nomes no trilho de navegação
Svícník (Ceropegia) je rod sukulentních rostlin z čeledi toješťovitých, který je tvořen podle[1] asi 150 druhy. Rostliny rostou v tropech a subtropech Asie, Afriky i Austrálie a jsou charakteristické tím, že jejich trubkovité květy jsou uzpůsobené pro dočasné zadržení hmyzu za účelem opylení.[2][3]
Velký počet druhů je dát i tím, že se vyskytují v podnebně rozdílných oblastech. Jen v Africe rostou od suchých oblastí přiléhajících k poušti Kalahari s průměrnými ročními dešťovými srážkami pod 100 mm, až po vlhké klima v Ghaně s dešťovým spadem přes 1000 mm. Rostou na kamenitých i písčitých půdách, v polostínu i na plném slunci.
Rod je na určování druhů velmi složitý, druhy se rozlišují hlavně podle živých květů, které usušením ztrácejí tvar i barvu nelze je použit do herbáře. Protože rostliny jsou málokdy schopné růst jako solitéry, bývají obvykle součásti společenstev jiných druhů rostlin se stejnými ekologickými nároky.[3][4]
Vzhled svícníků je velice pestrý, jsou to sukulentní keře či polokeře nebo byliny s nepevnými popínavými lodyhami. Obvykle jsou po opoře vystoupavé, převislé či dokonce poléhavé, některé roní po poranění bílou tekutinu. Vyrůstají buď z masitých hlíz, z oddenků nebo ze shluku různě hrubých kořenů. Mnohé druhy mohou v uzlinách poléhavých lodyh zakořenit. Odlišují se také svou výškou, ve vlhkých podmínkách rostou druhy vysoké pět i více metrů, naopak v aridních podmínkách nedorůstají ani do dvou metrů. Častěji mají listy masité než tenké, bývají čárkovité, okrouhlé neb ledvinovité, někdy jsou jen drobné a velmi brzy opadávají a funkci fotosyntézu pak zajišťují zelené lodyhy. U několika druhů v období klidu celé lodyhy, nebo jen jejich části, usychají.
Květy nejčastěji vyrůstají z lodyžních uzlin v máločetných květenstvích a rozkvétají postupně. Jsou oboupohlavné, pětičetné a rostou na stopkách, někdy svěšených nebo zkroucených. Drobný kalich je hluboce dělený a nevýrazný. Různě vybarvená koruna má tvar vztyčené, často nesymetrická trubky se ztlustlou základnou, horní část bývá nálevkovitá. Štíhlé korunní plátky jsou na vrcholu spojené do rozličně vytvarované stříšky. Tyčinky mají nitky srostlé do krátké trubky, prašníky produkují brylky pylu. Blizna je hlavičkovitá. Tyčinky i blizna, situované do rozšířené báze trubky, jsou obrostlé dvojitou pakorunkou.
Rozkvetlé květy lákají vůní (nebo spíše pachem) létající hmyz, nejčastěji mouchy, aby vlétly do korunní trubky. Ta je zevnitř porostlá tvrdými chloupky skloněnými dolů, takže moucha po nich může sestupovat jen dolů a nemůže se vrátit nahoru a odlétnout. Při sestupu do báze trubky je navedena na prašníky, kde na své chlupaté tělo nabere pyl a společně s přineseným pylem opylí bliznu a část domácího pylu později odnese do jiného květu. V květu moucha musí čekat až květ počne vadnou a chloupky bránící v odchodu se sklopí, po tu dobu se živí nektarem. Plodem jsou míšky, nejčastěji vřetenovitého tvaru, které po dozrání prasknou a vítr rozptýlí ochmýřená semena.[4][5][6]
Rostliny svícníku jsou bez valného hospodářského významu, občas se pro své zvláštní květy vysazují jako okrasné rostliny. Rozmnožují se semeny a velmi dobře i lodyžními řízky.[4]
Různé druhy květů
Ceropegia dichotoma
Ceropegia rhynchantha
Ceropegia woodii
Ceropegia carnosa
Ceropegia stapeliiformis
Ceropegia fusca
Ceropegia haygarthii
Ceropegia nilotica
Obrázky, zvuky či videa k tématu svícník ve Wikimedia Commons
Svícník (Ceropegia) je rod sukulentních rostlin z čeledi toješťovitých, který je tvořen podle asi 150 druhy. Rostliny rostou v tropech a subtropech Asie, Afriky i Austrálie a jsou charakteristické tím, že jejich trubkovité květy jsou uzpůsobené pro dočasné zadržení hmyzu za účelem opylení.
