nomes no trilho de navegação
The Callitrichidae (previously called called Hapalidae/Hapalinae)[1] is a family of New World monkeys, including marmosets and tamarins. At times this group of animals has been regarded as a subfamily, called Callitrichinae, of the family Cebidae.[2]
This taxon was traditionally thought to be a primitive lineage, from which all the larger bodied platyrrhines evolved.[3] However, some works argue that callitrichids are actually a dwarfed lineage.[4][5]Ancestral stem-callitrichids would likely have been a "normal" sized ceboids that was dwarfed through evolutionary time. This may exemplify a rare example of insular dwarfing in a mainland context, with the "islands" being formed by biogeographic barriers during arid climatic periods when forest distribution became patchy, and/or by the extensive river networks in the Amazon Basin.[4]
All callitrichids are arboreal. They are the smallest of the simian primates. They eat insects, fruit, and the sap or gum from trees; occasionally they will take small vertebrates. The marmosets rely quite heavily on exudates, with some species (e.g. Callithrix jacchus and Cebuella pygmaea) considered obligate exudativores.[6]
Callitrichids typically live in small, territorial groups of about 5 or 6 unrelated animals, primarily adults. The groups are multimale-multifemale, and the number of adults of each sex is highly variable.[7] Their social organization is unique among primates and is called "cooperative polyandry". In this communal breeding system, only one female is reproductively active in a group. Females may mate with more than one male. Care for the young of a group's breeding female is principally provided by adult males, an organization referred to as a "communal breeding system". There is a correlation between the number of males in a group and the number of surviving young.[7,8]
Callitrichids are the only primate group that regularly produce twins, which constitute over 80% of births in species that have been studied. Unlike other male primates, male callitrichids generally provide as much parental care as females. Parental duties may include carrying, protecting, feeding, comforting, and engaging in play behavior with offspring. Males generally provide care for the young. For example, in the cotton-top tamarin (Saguinus oedipus), males have been found to demonstrate a greater involvement in caregiving than females, particularly paternal males.[9] Typical social groups seem to constitute breeding groups, with several previous offspring living in the group and providing significant help in rearing the young.
nombre comun: mono
nombre cientifico: callitrichidae
reino: animalia
filo: chordata
clase: mammalia
orden: primate
familia: callitrichidae
genero: saguinus
Oynağanlar (lat. Callitrichidae) primatlar dəstəsinə aid heyvan fəsiləsi.
Cebuella
Callibella
Callithrix
Mico
Leontopithecus
Saguinus
Callimico
Məməlilər ilə əlaqədar bu məqalə qaralama halındadır. Məqaləni redaktə edərək Vikipediyanı zənginləşdirin. 
Primated eus ar c'herentiad Callitrichidae. Callitrichidae zo ur c'herentiad primated bihan eus ar Bed Nevez, ennañ ar ouistitied hag an tamarined.
Els cal·litríquids (Callitrichidae) són una de les cinc famílies de micos del Nou Món. La família inclou diversos gèneres, incloent-hi moltes espècies anomenades «titís».[1] Durant uns anys, aquest grup de primats fou considerat una subfamília (Callitrichinae) de la família dels cèbids.
Els cal·litríquids (Callitrichidae) són una de les cinc famílies de micos del Nou Món. La família inclou diversos gèneres, incloent-hi moltes espècies anomenades «titís». Durant uns anys, aquest grup de primats fou considerat una subfamília (Callitrichinae) de la família dels cèbids.
Kosmanovití (Callitrichidae) je čeleď malých primátů žijících v tropických pralesích Amazonie a Střední Ameriky. Podle některých systémů jsou řazeni jako podčeleď kosmani (Callitrichinae) do čeledi malpovitých (Cebidae).[1] [2] [3]
Patří mezi nejmenší opičky, délka jejich těla bez ocasu je 12 až 30 cm a váží od 100 do 250 gramů. Všechny druhy jsou atraktivně zbarvené. Na prstech, kromě palců u nohy, mají místo nehtů malé drápky, proto se také nazývají drápkaté opičky. Někdy se jím říká podle velikosti marmosetky, což je odvozeno od francouzského slova marmouset (malí lidé, trpaslíci).
Podle výzkumů molekulární biologie se tato skupina objevila v období paleocénu, kdy se zároveň oddělila od dalších vývojových větví primátů. Předkové kosmanovitých primátů patřili k prvním savcům, kteří po vyhynutí dinosaurů na konci křídy přešli postupně k dennímu způsobu života.[4][5]
Jsou to všežravci, živí se převážně ovocem a dále příležitostně hmyzem, drobnými obratlovci, bezobratlými, mízou a pryskyřici, které vylučují stromy, a nektarem květů. Téměř celý život stráví v korunách stromů, na zem slézají jen výjimečně.
Kosmanovití mají na prsou pachové žlázy, jejímiž výměšky samci značkují svá teritoria. Samice zase ohraničují své obvody močí. Při vzájemných soubojích používají zuby méně než ostatní opice, ale snaží se soupeři zlomit ruku.
Žijí v párech nebo malých skupinkách, kde většinou rodí jediná vůdčí samice, podřízené samice nejsou schopné normální ovulace. Březost trvá 120 až 140 dnů, narodí se obvykle dvojčata. O mláďata se starají oba rodiče, velkou část dne je nosí na sobě zavěšené samec a samici je předává jen ke kojení. Žijí ve skupinách s mláďaty. Jestliže mladí z předchozího roku zůstávají s rodiči, přebírají péči o další potomky oni, přičemž hlavní úloha připadá samečkům. Průměrná délka života je 10 až 15 let.
V příloze CITES I jsou uvedeni tito ohrožení zástupci čeledi kosmanovitých:
Aby se zamezil jejich prodej na černém trhu, musí být registrováni.[7] Kosmani stejně nejsou vhodní domácí mazlíčci, nenaučí se čistotnosti a jsou velice náchylní k banálním lidským onemocněním, obyčejná rýma je může zabít. Chovají se v ZOO. Nejpočetnější skupinky zástupců všech těchto druhů v ČR má ZOO Jihlava.
Prohlubováním a zpřesňováním poznatků dochází ke změnám v taxonomii, vývojem se mění zatřiďování skupin zvířat do rodů, druhů nebo podruhů. Obdobná situace je i při zařazování do vyšších taxonů. Kosmanovití jsou rozděleni do více než 40 druhů které se dělí na více než 80 poddruhů. Jednou z možných příčin je to, že nežijí na celistvém území. Jihoamerické a středoamerické pralesy netvoří jednotný celek, ale jsou rozděleny výběžky And, savanami i mohutnými vodními toky. To vše jsou pro malé opičky nepřekonatelné překážky a v oddělených biotopech se postupem času vyvinuly četné rozdílné formy populace. U čeledi kosmanovitých není snadné se přesně vyznat v taxonomii.
Obrázky, zvuky či videa k tématu kosmanovití ve Wikimedia Commons
Kosmanovití (Callitrichidae) je čeleď malých primátů žijících v tropických pralesích Amazonie a Střední Ameriky. Podle některých systémů jsou řazeni jako podčeleď kosmani (Callitrichinae) do čeledi malpovitých (Cebidae).
