nomes no trilho de navegação
Gwyfyn sy'n perthyn i urdd y Lepidoptera yw yfwr gwlith, sy'n enw gwrywaidd; yr enw lluosog ydy yfwyr gwlith; yr enw Saesneg yw Drinker, a'r enw gwyddonol yw Euthrix potatoria.[1][2] Mae i'w ganfod ledled Ewrop.
45–65 mm ydy lled yr adenydd agored ac mae'n hedfan ym Mehefin hyd at Awst, mewn un genhedlaeth.
Prif fwyd y lindys ydy gweiriau a brwyn, gan yfed gwlith y bore, fel yr awgryma'r enw.
Gellir dosbarthu'r pryfaid (neu'r Insecta) sy'n perthyn i'r Urdd a elwir yn Lepidoptera yn ddwy ran: y gloynnod byw a'r gwyfynod. Mae'r dosbarthiad hwn yn cynnyws mwy na 180,000 o rywogaethau mewn tua 128 o deuluoedd.
Wedi deor o'i ŵy mae'r yfwr gwlith yn lindysyn sy'n bwyta llawer o ddail, ac wedyn mae'n troi i fod yn chwiler. Daw allan o'r chwiler ar ôl rhai wythnosau. Mae pedwar cyfnod yng nghylchred bywyd glöynnod byw a gwyfynod: ŵy, lindysyn, chwiler ac oedolyn.
Gwyfyn sy'n perthyn i urdd y Lepidoptera yw yfwr gwlith, sy'n enw gwrywaidd; yr enw lluosog ydy yfwyr gwlith; yr enw Saesneg yw Drinker, a'r enw gwyddonol yw Euthrix potatoria. Mae i'w ganfod ledled Ewrop.
45–65 mm ydy lled yr adenydd agored ac mae'n hedfan ym Mehefin hyd at Awst, mewn un genhedlaeth.
Prif fwyd y lindys ydy gweiriau a brwyn, gan yfed gwlith y bore, fel yr awgryma'r enw.
Bourovec trávový (Euthrix potatoria) je noční motýl z čeledi bourovcovitých, vyskytující se i na území České republiky.
Vyskytuje se na loukách v okolí vodních toků a rybníků, případně v blízkosti řídkých listnatých lesů, a to spíše v nižších nadmořských výškách.[1][2][3]
Podle literatury se jedná o vzácný druh motýla,[1][2][3] soudě podle dat AOPK ČR je nicméně v naší krajině běžnější než většina ostatních bourovců. Nezmiňuje se o něm ani Červená kniha bezobratlých ČR (2016).[4]
Rozpětí předních křídel činí 45–65 mm. Přestože zbarvení motýlů může být velmi proměnlivé, jsou dobře určitelní podle charakteristických znaků. Na předních křídlech se nachází dvojice hnědých čar, z nichž zejména ta delší, směřující do předního rohu křídla, je velmi výrazná. V ploše mezi čarami jsou dvě bělavé, tmavě obroubené skvrny, z nichž větší může mít uvnitř hnědou tečku. Barva těla a křídel je shodná, jednotliví jedinci se od sebe ale mohou zbarvením lišit od šedavě žluté či okrové až po tmavě hnědou. Samci jsou obecně menší a tmavší než samice. Obě pohlaví mají hřebenitá tykadla, samci výrazněji.[1][2]
Vajíčka jsou oválná, šedá, s fialovými či zelenavými kroužky na povrchu.[1][5]
Housenky jsou černohnědé s hustými hnědými chlupy. Boky jsou žlutě pruhované a nad panožkami vyrůstá další řada krátkých, bělavých chloupků. Na hřbetě jsou dva výrazně delší střapce černých chlupů (na 2. a 11. článku). Dorostlá housenka měří okolo 8 cm.[1][2]
Kukla je černá, lesklá, uložená ve žlutavém zámotku.[1][2]
Během roku vytváří jednu generaci, jejíž dospělci létají od června do srpna, výjimečně až do září. Ve dne motýli odpočívají v travnatých porostech, v noci létají (často naletují také na umělé zdroje světla).[1][2]
Housenky se z nakladených vajíček líhnou ještě během léta a do příchodu prvních chladných podzimních dní stihnou prodělat přibližně polovinu svého vývoje. Zimu přečkávají pasivně v rozličných úkrytech, na jaře vylézají a dokončují žír. Živí se širokou paletou lipnicovitých, sítinovitých a šáchorovitých bylin, jmenovitě např. srhou, třtinou, bikou či rákosem. Dorostlé housenky se během června kuklí v bělavém zámotku na zemi nebo na stéblech trav.[1][2][3]
