nomes no trilho de navegação
El picaflor xigante (Patagona gigas) ye una especie d'ave apodiforme de la familia Trochilidae, y única representante del xéneru Patagonas.
Ye'l colibrí más grande del mundu, d'un pocu más de 18 cm. Tien un cuerpu allargáu y cola ahorquillada. Ye de color marrón claro cola parte inferior de color blancu. Reconózse-y pola so forma de volar, más lenta que la d'otros colibríes y que recuerda a una golondrina.
Tien descrites dos subespecies: [2]
Vive en América del Sur dende Arxentina y Chile hasta Colombia, ente'l nivel del mar y los 1.500 msnm, nel Perú habiten inclusive hasta los 3.000 msnm.
Esta páxina forma parte del wikiproyeutu Aves, un esfuerciu collaborativu col fin d'ameyorar y organizar tolos conteníos rellacionaos con esti tema. Visita la páxina d'alderique del proyeutu pa collaborar y facer entrugues o suxerencies. El picaflor xigante (Patagona gigas) ye una especie d'ave apodiforme de la familia Trochilidae, y única representante del xéneru Patagonas.
Patagona gigas[1] a zo ur spesad evned eus ar c'herentiad Trochilidae, an hini brasañ ennañ.
Anvet e voe Trochilus gigas (kentanv) da gentañ-penn (e 1824) gant an evnoniour gall Louis Jean Pierre Vieillot (1748-1831).
Ar spesad nemetañ er genad Patagona an hini eo.
En Ecuador ha hanternoz Perou e vev diwar sun-bleuñv tennet eus bleuñv an Agave ha reoù eus ar genad Puya[2].
Ar spesad a gaver an daou isspesad[3] anezhañ e takadoù 'zo eus Suamerika, eus kreisteiz Kolombia da greiz Chile :
a vo kavet e Wikimedia Commons.
Patagona gigas a zo ur spesad evned eus ar c'herentiad Trochilidae, an hini brasañ ennañ.
Anvet e voe Trochilus gigas (kentanv) da gentañ-penn (e 1824) gant an evnoniour gall Louis Jean Pierre Vieillot (1748-1831).
Ar spesad nemetañ er genad Patagona an hini eo.
El colibrí gegant[1] (Patagona gigas) és el més gran dels colibrís, pesa de 18 a 20 grams i mesura uns 21 centímetres, la mesura aproximada d'un estornell vulgar. És l'únic a dins del seu gènere.
Habita als Andes, des del nord de l'Equador al centre-nord de l'Argentina i Xile.
El colibrí gegant (Patagona gigas) és el més gran dels colibrís, pesa de 18 a 20 grams i mesura uns 21 centímetres, la mesura aproximada d'un estornell vulgar. És l'únic a dins del seu gènere.
Habita als Andes, des del nord de l'Equador al centre-nord de l'Argentina i Xile.
Aderyn a rhywogaeth o adar yw Sïedn mawr (sy'n enw gwrywaidd; enw lluosog: sïednod mawrion) a adnabyddir hefyd gyda'i enw gwyddonol Patagona gigas; yr enw Saesneg arno yw Giant hummingbird. Mae'n perthyn i deulu'r Sïednod (Lladin: Trochilidae) sydd yn urdd y Apodiformes.[1]
Talfyrir yr enw Lladin yn aml yn P. gigas, sef enw'r rhywogaeth.[2] Mae'r rhywogaeth hon i'w chanfod yn Ne America.
Gall fwyta neithdar o fewn blodau, ac wrth ymestyn i'w gyrraedd, mae'n rwbio'n erbyn y paill ac yn ei gario i flodyn arall gan ei ffrwythloni.
Mae'r sïedn mawr yn perthyn i deulu'r Sïednod (Lladin: Trochilidae). Dyma rai o aelodau eraill y teulu:
Rhestr Wicidata:
rhywogaeth enw tacson delwedd Seren goed torch biws Myrtis fanny Sïedn cleddbig Ensifera ensifera.jpg)
Aderyn a rhywogaeth o adar yw Sïedn mawr (sy'n enw gwrywaidd; enw lluosog: sïednod mawrion) a adnabyddir hefyd gyda'i enw gwyddonol Patagona gigas; yr enw Saesneg arno yw Giant hummingbird. Mae'n perthyn i deulu'r Sïednod (Lladin: Trochilidae) sydd yn urdd y Apodiformes.
Talfyrir yr enw Lladin yn aml yn P. gigas, sef enw'r rhywogaeth. Mae'r rhywogaeth hon i'w chanfod yn Ne America.
Gall fwyta neithdar o fewn blodau, ac wrth ymestyn i'w gyrraedd, mae'n rwbio'n erbyn y paill ac yn ei gario i flodyn arall gan ei ffrwythloni.