Die Leuchterblumen (Ceropegia) sind eine Pflanzengattung in der Unterfamilie Seidenpflanzengewächse (Asclepiadoideae) innerhalb der Familie Hundsgiftgewächse (Apocynaceae). Der deutsche Trivialname Leuchterblume bezieht sich auf das kandelaberähnliche Aussehen mancher Blüten.
Ceropegia-Arten wachsen als ausdauernde krautige Pflanzen. Oft sind sie Blatt- und/oder Stammsukkulente. Es sind meist Kletterer, Schlinger, oder die Pflanzen besitzen kriechende Ausläufer. Lediglich die wenigen Arten der Kanarischen Inseln haben aufrechte Wuchsformen. Unter den zahlreichen Arten befinden sich auch viele sukkulente Formen mit Blatt-, Spross- oder Wurzelsukkulenz. Sie enthalten meist klaren, selten weißen Milchsaft. Je nach Art bilden sie Knollen oder Rhizome als Überdauerungsorgane. Sie sind immergrün oder werfen in der Trockenzeit ihre Blätter ab.
Die Blütenstände sind unterschiedlich aufgebaut.
Die relativ großen Blüten sind zwittrig und fünfzählig mit doppelter Blütenhülle. Die fünf Kelchblätter sind an ihrer Basis verwachsen.
Die Blüten der Leuchterblumen gehören nach ihrer Form und Funktion zu den kompliziertesten Blüten, die die Evolution hervorgebracht hat. Nach ihrer Gestalt kann man die Blüten der meisten Leuchterblumen als Fensterblüte bezeichnen. Die fünf Kronblätter sind meist an den Spitzen miteinander verwachsen (Ausnahme: Ceropegia stapeliiformis und deren Unterarten). Die mehr oder weniger filigranen Kronblätter lassen auf den Flanken mehr oder weniger große Spalten frei. Bei manchen Arten sind die Kronblätter sehr dünn und nach außen gebogen und geben den Blüten ein lampionartiges Aussehen. Die Neben- oder Innenkrone ist im bauchigen Teil der Kronröhre eingeschlossen. Die fünf Staubblätter sind an den kurzen Staubfäden zu einer Röhre verwachsen.
Blütenökologisch wird die Blüte auch als Reusenfalle oder Gleitfalle bezeichnet. Die Insekten werden durch Geruch und Behaarung in den aufgeblähten hinteren Teil der Blüte gelockt und dort durch nach hinten aufgerichtete Härchen oder Borsten gefangen. Dort sind zuerst die weiblichen Geschlechtsorgane herangereift, die durch die mitgebrachten Pollenpakete bestäubt werden. In der Regel reifen erst dann die Pollen heran, die die Insekten bei ihren Bewegungen in der Falle nun aufnehmen. Danach erschlaffen die Härchen im Schlund und geben die Insekten wieder frei. Bisher ist aber nur bei wenigen Arten geklärt, wie die meist sehr kleinen (um 3 mm lang) Fliegen angelockt werden. Bei Ceropegia dolichophylla wurde der Blütenduft genau analysiert. Er ähnelt in der Zusammensetzung gewissen Insektenpheromonen. Die milichiiden Fliegen, die vom Duft der Blüte von Ceropegia dolichophylla angelockt werden, sind Kleptoparasiten, die sich von der Hämolymphe oder anderen Ausscheidungen der Beute von räuberischen Gliederfüßern ernähren. Sie werden durch den Duft zu ihrer Beute gelockt. Der Duft der Blüte von Ceropegia dolichophylla imitiert eine potentielle Beute dieser kleptoparasitischen Fliegen.[1]
Das Vorkommen erstreckt sich von den Kanarischen Inseln im Westen über Afrika, Madagaskar, die Arabische Halbinsel, Indien und China bis zu den Philippinen sowie Neuguinea und Australien.