Stádium kukly netrvá dlouho, přibližně 3 týdny.[1][3]
Pár bourovců trávových (samice vlevo)
Vajíčka bourovce trávového
Dorostlá housenka
Housenka svinutá v obranném klubíčku
Čerstvě vylíhnutý motýl u svého kokonu
Obrázky, zvuky či videa k tématu bourovec trávový ve Wikimedia Commons
Bourovec trávový (Euthrix potatoria) je noční motýl z čeledi bourovcovitých, vyskytující se i na území České republiky.
Die Grasglucke oder Trinkerin (Euthrix potatoria) ist ein Schmetterling (Nachtfalter) aus der Familie der Glucken (Lasiocampidae).
Die Falter erreichen eine Flügelspannweite von 40 bis 65 Millimetern. Sie haben eine ockergelbe bis dunkel rotbraune Flügelgrundfärbung, wobei die Männchen meist dunkler als die Weibchen sind und manchmal auch einen violetten Schimmer haben können. Auf den Vorderflügeln verlaufen etwa bei den Flügeldritteln zwei dunkelbraune schräge Linien, wobei die vordere fast gerade ist. Zwischen der hinteren deutlich schrägen Linie und dem distalen Flügelrand verläuft genau in der Mitte eine dunkelbraune Zackenbinde, die aber meist nur schwach angedeutet ist. In der Mitte des Vorderflügels nahe dem Flügelvorderrand befinden sich ein größerer und ein kleiner weißer Fleck, die gelegentlich braun gekernt sind.[1]
Die Raupen werden ca. 75 Millimeter lang und sind mit ihrer bunten Färbung unverwechselbar. Sie haben eine dunkelgraue, je nach Alter ins bläuliche gehende Grundfärbung. Links und rechts des Rückens verläuft ein Band gelber bis oranger Flecken. Neben ihnen entspringen kurze, dichte, schwarze Haarbüschel. An den Seiten nach unten hin wachsen dichte, weiße Haarbüschel, die paarweise oder dreifach angeordnet sind. Die Raupen sind ansonsten größtenteils mit langen, rostbraunen Haaren bedeckt, zusätzlich haben sie am Rücken des dritten Segmentes einen orangeroten und am vorletzten Segment einen schwarzen, sich deutlich abhebenden, langen Haarbüschel. Ihre braunen Haare brechen bei Berührung ab und bleiben in der menschlichen Haut stecken.[1]
Die Tiere leben sowohl in lichten Wäldern als auch im Röhricht, auf Moorwiesen und in anderen Feuchtgebieten. Sie sind in Mitteleuropa häufig, aber an manchen Orten in ihren Populationen deutlich rückläufig.[1] Ihr Verbreitungsgebiet erstreckt sich auf ganz Europa, ohne den hohen Norden und den Mittelmeerraum und reicht östlich bis nach Japan.[2]
Die nachtaktiven Falter (die Weibchen sind dämmerungsaktiv) fliegen von Ende Juni bis Mitte August, die Raupen findet man von September bis in den Juni des nächsten Jahres.[3]
Die Raupen ernähren sich von verschiedenen Süßgräsern, wie z. B. von Schilfrohr (Phragmites australis), Rohrglanzgras (Phalaris arundinacea) und Pfeifengras (Molinia caerulea). Manchmal fressen sie auch Sauergräser.[1]
Die Weibchen legen ihre ovalen, abgeflachten, grünlichen Eier, die graugrün und weiß gemustert sind, einzeln oder in Häufchen auf Gräsern ab. Die Raupen sind ebenfalls nachtaktiv, sitzen aber auch tagsüber oben auf den Gräsern. Sie nehmen regelmäßig Wassertropfen zu sich, weswegen die Falter auch Trinkerinnen genannt werden. Im dritten Stadium (L3) überwintern die Tiere, auf Gräsern sitzend. Im nächsten Frühjahr fressen sie bis Mai und verpuppen sich dann in einem pergamentartigen Kokon, der mit Borsten bedeckt ist, an Grashalmen hängend.[1]
Die Grasglucke oder Trinkerin (Euthrix potatoria) ist ein Schmetterling (Nachtfalter) aus der Familie der Glucken (Lasiocampidae).