Kolibřík velký (Patagona gigas) je s průměrnou délkou 21,5 cm a hmotností mezi 18–20 g největším zástupcem čeledi kolibříkovitých. Jedná se též o jediného představitele rodu Patagona. Svrchu je hnědý, spodina těla je u samců oranžová a u samic naoranžovělá. Žije v suchých otevřených andských lesích a křovinatých porostech v nadmořské výšce mezi 2000–4300 m n. m., a to v rozmezí od jihozápadní Kolumbie až po střed Chile a Argentiny.[2][3]
Obrázky, zvuky či videa k tématu kolibřík velký ve Wikimedia Commons
Galerie kolibřík velký ve Wikimedia Commons
Kolibřík velký (Patagona gigas) je s průměrnou délkou 21,5 cm a hmotností mezi 18–20 g největším zástupcem čeledi kolibříkovitých. Jedná se též o jediného představitele rodu Patagona. Svrchu je hnědý, spodina těla je u samců oranžová a u samic naoranžovělá. Žije v suchých otevřených andských lesích a křovinatých porostech v nadmořské výšce mezi 2000–4300 m n. m., a to v rozmezí od jihozápadní Kolumbie až po střed Chile a Argentiny.
Kæmpekolibrien (latin: Patagona gigas) er verdens største kolibri med en vægt på 18-20 gram. Den har en længde på 20-22 cm. Arten er udbredt i Sydamerika mellem Colombia og Chile.
Kæmpekolibrien (latin: Patagona gigas) er verdens største kolibri med en vægt på 18-20 gram. Den har en længde på 20-22 cm. Arten er udbredt i Sydamerika mellem Colombia og Chile.
Der Riesenkolibri (Patagona gigas), auch Riesengnom genannt, ist eine Art der Kolibris.
Mit einer Gesamtlänge von 22 Zentimetern, einer Flügellänge von 14 Zentimetern und einem Gewicht von bis zu 24 Gramm ist der Riesenkolibri die größte Kolibriart. Die Oberseite und der Schwanz sind grünlich-braun gefärbt, der Bürzel ist weißlich, die unteren Schwanzdecken weiß und die Flügel braun. Durch seine Größe schlägt er viel langsamer mit den Flügeln (10 bis 15 Mal pro Sekunde) als andere Kolibriarten und erinnert damit eher an eine Fledermaus.
Riesenkolibri gehört zur Familie der Trochilidae (Kolibris) und ist eine von etwa 331 beschriebenen Arten in dieser Familie, die zweitgrößte Gruppe der Vögel der Neuen Welt. Die Familie der Trochilidae ist in etwa 104 Gattungen unterteilt. Man geht davon aus, dass die Art Patagona gigas vergleichsweise alt ist und größtenteils ein gescheitertes evolutionäres Experiment zur Vergrößerung von Kolibris darstellt, da sie sich nicht verzweigt und vermehrt hat.[1]
Traditionelle morphologische taxonomische Untersuchungen zeigen, dass sich P. gigas wesentlich von den anderen Kolibri-Taxa unterscheidet. Eine phylogenetische Untersuchung aus dem Jahr 2008 ergab, dass sich P. gigas mit 97,5 % Wahrscheinlichkeit so weit von den nächstgelegenen phylogenetischen Kladen entfernt hat, dass er als zu einer Klade, die nur eine Spezies beinhaltet, namens Patagonini gehörend betrachtet werden kann.[2] Dies steht im Einklang mit der taxonomischen Klassifizierung von P. gigas in einer eigenen Gattung durch die Internationale Ornithologische Union.[3]
Laut IOC World Bird List werden zwei Unterarten anerkannt.[4]
Es wird angenommen, dass diese Unterarten durch eine teilweise geografische Trennung der Populationen durch vulkanische Aktivitäten in den Anden vor dem Miozän entstanden sind. Es gibt jedoch nach wie vor Bereiche, in denen sich die Arten überschneiden, so dass es keine vollständige Artbildung gibt. Das von McGuire et al. (2009) vorgeschlagene phylogenetische System für Kolibris trägt der möglichen Erhebung dieser Unterarten in den Rang einer Art Rechnung.[2]
Das Verbreitungsgebiet in den Anden reicht vom nördlichen Ecuador bis ins mittlere Chile und bis nach Argentinien. Der Riesenkolibri lebt in trockenem Buschland mit Kakteenbestand, aber auch in besiedelten Gegenden, in einer Seehöhe von 1.000–4.000 Metern. In manchen Gegenden zieht er bei schlechter Witterung in tiefere Höhenlagen.
Der Riesenkolibri ist ein aggressiver Vogel, der seine Futterplätze gegen andere Arten verteidigt. Nektar saugt er nicht im Kolibri-typischen Schwirrflug, sondern meist im Sitzen. Daneben zählen auch Kleininsekten zu seiner Nahrung.
Das kleine Nest aus Moos, Flechten und Spinnweben wird in einem Busch, einem Baum oder gelegentlich auf einem Kaktus gebaut und erscheint für einen Vogel dieser Größe eher zu klein. Das Gelege besteht aus zwei Eiern.