Egernaber (Callitrichidae), tidligere kaldet kloaber (dette navn bruges mest på bl.a. tysk Krallenaffen), er en familie af vestaber og omfatter bl.a. marmosetter og tamariner. Det er små altædende primater, der hovedsageligt lever i Sydamerika. Familien indeholder omkring 50 arter. Til tider er denne gruppe blevet betragtet som en underfamilie af familien Cebidae. Egernaber adskiller sig fra andre vestaber ved deres kløer på tæer og fingre, bortset fra storetåen, der bærer negl.
Egernaber hører til de mindre primater, dværgsilkeaben er den mindste af alle egentlige aber. De har en kropslængde på 12 til 35 centimeter, halen er med 15 til 44 centimeter altid længere end kroppen. Vægten varierer fra 100 til 600 gram.
Pelsen er blød og tæt og hos nogle arter silkeagtig. Farven varierer med arten fra sort over forskellige brune og grå nuancer til gul og hvid. Ofte er bestemte kropsdele i en kontrasterende farve og hos nogle arter findes hårtoppe eller skæg. Lemmerne er relativt korte, bagbenene er noget længere end forbenene. Egernaber adskiller sig fra andre vestaber ved deres kløer, der på alle tæer (på nær storetåen) og alle fingre erstatter negle. Disse kløer gør det muligt for dyrene at klatre ad lodrette træstammer, endda med hovedet nedad.
Hovedet er afrundet og snuden relativt kort. Ansiget er ofte nøgent eller kun sparsomt behåret. Tandsættet er enestående blandt primater med tandformlen: 2.1.3.22.1.3.2, i alt altså 32 tænder. I modsætning til alle andre vestaber er antallet af kindtænder reduceret fra 3 til 2 i hver kæbehalvdel. Som eneste art har springtamarinen dog tre kindtænder.
Egernaber lever i tropiske skove i Mellem- og Sydamerika. De fleste arter forekommer i Amazonbassinet, hvor deres udbredelsesområde strækker sig fra det østlige Ecuador og nordlige Bolivia til det nordøstlige Brasilien.
Nogle arter er tilpasningsdygtige og kan også leve i plantager og haver.
Alle arter er dagaktive, om natten sover de i huller i træerne eller i tæt vegetaton. De lever i træerne og løber her på alle fire ad de vandrette grene, men springer også godt og takket være deres kløer kan de klatre ad lodrette træstammer. Deres bevægelser er generelt hurtige og adrætte.
Egernaber lever i grupper på 2 til 15 dyr. Grupperne består af en eller flere hanner, en eller flere hunner og deres afkom. Inden for gruppen er adfærden ofte udpræget social, dyrene sover ofte tæt op ad hinanden og plejer hinandens pels. Ved et forsøg fandt man ud af, at hvidørede silkeaber udviser altruistiske tendenser. De gav artsfæller mad uden belønning eller modydelse, heller ikke i forhold til forplantning.[2]
Egernaber er altædende, men hovedsageligt består føden af frugter, nektar og insekter. Silkeaber har et særligt tandsæt, der gør det muligt at gnave huller i barken, for at kunne komme til plantesaft, hvilket især i perioder med få frugter er en vigtig del af føden. I mindre grad æder egernaber også andre plantedele, små hvirveldyr og fugleæg.
I en gruppe er det kun en enkelt dominant hun, der får unger. Hos nogle arter skyldes dette, at ægløsningen hos de andre hunner i gruppen undertrykkes, muligvis på grund af feromoner fra den dominante hun. Hos løveaberne (Leontopithecus) derimod er det nok udelukkende den seksuelle adfærd, der undertrykkes. Ansvaret for at bære ungerne deles af de to køn.[3] I nogle tilfælde, som hos paryksilkeabe (Saguinus oedipus), kan hannerne drage mere omsorg for ungerne end hunnerne.[4]
I fangenskab ses ofte monogame par, men i naturen er der nok overvejende tale om polyandri, det vil sige at hunnen parrer sig med flere hanner, hvilket ellers er meget sjældent blandt primater.
To gange årligt føder hunnen 1-3 unger efter en drægtighedsperiode på 130 til 150 dage. I 80 procent af tilfældene består kuldet af tveæggede tvillinger.
Som noget enestående blandt pattedyr vokser placenta-membranerne sammen, selvom tvillingerne stammer fra to forskellige befrugtede æg. Derved forekommer en udveksling af celler mellem embryonerne (kimærisme). En undersøgelse af silkeaben Callithrix kuhlii viste, at den ikke kun i blodet havde andet arvemateriale, men også i kønscellerne, og derfor ved parring ikke nødvendigvis videregav dens egne gameter, men muligvis arveanlæggene fra dens tvillingesøster eller -bror.[5] En undtagelse er springtamarinen, der oftest føder en enkelt unge ad gangen. Forplantningsraten er relativt høj, allerede fem til otte måneder efter fødslen kan hunnen igen få unger.
De cirka 50 arter i familien Callitrichidae, hvoraf ikke alle har danske navne:
Egernaber (Callitrichidae), tidligere kaldet kloaber (dette navn bruges mest på bl.a. tysk Krallenaffen), er en familie af vestaber og omfatter bl.a. marmosetter og tamariner. Det er små altædende primater, der hovedsageligt lever i Sydamerika. Familien indeholder omkring 50 arter. Til tider er denne gruppe blevet betragtet som en underfamilie af familien Cebidae. Egernaber adskiller sig fra andre vestaber ved deres kløer på tæer og fingre, bortset fra storetåen, der bærer negl.
Die Krallenaffen oder Krallenäffchen (Callitrichidae oder Callitrichinae als Unterfamilie der Kapuzinerartigen (Cebidae)) sind eine systematische Gruppe innerhalb der Neuweltaffen (Platyrrhini) – ihre systematische Stellung ist aber umstritten. Es sind kleine, allesfressende Primaten, die hauptsächlich in Südamerika leben. Die Familie umfasst etwa 50 Arten in acht Gattungen: die Tamarine mit den Gattungen Leontocebus und Saguinus, die Löwenäffchen, die Springtamarine und die Gruppe der Marmosetten, die in vier Gattungen unterteilt wird.
Krallenaffen zählen zu den kleineren Primaten, mit dem Zwergseidenäffchen gehört auch der kleinste Eigentliche Affe überhaupt zu dieser Gruppe. Sie erreichen eine Kopf-Rumpf-Länge von 12 bis 35 Zentimetern, der Schwanz ist mit 15 bis 44 Zentimetern stets deutlich länger als der Körper. Er ist lang und buschig und kann nicht als Greifschwanz eingesetzt werden. Das Gewicht dieser Tiere variiert von 100 bis 600 Gramm.
Ihr Fell ist weich und dicht und bei einigen Arten seidig. Seine Färbung variiert je nach Art von schwarz über verschiedene Braun- und Grautöne bis zu gelb und weiß; häufig sind bestimmte Körperteile kontrastierend gefärbt und Büschel, Schöpfe oder Bärte vorhanden. Die Gliedmaßen sind relativ kurz, die Beine sind etwas länger als die Arme. Namensgebendes Merkmal, das sie von allen anderen Neuweltaffen unterscheidet, sind die Krallen, die sich anstelle von Nägeln an den Fingern und Zehen (mit Ausnahme der Großzehe) befinden. Diese Krallen haben sich vermutlich aus Nägeln entwickelt und sind ein gemeinsames abgeleitetes Merkmal. Sie ermöglichen es den Tieren, an senkrechten Stämmen zu klettern und sogar kopfunter nach Nahrung zu suchen.
