nomes no trilho de navegação
Plebejus argus ye n'especie de inseutos lepidópteros, mas específicamente de caparines perteneciente a la familia Lycaenidae. (Linnaeus, 1756).
La especie foi afayada por Linnaeus, que describióla n'añu de 1758.
Tratase d'una especie presente en territoriu Español.
Tien Vuelu bivoltinu, mayu-xunu y xunetu-agostu.
El so hábitat ye de lo más variáu, vuela en munchos y variaos tipos de terrén, húmedos y secos, amplia distribución por altores, tamién vuela pel Norte y este d'España, en práuticamente toa Europa, Grecia y Turquía europea..
http://www.butterfliesoffrance.com/html/Plebejus%20argus.htm Plebejus argus Plebejus argus ye n'especie de inseutos lepidópteros, mas específicamente de caparines perteneciente a la familia Lycaenidae. (Linnaeus, 1756).
La especie foi afayada por Linnaeus, que describióla n'añu de 1758.
Tratase d'una especie presente en territoriu Español.
El blavet (Plebejus argus)[1] és una espècie de papallona de la família Lycaenidae.[2] Presenta taques de color blau metàl·lic en la part inferior de les ales posteriors, la qual cosa li va valer el seu nom vulgar en anglès: Silver-studded Blue. En el Regne Unit, habita principalment en Norfolk, Suffolk, Devon, Cornualla (Gran Bretanya) i Gal·les. La seva àrea de distribució al món s'estén al llarg d'Europa i Àsia, arribant fins i tot al Japó.
El blavet (Plebejus argus) és una espècie de papallona de la família Lycaenidae. Presenta taques de color blau metàl·lic en la part inferior de les ales posteriors, la qual cosa li va valer el seu nom vulgar en anglès: Silver-studded Blue. En el Regne Unit, habita principalment en Norfolk, Suffolk, Devon, Cornualla (Gran Bretanya) i Gal·les. La seva àrea de distribució al món s'estén al llarg d'Europa i Àsia, arribant fins i tot al Japó.
Glöyn byw sy'n perthyn i urdd y Lepidoptera yw glesyn serennog, sy'n enw gwrywaidd; yr enw lluosog ydy gleision serennog; yr enw Saesneg yw Silver-studded Blue, a'r enw gwyddonol yw Plebejus argus.[1][2] Yng ngwledydd Prydain mae hi bellach yn eitha prin gan fod ei chynefin wedi cael ei ddifa dros y blynyddoedd.
Mae'r sêr yn enw i'w gweld oherwydd y smotiau arian-metalig glas sydd i'w canfod ar isadain ei adenydd ôl. Lliw'r fenyw ydy brown tywyll gyda smotiau oren ar ymylon ei hadenydd, gydag ychydig o las arni mewn rhai ardaloedd.
Ei hoff gynefin yw rhostiroedd a gweundiroedd, yn enwedig caeau ar dir calchog a thywynnau glan y môr. Ar wahân i dde Lloegr, fe'i ceir yn Norfolk, Suffolk, Dyfnaint, Cernyw a Chymru. Mae'n eithaf llewyrchus yn Ewrop ac Asia - hyd at Japan.
Ei hoff fwydydd yw Grug Calluna vulgaris, Erica cinerea, Erica tetralix a gwahanol fath o eithin: Ulex. Ar weundiroedd: Lotus corniculatus, Helianthemum nummularium, Hippocrepis comosa a Teim Thymus serpyllum.
Gellir dosbarthu'r pryfaid (neu'r Insecta) sy'n perthyn i'r Urdd a elwir yn Lepidoptera yn ddwy ran: y gloynnod byw a'r gwyfynod. Mae'r dosbarthiad hwn yn cynnwys mwy na 180,000 o rywogaethau mewn tua 128 o deuluoedd.
Wedi deor o'i ŵy mae'r glesyn serennog yn lindysyn sy'n bwyta llawer o ddail, ac wedyn mae'n troi i fod yn chwiler. Daw allan o'r chwiler ar ôl rhai wythnosau. Mae pedwar cyfnod yng nghylchred bywyd glöynnod byw a gwyfynod: ŵy, lindysyn, chwiler ac oedolyn.
Glöyn byw sy'n perthyn i urdd y Lepidoptera yw glesyn serennog, sy'n enw gwrywaidd; yr enw lluosog ydy gleision serennog; yr enw Saesneg yw Silver-studded Blue, a'r enw gwyddonol yw Plebejus argus. Yng ngwledydd Prydain mae hi bellach yn eitha prin gan fod ei chynefin wedi cael ei ddifa dros y blynyddoedd.
Modrásek černolemý (Plebejus argus) je druh denního motýla z čeledi modráskovitých (Lycaenidae). Rozpětí křídel motýla je 24 až 30 mm. Samci mají modrá křídla s tmavými širokými lemy. Samice jsou hnědé a na zadních, někdy i na předních křídlech mají oranžové příkrajní skvrny, které jsou více či méně výrazné.
Motýl je rozšířený od Španělska přes celou Evropu (kromě nejsevernějších částí), Turecko a mírnou Asii až po Japonsko. V České republice, kde motýl obývá vhodné lokality od nížin do hor, byl v minulosti místy velmi hojný. V současné době je to ustupující a stále vzácnější druh. Vyskytuje se v úvozech, na suchých loukách, pastvinách a vřesovištích. Též ho lze spatřit v kamenolomech, v hnědouhelných výsypkách (např. Mostecko, Sokolovsko) a na ruderálních plochách.
Hlavní živnou rostlinou modráska černolemého je štírovník růžkatý (Lotus corniculatus), dále pak čičorka pestrá (Securigera varia) a podkovka chocholatá (Hippocrepis comosa). U některých populací přijímají housenky i vřes obecný (Calluna vulgaris). Samička klade vajíčka jednotlivě na přízemní listy a stonky živných rostlin, nebo i na okolní rostliny. Housenky, které žijí velmi skrytě, se živí nejprve květy a mladými výhony. Později okusují i spodní listy. Tento druh modráska je obligátně myrmekofilní. Jeho housenky a kukly vyžadují pravidelnou péči od mravenců rodu (Lasius), za kterou jim poskytují cukernaté sekrety. Přezimuje vzrostlá housenka, která se kuklí v zemní komůrce v blízkosti mravenců. Motýl je dvougenerační (bivoltinní). Vyskytuje se od května do června a od července do srpna. Ve vyšších polohách a chladnějších oblastech je motýl jednogenerační (monovoltinní). Vyskytuje se zde od června do července.
V České republice byl tento motýl velmi rozšířený a místy i hojný. V současné době však jeho početnost klesá na řadě míst vymírá. Tento druh ohrožuje především zarůstání vhodných lokalit.
Obrázky, zvuky či videa k tématu modrásek černolemý ve Wikimedia Commons
Modrásek černolemý (Plebejus argus) je druh denního motýla z čeledi modráskovitých (Lycaenidae). Rozpětí křídel motýla je 24 až 30 mm. Samci mají modrá křídla s tmavými širokými lemy. Samice jsou hnědé a na zadních, někdy i na předních křídlech mají oranžové příkrajní skvrny, které jsou více či méně výrazné.