P. gigas wandert im Sommer in die gemäßigten Gebiete Südamerikas und erreicht dabei bis zu 44° S. Im Winter (März–August) wandert er nach Norden in tropischere Klimazonen, wobei er in der Regel nicht höher als 28° S vordringt.[8]
Louis Pierre Vieillot beschrieb die Art unter dem Namen Trochilus gigas. Das Typusexemplar war im Besitz von Jean-Baptiste Becoeur (1718–1777) und sollte angeblich aus Brasilien stammen.[6] Erst 1840 schlug sie George Robert Gray der neuen Gattung Patagona zu.[9] Bei der Namensgebung orientierte Gray sich an René Primevère Lesson, der den Kolibri L'Oiseau-Mouche Patagon nannte.[10] Lesson ordnete die Art der wilden Pampa im Gebiet der Puelche im Süden Altchiles zu. Dies entspricht dem heutigen Patagonien.[11] Das Artepitheton »gigas« ist das lateinische Wort für »riesig, gewaltig«.[12] Das Typusexemplar für die Unterart wurde von Henry Whitely in Peru gesammelt, so dass sich der Name vom Ursprungsland des Balges ableitet.[5]
Für einige der Ureinwohner der Anden hat der Riesenkolibri einen hohen Stellenwert. Die Bewohner der Insel Chiloé glauben, dass eine Frau, die einen Kolibri fängt, dadurch große Fruchtbarkeit erlangt. Diese Art inspirierte auch die Bewohner der Nazca-Kultur zur Schaffung des Nazca-Kolibri-Geoglyphs.[8]
Der Riesenkolibri (Patagona gigas), auch Riesengnom genannt, ist eine Art der Kolibris.
Wasqar q'inti icha Burru q'inti[1] (Patagona gigas) nisqaqa huk Piruw mama llaqtapi, Qusqu suyupi, Wakarpay quchap patanpi kawsaq q'intim.
Commons nisqaqa multimidya kapuyninkunayuqmi kay hawa: Wasqar q'inti.
Wikispecies nisqaqa qillqasqa p'anqayuqmi kay hawa: Wasqar q'inti
Wasqar q'inti icha Burru q'inti (Patagona gigas) nisqaqa huk Piruw mama llaqtapi, Qusqu suyupi, Wakarpay quchap patanpi kawsaq q'intim.
The giant hummingbird (Patagona gigas) is the only member of the genus Patagona and the largest member of the hummingbird family, weighing 18–24 g (0.63–0.85 oz) and having a wingspan of approximately 21.5 cm (8.5 in) and length of 23 cm (9.1 in).[3] This is approximately the same length as a European starling or a northern cardinal, though the giant hummingbird is considerably lighter because it has a slender build and long bill, making the body a smaller proportion of the total length. This weight is almost twice that of the next heaviest hummingbird species[4] and ten times that of the smallest, the bee hummingbird.[5]
The giant hummingbird was described and illustrated in 1824 by the French ornithologist Louis Jean Pierre Vieillot based on a specimen that Vieillot mistakenly believed had been collected in Brazil.[6] The type locality was designated as Valparaíso in Chile by Carl Eduard Hellmayr in 1945.[7][8] The giant hummingbird is now the only species placed in the genus Patagona that was introduced by George Robert Gray in 1840.[9][10]
Molecular phylogenetic studies have shown that the giant hummingbird has no close relatives and is sister to the hummingbird subfamily Trochilinae, a large clade containing the tribes Lampornithini (mountain gems), Mellisugini (bees) and Trochilini (emeralds).[11]
Two subspecies are recognised:[10]
These subspecies are thought to have emerged as a result of partial geographical separation of populations by volcanic activity in the Andes predating the Miocene; however, there remain areas of contact between the species, hence the lack of full speciation.[12] The proposed phylogenetic system for hummingbirds suggested by McGuire et al. (2009)[13] accommodates the possible elevation of these subspecies to species rank.
The giant hummingbird can be identified by its large size and characteristics such as the presence of an eye-ring, straight bill longer than the head, dull colouration, very long wings (approaching the tail tip when stowed), long and moderately forked tail,[14] tarsi feathered to the toes and large, sturdy feet. There is no difference between the sexes.[12][15] Juveniles have small corrugations on the lateral beak culmen.[16]
The subspecies are visually distinguishable. P. g. peruviana is yellowish brown overall and has white on the chin and throat, where P. g. gigas is more olive green to brown and lacks white on the chin and throat.[12]
The giant hummingbird occasionally glides in flight, a behavior very rare among hummingbirds. Its elongated wings allow more efficient glides than do those of other hummingbirds.[17] The giant hummingbird's voice is a distinctive loud, sharp and whistling "chip".[18]
The giant hummingbird is widely distributed throughout the length of the Andes on both the east and west sides.[12] It typically inhabits the higher altitude scrubland and forests that line the slopes of the Andes during the summer and then retreats to similar, lower altitude habitats in winter months.[15][19] The species persists through a large altitude range, with specimens retrieved from sea level up to 4600 m.[12] They have shown to be fairly resilient to urbanisation and agricultural activities; however, the removal of vegetation limits their distribution in dense city areas and industrial zones.[20] The giant hummingbird migrates in summer to the temperate areas of South America, reaching as low as 44° S. Correspondingly, it migrates north to more tropical climates in winter (March–August), though not usually venturing higher than 28° S.[12][18]
P. g. peruviana occurs from Ecuador to the southeastern mountains of Peru and P. g. gigas from northern Bolivia and Chile to Argentina. Contact between subspecies is most likely to occur around the eastern slopes of the north Peruvian Andes.[12]
Hummingbirds are extremely agile and acrobatic flyers, regularly partaking in sustained hovering flight, often used not only to feed on the wing but to protect their territory[21] and court mates.[5] The giant hummingbird is typical in that it will brazenly defend its precious energy-rich flower territory from other species and other giant hummingbirds. These birds are typically seen alone, in pairs or small family groups.[18]