Der Kopf der Krallenaffen ist rundlich, die Schnauze relativ kurz. Das Gesicht ist häufig nackt oder nur spärlich behaart. Die Zahnformel ist einzigartig unter den Primaten und lautet I2-C1-P3-M2, insgesamt sind also 32 Zähne vorhanden. Im Gegensatz zu allen anderen Neuweltaffen ist also die Zahl der Molaren von 3 auf 2 reduziert, was vermutlich mit der Verzwergung in Zusammenhang steht – Ausnahme: als einzige Art hat der Springtamarin drei Molaren. Eine weitere Besonderheit im Bau der Zähne ist, dass die oberen Molaren nur drei Höcker auf der Kaufläche aufweisen – hier bildet wieder der Springtamarin eine Ausnahme, der (wie alle übrigen Neuweltaffen) vier Höcker hat. Die Marmosetten und Zwergseidenäffchen zeigen eine einzigartige Spezialisation im Bau der Zähne, die ihnen das Annagen der Baumrinde ermöglicht.
Krallenaffen leben in den tropischen Wäldern Mittel- und Südamerikas. Die meisten Arten kommen im Amazonasbecken vor, wo sich ihr Verbreitungsgebiet vom östlichen Ecuador und dem nördlichen Bolivien bis in das nordöstliche Brasilien erstreckt. Ausnahmen sind die Büscheläffchen und die Löwenäffchen, die das östliche und südöstliche Brasilien bewohnen, und die oedipus-Gruppe der Tamarine, die im nordwestlichen Kolumbien und in Panama vorkommt.
Lebensraum dieser Tiere sind Wälder, wobei sie häufig Waldformen mit dichtem Unterholz wie Sekundärwälder oder Waldränder bevorzugen. Einige Arten sind anpassungsfähig und können auch in Plantagen oder Gärten leben.
Alle Arten sind tagaktiv, in der Nacht schlafen sie in Baumhöhlen oder im Pflanzendickicht. Sie sind Baumbewohner und bewegen sich dort auf allen vieren auf waagrechten Ästen laufend fort, sie können aber auch gut springen und dank ihrer Krallen an senkrechten Baumstämmen klettern. Ihre Bewegungen sind generell schnell und agil.
Krallenaffen leben in Gruppen von 2 bis 15 Tieren. Gruppen bestehen aus einem oder mehreren Männchen, einem oder mehreren Weibchen und dem dazugehörigen Nachwuchs, die Zusammensetzung kann zu einem gewissen Grad variabel sein. Innerhalb der Gruppe ist das Sozialverhalten oft ausgeprägt, die Tiere schlafen oft eng aneinander gekuschelt und pflegen sich gegenseitig ihr Fell. In einem Versuch wurde entdeckt, dass Weißbüschelaffen altruistische Tendenzen zeigen. Dabei ließen sie Artgenossen ohne eine Belohnung oder Gegenleistung – auch nicht zu Fortpflanzungszwecken – Nahrung zukommen.[1]
Krallenaffen kommunizieren mit verschiedenen Lauten (mit denen sie unter anderem vor Fressfeinden warnen), mit Gesichtsausdrücken und Körperhaltungen miteinander. Weiterhin gibt es Geschlechtsdrüsen, die der Markierung und Kommunikation dienen. Es gibt meist nur ein dominantes Weibchen, welches sich in der Gruppe fortpflanzt. Die Pflege des Nachwuchses übernehmen meist die Familienangehörigen.
Krallenaffen sind Allesfresser, wobei meist Früchte, Nektar und Insekten den Hauptbestandteil der Nahrung bilden. Marmosetten haben ein spezialisiertes Gebiss, mit dem sie Löcher in die Baumrinde nagen können, um so an die Baumsäfte zu gelangen. Diese stellen vor allem in Zeiten, in denen wenig Früchte vorhanden sind, einen wichtigen Bestandteil ihrer Nahrung dar. In geringem Ausmaß verzehren Krallenaffen auch andere Pflanzenteile, kleine Wirbeltiere und Vogeleier.
Auch wenn es mehrere Weibchen in einer Gruppe gibt, pflanzt sich meist nur das dominante fort. Bei einigen Arten wird das erreicht, indem der Eisprung der übrigen Weibchen unterdrückt wird, möglicherweise durch Pheromone des dominanten Tieres. Bei den Löwenäffchen hingegen dürfte lediglich das Sexualverhalten unterdrückt werden.
Das Paarungsverhalten ist je nach Gruppenzusammensetzung variabel. In Gefangenschaft lässt sich oft ein monogames Verhalten beobachten, das heißt, das Weibchen paart sich nur mit einem Männchen. In freier Wildbahn überwiegt vermutlich eher ein polyandrisches Verhalten, das heißt, das Weibchen pflanzt sich mit mehreren Männchen fort. Diese Polyandrie ist ein unter Primaten sonst sehr selten zu beobachtendes Phänomen.
Zweimal im Jahr bringt das Weibchen nach einer rund 130- bis 150-tägigen Tragzeit ein bis drei Junge zur Welt. Zu 80 Prozent besteht der Nachwuchs jedoch aus zweieiigen Zwillingen. Man geht davon aus, dass es dem Weibchen leichter fällt, zwei kleinere Junge zu gebären als ein großes. Das Fortpflanzungssystem ist einzigartig unter den Säugetieren: Die Zwillinge stammen von getrennt befruchteten Eiern (sind also zweieiig), die Plazentamembranen wachsen jedoch zusammen, dabei kommt es zum Zellaustausch zwischen den Embryonen (Chimärismus). Eine Untersuchung bei Kuhl-Büschelaffen ergab, dass sie das verschiedene Erbgut nicht nur in Blut-, sondern auch in Geschlechtszellen tragen und so bei der Paarung nicht notwendigerweise die eigenen Gameten, sondern möglicherweise die Erbinformationen ihrer Geschwister weitergeben.[2] Eine Ausnahme von diesem Schema stellt der Springtamarin dar, bei dem Einlingsgeburten überwiegen. Die Fortpflanzungsrate ist relativ hoch, schon nach fünf bis acht Monaten nach der Geburt kann das Weibchen erneut werfen.
Die Jungtiere sind bei der Geburt sehr groß, sie erreichen gemeinsam rund 25 Prozent des Gewichtes der Mutter. Die Männchen der Gruppe beteiligen sich intensiv an der Jungenaufzucht, oft auch die untergeordneten Weibchen und die älteren Geschwister. Sie tragen die Jungtiere und beschäftigen sich mit ihnen und übergeben sie der Mutter nur zum Säugen. Ausnahme ist wiederum der Springtamarin, bei dem die Männchen erst nach drei Wochen beginnen, sich am Tragen zu beteiligen.
