibt es im Herbst ein zweites, niedrigeres Aktivitätsmaximum. In den südlichen Teilen des Verbreitungsgebiets verschiebt sich die Haupt-Aktivitätsperiode in den Herbst. Da der Beginn der Aktivität ausschließlich temperaturabhängig ist, sind die Zecken in milden Wintern durchaus aktiv und können sich dann auch festsaugen.[13] Dies gilt nicht nur für die milden Winter in England und Irland, sondern wurde auch in Berlin nachgewiesen.[16]
Der Gemeine Holzbock ist ein Lauerjäger. Alle Entwicklungsstadien erklettern in ihrem Lebensraum Pflanzenstängel. Dabei klettern die adulten Zecken oft etwas höher als die Nymphen und diese wiederum höher als die Larven.[17] Dies hat große Auswirkung auf die möglichen Wirte, denen sie begegnen können. Grundsätzlich können Zecken aller Stadien aber an allen potenziellen Wirten vorkommen und erfolgreich Blut saugen. Hoch sitzende Zecken haben aber eine bessere Chance, auch größere Wirte zu erreichen.
Ist ein geeigneter Lauerplatz, meist an der Spitze eines Grashalms, erreicht, verharren sie, bis ihre Sinnesorgane einen nahenden möglichen Wirt registrieren. Dann orientiert sich die Zecke zum Wirt hin und nimmt ihre charakteristische Lauerstellung, mit weit abgespreizten Vorderbeinen, ein. Kommt es zum Körperkontakt mit dem Wirt, hält sie sich an diesem fest, sie kann sich auf den letzten Zentimetern dann auch aktiv auf ihn zubewegen. Meist krabbelt sie noch eine Weile auf der Körperoberfläche umher, bis eine günstige Stelle zum Blutsaugen gefunden wird. In der Regel verlässt die Zecke den Wirt unmittelbar nach der Blutmahlzeit, die einige Tage dauert. Imaginale Zecken bleiben allerdings oft längere Zeit auf dem Wirt, um dort auf einen Paarungspartner zu warten, sie verlassen diesen dann erst nach einer Paarung.
Die Wirtssuche der Zecken erfolgt allerdings nicht permanent. Höher in der Vegetation lauernde Zecken sind ständig der Gefahr ausgesetzt, durch Verdunstung zu viel Feuchtigkeit zu verlieren und dann zu sterben. Die Zecken verlieren Wasser durch ihre Cuticula und durch die beiden Stigmen ihres Tracheensystems zur Atmung, die offen sind, wenn die Zecke aktiv ist. Sie können daher nur dann längere Zeit dort verharren, wenn die Luftfeuchtigkeit hoch ist. Wird es zu trocken, kehren sie in die feuchtere Streuschicht direkt am Boden zurück und verharren hier inaktiv, bis sie durch Feuchteaufnahme dort rehydriert sind.[18] Gemeine Holzböcke bevorzugen daher luftfeuchte Lebensräume. In Nordeuropa kommen sie in Wäldern und in Grasländern wie Weideland, aber auch Rasen in Hausgärten, gleichermaßen vor, meiden aber auch hier, wenn möglich, die direkte Sonneneinstrahlung. In den südlichen und östlichen Randgebieten ihres Verbreitungsgebiets sind sie mehr und mehr auf Wälder beschränkt.
Unter günstigen Bedingungen hoher Luftfeuchte können Zecken mehrere Tage in Folge an ihrem erhöhten Lauerplatz verweilen. Normalerweise sind sie aber gezwungen, sich zumindest über die Mittagsstunden in die Bodenschicht zurückzuziehen, um Feuchte aufzunehmen. Unterhalb von 70 bis 80 Prozent relativer Luftfeuchte beginnen sie mit dem Abstieg.[12] Dabei sind die kleineren Larven und Nymphen noch empfindlicher als die Adulttiere. In den meisten Regionen sind sie dadurch überwiegend nachtaktiv. Die Zecken erneuern ihre Feuchte, indem sie aktiv Wasserdampf aus der Umgebungsluft aufnehmen, dies ist bei Sättigungswerten oberhalb 75 bis 90 Prozent möglich. Der wichtigste Mechanismus beruht dabei auf einem Sekret der Speicheldrüsen. Die Zecken geben diese Flüssigkeit (im Detail unbekannter Zusammensetzung, vgl.[19]) über den Mund ab, diese nimmt passiv Luftfeuchte auf und wird danach von der Zecke rückgesogen.[14] Sie können allerdings kein Wasser trinken und vermeiden im Lebensraum den Kontakt zu flüssigem Wasser.[20]
Gewöhnliche Holzböcke bewegen sich in ihrem Lebensraum nur wenige Meter weit aktiv fort, wenn möglich nur etwa zwanzig bis vierzig Zentimeter von ihrem Ruheplatz am Boden, maximal etwa dreißig Meter.[12] Um längere Strecken zurückzulegen, sind sie auf passiven Transport durch ihre Wirte angewiesen.
Gewöhnliche Holzböcke sterben, wenn ihre Körperflüssigkeit gefriert. Sie können aber erhebliche Minusgrade durch Unterkühlung aushalten (hier wird, wie bei Arthropoden generell, die Bildung von Eis verhindert, indem die Keimbildung unterdrückt und gebildete Keime beim Wachsen behindert werden). So halten sie Umgebungstemperaturen von −10 °C bis −15 °C aus. Sie können, in allen Stadien, Temperaturen unter −10 °C mehr als zwei Monate lang ertragen. Dies gilt allerdings nur, wenn direkter Kontakt zu Eis verhindert wird. Die Zecken überwintern daher geschützt in der Bodenschicht, aber eher in trockenen Habitaten.[21]
Der Gewöhnliche Holzbock kommt verbreitet auch innerhalb von menschlichen Siedlungen vor[22], erreicht hier aber meist geringere Dichten als im Umland[23][24], insbesondere in Wäldern. Das Vorkommen wird begrenzt durch die Ansprüche an die Luftfeuchte, es werden Mikrohabitate mit 80 Prozent Sättigung über den größten Teil des Jahres benötigt. Die Art ist daher auf gehölzbestandene, beschattete Orte angewiesen, zum Beispiel Parks. Außerdem sind oft große Säugetiere als Wirte ein Mangelfaktor. Während die reichlich vorhandenen Kleinsäuger und Singvögel gute Wirte für Larven und Nymphen stellen, bevorzugen die adulten Weibchen größere Wirte. Wichtige Wirte im Siedlungsbereich sind Igel (Erinaceus europaeus und auch Erinaceus romanicus[25]) und Füchse. Da an diesen außerdem die Igelzecke Ixodes hexagonus häufig ist, ist diese Art im Siedlungsbereich im Verhältnis relativ häufig, regional in Siedlungen sogar dominierend. So waren bei einer Untersuchung an Haustieren (Hunden und Katzen) in England etwas mehr als die Hälfte (52 Prozent) vom Gewöhnlichen Holzbock befallen, aber auch mehr als ein Drittel (39 %) von der Igelzecke.[26] Eine weitere Art im Siedlungsbereich, die an Singvögel gebundene Ixodes frontalis ist in Siedlungen ebenfalls häufiger als früher gedacht.[27] Nicht jede Zecke im Siedlungsbereich ist also ein Gewöhnlicher Holzbock. Obwohl die anderen Arten seltener an den Menschen als Wirt übergehen, sind sie als Reservoir für zeckengebundene Krankheitserreger bedeutsam.
Der Gemeine Holzbock gehört zu den blutsaugenden Arthropodenarten mit der geringsten Wirtsspezifität. Es sind über 300 Wirbeltierarten als Wirte nachgewiesen, darunter Säugetiere, Reptilien und Vögel. Obwohl es Hinweise darauf gibt, dass die Auswahl nicht vollkommen wahllos ist, akzeptieren sie im Experiment nahezu alle warmblütigen Organismen, mit denen sie in Kontakt geraten. Sind sie einmal auf einen Wirt übergegangen, verlassen sie diesen in der Regel nicht mehr freiwillig ohne Blutmahlzeit. Einige Arten, darunter Jagdfasan und Moorschneehuhn, werden von den Zecken befallen, ermöglichen aber offenbar keine erfolgreiche Entwicklung. Andere, wie Wildschwein und Wildkaninchen sind zwar als Wirte bekannt, werden aber seltener befallen, als ihrer Häufigkeit im Lebensraum entsprechen würde. Zumindest einige Wirte können, nach häufigerem Befall, eine Art Immunität gegen Zecken entwickeln. Gewöhnlich wird die körpereigene Abwehrreaktion des Wirts durch spezifische bioaktive Moleküle im Speichel der Zecken (zusammen „sialom“[28]) überwunden, wobei die Zecken auf den Wirt spezifisch reagieren können und individuelle Unterschiede zeigen. Einige Arten, darunter das Hausschaf als häufiger Wirt, werden aber nach wiederholtem Zeckenbefall in der Abwehr erfolgreicher.[14] Die lokale Häufigkeit des Gemeinen Holzbocks hängt nachgewiesenermaßen, neben abiotischen Faktoren wie Temperatur und Luftfeuchte, auch von der Dichte und Häufigkeit geeigneter Wirte in ihrem Habitat zusammen.[15] Dabei sind größere Wirbeltiere geeignetere Wirte für die adulten Zecken und werden von diesen klar bevorzugt. Kleine Arten sind zwar individuell schlechter, dies wird aber durch ihre größere Häufigkeit im Lebensraum in der Gesamtbedeutung kompensiert.[12] Dies zeigt sich etwa daran, dass Gewöhnliche Holzböcke in Jahren mit Massenvermehrung von Kleinsäugern im Lebensraum häufiger werden.[15]
Es wird gewöhnlich davon ausgegangen, dass sich die Wirte des Gemeinen Holzbocks je nach Stadium in der Größe, zumindest im statistischen Mittel, unterscheiden. Larven findet man häufiger an Kleinsäugern wie Mäusen, imaginale Zecken an großen Wirbeltieren, Nymphen seien in der Präferenz dazwischen. Tatsächlich korreliert der Zeckenbefall adulter Zecken bei Säugetieren positiv mit deren Körpermasse.[29] Wie auch an großen Wirbeltieren können aber auch an Mäusen Zecken aller Größen und Stadien vorkommen. Als besonders wichtige Wirte in Deutschland wurden identifiziert: Gelbhalsmaus, Brandmaus, Rötelmaus, anderswo in Europa überwiegt die Bedeutung der Feldmaus. Hausmaus und Wanderratte spielen als Wirte hingegen keine große Rolle. Der Befall von Mäusen ist für den Menschen bedeutsam, da diese als Reservoir für die humanpathogenen Borrelien und FSME-Erreger dienen.[30] Zeckenlarven und, in deutlich geringeren Anteilen, Nymphen, befallen auch Eidechsen wie Zauneidechse und Waldeidechse[31]. Ihre Bedeutung als Wirte ist aber gegenüber Kleinsäugern gering. Neben für diesen spezifischen Zeckenarten wie den nestlebenden (nidicolen) Ixodes frontalis und Ixodes arboricola gehört Ixodes ricinus auch zu den häufigsten Zecken an europäischen Singvogelarten.[32] Bedeutendste Wirtsarten für den Gewöhnlichen Holzbock in großen Teilen Nord- und Westeuropas sind große Huftiere, besonders Reh, Rothirsch und Damhirsch. In einer Studie in den Niederlanden waren Zecken weitaus häufiger präsent in Habitaten, in denen diese präsent waren als in solchen ohne sie. Ihre Häufigkeit spielte dem gegenüber keine Rolle.[33]
Obwohl Menschen regelmäßig befallen werden, ist der Mensch, aus der Perspektive der Zecke, ein Fehlwirt. Nur wenige Zecken können sich an ihm erfolgreich entwickeln und fortpflanzen.
Zum Thema „Stich beim Menschen“ siehe auch Zeckenstich.
Das Blutsaugen gehört zu den komplexeren Vorgängen im Leben des Holzbocks. Der Holzbock verfügt über einen hochausgebildeten Stech- und Saugapparat.
Als erstes sucht er sich auf dem Wirt eine geeignete Stelle. Diese wählt er hauptsächlich nach zwei Kriterien. Wichtig für ihn ist dünne Haut, da der Stechapparat sonst nicht durch sie hindurchdringen kann. Das zweite Kriterium ist Temperatur und Luftfeuchtigkeit. Ideal sind hohe Temperaturen und Luftfeuchtigkeit. Besonders häufig findet man sie beim Menschen daher in der Leistengegend, den Kniekehlen, in Haaransätzen und manchmal auch hinter den Ohren.