The giant hummingbird hovers at an average of 15 wing beats per second, a slow rate for a hummingbird.[3] Its resting heart rate is 300 beats per minute, with a peak rate in flight of 1020 beats per minute.[3] Energy requirements for hummingbirds do not scale evenly with size increases, meaning a larger bird such as giant hummingbird requires more energy per gram to hover than a smaller bird.[22]
The giant hummingbird requires an estimated 4.3 calories of food energy per hour to sustain its flight.[22] This huge requirement along with the low oxygen availability and thin air (generating little lift) at the high altitudes where the giant hummingbird usually lives suggest that it is close to the viable maximum size for a hummingbird.[23]
The giant hummingbird feeds mainly on nectar, visiting a range of flowers.[18] The female giant hummingbird has been observed ingesting sources of calcium (sand, soil, slaked lime and wood ash) after the reproductive season to replenish the calcium used in egg production; the low calcium content of nectar necessitates these extra sources.[24] Similarly, a nectar-based diet is low in protein and various dietary minerals, and this is countered by consuming insects.[24]
It regularly feeds from the flowers of the genus Puya in Chile, with which it enjoys a symbiotic relationship, trading pollination for food.[18][25] As a large hovering bird, particularly at high altitudes, the giant hummingbird has extremely high metabolic requirements. It is known to feed from columnar cacti, including Oreocereus celsianus and Echinopsis atacamensis ssp. pasacana, and Salvia haenkei.[21][26][27]
Considering the energy-rich nature of nectar as a food source, it attracts a large range of visitors apart from the hummingbird, which has coevolved with a plant to be the flower's most efficient pollinator.[21][25][26] These other visitors, because they are not designed to access the well-hidden bounty of nectar, often damage the flowers (for example, piercing them at the base) and prevent further nectar production.[25] Because of its high energy requirements, the giant hummingbird alters its foraging behaviour as a direct response to nectar robbing from other birds and animals, and this reduces the viability of the hummingbird in an area with many nectar robbers, as well as indirectly affecting the plants by reducing pollination.[25] If alien species are introduced that become nectar thieves, it is reasonable to predict that their activities will significantly impact the local ecosystem. This could prove to be a future risk for the giant hummingbird populations because they sit close to the physical limit in their metabolic demands.[23]
There is little known of the giant hummingbird's breeding behaviour, but some generalisations can be inferred from other hummingbird species. Hummingbird males tend to have polygynous, occasionally promiscuous, behaviours[5] and no involvement after copulation.[28] The female builds the nest and lays a clutch of two eggs during the summer.[29] A giant hummingbird nest is small considering the size of the bird, typically made near water sources and perched on a branch of a tree or shrub parallel to the ground.[18]
The giant hummingbird holds significant value for some of the aboriginal inhabitants of the Andes. The people of Chiloé Island believe that if a woman captures a hummingbird then they will gain great fertility from it.[18] This species is a likely inspiration to the people of the Nazca culture who created the Nazca hummingbird geoglyph.[18]
The range of the giant hummingbird is sizable, estimated at 1,200,000 km2, with total numbers of about 10,000 adults. The species is classified by the International Union for Conservation of Nature as being of Least Concern.[1]
The giant hummingbird (Patagona gigas) is the only member of the genus Patagona and the largest member of the hummingbird family, weighing 18–24 g (0.63–0.85 oz) and having a wingspan of approximately 21.5 cm (8.5 in) and length of 23 cm (9.1 in). This is approximately the same length as a European starling or a northern cardinal, though the giant hummingbird is considerably lighter because it has a slender build and long bill, making the body a smaller proportion of the total length. This weight is almost twice that of the next heaviest hummingbird species and ten times that of the smallest, the bee hummingbird.
El picaflor gigante o colibrí gigante (Patagona gigas) es una especie de ave apodiforme de la familia Trochilidae, y única representante del género Patagonas.
Este enorme picaflor, que mide entre 21 y 24 cm de largo, es el más grande del mundo. Es de coloración verdosa por encima, llegando hasta la cola. Tiene una distintiva mancha blanca en la rabadilla. Posee una cola larga y ancha y un leve dimorfismo sexual, que se hace notar principalmente en las zonas inferiores; el macho es de color pardo por debajo, mientras que la hembra es gris, con un moteado negro en la garganta.[2]
Tiene descritas dos subespecies:[3]
Anida en ramas o arbustos grandes, donde coloca entre uno y dos huevos.[2]
Con su pico moderadamente largo se alimenta del néctar de flores (utilizando su lengua) y de insectos. En Chile es uno de los principales polinizadores de las flores del chagual (Puya chilensis). También se ha registrado la ingesta regular y deliberada de minerales ricos en calcio por parte de esta especie, posiblemente debido a que es un elemento escaso en su dieta nectarívora.[2]
Vive en América del Sur desde Argentina y Chile hasta Colombia, entre el nivel del mar y los 1500 m s. n. m., en el Perú habitan incluso hasta los 3500 m s. n. m.[4]
.JPG)
.jpg)
|fechaacceso= requiere |url= (ayuda) El picaflor gigante o colibrí gigante (Patagona gigas) es una especie de ave apodiforme de la familia Trochilidae, y única representante del género Patagonas.
Patagona gigas Patagona generoko animalia da. Hegaztien barruko Trochilidae familian sailkatua dago.
Patagona gigas Patagona generoko animalia da. Hegaztien barruko Trochilidae familian sailkatua dago.