Nach einem Monat beginnen die Jungen, feste Nahrung zu sich zu nehmen, nach einigen Monaten werden sie vollständig entwöhnt. Nach zwölf bis achtzehn Monaten sind sie geschlechtsreif.
Die Lebenserwartung der Krallenaffen kann in menschlicher Obhut bis zu 28 Jahre betragen.
Die Vernichtung ihres Lebensraumes durch Abholzung der Regenwälder stellt die größte Bedrohung der Krallenaffen dar. Wie bei anderen südamerikanischen Tieren sind die Bewohner der atlantischen Küstenwälder, etwa die Löwenäffchen, besonders von den Einschränkungen ihres Lebensraums betroffen. Hinzu kommt, dass mancherorts Tiere eingefangen und zu Heimtieren gemacht werden. Die Bejagung wegen ihres Fleisches spielt im Gegensatz zu anderen Neuweltaffen wegen ihrer geringen Ausmaße keine Rolle. Aufgrund ihrer Anpassungsfähigkeit, und weil sie oft in der Nähe des Menschen leben können, sind Krallenaffen manchmal weniger gefährdet als größere Primaten. So konnten sich mehrere Büschelaffenarten in Regionen im Osten Brasiliens ausbreiten, in denen sie ursprünglich nicht heimisch waren.
Manche Arten wie der Lisztaffe und der Weißbüschelaffe werden bis heute bei Tierversuchen eingesetzt.
Die systematische Stellung der Krallenaffen innerhalb der Neuweltaffen ist umstritten. Aufgrund ihrer einzigartigen Merkmale (Krallen, Molarenanzahl und Gebärweise) wurden sie als Familie Callitrichidae allen anderen Neuweltaffen gegenübergestellt, die als Cebidae zusammengefasst wurden,[3] und galten dabei als urtümlichster Zweig.
Morphologische und molekulare Untersuchungen haben ergeben, dass die Cebidae in diesem Sinn eine paraphyletische Gruppe sind, das heißt einige Vertreter näher mit den Krallenaffen verwandt sind als untereinander. Auch sind die Krallenaffen keine primitive Gruppe, sondern hochspezialisierte und sekundär verzwergte Neuweltaffen.
Sehr wahrscheinlich bilden die Krallenaffen zusammen mit den Kapuzineraffen (Cebinae), den Totenkopfaffen (Saimiri) und den Nachtaffen (Aotus) eine gemeinsame Abstammungslinie. Die Verwandtschaftsverhältnisse und die systematischen Klassifikationen innerhalb dieser Abstammungslinie sind aber umstritten. Weitgefasste Systematiken fassen alle Tiere dieser Abstammungslinie zu einer Familie Cebidae zusammen.[4] Andere Sichtweisen sehen in den Krallenaffen eine Unterfamilie (Callitrichinae) der Cebidae – unter Ausschluss der Nachtaffen.[5] Eine weitere Sichtweise fasst die Cebidae enger (nur Kapuziner- und Totenkopfaffen) und sieht die Nachtaffen (als Aotidae) und die Krallenaffen (Callitrichidae) als jeweils eigene Familien.[6] Auch aufgrund der unsicheren Stellung der Nachtaffen wird dieser Sichtweise hier bis auf weiteres der Vorzug gegeben.
Innerhalb der Krallenaffen werden acht Gattungen unterschieden: die zwei Gattungen der Tamarine, die Löwenäffchen, der Springtamarin, die Büschelaffen, die Seidenäffchen, das Schwarzkronen-Seidenäffchen und das Zwergseidenäffchen, die letzten vier bilden die Gattungsgruppe der Marmosetten. Der Springtamarin zeigt die größten Abweichungen, er hat wie die übrigen Neuweltaffen noch drei Molaren und bringt vorwiegend Einlinge zur Welt. Aufgrund dieser Abweichungen wurde er häufig in eine eigene Unterfamilie (Callimiconinae) oder gar Familie (Callimiconidae) neben den Krallenaffen gestellt. Molekulare Untersuchungen stellen ihn allerdings konsequent in die Nähe der Marmosetten, sodass sich für die Gattungen der Krallenaffen folgendes Kladogramm ergibt:[7]
Krallenaffen (Callitrichidae)Löwenäffchen (Leontopithecus)
Springtamarin (Callimico)
Büschelaffen (Callithrix)
Seidenäffchen (Mico)
Schwarzkronen-Seidenäffchen (Callibella)
Zwergseidenäffchen (Cebuella)
Die Besonderheiten des Springtamarins ließen sich dadurch erklären, dass es bei den Krallenaffen mehrmals unabhängig voneinander zum Verlust des dritten Molars gekommen ist und dass der Springtamarin sekundär wieder zur Einlingsgeburt gewechselt ist, da es sehr unwahrscheinlich ist, dass das einzigartige Fortpflanzungsverhalten bei Tamarinen und Marmosetten zweimal entstanden ist.[6]
Heute werden etwa 50 Arten von Krallenaffen unterschieden:[5]
Die Krallenaffen oder Krallenäffchen (Callitrichidae oder Callitrichinae als Unterfamilie der Kapuzinerartigen (Cebidae)) sind eine systematische Gruppe innerhalb der Neuweltaffen (Platyrrhini) – ihre systematische Stellung ist aber umstritten. Es sind kleine, allesfressende Primaten, die hauptsächlich in Südamerika leben. Die Familie umfasst etwa 50 Arten in acht Gattungen: die Tamarine mit den Gattungen Leontocebus und Saguinus, die Löwenäffchen, die Springtamarine und die Gruppe der Marmosetten, die in vier Gattungen unterteilt wird.
Los callitriquids (Callitrichidae) son una familha de primats de la coa pendenta, de las onglas en arpas e de las narinas platas.
Son totes de monards de la talha pichona o fòrça pichona.
Vivon en America.
Las classificacions filogeneticas modèrnas ne fan una sosfamilha dels Cebidae jol nom d'Hapalinae.
Aquesta familha foguèt creada per John Edward Gray (1800-1875) en 1821.
Ойноок сымалдуулар (лат. Callitrichidae) — майда маймылдардын бир тукуму, булардын кыйла түрү жана уруусу бар: кидик ойноок (лат. Cebuella pygmaea), арстан сымалдуу ойноок розалия (Leontideus rosalia), кадимки ойноок (Callithrix jacchus), Жоффруанын эдип ойноогу (Saguinus oedipus), кидик ойнооктор (уруу) (Cebuella), арстансымак ойнооктор (уруу) (Leontideus), кадимки ойнооктор (уруу) (Callithrix), эдип ойнооктору (уруу) (Oedipomaida), кадимки эдип ойнооктору (урууча) (Oedipomida).
Ойноок сымалдуулар (лат. Callitrichidae) — майда маймылдардын бир тукуму, булардын кыйла түрү жана уруусу бар: кидик ойноок (лат. Cebuella pygmaea), арстан сымалдуу ойноок розалия (Leontideus rosalia), кадимки ойноок (Callithrix jacchus), Жоффруанын эдип ойноогу (Saguinus oedipus), кидик ойнооктор (уруу) (Cebuella), арстансымак ойнооктор (уруу) (Leontideus), кадимки ойнооктор (уруу) (Callithrix), эдип ойнооктору (уруу) (Oedipomaida), кадимки эдип ойнооктору (урууча) (Oedipomida).
