nomes no trilho de navegação
Rhedynen a gaiff ei thyfu'n aml ar gyfer yr ardd yw Marchredynen y Gogledd sy'n enw benywaidd. Mae'n perthyn i'r teulu Dryopteridaceae. Yr enw gwyddonol (Lladin) yw Dryopteris expansa a'r enw Saesneg yw Northern buckler-fern.[1] Ceir enwau Cymraeg eraill ar y planhigyn hwn gan gynnwys Marchredynen y Gogledd.
Mae'r planhigyn hwn yn hen, credir iddo esblygu i'w ffurf bresennol oddeutu 100 miliwn o flynyddoedd yn ôl.[2]
Rhedynen a gaiff ei thyfu'n aml ar gyfer yr ardd yw Marchredynen y Gogledd sy'n enw benywaidd. Mae'n perthyn i'r teulu Dryopteridaceae. Yr enw gwyddonol (Lladin) yw Dryopteris expansa a'r enw Saesneg yw Northern buckler-fern. Ceir enwau Cymraeg eraill ar y planhigyn hwn gan gynnwys Marchredynen y Gogledd.
Mae'r planhigyn hwn yn hen, credir iddo esblygu i'w ffurf bresennol oddeutu 100 miliwn o flynyddoedd yn ôl.
Kapraď podobná (Dryopteris expansa) je druh kapradiny z čeledi kapraďovité (Dryopteridaceae), poprvé popsaný v Německu. Dává přednost vlhku, smíšeným nebo jehličnatým lesům a skalním štěrbinám například na alpských svazích. Často roste na kmenech padlých stromů a pařezů.
Kapraď podobná je trsnatá bylina s oddenkem přímým nebo vystoupavým, až 25 cm dlouhým a 3cm až 8 cm silným, hustě plevinatým. Listy zpravidla nepřezimující 15 cm až 50 cm. Mírně obkloukovitě prohnuté, na spodní straně roztroušeně žláznaté, nejčastěji světle zelené.
Čepel může být vejčitá, široce vejčitá a až vejčitě trojúhelníkovitá. Zpravidla však je 1–2x delší než široká, na vrcholu v obrysu špičatá, 3× až 4× zpeřená s 15 až 25 lístky po každé straně. Hlavní vřeteno je pletivnaté. Lístky jsou zpravidla ploché, vejčité, široce vejčité až vejčitě trojúhelníkovité, navzájem se dotýkají nebo až překrývají. Nejdolejší lístečky bazálního lístku asi tak dlouhé nebo o málo delší než polovina délky celého nejdolnějšího lístku, okraje lístků i lístečků pilovitě zubaté. Řapík je asi tak dlouhý jako čepel, hustě tmavohnědě až kaštanově hnědě plevinatý. Pleviny často dosahují délky více než 1 cm, s úzkým tmavým středem a světlejším okrajem, který však nedosahuje do dlouze zašpičatělého vrcholu.
Výtrusnicové kupky mají 0,5mm až 1mm v průměru, kryté ledvinitou až okrouhle ledvinitou žlaznatě chlupatou ostěrou. Výtrusy jsou elipsoidní ostny na vrcholu tupé nebo špičaté, na bázi svými základy nesplývají.
Obsahuje filicin, který paralyzuje tasemnice a další vnitřní parazity.
Přirozeně se vyskytuje v chladných subarktických oblastech na severní polokouli, na jihu ve vyšších nadmořských výškách. Na horách ve Španělsku a Řecku v jižní Evropě, v Japonsku ve východní Asii a ve střední Kalifornii v Severní Americe.
Obrázky, zvuky či videa k tématu kapraď podobná ve Wikimedia Commons
Galerie kapraď podobná ve Wikimedia CommonsKapraď podobná (Dryopteris expansa) je druh kapradiny z čeledi kapraďovité (Dryopteridaceae), poprvé popsaný v Německu. Dává přednost vlhku, smíšeným nebo jehličnatým lesům a skalním štěrbinám například na alpských svazích. Často roste na kmenech padlých stromů a pařezů.
Dryopteris expansa, alpine buckler fern or spreadin wid fern, is a species o fern native tae cuil temperate an subarctic regions o the Northren Hemisphere, sooth at heich altitudes in muntains tae Spain an Greece in soothren Europe, tae Japan in eastren Asie, an tae central Californie in North Americae. The species wis first describit frae Germany. It prefers cuil, moist mixed or evergreen forests an rock crevices on alpine slopes, eften growin on rottin logs an tree stumps an rocky slopes. It is characteristically riparian in naitur, an is especially associatit wi stream banks.