Ist eine geeignete Stelle gefunden, schneidet die Zecke mit Hilfe der beweglichen Finger ihrer Cheliceren ein Loch in die Haut. Die Cheliceren werden zunächst (durch hydrostatische Druckerhöhung im Zeckenkörper) vorgestreckt und über einen scharfen Zahn in die Haut gedrückt. Anschließend werden die beweglichen Chelicerenfinger, zuerst abwechselnd, später parallel, ermöglicht durch ein Gelenk in ihrem Schaft, seitwärts bewegt und schneiden mit einer Reihe scharfer Zähne ein Loch in die Haut. Sie werden dabei nach und nach teleskopartig verlängert und ausgefahren. Sind sie sicher tief in der Haut verankert, zieht die Zecke das Hypostom in die Wunde ein, indem sie die Glieder der Cheliceren v-förmig auseinander spreizt und dann den Schaft der Cheliceren mittels starker Muskeln wieder verkürzt. Das Hypostom ist unbeweglich mit der Basis capituli verbunden und wird nur passiv eingezogen. Es ist auf der Unterseite mit vielen Widerhaken besetzt, um ein Herausrutschen zu vermeiden. Normalerweise sind sechs solcher Zyklen von Vorschieben der Cheliceren, Verankern in der Wunde durch Spreizen und anschließendem Nachziehen des Hypostoms nötig, bis die Struktur tief genug sitzt.[7] Der Gewöhnliche Holzbock dringt mit den Mundwerkzeugen nicht direkt in ein Blutgefäß ein. Er saugt Blut und Gewebsflüssigkeit auf, das durch Nachbluten in die kleine Wunde austritt („pool feeder“). Beim Saugvorgang wird das Blut zunächst durch dessen Erweiterung in den muskulösen Schlund (Pharynx) eingesaugt. Anschließend schließt sich ein Ventil an dessen Vorderende und das angesaugte Blut wird durch erneute Kontraktion in den Mitteldarm gepresst. So wird Rückströmen (Regurgitation) von Blut in die Wunde verhindert.[34]
Etwa 5 bis 30 Minuten nach dem Einstich gibt die Zecke, immer abwechselnd mit Saugvorgängen, durch denselben Kanal aus ihren Speicheldrüsen Sekret in die Wunde ab. Teile davon wirken als eine Art Klebstoff („Zement“), sie verankern die Zecke in der Haut und schließen die Wunde nach außen ab, um das Austreten von Flüssigkeit, möglicherweise auch das Eindringen von Bakterien, zu verhindern. Allerdings produzieren Zecken der Gattung Ixodes und damit auch diese Art nur sehr wenig Zement, viel weniger als andere Schildzecken mit kürzeren Mundwerkzeugen. Stattdessen wurde vorgeschlagen, dass bei ihr eher Kollagen-Fasern des Wirts selbst primär die Wunde verschließen.[35] Das Sekret enthält außerdem ein komplexes Gemisch aus mehreren Hundert spezifischen Peptiden und Proteinen mit zahlreichen Funktionen.[19], darunter Gerinnungshemmer, Betäubungsmittel und Entzündungshemmer, die einen kontinuierlichen Blutfluss sicherstellen und Abwehrreaktionen des Wirts unterdrücken.
Nachdem der Holzbock das eingesogene Blut aufgenommen hat, entzieht er ihm Wasser und Salze, was zu einer Verdickung des Blutes führt. Die Konzentration der Blutinhaltstoffe kann dabei das Zwanzigfache des Ursprungswertes erreichen, was dem Holzbock die Verdauung und Aufnahme erleichtert.
Nach dem Blutsaugen lässt sich der Holzbock einfach fallen.
Der Gemeine Holzbock ist eine Art der westlichen Paläarktis. Nach Osten hin wird er abgelöst durch die Taigazecke (Ixodes persulcatus), die in der Morphologie und Lebensweise sehr ähnlich ist. Das Vorkommen beider Arten überlappt in den osteuropäischen Steppenregionen und im Baltikum. Die Verbreitungsgrenze des Gewöhnlichen Holzbocks im Süden war einige Zeit unklar, da die dort verbreitete Art Ixodes inopinatus lange mit Ixodes ricinus verwechselt worden ist. Inzwischen ist aber klar, dass beide Arten bis nach Nordafrika[36] nebeneinander (sympatrisch) verbreitet sind. Ixodes inopinatus kommt, entgegen früherer Vermutungen, auch in Deutschland (bis nach Norddeutschland[37]) vor, so dass auch mitteleuropäische Funde falsch bestimmt vorliegen könnten.
Funde von Ixodes ricinus liegen aus fast ganz Europa vor.[38] Das Vorkommen umfasst Großbritannien und Irland bis in den äußersten Norden und ganz West- und Mitteleuropa. Im mediterranen Südeuropa und in Nordafrika nördlich der Sahara ist die Art überall zu erwarten, aber eher inselartig in Regionen mit günstigem Mikroklima, meist Wäldern, verbreitet. Sie kommt ebenso in der Türkei (mit Ausnahme des ariden Landesinneren) vor.[39] Es gibt vereinzelte Angaben aus der Kaukasusregion bis zum nördlichsten Iran[40]. In Skandinavien lag die nördliche Verbreitungsgrenze traditionell in Südschweden und Süd-Finnland. Seit einigen Jahrzehnten ist hier eine steige Vergrößerung des Verbreitungsgebiets nach Norden hin festzustellen. Parallel dazu gibt es immer mehr Angaben in größeren Höhen in den europäischen Gebirgen. Obwohl die Details verwickelt sind, lässt sich der Trend klar auf den menschengemachten Klimawandel zurückführen.[41] Dabei sind komplexe Wechselwirkungen zu beachten[41][42]: Höhere Temperaturen sind direkt günstig durch Verlängerung der Aktivitätsperiode und geringere Mortalität im Winter, allerdings wirken sich verminderte Schneedecke (und dadurch fehlende Isolation), größere Sommertrockenheit und ggf. veränderte Vegetationsdeckung auch negativ aus. Zudem sind Wechselwirkungen mit Änderungen der Landnutzung und Wildtiermanagement zu beachten. Lokal kann es dadurch auch zu Verkleinerung des Verbreitungsgebiets kommen, vor allem im Süden und Osten. Im Osten ist die Art in einer schmalen Zone mit Laubwäldern, im Übergang zwischen der borealen Taiga und ariden Steppen, östlich etwa bis zur Wolga, verbreitet. Sie wird von Ixodes persulcatus vor allem durch deren geringere Empfindlichkeit für Frost abgelöst. Untersuchungen in der Region Tula südlich von Moskau, innerhalb der Laubwaldzone nahe der östlichen Verbreitungsgrenze der Art, ergaben auch hier eine Zunahme in den vergangenen Jahrzehnten, möglicherweise verursacht durch höhere Temperaturen im Sommer und Herbst, wobei aber auch Änderungen der Waldnutzung eine Rolle spielten.[43]
Da die Art auch Zugvögel als Wirte befällt, wird sie mit diesen über Hunderte von Kilometern verbreitet. So wird die Art etwa Jahr für Jahr nach Island eingeschleppt und dort nachgewiesen, ohne dass sie sich bisher dort etablieren konnte.[44]
Während frühere Untersuchungen keine überzeugenden Belege für eine genetische Substruktur im Verbreitungsgebiet der Art ergeben haben[45], gibt es nun Hinweise darauf[46], dass die Ixodes ricinus-Populationen Süd- bis Nordwest-Europas genetisch verschieden von denjenigen Nordeuropas sind, wobei die mitteleuropäischen eine Mischung beider darstellen. Dies ist in weiteren Untersuchungen genauer abzuklären.
Zecken verdauen die aufgenommene Blutmahlzeit nicht direkt im Darm. Die Darmzellen nehmen das flüssige Blut mittels Pinozytose auf und verdauen es im Zellinneren. Da der Darm quasi keine Verdauungsenzyme enthält, bildet er ein günstiges Reservoir für Krankheitserreger aller Art. Zecken übertragen daher mehr Krankheiten als die meisten anderen blutsaugenden Gliederfüßer (vor allem blutsaugende Insekten). Die Krankheitserreger werden von der Zecke mit der Blutmahlzeit vom Wirt aufgenommen. Sie durchdringen die Darmwand und wandern in die großen Speicheldrüsen ein. Mit dem beim Blutsaugen abgegebenen Speichel wird dann der nächste Wirt infiziert. Nur wenige Pathogene, zum Beispiel Babesien der Art Babesia divergens, werden von der weiblichen Zecke über die Ovarien in die Eier übertragen und so direkt an die nächste Generation weitergegeben. Einen abweichenden Übertragungsweg weisen die Viren, die die Frühsommer-Meningoenzephalitis (FSME) übertragen, auf. Hier infizieren mit dem Erreger infizierte Zecken andere, bisher nicht infizierte, mit denen sie auf dem Wirt zusammentreffen. Die infizierten Zecken geben Viren auf die Haut des Wirts ab. Saugt hier kurz darauf eine zweite Zecke, wird sie dadurch infiziert. Da der Kontakt nur bei hoher Zeckendichte im Frühsommer hoch genug ist, tritt die Krankheit nur zu dieser Zeit auf.[47]
Die häufigste durch den Gewöhnlichen Holzbock übertragene Krankheit ist die Lyme-Borreliose. Sie wird durch das Bakterium Borrelia burgdorferi (sensu lato, im weiteren Sinne, in Wirklichkeit ein Komplex zahlreicher nahe verwandter Arten) hervorgerufen. Für diese bilden Zeckenwirte wie Kleinsäuger, aber auch Rehe und Hirsche, ein Reservoir. Zeckenlarven infizieren sich beim Blutsaugen und geben dann in den nächsten Stadien, als Nymphen oder (seltener) als Imagines, das Bakterium an den Menschen weiter. Die Lyme-Borreliose ist weiter verbreitet als Ixodes ricinus, in anderen Regionen wie in Nordamerika dienen andere Ixodes-Arten als Vektoren der Krankheit. Nach Daten des Robert Koch-Instituts wurde nach einem Zeckenstich in Deutschland und der Schweiz bei 2,6 bis 5,6 % der Betroffenen eine Antikörperbildung gegen Borrelien nachgewiesen. Insgesamt ist bei 0,3 bis 1,4 % der Menschen mit Zeckenstichen mit einer klinisch manifesten Erkrankung zu rechnen.[48]
Ernste Gesundheitsgefahren drohen durch die Frühsommer-Meningoenzephalitis (FSME), die fast ausschließlich durch den Gewöhnlichen Holzbock übertragen wird. Die Krankheit wird durch ein RNA-Virus, Tick-borne encephalitis virus (TBEV) hervorgerufen. Die Krankheit ist in Deutschland weitgehend auf den Süden beschränkt (Bayern, Baden-Württemberg und angrenzendes Südhessen, Süd-Thüringen, Süd-Sachsen), es sind aber nach Norden punktuelle Befallsherde bis ins Emsland nachgewiesen. Im Jahr treten zwischen knapp 200 und gut 700 Fällen auf (2020: 704 Fälle), im Median 301. Üblicherweise erfolgt die Erkrankung besonders im Juni, es gibt aber Fälle bis in den Herbst hinein, in einigen Jahren sogar gehäuft. Gefährdet sind vor allem Personen über 40 Jahre.[49]
Der Gemeine Holzbock (Ixodes ricinus) ist die bekannteste Art der Schildzecken. Er ist die mit weitem Abstand häufigste europäische Zeckenart, die auch den Menschen befällt. Dies kann vor allem dann gefährlich werden, wenn die Zecke mit Krankheitserregern infiziert ist, denn der Holzbock ist unter anderem Überträger der für den Menschen gefährlichen Lyme-Borreliose und der Frühsommer-Meningoenzephalitis (FSME).
Der Name Holzbock wird umgangssprachlich (und fälschlich) auch für den Hausbock benutzt, eine Bockkäferart, die das Holz von Dachstühlen und Fachwerkhäusern schädigen kann. Der wissenschaftliche Artname ricinus steht in Beziehung zum Wunderbaum (selten: Zeckenbaum) Ricinus communis, dessen Samen im Aussehen an eine vollgesogene Zecke erinnern. Es ist dabei umstritten, ob der Baum nach der Zecke oder die Zecke nach dem Baum benannt wurde.
Ixodes ricinus (poznat i kao obični krpelj) je "tvrdi" krpelj koji parazitira na stoci, jelenima, psima i ostalim životinjama, kao i na ljudima. Ixodes ricinus može prenositi različite bolesti uključujući babeziozu, encefalomijelitis ovaca, lajmsku bolest, Q groznicu i mnoge druge.[1]
Ova vrsta nosi naziv ricinus zato što ženka kada se nasisa krvi postane velika poput zrna graška i izgledom i bojom podsjeća na plod biljke ricinus.[2]
Ova vrsta se može naći u većem dijelu Evrope, djelovima Azije i Sjevernoj Africi.
Ixodes ricinus (poznat i kao obični krpelj) je "tvrdi" krpelj koji parazitira na stoci, jelenima, psima i ostalim životinjama, kao i na ljudima. Ixodes ricinus može prenositi različite bolesti uključujući babeziozu, encefalomijelitis ovaca, lajmsku bolest, Q groznicu i mnoge druge.
Ova vrsta nosi naziv ricinus zato što ženka kada se nasisa krvi postane velika poput zrna graška i izgledom i bojom podsjeća na plod biljke ricinus.
Ken kävyy meččäh, tiedäy: mečäs pidäy olla varavozilleh. Jo lopul kevätty mečäs on äijy kägöintäidy. Kägöintäi on varattavu elätti. Se tartuu sobih da eččiy kunne imevyö. Kägöintäidy pidäy varata sendäh, gu se on voimattomuksien levittäi.
Kägöintäi on ylen pienen hämähäkin nägöine. Se eläy mečis, puustolois, kezämökkilöin lähäl. Kägöintäi vuottau astujua tuhjozis, heinikös libo mual, gu tartuo sih da imevyö. Meččäh lähtijes pidäy panna piäle pättävät sovat da kengät. Kezämökkilöin luo pidäy niittiä heinät da puhtastua pihat.
A gu kägöintäi imevyi, sit pidäy mennä douhturih.
Psy klészcz (Ixodes ricinus L.) – to je ôrt môłégò zwierza z rzãdu Ixodida. Òn pije krew, mòże przenôszac chòrobë, a żëje m.jin. na Kaszëbach. Jak klészcz je na człowiekù to trzeba gò jak nôblëżi skórë złapic pincetą i wëjąc. Jak ten klészcz kąsy, a pòtemù na skórze je widzec jakbë czerwóny òstrów a dali wkòł niego czerwóny kòło, to trzeba jidz do lékôrza, bò człowiek mòże zachòrzec na dłudżi lata.
Psy klészcz (Ixodes ricinus L.) – to je ôrt môłégò zwierza z rzãdu Ixodida. Òn pije krew, mòże przenôszac chòrobë, a żëje m.jin. na Kaszëbach. Jak klészcz je na człowiekù to trzeba gò jak nôblëżi skórë złapic pincetą i wëjąc. Jak ten klészcz kąsy, a pòtemù na skórze je widzec jakbë czerwóny òstrów a dali wkòł niego czerwóny kòło, to trzeba jidz do lékôrza, bò człowiek mòże zachòrzec na dłudżi lata.
Ixodes ricinus, the castor bean tick, is a chiefly European species of hard-bodied tick. It may reach a length of 11 mm (0.43 in) when engorged with a blood meal, and can transmit both bacterial and viral pathogens such as the causative agents of Lyme disease and tick-borne encephalitis.