Kalitriksedoj estas neotropisa familio [noto 1] de okcidentaj simiuloj kiu enhavas la kalitriksojn kaj parencajn speciojn.
Kalitriksedoj estas neotropisa familio de okcidentaj simiuloj kiu enhavas la kalitriksojn kaj parencajn speciojn.
Los calitrícidos (Callitrichidae) son una familia de primates platirrinos que habitan en Centro y Suramérica que incluye a 42 especies llamadas comúnmente titíes y tamarinos.[1] Publicaciones como MSW consideran a la familia como una subfamilia (Callitrichinae) de Cebidae.[2]
De acuerdo a Garbino y Martins-Junior (2017) los calitrícidos incluyen los géneros Callithrix, Cebuella, Mico, Saguinus, Leontopithecus y Callimico.[1][3] Los autores subdividen el género Saguinus en tres subgéneros: Saguinus, Leontocebus y Tamarinus.
Los integrantes de la familia habitan en América Central y en Sudamérica (Colombia, Bolivia, Brasil, Venezuela, Perú y Paraguay).
Su peso está entre 100 g (C. pygmaea) y 800 g (Loentopithecus).[3] El cuerpo de los titís mide entre 13 cm (C. pygmaea) y 50 cm (Leontopithecus) y la cola entre 15 y 40 cm. Tienen dos molares (excepto Callimico), cola no prensil y un pulgar oponible. Son diurnos y arborícolas y las garras que tienen les permiten sujetarse perfectamente a las ramas de los árboles. Su dieta consiste sobre todo en frutas, hojas, flores, néctar, savia e insectos, aunque algunas especies se alimentan también de huevos y pequeños vertebrados.
Los titís son territoriales y viven en grupos pequeños de alrededor de 5 a 6 animales. Estos grupos defienden su territorio, asustando intrusos con chillidos y persecuciones amenazadoras. A veces se asocian grupos de diferentes especies de monos. El acicalado y la intercomunicación son muy importantes en la cooperación grupal, se les suele ver por parejas sentados o durmiendo.
Son de los pocos primates que tienen partos múltiples, usualmente gemelos, hasta en el 80% de las especies estudiadas. A diferencia de la mayoría de los primates, los machos juegan un papel preponderante en el cuidado parental, en ocasiones incluso más que las hembras. Normalmente los grupos familiares son integrados por una pareja y sus hijos, que a su vez se integran a grupos territoriales. La madre, es la que cría a pesar de que en el grupo puede haber varias hijas adultas y fértiles. Todos en el grupo ayudan a cuidar a los jóvenes.
De acuerdo a Rylands y Mittermeier (2009) los calitrícidos incluyen 7 géneros integrados por 41 especies.[1] En 2010, se reconoció como especie a Mico rondoni, considerada previamente subespecie parte de Mico emiliae.[4] En 2014, se descubrió que Mico manicorensis era un sinónimo de Mico marcai.[5]
Callimico goeldii
Mico argentatus
Leontopithecus chrysomelas
Leontopithecus rosalia
Saguinus labiatus
Saguinus imperator
Saguinus midas
Saguinus geoffroyi
Saguinus oedipus
Saguinus bicolor
Saguinus mystax
Callithrix penicillata
Los calitrícidos (Callitrichidae) son una familia de primates platirrinos que habitan en Centro y Suramérica que incluye a 42 especies llamadas comúnmente titíes y tamarinos. Publicaciones como MSW consideran a la familia como una subfamilia (Callitrichinae) de Cebidae.
De acuerdo a Garbino y Martins-Junior (2017) los calitrícidos incluyen los géneros Callithrix, Cebuella, Mico, Saguinus, Leontopithecus y Callimico. Los autores subdividen el género Saguinus en tres subgéneros: Saguinus, Leontocebus y Tamarinus.
Callitrichidae Mundu Berriko primateen bost familietako bat da.[1] Bere kideak lehen Cebidae familiako Callitrichinae azpifamiliaren barnean sailkatzen zituzten.[2] Amazonian bizi dira.
Rylands eta Mittermeier (2009) adituen arabera, familiak 41 espezie ditu, 7 generotan banaturik. 2010ean, Mico rondoni espezie berria onartu zuten, lehen Mico emiliaetzat hartzen zena.[3]
Callimico goeldii
Callithrix argentata
Leontopithecus chrysomelas
Leontopithecus rosalia
Saguinus labiatus
Saguinus imperator
Saguinus midas
Saguinus geoffroyi
Saguinus oedipus
Saguinus bicolor
Saguinus mystax
Callithrix penicillata
Artikulu hau biologiari buruzko zirriborroa da. Wikipedia lagun dezakezu edukia osatuz. Callitrichidae Mundu Berriko primateen bost familietako bat da. Bere kideak lehen Cebidae familiako Callitrichinae azpifamiliaren barnean sailkatzen zituzten. Amazonian bizi dira.
Kynsiapinat (Callithrichinae, synonyymi Callitrichidae) ovat uuden maailman apinoita. Alaheimoon kuuluvat mm. marmosetit ja tamariinit.
Kynsiapinat ovat pikkumakien kanssa pienimpiä kädellisiä. Pienimmät kynsiapinat ovat vain 13 cm:n pituisia ja 100 g:n painoisia. Niiden merkittävin ulkoinen piirre ovat kynnet, jotka ovat kaikissa sormissa ja varpaissa pois lukien isovarpaat. Tutkijat ovat yhtä mieltä siitä , että kynsiapinoiden esivanhemmilla oli tasaiset kynnet kaikissa sormissa ja varpaissa, aivan kuten ihmisellä. Kynsiapinoiden turkki on erittäin pehmeä ja omaa useita eri värejä lajista riippuen. Häntä on yleensä pitempi kuin ruumis, mutta toisin kuin monet muut lajit, uuden maailman apinat eivät voi käyttää sitä tarttumista varten.
Kynsiapinat elävät Keski-Amerikan ja Etelä-Amerikan sademetsissä. Useimmat lajit elävät Amazonin ympäristössä.
Kaikki lajit ovat päivälajeja. Ne elävät puissa ja liikkuvat hyppäämällä puusta toiseen tai juoksemalla oksia pitkin. Kynsiapinat asuvat pienissä perheissä, joiden reviiri on 1 ja 50 hehtaarin välillä.
Kynsiapinoiden ravinto koostuu pääasiassa hyönteisistä. Lisäksi ne syövät mettä, pehmeitä hedelmiä ja puiden mahlaa.
Kun raskaus on kestänyt 140–150 päivää naaras synnyttää yhdestä kolmeen poikasta kahdesti vuodessa. 80 %:ssa tapauksista syntyy kaksoset. Tutkijat olettavat, että naaraiden on helpompi synnyttää kaksi pientä poikasta kuin yksi iso. Poikasten kasvatukseen osallistuu koko perhe, pääasiassa urokset. Molemmat sukupuolet, etenkin urokset, kantavat poikasia selässään. 12–18 kuukauden kuluttua kynsiapinoista tulee sukukypsiä. Elinajanodote kynsiapinoilla on noin 16 vuotta.