Jättikolibri (Patagona gigas) on suurin kolibriheimon linnuista. Se voi saavuttaa korkeintaan 23 senttimetrin pituuden ja 18–20 gramman painon. Jättiläiskolibrin yläpuoli on vihertävänruskea ja alapuoli sekä kaula ovat kanelinruskeat. Pyrstön alapinta on valkoinen. Linnusta tavataan kahta alalajia P. gigas gigas ja P. gigas peruviana. Jättikolibrit elävät Andeilla alkaen pohjoisesta Ecuadorista päättyen keskiseen Chileen ja Argentiinaan. Elinympäristökseen jättikolibri kelpuuttaa puoliavoimet rinnepensaikot, mutta viihtyy myös viljelysmailla. Kokonsa ansiosta lintu selviytyy vuoriston alhaisista lämpötiloista säilyttäen paremmin ruumiinlämpönsä, koska jättikolibrilla on vähemmän haihduttavaa pintaa suhteessa ruumiin kokoon. Se voi myös laskeutua alemmas leudommille alueille. Lajin siiveniskut eivät ole yhtä nopeat kuin pienemmillä sukulaisilla. Haeskellessaan mettä jättikolibri on usein aggressiivinen ajaen muut pois apajiltaan. Se rakentaa kokoonsa nähden pienen pesänsä sammalista ja jäkälistä oksalle tai kaktukseen.
Jättikolibri (Patagona gigas) on suurin kolibriheimon linnuista. Se voi saavuttaa korkeintaan 23 senttimetrin pituuden ja 18–20 gramman painon. Jättiläiskolibrin yläpuoli on vihertävänruskea ja alapuoli sekä kaula ovat kanelinruskeat. Pyrstön alapinta on valkoinen. Linnusta tavataan kahta alalajia P. gigas gigas ja P. gigas peruviana. Jättikolibrit elävät Andeilla alkaen pohjoisesta Ecuadorista päättyen keskiseen Chileen ja Argentiinaan. Elinympäristökseen jättikolibri kelpuuttaa puoliavoimet rinnepensaikot, mutta viihtyy myös viljelysmailla. Kokonsa ansiosta lintu selviytyy vuoriston alhaisista lämpötiloista säilyttäen paremmin ruumiinlämpönsä, koska jättikolibrilla on vähemmän haihduttavaa pintaa suhteessa ruumiin kokoon. Se voi myös laskeutua alemmas leudommille alueille. Lajin siiveniskut eivät ole yhtä nopeat kuin pienemmillä sukulaisilla. Haeskellessaan mettä jättikolibri on usein aggressiivinen ajaen muut pois apajiltaan. Se rakentaa kokoonsa nähden pienen pesänsä sammalista ja jäkälistä oksalle tai kaktukseen.
Patagona gigas
Le Colibri géant (Patagona gigas) est une espèce de colibri des Andes, le plus grand de cette famille (Trochilidae). C'est la seule espèce du genre Patagona.
Il mesure 22 cm pour un poids de 18 g. Son plumage possède une teinte terne inhabituelle chez les colibris aux couleurs généralement brillantes : beige rosé sous la gorge et le ventre, gris verdâtre sur le dos et les ailes.
De la taille d'un Martinet ou d'une Guifette, il vole sur place comme ses congénères, mais les battements de ses ailes sont moins rapides (8 à 10 battements par seconde) et font penser à ceux d'un papillon.
Au repos, les ailes dépassent largement du dos et de la queue, comme chez le martinet. Le bec est long, noir et légèrement recourbé vers le bas. Les pattes sont petites et noires.
Le Colibri géant butine les fleurs aux corolles tubulaires, comme celles des Puya spp. ou de Nicotiana glauca (Solanacée arbustive des Andes sèches de Bolivie). Sa présence est liée à la période de floraison des plantes dont il se nourrit : par exemple au début de la saison des pluies (décembre, janvier, février) dans les Andes méridionales du Pérou (Ayacucho) lorsque fleurissent les Puyas, ou presque toute l'année dans les canyons alluvionnaires des environs de La Paz, en Bolivie, où les Nicotiana glauca sont constamment fleuries.
D'après Alan P. Peterson, il existe deux sous-espèces :
Patagona gigas
Le Colibri géant (Patagona gigas) est une espèce de colibri des Andes, le plus grand de cette famille (Trochilidae). C'est la seule espèce du genre Patagona.
Patagona gigas (Vieillot, 1824) è la specie più grande della famiglia dei colibrì, per cui è detto anche colibrì gigante. È l'unico membro del genere Patagona.[2]
Pesa 19-21 grammi e misura 21 cm di lunghezza[3], circa le dimensioni di uno storno.
Vive in Sud America nella catena delle Ande, a quote dai 2.000 ai 3.800 metri, da Ecuador, Colombia e Perù sino al Cile e all'Argentina centrali.Argentina; Bolivia; Chile; Colombia; Ecuador; Peru
Le sue caratteristiche e abitudini di vita sono in gran parte simili a tutti gli altri membri della famiglia Trochilidae.
Sono note le seguenti sottospecie:[2]
Patagona gigas (Vieillot, 1824) è la specie più grande della famiglia dei colibrì, per cui è detto anche colibrì gigante. È l'unico membro del genere Patagona.
De reuzenkolibrie (Patagona gigas) is een vogel uit de familie Trochilidae (Kolibries).