Die Gattung Ceropegia wurde 1753 durch Carl von Linné in Band 2 von Species Plantarum auf Seite 211 aufgestellt. Die Typusart ist Ceropegia candelabrum.[2] Der botanische Gattungsname Ceropegia leitet sich wohl von den griechischen Wörtern κέρος kéros für Wachs und πηγή pegé für Quelle ab.[3]
Ein Synonym für Ceropegia ist Obesia Haw.
Derzeit werden etwa 383 Arten als gültige Ceropegia-Arten anerkannt.[4][5] Einzelne, in der Plant List[6] und der Checklist[5] (noch) nicht enthaltene, meist neuere Arten sind ergänzt.
Die Leuchterblumen (Ceropegia) sind eine Pflanzengattung in der Unterfamilie Seidenpflanzengewächse (Asclepiadoideae) innerhalb der Familie Hundsgiftgewächse (Apocynaceae). Der deutsche Trivialname Leuchterblume bezieht sich auf das kandelaberähnliche Aussehen mancher Blüten.
Ceropegia is a genus of plants within the family Apocynaceae, native to Africa, southern Asia, and Australia.[1][2] It was named by Carl Linnaeus, who first described this genus in his Genera plantarum, which appeared in 1737.[3] Linnaeus referred to the description and picture of a plant in the Horti Malabarici as the plant for which the genus was created.[4] In 1753 he named this species as Ceropegia candelabrum.[5] Linnaeus did not explain the etymology but later explanations stated that the name Ceropegia was from the Greek[6] word keropegion κηροπηγɩον.[7][8] This means candelabrum in Latin, which has a broader range than the modern word - "a candlestick, a branched candlestick, a chandelier, candelabrum, or also lamp-stand, light-stand, sometimes of exquisite workmanship".[9]
An alternative explanation for the name was given later by William Jackson Hooker in 1830 in Curtis's Botanical Magazine in the description of Ceropegia elegans: "From κηρός, wax, and πηγή, a fountain, in allusion to the delicate, waxy umbels of some species".[10] However, four years later Hooker gave the etymology in the description in the same periodical of Ceropegia lushii as "remarkable for the peculiar shape of its flowers, frequently arranged in umbels, hence its name κηροπηγɩον, a candelabrum, or lamp-stand".[11]
They have many common names including lantern flower, parasol flower, parachute flower, bushman's pipe, string of hearts, snake creeper, wine-glass vine, rosary vine, and necklace vine.
Ceropegia species are traded, kept, and propagated as ornamental plants.[12] In Africa, the roots and leaves of some species are eaten raw[13] and the tubers in India are eaten raw or stewed in curries.[11]
The stems are vining or trailing in most species, though a few species from the Canary Islands have erect growth habits. Among some species, such as Ceropegia woodii, the nodes swell, and the roots similarly expand to form tubers beneath the soil surface. The leaves are simple and opposite, although they can be rudimentary or absent. Especially in certain succulent species, the leaves may also be thick and fleshy.
The flowers have a tubular corolla with five petals most often fused at the tips, forming an umbrella-like canopy, a cage, or appendage-like antennae.[14] Pollination is accomplished by flies, and species can be generalists by attracting multiple families, or extremely specialized.[15] Ceropegia dolichophylla releases scents that attract kleptoparasitic flies by mimicking the pheromones released by predatory arthropods in distress.[16] The flowers are often inflated and fused at several points, forming a cage. Flies become momentarily trapped inside, accomplishing pollination as they move about.[12]
The genus Ceropegia belongs to the subfamily Asclepiadoideae (milkweeds) within the family Apocynaceae. Species of this genus bear similarities to the carrion flowers or stapelias. There are at least 420 known species.[17] More are being discovered and described regularly.[12][18] They are distributed throughout most of sub-Saharan Africa and Madagascar to the Arabian Peninsula, southeast Asia, the Canary Islands, the tropical Pacific, and Australia.[12]
A generic complex, with many interesting taxonomic problems at both generic and specific level, is formed by three genera: Ceropegia, Brachystelma and Riocreuxia.