In common with other species of Ixodes, I. ricinus has no eyes and is not ornate; it has no festoons (wrinkles along the posterior margin). The palpi are longer than they are wide, and an anal groove is above the anus. [1] It has a hard dorsal shield which covers the entire opisthosoma (abdomen), but only part of it in females and nymphs.[2] I. ricinus is the largest of the three common species of Ixodes in the British Isles (the other two being I. canisuga, the British dog tick, and I. trianguliceps, the vole tick). Adult males are 2.4–2.8 mm (0.09–0.11 in) long, and unfed nymphs are 1.3–1.5 mm (0.05–0.06 in) long; females are 3.0–3.6 mm (0.12–0.14 in) long before feeding and 11 mm (0.43 in) long when engorged.[3]
Ixodes ricinus is found across Europe and into neighbouring parts of North Africa and the Middle East, extending as far north as Iceland and as far east as parts of Russia.[3] Its northern limit seems to be determined by environmental factors, including temperature, since a series of mild winters in Scandinavia coincided with an expansion northwards in the range of I. ricinus.[4]
I. ricinus is most frequent in habitats where its hosts are plentiful, including woodlands, heaths and forests.[3] It is most prevalent in relatively humid areas, and is absent from much of the Mediterranean Region where summers are dry.[5]
Ixodes ricinus has a three-host lifecycle, which usually takes 2–3 years to complete, although it can take from 1 to 6 years in extreme cases.[3] Adults feed on large mammals such as sheep, cattle, dogs, deer, humans, and horses for 6–13 days, before dropping off. An engorged female lays several thousand eggs and subsequently dies.[3] The larvae that hatch do not actively seek a host, and usually feed on insectivores (order Eulipotyphla), although they may also find rodents, rabbits, birds, reptiles, or bats.[3][6] They feed for 3–5 days before dropping off and moulting. The resulting nymphs then ascend grasses or twigs to seek their next host, but must return to the moist microclimate at the soil surface if they become dehydrated.[7] The nymphs feed on small to medium-sized mammals.[5]
A number of tick-borne diseases can be transmitted by I. ricinus to a variety of mammal hosts.[3] Dogs can be infected with Lyme disease (borreliosis), caused by the spirochaete bacteria Borrelia burgdorferi, B. afzelii, and B. garinii. Cattle can become infected with redwater fever (from the protozoans Babesia divergens, B. bovis, and B. ovis), Lyme disease (from B. burgdorferi), sheep tick pyemia (Staphylococcus aureus), cattle tick-borne fever (Anaplasma phagocytophila), Q fever (Coxiella burnetii), Boutonneuse fever (Rickettsia conorii), and the bacterium Anaplasma marginale. Horses may be infected with Lyme disease, Anaplasma phagocytophila, and the viral infection louping ill. Humans can become infected with Lyme disease, louping ill, Q fever, and tick-borne encephalitis,[3] and possibly sensitised to mammalian red meat, known as alpha-gal allergy.
The parasitic wasp Ixodiphagus hookeri lays its eggs inside castor bean ticks, though the castor bean tick is not I. hookeri's sole host.
The scientific name of the castor bean tick dates back to the starting point of zoological nomenclature, the 1758 tenth edition of Carl Linnaeus' Systema Naturae, where it appeared as Acarus ricinus. Pierre André Latreille split the new genus Ixodes from Linnaeus' Acarus (which at that time contained all known ticks and mites), and I. ricinus was chosen as the type species.[8] It has subsequently been redescribed under a number of junior synonyms and subsequent combinations into different genera; these synonyms include Acarus ricinoides, Cynorhaestes reduvius, Cynorhaestes ricinus, Ixodes megathyreus, Ixodes bipunctatus, Cynorhaestes hermanni, Crotonus ricinus, Ixodes trabeatus, Ixodes plumbeus, Ixodes reduvius, Ixodes pustularum, Ixodes fodiens, Ixodes rufus, Ixodes sulcatus and Ixodes sciuri.[9]
Ixodes ricinus, the castor bean tick, is a chiefly European species of hard-bodied tick. It may reach a length of 11 mm (0.43 in) when engorged with a blood meal, and can transmit both bacterial and viral pathogens such as the causative agents of Lyme disease and tick-borne encephalitis.
La garrapata común (Ixodes ricinus) es una especie de ácaro de la familia Ixodidae. Es una garrapata de cuerpo duro propia de Europa. Es hematófaga (se alimenta de sangre) y perfora la piel con sus piezas bucales. Es un vector de la fiebre bovina por garrapatas, de la encefalitis transmitida por garrapatas y de la enfermedad de Lyme.
Los machos miden unos 2,5 mm aproximadamente, mientras que las hembras alcanzan entre 3 y 4 mm, aunque tras alimentarse puede llegar a los 10 mm.[1] Los machos presentan el cuerpo cubierto por un caparazón macizo, el cual en las hembras solo se encuentra en la parte anterior del cuerpo, por lo que la zona posterior es muy flexible.[1]
Garrapata común tras ingerir alimentos.
Vista posterior.
Video con dos garrapatas.
La garrapata común (Ixodes ricinus) es una especie de ácaro de la familia Ixodidae. Es una garrapata de cuerpo duro propia de Europa. Es hematófaga (se alimenta de sangre) y perfora la piel con sus piezas bucales. Es un vector de la fiebre bovina por garrapatas, de la encefalitis transmitida por garrapatas y de la enfermedad de Lyme.
Võsapuuk (Ixodes ricinus) ämblikulaadsete klassi kuuluv loomaliik.[1]
Loom elab rohus. Ta imeb imetajatelt verd.[1]
Võsapuuk (Ixodes ricinus) ämblikulaadsete klassi kuuluv loomaliik.
Loom elab rohus. Ta imeb imetajatelt verd.
Puutiainen (Ixodes ricinus, jokapäiväisessä kielenkäytössä myös punkki) on punkkeihin kuuluva eläin. Se kiinnittäytyy sopivaan isäntäeläimeen imeäkseen siitä verta ja saattaa jäädä siihen kiinni jopa päiväkausiksi[1]. Suomessa sitä tavataan koko maan eteläisessä puoliskossa Kemi-Joensuu-linjalle asti, ja erityisen runsaasti Ahvenanmaalla ja saaristossa. Vastoin vanhaa kansanuskomusta puutiaiset eivät pudottaudu ihmisten päälle lepistä eivätkä muistakaan puista, vaan elävät ja liikkuvat eniten aluskasvillisuuden joukossa, heinikoissa ja pensaikoissa. Puutiainen ei kestä pitkään kuivuutta tai kuumuutta, joten se viihtyy parhaiten lehtometsissä ja rantalepikoissa.[2] Punkkikausi alkaa, kun keskilämpö on 5 °C[3] ja päättyy pysyvien pakkasten tultua.[4] Itärajan takaa tulevaa tappavaa aivokalvontulehdusta levittävää siperianpuutiaista eli taigapunkkia (Ixodes persulcatus) on tavattu jo Pohjois-Karjalassa[5] ja Perämeren rannikolla. Sen kantama virus aiheuttaa vakavampaa ja helpommin kroonistuvaa puutiaisaivotulehdusta.[6]
Puutiainen tarvitsee elinaikanaan sukupuolesta riippuen kaksi tai kolme veriateriaa kasvunsa aikana: toukka- eli larvavaiheessa sekä nymfivaiheessa kehittyäkseen ja naaraat aikuisena munien munimiseen. Ihmisillä kaikkein yleisimpiä ovat nymfivaiheen puremat, sillä vain 1–2 millimetrin mittainen nymfi on hankalampi havaita iholta kuin täysikasvuinen punkki. Larvavaiheessa punkit suosivat isäntäeläiminään jyrsijöitä ja lintuja. Päästyään imemään verta punkki viipyy isännän iholla 3 päivää (larvat ja nymfit) tai 7–9 päivää (aikuiset).[2]
Turun yliopiston vuonna 2015 tekemän keräyksen ja tutkimuksen mukaan puutiaisista noin 30 prosenttia kantaa ainakin yhtä taudinaiheuttajaa.[7] Puutiaiset saattavat tartuttaa tauteja purressaan ihmistä tai eläintä. Ne levittävät borrelioosia (noin 15% kantajia[8]) ja puutiaisaivotulehdusta (1,5%[8]), harvoin myös jänisruttoa. Turun yliopiston tutkijat ovat löytäneet suomalaisista punkeista myös anaplasma- ja ricketsia-bakteereita.[9]
Puutiaisaivotulehduksen riski on suurin lounaissaaristossa ja -rannikolla sekä paikoin Kaakkois-Suomessa. Borrelioositartunnan voi saada alueella, joka ulottuu Oulun korkeudelle saakka. Puutiaisenpureman riski on suurin alavalla varjoisalla maalla, jossa on runsaasti kosteaa matalahkoa kasvillisuutta. Lyhyeksi leikatulla kuivalla nurmella puutiaiset eivät viihdy.
Ruotsissa on 200 todettua tapausta, joissa puutiaisen puremasta on seurannut liha-allergia, joka tarkoittaa allergisuutta punaiselle lihalle.[10]
Punkit purevat suomalaisia arviolta puoli miljoonaa kertaa vuodessa, ja borreliatapauksia on 7 000 vuodessa,[11] puutiaisaivokuumetartuntoja noin 40 vuodessa.[12]
Bakteerin aiheuttamaa borrelioosia voidaan ehkäistä poistamalla puutiainen iholta mahdollisimman pian. Kansanperinteessä on usein neuvottu upottamaan puutiainen voihin tai rasvaan, jolloin puutiaisen peräpäässä sijaitsevat hengityselimet eivät saa ilmaa ja puutiainen itse vetäytyy ulos ihosta. Tätä keinoa ei kuitenkaan enää nykyisin suositella, sillä puutiainen saattaa tukehtuessaan oksentaa suolensisältönsä puremaan, jolloin borrelioosin riski kasvaa.[13] Puutiainen tulisi siksi poistaa mekaanisesti esim. pinseteillä tai tarkoitusta varten erityisesti suunnitelluilla punkinpoimijoilla. Pinseteillä tartutaan puutiaista mahdollisimman alhaalta kiinni, ja puutiainen poistetaan hitaasti vetäen iholta. Punkinpoimijoita on myös malleja, joilla puutiainen kiilataan V:n muotoiseen loveen, sekä pihtejä jotka puristavat puutiaista kyljistä. Näillä puutiainen poistetaan pyörittämällä[14] sitä rauhallisesti yhteen suuntaan muutama kokonainen kierros, jolloin punkin ote ihosta irtoaa ja sen voi helposti nostaa pois.
Sekä vetämällä että pyörittämällä puutiainen voi vahingoittua ja osia siitä voi jäädä puremakohtaan, mikä saattaa aiheuttaa tulehduksen. Puutiaisen puristamista muualta kuin päästä tulisi myös välttää, sillä puristaessa puutiaisen nesteitä voi kulkeutua takaisin puremakohtaan. Pyörittämällä käyttäen sopivaa punkinpoimijaa[15] riski "oksentamiseen" sekä pään katkaisemiseen on pienempi, sillä puutiaiseen ei kohdistu lainkaan vetoa tai puristusta[15]. Irrotetun puutiaisen voi tappaa esimerkiksi nipistämällä.
Vuonna 2006 Oulun yliopistossa hyönteistutkijana työskentelevän Juhani Itämiehen mukaan runsaasti kasvanut lemmikkikoirien määrä on yksi niistä syistä, jotka ovat mahdollistaneet puutiaisten nopean leviämisen Suomessa. Myös hirvien osuus puutiaisten leviämiseen on pohdinnassa.[16] Ruskea koiranpunkki (Rhipicephalus sanguineus) muistuttaa puutiaista sekä kooltaan että ulkonäöltään.
Helsingissä puutiaisen leviämistä uusille alueille on helpottanut city-kanien määrän kasvu.[17]
Åbo Akademin emerita-loistutkija Margaretha Gustafsson suosittelee metsäkauriiden ja valkohäntäpeurojen ampumista, koska ne ovat punkkien suosikki-isäntiä. Kaikki metsästäjät eivät haluaisi luopua kauriista eikä peuroista.[11]
Puutiainen (Ixodes ricinus, jokapäiväisessä kielenkäytössä myös punkki) on punkkeihin kuuluva eläin. Se kiinnittäytyy sopivaan isäntäeläimeen imeäkseen siitä verta ja saattaa jäädä siihen kiinni jopa päiväkausiksi. Suomessa sitä tavataan koko maan eteläisessä puoliskossa Kemi-Joensuu-linjalle asti, ja erityisen runsaasti Ahvenanmaalla ja saaristossa. Vastoin vanhaa kansanuskomusta puutiaiset eivät pudottaudu ihmisten päälle lepistä eivätkä muistakaan puista, vaan elävät ja liikkuvat eniten aluskasvillisuuden joukossa, heinikoissa ja pensaikoissa. Puutiainen ei kestä pitkään kuivuutta tai kuumuutta, joten se viihtyy parhaiten lehtometsissä ja rantalepikoissa. Punkkikausi alkaa, kun keskilämpö on 5 °C ja päättyy pysyvien pakkasten tultua. Itärajan takaa tulevaa tappavaa aivokalvontulehdusta levittävää siperianpuutiaista eli taigapunkkia (Ixodes persulcatus) on tavattu jo Pohjois-Karjalassa ja Perämeren rannikolla. Sen kantama virus aiheuttaa vakavampaa ja helpommin kroonistuvaa puutiaisaivotulehdusta.
Puutiainen tarvitsee elinaikanaan sukupuolesta riippuen kaksi tai kolme veriateriaa kasvunsa aikana: toukka- eli larvavaiheessa sekä nymfivaiheessa kehittyäkseen ja naaraat aikuisena munien munimiseen. Ihmisillä kaikkein yleisimpiä ovat nymfivaiheen puremat, sillä vain 1–2 millimetrin mittainen nymfi on hankalampi havaita iholta kuin täysikasvuinen punkki. Larvavaiheessa punkit suosivat isäntäeläiminään jyrsijöitä ja lintuja. Päästyään imemään verta punkki viipyy isännän iholla 3 päivää (larvat ja nymfit) tai 7–9 päivää (aikuiset).