Euthrix potatoria is an orange-broun moch o the faimily Lasiocampidae.
Euthrix potatoria, the drinker, is an orange-brown moth of the family Lasiocampidae.[1]
The species' common and scientific names derive from the larva's supposed drinking of drops of dew.[2]
The scientific name Euthryx potatoria was given to this moth by Carl Linnaeus in 1758. In choosing the name potatoria ‘drinker-like’, he was inspired by the Dutch entomologist Johannes Goedaert, who had called the animal dronckaerdt ‘drunkard’ “because it is very much inclined to drinking”.[3] This remark refers to the moth’s habit of repeatedly plunging its head into the water.[4] The English name drinker (moth) also refers to Goedaert’s analogy.
Subspecies include:[1]
This species can be found in Europe.[5] The species is fairly common in the southern half of Britain. In Scotland, it is common in the west but not in the east of the country.[1] It is most frequently found in marshy places, fens and riversides but may also be seen in drier, grassy terrain.[6][7]
In a recent survey to determine the status of all macro moths in Britain this species was classified as common.
The imago has a wingspan of 45–65 mm. The yellowish females are slightly larger than the orange-brown male but both sexes usually show the two distinctive white spots on the forewing.[7] Females have slightly serrated antennae, while male have deeply combed antennae.[8]
The fully grown larva is about 6 cm long, hairy, striped and spotted, with distinctive tufts fore and aft. Larvae hibernate while young and resume feeding in the spring, pupating in a cocoon during the summer.[6]
This nocturnal moth flies from June to August depending on the location. Males especially are attracted to light.[6][7] The females lay their eggs in small clusters, mainly on the stem of grasses or reeds.[8] The larvae feed on various grasses and reeds (Alopecurus, Deschampsia, Dactylis, Elytrigia, Carex, Luzula and other Gramineae).[9]
Drinker moth caterpillar eating grass.
_-_Keila.jpg)
Caterpillar
Caterpillar (ventral)
Mounted specimen. Male
Female
_-_Keila.jpg)
Caterpillar Euthrix potatoria, the drinker, is an orange-brown moth of the family Lasiocampidae.
The species' common and scientific names derive from the larva's supposed drinking of drops of dew.
Rohukedrik (Euthrix potatoria) on liik liblikaid kedriklaste sugukonnast rohukedriku perekonnast.
Tiibade siruulatus on 45–65 mm.
Rohukedrikud talvituvad röövikutena, kes liiguvad maapinnal, lumes ja lumepinnal. Glütserooli suurendamisega veres kaitsevad nad end külma eest.[1]
Liigi levila on Euroopas.
2017. aasta sügisel esitati rohukedrik üheks Eesti rahvusliblika kandidaadiks.
Rohukedrik (Euthrix potatoria) on liik liblikaid kedriklaste sugukonnast rohukedriku perekonnast.
Tiibade siruulatus on 45–65 mm.