Argusblåfugl (Plebejus argus) er en sommerfugl i familien Blåfugle. Den er vidt udbredt i Europa og Asien. I Danmark findes den især i Jylland på heder med lave lyngplanter. Arten overvintrer som æg, der klækker i april. Larven lever i Danmark af hedelyng og klokkelyng. Sommerfuglen er nært knyttet til myrer, og larven forpupper sig ofte i myrereder. Den voksne sommerfugl ses flyve fra juni til august.
Arten blev første gang videnskabeligt beskrevet af Carl von Linné i 1758.
Argusblåfuglens han har blå overside, mens hunnen i Danmark har brun overside. Den ligner meget foranderlig blåfugl, men hannen har lidt bredere sort vingesøm, der indadtil er uskarpt afgrænset og hunnens overside (i det mindste i Danmark) mangler næsten altid udbredt blå bestøvning i rodfeltet, hvilket ses hos hunner hos foranderlig blåfugl. Undersiden er hos begge køn lys med kraftige sorte pletter og orange sømfelter med sorte øjepletter, der har metalglinsende pupiller. Vingefanget varierer fra 20 til 31 millimeter, og der forekommer ofte dværgformer med vingefang ned til 15 millimeter.
Argusblåfugl (Plebejus argus) er en sommerfugl i familien Blåfugle. Den er vidt udbredt i Europa og Asien. I Danmark findes den især i Jylland på heder med lave lyngplanter. Arten overvintrer som æg, der klækker i april. Larven lever i Danmark af hedelyng og klokkelyng. Sommerfuglen er nært knyttet til myrer, og larven forpupper sig ofte i myrereder. Den voksne sommerfugl ses flyve fra juni til august.
Arten blev første gang videnskabeligt beskrevet af Carl von Linné i 1758.
Der Geißklee-Bläuling (Plebejus argus, häufig fälschlich auch Plebeius argus geschrieben[1]), auch Argus-Bläuling genannt, ist ein Tagfalter aus der Familie der Bläulinge (Lycaenidae). 2008 wurde er zum Schmetterling des Jahres gekürt.
Die Flügelspannweite dieser kleinen Falter beträgt zwischen 20 und 30 Millimetern. Die Männchen sind oberseits Azurblau gefärbt und am Flügelsaum bräunlich mit weißem gefransten Rand.[2] Ihre Tibia der Vorderbeine besitzen einen kräftigen Dorn. Die Weibchen sind auf der Flügeloberseite braun und haben auf den Hinterflügeln orange Flecken im Bereich des Flügelsaums. Die Unterseite beider Geschlechter ist hellgrau mit schwarzen Flecken, welche auf den Hinterflügeln ins grünliche übergehen, und orangen Flecken am Flügelrand. Der Körper ist oberseits blaugrau und unterseits heller graublau gefärbt.[2] Wegen der geringen Unterschiede in Zeichnung, Färbung und Form wurden zahlreiche Formen und Unterarten beschrieben (s. u.). Der Geißklee-Bläuling kann mit weiteren Silberfleck-Bläulingen verwechselt werden. Für die sichere Unterscheidung dieser Arten ist eine Genitalbestimmung notwendig.
Die Raupe hat einen grünen Körper mit seitlichen weißen Streifen und einem schwarzen Rückenstreifen.[2]
Ei
Raupe
Puppe
Plebeius argus bringt zwei Generationen hervor: von Mai bis Juni und von Juli bis August.
Feuchte bis sehr trockene Standorte, variabel je nach Höhe.
Die Futterpflanzen gehören zu den Gattungen Hornklee (Lotus), Stechginster (Ulex), Geißklee (Cytisus), Ginster (Genista), Blasensträucher (Colutea), Tragant (Astragalus), Hauhecheln (Ononis), Schneckenklee (Medicago), Hufeisenklee (Hippocrepis), Kronwicken (Coronilla), Galega, Sonnenröschen (Helianthemum), Besenheide (Calluna vulgaris) und Heidekräuter (Erica). In Nordeuropa überwintert die voll entwickelte Raupe in der Eihülle.
Plebeius argus ist weit verbreitet von Nord- und Ost-Spanien bis nach Skandinavien. Er kommt ebenfalls in Griechenland und im europäischen Teil der Türkei vor, nicht jedoch in Irland und Schottland. Da die Raupen von Plebeius argus ausgeprägt myrmekophil sind, findet die Eiablage in der Nähe von Ameisennestern statt. Erwachsene Raupen verpuppen sich in Ameisennestern, in die sie von Arbeiterinnen hineingezogen werden. Symbiosen werden mit Schwarze Wegameise (Lasius niger), Fremde Wegameise (Lasius alienus) und Aschgraue Sklavenameise (Formica cinerea) gebildet.
In Europa ist der Bestand des Geißklee-Bläulings stabil.[3] In Deutschland ist er gefährdet, Rote Liste 3;[4] während die Art aus Wiesen und Kulturland aufgrund veränderter Landnutzung verschwunden ist, hat sie offenbar in Tagebauen und Kalksteinbrüchen noch ein Refugium gefunden.[5]
Der Geißklee-Bläuling (Plebejus argus, häufig fälschlich auch Plebeius argus geschrieben), auch Argus-Bläuling genannt, ist ein Tagfalter aus der Familie der Bläulinge (Lycaenidae). 2008 wurde er zum Schmetterling des Jahres gekürt.
It Heideblaujurkje (Plebeius argus) is in flintersoarte yn it skaai fan de Juwielblaujurkjes (Plebejus).
De flinter komt lokaal soms yn flinke oantallen foar. Se hâlde fan wiete heide. Se binne noch te finen op de Waadeilannen en de hege sângrûnen. It is in honkfêste soart.
Op de reade list stiet de flinter as gefoelich.
De wjuklingte is ûngefear 14 mm. Op de ûnderkant fan de efterwjuk sit in oranje bân mei swarte flekken. De flinter liket persys op it Loas Heideblaujurkje. Om wis te wêzen fan de soarte moat in mantsje fongen en mei in lûp besjoen wurde.
De flinter is fan begjin juny ôf oant ein augustus te sjen, foaral tusken 5 oant 25 july. It Heideblaujurkje fleant yn ien en soms yn twa generaasjes.
De rûp kin 15 mm lang wurde. It liif is gieleftich mei grien mar ek wol ljochtbrún. De rûp is hielendal bedutsen mei fine hierkes. De jonge rûpen ite allinnich de sêfte dielen fan de plant. It aaike oerwinteret, dat de rûp groeit foaral yn de foarsimmer as ek de Heide bloeit. De rûp ferpopket him op de grûn. Dit ferpopkjen duorret likernôch in moanne.
De rûp fret Heide en Skrobberheide.
It Heideblaujurkje (Plebeius argus) is in flintersoarte yn it skaai fan de Juwielblaujurkjes (Plebejus).
