nomes no trilho de navegação
Dryas octopetala ye una planta de flor árticu-alpina na familia de les Rosaceae. Ye un parrotal perenne pequeñu que forma grandes colonies d'apariencia almohadillada, y ye una flor bien popular nes rocalles.
Los renuevos son arbustivos, trabancosos, cañes qu'enraigonen horizontales. Les fueyes son glabres nel ház, mestu blancu-tomentoses nel viesu. Les flores producir en tarmos de 3 a 10 centímetros de llargu, y tienen ocho pétalos blancos cremosos. L'estilu ye persistente nel frutu con unos pelos plumosos blancos, funcionando como un axente de dispersión col vientu. Los pelos plumosos de la cabeza del frutu primero preséntense retorcigañaos, xuntos y brillantes, enantes de dixebrase pa escontra fora, nuna bola amplia, que'l vientu esvalixa rápido.
Crez en llugares secos onde la nieve se derrite ceo, na grava y los farallones predresos, formando una comunidá distinta del uz en suelos caliares.
Dryas octopetala tien una distribución estensa al traviés de les árees montascoses onde s'acuta xeneralmente a zones de piedra caliar. Estos inclúin la totalidá del Árticu, amás de los montes d'Escandinavia, los Alpes, Cárpatos, Pirineos, Balcanes, Cáucasu y en llugares aisllaos d'altos montes. En Gran Bretaña, atopar nos Pennines (norte d'Inglaterra), en dos localizaciones en Snowdonia (norte de Gales), y más llargamente nos Scottish Highlands; n'Irlanda alcuéntrase en The Burren y n'otros pocos llugares más. En Norteamérica, llega tan al sur como en Coloráu nes Montes Rocallosas.
El Dryas Recién y los estadios del vieyu Dryas nómense d'esta miente gracies a Dryas octopetala, por cuenta de les grandes cantidaes del so polen atopáu nes amueses coles que se fechen a eses dómines.
Mientres estos tiempos fríos, el Dryas octopetala atopábase más llargamente distribuyíu de lo que ta na actualidá, cuando zones estenses del hemisferiu norte qu'agora s'hayan cubrir polos montes fueron substituidas nos periodos fríos pola tundra.
Dryas octopetala describióse por Carlos Linneo y espublizóse en Species Plantarum 1: 501–502. 1753.[1]
L'epítetu octopetala deriva del Griegu octo (ocho) y petalon (pétalu), referir a los ocho pétalos de la flor, como un númberu pocu corriente nes Rosaceae, onde cinco ye'l númberu normal. Sicasí les flores que lleguen a 16 pétalos tamién son un fechu natural.
_2.jpg)
.
Esta páxina forma parte del wikiproyeutu Botánica, un esfuerciu collaborativu col fin d'ameyorar y organizar tolos conteníos rellacionaos con esti tema. Visita la páxina d'alderique del proyeutu pa collaborar y facer entrugues o suxerencies. Dryas octopetala ye una planta de flor árticu-alpina na familia de les Rosaceae. Ye un parrotal perenne pequeñu que forma grandes colonies d'apariencia almohadillada, y ye una flor bien popular nes rocalles.
La rosa de roca (Dryas octopetala) és una espècie rosàcia de planta amb flors.
És originària de la zona àrtico-alpina habita la tundra i als prats alpins. És de distribució circumpolar
És un subarbust que fa de 5 a 15 cm d'alt de fullatge persistent i de tiges prostrades i reptants. La flor de 2 a 4 cm de diàmetre té vuit pètals (d'aquí li ve el nom específic d'octopetala). Les fulles són oblongues de 0,5 a 4 cm, coriàcies i rugoses, verdes a l'anvers tomentoses i blanquinoses al revers.
Només es troba a l'estatge alpí del Pirineu i prepirineu. Floreix de juliol a agost. Creix en terrenys calcaris a les altituds compreses entre els 1900 i els 2800 m.
Els estadis del clima antic Dryas jove i altres estadis s'anomenen així per la gran quantitat de pol·len d'aquesta espècie que s'hi ha trobat.
_2.jpg)
A Spitsbergen
La rosa de roca (Dryas octopetala) és una espècie rosàcia de planta amb flors.
Mae'r Derrig (Dryas octopetala) yn blanhigyn blodeuol, Arctic–alpaidd, sy'n perthyn i deulu'r rhosod. Tyf ar ffurf matiau bytholwyrdd sy'n gallu bod yn eang iawn.
Yng Nghymru, prin iawn ydyw - yn gyfyngiedig i ddau gwm, ond ceir gormodedd ohono yn tyfu ar y galchfaen yn ardal y Burren, Swydd Clare, Iwerddon.
Arferai fod yn llawer iawn mwy cyffredin ar Ynys Prydain yn ystod Oes y Rhew, ond erbyn heddiw mae wedi ei gyfyngu i lethrau mynyddoedd uchel yng Nghymru a Lloegr. Mae'n tyfu mewn ambell lecyn ar arfordir yr Alban lle mae'r cynefin yn addas.
Y Derrig yn Grimsdalen, Parc Cenedlaethol Rondane, Norwy
Mae'r Derrig (Dryas octopetala) yn blanhigyn blodeuol, Arctic–alpaidd, sy'n perthyn i deulu'r rhosod. Tyf ar ffurf matiau bytholwyrdd sy'n gallu bod yn eang iawn.
Yng Nghymru, prin iawn ydyw - yn gyfyngiedig i ddau gwm, ond ceir gormodedd ohono yn tyfu ar y galchfaen yn ardal y Burren, Swydd Clare, Iwerddon.
Arferai fod yn llawer iawn mwy cyffredin ar Ynys Prydain yn ystod Oes y Rhew, ond erbyn heddiw mae wedi ei gyfyngu i lethrau mynyddoedd uchel yng Nghymru a Lloegr. Mae'n tyfu mewn ambell lecyn ar arfordir yr Alban lle mae'r cynefin yn addas.
Dryádka osmiplátečná (Dryas octopetala) je arkticko-alpská kvetoucí rostlina z čeledi růžovitých. Jedná se o malý stálezelený polokeř.
Roste v horských oblastech na vápencovém podloží. Roste v celé arktické oblasti, rovněž v pohořích ve Skandinávii, Islandu, Alpách, Karpatech, Balkáně, Kavkaze, v Anglii, v USA od Aljašky až po Skalnaté hory. Roste v suchých lokalitách, kde sníh rychle taje, na štěrkových a skalnatých podkladech ve velkých koloniích.
Je to oficiální květina Severozápadních teritorií Kanady a národní květina Islandu.
Stonky jsou dřevnaté, klikaté s horizontálními větvemi. Listy jsou nahoře hladké, zespodu s bílými chloupky. Květy jsou na stonku dlouhé 3 až 10 cm a mají osm bílých okvětních lístků, na základě kterých dostala rostlina své jméno octopetala.[1]
_2.jpg)
Semeno rostliny
_1.jpg)
V tomto článku byl použit překlad textu z článku Dryádka osemlupienková na slovenské Wikipedii.
Obrázky, zvuky či videa k tématu dryádka osmiplátečná ve Wikimedia Commons
Dryádka osmiplátečná (Dryas octopetala) je arkticko-alpská kvetoucí rostlina z čeledi růžovitých. Jedná se o malý stálezelený polokeř.
Almindelig rypelyng (Dryas octopetala) er en dværgbusk med en krybende eller opstigende vækst. Den vokser meget langsomt, sådan at planter med en stammediameter på 10 mm kan være så meget som 100 år gamle. Der går henved 10 år fra den spirer til den blomstrer.
Stænglerne er bøjelige med en bark, som først er lysegrøn og tæt håret. Senere bliver den lysebrun og hårløs. Bladene er spredtstillede og ovale med rundtakket rand. Oversiden er mørkegrøn, mens undersiden er hvid og håret. Almindelig rypelyng blomstrer i maj-juni. De hvide blomster sidder på 3 – 5 cm lange stilke. De roterer 360 grader i løbet af døgnet, sådan at de hele tiden vender mod solen. Blomsten har sædvanligvis 8 kronblade, men der kan være flere.
Almindelig rypelyng bliver oftest bestøvet af insekter. Selvbestøvning kan dog også forekomme. Efter afblomstring vokser stilken videre, mens der dannes mange nøddefrugter. Griflen tabes ikke, som den gør på de fleste andre planter, og i stedet forlænges den til et stort fjerlignende spredningsorgan, som vinden let får fat i.
Rodnettet består af en lodret jordstængel, som bærer de overjordiske dele og et tæt netværk af trævlerødder. Planten danner både over- og underjordiske udløbere. Rypelyng har samliv med en eller flere svampe i form af mykorrhiza.
Højde x bredde og årlig tilvækst: 0,20 x 0,20 m (2 x 2 cm/år), heri ikke medregnet eventuelle udløbere.
Almindelig rypelyng er en arktisk, cirkumpolar bjergplante som vokser på løs, kalkrig bund i kølige strøg på den Nordlige halvkugle. I Norge er det højeste fund i Jotunheimen, hvor den findes 2275 m.o.h.. I Nordnorge og på Svalbard vokser den helt ned i strandkanten, og der er også spredte lavlandsforekomster i Sydnorge.
Foruden i arktiske egne, finder man almindelig rypelyng som bjergplante i Skandinavien, Alperne, Karpaterne, på Balkan og i Kaukasus. I Storbritannien er den fundet i Wales og i Nord-England. I det skotske højland er den almindeligt forekommende. I Nordamerika er den almindelig i Alaska, og i Rocky Mountains vokser den så langt mod syd som Colorado.
Arten forekommer på kalkrige, tørre og vindeksponerede heder og skrænter, områder, der ofte bliver kaldt rypelyngheder. Ved bjerget Ben Alder i Skotland findes arten I samfund med bl.a. alpeærenpris, bjergløvefod, Carex atrata, Carex capillaris, fjeldrapgræs, fåresvingel, Minuartia sedoides, purpurstenbræk, solstenbræk og tuelimurt
Da isen trak sig tilbage efter sidste istid, var almindelig rypelyng en af de planter, som koloniserede de blotlagte steppelandskaber. Efterhånden som klima og næringsgrundlag blev bedre, blev den ganske som andre planter i dette plantesamfund fortrængt af mere krævende arter. Denne udvikling fra nøjsomme tundraplanter til eng og skov kan man se i aflejringer, bl.a. i Skåne. Fordi der findes mange af de letgenkendelige og velbevarede rypelyngblade i dette materiale, har man kaldt tiden, hvor almindelig rypelyng var dominerende, for dryasperioden.
I en udvikling mod varmere klima vil man komme til at se det samme. Forsøg har vist, at øget næringstilgang og højere temperatur øger forekomsten af græslignende planter (græsser og halvgræsser) og urter på bekostning af almindelig rypelyng.[1]
Undersøgelser har vist, at almindelig rypelyng indeholder garvestoffer og flere vigtige mineraler, som kalcium og kiselsyre.