.jpg)
Ceropegia radicans ssp. radicans
Ceropegia is a genus of plants within the family Apocynaceae, native to Africa, southern Asia, and Australia. It was named by Carl Linnaeus, who first described this genus in his Genera plantarum, which appeared in 1737. Linnaeus referred to the description and picture of a plant in the Horti Malabarici as the plant for which the genus was created. In 1753 he named this species as Ceropegia candelabrum. Linnaeus did not explain the etymology but later explanations stated that the name Ceropegia was from the Greek word keropegion κηροπηγɩον. This means candelabrum in Latin, which has a broader range than the modern word - "a candlestick, a branched candlestick, a chandelier, candelabrum, or also lamp-stand, light-stand, sometimes of exquisite workmanship".
An alternative explanation for the name was given later by William Jackson Hooker in 1830 in Curtis's Botanical Magazine in the description of Ceropegia elegans: "From κηρός, wax, and πηγή, a fountain, in allusion to the delicate, waxy umbels of some species". However, four years later Hooker gave the etymology in the description in the same periodical of Ceropegia lushii as "remarkable for the peculiar shape of its flowers, frequently arranged in umbels, hence its name κηροπηγɩον, a candelabrum, or lamp-stand".
They have many common names including lantern flower, parasol flower, parachute flower, bushman's pipe, string of hearts, snake creeper, wine-glass vine, rosary vine, and necklace vine.
Ceropegia species are traded, kept, and propagated as ornamental plants. In Africa, the roots and leaves of some species are eaten raw and the tubers in India are eaten raw or stewed in curries.
Ceropegia es un género de plantas de la familia Apocynaceae. Las especies de este género se distribuyen desde las Islas Canarias en el oeste pasando por África y Asia hasta Australia en el este.
Plantas perennes con especies trepadoras o enanas de tallos suculentos y raíces fibrosas.
Simples y opuestas, aunque pueden ser rudimentarias o ausentes.
Con corola tubular de cinco pétalos, fusionados en las puntas formando una estructura de jaula en algunas especies.[1] Los colores abarcan desde los rojos, púrpuras, amarillos o verdes y tonalidades de todos ellos. Florece en otoño-invierno. Las flores de este género están adaptadas para la polinización por moscas (generalmente hembras) de muchas familias diferentes, incluyendo Milichiidae, Chloropidae, Drosophilidae, Calliphoridae, Ephydridae, Sciaridae, Tachinidae, Scatopsidae, Phoridae y Ceratopogonidae que son atrapadas temporalmente por la flor; sus polinaria siempre se adhieren a las probóscides de las moscas; así tiene lugar la polinización.[2][3]
El género fue descrito por Carlos Linneo y publicado en Species Plantarum 2: 211. 1753.[4]
En este género hay unas 160 especies,
Se utilizan como planta ornamental de jardines áridos o como planta de maceta. Esta planta requiere pocos cuidados, pero necesita calor y tierra de grano grueso y suelto.
Se propaga por semillas, esquejes y por gajos.
Todas las plantas son trepadoras o rastreras excepto las canarias que son arbustos, siendo una masa vertical de gruesos tallos.
Otras especies de Ceropegia en Tenerife: C. fusca, C. chrysantha y C. dichotoma.
Ceropegia es un género de plantas de la familia Apocynaceae. Las especies de este género se distribuyen desde las Islas Canarias en el oeste pasando por África y Asia hasta Australia en el este.
Lyhdyt eli lyhtykasvit tai mehilyhdyt (Ceropegia) on oleanterikasvien heimoon kuuluva suku.