Ixodes ricinus est une espèce de tiques, un acarien de la famille des Ixodidae.
Elle est appelée tique du mouton et autrefois aussi tique du chien (nom source de confusion car également donné à deux autres espèces de tique : Dermacentor variabilis et Rhipicephalus sanguineus).
Les populations de cette tique à corps dur[1] semblent en augmentation depuis quelques décennies dans de nombreuses régions de l'hémisphère nord, et elles jouent un rôle écoépidémiologique qui semble important voire majeur dans la transmission de certaines maladies. Des progrès importants dans la connaissance de ce rôle ont été récemment permis par les techniques d'analyse de l'ADN[2] du contenu stomacal des tiques qui renseignent sur les espèces-hôtes (source d'alimentation pour la tique) et sur les éventuelles co-infections par différentes espèces de pathogènes (notamment transmissibles à l'Homme : par des rickettsies[3], par des borrélies[4]).
Cette espèce se rencontre en zone paléarctique occidentale. Elle serait en expansion depuis une trentaine d'années[5],[6].
Cette espèce vit à proximité du sol (litière et herbacées, parfois sur les basses branches d'arbres ou buissons) dans les forêts, bois, haies et zones boisées ou là où elle a pu être transportée par des animaux tels que cervidés ou sangliers.
Elle est largement distribuée en Europe, de l'Afrique du Nord à la Scandinavie et de l'Irlande à la Russie centrale[7],[8] (avec d'importantes variations spatiotemporelles par exemple en Irlande[9], au Royaume-Uni[10], et en Suisse[11]).
En Suisse, elle a été décrite jusqu'à une altitude de 1 450 mètres[12].
Cette espèce est dépourvue d'yeux, mais elle semble pourtant pouvoir se diriger et même cibler des proies ou certaines zones du corps où la peau est plus fine quand elle est entrée en contact avec une proie.
Ces acariens sont pourvus de cellules jouant un rôle similaire à celui de l'odorat (sur une patte) et de cellules photosensibles sur les deux flancs de l'animal[13]. L'animal sait ainsi s'il fait jour ou nuit, et peut détecter des mouvements d'animaux s'ils interceptent la lumière qui arrive à la tique.
Ces tiques (et leurs larves) peuvent occasionnellement être consommées par des oiseaux ou reptiles ou petits mammifères dits « insectivores », mais elles semblent aussi dans la nature surtout contrôlées par des parasites et par divers microorganismes pathogènes, dont :
La régression de ces prédateurs pourrait contribuer à une augmentation des populations de tiques.
Sa nymphe et surtout l'adulte s'attaquent volontiers à l'homme. I. ricinus une des quelques tiques qui véhiculent le plus fréquemment certaines maladies (parasitoses) transmissibles à l'Homme comme la maladie de Lyme et la méningo-encéphalite à tique (ou méningo-encéphalite verno-estivale)[15], et de l'encéphalite virale ovine (louping ill) chez le mouton[16].
Cette espèce (comme d'autres espèces de tiques s'attaquant à l'Homme) peut être source d'au moins deux types d'allergies
Ixodes ricinus, comme toutes les tiques, se développe en passant par plusieurs stades. Elle doit se nourrir de sang. Les individus de chaque stade partent donc en quête d'une proie à parasiter. La quête se fait durant la belle saison, de mai à septembre essentiellement avec des variations selon la latitude et l'altitude. Le suivi de cette espèce en Suisse (depuis 1996) a montré que cette espèce est très sensible au climat et en particulier à la douceur des températures hivernales et aux températures nocturnes de la belle saison. Ainsi les tiques de l'ouest de la Suisse escaladent les herbacées et entament leur quête de proie dès février si la température moyenne de janvier dépassait 4 °C, mais elles n'apparaissent qu'en mars si cette même température n'a pas dépassé 2 °C. Au-delà d'une certaine altitude, elles ne survivent pas[17].
Au début des années 2000, Jean-Luc Perret a montré que les déplacements des nymphes sont essentiellement nocturnes et qu'ils sont fortement influencés par les conditions thermohygrométriques, avec deux précisions écoépidémiologiquement importantes :
Le drainage des forêts, et leur déshydratation par les routes qui les traversent et par les coupes rases, combinés au réchauffement climatique pourraient donc exacerber la circulation des tiques et les "chances" qu'elles ont de contacter de nouvelles espèces réservoir et d'ainsi étendre les zones où la maladie est endémique. L'impact du climat sur les tiques (dont I. ricinus) est encore débattu, mais la population suédoise de l'espèce I. ricinus est en nette extension vers le nord et vers l'ouest, selon un schéma spatiotemporel qui évoque une relation avec le réchauffement climatique[18],[19].
Le microclimat et le climat régional exercent une influence importante sur la durée de la quête. Les nymphes d’Ixodes ricinus restent à l'affût pendant 20 heures dans des conditions sèches, mais elles sont capables de patienter jusqu'à 40 heures sitôt que l'humidité et la température augmentent. Passé ce délai, elles reviennent au sol pour se réhydrater dans la litière humide. Une fois requinquée, parfois dès la nuit suivante, la tique se met spontanément en route pour trouver une place idéale dans la perspective d'une nouvelle quête.
Des tests sont faits sur le terrain (université de Bourgogne – IRD) pour étudier la spécificité des sexes vis-à-vis des hôtes vertébrés d’Ixodes ricinus[20].
Le portage de plusieurs pathogènes n'est pas rare chez les tiques. En France, dans les Pyrénées, une étude des tiques errantes en 2019 a montré que la prévalence globale des pathogènes était de 8,4 % pour Borrelia burgdorferi s.l., 0,4 % pour Babesia spp., 6,1 % pour Anaplasma phagocytophilum, 17,6 % pour Rickettsia spp. et 8,1 % pour Rickettsia du groupe de la fièvre pourprée. La présence de Babesia sp. EU1, Rickettsia helvetica et, pour la première fois en France, Rickettsia monacensis a été montrée. [21]
Chez 1 000 spécimens d'Ixodes ricinus prélevés dans une zone de loisirs boisée de Thuringe (Allemagne), on a recherché des Borrelia spp., Babesia spp. spp Anaplasma spp Rickettsia, Coxiella burnetii, et Francisella tularensis. 43,6 % de ces 100 tiques étaient infectées par au moins un de ces pathogènes. Et, dans 8,4 % des cas, deux pathogènes différents coexistaient dans la tique (et 3 ou plus dans 1,6 % du lot étudié)[22].
Le groupe de travail "Tiques et Maladies à Tiques"[20] du Réseau Écologie des Interactions Durables (REID) s'intéresse en France aussi à l' « écologie intra-tique » des micropathogènes véhiculés par les tiques, et en particulier aux phénomènes de co-infections et de conflits entre pathogènes se développant à l'intérieur d'Ixodes ricinus ou ingérés par cette dernière et y survivant en étant capables d'interagir avec d'autres pathogènes.
I. ricinus et quelques autres espèces (Ixodes hexagonus, Dermacentor reticulatus, Rhipicephalus bursa et Ornithodoros savignyi…) pourraient aussi jouer un rôle important dans la conservation hivernale de virus réputés transmis par d'autres vecteurs (moustiques et culicoides) ; on a ainsi démontré[23] (étude par PCR en temps réel) chez Ixodes ricinus et d'autres espèces que ces tiques contaminées par des orbivirus lors d'un repas de sang voyaient le virus traverser leur barrière intestinale et diffuser dans l'hémolymphe vers les glandes salivaires et les ovaires. 3 semaines après nourrissage, le virus BTV8 était par exemple trouvé dans beaucoup de tissus et organes des tiques dures (contre 26 jours pour les Ornithodoros)[23].
Et le virus persistait bien dans la tique après chaque mue (« passage transstadial »).
Un passage transovarien (⇒ passage du virus à la descendance) est même observé en laboratoire chez les tiques molles (alors qu'il n'a jamais pu être observé chez les culicoides vecteurs du virus Blue tongue[24]) laissant penser que certaines tiques ont un réel potentiel vectoriel[23]. Ceci expliquerait aussi l'énigme de la survie hivernale de certains virus en Europe[23]. En effet, des années 1970 à 2000 on admettait que le principal vecteur européens du virus BTV8 était être Culicoides dewulfi, et Culicoides chiopterus (Nevill 1971; Wilson et al. 2008), or le virus ne semble pas pouvoir survivre chez ces espèces en hiver en Europe du Nord-Ouest[25]. Les capacités vectorielles d'une tique molle (Ornithodoros coriaceus) avaient d'ailleurs déjà été expérimentalement démontrées pour le BTV (Bluetongue Virus) en 1985[26], avec une contamination via alimentation sur membrane artificielle ou sur des moutons ou bovins infectés. Elles s'étaient montrées capables de transmettre le virus[26].
La maladie de Lyme semble émergente et en rapide augmentation. Elle touche ceux qui vivent et travaillent en forêt, mais aussi un nombre croissant d'urbains piqués par des tiques, en vacances ou lors de promenades dominicales[27]. La fréquence des promenades en forêt, et une prolifération des tiques probablement favorisée par les dérèglements climatiques et par certaines modifications écopaysagères dans de nombreuses régions boisées ou forestières de l'hémisphère nord semblent pouvoir expliquer une augmentation des cas de cette maladie ;
Selon une étude suisse publiée en 2004[28], le taux de tiques infectées et le nombre de tiques varie sensiblement selon les années et selon le gradient altitudinal, mais (à titre d'exemple et pour cette zone et période d'étude) :
Au Pays basque espagnol, une étude[29] a recherché des Borrélias chez 7 835 tiques (ixodes, de huit espèces différentes).
Un peu moins de 12,5 % des I. ricinus adultes en portaient, contre seulement un peu plus de 0,6 % des nymphes.
Deux ans plus tard, 1535 tiques ont été collectées sur 10 zones, là où I. ricinus était l'espèce dominante. Des tiques infectées ont été trouvées dans toutes les zones (9,3 % des adultes et 1,5 % des nymphes). Neuf isolats de B. burgdorferi ont été trouvés appartenant à quatre espèces différentes (B. burgdorferi sensu stricto, B. garinii, B. valaisiana, et B. lusitaniae), ce qui laisse penser que la maladie de Lyme peut aussi s'exprimer dans ces régions.
Autour de Moscou, I. ricinus cohabite avec Ixodes persulcatus. 630 tiques à jeun ont été recueillies dans 4 zones couvrant 250 km2 autour de Moscou. Des borrélies ont été trouvées dans 84 tiques (13,3 % de l'échantillonnage), avec un taux de prévalence variant — selon la région — de 5,7 % à 42,3 % des tiques ; sans différence de prévalence pour le total de chacune des deux espèces.
8 variants de Borrelia afzelii ont été isolés de I. ricinus et d'une autre tique Clethrionomys glareolus.
La plupart des isolats d’I. ricinus étaient Borrelia garinii (type 20047) et B. afzelii. Borrelia burgdorferi sensu stricto (ss) n'a été trouvé qu'une fois, de même que Borrelia valaisiana, mais aucune Borrelia garinii NT29 type B n'a été trouvé chez I. Ricinus.
En revanche, I. persulcatus était vecteur de deux variants ; respectivement « 20047 » de B. garinii, et « NT29 » de B. afzelii. B. burgdorferi S.S, n'a pas été trouvée parmi les isolats de I. persulcatus.
La dangerosité de la tique est favorisée par les propriétés anesthésiantes de la salive : il arrive régulièrement que des personnes soient porteuses de tiques se gonflant de sang, sans aucun avertissement sensoriel. Un examen minutieux de la peau s'avère utile après des randonnées dans les herbages, les régions buissonneuses ou les forêts susceptibles d'héberger le parasite. De plus la salive contient des substances capables d'inhiber la coagulation du sang. Cette propriété est mise à profit par des équipes de chercheurs afin de mettre au point un anti-thrombotique injectable et ne provoquant pas de saignement [30].
) Ixodes ricinus est une espèce de tiques, un acarien de la famille des Ixodidae.
Elle est appelée tique du mouton et autrefois aussi tique du chien (nom source de confusion car également donné à deux autres espèces de tique : Dermacentor variabilis et Rhipicephalus sanguineus).
Les populations de cette tique à corps dur semblent en augmentation depuis quelques décennies dans de nombreuses régions de l'hémisphère nord, et elles jouent un rôle écoépidémiologique qui semble important voire majeur dans la transmission de certaines maladies. Des progrès importants dans la connaissance de ce rôle ont été récemment permis par les techniques d'analyse de l'ADN du contenu stomacal des tiques qui renseignent sur les espèces-hôtes (source d'alimentation pour la tique) et sur les éventuelles co-infections par différentes espèces de pathogènes (notamment transmissibles à l'Homme : par des rickettsies, par des borrélies).
Cuileog bheag gan eití, seadán seachtrach ar chaoirigh. Itheann sé tríd an bhfuil a shú. Lotnaid a chuireann tús le ruaim ar an olann, agus mar sin tábhachtach ó thaobh an gheilleagair.
A carracha común (Ixodes ricinus) é unha especie de ácaro da familia Ixodidae. É unha carracha de corpo duro propia de Europa. É hematófaga (aliméntase de sangue) e perfora a pel coas súas pezas bucais. É un vector da febre bovina por carracha, da encefalite transmitida por carracha e da doenza de Lyme.[1]
Os machos miden uns 2,5 mm aproximadamente, mentres que as femias alcanzan entre 3 e 4 mm, aínda que tras alimentarse pode chegar aos 10 mm.[2] Os machos presentan o corpo cuberto por unha cuncha maciza, a cal nas femias só se atopa na parte anterior do corpo, polo que a a zona posterior é moi flexible.[2]
A carracha común (Ixodes ricinus) é unha especie de ácaro da familia Ixodidae. É unha carracha de corpo duro propia de Europa. É hematófaga (aliméntase de sangue) e perfora a pel coas súas pezas bucais. É un vector da febre bovina por carracha, da encefalite transmitida por carracha e da doenza de Lyme.