Samerne har brugt den som medicin mod flere sygdomme. På Island har den også været brugt som medicinplante. Den blev anset for generelt styrkende, blodrensende og virksom mod diarré. Det mest almindelige var at lave en te af knuste blade. Mod snue blev et pulver af tørrede og knuste blade af almindelig rypelyng og engsoleie (Ranunculus acris) snust op i næsen. Mod hårdnakket hoste blev planten lagt på bålet, og røgen indåndet af den syge. Saften af friske blade blev brugt mod vorter. I Sydeuropa har almindelig rypelyng været brugt mod betændelse i mund og hals. Forsøg har vist, at almindelig rypelyng virker appetitvækkende og stimulerer fordøjelsen.
Brugt til farvning af garn giver almindelig rypelyng gule og brune nuancer. Om vinteren bliver plantens blade græsset af rensdyr. På Island bliver bladene kaldt rjúpnalauf, fordi de er et vigtigt vinterfoder for ryper.
Almindelig rypelyng (Dryas octopetala) er en dværgbusk med en krybende eller opstigende vækst. Den vokser meget langsomt, sådan at planter med en stammediameter på 10 mm kan være så meget som 100 år gamle. Der går henved 10 år fra den spirer til den blomstrer.
Die Weiße Silberwurz (Dryas octopetala) gehört zur Gattung Dryas in der Familie der Rosengewächse (Rosaceae). Die Silberwurz ist eine arkto-alpine Art der Nordhalbkugel, die zirkumpolar verbreitet ist. In Torfablagerungen Schwedens und Dänemarks wurden in der zweiten Hälfte des 19. Jahrhunderts makrofossile Überreste der Weißen Silberwurz entdeckt, sie bilden die sogenannten "Dryas-Torfe" und damit Nachweise mehrerer Kälteschwankungen in wechselhaften Klimaphasen am Ende der Weichsel-Kaltzeit im Norden Europas. Das massenhafte Auftreten dieser Pflanzen und ihrer Pollen führte zur Benennung dieser drei Kaltphasen in Älteste Dryaszeit, Ältere Dryaszeit und Jüngere Dryaszeit, die jeweils durch Wärmeschwankungen voneinander abgegrenzt sind.[1] Die markanteste dieser Klimaschwankungen war die Jüngere Dryaszeit.
Die Silberwurz ist ein exemplarischer Klima-Indikator arktischer Verhältnisse und glazialer Perioden. Wo sie rezent in den mittleren Breiten auftritt, ist sie in jedem Fall auch ein Glazialrelikt. Sie ist eines der Wahrzeichen der arkto-alpinen Flora der Hochgebirge Europas und der Alpen und ökologisch auch der wohl markanteste Typus eines Spalierstrauches.
Die Gattung wurde im 16. Jahrhundert Chamaedrys genannt, was Zwergeiche (von griech. chamei = zwergartig und drys = Eiche) bedeutet. Carl von Linné gab der Gattung im 18. Jahrhundert den Namen Dryas und belegte die Art mit dem Epitheton octopetala (achtblättrig), wegen der meist acht weißen Blütenblätter. Dies ist eine Ausnahme in der Familie, in der sonst fünfzählige Blüten üblich sind.
Immergrüner stark verzweigte Spalierstrauch mit niederliegenden Langtrieben und nur 2–10 cm langen aufgerichteten Kurztrieben, vereinzelt Wurzeln treibend, rotbräunlich, meist angedrückt behaart, teilweise mit Blattgrundresten bekleidet, die zuletzt mit der Ringelborke abgestoßen werden.[2] Laubblätter an den kriechenden Sprossen angenähert zweizeilig, bei den aufgerichteten rundum stehend, immergrün, lederig derb. Blattstiel etwa 1–2 cm lang, behaart, Spreite oberseits dunkelgrün mit vertieftem Adernetz, meist kahl, unterseits dicht weißfilzig mit hervortretenden Haupt- und Seitennerven, am Rande gewöhnlich schmal nach untern umgefalzt, aus meist schiefem, abgerundetem bis etwas herzförmigem Grund länglich elliptisch bis angedeutet (verkehrt) eiförmig, vorn abgerundet oder stumpflich, jederseits mit 4–8(–10) meist stumpfen bis 2–3 mm langen Kerbzähnen, 5–30(–40) mm lang, 5–15(–20) mm breit. Nebenblätter meist trockenhäutig, behaart, sehr schmal linealisch-dreieckig, ungefähr zwei Drittel ihrer Länge mit dem Blattstiel verwachsen, der feie Abschnitt etwa 4–7 mm lang und 1–1,5 mm breit.
Er bildet eine starke Pfahlwurzel aus. Die kriechenden Äste und Zweige können hierbei eine Länge von bis zu einem Meter erreichen.
Die zwittrigen oder durch mehr oder minder starke Verkümmerung der Staub- oder Fruchtblätter polygamen, radiärsymmetrischen Blüten sind einzeln, auf endständigen, aufrechten, meist etwa 5–10 cm hoch, (filzig) dichthaarigen und besonders im oberen Teil dazu drüsenhaarigen Stielen, die sich zur Fruchtzeit noch etwas verlängern, bei ausgebreiteten Kronblättern etwa 2,5–4 cm breit.[3] Kelchzipfel meist (7–) 8 (–9), breitlinealisch- lanzettlich, wenig zugespitzt, 6–11 mm lang, 2–3,5 mm breit, außen bräunlich filzig und drüsig, innen kahl. Kronblätter in derselben Zahl wie die Kelchblätter, rein weiß, verkehrt eiförmig, 10–18 mm lang, 5–12 mm breit, kahl, bald nach der Blüte abfallend. Staubblätter zahlreich, kahl, 7–11 mm lang, nicht so hoch wie die Griffel oder diese überragend. Fruchtblätter zahlreich, dichthaartig, mit endständigem, zunächst schraubig gedrehtem und an der Spitze eingerolltem Griffel, der sich bei der Fruchtreife bis 2–3 cm verlängert und eine federig-weiße, silbern schimmernde Behaarung ausbildet. Fruchtboden schwach gewölbt, behaart, sich bei der Fruchtreife nicht streckend.
Blütezeit: Juni bis Juli. In tiefen Lagen schon im Mai. Im Hochgebirge und in der Arktis Mitte Juni bis Anfang August. Die Früchte verbreiten sich durch behaarte Fortsätze mit Hilfe des Windes (Windverbreitung). Die Fruchtreife tritt ab Juli ein.
Die Chromosomenzahl beträgt 2n = 18 oder 36.[4]
Die Art ist arktisch-alpin verbreitet. Das Gebiet umfasst neben den Alpen und anderen Gebirgen Mittel- und Südeuropas die arktische Region, Nordeuropa, Sibirien, Ostasien und Nordamerika. In Nordschweden bildet die Silberwurz zusammen mit Moosen und Flechten die Hauptvegetation der Tundra. Im Süden reicht das Verbreitungsgebiet der Art bis Nordspanien, Mittelitalien, den Rhodopen in Südbulgarien, sowie in Griechenland an der Mazedonisch-Griechischen Grenze (Tzena, Voras-Gebirge) sowie Bulgarisch-Griechischen Grenze (Orvilos, Falakron in den Rhodopen).[5]
Als Standort werden Zwergstrauchheiden der arktischen Tundren, Moränenschutt, Felsfluren, Matten und Kalkschuttfluren oberhalb der Waldgrenze bevorzugt. In den Alpen ist diese Pflanzenart zwischen 1200 und 2500 Meter anzutreffen. In Nordeuropa werden eher saure Böden bevorzugt. Sie ist eine Charakterart der Klasse Carici-Kobresietea, kommt aber auch in Gesellschaften der Klasse Thlaspietea rotundifolii oder des Verbands Seslerion vor.[4]
Die ökologischen Zeigerwerte nach Landolt & al. 2010 sind in der Schweiz: Feuchtezahl F = 2+ (frisch), Lichtzahl L = 5 (sehr hell), Reaktionszahl R = 5 (basisch), Temperaturzahl T = 1+ (unter-alpin, supra-subalpin und ober-subalpin), Nährstoffzahl N = 2 (nährstoffarm), Kontinentalitätszahl K = 3 (subozeanisch bis subkontinental).[6]
Dryas octopetala und häufiger noch ihre Hybride mit der nordamerikanischen Art Dryas drummondii, Dryas × suendermannii Kellerer ex Sünd., finden gelegentlich als Zierpflanzen in Steingärten Verwendung.
Fossilien von Dryas sind Leitarten der Quartärflora, die fossilen Daten zur spätglazialen Verbreitung repräsentieren in deutlicher Weise eiszeitliche klimatischen Veränderungen.[7] So können aus dem Kontrast der heutigen zur spätglazialen Verbreitung während des Letzten Glazialen Maximums (LGM) Ableitungen zum Klima und Ausdehnung periglazialer Tundren in Europa rekonstruiert werden. So umfasste das spätglaziale Territorium der Weißen Silberwurz die Flachländer von Ost-Irland, Großbritannien südlich Schottlands, die Bretagne, die Beneluxstaaten, Mittel- und Osteuropa sowie die nördliche pannonische- sowie praktisch die gesamte Po-Tiefebene.[8] Aus diesem kompakten und zusammenhängenden Verbreitungsgebiet wanderten die Populationen in den Warmphasen und Interstadialen in nördlichere, oder in höher liegende Standorte der Hochgebirge. Diese klimatisch induzierten Wanderungsbewegungen finden sich analog bei vielen anderen arktisch-alpinen Arten die als sogenannten arkto-alpine Disjunktion gilt.
Während der Jüngeren Dryaszeit (etwa 10.730–9.700 v. Chr.) war die Art überall in Europa verbreitet, was aus den Pollenanalysen aus dieser Zeit hervorgeht. Der Zeitabschnitt am Ende des Pleistozäns wurde nach dieser Pflanze benannt.
Die Pflanze ist ausgesprochen genügsam, sofern sie genügend Licht bekommt. Da die Pflanze nur wenige Wochen im Jahr stoffwechselaktiv ist, kann sie ein hohes Alter von bis zu 100 Jahren erreichen.
Die Blüten werden während des kurzen arktischen bzw. Hochgebirgssommers wie eine Parabolantenne der Sonne nachgeführt. Als Wärmekollektor stellen sie somit einen attraktiven Landeplatz für Insekten dar. Die Spross- und Blütenknospen werden schon in der vorhergehenden Vegetationsperiode angelegt.
Die Weiße Silberwurz besitzt Wurzelknöllchen, die mit Actinomyceten der Gattung Frankia Luftstickstoff binden. Außerdem gehen sie eine Symbiose mit Ektomykorrhizapilzen ein, wie z. B. dem Starkriechenden Pfifferling, Tomentella sp., Dryadirhiza fulgens und Cenococcum geophilum[9].