Rohukedrikud talvituvad röövikutena, kes liiguvad maapinnal, lumes ja lumepinnal. Glütserooli suurendamisega veres kaitsevad nad end külma eest.
Liigi levila on Euroopas.
2017. aasta sügisel esitati rohukedrik üheks Eesti rahvusliblika kandidaadiks.
Heinänorsu (Euthrix potatoria) on karvakehrääjiin kuuluva, vaaleanruskea, öisin lentävä perhonen. Se on Pohjois-Euroopan kolmesta "norsulajista" selvästi yleisin ja laajimmalle levinnyt. Laji on tunnettu myös nimellä heinäkehrääjä.
Heinänorsu on kookas ja roteva perhonen, jolla esiintyy selvä ero sukupuolten ulkonäössä. Naaraalla esiintyy vaalea, lähes keltainen sekä tumma, lämpimänruskea värimuoto. Koiraat ovat väriltään vaaleanruskeasta tummanruskeaan. Naaraan etusiivet ovat pituuteensa nähden kapeammat kuin koiraalla ja siiven kärki on terävämpi. Molemmilla sukupuolilla etusiiven poikki kulkee kaksi muuta siipeä tummemman ruskeaa poikkiviirua, joista ulompi on vino ja päättyy siiven kärkeen. Siiven ulkoreunassa on lisäksi heikosti erottuva aaltoviiru. Siiven keskiosassa on kaksi vaaleaa täplää. Takasiiven poikki kulkee vinosti viiru, jonka sisä ja ulkopuoliset alueet ovat usein eri sävyiset. Perhosen ruumis on roteva, tuuheakarvainen ja karvoituksen sävy vastaa siipien sävyä. Tuntosarvet ovat koiraalla tuuhean kaksoiskampamaiset, naaraalla ohuemmat. Huulirihmat ovat pitkät ja suuntautuvat eteenpäin muodostaen pään etuosaan kärsää muistuttavan ulokkeen. Tämä piirre on toiminut innoituksena lajin nimelle. Siipiväli koiraalla 38–52 mm ja naaraalla 50–66 mm.[1][2][3]
Toukka on siniharmaan, mustan ja keltaisen kirjava, melko karvainen.[4]
Heinänorsua tavataan paikoitellen Keski-Euroopasta Baltiaan ja edelleen Venäjän poikki Kaukoitään ja Japaniin saakka. Lajin esiintymät ovat paikoittaisia ja paikallinen populaatio voi olla joinakin vuosina runsas mutta hävitä myöhemmin kokonaan.[1] Suomessa heinänorsua tavataan paikoittaisesti laajalla alueella Itä- ja Keski-Suomessa sekä lounaissaaristossa ja -rannikolla.[5] Länsi- ja Pohjois-Suomesta laji puuttuu. Perhonen lentää kesäkuun loppupuoliskolta elokuun alkuun.[6]
Kosteiden lehti- ja sekametsien, peltojen ja rantaniittyjen laji.[5] Koiras lentää muutamia metrejä maanpinnan yläpuolella hämärästä pimeän tuloon. Naaras lentää aivan kasvillisuuden tuntumassa auringonlaskusta pimeän tuloon. Koiraita lentää myös valolle, mutta naaraita on valolle tulleista yksilöistä vain kymmenisen prosenttia.[1]
Naaras munii 200–300 munaa heinänkorsille. Toukat elävät yksin ja talvehtivat keskenkasvuisina kasvillisuudessa lähellä maan pintaa. Toukka juo aktiivisesti vettä lehdillä olevista sadepisaroista ja kasteesta, mikä on antanut lajille sen tieteellisen nimen (lat. potatorius = juomari). Toukka on täysikasvuinen kesäkuun alussa ja vaeltaa etsimään koteloitumispaikkaa. Kotelo on kasvillisuuden joukossa keltaisen, noin 50 mm pitkän kotelokopan sisällä.[1]
Toukka syö heinäkasveja kuten saroja, lauhoja ja nurmipuntarpäätä.[5]
Heinänorsu (Euthrix potatoria) on karvakehrääjiin kuuluva, vaaleanruskea, öisin lentävä perhonen. Se on Pohjois-Euroopan kolmesta "norsulajista" selvästi yleisin ja laajimmalle levinnyt. Laji on tunnettu myös nimellä heinäkehrääjä.