The silver-studded blue (Plebejus argus) is a butterfly in the family Lycaenidae. It has bright blue wings rimmed in black with white edges and silver spots on its hindwings, lending it the name of the silver-studded blue. P. argus can be found across Europe and east across the Palearctic, but it is most often studied in the United Kingdom where the species has experienced a severe decline in population due to habitat loss and fragmentation.[1]
P. argus engages in mutualism with ants that contribute to the butterflies' reproductive fitness by providing protection from predation and parasitism from the point of egg laying to their emergence as adults.[2][3] P. argus adults emerge at the end of June and beginning of July and engage in flight until the beginning of August.[1][4]
The butterfly is adaptable to different habitats and is found in heathland, mossland, and limestone grassland.[1][5] Tending towards a sedentary lifestyle and typically flying less than 20 metres (66 ft) a day, P. argus maintains a small radius home range.[6] Their habitats lend themselves well to both foraging and egg laying as the host plants are ubiquitous in all three environments they occupy.[6][1]
Male P. argus have royal blue wings with a black border, white, wispy fringe, and metallic silver spots on the hindwings as well as spurs on their front legs. Females of this species are generally brown and more subdued in color, but also have the metallic spots on the hindwings. The undersides of the male and female butterflies are very similar. They are taupe in color, with rings of black spots along the edge of the wing.
L. argus L. ([equals] aegon Schiff., argyrotoxus Bgstr.) (78 c). This and the following species [argyrognomon] have in the anal area of the hindwing beneath on the black submarginal dots situated between the median branches and the submedian vein some metallic glittering scales which are usually not represented in our figures. The upperside is deep dark blue, with a broad black border, argus is very similar to argyrognomon, but differs in quite a number of details, of which in the various individuals sometimes one sometimes another is more conspicuously developed. On the upperside the blue gloss is deeper, darker, duller, with a slight violet tint and not so far extended to the margin, the latter being broader and appearing blacker; the row of dark submarginal dots which occasionally appear on the hindwing above in both species, therefore stands always in the black border in argus. On the underside both sexes of argus have nearly always a strongly glittering blue-green dusting at the base of the wings, which is usually absent from argyrognomon; but we must add that also the inverse occurs, the blue basal dusting being absent from argus in exceptional cases and strongly marked in argyrognomon. As a rule argus L., moreover, is somewhat smaller than argyrognomon, but the size varies considerably according to the altitude of the locality and the various broods.
— ab. valesiana M.-Durr is frequently found among specimens from the Valais (but not exclusively and not constantly); it is distinguished by a yellowish grey underside and very small ocelli. ab. corsica Bell., on the other hand, is a form which flies regularly in the mountains of Corsica and differs in the ocelli of the underside bearing pupils of the ground-colour and having larger borders, which almost form pale rings on a grey-brown ground. This form occurs as an exception everywhere, having been obtained by Standen even in Norway. Females which are nearly as blue above as the males are not very rare in certain localities, especially among the summer-broad, this is ab. coerulescens Peters ([equals] pseudocallarga Neustetter).
— A constant form is hypochiona Rbr. (78 d, ground-colour too dull), from the most southern very sunny districts of Europe (Ionian Islands, Greece, Andalusia); underside rather pale, the black eye-dots small and placed in large pale halos, before the margin a row of bright red spots. Similar individuals are occasionally also found in other districts, e. g. at Digne and according to Jones even in England.
— A very large form is insularis Leech (78 d), from the north-island of Japan; its underside resembles hypochiona in its light pure ground-colour, but bears abundant and prominent black spots. Above the marginal spots of the hindwing are especially very distinct.
— Also bella H.-Sch. (78 d, e) is placed by Staudinger and Rebel as a variety of argus; it is a small form, which resembles hypochiona beneath, but is very dark above, with very thin red-yellow submarginal spots on the upperside of the hindwing, which are unfortunately not visible in our figure 78 d, the hindwing beneath bearing paler marginal spots; from the shores of the Black Sea, Armenia and Persia.
— Perhaps also iburiensis Btlr. [ now full species Plebejus iburiensis (Butler, [1882])]belongs here; it is unknown to me in nature and was described from one specimen from Hokkaido; it appears to be a kind of albino of insularis.
— Very small specimens, as they are found especially in Valais, are alpina Berce; exceptionally large specimens were obtained by Chapman at Bejar in Spain and named by him bejarensis [now subspecies].
— The form micrargus Btlr. [now subspecies] from Tokio, which is quite unknown to me, is said to have the lilac colour of argia, with the black margin dentate and the fringes very bright white; beneath in colour like pylaon, the spots as in argus, but without the metallic scales on the anal spots.
— pseudaegon Btlr. [now full species Plebejus pseudaegon (Butler, [1882])], from the north-island, is smaller than argus, with the black margin narrower, the white fringes thinner, and the black distal marginal spots of the hindwing above smaller, female very feebly dusted with steel-blue at the base, underside more extended green than in true argus and its ocelli smaller. Likewise unknown to me.
— Sometimes there occurs a basal dot on the underside; this is ab. unipuncta Mousley. In ab. coeruleocuneata Ebert there appear blue wedge-shaped submarginal spots on the upperside of the hindwing.
— Larva very variable, usually light green with dark dorsal spots, sometimes however grey or dark brown with pale spots. In June and the autumn on various plants, such as Coronilla, Trifolium, Colutea, and Genista, said to occur also on Erica, Ornithopus, Fragaria, Thymus and other plants. Near or upon the larva there is a guard of ants, usually specimens of Formica cinerea Mayr. The larva as well as the chrysalis are found in the nests of this ant. Pupa elongate, green with red dorsal line; abdomen above yellowish green. The butterflies are on the wing in May and again from July onwards, but are said to have only one brood in the north. They are common everywhere, especially on sandy soil, which also its ant prefers, but is said to noticeably decrease recently in numbers in some districts (e. g. in England). The form alpina I found in large numbers in Valais below Zermatt towards evening in stony localities where they were at rest in small bushes; I counted 38 sleeping specimens in a small thornbush, all having the small size of the form of that neighbourhood.[7]
The caterpillar of P. argus is green with a dark stripe along the length of its body and can reach 1.3 centimeters in length.
P. argus exhibit sexual dimorphism, as evidenced by the color of their wings. This eventually acts as an important visual cue when searching for suitable mates. Experiments have shown that species that have overlapping habitat distribution and are of similar color (according to the human eye) have distinct absorbance values within the UV range. This shows that the UV range colors are important for butterflies when recognizing members of its own species.[8]
P. argus is found across the Palearctic.[5] In the United Kingdom, the butterfly experienced a severe decline in population during the nineteenth and twentieth centuries.[1] P. argus is generally considered to be endangered and extinct in the Northern United Kingdom and are primarily found in the Southern and Western portions of the United Kingdom.[1]
P. argus resides in heathland, mossland, and limestone grassland.[5]
Heathlands are able to meet the needs of P. argus due to burning, cutting, and other disruptions of mature heaths.[9][5] With these disruptions, the habitat becomes conducive to habitation by P. argus because of the high cover of E. cinerea and short C. vulgaris that is able to form a landscape with the patches of bare ground. This is characteristic of heathland at an early stage of development.[1][9] This environment is suitable until the point at which the shrubs native to the environment mature and obscure the bare ground and vegetation margins that the butterflies use for oviposition.