Suurin uhka kynsiapinoille on niiden elinympäristön tuhoutuminen. IUCN arvioi, että 11 lajia on vaarassa kuolla sukupuuttoon. Uskotaan, että suurimmassa vaarassa ovat leijonatamariinit.
Kynsiapinoiden alaheimo sisältää seuraavat lajit:
Kynsiapinat (Callithrichinae, synonyymi Callitrichidae) ovat uuden maailman apinoita. Alaheimoon kuuluvat mm. marmosetit ja tamariinit.
Callitrichinae
Les Callitrichidae forment une famille de primates miniatures parmi les singes du Nouveau Monde. Ils rassemblent les espèces aux noms vernaculaires formés à partir des termes ouistitis, tamarins, pinchés et petits singes-lions. Ces singes sont du format d’un écureuil (corps de 20 à 25 cm) et doués d’une vélocité stupéfiante. Longtemps considérés comme primitifs, des études récentes sur leur anatomie, leur écologie et leur comportement ont montré au contraire qu’ils représentent un type de primates hautement spécialisés présentant de nombreux caractères dérivés résultant d’un processus de nanisation à partir du stock originel.
Phylogénétiquement proches des Cebidae, ces primates sont considérés par certains auteurs comme en formant une sous-famille, dénommée Callitrichinae.
Les callitrichidés arborent toute une gamme de touffes, de crêtes, de toupets, de crinières, de moustaches et de franges ; la variété des coloris est prodigieuse au sein d’un même genre voire d’une même espèce, surtout chez les tamarins, d'où leur nom, du gr. callos : beauté et trix, trikhós : chevelure, barbe, toison. Leur queue fine est plus longue que le corps et leur visage ressemble à celui d’un « vieillard ».
À l’exception du Callimico, ils ont tous perdu leurs troisièmes molaires, dents nécessaires à la mastication des fibres végétales mais devenues inutiles pour déchiqueter des invertébrés.
Leur régime est à base de fruits, de gommes, de sève, et d’arthropodes.
Les callitrichidés sont les seuls singes modernes aux ongles modifiés en griffes. Aussi ne sont-ils pas experts dans la manipulation d’objet. Une telle adaptation autorise un meilleur agrippement aux troncs sur lesquels ils passent beaucoup de temps pour se nourrir.
À cet effet, les ouistitis possèdent de longues incisives inférieures, crocs en forme de gouge à l’aide desquels ils attaquent l’écorce des arbres, creusant le bois de sillons d’une quinzaine de centimètres de long. L’absence d’émail sur les incisives inférieures produit un mécanisme d’auto-aiguisement, à la manière des rongeurs. ces primates de troncs en récoltent la gomme suintante et s’approprient l’incision en urinant dans l’entaille. Les tamarins ont des incisives moins développées, ils se contentent de consommer la sève qui s’écoule naturellement et se montrent davantage frugivores.
Les callitrichidés, à l’exception du callimico, se distinguent des autres singes du Nouveau Monde par le fait que les femelles donnent naissance à des jumeaux. Une seule femelle se reproduit habituellement et met bas deux petits qui pèsent déjà 20 % de leur poids adulte, un ratio record chez les singes. Avant de s’émanciper, ils demeurent sous la surveillance de leur père et tous les membres du groupe participent à leur transport. Celui-ci s’étend sur une plus longue durée chez les tamarins car ils se développent moins vite que les petits ouistitis. Le partage de la nourriture constitue un autre trait comportemental saillant des callitrichidés. Le père écrase des fruits entre ses doigts pour sa progéniture puis la lui donne : ce partage commence dès que l’enfant peut prendre des aliments solides, la fréquence des dons s’accroît pendant la période de sevrage et peut se poursuivre plusieurs mois après que la progéniture a acquis son indépendance locomotrice.
Les groupes sociaux sont plus importants et plus stables chez les ouistitis que les tamarins. Pour marquer leur territoire, les ouistitis enduisent les branches des sécrétions de trois glandes situées dans la gorge et dans les régions périgénitale et génitale.
La taxonomie des platyrhiniens a connu de nombreux changements depuis les années 1990, à la suite des avancées de la phylogénétique. Les singes du Nouveau Monde étaient classiquement divisés en deux familles : Callitrichidae et Cebidae[1]. Or, il est apparu que les cébidés formaient un groupe paraphylétique et son cœur (la sous-famille des Cebinae) montrait plus de similitudes avec les callitrichidés qu'avec les autres sous-familles (Alouattinae, Atelinae, Pitheciinae et Aotinae). Celles-ci ont donc été élevées au rang de famille à part entière (Atelidae, Pitheciidae et Aotidae), et les callitrichidés ont été inclus dans la famille des Cebidae[2].
Selon la troisième édition de Mammal Species of the World, de 2005 :
Callitrichinae
Les Callitrichidae forment une famille de primates miniatures parmi les singes du Nouveau Monde. Ils rassemblent les espèces aux noms vernaculaires formés à partir des termes ouistitis, tamarins, pinchés et petits singes-lions. Ces singes sont du format d’un écureuil (corps de 20 à 25 cm) et doués d’une vélocité stupéfiante. Longtemps considérés comme primitifs, des études récentes sur leur anatomie, leur écologie et leur comportement ont montré au contraire qu’ils représentent un type de primates hautement spécialisés présentant de nombreux caractères dérivés résultant d’un processus de nanisation à partir du stock originel.
Phylogénétiquement proches des Cebidae, ces primates sont considérés par certains auteurs comme en formant une sous-famille, dénommée Callitrichinae.
Pandžaši (lat. Callitrichidae) su porodica malih majmuna sličnih vjevericama, koji obitavaju u Južnoj Americi (Brazil). Porodica uključuje nekoliko rodova, među kojima su marmozeti, tamarini i lavlji tamarini. Neko vrijeme ova porodica smatrala se potporodicom porodice Cebidae i nosila je naziv Callitrichinae.
Najmanji su čovjekoliki majmuni. Glava im je duljine 12-35 centimetara, a rep 15-44 centimetra i uvijek je znatno duži od tijela. Težina im varira između 100 i 600 grama. Krzno im je mekano i gusto, kod nekih vrsta svilenkasto. Boja varira ovisno o vrsti, od crne do smećkasto-žutih nijansi. Udovi su relativno kratki, stražnje noge su nešto dulje od prednjih. Na prstima (osim palcu) umjesto noktiju imaju pandže, po čemu su i ime dobili. One im omogućuju lakše penjanje po drvećima, ali i olakšavaju potragu za hranom. Glava im je okrugla, a nos je relativno kratak. Imaju ukupno 32 zuba. Za razliku od svih ostalih majmuna Novog svijeta, nema 3, nego 2 kutnjaka.
Svejedi su, jedu kukce, voće, biljni sok i smolu sa drveća. imaju specijalizirane zube, kojima mogu glodati rupe u korama drvećam, a tako dobivaju sok iz drveća. U vrijeme kada nema baš previše voća, ovo predstavlja važan dio prehrane. Povremeno, vrlo rijetko, jedu i male beskralježnjake, te ptičja jaja.