Obični krpelj (Ixodes ricinus) je tvrdi krpelj koji se parazitira na stoci, jelenima, psima i ostalim životinjama, kao i na ljudima. Obični krpelj može prenositi različite bolesti uključujući babeziozu, encefalomijelitis ovaca, lajmsku bolest, Q groznicu i mnoge druge.[1]
Ova vrsta nosi naziv ricinus zato što ženka kada se nasisa krvi postane velika poput zrna graška i izgledom i bojom podsjeća na plod biljke ricinus.[2]
Obični krpelj (Ixodes ricinus) je tvrdi krpelj koji se parazitira na stoci, jelenima, psima i ostalim životinjama, kao i na ljudima. Obični krpelj može prenositi različite bolesti uključujući babeziozu, encefalomijelitis ovaca, lajmsku bolest, Q groznicu i mnoge druge.
Ova vrsta nosi naziv ricinus zato što ženka kada se nasisa krvi postane velika poput zrna graška i izgledom i bojom podsjeća na plod biljke ricinus.
Ixodes ricinus adalah spesies caplak bertubuh keras yang dapat ditemui di benua Eropa dan beberapa wilayah di Afrika Utara.[1] Seperti spesies Ixodes lainnya, I. ricinus tidak memiliki mata. Mereka menghisap darah berbagai macam vertebrata, dari anjing sampai manusia. Mereka biasa menunggu di daun-daun yang panjang hingga ada inang yang lewat, dan lalu mereka akan melompat ke tubuh inang tersebut. Panjang I. ricinus bisa mencapai 11 mm jika sudah menghisap darah,[1] dan caplak ini dapat menyebarkan bakteri dan virus yang bisa menyebabkan penyakit Lyme dan ensefalitis bawaan caplak.
Tawon Ixodiphagus hookeri bertelur di tubuh caplak ini, walaupun caplak I. hookeri bukanlah satu-satunya caplak yang menjadi inang tawon tersebut.
Ixodes ricinus adalah spesies caplak bertubuh keras yang dapat ditemui di benua Eropa dan beberapa wilayah di Afrika Utara. Seperti spesies Ixodes lainnya, I. ricinus tidak memiliki mata. Mereka menghisap darah berbagai macam vertebrata, dari anjing sampai manusia. Mereka biasa menunggu di daun-daun yang panjang hingga ada inang yang lewat, dan lalu mereka akan melompat ke tubuh inang tersebut. Panjang I. ricinus bisa mencapai 11 mm jika sudah menghisap darah, dan caplak ini dapat menyebarkan bakteri dan virus yang bisa menyebabkan penyakit Lyme dan ensefalitis bawaan caplak.
Skógarmítill (einnig kallaður blóðmítill) (fræðiheiti:Ixodes ricinus) er blóðsuga á spendýrum sem heldur sig í gróðri, einkum í skógarbotnum.
Skógarmítill er útbreiddur um alla Evrópu milli 39° og 65°N, frá ströndum Portúgals og Írlands austur til Volgu í Rússlandi og þaðan suður til Miðjarðarhafsstrandar Norður-Afríku. Einnig finnst hann í Færeyjum og koma hans til Íslands var staðfest árið 1967. Þá fannst skógarmítill á þúfutittlingi sem var veiddur í Surtsey, nýkominn til landsins og þar með varð ljóst að hann getur borist yfir höf með fuglum. Hann virðist kominn til að vera því síðan þá hefur hann fundist um allt land, þó mest sunnanlands, frá því snemma sumars og fram eftir hausti.
Skógarmítill er áttfætla, skyldur köngulóm og öðrum mítlum. Lífsferill þeirra skiptist í þrennt, lirfu, ungviði og fullorðið dýr og þarfnast þeir blóðs á hverju stigi þess og alltaf stærri og stærri dýra eftir því sem þeir vaxa. Eftir að mítillinn klekst úr eggi verður hann sexfætt lirfa sem liggur í dvala yfir veturinn. Að vori skríður lirfan svo upp og sætir færi að ná til hýsils til að sjúga blóð. Síðsumars skiptir hún um ham og verður mítillinn þá að áttfættu ungviði sem aftur leggst í dvala yfir veturinn. Næsta vor skríður hann aftur upp og breytist í fullorðinn mítil ef honum tekst að finna góðan hýsil til að sjúga blóð úr. Að lokum leggst hann í dvala enn einn veturinn og endurtekur leikinn að vori. Eftir þetta drepst karldýrið en kvendýrið verpir eggjum áður en það drepst. Fullorðnir eru mítlar milli 0,5–1,1 cm að lengd en ungviðið er miklum mun smærra. Á flestum stöðum nær þessi þrískipti lífsferill mítilsins yfir 2-3 ár en það er þó háð bæði loftslagi og þeirri fæðu sem í boði er.
Sem lirfur leggjast mítlarnir einkum á minni dýr eins og fugla og mýs en geta einnig fundist á stærri dýrum eins og hundum og köttum. Fullorðnir skógarmítlar lifa nær eingöngu á stórum spendýrum eins og hjartardýrum og sauðfé en á Íslandi hafa þeir fundist í hundum, köttum, sauðfé, hestum og mönnum.
Skógarmítillinn getur borið alvarlega sýkla í fórnarlömb sín og því verið mjög hættulegur. Til dæmis bakteríuna Borrelia burgdorferi sem veldur svokölluðum Lyme-sjúkdómi meðal manna sem m.a. getur valdið alvarlegum skaða á taugakerfi.[1] Skógarmítlar geta einnig borið með sér TBE-veirusjúkdóm (mítilborna heilabólgu).
Þekkt er önnur tegund blóðsugumítla hér á landi, svokölluð lundalús (Ixodes uriae). Lundalýs lifa á sjófuglum og hefur verið sýnt fram á að í þeim finnast bakteríur af ættinni Borrelia. Ekki hefur þó verið sýnt fram á að lundaveiðimenn hafi sýkst af völdum Borrelia þótt lundalús hafi bitið þá.
Skógarmítill (einnig kallaður blóðmítill) (fræðiheiti:Ixodes ricinus) er blóðsuga á spendýrum sem heldur sig í gróðri, einkum í skógarbotnum.
La zecca dei boschi (Ixodes ricinus (Linnaeus, 1758)), è un aracnide appartenente alla famiglia Ixodidae. È un ematofago che condiziona le fasi di crescita e di riproduzione all'assunzione di cibo.
È presente in tutte le zone temperate, nella regione paleartica occidentale, dalle coste atlantiche europee fino agli Urali, dalla Scandinavia meridionale fino all'Africa occidentale. Si trova in tutta Italia, con rare segnalazioni in Sardegna. La sua diffusione necessita di ospiti idonei e del microclima necessario per il mantenimento del bilancio idrico, quindi si trova in zone con sufficiente piovosità.
Il parassita presenta un dimorfismo sessuale, con femmine di dimensioni maggiori rispetto ai maschi. Le dimensioni della femmina adulta variano dai 4 ai 10 mm. L'apparato boccale è composto da un rostro, dai palpi, dai cheliceri, da ghiandole salivari che secernono sostanze cementanti, anticoagulanti e vasocostrittrici per favorire il pasto di sangue sull'ospite. Sono presenti tre paia di arti nella fase larvale, quattro nella fase successiva. Gli stadi di sviluppo sono suddivisi in larva, ninfa e adulto. Ad ogni pasto la zecca si stacca ed effettua la muta nell'ambiente; in seguito cerca un altro ospite su cui nutrirsi. Gli stadi larvali si nutrono su ospiti diversi da quelli richiesti dagli adulti. I primi cercano piccoli mammiferi e insettivori (uccelli, lucertole); le femmine adulte e le ninfe utilizzano come ospiti i mammiferi più grandi, compreso l'uomo. Il maschio adulto non si nutre. Nelle larve l'esoscheletro è formato da un sottile strato di cuticolina, che si ispessisce con lo sviluppo. Nella femmina adulta lo scudo chitinoso ricopre solo la parte anteriore per consentire l'ampliamento dell'addome durante il pasto.
Nelle ghiandole salivari possono svilupparsi protozoi e batteri che risultano pericolosi per l'ospite, anche per l'uomo. Nelle regioni Friuli Venezia Giulia, Veneto, Trentino-Alto Adige, Liguria, Emilia-Romagna è alto il rischio di contrarre la malattia di Lyme e la meningoencefalite (TBE) in seguito a morsi di zecca.
Nelle pecore può inoltre trasmettere l'encefalomielite ovina (louping ill).
La zecca dei boschi (Ixodes ricinus (Linnaeus, 1758)), è un aracnide appartenente alla famiglia Ixodidae. È un ematofago che condiziona le fasi di crescita e di riproduzione all'assunzione di cibo.
Šuninė erkė, miškinė erkė (lot. Ixodes ricinus) – iksodinių (Ixodidae) šeimos erkė.
Kūnas ovalus, ant nugaros yra skydelis, kuris patinų dengia visą nugarą, o patelių, lervų ir nimfų nedidelis skydelis yra tik nugaros priekinėje dalyje. Patelių likusią kūno dalį dengia minkšta danga, dėl to jų kūnas gali padidėti. Patinai rudi, apie 2,5 mm ilgio. Alkana patelė taip pat ruda, bet kai prisisiurbia kraujo, jos spalva kinta nuo geltonos iki raudonai rudos. Be to, alkanos patelės ilgis apie 4 mm, o sočios – net iki 11 mm.
Aptinkama miškuose, krūmais apaugusiose vietose.
Šuninė erkė gali parazituoti ant daugelio laukinių ir naminių gyvulių, taip pat ant žmogaus. Perduoda tuliamerijos sukėlėją žmogui ir naminiams gyvuliams.
I. ricinus erkių gyvenimo ciklas, priklausomai nuo gyvenimo sąlygų, gali trukti nuo vienerių iki šešerių metų. Dažniausiai trunka 2-3 metus.
I. ricinus gyvenimo ciklas prasideda, kai iš kiaušinių išsirita lerva, turinti tris poras kojų. Lervos maitinasi ant smulkių stuburinių (graužikų, paukščių, driežų). Pilnai pasimaitinusi lerva nukrenta ant žolės, išsineria ir tampa nimfa, turinčia keturias poras kojų, bet dar nediferencijuota lytiškai. Nimfos maitinasi ant smulkių stuburinių, kaip ir lervos, bet gali maitintis ir ant didesnių žinduolių. Pilnai pasimaitinusi nimfa nukrenta ant žemės, vėl neriasi ir tampa suaugėliu. Tiek patelės, tiek patinai maitinasi ant didelių žinduolių, taip pat ir žmogaus. Patinai ieško patelių apvaisinimui. Apvaisintos patelės turi pilnai pasimaitinti ir tada atsikabinusios nuo šeimininko pasiruošia dėti kiaušinius. Vienoje dėtyje gali būti nuo 1000 iki 3000 kiaušinių. Padėjusi kiaušinius patelė žūsta[1].
Erkės maitinasi prisitvirtinusios prie šeimininko, per pažeistą odą absorbuodamos kraują ir audinių skystį. Palyginus su uodais, maitinimasis yra labai lėtas, trunka nuo 2 iki 15 dienų, priklausomai nuo išsivystymo stadijos. Erkė, užlipusi ant šeimininko, išsirenka vietą, kurioje kapiliarai yra arti paviršiaus, pakelia kūną 450 kampu ir cheliceromis praduria epidemį, dažniausiai nesukeldama skausmo, nes išskiria seiles, turinčias nuskausminamųjų savybių. Cheliceromis padaromas tik pirminis epidermio pažeidimas, vėliau erkė išskiria seiles ir po truputį įstumia hipostomą. Tada kraujas ar audinių skystis hipostomo grioveliu įsiurbiamas į erkės skrandį. Seilių išskyrimas, kraujo siurbimas ir neaktyvumas yra periodiškai kartojamas. Erkė lieka prisikabinusi iki maitinimosi pabaigos. Per visą maitinimosi laikotarpį erkė pereina dvi fazes: lėtąją, trunkančią apie 7 dienas, kurios metu erkės masė padidėja apie 10 kartų, ir sparčiąją, trunkančią apie 24 valandas, kurios metu erkės masė dar padidėja apie 10 kartų[2].
Šuninė erkė, miškinė erkė (lot. Ixodes ricinus) – iksodinių (Ixodidae) šeimos erkė.
Kūnas ovalus, ant nugaros yra skydelis, kuris patinų dengia visą nugarą, o patelių, lervų ir nimfų nedidelis skydelis yra tik nugaros priekinėje dalyje. Patelių likusią kūno dalį dengia minkšta danga, dėl to jų kūnas gali padidėti. Patinai rudi, apie 2,5 mm ilgio. Alkana patelė taip pat ruda, bet kai prisisiurbia kraujo, jos spalva kinta nuo geltonos iki raudonai rudos. Be to, alkanos patelės ilgis apie 4 mm, o sočios – net iki 11 mm.
Aptinkama miškuose, krūmais apaugusiose vietose.
Šuninė erkė gali parazituoti ant daugelio laukinių ir naminių gyvulių, taip pat ant žmogaus. Perduoda tuliamerijos sukėlėją žmogui ir naminiams gyvuliams.
De schapenteek (Ixodes ricinus) is in Nederland de meest voorkomende teek die zich niet alleen op schapen maar op veel meer zoogdieren, waaronder de mens voedt. Onterecht wordt hij soms ook wel hondenteek genoemd. De teek is vooral ook bekend als overbrenger van de lymeziekte in Nederland. Daarnaast kan de teek bij de mens het alfa-galsyndroom overbrengen, een allergie voor rood vlees die in het uiterste geval dodelijk kan zijn.
De teek vervelt driemaal en moet voor iedere vervelling een bloedmaaltijd gebruiken, die meestal van drie verschillende gastheren zal komen. De kans dat een enkele tekenlarve zijn ontwikkeling afmaakt is dan ook niet zo groot; het vrouwtje compenseert voor deze kleine kans door duizenden eitjes te leggen.
Teken gaan extreem zuinig met hun energie om en kunnen meer dan een jaar zonder eten. Ze detecteren hun potentiële gastheer door de uitgestraalde lichaamswarmte, en wellicht ook door geurdetectie.