Je nach Auffassung umfasst die Gattung zwei bis drei Arten (Dryas drummondii, Dryas octopetala und Dryas integrifolia).
Die blassgelb blühende Art Dryas drummondii und die weißblühende Dryas integrifolia besiedeln die Gebirge Nordamerikas, wobei Dryas integrifolia auch als Varietät von Dryas octopetala angesehen wird (Dryas octopetala var. integrifolia)[10].
Für die Weiße Silberwurz bestehen bzw. bestanden auch die weiteren deutschsprachigen Trivialnamen: Alpengamänderlin, Berggamanderlin, weißer Gathau (Pinzgau bei Fusch), Hirtzwurz, Kateinl (Pinzgau).[11]
Die Weiße Silberwurz ist oft ausgezeichnet fossil erhalten. Die Blüten, Früchtchen und Pollen haben in eiszeitlichen Tonablagerungen zigtausend Jahre überstanden. Die Pflanzenart war mit Ausklingen der Eiszeit über ganz Deutschland verbreitet (Nachweis über Pollenanalysen). Nach dieser Pflanzenart wurde diese Zeit Dryas-Zeit (Silberwurzzeit) genannt.
Diese Pflanzenart steht gebietsweise unter gesetzlichem Schutz. Die Silberwurz ist die Symbolpflanze der schwedischen Provinz Lappland und seit 2004 Nationalblume Islands.
Die Weiße Silberwurz (Dryas octopetala) gehört zur Gattung Dryas in der Familie der Rosengewächse (Rosaceae). Die Silberwurz ist eine arkto-alpine Art der Nordhalbkugel, die zirkumpolar verbreitet ist. In Torfablagerungen Schwedens und Dänemarks wurden in der zweiten Hälfte des 19. Jahrhunderts makrofossile Überreste der Weißen Silberwurz entdeckt, sie bilden die sogenannten "Dryas-Torfe" und damit Nachweise mehrerer Kälteschwankungen in wechselhaften Klimaphasen am Ende der Weichsel-Kaltzeit im Norden Europas. Das massenhafte Auftreten dieser Pflanzen und ihrer Pollen führte zur Benennung dieser drei Kaltphasen in Älteste Dryaszeit, Ältere Dryaszeit und Jüngere Dryaszeit, die jeweils durch Wärmeschwankungen voneinander abgegrenzt sind. Die markanteste dieser Klimaschwankungen war die Jüngere Dryaszeit.
Die Silberwurz ist ein exemplarischer Klima-Indikator arktischer Verhältnisse und glazialer Perioden. Wo sie rezent in den mittleren Breiten auftritt, ist sie in jedem Fall auch ein Glazialrelikt. Sie ist eines der Wahrzeichen der arkto-alpinen Flora der Hochgebirge Europas und der Alpen und ökologisch auch der wohl markanteste Typus eines Spalierstrauches.
Dryas octopetala l'è 'na piànta de fiùr a distribusiù àrtico-alpina che fà part de la famìa botànica de le Rosaceae. La g'ha portamènt de boscaì pesèn e la scàmpa divèrsi agn, la fùrma dele colònia che pöl véser pò a bèle grànde de preferènsa en ambièncc ruciùs e che par dei tapé.
I gamp i è de tìpo arbüstìf, töcc storzégn, che trà fò dei ram che se svelöpa 'n orizontàl. Le fòie i è sènsa péi de l'endrìt, e tomentùze biànche de l'envèrs. I fiùr i se fùrma 'nsìma a dèi gamp lónch de 3 a 10 ghèi, e i g'ha òt pétali de culùr biànch cremùs. I péi del fröt, che par piöme, prima i g'ha aspèt storzégn, töcc tacàcc ensèma e sterlözèncc, dòpo i se sepàra e i se dèrf fò 'nfìna a furmà 'n balù, che vé facilmènt sparnegàt del vènt.
La crès en pòscc sèch endóche la néf la se delégua per prìma e 'ndoche 'l teré l'è calcàreo, 'n mès al geròt e a le scarpàde ruciùze.
Dryas octopetala l'è 'na piànta che crès endèn areàl bèl grant en àree montagnùze con préde calcàree. Se la tróa en töt l'Artich, endèi mucc de la Scandinavia, sö le Alpi, Carpàsi, Pirenèi, Balcani, Càucazo e pòscc izolàcc de àlta montàgna. 'N Gran Bretagna, se la tróa söi mucc Pennini (endèl'Inghiltèra setentriunàla), endèn pér de stasiù en Snowdonia (Gales setentriunàl), e piö facilmènt endèle Highlands en Scòsia; en Irlanda se la tróa 'ndèl Burren e e 'n póch óter pòscc. En Amèrica setentriunàla, la rìa 'nfìna al Colorado e a le Montàgne ruciùze.
Dryas octopetala l'è stàda discriìda del Linèo endèla püblicasiù Species Plantarum 1: 501–502. 1753. [1]
Dryas octopetala (Muntain day's-ee) is an arctic-alpine flouerin plant in the faimily Rosaceae. It is a smaa prostrate evergreen subshrub furmin lairge colonies. The specific epithet octopetala derives frae the Greek octo (aicht) an petalon (petal), referrin tae the aicht petals o the flouer, an unuisual nummer in the Rosaceae, whaur five is the normal nummer. However, flouers wi up tae 16 petals an aa occur naiturally.
Seed heid o Dryas octopetala
Dryas octopetala l'è 'na piànta de fiùr a distribusiù àrtico-alpina che fà part de la famìa botànica de le Rosaceae. La g'ha portamènt de boscaì pesèn e la scàmpa divèrsi agn, la fùrma dele colònia che pöl véser pò a bèle grànde de preferènsa en ambièncc ruciùs e che par dei tapé.
Dryas octopetala (Muntain day's-ee) is an arctic-alpine flouerin plant in the faimily Rosaceae. It is a smaa prostrate evergreen subshrub furmin lairge colonies. The specific epithet octopetala derives frae the Greek octo (aicht) an petalon (petal), referrin tae the aicht petals o the flouer, an unuisual nummer in the Rosaceae, whaur five is the normal nummer. However, flouers wi up tae 16 petals an aa occur naiturally.
Nuorsá dahjege golka (Dryas octopetala) lea ruvsušaddu (Rosaceae), mii gullá nuorssáide (Dryas). Nuorsá šaddá duoddariin.
Dryas octopetala, the mountain avens,[2] eightpetal mountain-avens, white dryas or white dryad,[3] is an Arctic–alpine flowering plant in the family Rosaceae. It is a small prostrate evergreen subshrub forming large colonies. The specific epithet octopetala derives from Greek octo 'eight' and petalon 'petal', referring to the eight petals of the flower, an unusual number in the Rosaceae, where five is the normal number. However, flowers with up to 16 petals also occur naturally.
As a floral emblem, it is the official territorial flower of the Northwest Territories and the national flower of Iceland.
The stems are woody, tortuous, with short, horizontal rooting branches. The leaves are glabrous above, densely white-tomentose beneath. The flowers are produced on stalks 3–10 cm (1–4 in) long, and have eight creamy white petals – hence the specific epithet octopetala.[4] The style is persistent on the fruit with white feathery hairs, functioning as a wind-dispersal agent. The feathery hairs of the seed head first appear twisted together and glossy before spreading out to an expanded ball which the wind quickly disperses.
Dryas octopetala has a widespread occurrence throughout mountainous areas where it is generally restricted to limestone outcrops. These include the entire Arctic, as well as the mountains of Scandinavia, Iceland, the Alps, the Carpathian Mountains, the Balkans, the Caucasus, and in isolated locations elsewhere. In Great Britain, it occurs in the Pennines of Northern England, at two locations in the Snowdonia region of North Wales, and more widely in the Scottish Highlands. In Ireland, it occurs on The Burren and a few other sites. In North America, it is found in Alaska, most frequently on previously glaciated terrain, and through the Canadian Rockies[5] reaching as far south as Colorado in the Rocky Mountains. It grows in dry localities where snow melts early, on gravel and rocky barrens, forming a distinct heath community on calcareous soils.
The Younger Dryas, Older Dryas and Oldest Dryas stadials are named after Dryas octopetala, because of the great quantities of its pollen found in cores dating from those times. During these cold spells, Dryas octopetala was much more widely distributed than it is today, as large parts of the northern hemisphere that are now covered by forests were replaced in the cold periods by tundra.
D. octopetala is cultivated in temperate regions as groundcover, or as an alpine or rock garden plant. It has gained the Royal Horticultural Society's Award of Garden Merit.[6][7] The leaves are occasionally used as an herbal tea.
_2.jpg)
Seed head
_1.jpg)
Dryas octopetala, the mountain avens, eightpetal mountain-avens, white dryas or white dryad, is an Arctic–alpine flowering plant in the family Rosaceae. It is a small prostrate evergreen subshrub forming large colonies. The specific epithet octopetala derives from Greek octo 'eight' and petalon 'petal', referring to the eight petals of the flower, an unusual number in the Rosaceae, where five is the normal number. However, flowers with up to 16 petals also occur naturally.
As a floral emblem, it is the official territorial flower of the Northwest Territories and the national flower of Iceland.
La okpetala driado[1] aŭ okpetalulo (Dryas octopetala) (aŭ driado aŭ montara zingibro) apartenas al holarktisa genro Dryas, kiu ampleksas tri speciojn. La planton nomis oni en la 16-a jarcento Chamaedrys. Tiu ĉi nomo signifas "pigmea kverko" (el la greka chamei = pigmeosimila kaj drys = kverko). Linnaeus donis en la 19-a jarcento la genran nomon Dryas. La nomo okpetalulo venas el la latina octopetala, t.e. okpetala, pro la plej ofte ok blankaj petaloj aŭ "florfolioj").
La okpetalulo estas signo de la Alpoj kaj la plej karakteriza tipo de spalira arbusteto.
La spalira arbusto havas alton de 5–15 cm, estas ĉiamverda kaj vivas ĝis 100 jaroj. Ĝi posedas subgrunde kuŝantan ligniĝintan ŝoson, kiu povas traplekti grandajn areojn. La folioj havas mallongan petiolon kaj estas entranĉataj, kun ĉirkaŭvolva rando. La supra flanko estas senhara, la suba havas fajnan, blankfeltan, briletan hararon kiu servas kontraŭ la transpirado.
La blankaj floroj estas 2–4 cm larĝaj kaj kreskas el la folia akselo. La stiluso longas 3 cm. La florado daŭras de junio ĝis aŭgusto.
La ŝosaj kaj floraj burĝonoj aperas en la antaŭ-vegeta periodo.