Mossland, similar in nature to wet heathland, has soil primarily composed of peat which supports one of the families of host plants of P. argus, Ericaceae. This host plant grows alongside other grasses, sedges, and rushes. While the main disturbance to heathland is quarrying, mossland faces peat digging which contributes to the transient and shifting nature of this particular habitat.[5]
The hostplants of the first two environments, Ericaceae and Leguminosae, are less present in the third environment, limestone grassland.[9] In this environment, the host plants of P. argus are primarily herbaceous Cistaceae as well as Leguminosae.[9] In limestone grassland, the bare ground and vegetation margins instrumental to the life cycle of P. argus are created through grazing by other animals as well as by disruption of the habitat by natural disturbance of the stoney topography of this environment.
P. argus use shrubs for roosting, resting, basking, mate location, and shelter and for this reason, they tend to be found in higher numbers close to locations that are dense in shrubs. Most of the population gathers around these shrubs during weather that is colder, cloudy, and windier.[10] When the weather is warm, sunny, and the breeze is still, P. argus spends less time in shrub dense habitats and more time in flight and finding host plants in areas rich in calcareous heath. These areas tend to be on exposed hillsides. For this reason, it often appears that the habitat of P. argus shifts with weather conditions.[10]
In addition to choice of habitat due to host plants and topography, P. argus density correlates with the densities of nest of the butterflies' mutualist ants, Lasius niger and Lasius alienus.[3]
Adult P. argus tend to be very sedentary, only moving around 20 metres (66 ft) every day.[6] For this reason, the butterflies colonize on discrete territory and patches of land. Some butterflies, though, disperse and move over a kilometer between colonies. This is rare, however, as these butterflies tend to form metapopulations.[6]
Different types of P. argus larvae choose different host plants. The limestone larvae, caernensis, preferentially select Helianthemum species over heathers as a host plant, while heathland larvae select heathers over Helianthemum.[1][11]
Adults feed on nectar.[11]
P. argus lays its eggs differently based on its environment. In heathland, they lay their eggs at the base of Erica tetralix, Calluna vulgaris, Erica cinerea, and Ulex europaeus.[12] In mosslands, the butterflies tend to lay their eggs on the underside of the fronds of the Bracken Fern. This fern appears to be preferential for oviposition because they attract ants. In limestone grasslands, P. argus lays eggs at the stem of Lotus corniculatus and at the base of Helianthemum chamaecistus.[12]
Egg guarding primarily occurs through mutualism with the ants Lasius niger and Lasius alienus.[2][3] Mothers lay their eggs in locations with strong pheromonal traces from these organisms. From the time of oviposition to hatching, L. niger and L. alienus protect the eggs from predation and parasitism by other organisms. In return, the ants feed on a saccharine secretion produced by glands on the larvae.[2][3]
The life cycles of Plebejus argus are divided into four main stages: eggs, larvae, pupa, and adults.
Larvae usually spend the day in the nests of the ants. This helps them avoid predation and high temperatures, especially in the hot summer months. They come out at night and climb the host plant in order to feed.[13]
P. argus adults emerge in the end of June and beginning of July and engage in flight into the beginning of August.[1][4] In these butterflies, there is a sex difference in emergence, with males emerging four to nine days earlier than females.[1] As colony size increases, P. argus are temporally recorded earlier in the year. Additionally, as colony size increases, female emergence happens over a greater range of time and there is a greater discrepancy between emergence of the males and emergence of the females.[1]
The adult butterfly lives only for about 4-5 days, and just a few weeks of rain during the mating season could wipe out entire colonies. [14]
When a male detects a female sitting quiescently, he flies towards the female.[15] As he approaches the female, he flutters his wings in broad sweeping movements and she raises her abdomen while vibrating her half-open wings in a mate refusal posture. The female then flies away and is followed by the male. Once she lands, the male flutters around, either in the air before descending or after landing.[15] The female displays a receptive posture by folding her wings after which the male positions himself parallel to the female before bending his abdomen, spreading the valves, and exposing the copulatory apparatus. He proceeds to attach to the copulatory apparatus and the butterflies reorient themselves into the copulatory position. The intermediate aspects of sexual chase depend on the sexual receptiveness of the female to the advances of the male.[15]
P. argus lays eggs near nests of Lasius niger, the ant with which they form a mutualistic relationship.[2][3] This mutualistic relationship benefits the adult butterfly by reducing the need for parental investment. Once the eggs hatch, the ants chaperone the larvae, averting the attacks of predatory organisms like wasps and spiders as well as parasites. In return, the ants receive a saccharine secretion fortified with amino acids from an eversible gland on the larvae's back. As first instar larvae prepare to pupate, the ants carry the larvae into their nests.[3][2] Once the larvae become pupae, the ants continue to provide protection against predation and parasitism. The butterfly leaves the nest when it emerges in June.
P. argus has undergone habitat loss and fragmentation in the United Kingdom due to the development of industrial agriculture, new forestry practices, and landscape development.[1][16] Additionally, the percentage of heathland has decreased by over fifty percent in the United Kingdom, greatly affecting the butterflies for which this was a primary habitat.[1] The heathland that remained was reduced in quality due to shifting environmental influences.[16] Rabbits helped keep vegetation short through grazing which was conducive to habitation by P. argus, but in the middle of the twentieth century, a virus, Myxomatosis, caused a significant decline in the population of rabbits and therefore the grass length grew to a point that was no longer conducive to the butterflies.[9][1]
Egg
Male
_female.jpg)
Female
_female_underside.jpg)
Female
This article incorporates text from this source, which is in the public domain. The silver-studded blue (Plebejus argus) is a butterfly in the family Lycaenidae. It has bright blue wings rimmed in black with white edges and silver spots on its hindwings, lending it the name of the silver-studded blue. P. argus can be found across Europe and east across the Palearctic, but it is most often studied in the United Kingdom where the species has experienced a severe decline in population due to habitat loss and fragmentation.
P. argus engages in mutualism with ants that contribute to the butterflies' reproductive fitness by providing protection from predation and parasitism from the point of egg laying to their emergence as adults. P. argus adults emerge at the end of June and beginning of July and engage in flight until the beginning of August.
The butterfly is adaptable to different habitats and is found in heathland, mossland, and limestone grassland. Tending towards a sedentary lifestyle and typically flying less than 20 metres (66 ft) a day, P. argus maintains a small radius home range. Their habitats lend themselves well to both foraging and egg laying as the host plants are ubiquitous in all three environments they occupy.