Schapenteken leven verspreid over verschillende ecoregios van het Palearctische gebied, meestal geassocieerd met gematigde breedbladige bossen.[1]
Er bestaan veel verwijzingen naar I. ricinus in andere ecozones, maar die kunnen worden toegeschreven aan onjuiste determinering of soms aan toevallige introductie van teken die uiteindelijk geen voet aan wal krijgen.[1]
De schapenteek komt vooral in vochtige gebieden met ruige begroeiing voor, meestal op zandgrond. Duin en heide met vochtige plekken zijn een ideaal leefgebied voor deze teken.
Zie voor algemene informatie over teken het artikel teek. 
Paring van de schapenteek
De schapenteek (Ixodes ricinus) is in Nederland de meest voorkomende teek die zich niet alleen op schapen maar op veel meer zoogdieren, waaronder de mens voedt. Onterecht wordt hij soms ook wel hondenteek genoemd. De teek is vooral ook bekend als overbrenger van de lymeziekte in Nederland. Daarnaast kan de teek bij de mens het alfa-galsyndroom overbrengen, een allergie voor rood vlees die in het uiterste geval dodelijk kan zijn.
De teek vervelt driemaal en moet voor iedere vervelling een bloedmaaltijd gebruiken, die meestal van drie verschillende gastheren zal komen. De kans dat een enkele tekenlarve zijn ontwikkeling afmaakt is dan ook niet zo groot; het vrouwtje compenseert voor deze kleine kans door duizenden eitjes te leggen.
Teken gaan extreem zuinig met hun energie om en kunnen meer dan een jaar zonder eten. Ze detecteren hun potentiële gastheer door de uitgestraalde lichaamswarmte, en wellicht ook door geurdetectie.
Skogflåtten (Ixodes ricinus) har mange ulike navn på norsk; skaubjønn, skaumann, skogbjørn, tege, hantikk, blodmidd, kinnflått, påte, sugar m.m. er alle navn som brukes, men som oftest kalles den bare flått eller skogflått. Den suger blod av fugl og pattedyr, inkludert mennesker, og har i den forbindelse potensial til å overføre en del sykdommer. Den er vanlig langs kysten av Norge opp til Helgeland.
I Norge er det spesielt i kystområdene opp til Helgeland man finner skogflåtten. I Oslofjordområdet er den vanlig på begge sider av fjorden nord til Snarøya, men kan sporadisk finnes lengre nordover, selv på indre deler av Østlandet. Aller vanligst er den på Sørlandet. På Vestlandet og i Trøndelag følger den kyststripen og går inn langs fjordene, men når ikke inn i de innerste deler av Hardangerfjorden og Sognefjorden. Det er viktig å huske på at flåtten kan transporteres med fugler, og således dukke opp langt utenfor kjerneområdene. Noen steder i innlandet kan det derfor holde seg bestander i noen år før de forsvinner igjen. Skogflåtten trives best i områder med blandingsskog og krattskog.
I Sverige er flåtten utbredt i de sørøstre deler av landet med nordgrense fra Iddefjorden til Gävle, men også her finnes spredte funn lengre nord, spesielt langs Bottenviken. Det samme gjelder i Finland med nordgrense langs en skrå linje fra ca. 62°N i vest til ca. 64°N i øst.
Skogflått er vanlig over det meste av Europa. Man finner den også i fjellområder i Nord-Afrika, og i de sørvestlige delene av Russland, Kaukasusområdet, Tyrkia og de nordlige delene av Kasakhstan.
Skogflått er en midd. Den har 8 bein, og ikke noe tydelig skille mellom hode, bryst og bakkropp. Alle midd hører til edderkoppdyrene, og er ikke insekter. Edderkoppdyrene har åtte bein i motsetning til insektene som har seks bein. Edderkoppdyrene har heller ingen antenner.
Skogflåtten har fire utviklingsstadier; egg, larve, nymfe og voksen. Larven er bare 0,5 mm lang. Det spesielle er at flåttlarven, som alle middlarver, bare har tre par bein. Nymfene er ca. 1 mm. De voksne hannene er 2 mm og gråsvarte, mens de voksne hunnene er litt over 2 mm med svart hode og bein og brunrød bakkropp. Fullsugd av blod kan imidlertid hunnen bli inntil 1,5 cm lang, og bakkroppen får da en gråblå farge.
Etter at de voksne hunnene har sugd blod av et vertsdyr ramler de av, og de graver seg ned i strølaget på bakken. Her legger hun vanligvis mellom 2000 og 3000 egg. Etter noen uker klekker eggene, og de små larvene, som bare er rundt en halv millimeter lange, kryper opp i markvegetasjonen. Her sitter de og venter på forbipasserende fugler, pattedyr og firfisler. På grunn av en meget begrenset egenbevegelse vil forekomsten av slike larver være meget flekkvis. Larvene suger blod av små pattedyr og fugler, og det er vanlig å finne dem på ørene på mus og ved nebb og munnviker på fugler. Larvene kan imidlertid også suge blod av større dyr, inkludert mennesker. Larven suger blod i 2-4 dager, og har da nådd en størrelse på ca. 1,5 mm. Den slipper seg så ned på bakken. Avhengig av temperaturen tar det nå fra en til flere måneder før den skifter hud og når neste stadium i utviklingen, nemlig nymfestadiet.
Nymfen overvintrer vanligvis før den prøver å feste seg til et nytt vertsdyr. Igjen klatrer den opp i planter og små busker for å vente på forbipasserende verter. Også nymfene fester seg til små pattedyr og fugler. Akkurat som larvene, kan også nymfene suge blod av store pattedyr. Etter blodsugingen følger et nytt hudskifte, og nymfene blir til voksne flått som overvintrer en gang til.
De voksne hunnene klatrer igjen opp i vegetasjonen for å finne et passende vertsdyr som de kan suge blod fra. Også hannene prøver å feste seg på vertsdyr, ikke for å suge blod, men for å finne en hunn de kan pare seg med. De voksne finnes på større pattedyr som hare, rådyr, elg, storfe og hunder. Hunnen suger blod i 7-10 dager, og størrelsen mangedobles. Utviklingen fra egg til voksen flått som igjen legger egg tar omtrent tre år.
Skogflåtten er sårbar for tørke. Størst forekomst vil det være på fuktige steder med gress, små busker, kratt og i åpen skog med god bestand av hjortedyr. På steder der hjortedyrene ligger og hviler kan antallet flått være meget høyt. I Norge er skogflåtten som hovedregel i aktivitet i perioden fra april til november.
Skogflåtten er regnet som den verste smittesprederen blant blodsugerne i de nordlige delene av Europa. Den vanligste sykdommen som overføres med skogflått i Norge er Lyme borreliose som skyldes bakterier i slekten Borrelia. Antallet flått som er infisert med denne bakterien varierer mye selv innenfor begrensete områder.
Bakteriene kan overføres fra flåtten til mennesker etter bare noen timer, men størst risiko er det når flåtten sitter festet i mer enn 24 timer. Hvis man er blitt smittet etter et flåttbitt kan det komme et utslett i huden rundt bittstedet fra 3 dager til 4 uker etter at man ble bitt. Utslettet sprer seg ringformet utover huden. Hos noen kan hudforandringene være smertefulle, samt at det kan forekomme en del kløe og svie. Sammen med utslettet kan lymfeknutene hovne opp i nærheten av bittstedet. Etter noen uker kan enkelte personer få tegn på en mer utbredt infeksjon. Sykdomstegnene kan være nedsatt allmenntilstand, leddplager, smerter, eventuelt også hevelse, rødme og varme over leddene, muskelsmerter og utslett i et stort område. Utslettet ligner på det opprinnelige utslettet rundt bittstedet. Mer alvorlige komplikasjoner er hjernehinnebetennelse, halvsidig ansiktslammelse, betennelser i hjerteposen, hjertemuskelen eller ledd.
Også hunder kan bli syke av flåttbitt hvis de smittes av Borreliabakterier. De vanligste symptomer på smitte hos hunder er at hunden ikke vil spise, den virker nedstemt og «ute av humør», den har smerter i ett eller flere ledd og halter derfor på ett eller flere bein, samt at den har feber.
Skogflåttencefalitt er en infeksjon i sentralnervesystemet forårsaket av et virus (TBE-virus) som smitter gjennom flåttbitt. Det er beskrevet to typer av flåttbåren encefalitt: sentraleuropeisk og østeuropeisk type. Sykdommen forekommer i kyst- og dalområder med kratt og frodig underskog i områder hvor vintrene ikke er for kalde. Sykdommen forekommer mest om sommeren og høsten og er vanlig i områder rundt Østersjøen. I perioden fra og med 1997 til og med 2007 er det registrert til sammen 24 tilfeller av skogflåttencefalitt der personene er smittet i Norge. Av disse er 20 smittet i Agderfylkene, to i Telemark og to i Vestfold. Skogflåttencefalitt er nå regnet som en etablert sykdom i kystdistriktene i Sør-Norge. Det er viktig å huske på at fugler kan bringe TBE-infisert flått over store avstander slik at sykdommen kan dukke opp i nye områder. Inkubasjonstiden for sykdommen er 2-28 dager etter flåttbittet. Sykdommen har vanligvis et mildere forløp hos små barn enn hos voksne. Dyr, blant annet hunder, kan bli infisert, men det er usikkert om dette kan føre til sykdom. Det er stor variasjon i det kliniske bildet fra asymptomatisk til svært alvorlig sykdom. Første fase med feber, hodepine og muskelsmerter er av inntil én ukes varighet. Etter et feberfritt intervall på ca. én uke, følger hos ca. 30 % symptomer på hjernebetennelse i form av søvnløshet, forvirring, eventuelt oppkast, nakkestivhet og lammelser. Ofte er det langvarig rekonvalesens med hodepine, konsentrasjonsvansker og søvnplager. Komplikasjoner i form av nevropsykiatriske symptomer, hodepine, balanse- og bevegelsesproblemer er vanlige i etterkant. Hvis man skal til områder der TBE er vanlig kan man vaksinere seg på forhånd.
Anaplasmose ble tidligere kalt for ehrlichiose, og er en flåttbåren sykdom forårsaket av bakterien Anaplasma phagocytophilum. Tidligere var dette kjent som en sykdom på hund, katt, hest, storfe og sau (sjodogg). Man har i de senere år også påvist sykdommen hos mennesker men dette er meget sjeldent forekommende. Vanligvis gir sykdommen ingen symptomer hos mennesker, men influensasymptomer kan forekomme. I sjeldne tilfeller kan man få symptomer på sykdom i lunger, nyrer og nervesystem.
Tularemi (kalles også for harepest) kan en sjelden gang overføres til mennesker gjennom flåttbitt. Andre smittemåter er kontakt med syke dyr, innånding av smittestoff, inntak av forurenset vann og mat, samt myggstikk. Sykdommen er forårsaket av bakterien Francisella tularensis. Ved smitte via flåttbitt oppstår det ofte en lokal hudbetennelse og hovne lymfeknuter. Senere kan feber, hodepine og brekninger forekomme.
Blodpiss (piroplasmose, babesiose) er sykdommer hos storfe som overføres med flått. Babesiose er en alvorlig sykdom hos mennesker uten milt. Smågnagerbabesiosen Babesia microti kan være farlig for mennesker.
Mange er av den oppfatning at det bare er de voksne hunnflåttene som suger blod av mennesker. Bakgrunnen for denne oppfatningen er at det er de voksne flåttene som er lette å oppdage, samt at de sitter godt festet i huden. Det er imidlertid slik at det er vanligst med larver og nymfer på mennesker. Larvene er så små og sitter så løst at de lett kløs av uten at man blir klar over at de har bitt seg fast. Nymfene, som er noe større, ramler også lett av når man klør seg. De små larvene og nymfene kan også rett og slett være vanskelig å oppdage på grunn av den lille størrelsen de har. Det er spesielt nymfestadiet som er regnet for å utgjøre den største risikoen når det gjelder borreliose hos mennesker.
Det er som regel ikke mulig å foreta en bekjempelse av flått i naturen. En kjemisk bekjempelse vil kunne ha dramatiske konsekvenser for miljøet. For å redusere forekomsten av flått kan det hjelpe noe hvis man fjerner høyt gress, busker og kratt. På enkelte øyer med store flåttproblemer kan det hjelpe hvis man fjerner hjortedyr, som er verter for de voksne flåttene.
For å redusere muligheten for flåttbitt bør man bruke lange bukser og være godt tildekket ved anklene når man ferdes på områder med mye flått. Bruk av myggmidler som inneholder DEET på klærne reduserer også risikoen for flåttbitt. Hvis man bruker lyse klær, er det lettere å oppdage eventuelle flått. Man kan også redusere risikoen for flåttbitt ved å gå på stier i områder med mye flått, i stedet for å gå på steder med høyt gress, lyng og kratt. Hos veterinæren kan man få resept på midler mot flått som man kan bruke på hunder og katter.
Det er viktig å kontrollere seg selv, samt dyr som hunder og katter, når man kommer hjem etter en tur i områder med flått. Husk at flåtten gjerne oppsøker skjulte og tynnhudede steder som for eksempel knehaser, lysken, armhuler og området bak ørene. De kan imidlertid også finnes andre steder på kroppen.
Flått som har festet seg på huden må fjernes så raskt som mulig for å redusere risikoen for sykdomssmitte. Bruk fingrene, en pinsett eller en flåttfjerner som du kjøper på apoteket. Ta tak i flåtten helt ned ved huden og dra den rett ut. Det har liten betydning om deler av flåttens biteredskaper blir sittende igjen i huden. Man kan godt legge på litt antibiotikaholdig sårsalve på bittstedet. Gamle råd som at man skal smøre inn flåtten med oljer, fett, smør, vaselin, sprit, stearin og lignende for å få den til å slippe taket er ikke å anbefale da dette kan forsinke fjerningen av flåtten, med større risiko for sykdomssmitte som resultat.
Det er viktig å fjerne flåtten så tidlig som mulig. Sitter flåtten fast i mer enn 24 timer øker risikoen for overføring av Borreliabakterier. Kontakt lege dersom du får et rødt utslett som brer seg rundt flåttbittet i løpet av 3 dager til 4 uker etter flåttbittet. Kontakt også lege ved feber, hovne lymfekjertler eller generell sykdomsfølelse. Disse symptomene kan komme og gå i perioder.