Dryopteris expansa, the alpine buckler fern, northern buckler-fern[1] or spreading wood fern, is a species of fern native to cool temperate and subarctic regions of the Northern Hemisphere, south at high altitudes in mountains to Spain and Greece in southern Europe, to Japan in eastern Asia, and to central California in North America. The species was first described from Germany. It prefers cool, moist mixed or evergreen forests and rock crevices on alpine slopes, often growing on rotting logs and tree stumps and rocky slopes. It is characteristically riparian in nature, and is especially associated with stream banks.
It has a stout, woody, creeping or ascending stock with large, green lacy fronds typically 10–60 cm (4–24 in) and rarely 90 cm (35 in) long. The deltate[2] fronds are bipinnate at the base, pinnate toward the apex. The rhizome is erect or ascending, often producing offshoots. Sori occur medially on the underside of the pinnae. Propagation is by spores and vegetatively by division of the rhizome.
It is easily confused with the related Dryopteris dilatata (broad buckler fern), differing in the usually smaller fronds, and in the pale brown scales on the frond stem being more uniform in color, rarely having a dark central stripe. It also differs in cytology in having 2n = 82 chromosomes (164 in D. dilatata). Leaves of D. expansa are very similar to those of D. arguta.[3]
The species name of this fern, expansa, is from the Latin expando, meaning "to spread out, spread apart, to expand". Other common names include northern wood fern, arching wood fern, spiny wood fern and crested wood fern.
The root contains filicin, a substance that paralyses tapeworms and other internal parasites and has been used in herbal medicine as a worm expellent.
Dryopteris expansa, the alpine buckler fern, northern buckler-fern or spreading wood fern, is a species of fern native to cool temperate and subarctic regions of the Northern Hemisphere, south at high altitudes in mountains to Spain and Greece in southern Europe, to Japan in eastern Asia, and to central California in North America. The species was first described from Germany. It prefers cool, moist mixed or evergreen forests and rock crevices on alpine slopes, often growing on rotting logs and tree stumps and rocky slopes. It is characteristically riparian in nature, and is especially associated with stream banks.
Laiuv sõnajalg (Dryopteris expansa) on sõnajalaliste sugukonda sõnajala perekonda kuuluv taimeliik.
Taim kasvab varjukates metsades. Taim on Eestis hajusa levikuga.[1]
Laiuv sõnajalg (Dryopteris expansa) on sõnajalaliste sugukonda sõnajala perekonda kuuluv taimeliik.
Taim kasvab varjukates metsades. Taim on Eestis hajusa levikuga.
Isoalvejuuri (Dryopteris expansa, syn. D. assimilis, D. austriaca) on suurikokoinen, rehevien ja kosteiden metsien saniainen.
Monivuotisella isoalvejuurella on tiheitten ja usein liuskaisten suomujen peittämä lyhyt maavarsi, joka on pysty tai vaakasuora. Maavarresta kohoaa hieman viistoja, tavallisesti kirkkaanvihreitä, 30–120 cm korkeita lehtiä. Lehden ruoti on noin puolet lehtilavan pituudesta ja ainakin keskeltä tummanruskeiden suomujen peittämä. Lehtilapa on kolmiomaisen puikea ja kolme kertaa parilehdykkäinen. Lehtilavan, lehdyköiden keskiranka ja lehdykät ovat alta harvaan nystykarvaisia. Lehdykät ovat pariosaisia ja niiden muoto vaihtelee puikeista kapeanpuikeisiin. Pikkulehdykät ovat kapeanpuikeita ja pariosaisia, tyvilehdykän ensimmäisen pikkulehdykkäparin alempi pikkulehdykkä on tavallisesti puolet lehdykän pituudesta. Pyöreät itiöpesäkeryhmät sijaitsevat lehdyköiden alapuolella ja ovat munuaismaisen katesuomun peittämiä. Suomessa isoalvejuuren itiöt kypsyvät heinä-elokuussa. Itiöt ovat väriltään vaaleita.[1]