La mariposa niña hocecillas (Plebejus argus) es una especie de mariposa de la familia Lycaenidae.[1][2][3]
Presenta manchas de color azul metálico en la parte inferior de las alas traseras, lo que le valió su nombre vulgar en inglés: silver-studded blue. En el Reino Unido, habita principalmente del sur de Inglaterra. Su área de distribución en el mundo se extiende a lo largo de Europa y Asia, llegando incluso a Japón. Vuela en territorio español.
Vuelo bivoltino, mayo-junio y julio-agosto.
Su hábitat es de lo más variado, vuela en muchos y variados tipos de terreno, húmedos y secos, amplia distribución por alturas, también vuela por el norte y este de España, en prácticamente toda Europa, Grecia y Turquía europea.
P. argus deposita sus huevos cerca de los nidos de la hormiga Lasius niger, con la que establece una relación mutualista.[4][5] La hormiga cuida a las orugas de la mariposa, protegiéndolas de depredadores y parasitoides. A su vez, las orugas segregan una sustancia, en una glándula dorsal eversible, rica en azúcares y también proteínas que sirve de alimento a las hormigas. Cuando las orugas terminan su desarrollo y se preparan a pupar, las hormigas las llevan a su nido donde las siguen protegiendo hasta que tiene lugar la metamorfosis y la emergencia de la mariposa adulta, que tiene lugar en junio.[5][4]
Datos: Q926992
Multimedia:
Especies: Plebejus argus
La mariposa niña hocecillas (Plebejus argus) es una especie de mariposa de la familia Lycaenidae.
Presenta manchas de color azul metálico en la parte inferior de las alas traseras, lo que le valió su nombre vulgar en inglés: silver-studded blue. En el Reino Unido, habita principalmente del sur de Inglaterra. Su área de distribución en el mundo se extiende a lo largo de Europa y Asia, llegando incluso a Japón. Vuela en territorio español.
Kangassinisiipi (Plebeius argus) on sinisiipien (Lycaenidae) heimoon kuuluva päiväperhonen ja Suomen yleisimpiä sinisiipiä.
Siipien kärkiväli on 18–27 mm. Koiraan siipien yläpinta on syvänsininen ja siiven ulkoreunassa on melko leveä musta reunus. Naaraan siipien yläpinta on tummanruskea, tyviosasta melko usein sinisävyinen. Naaraalla sekä taka- että etusiiven yläpinnalla ulkoreunan tuntumassa on yleensä nähtävissä oransseja täpliä, mutta niiden voimakkuus vaihtelee yksilökohtaisesti paljon. Siipiripset ovat molemmilla sukupuolilla valkoiset. Siipien alapinnat ovat sinertävänharmaat, naaraalla sävyltään ruskeammat. Alapinnoilla on valkoreunaisia mustia täpliä ja takasiiven submarginaalialassa oranssit täplät ovat sulautuneet yhtenäiseksi juovaksi. Aivan takasiiven reunassa on mustia täpliä, joissa on sininen keskus. Etummaisen raajaparin säärten kärjissä on suurennuslasilla näkyvä oka.[1][2][3]
Kangassinisiipi muistuttaa suuresti ketosinisiipeä (Plebeius idas) sekä rinnesinisiipeä (Plebeius argyrognomon), mutta sen erottaa varmimmin siitä, että näistä kolmesta ainoastaan kangassinisiiven eturaajojen säärissä on selvä oka. Pelkät siipien tuntomerkkierot aina riitä kolmikon lajien varmaan tunnistukseen, joskaan rinnesinisiipeä ei tavata Suomessa.[2]
Kangassinisiipeä tavataan lähes koko Euroopassa. Laji puuttuu Skotlannista, Irlannista ja Euroopan pohjoisimmista osista. Euroopasta esiintymisalue jatkuu Aasian lauhkeiden osien kautta Japaniin. Suomessa lajia tavataan suunnilleen napapiirille saakka. Kangassinisiiven lentoaika on Keski-Euroopassa toukokuusta alkaen, Pohjois-Euroopassa kesä–elokuu. Suomessa kesäkuun loppupuolelta elokuun lopulle.[2][4]
Kangassinisiipi on yleinen avoimissa maastoissa, kuten kuivissa kangasmetsissä, kuivilla kedoilla ja niityillä sekä rämeillä. Se kuitenkin puuttuu tuntureilta ja ulkosaaristoista. Perhoset ovat erittäin paikkauskollisia eivätkä yksilöt yleensä lennä koskaan yli 50 m päähän kuoriutumispaikastaan. Lajin leviämisnopeudeksi uusille elinpaikoille onkin arvioitu vain noin kilometri vuosikymmenessä. Koiraat lentelevät ympäriinsä etsien naaraita ja parittelu tapahtuu usein maanpinnalla. Laji suosinee kuivempia elinympäristöjä kuin ketosinisiipi.[2][5]
Naaras laskee munat yksitellen ravintokasveille ja kangassinisiipi talvehtii muna-asteena. Toukilla on läheinen suhde muurahaisiin, jotka lypsävät niiden erittämää sokeripitoista nestettä. Vastapalveluksena muurahaiset suojelevat toukkia saalistajilta. Myös koteloituminen tapahtuu muurahaispesään. Toukkavaihe kestää 5–10 viikkoa, kotelovaihe 2–3 viikkoa.[2]
Valtakunnallisessa päiväperhosseurannassa 2013 kangassinisiipi oli Suomen kuudenneksi eniten havaittu päiväperhonen.[6] Maatalousympäristöjen päiväperhosseurannassa 2013 se oli sijalla 23.[7]
Toukan ravintokasveja ovat muun muassa juolukka (Vaccinium uliginosum), niittynätkelmä (Lathyrus pratensis), hiirenvirna (Vicia cracca), ja kanerva (Calluna vulgaris).[2]
Kangassinisiipi (Plebeius argus) on sinisiipien (Lycaenidae) heimoon kuuluva päiväperhonen ja Suomen yleisimpiä sinisiipiä.
Plebejus argus
L’Azuré de l'ajonc ou Petit argus (Plebejus argus) est une espèce d'insectes lépidoptères (papillons) de la famille des Lycaenidae et de la sous-famille des Polyommatinae.
L'espèce Plebejus argus a été décrite par le naturaliste suédois Carl von Linné en 1758, sous le nom initial de Papilio argus[1].
De très nombreuses sous-espèces, formes et variétés ont été décrites et ne sont pas reconnues par tous les auteurs, ce qui fait qu'il existe de nombreux synonymes[1],[2]. Le site Funet mentionne par exemple les sous-espèces suivantes[1] :
C'est un petit papillon qui présente un dimorphisme sexuel, le dessus du mâle est bleu violet à bordure noire et frange blanche, celui de la femelle est marron avec une ligne de lunules sub marginales orange surtout visibles aux postérieures.
Le revers est beige chez le mâle, ocre chez la femelle orné d'une ligne marginale de points noirs pupillés de bleu vert argenté doublée d'une ligne de lunules orange puis d'une ligne de points noirs cerclés de blanc.
Avers d'un mâle.
Avers d'une femelle.
Revers d'un mâle.
Revers d'une femelle.
La chenille, petite et trapue, possède une tête rétractile noire et un corps verdâtre avec une bande dorsale brune et sur les flancs une ligne blanche[6].