Het vederkleed is effen bruinachtig met lichte stuitveren, hetgeen bij beide geslachten gelijk is. De lichaamslengte bedraagt 20 tot 22 cm en het gewicht 18 tot 20 gram.
Hun voedsel bestaat uit insecten en honing. Ze zijn derhalve te vinden bij bosjes schijfcactussen en reuzenbromelia’s, waaraan ze vaak even hangen. Het is een agressieve vogel die andere vogels van zijn foerageerplekken wegjaagt.
Het nest is klein en komvormig en gemaakt van mossen en korstmossen, op een vlakke tak, soms op een cactusstengel. Het nest lijkt te klein voor een vogel van deze omvang.
De reuzenkolibrie komt voor als standvogel in het Andesgebergte in Zuid-Amerika van Ecuador tot Chili en het laagland van westelijk Argentinië, rond droge valleien en steppeachtige hellingen. Door zijn omvang kan hij de lage temperaturen in de bergen verdragen.
Het is een niet zo algemene vogel waarvan de populatie niet gekwantificeerd is. Er is geen aanleiding te veronderstellen dat de soort in aantal achteruit gaat. Om deze redenen staat de reuzenkolibrie als niet bedreigd op de Rode Lijst van de IUCN.[1]
Bronnen, noten en/of referentiesDe reuzenkolibrie (Patagona gigas) is een vogel uit de familie Trochilidae (Kolibries).
Kjempekolibri (Patagona gigas) er den største kolibriarten, totallengda er opp mot lengda til ein star. Han finst i Andes, frå Ecuador i nord ned til sentrale Chile og Argentina i sør. Dette er einaste arten i slekta Patagona.
Habitata ligg i páramo økosystem, tørt halvopent terreng, i skogkantar ved jordbruksområde og i hagar i høgder frå 2000 til 4300 moh.
Kjempekolibrien er ca. 20 til 21 centimeter lang frå nebbspiss til halespiss og veg om lag 18-20 gram. Han er kjenneleg på storleiken, men i flukt kan han somme tider forvekslast med andesseglar. Han kan ha slå uregelmessige vengeslag avbroten av korte glideflukter. Når han 'stiller' i lufta nyttar han kraftfulle vengeslag i relativt låg frekvens. Kjempekolibrien har gråbrun overside, raudbrun underside og har kvitt på overgump og undergump. Kjønna er nesten like, men hofuglen har noko mindre styrke i fargene og mindre lyst område på oversida. Nebbet er nesten rett og ca. 4 cm langt.
I Bolivia er kjempekolibrien kjent som burro q'enti. Det spanske ordet "burro" refererer til den kjedelege, relativt lite iaugefallande fjørdrakta denne arten har samanlikna med fjørdrakta til andre kolibriartar, som til dømes den kometkolibrien kan vise fram.
Kjempekolibri (Patagona gigas) er den største kolibriarten, totallengda er opp mot lengda til ein star. Han finst i Andes, frå Ecuador i nord ned til sentrale Chile og Argentina i sør. Dette er einaste arten i slekta Patagona.
Habitata ligg i páramo økosystem, tørt halvopent terreng, i skogkantar ved jordbruksområde og i hagar i høgder frå 2000 til 4300 moh.
Kjempekolibrien er ca. 20 til 21 centimeter lang frå nebbspiss til halespiss og veg om lag 18-20 gram. Han er kjenneleg på storleiken, men i flukt kan han somme tider forvekslast med andesseglar. Han kan ha slå uregelmessige vengeslag avbroten av korte glideflukter. Når han 'stiller' i lufta nyttar han kraftfulle vengeslag i relativt låg frekvens. Kjempekolibrien har gråbrun overside, raudbrun underside og har kvitt på overgump og undergump. Kjønna er nesten like, men hofuglen har noko mindre styrke i fargene og mindre lyst område på oversida. Nebbet er nesten rett og ca. 4 cm langt.
I Bolivia er kjempekolibrien kjent som burro q'enti. Det spanske ordet "burro" refererer til den kjedelege, relativt lite iaugefallande fjørdrakta denne arten har samanlikna med fjørdrakta til andre kolibriartar, som til dømes den kometkolibrien kan vise fram.
Kjempekolibri (Patagona gigas) er en monotypisk art i kolibrifamilien og den største av alle kolibrier. Den er også eneste art i slekten Patagona, som er eneste slekt i underfamilien Patagoninae. Arten er endemisk for Andesregionen i Sør-Amerika og består i kraft av to underarter.[3]
Kjempekolibrien har vært vanskelig å plassere systematisk, med de data man har hatt om arten til nå. Noen har valgt å plassere den i sin egen underfamilie (Patagoninae)[1][2], som her, mens andre har plassert den som en basal art blant typiske kolibrier (Trochilinae).[4] Den systematiske inndelingen må derfor regnes midlertidig.