Isoalvejuuri muistuttaa huomattavan paljon etelänalvejuurta (D. dilatata) ja sitä pidettiin pitkään etelänalvejuuren yhtenä muotona.[2] Se muistuttaa myös Suomessa hyvin yleistä metsäalvejuurta (D. carthusiana), mutta isoalvejuuren lehti on isompi, liuskaisempi ja kolmiomaisempi.[3] Isoalvejuuri voi risteytyä etelänalvejuuren kanssa.[4]
Isoalvejuuren levinneisyysalue Euroopassa on itäinen. Sitä kasvaa Alpeilta Unkariin ja Romaniaan, ja edelleen pohjoiseen Puolan, Baltian ja Luoteis-Venäjän kautta Suomeen, Ruotsiin ja Norjaan sekä Skotlantiin. Lajin levinneisyysalue Luoteis-Venäjältä itään on huonosti tunnettu, mutta siitä on havaintoja sieltä täältä Siperiasta. Laajemmin isoalvejuurta tavataan Venäjän kaukoidässä, Korean niemimaalla sekä Japanissa. Pohjois-Amerikassa sitä kasvaa Alaskassa, Etelä- ja Keski-Kanadassa ja Yhdysvaltain itä- ja koillisosissa. Lajia tavataan myös Grönlannissa.[2] Suomessa isoalvejuurta voi tavata koko maasta, mutta laji on vain paikoitellen yleinen ja puuttuu kokonaan laajoilta alueilta muun muassa Lapista.[5]
Isoalvejuuri on varjokasvi, joka kasvaa tuoreissa, kosteissa ja soistuvissa kangasmetsissä ja lehdoissa, karuhkoissa korvissa, kallionalusissa, kalliontyvilouhikoissa, puronvarsilla ja paljakkavyöhykkeen purouomissa.[6]
Isoalvejuuren juurakkoa on käytetty matolääkkeenä. Kasvi on myrkyllinen. Isoalvejuuren, kuten muidenkin alvejuurien, lehtiruotien alaosat ja juurakot sisältävät erityisesti monia myrkyllisiä orgaanisia yhdisteitä kuten fenoleja, floroglusiinia eli 1,3,5-trihydroksibentseenia (C6H3(OH)3, CAS-numero 108-73-6) ja filikshappoa (filixic acid, C36H44O12, CAS-numero 4482-83-1).
Isoalvejuuri (Dryopteris expansa, syn. D. assimilis, D. austriaca) on suurikokoinen, rehevien ja kosteiden metsien saniainen.
Dryopteris expansa, de noms communs Dryoptère dressée, Dryoptéris étalé ou Dryoptéris élargi[2], est une espèce de fougères du genre Dryopteris appartenant à la famille des Dryopteridaceae que l'on trouve en Eurasie (sauf dans ses zones méridionales[3]), jusqu'à l'Altaï, au Groenland et en Amérique du Nord.
Cette espèce diploïde mesure en moyenne 30 cm de largeur sur 90 cm de hauteur. Elle est caractérisée par ses frondes dressées[5],[6].
Dryopteris expansa croît dans les sous-bois humides et sur les pentes montagneuses rocheuses, entre 50 mètres et 1 500 mètres d'altitude.
Dryopteris expansa, de noms communs Dryoptère dressée, Dryoptéris étalé ou Dryoptéris élargi, est une espèce de fougères du genre Dryopteris appartenant à la famille des Dryopteridaceae que l'on trouve en Eurasie (sauf dans ses zones méridionales), jusqu'à l'Altaï, au Groenland et en Amérique du Nord.
Dílaburkni, fræðiheiti Dryopteris expansa[1], er burknategund af þrílaufungsætt, ættaður úr svölum tempruðum og norðlægari svæðum Norðurhvels, í mikilli hæð suður til Spánar og Grikklands í suður Evrópu, til Japan í austur Asíu, og til mið Kaliforníu í Norður Ameríku. Þessari tegund var fyrst lýst frá Þýskalandi. Hann kýs svala, raka bland- eða barrskóga og vex þar oft á rotnandi trjám, og klettasprungum í fjallshlíðum. Hann er yfirleitt rakakær og sérstaklega við árbakka.
Hann er með kröftugan, viðarkenndan, láréttan jarðstöngul, með stórum, grænum tvífjaðurskiftum blöðum, 10–60 sm (sjaldan 90 sm) löngum. Gróblettir eru neðan á blöðunum. Fjölgun með gróum og með skiftingu á stönglinum.