Euthrix potatoria
La Buveuse ou Bombyx buveur, Euthrix potatoria, est un lépidoptère (papillon) nocturne appartenant à la famille des Lasiocampidae.
La chenille a la réputation de boire les gouttelettes d'eau des feuilles ce qui explique son nom vernaculaire.
De l’Europe au Japon. Partout en France.
Prairies et milieux forestiers humides, landes, clairières.
Plantes-hôtes : Carex et poacées (graminées), en particulier Dactylis glomerata, Agropyron repens, Bromus sterilis.
Euthrix potatoria
La Buveuse ou Bombyx buveur, Euthrix potatoria, est un lépidoptère (papillon) nocturne appartenant à la famille des Lasiocampidae.
Synonyme ancien Philudoria potatoria Linnaeus, 1758La chenille a la réputation de boire les gouttelettes d'eau des feuilles ce qui explique son nom vernaculaire.
Pievinis verpikas (lot. Euthrix potatoria, vok. Grasglucke, Trinkerin) – verpikų (Lasiocampidae) šeimos stambus drugys, kuris skraido liepos – rugpjūčio mėn. Patelių kūno spalva gelsvai ochrinė, o patinų – rausvai ruda. Priekinio sparno viduryje yra dvi sidabriškai baltos akutės. Nuo sparno viršūnės iki užpakalinio krašto vidurio eina tamsiai ruda skersinė linija; lygiagrečiai jai yra kita banguota linija. Ant užpakalinių sparnų yra blyški skersinė juostelė.
Vikšras tamsiai rudas. Kūno šonais eina baltos juostos ir eilė baltų plaukų kuokštelių. Vikšras žiemoja. Lėliuke virsta žemės paviršiuje
Kenkia migliniams augalams. Lietuvoje dažnas.
Pievinis verpikas (lot. Euthrix potatoria, vok. Grasglucke, Trinkerin) – verpikų (Lasiocampidae) šeimos stambus drugys, kuris skraido liepos – rugpjūčio mėn. Patelių kūno spalva gelsvai ochrinė, o patinų – rausvai ruda. Priekinio sparno viduryje yra dvi sidabriškai baltos akutės. Nuo sparno viršūnės iki užpakalinio krašto vidurio eina tamsiai ruda skersinė linija; lygiagrečiai jai yra kita banguota linija. Ant užpakalinių sparnų yra blyški skersinė juostelė.
Vikšras tamsiai rudas. Kūno šonais eina baltos juostos ir eilė baltų plaukų kuokštelių. Vikšras žiemoja. Lėliuke virsta žemės paviršiuje
Kenkia migliniams augalams. Lietuvoje dažnas.
De rietvink (Euthrix potatoria) is een zware, middelgrote nachtvlinder behorende tot de familie van de spinners (Lasiocampidae).
Deze nachtvlinder kreeg zijn wetenschappelijke naam Euthryx potatoria van Carl Linnaeus in 1758. In zijn keuze voor de naam potatoria ‘drinkerachtige’ werd hij geïnspireerd door de Nederlandse entomoloog Johannes Goedaert, die het diertje dronckaerdt genoemd had “om dat hy seer tot het drincken genegen was”.[1] Deze opmerking verwijst naar de gewoonte die de rietvink heeft om zijn voorlijf herhaaldelijk in het water te dopen.[2] De Engelse naam drinker (moth) verwijst eveneens naar Goedaerts analogie.