Lyhdyt ovat tavallisesti tuen ympärille kietoutuvia ruohovartisia köynnöksiä, harvoin pystykasvuisia ruohoja. Ne ovat kaljuja tai harvoin hieman karvaisia. Lehdet ovat muodoltaan vaihtelevia: pyöreähköjä, soikeita, pitkänomaisia tai keihäsmäisiä. Kukat sijaitsevat perällisissä ja sarjamaisissa viuhkoissa. Verhiö on viisiosainen, liuskat tasasoukkia, naskalimaisia, teräviä. Teriö on valkoinen tai vihertävä, tavallisesti purppuraviiruinen tai -täpläinen, ulkopinnaltaan kalju. Muodoltaan se on putkimainen, tyvestään laajentunut, ja sen liuskat ovat putken mittaisia tai sitä lyhyempiä sekä kärjestään yhteen kasvaneita. Heteet ovat kasvaneet yhteen, ja niiden muodostamaan pylvääseen kiinnittyy kaksiosainen lisäteriö (corona): ulkokiehkura koostuu viidestä tylpästä tai kaksijakoisesta osasta, sisäkiehkura viidestä osasta, jotka ovat hedeputkea pidemmät. Hedeputki on hyvin lyhyt ja jää lisäteriön tyviosan sisälle. Ponsissa ei ole kalvomaisia lisäkkeitä. Pölymyhkyt (polliniot) ovat pystyjä, läpikuultavareunaisia ja sijaitsevat yksittäin kukin lokerossaan. Hedelmä on kapea ja sileä tuppilo.[1]
Lyhtyjen levinneisyysalue on laaja käsittäen Vanhan maailman tropiikin lisäksi Etelä-Afrikan, ja alueen Kanariansaarilta Länsi-Kiinaan sekä osia Australiasta.[1]
Lyhtyjen suvussa on noin 160 lajia.[1]
'Ceropegia vanderystii De Wild.
Joitakin lyhtylajeja on kaupan huonekasveiksi.
Ceropegia cumingiana.
Keltalyhdyn (Ceropegia dichotoma) kukkia.
Ruskolyhdyn (Ceropegia fusca) kukkia.
Ceropegia haygarthii, kukka.
Ceropegia nilotica, kukka.
Ceropegia radicans, kukka.
Ceropegia rhynchantha, kukkia.
Laskuvarjolyhdyn (Ceropegia sandersonii) kukka.
Ceropegia stapeliiformis.
Herttalyhty (Ceropegia woodii).
Ceropegia zeyheri.
Lyhdyt eli lyhtykasvit tai mehilyhdyt (Ceropegia) on oleanterikasvien heimoon kuuluva suku.
Ceropegia est un genre de plantes appartenant à la famille des Apocynaceae selon la classification phylogénétique. Les espèces de ce genre vont de lianes semi-succulentes à des arbrisseaux aux tiges succulentes sans feuilles apparentes ou éphémères.
Elles comportent toutes d'étranges fleurs tubuleuses et la plupart du temps, des pétales soudés à leurs extrémités ne laissant que des ouvertures latérales. Les pollinisateurs doivent donc emprunter parfois un circuit compliqué pour atteindre le nectar à la base de la fleur.
Parmi les 426 espèces actuellement dans ce genre [1].
Ceropegia stapeliiformis serpentina
Ceropegia stapeliiformis serpentina
Ceropegia est un genre de plantes appartenant à la famille des Apocynaceae selon la classification phylogénétique. Les espèces de ce genre vont de lianes semi-succulentes à des arbrisseaux aux tiges succulentes sans feuilles apparentes ou éphémères.
Elles comportent toutes d'étranges fleurs tubuleuses et la plupart du temps, des pétales soudés à leurs extrémités ne laissant que des ouvertures latérales. Les pollinisateurs doivent donc emprunter parfois un circuit compliqué pour atteindre le nectar à la base de la fleur.
De lantaarnplanten vormen een geslacht van 160 tot 200 plantensoorten die wereldwijd voorkomen. De wetenschappelijke naam Ceropegia is een samenstelling van de Oudgriekse woorden κηρός (kēros), 'was' en πηγή (pēgē), 'bron'. De soorten van het geslacht Riocreuxia worden soms ook in dit geslacht geplaatst.
Soorten van het geslacht Ceropegia komen voor in Zuidoost-Azië, India, Madagaskar, tropisch Arabië, de Canarische Eilanden, Nieuw-Guinea , Noord-Australië en verschillende delen van Afrika.
Sommige Ceropegia-soorten, waaronder Ceropegia woodii (Chinees lantarentje), zijn populair als kamerplant.