Litningatalan er 2n = 82.[2]
Fræðiheiti tegundarinnar, expansa, kemur úr latínu expando, í merkingunni að "breiðast út".
Rótin inniheldur filicin, efnasamband sem lamar bandorma og og önnur sníkjudýr í innyflum og hefur verið notaður sem ormahreinsir.
Dílaburkni, fræðiheiti Dryopteris expansa, er burknategund af þrílaufungsætt, ættaður úr svölum tempruðum og norðlægari svæðum Norðurhvels, í mikilli hæð suður til Spánar og Grikklands í suður Evrópu, til Japan í austur Asíu, og til mið Kaliforníu í Norður Ameríku. Þessari tegund var fyrst lýst frá Þýskalandi. Hann kýs svala, raka bland- eða barrskóga og vex þar oft á rotnandi trjám, og klettasprungum í fjallshlíðum. Hann er yfirleitt rakakær og sérstaklega við árbakka.
De tere stekelvaren (Dryopteris expansa) is een overblijvende varen uit de niervarenfamilie (Dryopteridaceae). De soort staat op de Nederlandse Rode lijst van planten als zeer zeldzaam en stabiel of toegenomen. De tere stekelvaren komt voor in de gematigde en koude streken op het noordelijk halfrond, maar niet in Siberië. Het aantal chromosomen is 2n = 82.
De plant wordt 50 - 120 cm hoog. De opstijgende tot rechtopstaande wortelstok is niet of weinig vertakt. De donkergroene bladeren worden tot 1,5 meter lang en vormen samen trechtervormige tot losse bundels. De bladen staan in bundels die bovenaan iets overhangen en de bladsteel is dicht bezet met grote en stevige schubben. De schubben zijn bleek- tot roodbruin en hebben vaak een donkerder middenveld. Het driehoekige blad is afnemend twee tot vier keer geveerd. De blaadjes zijn meestal beklierd, evenals de rand van de dekvliezen. Ze staan verder uit elkaar dan de blaadjes bij de brede stekelvaren, zijn relatief lang toegespitst en vaak iets sikkelvormig gebogen. Voor een zekere determinatie is microscopisch onderzoek noodzakelijk naar onder andere de sporen, de lengte van de klierharen en het aantal chromosomen.[1]
De sporen van de tere stekelvaren zijn aanwezig van juli tot in september. Ze zitten in 0,5 - 1 mm grote sporenhoopjes aan de onderkant van de deelblaadjes. Het dekvliesje heeft vaak een beklierde rand.
De tere stekelvaren geeft de voorkeur aan half beschaduwde tot beschaduwde, vrij droge tot vochtige, voedselarme tot matig voedselrijke, zeer stikstofarme tot stikstofarme, zwak zure tot zure, kalkarme, humeuze zand-, zavel- en leembodems en stenige plaatsen. Ze is te vinden in loof- en naaldbossen, in broekbossen en langs bosgreppels. Nederland valt geheel binnen het Europese deel van het verspreidingsgebied. De plant is zeer zeldzaam in Nederland, maar wordt waarschijnlijk ook vaak over het hoofd gezien.[1]
Blad
Bladveren
Bladsteel (rachis) met schubben
De tere stekelvaren (Dryopteris expansa) is een overblijvende varen uit de niervarenfamilie (Dryopteridaceae). De soort staat op de Nederlandse Rode lijst van planten als zeer zeldzaam en stabiel of toegenomen. De tere stekelvaren komt voor in de gematigde en koude streken op het noordelijk halfrond, maar niet in Siberië. Het aantal chromosomen is 2n = 82.
De plant wordt 50 - 120 cm hoog. De opstijgende tot rechtopstaande wortelstok is niet of weinig vertakt. De donkergroene bladeren worden tot 1,5 meter lang en vormen samen trechtervormige tot losse bundels. De bladen staan in bundels die bovenaan iets overhangen en de bladsteel is dicht bezet met grote en stevige schubben. De schubben zijn bleek- tot roodbruin en hebben vaak een donkerder middenveld. Het driehoekige blad is afnemend twee tot vier keer geveerd. De blaadjes zijn meestal beklierd, evenals de rand van de dekvliezen. Ze staan verder uit elkaar dan de blaadjes bij de brede stekelvaren, zijn relatief lang toegespitst en vaak iets sikkelvormig gebogen. Voor een zekere determinatie is microscopisch onderzoek noodzakelijk naar onder andere de sporen, de lengte van de klierharen en het aantal chromosomen.