De Nederlandse naam rietvink verwijst naar een andere eigenschap van de nachtvlinder, namelijk zijn gewoonte om zich in rietland op te houden. Deze naam werd ingevoerd door de latere entomologen Jan Christiaan Sepp (1762) en Maarten Houttuyn (1767).[2]
Op de voorvleugels loopt een krachtige roodbruine lijn dwars over de vleugel naar de vleugelpunt. Daarvoor bevinden zich ongeveer in het midden twee zwartgerande lichte vlekjes. Mannetjes zijn bruinig van kleur (in diverse gradaties mogelijk), de vrouwtjes gelig. De mannetjes zijn echter altijd donkerder van kleur dan de vrouwtjes.
De rups is meer dan acht centimeter lang en overwintert op gras of riet in vochtig laagland.
Ze komen in heel Nederland voor in natte gebieden, zoals rivierdalen, moerassen of vochtige bosgebieden.
De mannetjes vliegen nogal beverig en slechts korte stukjes. Ze zijn lang niet zo snel als de veelvraat en de hageheld. De vliegperiode is van juni tot en met augustus. De soort overwintert als rups.
De soort overwintert als rups
De rietvink (Euthrix potatoria) is een zware, middelgrote nachtvlinder behorende tot de familie van de spinners (Lasiocampidae).
Grasspinner (Euthrix potatoria) er en sommerfugl som tilhører familien ekte spinnere (Lasiocampidae). Denne arten ser ut til å være i spredning i Norge, men er foreløpig bare funnet noen få steder langs kysten av Sør- og Østlandet. Den kan lett kjennes på at labialpalpene (munnfølerne) er lange og står fram som et "nebb", og at forvingene har markerte framhjørner.
En middelsstor (vingespenn 38 – 66 mm, hunnen større enn hannen) spinner, hannen er rødbrun, hunnen okergul. Begge kjønn kan kjennes fra andre norske arter på at labialpalpene er lange og fremoverettet, som et nebb. Antennene er kraftig fjærformede og rundt halvparten så lange som forvingene hos hannen, hos hunnen spinkle og litt over 1/3 så lange som forvingene. Kroppen er tett hårete. Forvingen har markerte forhjørner, ytterkanten er svakt bølgete. Den har to brune tverrstriper som danner en V-tegning, i tillegg kan man ofte skimte et brunt siksakbånd langs ytterkanten. Litt foran midten er det to sølvhvite til gulaktige flekker, den bakerste større enn den fremre. Bakvingen er av samme farge som forvingene, litt mørkere i den ytre halvdelen. Larven kan kjennes på at den har en tufs av lange, mørke, oppstående hår i hver ende. Ellers er den tett kledt med fine, lyse hår. Den har en uregelmessig, oransje sidestripe og en rekke av hvite hårtufser lenger nede på siden, og på ryggsiden en del vorter dekket med tette, svarte hår.
Larvene lever på ulike gress (familien Poaceae) og halvgress (familien Cyperaceae). De lever enkeltvis og tidlig på våren ser man ofte at de sitter på et strå for å sole seg. De er kjent for å drikke vann fra duggdråper, noe som har gitt opphav til artens engelske navn, Drinker Moth. Grasspinneren finnes i forskjellige slags åpne områder med gress som ikke blir for hardt beitet, for eksempel strandenger, fuktenger, lysninger i skogen og sure, gressdominerte heier. De voksne spinnerne flyr i juni – august, mest om kvelden. Som vanlig for ekte spinnere, sitter hunnen mest i ro og sender ut feromoner, inntil den har blitt parret. Hannene flyr rundt i en meget rask men vinglete flukt, og kan lukte seg fram til hunnene på lang avstand ved hjelp av sine store, fjærformede antenner. Når hunnen er parret, flyr hun litt rundt og legger 200 – 300 egg, mest på undersiden av gresstrå. I motsetning til mange andre ekte spinnere gjør de unna utviklingen på ett år, og overvintrer som halvvoksne larver. Etter overvintringen fullfører de utviklingen på de næringsrike, nyspirte bladene. Når larven er utvokst, spinner den seg inn i en gulaktig, tett men rufsete utseende, ganske stor kokong av silke som gjerne er festet mellom flere gresstrå. Den voksne spinneren klekker etter ca. 3 uker.