Il hiverne à l'état d'œuf ou de chenille.
Les chenilles sont soignées par des fourmis[3].
Il vole en deux générations, en mai-juin puis juillet-août. Les sous-espèces Plebejus argus aegidion, Plebejus argus hypochionus et Plebejus argus corsica sont univoltines[3].
Œuf
Chenille et fourmis
Chrysalide
Ses plantes hôtes sont des fabacées (gousses et fleurs): Astragalus, Coronilla, Cytisus, Galega, Genista, Lotus, Ulex. Pour Plebejus argus caernensis, la plante hôte est Helianthemum nummularium; pour Plebejus argus aegidion, c'est Onobrychis supina et Dirycnium pentaphyllum[3].
L'aire de répartition de l'Azuré de l'ajonc est paléarctique et recouvre toute l'Europe (sauf au nord la majorité de l'Angleterre et de la Scandinavie) et l'Asie tempérée jusqu'au Japon[3],[1].
En France métropolitaine, il serait présent dans tous les départements sauf quatre, Lot-et-Garonne, Tarn-et-Garonne, Mayenne et Hauts-de-Seine[4]. Mais la dernière mention remonte souvent à plusieurs dizaines d'années comme dans la Vienne 1912[7].
Il réside dans des lieux variés herbus et fleuris.
Pas de statut de protection particulier[8].
Plebejus argus
L’Azuré de l'ajonc ou Petit argus (Plebejus argus) est une espèce d'insectes lépidoptères (papillons) de la famille des Lycaenidae et de la sous-famille des Polyommatinae.
Unha Plebejus argus é unha especie de bolboreta da familia dos licénidos.[1] Amosa trazos de cor azul metálico na parte inferior das ás posteriores. A súa área de distribución no mundo esténdese ó longo de Europa e Asia, chegando até o Xapón.
Espécimes nun museo
Ovos
Macho
Femia
Femia
Unha Plebejus argus é unha especie de bolboreta da familia dos licénidos. Amosa trazos de cor azul metálico na parte inferior das ás posteriores. A súa área de distribución no mundo esténdese ó longo de Europa e Asia, chegando até o Xapón.
Akiuotasis melsvys (lot. Plebeius argus, vok. Geißklee-Bläuling) – melsvių (Lycaenidae) šeimos drugys. Dydis 12-15 mm.
Het heideblauwtje (Plebejus argus) is een vlinder die vooral op vochtige heide kan worden aangetroffen.[1][2]
De vlinder heeft een spanwijdte van hooguit 3 centimeter. Bij de mannetjes zijn de vleugels aan de bovenzijde blauw, bij de vrouwtjes bruin met een rijtje halvemaanvormige vlekjes aan de achterrand.
Het heideblauwtje komt bijna enkel voor in vegetaties met gewone dophei, voornamelijk de associatie van gewone dophei.
Zowel de rups als de vlinder hebben als waardplant de gewone dophei of (na de bloei van voorgaande) struikhei. De rupsen leven van de bloemen en jonge scheuten van de plant, de vlinders van de nectar. De verpopping vindt onder de grond plaats.
De rupsen van het heideblauwtje leven in mutualisme met mieren van het geslacht Lasius, waaronder de humusmier (Lasius platythorax). Zowel de rupsen als de poppen hebben klieren die een zoete stof afscheiden, waar de mieren verzot op zijn. Vaak bouwen de mieren een nest rond de pop. De mieren 'beschermen' de rups en de pop en zelfs de net uitgekomen vlinder tegen predatoren. De vliegtijd is van juni tot augustus.
Het heideblauwtje komt voor in Europa en Azië, van Midden-Scandinavië tot Zuid-Spanje en van Frankrijk tot in Japan.
In Vlaanderen komt de soort enkel nog voor in de Kempen.
De soort gaat in aantal achteruit vanwege vermesting, verdroging en vergrassing van de heide. Maar ook vorst in de lentes en extreme hitte in de zomers midden jaren negentig en in 2004 zijn aan te wijzen als oorzaken.[1] Het heideblauwtje heeft de status kwetsbaar op de Nederlandse rode lijst.
Ei
Het heideblauwtje (Plebejus argus) is een vlinder die vooral op vochtige heide kan worden aangetroffen.
Argusblåvinge (Plebeius argus) er en av blåvingene, en dagaktiv sommerfugl i gruppen glansvinger.
Argusblåvinge ligner på idasblåvinge og kan være vanskelig å skille fra den. Et sikkert artskjennetegn er at argusblåvinge har en liten krokbøyd spore ytterst på framskinnbeinet, mens denne mangler hos idasblåvinge.
Hannen har blå farge på vingenes overside. Langs vingeranden, et fint hvitt tynt bånd eller søm ytterst og et mørkere bredere svart innenfor. Overgangen mellom det svarte feltet og den blå fargen er glidende. Vingeundersiden er grå med mørke flekker i noen svært tynne hvite ringer. Ved vingeroten utbrer et blå grønt farge felt seg godt utover vingen. Bakvingenes underside har et gulorange bånd med noen blå runde flekker.
Hunnen har mørk brun farge på vingeoversiden. Langs vingeranden finnes et hvitt bånd eller søm, og innenfor en antydning til noen orange halvmåne former langs vingekanten. Undersiden er lysere og grå. Bakvingenes underside har noen gulorange flekker.
Vingespennet er mellom 23 og 27 millimeter.
Kroppen har et ytre skjelett (hudplater) som holder de bløte indre organer på plass. Det ytre hudskjelettet er bygd opp for det meste av kitin. Brystet og bakkroppen er blåsvart og lite håret på oversiden. Undersiden har tett hårbekledning av lyst gråhvite hår.
Fasettøynene er mørke. Hodet er smalt foran, palpene er store og fremoverrettet. Sommerfuglene skiller seg fra de fleste andre insektene ved at munnen ikke har kjever og lepper, men en lang sugesnabel (proboscis) mellom palpene. Den er rullet opp i en spiral, mellom palpene, under hodet, når den ikke er i bruk. Antennene sitter over og helt inntil fasettøynene. Antennene er trådformet og består av sylindriske ganske like ledd. Antenneklubben er flat eller skålformet. Leddene er farget slik at antennen får små ringer i svart og hvitt.
Beina er godt utviklet hos hunnene, som bruker alle beina til å gå med. Mens hanner har noe reduserte frambein og går på de fire bakerste beina. Det doble kloleddet på frambeina mangler eller er redusert. På det mellomste beinparet er børsten på skinnbeinet (tibia) godt utviklet.
Bakkroppens indre organer består av fordøyelsesorganer, forplantningsorganer og åndedrett. Åndedrettet hos sommerfugler foregår ikke ved lunger, men ved at luft hentes inn og ut av kroppen gjennom små hull i hudskjelettet (spirakler). I kroppen er det et svært finmasket system av trakéer som leder oksygenet til kroppens vitale deler. En blodvæske som sirkulerer i kroppen, pumpes rundt av et avlangt rørformet hjerte. Brystpartiet består for det meste av vingenes muskulatur. Sanseorganer, for syn, smak og lukt er stort sett plassert i hodet. Nervesystemet består av en bukmarg med to nervestrenger og én nerveknute (ganglion) i hvert kroppssegment. Den første nerveknuten, som ligger foran munnåpningen, er spesielt stor og omtales som hjerne.