Skogflåtten (Ixodes ricinus) har mange ulike navn på norsk; skaubjønn, skaumann, skogbjørn, tege, hantikk, blodmidd, kinnflått, påte, sugar m.m. er alle navn som brukes, men som oftest kalles den bare flått eller skogflått. Den suger blod av fugl og pattedyr, inkludert mennesker, og har i den forbindelse potensial til å overføre en del sykdommer. Den er vanlig langs kysten av Norge opp til Helgeland.
Kleszcz pospolity, kleszcz pastwiskowy[1], kleszcz psi[1] (Ixodes ricinus) – gatunek pajęczaka z rodziny kleszczowatych. Żyje głównie w lasach, na paprociach, roślinach leśnych. Atakuje liczne ssaki, ptaki i człowieka. Nienassana samica osiąga długość 4 mm. Ssąca samica może zwiększyć swoją masę 200 razy[1]. Może przenosić choroby takie jak borelioza, kleszczowe zapalenie mózgu, rzadziej tularemia, anaplazmoza i babeszjoza. Może wywoływać również niebezpieczne choroby bydła[1].
Kleszcz pospolity, kleszcz pastwiskowy, kleszcz psi (Ixodes ricinus) – gatunek pajęczaka z rodziny kleszczowatych. Żyje głównie w lasach, na paprociach, roślinach leśnych. Atakuje liczne ssaki, ptaki i człowieka. Nienassana samica osiąga długość 4 mm. Ssąca samica może zwiększyć swoją masę 200 razy. Może przenosić choroby takie jak borelioza, kleszczowe zapalenie mózgu, rzadziej tularemia, anaplazmoza i babeszjoza. Może wywoływać również niebezpieczne choroby bydła.
Kleszcz pospolity (Ixodes ricinus)Ixodes ricinus (Linnaeus, 1758) é uma espécie de carrapato da família Ixodidae, de corpo endurecido. Tem distribuição natural centrada na Europa. Sendo hematófaga (alimenta-se exclusivamente de sangue), parasita mamíferos cuja pele perfura com as suas peças bucais. A espécie serve de vector para vários microorganismos patogénicos, entre os quais os que causam a anaplasmose granulocítica, a meningoencefalite do carrapato (ou TBE) e a doença de Lyme.
Os machos medem cerca de 2,5 mm de comprimento corporal, enquanto as fêmeas alcançam entre 3 e 4 mm, mas quando totalmente distendidos após se alimentarem podem chegar aos 10 mm de comprimento.[1] Os machos apresentam o corpo recoberto por uma caparaça maciça, a qual nas fêmeas só se encontra na parte anterior do corpo, o que lhes garante grande flexibilidade na zona posterior do abdómen.[1]
Os animais desta espécie são desprovidos de olhos, tendo como principal sistema sensorial o órgão de Haller, um conjunto de quimiorreceptores e termorreceptores localizado numa pequena cavidade na extremidade posterior (tarso) das primeiras pernas (patas dianteiras). Este órgão, característico dos Ixodidae, é essencial na detecção do hospedeiro.[2]
Ixodes ricinus (Linnaeus, 1758) é uma espécie de carrapato da família Ixodidae, de corpo endurecido. Tem distribuição natural centrada na Europa. Sendo hematófaga (alimenta-se exclusivamente de sangue), parasita mamíferos cuja pele perfura com as suas peças bucais. A espécie serve de vector para vários microorganismos patogénicos, entre os quais os que causam a anaplasmose granulocítica, a meningoencefalite do carrapato (ou TBE) e a doença de Lyme.
Căpușă comună (Ixodes ricinus) este o căpușă din familia ixodidelor (Ixodidae) răspândită în Europa, Africa de Nord și Rusia Centrală, fiind un ectoparazit al mamiferelor și omului și provocă prin înțepătura ei dermatite pruriginoase, anemie sau poate servi ca vector pentru diverse microorganisme patogene a omului și mamiferelor: Babesia (babesioza), Borrelia burgdorferi (borrelioza Lyme), Staphylococcus aureus, Anaplasma (anaplasmoza), Coxiella burnetii (febra Q), Rickettsia conorii (febră butonoasă), virusul encefalitei de căpușă (encefalita de căpușă), virusul louping-ill (encefalomielita infecțioasă ovină).
Numele de ricinus vine de la asemănarea femelei cu un bob de ricin în momentul când este plină cu sânge.
Căpușele adulte au o culoare roșu-brun. Femela este cenușiu-deschisă după ce s-au hrănit cu sânge. Femela este mai mare decât masculul. Masculii au 2,5-3 mm în lungime și toate cele patru perechi de picioare sunt vizibile. Femelele înfometate au 3-4 mm în lungime și până la 11 mm în lungime după ce s-au hrănit.
Corpul căpușei este împărțit într-o regiune anterioară, capitulul (gnatosoma), și o regiune posterioară, idiosoma. Capitulul, se compune dintr-o regiune posterioară, baza capitulului, și o regiune anterioară, piesele bucale (rostrul) care sunt formate din palpi, chelicere și hipostom.
Rostrul este lung și situat în parte anterioară, astfel încât privind căpușa pe partea sa dorsală sau ventrală rostrul este bine vizibil. Rostrul este susținut de un organ special: baza capitulului, dispus într-o depresiune anterioară a corpului, numită camerostom.
Piesele bucale care alcătuiesc rostrul sunt formate dintr-un hipostom, în formă de măciucă, situat ventral. El are pe fața sa numeroși spini recurenți. Cu ajutorul hipostomului căpușa suge sângele. Hipostomul pătrunde în tegument și se fixează puternic și datorită spinilor recurenți nu mai poate fi scos decât cu greutate.
De o parte și de alta a hipostomului se găsesc 2 palpi maxilari care au 4 articole (segmente). Ultimul articol al palpului maxilar este puțin dezvoltat.
Pe rostru se află o pereche de chelicere, care sunt niște formațiuni dreptunghiulare, în vârful cărora este articulată o pseudopensă bidactilă, prevăzută cu dinți. Chelicerele se mișcă în lungul hipostomului dinainte-înapoi și se retractă într-o teacă, numită teaca chelicerelor, care acoperă baza lor. Cu ajutorul chelicerelor căpușa tăie pielea gazdelor înainte de a introduce piesele bucale.
Idiosoma este compusă din plăci chitinoase numite scuturi. Femela are pe suprafața dorsală o singură placă chitinoasă, care acoperă jumătatea anterioară a corpului. Ventral, femela este lipsită de plăci chitinoase. Masculul are plăci chitinoase atât pe fața dorsală cât și pe fața ventrală; pe fața dorsală este acoperit în întregime de o placă chitinoasă, iar pe fața ventrală se observă un număr de 7 plăci de dimensiuni diferite: o placa pregenitală, o placa mediană, 2 plăci marginale, 2 plăci adanală și o placa anală.
Idiosoma este împărțită într-o regiune anterioară, numită podosoma și o regiune posterioară, opistosomă.
Podosoma poartă 4 perechi de picioare la adulți (trei la larve) și orificiile genitale. Picioarele (membrele) sunt compuse din șase segmente: coxa, trohanter, femur, tibie, metatars și tars. Coxele sunt sudate de podosomă. Picioarele se termină cu două gheare și o formațiune în formă de ventuză, numită pulvil (pulvillus). Pe tarsul perechii I de picioare se află o depresiune acoperită cu numeroși peri, organul lui Haller, care este un organ senzorial cu rol olfactiv. Pe unghiul intern posterior al coxei primei perechi de picioare se află un pinten care se suprapune pe coxa perechii a doua de picioare. Tarsul are o lungime moderată (0,8 mm la femele și 0,5 mm la masculi) și se îngustează spre vârf.
Opistosomă, care se află posterior de picioarele IV, poartă 2 orificii respiratorii și un orificiu anal. Orificiile respiratorii perechi, numite stigme sau spiracule, sunt dispuse de o parte și de alta, lateral după perechea a IV-a de picioare. Orificiu stigmatic este înconjurat de o placă chitinoasă bine dezvoltată, numită peritremă sau placa spiraculară.
Ixodes ricinus este lipsită de ochi.
Ixodes ricinus este o căpușă cu trei gazde.
Ea atacă în stare adultă diverse mamifere mari: bovine, cabaline, ovine, câini, pisici, precum și specii de animale sălbatice: căprioare, cerbi etc. Uneori atacă și omul.
În stadiul de larvă hexapodă și nimfă octopodă, atacă animalele mai mici de pășune: șoareci, șobolani, veverițe, cârtițe, arici, reptile și păsări.
În România Ixodes ricinus este o specie foarte frecventă, fiind identificată la om, animale de companie (câini, pisici), vite (bovine, cabaline, ovine), rozătoare, insectivore, lagomorfe, mustelide, carnivore, cervide, păsări, reptile.
Ixodes ricinus este un parazit ce necesită în dezvoltarea sa 3 gazde. Durata ciclului evolutiv de la ou până la adult este de 3 ani, iar fiecare stadiu durează un an: un an ocupă larva, un an nimfa și un an adultul. În timpul vieții lor de 3 ani căpușa este hematofagă (se hrănește cu sânge) numai 3 săptămâni, iar în fiecare stadiu (de larva, nimfa și adult) se hrănește cu sânge numai câteva zile. Ciclul de viață se poate scurta la 2 ani, în funcție de temperatură. Prezintă o mare rezistență la inaniție. Ca larvă poate supraviețui fără hrană 10-19 luni; ca nimfă trăiește 7-18 luni, iar ca adult până la 1 an.
După acuplare, femelele gorjate ating o lungime de până la 11-15 mm și cad de pe gazdă pe sol, unde depun 1000-2000 ouă în decurs de 1 lună. La depunere, ouăle sunt învelit într-o substanță albuminoasă aglutinantă, formând o aglomerare voluminoasă ce rămâne un timp fixată de partea anterioară a căpușei. Această substanță este secretată de o glandă specială, glanda cefalică sau organul lui Gene, situată la partea anterioară a scutului chitinos. Ouăle cad apoi de pe femelă pe sol, și rămân atașate unele de altele în formă de grămezi. După depunerea ouălor, femela se usucă și moare. În natură, ouăle sunt depuse pe iarbă sau pe frunzele uscate.
Temperatura și umiditatea mediului ambiant au o influență evidentă asupra eliminării ouălor. Ouăle nu rezistă la desicare. Numărul cel mai mare de ouă este depus la temperatura de 30° și umiditate de 100%. Forma ouălor este sferică sau oval-alungită; au culoare brună-deschis, un înveliș dur, lucios, și nu devin turgescente când sunt puse în apă
Larvele eclozează (ies din ou) după 3-36 săptămâni (în funcție de temperatură) în timpul verii și se hrănesc pentru prima dată în vara următoare. Pentru dezvoltare, necesită un anumit grad de umiditate. Dacă starea higrometrică nu este favorabilă, ouăle se usucă și mor. Larvele au aproximativ 1 mm lungime, sunt de culoare gălbuie și au numai trei perechi de picioare, adică sunt hexapode.
Pentru a evolua larva are nevoie să-și ia prânzul hematofag; totuși, ea poate rezista la inaniție chiar 1 an. Larva o dată eclozată se cațără pe vârfurile firelor de iarbă în așteptarea gazdei. Când întâmplator trece un animal prin apropiere, larva se fixează pe el și își începe prânzul hematofag; ele caută regiunea cu pielea mai fină (ureche, perineu), pentru a se hrăni. Larvele se fixează pe mamifere mici: șoareci de câmp, șobolani, veverițe, arici, cârtițe sau păsări mici; uneori pe reptile și chiar pe mamifere mai mari sau pe oameni.
Ele se hrănesc câteva zile (3-6 zile) crescând în greutate de 10-20 de ori. După ce și-a luat hrana necesară, larva gorjată (îndopată cu sânge) părăsește gazda și cade pe sol, unde se retrage în ierburi și duce viață liberă 5-7 săptămâni (uneori până la 5 luni), după care năpârlește și se transformă în nimfă octopodă.
Nimfa are aproximativ 2 mm lungime se aseamănă cu adultul, este octopodă (are 4 perechi de picioare), ca și acesta, dar nu are orificiu genital.
Nimfele încep să caute o nouă gazdă după aproximativ 12 luni. Ea atacă un alt mamifer, care reprezintă cea de a doua gazdă, de obicei mai mare decât cea a larvelor (de obicei, o pasăre, iepure sau veveriță), și începe să sugă sânge. Se hrănește cam 3-7 zile, se desprinde apoi și cade pe sol unde își continuă viața liberă în decurs de 2-8 luni. După o năpârlire, nimfa se transformă în adult, mascul sau femelă.
La început, adulții sunt transparenți, datorită învelișului chitinos incomplet consolidat; după câteva zile, își capătă însă aspectul lor caracteristic.
Douăsprezece luni mai târziu, adulții încep să caute gazda. Adulții atacă, mai ales primăvara, altă gazdă, de obicei mamifere mari (bovine, cabaline, ovine, câini, pisici, căprioare, cerbi etc., uneori și omul) care reprezintă cea de a treia gazdă în ciclul lor evolutiv. Pentru a ataca gazda ei se urcă pe vegetație mai înaltă.
Femela se fixează pe gazdă și suge sânge timp de 5-14 zile, timp în care, se împerechează. Hrană cu sânge îi va servi pentru maturarea ouălor. Masculii sug rareori sânge; ei sunt foarte vioi și aleargă pe pielea gazdei în căutarea femelelor. După depunerea ouălor, femela moare. Masculii mor imediat după acuplare.
Ixodes ricinus este cea mai răspândită specie și cu populația cea mai densă din România. Se întâlnește de la Dunăre până în regiunile de nord a României, atât în regiunile de șes și deal, cât și în regiunile montane de mare altitudine, la peste 1.600 m. Atacul de Ixodes ricinus în regiunile de șes și deal asupra animalelor și omului se desfășoară în două valuri: primul are loc primăvara în martie, ajunge la un maximum la jumătatea lunii mai, apoi regresează în iunie și începutul lunii iulie. Al doilea atac al căpușelor începe la finele lunii august, atinge un maximum la jumătatea lunii septembrie și regresează în prima parte a lunii octombrie. În zonele montane primul atac se extinde până în lunile iulie-august.