La okpetala driado havas radikajn tuberetojn, kiuj ligas aeran nitrogenon per aktinomicetoj. Krom tio, ĝi havas simbiozan mikorizon, kiu helpas la akvoakcepton.
La specio ofte aperas sur kalkaj ĉenoj, fundoj de la Alpoj inter 1.200 kaj 2.500 m.
La disvastiĝa areo estas Alpoj, Sud- kaj Mezeŭropo same kiel la arkta regiono.
La okpetalulo ofte nomatas kiel "fosilio". La floroj, fruktetoj kaj polenoj travivis la glaciepokon.
En Norda Svedujo, la okpetalulo formas la precipan vegetaĵaron de la tundro, kun muskoj kaj likenoj.
La planto estas protektata.
_2.jpg)
La okpetala driado aŭ okpetalulo (Dryas octopetala) (aŭ driado aŭ montara zingibro) apartenas al holarktisa genro Dryas, kiu ampleksas tri speciojn. La planton nomis oni en la 16-a jarcento Chamaedrys. Tiu ĉi nomo signifas "pigmea kverko" (el la greka chamei = pigmeosimila kaj drys = kverko). Linnaeus donis en la 19-a jarcento la genran nomon Dryas. La nomo okpetalulo venas el la latina octopetala, t.e. okpetala, pro la plej ofte ok blankaj petaloj aŭ "florfolioj").
La okpetalulo estas signo de la Alpoj kaj la plej karakteriza tipo de spalira arbusteto.
Dryas octopetala es una planta de flor ártico-alpina en la familia de las Rosaceae. Es un arbusto perenne pequeño que forma grandes colonias de apariencia almohadillada, y es una flor muy popular en las rocallas.
Los vástagos son arbustivos, tortuosos, ramas que arraigan horizontales. Las hojas son glabras en el haz, denso blanco-tomentosas en el envés. Las flores se producen en tallos de 3 a 10 centímetros de largo, y tienen ocho pétalos blancos cremosos. El estilo es persistente en el fruto con unos pelos plumosos blancos, funcionando como un agente de dispersión con el viento. Los pelos plumosos de la cabeza del fruto primero se presentan retorcidos, juntos y brillantes, antes de separarse hacia fuera, en una bola amplia, que el viento dispersa rápidamente.
Crece en lugares secos en donde la nieve se derrite temprano, en la grava y los farallones rocosos, formando una comunidad distinta del brezo en suelos calcáreos.
Dryas octopetala tiene una distribución extensa a través de las áreas montañosas donde se restringe generalmente a zonas de piedra caliza. Estos incluyen la totalidad del Ártico, además de las montañas de Escandinavia, los Alpes, Cárpatos, Pirineos, Balcanes, Cáucaso y en lugares aislados de altas montañas. En Gran Bretaña, se encuentra en los Pennines (norte de Inglaterra), en dos localizaciones en Snowdonia (norte de Gales), y más ampliamente en los Scottish Highlands; en Irlanda se encuentra en The Burren y en otros pocos lugares más. En Norteamérica, llega tan al sur como en Colorado en las Montañas Rocallosas.
El Dryas Reciente y los estadios del viejo Dryas se nombran de este modo gracias a Dryas octopetala, debido a las grandes cantidades de su polen encontrado en las muestras con las que se fechan a esas épocas.
Durante estos tiempos fríos, el Dryas octopetala se encontraba más ampliamente distribuido de lo que está en la actualidad, cuando zonas extensas del hemisferio norte que ahora se hayan cubiertas por los bosques fueron substituidas en los períodos fríos por la tundra.
Dryas octopetala fue descrita por Carlos Linneo y publicado en Species Plantarum 1: 501–502. 1753.[1]
El epíteto octopetala deriva del Griego octo (ocho) y petalon (pétalo), se refiere a los ocho pétalos de la flor, como un número poco corriente en las Rosaceae, donde cinco es el número normal. Sin embargo las flores que llegan a 16 pétalos también son un hecho natural.
_2.jpg)
Dryas octopetala es una planta de flor ártico-alpina en la familia de las Rosaceae. Es un arbusto perenne pequeño que forma grandes colonias de apariencia almohadillada, y es una flor muy popular en las rocallas.
Harilik drüüas (Dryas octopetala) on igihaljas poolpõõsas roosõieliste sugukonnast.
Selle aeglase kasvuga pikaealise taime levila on Arktikas ja põhjapoolkera mägistel aladel.
Harilik drüüas kasvab arktilises kliimas ja mägedes. Ta kasvab Arktikas, Skandinaavia mägedes, Alpides, Karpaatides, Balkani ja Kaukasuse mägedes ning harvemalt ka mujal Euroopas ja Põhja-Ameerikas. Eestis teda ei leidu.
Taim eelistab kuivi kasvukohti, kus lumi sulab varakult. Kasvab kruusasel ja kivisel lubjarikkal pinnasel ning katab tihti suuri alasid.
Varred on puitunud, sageli lamavad, lühikeste horisontaalsete juurduvate külgvõsudega. Lehed on paksud ja nahkjad. Lehtede pealispind on sile ja tumeroheline, alumine pind valgelt viltjas.
Õieraod on 3–10 cm pikkused. Õiel on enamasti kaheksa kreemikasvalget kroonlehte, kuid neid võib olla ka märksa rohkem. Õitseb tavaliselt mais-juunis. Õied pöörduvad vastavalt päikese liikumisele. Taim on valdavalt putuktolmleja, kuid esineb ka isetolmlemist. Vili on pähkel, mis on kaetud valgete sulgkarvadega.
Harilik drüüas on väga aeglase kasvuga. Saja-aastasel taimel on sageli 10-millimeetrise läbimõõduga vars. Õitsemiseni võib kuluda kümme aastat.
Rahvameditsiinis on hariliku drüüase kuivatatud lehtedest valmistatud toniseerivat ja verd puhastavat teed. Seda on kasutatud ka kõhulahtisuse raviks. Köha raviks hingati sisse taime põlemisel tekkivat suitsu ning nohu raviks pulbriks tehtud taime. Värske mahlaga raviti soolatüükaid.
Taime on kasutatud lõnga värvimiseks.
Talvel on drüüase lehed toiduks põhjapõtradele. Islandil on see talvel püüde põhiline toit.
Harilikku drüüast kasutatakse ka haljastuses. Ta on väga vastupidav ja sobib hästi kiviktaimlasse.
Harilik drüüas on Islandi rahvuslill ja alates 1989. aastast Norra Sør-Trøndelagi maakonnalill.
Hariliku drüüase vili
Harilik drüüas (Dryas octopetala) on igihaljas poolpõõsas roosõieliste sugukonnast.
Selle aeglase kasvuga pikaealise taime levila on Arktikas ja põhjapoolkera mägistel aladel.
Lapinvuokko eli tunturilapinvuokko (Dryas octopetala) on tyypillinen arktisella tai vuoristotundralla kasvava lapinvuokkojen sukuun ja Rosaceae-heimoon kuuluva kasvi. Lapinvuokko on kahdeksanterälehtinen, mikä käy ilmi myös sen tieteellisestä lajinimestä. Kasvi on 3–10 senttimetriä korkea.[2] Lapinvuokko on kalkinsuosija.
Lapinvuokko on Islannin kansalliskukka. Suomessa lapinvuokkoa esiintyy Lapissa ja se on yleinen Käsivarren ja Inarin Lapissa. Lisäksi sitä tavataan Ruotsin, Norjan ja Venäjän pohjoisosissa ja Alpeilla.[3]
Lapinvuokko eli tunturilapinvuokko (Dryas octopetala) on tyypillinen arktisella tai vuoristotundralla kasvava lapinvuokkojen sukuun ja Rosaceae-heimoon kuuluva kasvi. Lapinvuokko on kahdeksanterälehtinen, mikä käy ilmi myös sen tieteellisestä lajinimestä. Kasvi on 3–10 senttimetriä korkea. Lapinvuokko on kalkinsuosija.
Lapinvuokko on Islannin kansalliskukka. Suomessa lapinvuokkoa esiintyy Lapissa ja se on yleinen Käsivarren ja Inarin Lapissa. Lisäksi sitä tavataan Ruotsin, Norjan ja Venäjän pohjoisosissa ja Alpeilla.
Dryas octopetala
La dryade à huit pétales (Dryas octopetala) est une plante dicotylédone de la famille des Rosaceae. Vivace, à racine pivotante, hermaphrodite, c'est un sous-arbrisseau nain et rampant se propageant facilement sur les substrats caillouteux de montagne ou plaine.
Appelée aussi : Dryade octopétale, Thé des Alpes, Chênette, Thé suisse.
Dans la mythologie grecque les dryades sont les nymphes des chênes en particulier, et des arbres en général. D'où l'une de ses appellations de « chênette ».
Les feuilles, pétiolées, oblongues, dentelées en créneaux et légèrement coriaces sont d'un beau vert brillant sur leur face supérieure et argentées et cotonneuses sur la face inférieure. Elles sont alternes et sinuées à la façon de celles du chêne, d'où son nom Dryas en latin scientifique (du grec drus « chêne ») et son nom français de dryade (ou chênette).
Les fleurs longuement pédiculées peuvent atteindre 3 cm de diamètre. Elles sont blanches avec de nombreuses étamines. La corolle comporte huit pétales, d'où son nom vernaculaire francophone.
Floraison : de juin à août.
Débris rocheux et pâturages pierreux des montagnes de l'Alaska, l'Islande, les Pyrénées, Alpes, Jura, Apennins et Europe centrale, toundra du Svalbard. Entre 1100 et 2 500 m d'altitude. En plein soleil, sur terrain calcaire. Pelouses basophiles arctico-alpines climaciques. Dans les pentes abruptes, elle consolide les éboulis.
La fleur est l'emblème végétal de l'Islande et des Territoires du Nord-Ouest depuis 1957.
Elle sert à confectionner une tisane d'où ses noms de thé des Alpes ou thé suisse.
Données d'après : Julve, Ph., 1998 ff. - Baseflor. Index botanique, écologique et chorologique de la flore de France. Version : 23 avril 2004.
Cette fleur a donné son nom aux trois oscillations froides du Tardiglaciaire, ultime subdivision paléoclimatique de la dernière glaciation, car son pollen est abondant dans les sédiments de ces époques :
Les analyses de pollens dans les tourbières anciennes ont montré que la dryade à huit pétales était l'une des premières plantes à fleur à recoloniser les éboulis et substrats libérés par les glaciers après la dernière glaciation.
Dryas octopetala
La dryade à huit pétales (Dryas octopetala) est une plante dicotylédone de la famille des Rosaceae. Vivace, à racine pivotante, hermaphrodite, c'est un sous-arbrisseau nain et rampant se propageant facilement sur les substrats caillouteux de montagne ou plaine.
Appelée aussi : Dryade octopétale, Thé des Alpes, Chênette, Thé suisse.