Kjempekolibri blir omkring 20–22 cm lang og veier cirka 18,5–20,2 g, men enkelte individer kan veie mer enn 23 g.[3]
Hannens fjærdrakt er dus olivengrønn–brun på oversiden; bronse-grønn med innslag av hvitt bakover og på oversiden av stjerten, som er kileformet. Vingene har innslag av grått og grønt. Strupen, kinnene og undersiden er kanelfarget (nærmest brun-oransje). Arten har langt, spisst og rett nebb.[3]
Hunnen ligner hannen, men har mindre hvitt på oversiden og store olivengrå spetter på kanelfarget bunn på undersiden.[3]
Det er lite som skiller underartene, men peruviana skiller seg fra nominatformen gjennom et noe lenger nebb og litt lengre vinger. Underdelen av fjærdrakten er dessuten litt mer rødlig enn nominatformen.[3]
Kjempekolibrien foretrekker et tørt og åpent habitat med lavtvoksende vegetasjon og få trær, som normal ikke blir høyere enn 10 m. Dette inkluderer blant annet mange typer tistler og ulike planter i kaktusfamilien, samt agaver og ulike sorter busker med mer.[3]
I Ecuador og det nordlige Peru trives arten i høyder på cirka 2 000–3 000 moh, sjelden over 3 300 moh. I Peru, Bolivia, Argentina og det nordlige Chile trives arten i høyder på cirka 2 500–4 000 moh, av og til også opp mot 4 800 moh i Peru (spesielt utenom tørketiden). I det søndre Chile trives imidlertid arten i mye lavere høyder, fra havnivået og opp til omkring 2 000 moh.[3]
Kjempekolibriens vingeslag er betydelig langsommere enn hos andre kolibrier, både når den flyr og hovrer. Flukten kan minne mer om seilere enn kolibrier, og innimellom kan arten har kortere glideflukt. Arten ser i større grad ut til å ete mens den holder seg fast til greiner og lignende enn andre kolibrier, men det primære er å ete mens den hovrer ved blomsten.[3]
Arten eter hovedsakelig nektar, som den høster fra blomstrende arter i det habitatet den trives. Dette gjelder spesielt nektar fra blomstene til planter i artene Agave og Puya, men også fra mange andre. Agave synes mest betydningsfull der den finnes.[3]
Hekkesesongen varierer fra sted til sted; desember–mars i Ecuador; september–mars i Peru; oktober–januar i Chile; og februar i det nordvestre Argentina.[3]
Redet er cirka 10 cm i diameter og omkring 6 cm dypt. Det bygges av mose og strå og holdes sammen av silketråder fra edderkoppnett, som oftest på en grein 2–4 m over bakken. Redet fores innvendig med ull eller et ull-lignende plantemateriale. Hunnen legger normalt to egg (av og til kun ett), som hun ruger på i cirka 12–14 dager. Hannen bidrar ikke etter hekkingen.[3]
Kjempekolibri (Patagona gigas) er en monotypisk art i kolibrifamilien og den største av alle kolibrier. Den er også eneste art i slekten Patagona, som er eneste slekt i underfamilien Patagoninae. Arten er endemisk for Andesregionen i Sør-Amerika og består i kraft av to underarter.
Multimedia w Wikimedia Commons Gigancik[5], koliber wielki[6] (Patagona gigas) – gatunek ptaka z rodziny kolibrowatych (Trochilidae), będący największym przedstawicielem całej rodziny, wielkością zbliżony do szpaka. Lata podobnie do jaskółki, często lotem ślizgowym. Potrafi zawisnąć w powietrzu, lecz najczęściej siada kiedy pobiera pokarm. Agresywny koliber, często odpędza inne ptaki od kwiatów. Jest jedynym przedstawicielem monotypowej podrodziny gigancików (Patagoninae) i rodzaju Patagona[5].
Gigancik występuje w zależności od podgatunku[7][8]:
Długość ciała 21-23 cm. Długie skrzydła, pióra na wierzchu ciała ciemne, zielone, od spodu płowe, z białym kuprem i pokrywami podogonowymi. Spód ciała samicy w plamki.
Wzdłuż łańcuchów górskich Andów. Od Ekwadoru do środkowego Chile, na suchych, zakrzewionych płaskowyżach.
Gigancik, koliber wielki (Patagona gigas) – gatunek ptaka z rodziny kolibrowatych (Trochilidae), będący największym przedstawicielem całej rodziny, wielkością zbliżony do szpaka. Lata podobnie do jaskółki, często lotem ślizgowym. Potrafi zawisnąć w powietrzu, lecz najczęściej siada kiedy pobiera pokarm. Agresywny koliber, często odpędza inne ptaki od kwiatów. Jest jedynym przedstawicielem monotypowej podrodziny gigancików (Patagoninae) i rodzaju Patagona.
Jättekolibri[2] (Patagona gigas) är en fågelart i familjen kolibrier och placeras som ensam art i släktet Patagona.[3]
Jättekolibri är som namnet antyder en mycket stor kolibri, störst av alla i familjen. Den adulta fågeln har en längd på 20–22 centimeter och når en vikt på 18–20 gram. Till utseendet skiljer den sig från många andra kolibrier då den är en ganska diskret fågel. Fjäderdräkten är gråbrunaktig på ovansidan, rödbrunaktig på undersidan och undergumpen är ljusare vitaktig. Hanen och honan liknar varandra, förutom att hanen har en varmare rödbrun färg på undersidan av kroppen och mer utbredd ljus färg på undergumpen än honan.
Fågeln förekommer i Anderna och utbredningsområdet sträcker sig från Colombia genom Ecuador, Peru, Chile och Bolivia till norra Argentina. Den delas in i två underarter med följande utbredning:[3]
Dess habitat är öppna till halvöppna torra områden, som buskmarker och glest trädbevuxna dalar och sluttningar.