Sve vrste su aktivne danju, noću spavaju u šupljinama stabala ili u bujnoj vegetaciji. Drvne su životinje i mogu se dobro kretati svi četirima nogama. Također, zahvaljujući svojim tankim nožicama mogu i vrlo dobro skakati i penjati se po drvećima. Pokreti su im inače jako brzi i okretni. Komuniciraju različitim zvukovima (među kojima su i oni kojima se upozorava na grabežljivce u blizini), izrazima lica i držanjem tijela.
Žive u malim, teritorijalnim grupama s 2-15 životinja. Skupina se sastoji od jedne ili više ženki i od jednog ili više mužjaka, skupa se pare, a samo jedna ženka u skupini je reproduktivno aktivna. Ženka se pari s više mužjaka, a svaki od njih snosi svoj dio odgovornosti oko odgajanja potomaka.[1] Među proučavanim jedinkama, blizanci čine 80% rođenih potomaka.
Pandžaši (lat. Callitrichidae) su porodica malih majmuna sličnih vjevericama, koji obitavaju u Južnoj Americi (Brazil). Porodica uključuje nekoliko rodova, među kojima su marmozeti, tamarini i lavlji tamarini. Neko vrijeme ova porodica smatrala se potporodicom porodice Cebidae i nosila je naziv Callitrichinae.
Kalitriksu dzimta (Callitrichidae) ir primātu dzimta, kas pieder Jaunās pasaules pērtiķu virsdzimtai. Dzimtai pieder 7 ģintis un aptuveni 47 sugas.[1] Dzīvo Dienvidamerikas un Centrālamerikas tropu lietus mežos. Lielākā sugu daļa mitinās Amazones baseinā.
Dzimtu pārstāv Rietumu puslodes mazākie pērtiķi. Svars — 140-900 g, ķermeņa garums 13–37 cm, aste — 15–42 cm. Gara un mīksta vilna, virs ausīm dažkārt matu pušķi, parasti ir vaigubārda un citi matu rotājumi. Kažokā dominē baltie, melnie un rudie toņi. Aste ļoti pūkaina, taču netiek izmantota satveršanai. Asi nagi.
Visas sugas aktīvas diennakts gaišajā laikā. Dzīvo kokos un pārvietojas ar lēcieniem vai horizontāli skrienot pa zariem. Parasti dzīvo nelielās ģimeņu grupās, kuras sastāv no pāriem un viņu pusaugu pēcnācējiem, kas palīdz rūpēties par jaunākajiem mazuļiem. Šādu grupu areāls aptver no 1 līdz 50 ha.
Visēdāji. Uzturā lieto gan augu, gan dzīvnieku izcelsmes barību. Ēdienkartē ietilpst dažādi augļi, lapas, ziedi un to nektārs, kukaiņi, zirnekļi, vardes, ķirzakas, gliemji, putnu mazuļi un olas, reizēm arī sikspārņi.
Vairāki kalitriksu vairošanās aspekti ir neparasti ne tikai starp pērtiķiem, bet arī zīdītājiem. Partneri veido attiecības no monogāmām līdz poligāmām un poliandrām (daudzvīrība), vai pat attiecībām, kad diviem vai vairāk tēviņiem ir divas vai vairāk mātītes.[1]
Izņemot Geldi kalimiko, kuriem ir viens mazulis, kalitriksiem 80 % gadījumu dzimst dvīņi. Galvenais mazuļu aprūpētājs ir tēviņš. Viņš tos nēsā, barošanās reizēs ik pēc divām trim stundām iedodot tos mātītēm. Pēcnācēju audzināšanā parasti iesaistās visi grupas tēviņi un pārējie saimes locekļi.
Sākotnēji Jaunās pasaules pērtiķi bija iedalīti divās dzimtās — Callitrichidae (līdz 1950. gadiem Hapalidae) un Cebidae. Vēlāk visas sugas apvienoja kopīgā Cebidae dzimtā ar septiņām apakšdzimtām, un kalitriksu apakšdzimta (Callitrichinae) iekļāva 4 ģintis — Callitrix (iskaitot pundurkalitriksu Cebuella pygmaea), Saguinus, Leontopithecus un Callimico.[1] Dzimtas nosaukumu Callitrichidae atjaunoja 2002. gadā.[2]
Kalitriksu dzimta (Callitrichidae) ir primātu dzimta, kas pieder Jaunās pasaules pērtiķu virsdzimtai. Dzimtai pieder 7 ģintis un aptuveni 47 sugas. Dzīvo Dienvidamerikas un Centrālamerikas tropu lietus mežos. Lielākā sugu daļa mitinās Amazones baseinā.
De klauwaapjes (Callitrichinae) zijn een onderfamilie van de familie kapucijnapen, doodshoofdaapjes en klauwaapjes (Cebidae).
Ze behoren tot de kleinste aapjes ter wereld. Voorheen werd de onderfamilie als een aparte familie beschouwd, maar recent onderzoek heeft aangetoond dat de kapucijnapen en doodshoofdaapjes (onderfamilie Cebinae) nauwer verwant zijn aan de klauwaapjes dan aan de grijpstaartapen (Atelidae), en bij elkaar in één familie zouden moeten worden geplaatst.
Tot deze familie behoren verscheidene kleine Latijns-Amerikaanse apensoorten, waaronder de oeistiti's, ook wel penseelaapjes of zijdeaapjes genoemd, de tamarins, de leeuwaapjes en de springtamarin.
De soorten verschillen in grootte van het dwergzijdeaapje, dat 17,5 tot 19 centimeter lang wordt en 120 tot 190 gram zwaar, tot de leeuwaapjes, die 34 tot 40 centimeter lang worden en 630 tot 710 gram zwaar. De klauwaapjes hebben geen vingers met nagels, maar kleine klauwtjes.
Ze leven voornamelijk in het tropisch regenwoud van noordelijk Zuid-Amerika, maar ze komen ook voor in drogere bossen, galerijbossen en beboste savannes, tot in de cerrado en de caatinga. De meeste soorten leven in het Amazoneregenwoud, enkele soorten leven in het bedreigde Atlantische regenwoud, de regenwouden van noordelijk Colombia en in Panama en Costa Rica.
Klauwaapjes zijn dagdieren. Ze leven in de bomen en in de ondergroei. 's Nachts slapen ze in boomholten of op gevorkte takken. Met snelle bewegingen en sprongen bewegen ze zich op een eekhoornachtige manier tussen de takken.
Ze eten voornamelijk kleine zoete vruchten, bloemen, nectar, plantensappen als gom en het sap van de Braziliaanse rubberboom, en knoppen, en dierlijk voedsel als insecten, (voornamelijk sprinkhanen, kevers en wandelende takken) spinnen, slakken, kikkers en hagedissen. Klauwaapjes zijn een belangrijke verspreider van zaden.
Ze vormen kleine groepjes van vijf à zes, soms tot wel twintig dieren. Meestal bestaan deze groepjes uit een ouderlijk paar en hun jongen, aangevuld met enkele onverwante dieren. Alleen het dominante vrouwtje mag paren, en meestal paart ze met meerdere mannetjes. De jongen zijn bij de geboorte vrij groot, ongeveer een kwart van het volwassen lichaamsgewicht.
De vader en andere groepsleden helpen mee met de zorg voor de jongen, en de jongen worden door alle groepsleden op de rug gedragen. De dieren vlooien elkaar en spelen. Met geluiden houden ze contact met andere leden van de groep.