Dans la mythologie grecque les dryades sont les nymphes des chênes en particulier, et des arbres en général. D'où l'une de ses appellations de « chênette ».
[[File:|thumb]] Tom cranda dreaptha síorghlas, 8 cm ar airde, dúchasach do réigiúin Artacha is sléibhte arda. Na duilleoga ubhchruthach le fiacla cruinne. 7-10 bpeiteal ar na bláthanna, bán héileatrópach. Cleite clúmhach ar na torthaí. Feidhmíonn na bláthanna mar scátháin pharabóileacha chun an teocht ag a lár a ardú roinnt mhaith céimeanna os cionn na teochta timpeallaí, rud a aomann feithidí pailnithe is a ligeann dóibh a bheith níos gníomhaí sa teas.
Slěbornička (Dryas octopetala) je rostlina ze swójby róžowych rostlinow (Rosaceae).
Jeli sy jedyn z mjenowanych njedostatkow skorigował(a), wotstroń prošu potrjecheny parameter předłohi {{Předźěłuj}}. Podrobnosće namakaš w dokumentaciji.
Slěbornička (Dryas octopetala) je rostlina ze swójby róžowych rostlinow (Rosaceae).
Holtasóley (fræðiheiti: Dryas octopetala) er jurt af rósarætt sem vex á fjöllum og heimskautasvæðum.
Blöðin kallast rjúpnalauf. Þau eru skinnkennd, sígræn og gláandi, dökkgræn að ofan en silfurhvít og gláandi að neðan. Stönglar eru trékenndir. Holtasóley myndar breiður eða flatar þúfur. Blómin eru hvít með átta stórum krónublöðum.
Þegar aldin þroskast verður stíll frævunnar að fjaðurhærðum hala. Frævurnar setja svip á jurtina við aldinþroskun og er hún þá nefnd hárbrúða. Holtasóley er mjög harðgerð jurt sem er algeng í mólendi og á heiðum og vex upp í 1000 m.y.s.
Holtasóley er ein of einkennisjurtum á norðurslóðum. Íslendingar völdu holtasóley sem þjóðarblóm í atkvæðagreiðslu 2004. Holtasóley er einnig þjóðarblóm Sama.
Holtasóley (fræðiheiti: Dryas octopetala) er jurt af rósarætt sem vex á fjöllum og heimskautasvæðum.
Blöðin kallast rjúpnalauf. Þau eru skinnkennd, sígræn og gláandi, dökkgræn að ofan en silfurhvít og gláandi að neðan. Stönglar eru trékenndir. Holtasóley myndar breiður eða flatar þúfur. Blómin eru hvít með átta stórum krónublöðum.
Þegar aldin þroskast verður stíll frævunnar að fjaðurhærðum hala. Frævurnar setja svip á jurtina við aldinþroskun og er hún þá nefnd hárbrúða. Holtasóley er mjög harðgerð jurt sem er algeng í mólendi og á heiðum og vex upp í 1000 m.y.s.
Holtasóley er ein of einkennisjurtum á norðurslóðum. Íslendingar völdu holtasóley sem þjóðarblóm í atkvæðagreiðslu 2004. Holtasóley er einnig þjóðarblóm Sama.
Camedrio alpino (nome scientifico Dryas octopetala L.) è una piccola pianta dell'ambiente montano, perenne, non molto alta, dai bianchi fiori, appartenente alla famiglia delle Rosaceae.
Il genere Dryas comprende pochissime specie i cui fiori hanno un insolito numero di sepali - petali (8) per la famiglia delle Rosaceae che normalmente sono cinque. È caratteristico inoltre il fatto che il calice costituisce un unico organo (i sepali del calice formano un unico verticillo, non un insieme di brattee come in altri fiori). La specie Dryas octopetala inoltre presenta spesso fenomeni di “androdioecia”, ossia fiori interamente mascolini. Il genere Dryas appartiene alla sottofamiglia delle “Rosoidaea”.
L'elenco che segue comprende alcuni sinonimi della specie Dryas octopetala :
È la forma delle foglie che ha dato il nome al genere, queste infatti sono molto simili alla quercia che in greco si dice Drys ( = quercia). Linneo, che per primo usò tale nome per questa pianta, fece riferimento alle Driadi, antiche divinità mitologiche che vivevano nei boschi e che gli antichi greci credevano immortali ed eterne come le querce.
Il nome della specie deriva ovviamente dal numero dei petali della corolla del fiore: octo (= otto) e petalon (= petalo)
Altri botanici, sempre attirati dai contorni fogliari che ricordano la morfologia delle foglie della quercia, chiamarono diversamente queste piante: Chamaedrys . Inoltre certe somiglianze con le specie del genere Geum furono causa di classificazioni alternative: da qui la nascita dei diversi sinonimi elencati nel paragrafo precedente.
L'aspetto della pianta è suffruticoso (fusto legnoso alla base ed erbaceo nella parte aerea) ed ha uno spiccato carattere tappezzante (viene considerata una pianta nana che sul terreno forma un fitto tappeto) o anche a spalliera. Appartiene quindi alla forma biologica definita come camefita reptante (Ch. rept.) : ossia è una pianta con gemme perennanti situate in posizione basale (massimo 20 cm dal suolo) e con portamento strisciante.
Le radici sono spesse e fibrose.
Il fusto è legnoso e strisciante e comunque molto ramificato. Dimensioni del fusto: da 5 a 15 cm.
Le foglie sono alterne, coriacee con lamina lanceolata (oblungo – ellittica) ed hanno il margine crenato (da 4 a 7 dentelli per lato, di forma arrotondata). Sono sempreverdi e si trovano in prevalenza in posizione basale (rosetta basale). La pagina superiore delle foglie è glabra, quasi lucida e di colore verde scuro, mentre quella inferiore è nivea (biancastra) e tomentosa . Alla base del picciolo (lungo e peloso) possono essere presenti delle piccole ed esili foglioline (stipole di 6 – 8 mm). Dimensione media delle foglie: larghezza 6 – 8 mm, lunghezza 12 – 17 mm; lunghezza del picciolo : 10 – 15 mm.
I scapi fioriferi sono ascendenti e l'infiorescenza si trova in posizione apicale su lunghi peduncoli (5 – 10 cm) privi di foglie. I peduncoli sono copiosamente villosi o tomentosi.
I fiori sono bianchi, solitari, ermafroditi e attinomorfi. Diametro dei fiori: da 2 a 4 cm.
I frutto è composto da numerosi acheni sormontati da una lunga coda piumosa (2 – 3 cm) di colore bianco e consistenza setosa ma flessuosa. In questo modo è facilitata al massimo la propagazione dei semi per mezzo del vento. Dopo la fecondazione i peduncoli dei fiori si allungano considerevolmente e contemporaneamente si formano dei densi capolini di setole piumose favorendo così la dispersione del seme.
Le proprietà curative della pianta sono astringenti e digestive, mentre le parti usate sono le foglie. Le popolazioni montane usano (o usavano) spesso infusi e decotti di questa pianta come rimedio ad infiammazioni di vario tipo.
In certe zone (Svizzera) viene usata come pianta da tè per la sua azione calmante sulle coliche (“tè svizzero”).
La nostra è una pianta molto decorativa sia per la produzione dei numerosi fiori bianco-candidi che per la vistosa macchia gialla centrale (formata dagli stami e pistilli). Viene quindi usata di frequente nei giardini rocciosi di media altitudine. Inoltre grazie alle sue caratteristiche di pianta strisciante forma intricati tappeti di copertura in zone del giardino altrimenti spoglie.
_2.jpg)
Camedrio alpino (nome scientifico Dryas octopetala L.) è una piccola pianta dell'ambiente montano, perenne, non molto alta, dai bianchi fiori, appartenente alla famiglia delle Rosaceae.
Astoņvainaglapu driāde (Dryas octopetala) ir rožu dzimtas daudzgadīgs[1] ložņājošs pundurkrūms. Sastopams Arktikas tundru lielākajā daļā un tālajos ziemeļos, kā arī zemākos platumos kalnu tundrā. Suga ir viena no vislabāk izpētītajām Arktikā un ir daudz pētniecisku un eksperimentālu datu par tās ekoloģiju[2]. Pateicoties tās dekorativitātei, astoņvainaglapu driādi stāda akmeņdārzos[3]. Astoņvainaglapu driādei radniecīga suga ir Dryas integrifolia, ar kuru kopējā areālā var krustoties, veidojot hibrīdus[4].
Aug Arktikā; Eiropas, Āzijas un Ziemeļamerikas subarktiskajās zonās, Dienvideiropas kalnos[5].
Astoņvainaglapu driāde ir pundurkrūms, kas zied visu gadu. Šīs augs tipiski attīstās sārmainā, kaļķainā[6] vai neitrālā augsnē tur, kur ir zems augsnes mitrums un neliela sniega sega ziemas laikā, daļēji no vēja nepasargātās vietās un uz korēm.[2][7] Siltākos apgabalos astoņvainaglapu driāde aug kopā ar Cassiope tetragona.[2]
Eksperimentāli pētnieciski darbi rāda, ka astoņvainaglapu driādes reprodukciju un klonālu veģetatīvu augšanu ietekmē dažādi dabīgi faktori. Specifiskākais faktors ir temperatūras paaugstinājums, labvēlīgi ietekmējot visus astoņvainaglapu driādes reproduktīvos aspektus.[2]
Krūms bieži ir ne lielāks par 30 cm, bet reizēm var sasniegt 50 cm[8]. Lapas diezgan variablas[4], bet visas ir olveidīgas vai iegarenas, divas-trīs reizes garākas par savu platumu: 7–30 mm garumā, 2—10 plašumā; visplatākās savā apakšējā trešdaļā vai vidusdaļā[9]. Lapas tumši zaļas, malās ir zobainas, apakšpusē ar pūkainu segumu[4][10].
Ziedi: vainags balts vai viegli dzeltenīgs, platumā 2,5—3,5 cm; vainaglapas bieži ir deviņas, 8–15 mm garas, apaļīgas. Kauslapa ir mataina (kapā ar dziedzermatiņiem), sastāv no 8 daļām. Putekšņlapu daudz. Auglenīcas vairākas. Ziedi atsevišķi[11].
Astoņvainaglapu driāde ir iekļauta Murmanskas apgabala Sarkanajā Grāmatā (2003)[14] un Ukrainas Sarkanajā Grāmatā (2002)[15] kategorijā — rets.
Astoņvainaglapu driāde (Dryas octopetala) ir rožu dzimtas daudzgadīgs ložņājošs pundurkrūms. Sastopams Arktikas tundru lielākajā daļā un tālajos ziemeļos, kā arī zemākos platumos kalnu tundrā. Suga ir viena no vislabāk izpētītajām Arktikā un ir daudz pētniecisku un eksperimentālu datu par tās ekoloģiju. Pateicoties tās dekorativitātei, astoņvainaglapu driādi stāda akmeņdārzos. Astoņvainaglapu driādei radniecīga suga ir Dryas integrifolia, ar kuru kopējā areālā var krustoties, veidojot hibrīdus.