Binnen het geslacht kunnen we twee hoofdgroepen onderscheiden: soorten met vlezige, opgaande, vaak bladloze stengels en de soorten met hangende, draaddunne stengels, waarbij op de geledingen paarsgewijs tegenovergestelde blaadjes zitten. Een groot aantal soorten van dit geslacht is succulent.
De wortelstokken van de meeste soorten zijn knolvormig. Bij de 'hangers' kunnen die knollen wel een doorsnede van 5 cm bereiken; de planten vormen ook knolletjes in hun bladoksels, maar die blijven veel kleiner. De bloemen bestaan uit een lange, vrij smalle kroonbuis, die eindigt in vijf kroonslippen waarvan de toppen vergroeid zijn of, in enkele gevallen, teruggebogen zijn. Zijn de kroonslippen smal, dan lijkt de bloem op een lantarentje; zijn ze breed, dan is de bloem parasolvormig. Omdat de basis van de bloembuis vaak verbreed is, spreekt men ook wel van ketelbloemen. De bloemen zijn okselstandig en meest alleenstaand.
De lantaarnplanten vormen een geslacht van 160 tot 200 plantensoorten die wereldwijd voorkomen. De wetenschappelijke naam Ceropegia is een samenstelling van de Oudgriekse woorden κηρός (kēros), 'was' en πηγή (pēgē), 'bron'. De soorten van het geslacht Riocreuxia worden soms ook in dit geslacht geplaatst.
Soorten van het geslacht Ceropegia komen voor in Zuidoost-Azië, India, Madagaskar, tropisch Arabië, de Canarische Eilanden, Nieuw-Guinea , Noord-Australië en verschillende delen van Afrika.
Sommige Ceropegia-soorten, waaronder Ceropegia woodii (Chinees lantarentje), zijn populair als kamerplant.
Binnen het geslacht kunnen we twee hoofdgroepen onderscheiden: soorten met vlezige, opgaande, vaak bladloze stengels en de soorten met hangende, draaddunne stengels, waarbij op de geledingen paarsgewijs tegenovergestelde blaadjes zitten. Een groot aantal soorten van dit geslacht is succulent.
De wortelstokken van de meeste soorten zijn knolvormig. Bij de 'hangers' kunnen die knollen wel een doorsnede van 5 cm bereiken; de planten vormen ook knolletjes in hun bladoksels, maar die blijven veel kleiner. De bloemen bestaan uit een lange, vrij smalle kroonbuis, die eindigt in vijf kroonslippen waarvan de toppen vergroeid zijn of, in enkele gevallen, teruggebogen zijn. Zijn de kroonslippen smal, dan lijkt de bloem op een lantarentje; zijn ze breed, dan is de bloem parasolvormig. Omdat de basis van de bloembuis vaak verbreed is, spreekt men ook wel van ketelbloemen. De bloemen zijn okselstandig en meest alleenstaand.
Ceropegia er ei planteslekt i gravmyrtfamilien. Den ble tidligere regnet til svalerotfamilien.
Plantene er flerårige urter med krypende, eller av og til opprett vekst. Melkesafta er blank eller ugjennomsiktig, mer sjeldent hvit. Røttene er ofte en samling av spindelformede røtter eller en rund knoll, av og til en jordstengel. Stenglene kan være sukkulente. Blomstene er som regel ganske store. De har en rørformet krone som er oppsvulmet ved basis. Det er fem kronfliker som nesten møtes i endene. Blomsten har en dobbel bikrone. Pollenknappene og arrene er vokst sammen til et gynostegium. Pollenet er samlet i pollinier og overføres samlet av pollinatoren til neste blomst. Frukten er en linjeformet, spindelformet eller sylindrisk belgkapsel.[1]
Pollineringen utføres av små fluer. De kryper inn i blomsten gjennom en av de fem åpningene, beveger seg ned kronrøret og kommer til den oppsvulmede delen som inneholder gynostegiumet. Innsiden av kronrøret er glatt med hår som vokser nedover slik at det er vanskelig for insektet å komme seg ut, og det blir fanget flere timer inne i blomsten. Mens insektet er innestengt, kommer det i kontakt med gynostegiumet, og polliniene kan feste seg til, eller løsne fra, hodet. De ulike Ceropegia-artene er tilpasset hver sin gruppe av fluer, og hver art har en duft som tiltrekker de rette pollinatorene. 25 ulike familier av tovinger er funnet i blomstene, og 16 familier er sikkert bekreftet som pollinatorer.[2][3][4][5]