De sporen van de tere stekelvaren zijn aanwezig van juli tot in september. Ze zitten in 0,5 - 1 mm grote sporenhoopjes aan de onderkant van de deelblaadjes. Het dekvliesje heeft vaak een beklierde rand.
Vitenskapelig(e)Sauetelg (latin: Dryopteris expansa) er en art av store bregner innenfor stortelgslekten i stortelgfamilien. Den er en av i alt seks arter av denne slekten som vokser i Norge, og i tillegg har den en underordnet variant i Norge, nemlig Bruntelg (latin: Dryopteris expansa var. willeana).
De store bregnene har korte jordstengler, og bladene sitter relaivt spredt og i få antall i rosetter nede ved bakken. Bladplatene er bredt og spisst lansettformete, og er tredobbelt flikete. Primærflikene blir på «tradisjonelt» bregne-vis kortere oppover bladstilken, men i tillegg er de slik at de nederste primærflikene har sekundærfliker som blir gradvis kortere oppover sidestilken. Det betyr at de nederste primærflikene ser litt «tykkere» ut enn de øverste, særlig nærmest hovedbladstilken. Her innerst er sekundærfliken om lag halvparten så lang som primærfliken, mens den ytterst blir gradvis bare brøkdelen så lang.
Sauetelg er 20–100 cm høy og opprett, og den har ganske spredte (glisne) sekundærfliker. Den har også glisne bladstilker i rosetten, gjerne bare 2-4 blad. Bladskaftet er brunt, og har lysebrune skjell nederst som er litt spisse og tidvis henger slapt nedover litt ut fra stilken. Noen få av de lyst gulgrønne bladplatene kan ha mørke skjell og gule kjertler eller kjertelhår. Bladplatene er 2-4 ganger fliket med parfliker, men normalt 3 ganger fliket. Sporenehushopene (sori) er blekt brune og sitter parvis under bladet, bare et lite stykke fra midtstilken av fliken. De sitter altså ikke langs kanten, men har slør (indusium).
Bruntelg er 25–100 cm høy og opprett og ser nesten helt lik ut med sauetelg. Hovedforskjellen er at bruntelg har et bladskaft som er svart eller svært mørkt brunt, litt glinsete, med skjell bare nederst. Midtnerven i primærflikene er også svart. Flikene er enda mer finmaskede og tallrike enn hos sauetelg, og bladet kan svært ofte være mørkere enn hos sauetelg. Sporehushopene sitter parvis med avstand fra midtnerven, akkurat som hos sauetelg.
Vi har to varianter av sauetelg-arten i Norge og Norden:
Sauetelg vokser i absolutt hele Norge og Skandinavia, samt spredt langs kysten nord og vest på Island.
Bruntelg vokser bare i Midt-Norge ned til Sunnmøre.
Sauetelg (latin: Dryopteris expansa) er en art av store bregner innenfor stortelgslekten i stortelgfamilien. Den er en av i alt seks arter av denne slekten som vokser i Norge, og i tillegg har den en underordnet variant i Norge, nemlig Bruntelg (latin: Dryopteris expansa var. willeana).
De store bregnene har korte jordstengler, og bladene sitter relaivt spredt og i få antall i rosetter nede ved bakken. Bladplatene er bredt og spisst lansettformete, og er tredobbelt flikete. Primærflikene blir på «tradisjonelt» bregne-vis kortere oppover bladstilken, men i tillegg er de slik at de nederste primærflikene har sekundærfliker som blir gradvis kortere oppover sidestilken. Det betyr at de nederste primærflikene ser litt «tykkere» ut enn de øverste, særlig nærmest hovedbladstilken. Her innerst er sekundærfliken om lag halvparten så lang som primærfliken, mens den ytterst blir gradvis bare brøkdelen så lang.
Sauetelg er 20–100 cm høy og opprett, og den har ganske spredte (glisne) sekundærfliker. Den har også glisne bladstilker i rosetten, gjerne bare 2-4 blad. Bladskaftet er brunt, og har lysebrune skjell nederst som er litt spisse og tidvis henger slapt nedover litt ut fra stilken. Noen få av de lyst gulgrønne bladplatene kan ha mørke skjell og gule kjertler eller kjertelhår. Bladplatene er 2-4 ganger fliket med parfliker, men normalt 3 ganger fliket. Sporenehushopene (sori) er blekt brune og sitter parvis under bladet, bare et lite stykke fra midtstilken av fliken. De sitter altså ikke langs kanten, men har slør (indusium).