Zilverkruid (Dryas octopetala), ook wel aangeduid als zilverblad, bergavens, witte dryas en achtster, is een alpiene bloeiende plant in de rozenfamilie (Rosaceae). Het is een kleine altijdgroene dwergstruik, die grote kolonies vormt. De plant wordt toegepast in rotstuinen.
De naam octopetala komt van het Griekse ὀκτώ, oktō (acht) en πέταλον, petalon (kroonblad), verwijzend naar de acht kroonbladen van de bloem - een ongebruikelijk aantal bij de Rosaceae, waar vijf het normale aantal is. Ook komen bloemen voor met 16 kroonbladen.
De stengels zijn verhout, kronkelig, met korte, horizontale wortelende takken. De bladeren zijn bovenaan kaal en onderaan licht-donzig behaard. De bloemen staan op bloemstelen van 3 tot 10 cm, en hebben acht romige witte kroonbladen. Tegen de lente verschrompelen de bloemen tot haarballen, met de lange houtige haren naar boven. Ze dienen om de bol (het hoofdje met vruchten) eronder mee te voeren met de wind, zodat de vruchten zich kunnen verspreiden.
Zilverkruid heeft een wijdverspreid voorkomen over bergachtige gebieden, waar het aan kalkstenen lagen over het algemeen beperkt is. Deze omvatten het volledige Noordpoolgebied, evenals de bergen van Scandinavië, de Alpen, de Karpaten, de Balkan en het Kaukasusgebergte. In Groot-Brittannië komt deze plant voor in Pennines (Noord-Engeland), in Nationaal park Snowdonia (Noord-Wales) en regelmatig in de Schotse Hooglanden. In Ierland komt het in de Burren en een paar andere plaatsen voor. In Noord-Amerika wordt het gevonden in Alaska en op de toendra van Groenland. Het is bovendien de officiële territoriale bloem van de Northwest Territories, Canada.
De stengelbladen van Dryas zijn stevig en fossiliseren goed. Tijdens koude perioden van het Pleistoceen kwam de plant ook voor buiten het huidige verspreidingsgebied in het Europese laagland. Tijdens het Laat Weichselien is de soort in verschillende perioden aangetroffen, vooral tijdens het Dryas-stadiaal dat naar dit plantje genoemd is.
In Nederland werd het eerste fossiele blaadje na een gerichte zoektocht door de palaeobotanicus Florschütz gevonden in de moeraskalk van het Blekkinkveen,[1][2] nadien is zij nog op veel andere plaatsen gevonden.[3][4][5]
Zilverkruidveld op Spitsbergen
Vijf bloemen
Zaadhoofdje van het zilverkruid
Zilverkruidbloem op Spitsbergen
_2.jpg)
Zilverkruid (Dryas octopetala), ook wel aangeduid als zilverblad, bergavens, witte dryas en achtster, is een alpiene bloeiende plant in de rozenfamilie (Rosaceae). Het is een kleine altijdgroene dwergstruik, die grote kolonies vormt. De plant wordt toegepast in rotstuinen.
Reinrose (Dryas octopetala) er ei fjellplante som veks på laus, kalkrik grunn i kjølige strøk på den nordlege halvkula. Planta har vore brukt som medisin i fleire samfunn, har gjeve namn til Dryas-tida, og er fylkesblom for Sør-Trøndelag.
Reinrosa er arktisk sirkumpolar. Ho veks i alle norske fjellstrøk. Høgaste funn er 2275 moh. i Jotunheimen. I Nord-Noreg og på Svalbard veks ho heilt ned i strandkanten. Det er og spreidde låglandsforekømstar i Sør-Noreg. Mellom anna veks ho ved Langesund. Forutan i arktiske strøk, finn ein reinrosa som fjellplante i Skandinavia, Alpane, Karpatane, på Balkan og i Kaukasus. I Storbritannia er ho funne i Wales og i Nord-England. I det skotske høglandet er ho vanleg. I Nord-Amerika er ho vanleg i Alaska, og veks så langt sør som Colorado i Rocky Mountains.
Reinrosa høyrer til rosefamilien. Blada er bukttagga. Dei liknar på små eikeblad, noko som var grunnen til at Linné kalla reinrosa for Dryas etter dryadene, små skognymfer som etter gresk mytologi budde i eiketre. Octopetala kjem av octo, 'åtte', og petala, 'kronblad'. Åtte er eit uvanleg tal kronblad i rosefamilien.
Reinrosa er ein liten busk med nærmast krypande stengel. Ho veks svært seint. Planter med ein stammediameter på 10 mm kan vere så mykje som 100 år gamle. Det går opptil 10 år frå ho startar å vekse til ho blømer. Blada er mørkt grøne på oversida. Undersida er kvit og hårete. Her sit spalteopningane. Reinrosa blømer tidleg, oftast i mai til juni. Dei kvite blomane sit på 3 - 5 cm lange stilkar. Dei roterer 360 grader, slik at dei heile døgeret vender mot sola. Ho har til vanleg åtte kronblad, men det kan og vera fleire. I Finnmark kan ein finne ein variant med små, noko gule kronblad. Reinrosa vert oftast pollinert av insekt. Sjølvbestøving kan og forekome. Etter avblomstring veks stilken. Det utviklar seg mange nøttefrukter. Griffelen fell ikkje av, som han gjer på dei fleste andre planter. I staden veks han til eit stort fjørliknande spreiingsorgan som vinden lett får tak i.
Reinrosa veks på kalkhaldig grunn. Kalkrike, tørre og vindeksponerte heiar og rabbar i fjellet vert ofte kalla reinrosehei eller Dryas-hei. Dette fordi reinrosa syner så godt att, og ofte er svært talrik. Her er og fjellplanter som fjellsmelle, raudsildre, fjellveronika, flekkmure og setermjelt. Sjeldnare fjellplanter er òg ofte å finne. Sidan reinrosa er ein lav busk som ofte lagar teppe langs bakken, er ho med på å gi livd til andre planter som elles ikkje kunne ha vakse på så krevjande stader. Andre stader kan ho konkurrere ut andre artar. Kring røtene til reinrosa kan det vekse mykorrhiza, nettverk av sopptrådar. Soppen trengjer inn mellom rotcellene og hjelper til med forsyning av nitrogen og vatn. Her vert det høg konsentrasjon av salt. Det kan gjere at planta kan take opp vatn sjølv frå frosen jord.
Då isen trekte seg tilbake etter siste istida, var reinrosa ei av dei plantene som koloniserte dei avsmelta steppelandskapa. Etter som klima og næringsgrunnlag vart betre, vart ho, til liks med andre planter i dette plantesamfunnet, fortrengd av meir kravstore artar. Denne utviklinga frå nøysame tundraplanter til eng og skog kan ein sjå i avleiringar, mellom anna i Skåne. Fordi det i dette materialet finst mykje av dei lettkjennelege og godt bevarte reinroseblada, har tida funna stammar frå vorte kalla Dryas-tida.
I ei utvikling mot varmare klima vil ein no sjå det same. Forsøk har vist at auka næringstilgang og høgare temperatur aukar førekomsten av graminoidar (gras og starr) og urter på kostnad av reinroser.[1]
Det er lite tradisjon om bruk av reinrosa i Sør-Noreg. Samane har brukt ho som medisin mot fleire sjukdomar. På Island har ho og vorte brukt som medisinplante. Ho vart rekna som generelt styrkande, blodreinsande og verksam mot diaré. Vanlegaste bruksmåten var te av knuste blad. Mot snue vart eit pulver av turka og knuste blad av reinrose og smørblomst snust inn i nasen. Mot hardnakka hoste vart planta lagt på bålet, og røyken innanda av den sjuke. Safta av friske blad vart brukt mot vorter.
I Sør-Europa har reinrose vorte brukt mot betennelse i munn og hals.
Granskingar har vist at reinrosa inneheld garvestoff og fleire viktige mineral, som kalsium og kiselsyre. Kiselsyra er med på å styrke slimhinnene si motstandskraft mot betennelse. Garvesyra er verksam mot diaré og slimhinnesår. Forsøk har vist at reinrosa verkar apetittvekkande og stimulerer fordøyelsen.
Brukt til farging av garn gir reinrosa gule og brune nyansar. Om vinteren vert reinroseblad beitte av reinsdyr. På Island vert blada kalla rjúpnalauf, av di dei er viktige som vintermat for rjuper.
Reinroser vert planta i hagar, særleg i steinbedd.
Reinrosa vart utnemnd til fylkesblom for Sør-Trøndelag i 1989.
Wikimedia Commons har multimedia som gjeld: Reinrose Reinrose (Dryas octopetala) er ei fjellplante som veks på laus, kalkrik grunn i kjølige strøk på den nordlege halvkula. Planta har vore brukt som medisin i fleire samfunn, har gjeve namn til Dryas-tida, og er fylkesblom for Sør-Trøndelag.
Reinrose (Dryas octopetala) er ei fjellplante som vokser på løs, kalkrik grunn. Planta har vært brukt som medisin i flere samfunn, og har gitt navn til dryas-tida. Den er nasjonalblomsten til Island og fylkesblomst for Sør-Trøndelag.
Reinrosa hører til rosefamilien. Blada er bukttagga, og likner på små eikeblad. Dette var grunnen til at Linné kalte reinrosa for Dryas, etter dryadene, små skognymfer som etter gresk mytologi bodde i eiketre.[trenger referanse] Octopetala kommer av octo, «åtte», og petala, «kronblad». Åtte er et uvanlig tall på kronblad i rosefamilien.
Reinrosa er en liten busk med nærmest krypende stengel og vokser svært sakte. Planter med en stammediameter på 10 mm kan være 100 år. Det går opptil 10 år fra den starter å vokse til den blomstrer. Blada er tykke og læraktige med en mørkgrønn overside. Undersida er hvit og hårete. Her sitter spalteåpningene. Reinrosa blomstrer tidlig, gjerne i mai til juni. De hvite blomstene sitter på 3–5 cm lange stilker. De roterer 360 grader, slik at de hele døgnet vender mot sola. Planta har til vanlig åtte kronblad, men det kan og være flere. I Finnmark vokser det en varietetform med små, noe gule kronblad. Reinrosa blir som oftest pollinert av insekter,men sjølbestøvning kan og forekomme. Etter avblomstring vokser stilken. Det utvikler seg mange nøttefrukter. Griffelen faller ikke av, slik den gjør på de fleste andre planter. I stedet vokser griffelen til et stort fjærliknende spredningsorgan som lett lar seg føre med vinden.