Ceropegia tilhører understammen Stapeliinae i stammen Ceropegieae. Molekylærgenetiske studier viser at de andre slektene i Stapeliinae, blant annet Brachystelma, Orbea og Stapelia, hører hjemme ulike steder midt i stamtreet til Ceropegia. De kompliserte, fluefangende blomstene er flere ganger blitt erstattet av åpne blomster. Slekta er altså flere ganger parafyletisk, noe som ikke er ønsket i moderne systematikk. Meve & Liede-Schumann (2007) foreslår at Ceropegia likevel skal begrenses til kun å omfatte arter med fluefangende blomster for å ha en stabil systematikk i den artsrike gruppen Stapeliinae med omtrent 700 arter.[6][7][8][9]
Slekta Ceropegia i tradisjonell betydning omfatter omtrent 220 arter. De er utbredt i den gamle verdens tropiske og subtropiske strøk i Afrika, Madagaskar, Arabia, India og Sørøst-Asia. Utbredelsen strekker seg fra Filippinene, Ny-Guinea og nordlige Australia i øst til Kanariøyene i vest, der det finnes to arter.[8][10][11]
Flere Ceropegia-arter dyrkes som ampelplanter. Mest kjent er marmorlanterne (Ceropegia woodii) fra sørlige Afrika.[12][13]
Ceropegia er ei planteslekt i gravmyrtfamilien. Den ble tidligere regnet til svalerotfamilien.
Plantene er flerårige urter med krypende, eller av og til opprett vekst. Melkesafta er blank eller ugjennomsiktig, mer sjeldent hvit. Røttene er ofte en samling av spindelformede røtter eller en rund knoll, av og til en jordstengel. Stenglene kan være sukkulente. Blomstene er som regel ganske store. De har en rørformet krone som er oppsvulmet ved basis. Det er fem kronfliker som nesten møtes i endene. Blomsten har en dobbel bikrone. Pollenknappene og arrene er vokst sammen til et gynostegium. Pollenet er samlet i pollinier og overføres samlet av pollinatoren til neste blomst. Frukten er en linjeformet, spindelformet eller sylindrisk belgkapsel.
Pollineringen utføres av små fluer. De kryper inn i blomsten gjennom en av de fem åpningene, beveger seg ned kronrøret og kommer til den oppsvulmede delen som inneholder gynostegiumet. Innsiden av kronrøret er glatt med hår som vokser nedover slik at det er vanskelig for insektet å komme seg ut, og det blir fanget flere timer inne i blomsten. Mens insektet er innestengt, kommer det i kontakt med gynostegiumet, og polliniene kan feste seg til, eller løsne fra, hodet. De ulike Ceropegia-artene er tilpasset hver sin gruppe av fluer, og hver art har en duft som tiltrekker de rette pollinatorene. 25 ulike familier av tovinger er funnet i blomstene, og 16 familier er sikkert bekreftet som pollinatorer.
Ceropegia tilhører understammen Stapeliinae i stammen Ceropegieae. Molekylærgenetiske studier viser at de andre slektene i Stapeliinae, blant annet Brachystelma, Orbea og Stapelia, hører hjemme ulike steder midt i stamtreet til Ceropegia. De kompliserte, fluefangende blomstene er flere ganger blitt erstattet av åpne blomster. Slekta er altså flere ganger parafyletisk, noe som ikke er ønsket i moderne systematikk. Meve & Liede-Schumann (2007) foreslår at Ceropegia likevel skal begrenses til kun å omfatte arter med fluefangende blomster for å ha en stabil systematikk i den artsrike gruppen Stapeliinae med omtrent 700 arter.
Slekta Ceropegia i tradisjonell betydning omfatter omtrent 220 arter. De er utbredt i den gamle verdens tropiske og subtropiske strøk i Afrika, Madagaskar, Arabia, India og Sørøst-Asia. Utbredelsen strekker seg fra Filippinene, Ny-Guinea og nordlige Australia i øst til Kanariøyene i vest, der det finnes to arter.