Bruntelg er 25–100 cm høy og opprett og ser nesten helt lik ut med sauetelg. Hovedforskjellen er at bruntelg har et bladskaft som er svart eller svært mørkt brunt, litt glinsete, med skjell bare nederst. Midtnerven i primærflikene er også svart. Flikene er enda mer finmaskede og tallrike enn hos sauetelg, og bladet kan svært ofte være mørkere enn hos sauetelg. Sporehushopene sitter parvis med avstand fra midtnerven, akkurat som hos sauetelg.
Nordbräken (Dryopteris expansa) är en växtart i familjen ormbunksväxter.
Wikimedia Commons har media som rör Nordbräken.
Nordbräken (Dryopteris expansa) är en växtart i familjen ormbunksväxter.
Листки мономорфні, зелені, до 80 (100) см (вкл. черешки 1/2–1/3 довжини пластини), 3–4-перисті. Черешок має досить численні від блідо- до червонувато-коричневих лусочки часто з більш темними центрами. Пластина трикутно-яйцевида. Хромосом: 2n = 82.
Азія: Росія; Туреччина. Європа: Білорусь; Україна; Естонія; Латвія; Литва; Австрія; Бельгія; Чехія; Німеччина; Угорщина; Нідерланди; Польща; Словаччина; Швейцарія; Данія; Фінляндія; Ісландія; Об'єднане Королівство; Болгарія; Греція; Італія; Румунія; Сербія; Словенія; Франція; Португалія; Іспанія. Північна Америка: Канада; США; Гренландія. Населяє круті, часто вологі місця в лісах і гірських ущелинах.
Це незавершена стаття про Папороті.Dryopteris expansa là một loài thực vật có mạch trong họ Dryopteridaceae. Loài này được (C. Presl) Fraser-Jenk. & Jermy miêu tả khoa học đầu tiên năm 1977.[2]
Dryopteris expansa là một loài thực vật có mạch trong họ Dryopteridaceae. Loài này được (C. Presl) Fraser-Jenk. & Jermy miêu tả khoa học đầu tiên năm 1977.
Dryopteris expansa (C.Presl) Fraser-Jenkins et Jermy
Синонимы
Щито́вник распростёртый (лат. Dryópteris expánsa) — многолетний папоротник, вид рода Щитовник.
Довольно крупный папоротник, вырастает до 30—100 см.
Вайи трижды (иногда почти четырежды) перисторассечённые, расположены воронковидно, на длинных черешках. Листовые пластинки дельтовидные или треугольно-овальные. Черешки короче пластинок, с ланцетными или продолговато-ланцетными заострёнными, бурыми, в середине с продольной тёмной полоской плёнчатыми чешуйками. Сегменты первого порядка ланцетные. Первая нижняя доля нижнего сегмента в 2,5 раза и более длиннее верхней. Сегменты второго порядка обычно перисторассечённые, часто снизу с многочисленными плёнками и желёзками; сегменты третьего порядка тупые, на верхушке растопыренно-зубчатые; зубцы длинные, переходящие в мягкую длинную иголочку.
Сорусы с покрывальцем. Покрывальце почковидное, цельнокрайнее, прикрепляется по радиусу. Споры созревают в июле—августе.
Распространён в Европе (кроме южной части) и в Северной Америке.
В России встречается повсеместно, но спорадически в лесной зоне, на Кавказе, в Сибири, на Дальнем Востоке.
Растёт преимущественно в хвойных лесах, на влажной почве, часто вокруг торфяников и на торфянистой почве.
Из корневищ, которые содержат сырой филицин, в состав которого входят производные флороглюцина и масляной кислоты — филиксовая кислота и другие соединения, получают глистогонные лекарственные препараты.
Это заготовка статьи по ботанике. Вы можете помочь проекту, дополнив её. Щито́вник распростёртый (лат. Dryópteris expánsa) — многолетний папоротник, вид рода Щитовник.
广布鳞毛蕨（学名：Dryopteris expansa）为鳞毛蕨科鳞毛蕨属下的一个种。
这是一篇與植物相關的小作品。你可以通过编辑或修订扩充其内容。 
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