Reinrosa vokser i alle norske fjellstrøk. Høyeste funn er 2275 moh. i Jotunheimen. I Nord-Norge og på Svalbard vokser reinrosa helt ned i strandkanten. Det finnes også spredte lavlandsforekomster i Sør-Norge, blant annet ved Langesund i Telemark.
Reinrose tilhører et artskompleks som er nesten sirkumpolart utbredt i nordlige strøk utenom Nord-Amerika øst for Mackenzie. Panarctic Flora mener at Dryas octopetala i snever betydning kun vokser i Europa og Nord-Sibir. Andre, nærstående arter finnes i resten av Sibir, Øst-Asia og i vestlige Nord-Amerika, der de vokser langt sørover i Rocky Mountains. Reinrosa vokser som fjellplante i Alpene, Appenninene, Karpatene, på Balkan og i Kaukasus. I Storbritannia vokser reinrosa i Wales og i Nord-England. I det skotske høylandet er den vanlig. Den finnes også på Island, Færøyene, Novaja Semlja, Severnaja Zemlja og Øst-Grønland. På resten av Grønland er hybrider mellom reinrose og Dryas integrifolia vanlige.[1]
Reinrosa vokser på kalkholdig grunn. Kalkrike, tørre og vindeksponerte heier og rabber i fjellet blir ofte kalt reinrosehei eller Dryas-hei. Dette fordi reinrosa vises godt, og ofte er svært tallrik. Her er òg fjellplanter som fjellsmelle, rødsildre, fjellveronika, flekkmure og setermjelt. Sjeldnere fjellplanter kan også vokse i reinroseheiene. Siden reinrosa er en lav busk som ofte lager teppe langs bakken, er den med på å gi liv og varme til andre planter som ellers ikke kunne vokse på så krevende steder. Andre steder kan den konkurrere ut andre arter. Omkring røttene til reinrosa kan det vokse mykorrhiza, et nettverk av sopptråder. Soppen trenger inn mellom rotcellene og hjelper til med forsyning av nitrogen og vann. Her blir det høy konsentrasjon av salt, og det kan gjøre at planta kan ta opp vann selv fra frossen jord.
Da isen trakk seg tilbake etter siste istid, var reinrosa en av de første plantene som koloniserte de avsmelta steppelandskapene. Etter som klima og næringsgrunnlag ble bedre, ble reinrosa, til likhet med andre planter i dette plantesamfunnet, fortrengt av mer kravstore arter. Denne utviklinga fra nøysomme tundraplanter til eng og skog kan en se i avleiringer, blant annet i Skåne. Fordi det fins mye av de lett kjennelige og godt bevarte reinroseblada i dette materialet, har tida de stammer fra blitt kalla dryas-tida.
I en utvikling mot varmere klima vil en nå se det samme. Forsøk har vist at økt næringstilgang og høyere temperatur øker forekomsten av graminoidar (grass og starr) og urter på bekostning av reinroser.
Det er lite tradisjon om bruk av reinrosa i Sør-Norge. Samene har brukt den som medisin mot flere sykdommer. På Island har den også blitt brukt som medisinplante. Planta blei regna som generelt styrkende, blodrensende og god mot diaré. Vanligste bruksmåten var te av knuste blad. Mot snue ble et pulver av tørka og knuste blad av reinrose og smørblomst snust inn i nesa. Mot hardnakka hoste ble planta lagt på bålet, og røyken innhalert av den syke. Safta av friske blad ble brukt mot vorter.
I Sør-Europa har reinrose blitt brukt mot betennelse i munn og hals.
Undersøkelser har vist at reinrosa inneholder garvestoff og flere viktige mineraler, som kalsium og kiselsyre. Kiselsyra er med på å styrke slimhinnene og gi motstandskraft mot betennelse. Garvesyra er virksom mot diaré og slimhinnesår. Forsøk har vist at reinrosa virker appetittvekkende og stimulerer fordøyelsen.
Brukt til farging av garn gir reinrosa gule og brune nyanser. Om vinteren blir reinroseblad beita av reinsdyr. På Island blir blada kalt rjúpnalauf, fordi de er viktige som vintermat for ryper.
Reinroser blir planta i hager, særlig i steinbed.
Reinrosa ble utnevnt til fylkesblomst for Sør-Trøndelag i 1989.
Reinrose (Dryas octopetala) er ei fjellplante som vokser på løs, kalkrik grunn. Planta har vært brukt som medisin i flere samfunn, og har gitt navn til dryas-tida. Den er nasjonalblomsten til Island og fylkesblomst for Sør-Trøndelag.
A l'é na pianta a busson ch'a cor bassa, auta da 3 a 10 cm. Le feuje a son elìtiche, sempe vërde, con noanse bianche da sota. Le fior a l'han eut pétaj bianch elìtich e a ponta.
A chërs com un tapiss an sle fran-e e le ròche, dzor a teren calcaros da 1.100 a 2.500 m.
Da magg a aost.
A l'ha le feuje ch'pa smijo cole dla rol. A chërs pròpi pian; an slargandse a tapiss a peul ciapé motobin ëd lus e calor dal Sol, ma ëdcò da la tèra ch'a coata.
Dëstèisa
Fior
Frut
Fior
A l'é na pianta a busson ch'a cor bassa, auta da 3 a 10 cm. Le feuje a son elìtiche, sempe vërde, con noanse bianche da sota. Le fior a l'han eut pétaj bianch elìtich e a ponta.
AmbientA chërs com un tapiss an sle fran-e e le ròche, dzor a teren calcaros da 1.100 a 2.500 m.
FioriduraDa magg a aost.
ParticolaritàA l'ha le feuje ch'pa smijo cole dla rol. A chërs pròpi pian; an slargandse a tapiss a peul ciapé motobin ëd lus e calor dal Sol, ma ëdcò da la tèra ch'a coata.
Dëstèisa
Fior
Frut
Fior
Dębik ośmiopłatkowy[3] (Dryas octopetala L.) – gatunek roślin z rodziny różowatych. Nazwa rodzajowa, zarówno polska, jak i łacińska, pochodzi od kształtu liści podobnych do liści dębu (łac. drys – dąb, drzewo), nazwa gatunkowa od liczby płatków w koronie kwiatu (najczęściej 8)[4]. Od nazwy rodzajowej pochodzi młodszy dryas.
Na stanowiskach naturalnych występuje w Ameryce Północnej i Europie. W Ameryce Północnej występuje w regionach północnych i arktycznych (Alaska, Yukon, zachodnia Kanada) oraz w górach stanów Kolorado, Idaho, Oregon. W Europie występuje w tundrze na Półwyspie Skandynawskim, Islandii, wyspach Svalbard, Jan Mayen oraz w górach[5]. W Polsce – niemal wyłącznie w Tatrach, jest tam pospolity[6]. Poza Tatrami w 1953 r. opisano jedno stanowisko na północnej ścianie Smolegowej Skały w Pieninach[4]. Jest uprawiany w wielu krajach świata[5].
Jest reliktem polodowcowym (zob. młodszy dryas). Jego szczątki w dużych ilościach znajduje się we florze kopalnej z wczesnego holocenu. Wyparty w kierunku obszarów subpolarnych w wyniku ocieplania klimatu po ustąpieniu lądolodu. W Polsce przetrwał tylko w wysokich górach[9].
Roślina ozdobna: uprawiana jako tzw. roślina okrywowa, szczególnie nadająca się do ogrodów skalnych, zwłaszcza na większe skarpy. Najlepsze jest próchniczno-żwirowe podłoże, umiarkowanie wilgotne i zawierające dużo wapnia. Dobrze jest wymieszać podłoże z wapiennym gruzem. Wymaga stanowiska słonecznego. Rozmnaża się wyłącznie wegetatywnie z sadzonek pędowych[10].
Dębik ośmiopłatkowy (Dryas octopetala L.) – gatunek roślin z rodziny różowatych. Nazwa rodzajowa, zarówno polska, jak i łacińska, pochodzi od kształtu liści podobnych do liści dębu (łac. drys – dąb, drzewo), nazwa gatunkowa od liczby płatków w koronie kwiatu (najczęściej 8). Od nazwy rodzajowej pochodzi młodszy dryas.
Dryas octopetala (também dríade branca, dríade-de-oito-pétalas, chá-dos-alpes) é uma planta com flor ártico-alpina da família Rosaceae. O epíteto octopetala (do grego octo (oito) e petalon (pétala) ) refere-se ao facto da sua flor exibir oito pétalas, um número pouco comum em rosáceas.
A Dryas octopetala tem uma distribuição bastante alargada, ocorrendo em áreas montanhosas onde geralmente se restringe a afloramentos calcários situados entre os 1 100 e os 2 500 metros de altitude. Entre estas áreas montanhosas contam-se o Árctico, os Alpes, os Montes Cárpatos, os Balcãs, Cáucaso, Pirenéus, Jura, Apeninos e outras ocorrências isoladas. Nas Ilhas Britânicas pode ser encontrada nos Peninos, Snowdonia e nas Terras altas da Escócia e no Burren na Irlanda.
Na América do Norte é encontrada no Alasca e em regiões tão a sul como o Colorado e as Montanhas Rochosas. É a flor oficial dos Territórios do Noroeste no Canadá.
É um subarbusto de folha persistente que forma grandes colónias, sendo uma espécie muito popular em jardins de pedra. Os caules são lenhosos e tortuosos e as raízes partem de ramos horizontais. As folhas são glabras na face superior e tomentosas na face inferior. As flores desenvolvem-se em pedúnculos com 3 a 10 cm de comprimento e possuem oito pétalas.
É utilizada na confeção de tisanas.
O Dryas recente e o Dryas antigo são assim designados devido às grandes quantidades de pólen de Dryas octopetala encontradas em amostras de solo datadas daqueles períodos. Durante estes períodos frios, a Dryas octopetala encontrava-se muito mais largamente distribuída do que na atualidade, pois em grandes áreas do hemisfério norte atualmente cobertas por florestas estas foram substituídas por tundra.
Dryas octopetala (também dríade branca, dríade-de-oito-pétalas, chá-dos-alpes) é uma planta com flor ártico-alpina da família Rosaceae. O epíteto octopetala (do grego octo (oito) e petalon (pétala) ) refere-se ao facto da sua flor exibir oito pétalas, um número pouco comum em rosáceas.
A Dryas octopetala tem uma distribuição bastante alargada, ocorrendo em áreas montanhosas onde geralmente se restringe a afloramentos calcários situados entre os 1 100 e os 2 500 metros de altitude. Entre estas áreas montanhosas contam-se o Árctico, os Alpes, os Montes Cárpatos, os Balcãs, Cáucaso, Pirenéus, Jura, Apeninos e outras ocorrências isoladas. Nas Ilhas Britânicas pode ser encontrada nos Peninos, Snowdonia e nas Terras altas da Escócia e no Burren na Irlanda.