Flere Ceropegia-arter dyrkes som ampelplanter. Mest kjent er marmorlanterne (Ceropegia woodii) fra sørlige Afrika.
Ceropegia L. é um género botânico pertencente à família Apocynaceae.[1]
Ceropegia L. é um género botânico pertencente à família Apocynaceae.
Ceropegiasläktet (Ceropegia) är ett släkte i familjen oleanderväxter med cirka 160 arter från Arabiska halvön, Afrika, Madagaskar, södra Asien, Nya Guinea och Australien. Fler odlas som krukväxter i Sverige.
Släktet innehåller fleråriga örter, de flesta är krypande eller klättrande men ibland upprättväxande. Vissa arter har rotknular, andra endast fibrösa rötter. Bladen sitter motsatta, de är enkla och ibland suckulenta. Blommorna sitter i flockliknande samlingar, klasar eller ensamma från bladvecken. Fodret är femtaligt. Kronan är rörformig, vanligen med uppblåst bas, flikarna är fria eller sammanvuxna till en bur eller paraplyliknande bildning. Bikrona består av två lager. Frukten består av två sammanväxta baljkapslar. Fröna är smalt vingade med en hårtofs i spetsen.
Ceropegiasläktet (Ceropegia) är ett släkte i familjen oleanderväxter med cirka 160 arter från Arabiska halvön, Afrika, Madagaskar, södra Asien, Nya Guinea och Australien. Fler odlas som krukväxter i Sverige.
Släktet innehåller fleråriga örter, de flesta är krypande eller klättrande men ibland upprättväxande. Vissa arter har rotknular, andra endast fibrösa rötter. Bladen sitter motsatta, de är enkla och ibland suckulenta. Blommorna sitter i flockliknande samlingar, klasar eller ensamma från bladvecken. Fodret är femtaligt. Kronan är rörformig, vanligen med uppblåst bas, flikarna är fria eller sammanvuxna till en bur eller paraplyliknande bildning. Bikrona består av två lager. Frukten består av två sammanväxta baljkapslar. Fröna är smalt vingade med en hårtofs i spetsen.
Ceropegia là chi thực vật có hoa trong họ Apocynaceae.[1]
Bài viết liên quan đến tông thực vật Ceropegieae này vẫn còn sơ khai. Bạn có thể giúp Wikipedia bằng cách mở rộng nội dung để bài được hoàn chỉnh hơn. Ceropegia là chi thực vật có hoa trong họ Apocynaceae.
Ceropegia L., 1753
Типовой вид
Церопе́гия (лат. Ceropegia) — род цветковых растений, относящийся семейству Кутровые (Apocynaceae). В природе распространены в тропических регионах Африки и Азии.
Научное название рода образовано от др.-греч. κηροπήγιος — «канделябр», что относится к необычной форме цветков растений.
Прямостоячие или лазающие многолетние травянистые растения, как правило, с прозрачным соком, нередко с суккулентными стеблями или листьями. Иногда образуют веретеновидное корневище или клубень.
Цветки в пазушных зонтиковидных или кистевидных соцветиях, пятичленные, крупные. Чашечка при основании долей с желёзками. Венчик трубчатый, с двойной коронкой: внешние доли часто двулопастные, внутренние доли нитевидные до лопатчатых. Тычинки сросшиеся в трубку.
Плоды — листовки линейной, цилиндрической или веретеновидной формы.
Многие виды рода декоративны и выращиваются в качестве комнатных растений.
По информации базы данных The Plant List, род включает 217 видов[2]. Некоторые из них:
Церопе́гия (лат. Ceropegia) — род цветковых растений, относящийся семейству Кутровые (Apocynaceae). В природе распространены в тропических регионах Африки и Азии.
Научное название рода образовано от др.-греч. κηροπήγιος — «канделябр», что относится к необычной форме цветков растений.
吊灯花属（学名：Ceropegia）是夾竹桃科下的一个属，为直立或攀援状亚灌木植物。该属共有约170种，分布于非洲、亚洲和大洋洲。[1]
这是一篇與植物相關的小作品。你可以通过编辑或修订扩充其内容。 