Egget er grønnlig hvitt rundt og flatt, med et fint punktert mønster. Larven har generelt tykk hud og er ganske hardføre, den er grønnlig på farge, med en eller flere lengdestriper. Langs ryggen er det en mørk midtlinje. Undersiden er flat, mens oversiden er velvet. Larvens kropp smaler litt bakover. På bakkroppen har eldre larver har et par tentakler, som kan skytes ut og trekkes inn igjen. Kjertlen som produserer aminosyrer og det sukkerholdige stoffet, finnes på larvens sjuende bakkroppsledd.
Bak hodet, på bryststykket, som består av tre ledd, er det tre par bein. Lengre bak har larvene noen vorteføtter, som ikke er egentlige bein, men utvekster larven kan bruke til å holde seg fast. Lengst bak har den en analfot.
Larvens hode består av en hard hodekapsel med noen punktøyne. Under øynene er det noen små antenner larven bruker til å finne riktig føde. Larvens bakkropp består nesten bare av fordøyelsessystemet. Dette er ganske kort og mye av maten larven spiser passerer før all næringen er tatt opp. Avføringen kommer ut som små kuler helt bakerst på kroppen. Larvene ånder gjennom åpninger i hudskjelettet (spirakler), langs kroppens sider.
Puppene er bønneformet og urørlige, de ligner plantedeler som frø eller lignende.
Argusblåvinge finnes på alle slags gresskledde og blomsterrike enger. Arten foretrekker tørre lokaliteter, og finnes gjerne i veiskråninger og lignende. Den er uvanlig i fjellet og ytterst på kysten.
Glansvinger har normalt en rolig og gjerne flagrende flukt. Ofte flyr de korte turer fra blomst til blomst. Om natten og i overskyet vær hviler sommerfuglen. Flygetiden er fra slutten av juni til september. Vingene holdes sammenlagt opp og ut fra kroppen, og den noe spraglete vingeundersiden gir sommerfuglen en viss kamuflasje og beskyttelse.
Voksne glansvinger lever av nektar de suger opp fra blomstene på ulike planter (urter). Sugesnabelen, på hodets underside, gir sommerfuglen mulighet til å nå inn i dype blomster for å suge til seg nektar. Sugesnabelen gjør at sommerfugler er avhengig av flytende føde.
Parringen skjer ved sammenkobling mellom de to kjønnene. Under parring utskiller hannene en duft fra små duftskjell på vingene, dette kan være med å gjøre hunnen mer villig til å parres. Om et par forstyrres under parring, flyr vanligvis hannen, mens hunnen blir hengende passivt. Hunner som har parret seg inntar ofte en spesiell stilling, hvor vingene holdes noe flat og utbredt, mens bakkroppen løftes opp.
Larven er radikalt forskjellige fra de voksne, både i levevis og i kroppsbygning. Larven er trege og ikke særlig sky. De har ingen synlige forsvarsfunksjoner, som å kaste hodet til siden fram og tilbake eller å rulle sammen kroppen, ved berøring.
Larven lever som plantespiser og lever på lyng, blokkebær og vanlig solrose.
Larven lever i et nært samspill (symbiose) med maur, særlig arten Lasius niger. Larven har nesten alltid nærvær og beskyttelse av maur og det hender mauren bærer med seg larven. Larven utskiller et sukkerholdig stoff og aminosyrer, kalt honningdugg, fra en kjertel på bakkroppens sjuende ledd. Maur tiltrekkes og spiser dette stoffet, samtidig gir dette sommerfuglen en viss beskyttelse. De to tentaklene på bakkroppens åttende ledd, hos eldre larver, produserer trolig et feromon som styrker sameksistensen med maurene ytterligere.[1]
Larvens kroppstemperatur er mellom 35 og 38 grader C°. Ved lavere temperatur blir larven inaktiv. Derfor krever larver hos dagsommerfugler gjerne sollys for å være aktive. Om det blir for varmt regulerer larven temperaturen ved å oppsøke skygge.
Argusblåvinge tilhører gruppen av insekter med fullstendig forvandling (holometabole insekter), som gjennomgår en metamorfose i løpet av utviklingen. Mellom larvestadiet og det voksne stadiet er et puppestadium, en hvileperiode, der sommerfuglens indre og ytre organer endres. Larvens bøyelige og myke kropp omdannes til en puppe med et hardt skall. Når skallet er hardt begynner omdanningen fra larve til den voksne (imago) glansvingen. De indre organer brytes i varierende grad ned til en cellemasse. En omorganisering skjer og dyret bygges opp igjen. Puppeperioden varierer etter temperaturen, vanligvis mellom to til fire uker.
Argusblåvinge finnes i Europa og østover til Japan. I Danmark, det sørøstlige Sverige og Finland. I sørøstlige Norge langs kysten til Rogaland. Er funnet med noen få funn i Hordaland, Oppland og Møre og Romsdal.
Slektskapet innen gruppen glansvingene er avklart i ulik grad. Derfor kan endringer skje. Det har vært ulike måter å dele gruppen inn i. (Systematikken følger Fauna Europaea[2] )
Argusblåvinge (Plebeius argus) er en av blåvingene, en dagaktiv sommerfugl i gruppen glansvinger.
La ruva a viv dzortut an dzora a Leguminosae; a conviv con le furmije. Un-a o doe generassion a l'ann, la farfala a vola da magg a stèmber.
A viv an tuta Italia an gavand an Sicilia e Sardegna, da 600 a 3000 méter.
La ruva a viv dzortut an dzora a Leguminosae; a conviv con le furmije. Un-a o doe generassion a l'ann, la farfala a vola da magg a stèmber.
DistribussionA viv an tuta Italia an gavand an Sicilia e Sardegna, da 600 a 3000 méter.
Modraszek argus (Plebeius argus L.) − gatunek motyla z rodziny modraszkowatych (Lycaenidae).
Samica
Samiec
Dolna strona skrzydeł
Modraszek argus (Plebeius argus L.) − gatunek motyla z rodziny modraszkowatych (Lycaenidae).