Arten lever over store deler av Mellom-Europa, men kan også mangle i store områder. Den er for eksempel meget vanlig i Skottland. Østover finnes den like til Stillehavet, i Japan, Sakhalin og Korea. I Norge er den bare funnet noen få steder langs kysten vestover til Vest-Agder, men de fleste funnene er fra de siste årene og arten ser ut til å være i spredning i Norge, men den er likevel regnet som truet fordi strandengene den lever på er truet av tråkk og gjengroing..
Grasspinner (Euthrix potatoria) er en sommerfugl som tilhører familien ekte spinnere (Lasiocampidae). Denne arten ser ut til å være i spredning i Norge, men er foreløpig bare funnet noen få steder langs kysten av Sør- og Østlandet. Den kan lett kjennes på at labialpalpene (munnfølerne) er lange og står fram som et "nebb", og at forvingene har markerte framhjørner.
Barczatka napójka, napójka łąkówka (Euthrix potatoria) – motyl nocny z rodziny barczatkowatych.
Rozpiętość skrzydeł od 46 – 54 mm. Brzeg skrzydeł lekko falisty. Ubarwienie skrzydeł samca żółto-pomarańczowe do brunatnego, można go rozpoznać po dużych grzebykowatych czułkach i ciemniejszej barwie skrzydeł. Ubarwienie skrzydeł samicy od jasnożółte do żółtobrunatnego, znacznie większa od samca z grubym odwłokiem. Charakterystyczne dla tego motyla są dwie białe plamki w ciemnej obwódce na górnej stronie przednich skrzydeł. Na zewnętrznej części tylnego skrzydła znajduje się przyciemnienie.
Od końca czerwca do połowy sierpnia
Wydaje jedno pokolenie rocznie. Larwy żerują od września do czerwca z przerwa na sen zimowy. Wiosną, dorosłe gąsienice budują nisko nad ziemią przyczepione do źdźbeł traw lub pni drzew białawe oprzędy, w których zamieniają się w poczwarki.
Gatunek preferujący podmokłe okolice w pobliżu jezior, rzek i środowisk torfiastych.
Gatunek obecny w całej Europie od Półwyspu Iberyjskiego po Ural. W Polsce gatunek występuje na całym obszarze kraju.
Barczatka napójka, napójka łąkówka (Euthrix potatoria) – motyl nocny z rodziny barczatkowatych.
Euthrix potatoria é uma espécie de insetos lepidópteros, mais especificamente de traças, pertencente à família Lasiocampidae.[1]
A autoridade científica da espécie é Linnaeus, tendo sido descrita no ano de 1758.
Trata-se de uma espécie presente no território português.
Euthrix potatoria é uma espécie de insetos lepidópteros, mais especificamente de traças, pertencente à família Lasiocampidae.
A autoridade científica da espécie é Linnaeus, tendo sido descrita no ano de 1758.
Trata-se de uma espécie presente no território português.
Gräselefant (Euthrix potatoria) är en fjäril i familjen ädelspinnare. Den hade tidigare det latinska namnet Philudoria potatoria.
Fjärilen förekommer i Europa men inte i de allra nordligaste delar och inte heller vid Medelhavet. Dessutom sträcker sig utbredningsområdet österut till Japan. Den har numera en begränsad utbredning längs kusterna i södra Sverige.[1]
Fjärilarnas vingbredd ligger mellan 40 och 65 millimeter. Deras vingar har en gulbrun eller rödbrun färg och hanar är oftast mörkare än honor. Larverna är cirka 75 millimeter långa och har ett mönster i många färger.
Wikimedia Commons har media som rör Gräselefant.