Na América do Norte é encontrada no Alasca e em regiões tão a sul como o Colorado e as Montanhas Rochosas. É a flor oficial dos Territórios do Noroeste no Canadá.
É um subarbusto de folha persistente que forma grandes colónias, sendo uma espécie muito popular em jardins de pedra. Os caules são lenhosos e tortuosos e as raízes partem de ramos horizontais. As folhas são glabras na face superior e tomentosas na face inferior. As flores desenvolvem-se em pedúnculos com 3 a 10 cm de comprimento e possuem oito pétalas.
É utilizada na confeção de tisanas.
Argințica (Dryas octopetala, din greacă octo (opt) și petalon (petală)) este o plantă lemnoasă pitică din familia Rosaceae.
Are tulpini culcate, târâtoare, foarte ramificate. Frunzele sunt verzi și iarna. Frunzele sunt alungit-eliptice. Florile rare sunt albe, cu diametrul de 20–40 mm, au 8 petale și numeroase stamine galbene. Fructele alcătuiesc ghemotoace păroase. Argințica înflorește în lunile iunie-august.
În România se găsește în munții Carpați și Apuseni, pe coamele bântuite de vânt.
Argințica formează singură pajişti întregi
Flori albe de arginţică
Fructele alcătuiesc ghemotoace păroase
Argințica (Dryas octopetala, din greacă octo (opt) și petalon (petală)) este o plantă lemnoasă pitică din familia Rosaceae.
Dryádka osemlupienková alebo dryádka osemlístková (Dryas octopetala) je arkticko-alpínska kvitnúca rastlina z čeľade ružovité (Rosaceae). Je to malý vždyzelený poloker.
Rastie v horských oblastiach na vápencovom podloží. Rastie v celej arktickej oblasti, rovnako aj v pohoriach v Škandinávii, Islande, Alpách, Karpatoch, Balkáne, Kaukaze, v Anglicku, v USA od Aljašky až po Skalnaté vrchy.
Je to oficiálna kvetina Severozápadných teritórií a národná kvetina Islandu. Na Slovensku je zákonom chránená[1] a ide o glaciálny relikt.[2]
Stonky sú drevnaté, kľukaté s horizontálnymi vetvami. Listy sú navrchu hladké, zospodu s bielymi chĺpkami. Kvety sú na stonke dlhej 3 až 10 cm a majú osem bielych okvetných lístkov, na základe ktorých dostala rastlina svoje meno octopetala.[3] Jej plodmi sú nažky, ide o suché a pokrútené chĺpky, určené na nesenie vetrom.
Rastie na suchých lokalitách, kde sa sneh rýchlo roztápa, na štrkových a skalnatých podkladoch vo veľkých kolóniách.
_2.jpg)
Semeno Dryas octopetala
_1.jpg)
Commons ponúka multimediálne súbory na tému Dryádka osemlupienková
Wikidruhy ponúkajú informácie na tému Dryádka osemlupienková
Tento článok je čiastočný alebo úplný preklad článku Dryas octopetala na anglickej Wikipédii.
Dryádka osemlupienková alebo dryádka osemlístková (Dryas octopetala) je arkticko-alpínska kvitnúca rastlina z čeľade ružovité (Rosaceae). Je to malý vždyzelený poloker.
Fjällsippa (Dryas octopetala) är en art i familjen rosväxter som växer i bergstrakter och högfjällsområden. Den är nordligt cirkumpolär och växer oftast i torr, kalkrik jord i områden där snön smälter tidigt. Fjällsippa är landskapsblomma i Lappland.[1]
Den är en städsegrön dvärgbuske som bildar stora kolonier. Blommorna har åtta kronblad och sitter på stjälkar som är mellan tre och tio centimeter långa och blomfärgen är vit eller gräddvit. Frukten är en nöt med hår som underlättar spridning med vinden.
Det vetenskapliga namnet octopetala kommer från grekiska octo, "åtta" och petalon, "kronblad", vilket förstås syftar på att blomman har åtta kronblad. Det är ovanligt bland rosväxterna, som vanligen har fem kronblad.
Ett synonymt svenskt namn är fjällvippa.
Wikimedia Commons har media som rör Fjällsippa.
Fjällsippa (Dryas octopetala) är en art i familjen rosväxter som växer i bergstrakter och högfjällsområden. Den är nordligt cirkumpolär och växer oftast i torr, kalkrik jord i områden där snön smälter tidigt. Fjällsippa är landskapsblomma i Lappland.
Маленький сланкий вічнозелений чагарничок з родини розоцвітих. Психрофіт.
Назва роду походить з грецької міфології. Дріадами називали німф, які піклувались про дерева і кущі.
Росте на гірських луках у субальпійському та альпійському поясах.
В Україні відома тільки на вершині гори Близниці хребта Свидовець.
У високогір'ї дріада — древній реліктовий вид. Завдяки своїй декоративності може широко використовуватись для вирощування на кам'янистих гірках у культурі.
В Україні потребує охорони, бо через свою рідкісність може бути легко винищена. Занесена до Червоної книги України.
Це незавершена стаття про Розові.Dryas octopetala là loài thực vật có hoa trong họ Hoa hồng. Loài này được Carl von Linné mô tả khoa học đầu tiên năm 1753.[1]
Bài viết liên quan đến họ Hoa hồng này vẫn còn sơ khai. Bạn có thể giúp Wikipedia bằng cách mở rộng nội dung để bài được hoàn chỉnh hơn. Dryas octopetala là loài thực vật có hoa trong họ Hoa hồng. Loài này được Carl von Linné mô tả khoa học đầu tiên năm 1753.
Dryas octopetala L. (1753)
Синонимы
Дриа́да восьмилепе́стная, или Куропа́точья трава́[2] (лат. Drýas octopétala) — кустарничек; типовой вид рода Дриада семейства Розовые.
Стелющийся вечнозелёный кустарничек. Цветёт в июле.
Дриада восьмилепестная — древний реликтовый вид. Растёт на горных лугах в субальпийском и альпийском поясах. B Украине известна только на вершине горы Близницы, хребет Свидовец.
Дриада восьмилепестная — официальная цветочная эмблема шведской провинции Лаппланд[3].
Занесена в Красную книгу Украины.
Благодаря своей декоративности может использоваться для выращивания на каменистых горках.
Дриа́да восьмилепе́стная, или Куропа́точья трава́ (лат. Drýas octopétala) — кустарничек; типовой вид рода Дриада семейства Розовые.
仙女木（学名：Dryas octopetala）为蔷薇科仙女木属的植物。分布于亚洲、欧洲、北美高山地带以及中国大陆的内蒙古自治区、吉林省、辽宁省等地，生长于海拔2,100米至2,300米的地区，一般生长在高山地带。
因为大量的仙女木花粉在对应冰段的冰芯中发现，新仙女木期、老仙女木期（英语：Older Dryas）和最老仙女木期（英语：Oldest Dryas）以Dryas octopetala命名。在这几个冰段期间，因为北半球大部分现在被森林覆盖的地区被苔原取代，Dryas octopetala的分布远比现在广泛。
这是一篇與植物相關的小作品。你可以通过编辑或修订扩充其内容。 仙女木（学名：Dryas octopetala）为蔷薇科仙女木属的植物。分布于亚洲、欧洲、北美高山地带以及中国大陆的内蒙古自治区、吉林省、辽宁省等地，生长于海拔2,100米至2,300米的地区，一般生长在高山地带。
チョウノスケソウ（長之助草、Dryas octopetala）は北半球の極地および高山に生育する匍匐性の常緑小低木で、バラ科に属する。高山の岩場に群生し花も美しいので知られる。
日本では須川長之助（ロシア人植物学者マキシモヴィッチの助手）が初めて採集したことからこの名がある。日本のものは一般に変種（var. asiatica）とされる。
北半球のツンドラおよび高山の砂礫地に広く分布するが、特に石灰岩地によく生育する。南方ではカフカース山脈、ロッキー山脈まで見られる。
日本では南アルプス以北の高山に生育するが、生息地は限られる。北アルプス、八ヶ岳、北海道など。
アイスランドの国花、カナダ・ノースウェスト準州の花になっている。
木質の茎が地面を這う。葉は楕円形で、上面が無毛で下面には白い毛が密生する。夏に数センチの茎の先に花が咲く。花弁は白く、種小名octopetalaは「花弁が8枚」の意味で、普通は8枚あるが16枚の場合もある。雌蕊は多数あり、白い羽毛状で、果実（痩果）になっても残り、これによって風で飛ばされる。
気候学における、ヤンガードリアス（Younger Dryas）およびオールダードリアス（Older Dryas）の2つの亜氷期の名前は、属名Dryasに因んで付けられている。ヨーロッパにおける花粉分析で、これらの時代に本種の花粉が非常に多かったためである。これらの時代には北半球の広い範囲がツンドラとなり、本種が繁殖していたと考えられる。
チョウノスケソウ（長之助草、Dryas octopetala）は北半球の極地および高山に生育する匍匐性の常緑小低木で、バラ科に属する。高山の岩場に群生し花も美しいので知られる。
日本では須川長之助（ロシア人植物学者マキシモヴィッチの助手）が初めて採集したことからこの名がある。日本のものは一般に変種（var. asiatica）とされる。
담자리꽃나무(Dryas octopetala)는 장미과의 상록소관목이다. 선녀목, 다판목, 담자리꽃이라고 부르기도 하며, 꽃말은 여심이다.[1]
높은 산의 정상 부근에 자라며 수직적 분포를 살펴보면 해발 1,200m~2,200m 정도에서 자라고 수평적으로는 한국 북부지방, 일본 북해도, 구주, 북미에까지 분포한다. 백두산에서는 각 방향의 높은 지대에 자라며 천지 주변의 암석지에서도 자란다.
6월 초쯤 대군락을 이루며 꽃을 핀다. 순백의 꽃잎과 황금색의 꽃술이 어우러져 땅바닥에 낮게 깔려서 핀다. 풀같이 보이는 작은 나무로서 겨울에도 잎이 푸르다. 원줄기는 가지를 치면서 옆으로 뻗는다. 잎은 어긋하여 나지만 모여서 난 것처럼 보이며 모양은 넓은 타원형이다. 표면은 털이 없고 엽맥이 들어가기 때문에 주름이 진다. 뒷면은 흰 선모가 많이 나고 가장자리에는 둔한 톱니가 있다. 잎자루는 흰털이 있으며 가운데까지 턱잎이 붙어 있다. 꽃이 진 다음에는 암술대가가 뿌연 열매의 날개로 변한다. 8-9월에 수과가 여무는데 수과에는 흰 털이 나 있다.
관상용으로 정원에 심기도 한다.
실생법, 종자재배법, 분주법, 교잡법으로 잘 된다.
_2.jpg)
_2.jpg)
_1.jpg)