Gazdele căpușei Ixodes ricinus din România:
Materiale media legate de Ixodes ricinus la Wikimedia Commons
Căpușă comună (Ixodes ricinus) este o căpușă din familia ixodidelor (Ixodidae) răspândită în Europa, Africa de Nord și Rusia Centrală, fiind un ectoparazit al mamiferelor și omului și provocă prin înțepătura ei dermatite pruriginoase, anemie sau poate servi ca vector pentru diverse microorganisme patogene a omului și mamiferelor: Babesia (babesioza), Borrelia burgdorferi (borrelioza Lyme), Staphylococcus aureus, Anaplasma (anaplasmoza), Coxiella burnetii (febra Q), Rickettsia conorii (febră butonoasă), virusul encefalitei de căpușă (encefalita de căpușă), virusul louping-ill (encefalomielita infecțioasă ovină).
Numele de ricinus vine de la asemănarea femelei cu un bob de ricin în momentul când este plină cu sânge.
Kliešť obyčajný (Ixodes ricinus) je najznámejší druh z čeľade kliešťovitých. Je to druh parazita, ktorý sa živí krvou divých i domácich zvierat a človeka. Nebezpečný je tým, že môže byť nositeľom rôznych chorôb, ako napr. pre človeka nebezpečná lymská borelióza a kliešťová encefalitída.
Kliešť obyčajný má trojročný vývojový cyklus. Počas neho vystrieda troch hostiteľov. Samička kladie približne 2 000 vajíčok do povrchových vrstiev pôdy a do spodných častí vegetácie. Z nich sa vyvíjajú larvy, neskôr nymfy a v poslednom vývojovom štádiu dospelé kliešte. Každé vývojové štádium sa živí krvou. Samček oplodňuje samičku na hostiteľovi a umiera. Samička umiera po znesení vajíčok.
Kliešť obyčajný má ploché telo s tvrdým povrchom a 8 nohami (iba larva má 6 nôh). Meria 2 mm (samček) až 10 mm (samička). Samičky kliešťa obyčajného sa od samčekov nelíšia iba svojou veľkosťou, ale aj chrbtovým štítom. Chrbtový štít pokrýva u samčekov celé telo, zatiaľ čo u samičiek a nižších vývojových štádií štít pokrýva iba prednú časť tela, aby mohol organizmus poňať viac krvi. Nacicaná samička zväčšuje svoju hmotnosť až 200-krát. Samček je sfarbený do hnedočierna, samička do červena. Na hlavičke má kliešť klepietka (chelicery), ktorými vytvorí otvor na koži, do ktorej potom vsunie bodavý orgán, hypostom.
Commons ponúka multimediálne súbory na tému Kliešť obyčajný
Kliešť obyčajný (Ixodes ricinus) je najznámejší druh z čeľade kliešťovitých. Je to druh parazita, ktorý sa živí krvou divých i domácich zvierat a človeka. Nebezpečný je tým, že môže byť nositeľom rôznych chorôb, ako napr. pre človeka nebezpečná lymská borelióza a kliešťová encefalitída.
Navadni oz. gozdni klop (znanstveno ime Ixodes ricinus) je razširjen predstavnik klopov. Postane lahko zelo neprijeten gost ljudi in živali, ki se veliko gibljejo v gozdovih. Iz jajčec, ki jih izvalijo v razkrajajoče listje in podrast, se razvijejo in izležejo ličinke. Ličinke se s tal razlezejo na razne rastline, kjer čakajo na primerne žrtve. Ličinke imajo le tri pare nog s krempeljci na koncih. S temi krempeljci se oprimejo kože gozdnih živali ali človeka in jim s posebnim sesalom pijejo kri. Kadar si ne morejo najti za gostitelja sesalca, se zadovoljijo tudi s krvjo kuščarja. Potem ko se dobro napijejo krvi, odpadejo, se levijo in dobijo četrti par okončin. Zdaj poiščejo novo žrtev, se zopet levijo in zrastejo v odraslega klopa. Sedaj si mora poiskati še tretjega gostitelja, na katerem samico mnogo manjši samec oplodi. Oplojena samica se spusti na tla in čez 8 do 14 dni prične leči jajca. Jajca leže cel mesec, tako izleže okoli 800 jajčec, nato pa pogine.[1]
Za človeka je ugriz klopa lahko zelo nevaren, saj je navadni klop dokazano prenašalec več hudih bolezni. Posebno nevaren je klopni meningoencefalitis, ki ga raznašajo prav navadni klopi, in borelioza, kateri so izpostavljeni zlasti gozdni delavci. Meningitisov je veliko vrst, vendar preboletev kakšnega neklopnega meningitisa še ne pomeni, da smo potem imuni tudi na klopni meningitis.
Navadni oz. gozdni klop (znanstveno ime Ixodes ricinus) je razširjen predstavnik klopov. Postane lahko zelo neprijeten gost ljudi in živali, ki se veliko gibljejo v gozdovih. Iz jajčec, ki jih izvalijo v razkrajajoče listje in podrast, se razvijejo in izležejo ličinke. Ličinke se s tal razlezejo na razne rastline, kjer čakajo na primerne žrtve. Ličinke imajo le tri pare nog s krempeljci na koncih. S temi krempeljci se oprimejo kože gozdnih živali ali človeka in jim s posebnim sesalom pijejo kri. Kadar si ne morejo najti za gostitelja sesalca, se zadovoljijo tudi s krvjo kuščarja. Potem ko se dobro napijejo krvi, odpadejo, se levijo in dobijo četrti par okončin. Zdaj poiščejo novo žrtev, se zopet levijo in zrastejo v odraslega klopa. Sedaj si mora poiskati še tretjega gostitelja, na katerem samico mnogo manjši samec oplodi. Oplojena samica se spusti na tla in čez 8 do 14 dni prične leči jajca. Jajca leže cel mesec, tako izleže okoli 800 jajčec, nato pa pogine.
Vanlig fästing (Ixodes ricinus) är en art inom familjen hårda fästingar som förekommer i stora delar av Europa. Det är en parasit som lever på blod ifrån sin värd, vilken kan drabbas av flera sjukdomar som fästingen bär på. Honor är ofta större än hanar.
Ixodes ricinus har en livscykel som tar 2–3 år att slutföra (i extrema fall 1 till 6 år) och som involverar tre olika värdar.[1] Vuxna individer suger blod ifrån stora däggdjur som till exempel får, nötkreatur, hundar, hjortar, människor och hästar i 6–13 dagar innan de faller av. En hona som har sugit blod kan lägga flera tusen ägg och dör strax efteråt.[2] Larverna som kläcks ur äggen söker inte aktivt efter en ny värd och parasiterar ofta på organismer inom familjerna Igelkottar (Erinaceidae) och Soricomorpha, men återfinns även på exempelvis gnagare, kaniner, fåglar, kräldjur och fladdermöss.[2] Det dröjer 3–5 dagar innan de lämnar sin värd och ömsar då sitt yttersta lager. Den resulterande nymfen klättrar sedan upp på exempelvis ett grässtrå eller en gren och söker sin nästa värd. Dock måste fästingen återvända till det fuktiga mikroklimatet om den blir dehydrerad.[3] Nymferna livnär sig på små till medelstora djur.[4]
Fästingar kan bära på ett antal sjukdomar som de genom sina bett kan överföra till däggdjur.[2] Hundar kan bli smittade med borrelia, en sjukdom som orsakas av spiroketbakterierna Borrelia burgdorferi, B. afzeli och B. garnii. Nötkreatur kan smittas av babesia (från protozoerna Babesia divergens, B. bovis and B. ovis), borrelia (ifrån Borrelia burgdorferi), stafylokocker (Staphylococcus aureus), anaplasmos (Anaplasma phagocytophilum), Q-feber (Coxiella burnetii), Boutonneuse-feber (Rickettsia conorii) samt av bakterien Anaplasma marginale. Hästar kan bli smittade av borrelia, Anaplasma phagocytophila och av virusinfektionen "louping ill". Människor kan smittas av borrelia, louping ill, Q-feber och TBE.[2]
Vanlig fästing (Ixodes ricinus) är en art inom familjen hårda fästingar som förekommer i stora delar av Europa. Det är en parasit som lever på blod ifrån sin värd, vilken kan drabbas av flera sjukdomar som fästingen bär på. Honor är ofta större än hanar.
Sakırga (Ixodes ricinus), yaz kenesigiller (Ixodidae) familyasından kene türüdür.
Erkekleri küçük yapılı olup 2.2- 2.6x1.2-1.4 mm büyüklüğündedir. Dişileri aç halde 4.2x3.2 mm büyüklüğündedir. Kitini yapıları koyu kahverenkli, diğer vücut bölümleri açık renklidir. Ayaklar erkeklere göre daha incedir.
Ormanlar, fundalıklar ve çalılıklar
Yaz kenelerinin tipik etkinlik dönemi olarak yaz aylarında görülür.
Üç konaklı kenelerdendir. Yumurtadan erginleşmeye kadar olan süre 1 ilâ 6 yıl arasında değişiklik gösterse de, genelde 2 ya da 3 yıldır.
Erginleri:Küçük ve büyükbaş hayvanlar, geyik, köpek, at ve insanlarda
Nimf ve larvaları: küçük memelilerde (% 90'ı böcekçil), kemirgenler, tavşan, kuş, sürüngen ve yarasalarda.
Avrupa'da İzlanda'dan Rusya'ya kadar, Kuzey Afrika'da, Orta Asya'da, İran.
Türkiye’de özellikle sahil bölgeleri olmak üzere her iklim bölgesinde görülmektedir.
Protozoa: Babeşyoz (Babesia divergens, B. bovis, B. taylori, B. microti), teyleriyoz (T. ovis, T. recondita), tripanozomiyaz (T. theileri).
Bakteriler:Tularemi (Pasteurella tularensis), Spiroketler ve Lyme hastalığı (Borrelia burgdorferi).
Riketsiyalar: Anaplazmoz (Anaplasma marginale), Q humması (Coxiella burnetii), Kayalık Dağlar Benekli humması (Rickettsia rickettsi), koyun kene humması (Rickettsia phagocytophylia), sığır ve keçi riketsiyozu (Rickettsia spp.).
Virüsler: Rus ilkbahar yaz ensefaliti, Omsk kanamalı humması, Negishi ve Langat ensefaliti, Kyasanur orman hastalığı, Asya sıcak bölgeler kanamalı hummaları, Orta Avrupa kene ensefaliti; Louping ill, kene Kemerovo humması, Japon B ensefaliti, Doğu at ensefalomiyeliti, Batı at ensefaliti ve KKKH.
Sakırga (Ixodes ricinus), yaz kenesigiller (Ixodidae) familyasından kene türüdür.
Довжина тіла голодних кліщів до 6-8 мм, сита самка може досягати 2-3 см у довжину. Тіло (ідіосома) овальної форми, несегментоване. Хоботок (гнатосома) складається із основи, пари хеліцер, непарної зазубленої пластинки — гіпостому і чотиричленних пальп, за допомогою яких вони вибирають місця присмоктування. Спинний щиток у самок, личинок і німф покриває тільки передню частину спинки, у самців спинка вкрита щитком цілком.
З черевного боку в передній третині тіла розташований статевий отвір, у задній третині — анальний отвір. Характерна дугоподібна борозна, що охоплює отвір спереду і закінчується у задньому кінці тіла (анальні стулки). Середня кишка у самок має велику кількість виростів, що закінчуються сліпо і є резервуарами для випитої крові.
На кінцях лапок знаходиться пара кігтиків і присосків.
Мешканці лісів, пасовищ, луків. Активні з ранньої весни до пізньої осені, паразитують на великих і дрібних наземних хребетних. Жертву знаходять за допомогою термо-, вібро- і хеморецепторів. Тривалість кровоссання в самки кілька днів (від 6-7 до 16 днів), у самця менше. Сита самка відкладає в щілини, тріщини кори дерев від 100 до 10000 яєць, після чого гине. Через 2-4 тижні із яєць виходять личинки розміром 0,6-0,8 мм, що відрізняються 3-ма парами ходильних ніг, відсутністю дихальної і статевої систем. Вони живляться кров'ю 2-4 дні, згодом перетворюються на німф, що мають дихальну систему і 4 пари ходильних ніг. Німфи після 3-5 денних кровоссань перетворюються у статевозрілі форми. Тривалість циклу розвитку залежить від можливості кровоссання, температури.
.png){kind=small}
Це незавершена стаття з арахнології.Собачий клещ[1] (лат. Ixodes ricinus) — клещ из семейства иксодовых клещей. Является переносчиком таких заболеваний как болезнь Лайма, энцефалит, марсельская лихорадка (Rickettsia conorii[en]) и туляремия.
Тело овальное, на верхней стороне расположен щиток. У самцов щиток покрывает всю спинную сторону. У самок, личинок и нимф щиток небольшой и находится лишь в передней части спинной стороны, на остальных частях тела покровы мягкие, что обеспечивает возможность растяжения и увеличения объема тела. Окраска самцов коричневая, длина их около 2,5 мм. Длина голодных нимф — 1,3...1,5 мм. Длина голодных самок — 4 мм, насыщенных кровью — до 11 мм[2].
Широко распространён в Европе, Азии, также встречается в Северной Африке и Северной Америке[3].
Собачий клещ (лат. Ixodes ricinus) — клещ из семейства иксодовых клещей. Является переносчиком таких заболеваний как болезнь Лайма, энцефалит, марсельская лихорадка (Rickettsia conorii[en]) и туляремия.
篦子硬蜱（学名：Ixodes ricinus）为硬蜱科硬蜱屬下的一个种。
_Adult_head.jpg)
.jpg)
Wikimedia Commons hää bilen of filmer tu: 
,_Hartelholz,_M%C3%BAnich,_Alemania,_2020-06-11,_DD_16-29_FS.jpg)
.jpg)
|access-date=中的日期值 (帮助) 
这是一篇與动物相關的小作品。你可以通过编辑或修订扩充其内容。 