Denna insekts-relaterade djurartikel saknar väsentlig information. Du kan hjälpa till genom att tillföra sådan.
Gräselefant (Euthrix potatoria) är en fjäril i familjen ädelspinnare. Den hade tidigare det latinska namnet Philudoria potatoria.
Fjärilen förekommer i Europa men inte i de allra nordligaste delar och inte heller vid Medelhavet. Dessutom sträcker sig utbredningsområdet österut till Japan. Den har numera en begränsad utbredning längs kusterna i södra Sverige.
Fjärilarnas vingbredd ligger mellan 40 och 65 millimeter. Deras vingar har en gulbrun eller rödbrun färg och hanar är oftast mörkare än honor. Larverna är cirka 75 millimeter långa och har ett mönster i många färger.
Euthrix potatoria là một loài bướm đêm thuộc họ Lasiocampidae. Nó được tìm thấy ở châu Âu.
Sải cánh dài 45–65 mm. Con trưởng thành bay từ tháng 6 đến tháng 8 tùy theo địa điểm.
Ấu trùng ăn nhiều loại cỏ và reeds.
Bài viết về Bộ Cánh vẩy này vẫn còn sơ khai. Bạn có thể giúp Wikipedia bằng cách mở rộng nội dung để bài được hoàn chỉnh hơn. Euthrix potatoria là một loài bướm đêm thuộc họ Lasiocampidae. Nó được tìm thấy ở châu Âu.
Sải cánh dài 45–65 mm. Con trưởng thành bay từ tháng 6 đến tháng 8 tùy theo địa điểm.
Ấu trùng ăn nhiều loại cỏ và reeds.
Стадия гусеницы с сентября по июнь следующего года. Взрослая гусеница тёмно-коричневого цвета с оранжевыми полосками по бокам тела, которые распадаются на отдельные точки. На 2-м и 11-м сегментах имеется по одному пучку волосков. Гусеницы данного вида отличаются необычайно высоким потреблением воды. Лишённые влаги, они могут нападать на других гусениц своего вида и высасывают их (каннибализм).
Кормовые растения гусениц: осоки, ежа сборная.
Стадия гусеницы с сентября по июнь следующего года. Взрослая гусеница тёмно-коричневого цвета с оранжевыми полосками по бокам тела, которые распадаются на отдельные точки. На 2-м и 11-м сегментах имеется по одному пучку волосков. Гусеницы данного вида отличаются необычайно высоким потреблением воды. Лишённые влаги, они могут нападать на других гусениц своего вида и высасывают их (каннибализм).
Кормовые растения гусениц: осоки, ежа сборная.
分類 界 : 動物界 Animalia 門 : 節足動物門 Arthropoda 綱 : 昆虫綱 Insecta 目 : チョウ目（鱗翅目） Lepidoptera 科 : カレハガ科 Lasiocampidae 亜科 : カレハガ亜科 Lasiocampinae 属 : Euthrix 種 : ヨシカレハ E. potatoria 学名 Euthrix potatoriaヨシカレハ（日本産亜種）
E. p. bergmani (Bryk, 1941)
ヨシカレハ（学名 : Euthrix potatoria）とは、チョウ目カレハガ科に属するガの一種である。
日本全国に分布。
黄土色の翅を持つガ。開張はオス45 - 60mm、メス50 - 80mm。幼虫は、こげ茶色の毛虫で、タケカレハのように頭部付近と尾部付近に1束ずつ長い毒針毛の束を持つ。この束は、刺激を受けても膨らまない。毒針毛は繭にもあるが、成虫にはない。
この項目は、動物に関連した書きかけの項目です。この項目を加筆・訂正などしてくださる協力者を求めています（Portal:生き物と自然／プロジェクト:生物）。 
.jpg)
.jpg)
.jpg)
_(03).jpg)
![[1]](http://eastscotland-butterflies.org.uk/freqmaps/1640.GIF){kind=link}