Cechy Jeden z najmniejszych gatunków w obrębie rodziny modraszkowatych. Rozpiętość skrzydeł 20–23 mm. U samicy górna powierzchnia skrzydeł jest ciemnobrązowa i występują czerwone plamki na ich brzegu, u samców jest jasnoniebieska i ma szeroki, ciemny pasek na brzegu. Gąsienica jest zielona lub rudawa. Występowanie Niezbyt rzadki. Występuje głównie na wrzosowiskach, na obrzeżach bagien i na suchych murawach. Rozwój Samica składa jaja na dolnej części roślin żywicielskich gąsienic. Jaja są białe, bardzo małe i zimują na roślinach. Dalszy rozwój następuje dopiero na wiosnę. Przeobrażenie zupełne. Tryb życia Gąsienica żeruje na wrzosach, posłonkach oraz różnych gatunkach roślin z rodziny bobowatych. Z licznych gruczołów zapachowych wydziela zapach zwabiający mrówki. W obecności mrówek wysuwa dwa wyrostki z haczykami znajdujące się na ósmym segmencie ciała i porusza nimi. Rola tych wyrostków nie jest jednak dokładnie znana, mrówki interesują się bowiem tylko gruczołem, którego ujście znajduje się na siódmym segmencie ciała. Gdy swoimi czułkami dotkną gąsienicy, z otworu gruczołu wypływa słodka wydzielina pobierana przez mrówki. Gąsienice żerują głównie w nocy, podczas dnia zazwyczaj przebywają stłoczone na ziemi, u podnóża rośliny, na której żerują i otoczone przez mrówki, które bronią je przez napastnikami. Również poczwarka korzysta z opieki mrówek. Nie wydziela słodkiej wydzieliny, jednak prawdopodobnie wytwarza ten sam zapach, co gąsienice.Samica
Samiec
Dolna strona skrzydeł
Plebejus argus é uma espécie de insetos lepidópteros, mais especificamente de borboletas pertencente à família Lycaenidae.[1]
A autoridade científica da espécie é Linnaeus, tendo sido descrita no ano de 1758.
Trata-se de uma espécie presente no território português.
Plebejus argus é uma espécie de insetos lepidópteros, mais especificamente de borboletas pertencente à família Lycaenidae.
A autoridade científica da espécie é Linnaeus, tendo sido descrita no ano de 1758.
Trata-se de uma espécie presente no território português.
Ljungblåvinge, Plebejus argus[2], är en fjärilsart i familjen juvelvingar. Vingbredden varierar mellan 23 och 27 millimeter, på olika individer.[3]
Hanen är blåviolett på ovansidan och vingarna har en brunsvart kant med vita fransar längst ut. Vingarnas undersidor är ljusgrå med mörka och orange fläckar. Honan är brun på ovansidan med orange fläckar längs vingkanterna. Vingarna är ljusare bruna på undersidan med fläckar liknande hanens.[4] Ljungblåvinge kan vara svår att skilja från hedblåvinge (Plebejus idas) eftersom båda har samma utbredningsområde, är lika i utseendet och dessutom kan variera i utseende.[5]
Larven är grön-, brun- och vitrandig och blir upp till 10 millimeter lång.[4]
Värdväxter för ljungblåvingen är bland annat ljung, arter i solvändesläktet och olika ärtväxter ur exempelvis käringtandssläktet, vedelsläktet, ginstsläktet och puktörnesläktet.[6][7]
Larverna vårdas av myror i släktena Lasius och Formica.[7]
Ljungblåvingens utbredning är Europa och Turkiet samt den tempererade delen av Asien från Sibirien via Centralasien till Mongoliet, norra Kina och Japan. I Sverige förekommer den i hela landet upp till Jämtland och Norrbotten, i Lule och Pite lappmarker dock mycket glest. I Finland finns fjärilen i hela landet upp till 67° N. Den finns även i Norge med nordgräns i Møre og Romsdal fylke, samt i Danmark, där den har gått tillbaka och nu framför allt finns på norra Själland och Jylland.[8]
Wikimedia Commons har media som rör Ljungblåvinge.
Ljungblåvinge, Plebejus argus, är en fjärilsart i familjen juvelvingar. Vingbredden varierar mellan 23 och 27 millimeter, på olika individer.
Вид названий по імені героя грецьких міфів Аргуса — сина Геї та Арестора.
Вид поширений майже по всій Європі та в помірній Азії від Португалії та Великої Британії до Японії.[1]
В Україні трапляється у лісовій та лісостеповій зоні, в Карпатах, рідше у степовій зоні та Криму.
Розмір 11-14 мм. Крила самців зверху фіолетово-сині, з широкою (1-1,5 мм) темною зовнішньою облямівкою; у самиць - коричневі. Задні крила знизу з помаранчевою субмаргінальною перев'яззю, зовні від якої чорні плями, що містять блискучі синьо-зелені лусочки.[2]
Длина переднего крыла 11–15 мм. Размах крыльев 24-30 мм. Для данного типа бабочек характерны серебристые пятнышки на крыльях, чёрная кайма на концах крыльев и характеризующая семейство голубянок бахрома. Окрас крыльев самок и самцов отличаются: у самцов крылья синего цвета, а у самок — коричневого.
Утёсник обыкновенный и другие бобовые, вереск.
Этот вид голубянок обитает на вересковых пустошах Европы и Азии (кроме арктических областей), и наблюдать её можно на обширных пространствах вплоть до Японии.
Голубянки аргус летают с начала июня до начала августа, а осенью начинают откладывать яйца на одревесневшие стебли растений близ муравейников, где они пережидают зиму. В год дают одно-два поколения. Появившиеся весной гусеницы имеют зелёный, с чёрной в светлом обрамлении линией на спине, окрас[3]. Питаются лишь вечером и ночью бутонами и почками, предпочитая молодые растения, а днём укрываются среди листвы. Вырастая, они окукливаются в верхнем слое почвы, под камнями или в растительном опаде, но чаще в муравейниках. Муравьёв привлекает сладкая жидкость, выделяемая из особых желез на 10 сегменте тела гусеницы, но и после окукливания и сразу после вылупления бабочек муравьи продолжают о них заботиться.
ヒメシジミ（姫小灰蝶 学名：Plebejus argus）は、チョウ目（鱗翅目）シジミチョウ科ヒメシジミ亜科に分類される蝶の一種。
一般的なヒメシジミ亜科（ブルー）のシジミチョウで、翅裏は灰色地、後翅外周に沿ってオレンジ色の帯が入る。ミヤマシジミやアサマシジミと似ており、とくにミヤマシジミとは長らく混同されていた。オレンジ帯の中にある黒斑にはミヤマでは水色の構造色があるが、本種では見られない。
年一化性で、成虫は6～8月にかけて見られる。越冬態は卵である。食草の根元近くの枯れ葉などに1つずつ産みつけられる。
食草はアザミ類・ヨモギ・ヤマボクチ（キク科）、オオイタドリ（タデ科）など。食草があればどこでも生息しているというわけではなく、山地性が強いことに加え環境がよくないと見られない。実際開発により多くの地域で絶滅し、現在は環境省指定準絶滅危惧種となっている。
国内では北海道・本州の山地高原（西日本では中国山地のみ）、国外ではヨーロッパから東アジアにかけてのユーラシア大陸に生息する。
この項目は、動物に関連した書きかけの項目です。この項目を加筆・訂正などしてくださる協力者を求めています（Portal:生き物と自然／プロジェクト:生物）。 
.jpg)
-04.jpg)
.jpg)
.JPG)
-Copula.jpg)
_female.jpg)
_female_underside.jpg)