Arten har ett stort utbredningsområde och en stor population med stabil utveckling och som inte tros vara utsatt för något substantiellt hot.[1] Utifrån dessa kriterier kategoriserar internationella naturvårdsunionen IUCN arten som livskraftig (LC).[1] Världspopulationen har inte uppskattats men den beskrivs som ovanlig.[4]
Wikimedia Commons har media som rör jättekolibri.
Wikispecies har information om jättekolibri.
Jättekolibri (Patagona gigas) är en fågelart i familjen kolibrier och placeras som ensam art i släktet Patagona.
Dev sinek kuşu (Patagona gigas), bir kolibri türüdür.
Toplam 22 cm boyu, 14 cm kanat uzunluğu ve 24 grama kadar varan ağırlığı ile dev sinek kuşu, en büyük kolibri türüdür. Üst kısmı ve kuyruk yeşilimsi-kahverengidir. Kuyruk kökü beyazımsı, alt kuyruk örtüleri beyaz ve kanatlar kahverengidir. Büyüklüğü yüzünden kanatlarını diğer kolibri türlerinden çok daha yavaş çırpar (saniyede 10-15 kez). Böylece daha çok bir yarasayı andırır.
Dağılım bölgesi Andlar'da, Ekvador'dan Orta Şili ve Arjantin'e kadar uzanır. Dev arı kuşu, kaktüslü kuru çalılıklarda, 1000 m- 4000 m aralığında yaşar. Yerleşim olan bölgeler de de görülür. Bazı bölgelerde kötü hava koşullarında alçak konumlara taşınır.
Dev sinek kuşu, beslendiği alanı diğer türlere karşı koruyan agresif bir kuştur. Nektar çekimini tipik kolibri tarzı olan vızıltılı uçuş ile yapmaz, aksine genelde durarak yapar. Yanı sıra küçük böceklerle de beslenir.
Küçük yuvası yosundan olup, örme yuvayı bir çalıda, ağaçta ve zaman zaman bir katüs üstünde inşa eder. Yuvanın büyüklüğü bir kuş için oldukça küçük görünür. Kuluçka iki yumurtadan oluşur.
Wikimedia Commons'ta Dev sinek kuşu ile ilgili çoklu ortam belgeleri bulunur. 
Wikispecies'te Dev sinek kuşu ile ilgili detaylı taksonomi bilgileri bulunur. Dev sinek kuşu (Patagona gigas), bir kolibri türüdür.
Patagona gigas là một loài chim trong họ Chim ruồi.[2]
Bài viết họ Chim ruồi này vẫn còn sơ khai. Bạn có thể giúp Wikipedia bằng cách mở rộng nội dung để bài được hoàn chỉnh hơn. Patagona gigas là một loài chim trong họ Chim ruồi.
Patagona gigas (Vieillot, 1824)
Синонимы
Исполинский колибри[2] (лат. Patagona gigas) — южноамериканский вид колибриобразных птиц из подсемейства Trochilinae внутри семейства колибри (Trochilidae), выделяемый в монотипный род Patagona[3]. Эти птицы обитают в сельских садах и полях в умеренном климате, а также тропических и субтропических засушливых и влажных горных лесах и засушливых кустарниковых местностях; встречаются на высоте от 2100 до 4000 метров над уровнем моря[4]. Самый крупный представитель семейства колибри[5]; длина тела птиц 19—20 см[6][7], вес — 18—20 грамм[5].
Это заготовка статьи по орнитологии. Вы можете помочь проекту, дополнив её. Исполинский колибри (лат. Patagona gigas) — южноамериканский вид колибриобразных птиц из подсемейства Trochilinae внутри семейства колибри (Trochilidae), выделяемый в монотипный род Patagona. Эти птицы обитают в сельских садах и полях в умеренном климате, а также тропических и субтропических засушливых и влажных горных лесах и засушливых кустарниковых местностях; встречаются на высоте от 2100 до 4000 метров над уровнем моря. Самый крупный представитель семейства колибри; длина тела птиц 19—20 см, вес — 18—20 грамм.
巨蜂鳥（學名：Patagona gigas）是蜂鳥科巨蜂鳥屬的唯一一種。
體型最大的蜂鳥，體重可達24公克，翼展長可達23公分，以蜂鳥來說算是非常大的。巨蜂鳥的體色成有光澤的銅色，背部則偏灰綠色。有長而分叉的尾巴，有白色的喉部。
此鳥分布於安地斯山脈。
本鳥以花蜜為主食，繁殖期會食用砂土以補充產卵時消耗的鈣質。本鳥也會進行小規模遷徙。
保全状況評価 LEAST CONCERN
分類 界 : 動物界 Animalia 門 : 脊索動物門 Chordata 亜門 : 脊椎動物亜門 Vertebrata 綱 : 鳥綱 Aves 目 : アマツバメ目 Apodiformes 科 : ハチドリ科 Trochilidae 属 : オオハチドリ属 Patagona 種 : オオハチドリ P. gigas 学名 Patagona gigasオオハチドリ（学名：Patagona gigas）は、アマツバメ目ハチドリ科に分類される鳥類の一種。
この項目は、鳥類に関連した書きかけの項目です。この項目を加筆・訂正などしてくださる協力者を求めています（ポータル鳥類 - PJ鳥類）。 オオハチドリ（学名：Patagona gigas）は、アマツバメ目ハチドリ科に分類される鳥類の一種。
.jpg)