Ze zijn territoriaal en markeren hun territorium met geuren uit de klieren op de borst en de genitaliën. Mocht een dier de territoriumgrenzen overschrijden, wordt het gewaarschuwd door de bezitters van het territorium met kreetjes en gebaren.
De soorten hebben verscheidene eigenschappen gemeen die overige Zuid-Amerikaanse apen missen. Zo krijgen klauwaapjes geregeld tweelingen. De springtamarin is een uitzondering, hij krijgt over het algemeen eenlingen.
Boskap is de grootste bedreiging voor de klauwaapjes. Vooral de soorten uit het Atlantisch regenwoud, waaronder de leeuwaapjes, en soorten met een beperkt leefgebied worden bedreigd.
De klauwaapjes (Callitrichinae) zijn een onderfamilie van de familie kapucijnapen, doodshoofdaapjes en klauwaapjes (Cebidae).
Multimedia w Wikimedia Commons Pazurkowcowate[2], pazurkowce[3][4] (Callitrichidae) – podrodzina małp z rzędu naczelnych obejmująca między innymi marmozety i tamaryny. Wszystkie gatunki zamieszkują Amerykę Południową.
Do pazurkowców należą najmniejsi przedstawiciele naczelnych – wielkości wiewiórki. Posiadają nagą twarz i uszy oraz duże oczy, długie kończyny tylne i długi ogon. Ich futro jest miękkie i gęste. Palce zakończone paznokciami. Prowadzą dzienny, zwykle nadrzewny tryb życia. Żyją zazwyczaj w małych, rodzinnych grupach. Samice rodzą zwykle dwa młode, którymi opiekują się wszyscy członkowie grupy. Pazurkowce są wszystkożerne.
Do pazurkowców należy ponad 40 gatunków małp zgrupowanych w kilku rodzajach[5][4]:
Większość pazurkowców jest zagrożona wyginięciem. Wszystkie gatunki są objęte konwencją waszyngtońską CITES.
Pazurkowcowate, pazurkowce (Callitrichidae) – podrodzina małp z rzędu naczelnych obejmująca między innymi marmozety i tamaryny. Wszystkie gatunki zamieszkują Amerykę Południową.
Calitriquídeos (Callitrichidae) ou helapídeos (Hapalidae)[3] é uma família de Macacos do Novo Mundo, e já foi considerada subfamília da família Cebidae. Popularmente, são conhecidos por sagui (FO 1943: sagüi), soim ou sauim, apesar de que para o gênero Leontopithecus, é mais comum o termo mico-leão. O polegar da mão é curto e não oponível, e todos os dedos exceto o hálux são providos de unhas em forma de garras. O primeiro dedo do pé é oponível aos demais e possui uma unha chata. Possuem dois dentes pré-molares e dois molares em cada hemi-mandibula, exceto Callimico goeldii, que possui três molares.
Todos são arbóreos. São os menores primatas antropóides. Normalmente os filhotes costumam ingerir do leite materno até os 6 meses, logo após este período alimentam-se de insetos, frutas, gomas e exsudatos, podendo também comer pequenos vertebrados, como lagartos, filhotes e ovos de pássaros e pequenos mamíferos.
Vivem em pequenos grupos territoriais de aproximadamente 2 ou 8 animais. São o único grupo dos primatas que produzem regularmente gêmeos dizigóticos, que constituem mais de 80% dos nascimentos nas espécies que foram estudadas. Ao contrário de outros primatas, os machos fornecem geralmente tanto cuidado parental quanto as fêmeas — mais que elas em alguns casos. A estrutura social típica se constitui no casal reprodutor e sua prole. Na natureza normalmente dão à luz gêmeos, e já foi registrado em cativeiro o nascimento de trigêmeos. As proles mais velhas ajudam nos cuidados com os filhotes, carregando e partilhando alimentos. São formados, em sua grande maioria, por grupos monogâmicos ou biândricos, apresentando apenas um casal ou uma fêmea e dois machos dominantes.
Durante o século XX, a classificação predominante dos platirrinos dividia o grupo em duas famílias: Callitrichidae e Cebidae.[4] Essa classificação foi largamente usada, até a década de 1980.[4] Callitrichidae compreendia os gêneros Leontopithecus, Saguinus, Callithrix e Cebuella, e Cebidae compreendia os gêneros restantes. Mais recentemente, alguns autores consideraram o grupo dos saguis como subfamília de Cebidae, sendo essa classificação usada por alguns autores, como Groves (2005).[4] Outras classificações colocam Callitrichinae como uma família propriamente dita, como originalmente proposto no século XX.[4] Callimico foi frequentemente colocado como em família própria (Callimiconidae), mas os atuais estudos filogenéticos não corroboram com a necessidade de uma família ou subfamília própria para esse gênero.[4][5]
Chatterjee et al (2009) confirmaram o monofiletismo dos calitriquíneos e o colocaram como grupo irmão de um clado incluindo os gêneros Saimiri e Cebus e as famílias Atelidae e Aotidae.[5] Outros estudos apontam para uma ancestralidade comum exclusiva entre Callitrichinae e Cebinae (Saimiri e Cebus), o que justificaria, inclusive, a classificação dos saguis, micos e micos-leões em uma subfamília, e não em uma família separada de Cebidae.[6] Uma topologia alternativa que também é recuperada é o macaco-da-noite (Aotus) como grupo-irmão de Callitrichinae.[7] Nesse caso, estudos sugerem que algumas características compartilhadas por Aotus e pelos Callitrichinae, como uso de ocos de árvore como abrigo, tamanho pequeno e baixo grau de dimorfismo sexual, seriam sinapomorfias unindo os dois clados.[7]
De acordo com filogenias moleculares, são reconhecidos 7 gêneros na subfamília, sendo que Saguinus é a divergência mais basal, e Cebuella e Mico são grupos-irmãos.[8] As relações entre Saguinus, Leontopithecus e Callimico são pouco claras, o que evidencia a rapidez com que se deu a diversificação dessas linhagens.[8] Entretanto, a relação de que Callimico é grupo-irmão de um clado contendo Callithrix, Cebuella, Callibella e Mico é bem suportada por estudos citogenéticos e moleculares.[8]
Alguns dados moleculares baseados em análise de DNA mitocondrial sustentam a hipótese de que Saguinus e Leontopithecus foram os dois primeiros gêneros a se diversificarem e formam um grupo monofilético, sendo que o restante dos gêneros formam outro grupo, com Callimico como grupo mais basal.[5] Nesse mesmo trabalho, Saguinus é apresentado como grupo mais basal em outra análise molecular, sendo que Leontopithecus ficou como grupo irmão de um clado contendo Callimico, Callithrix, Cebuella e Mico (essa nomenclatura não foi usada no trabalho, considerando os gêneros Mico e Cebuella como subgêneros de Callithrix).[5] Outros autores também criticam a hipótese de ancestralidade comum entre Leontopithecus e Saguinus, alegando que os caracteres morfológicos encontrados nos dois gêneros são caracteres ancestrais dos calitriquíneos, e não podem ser usados para sustentar o monofiletismo de um clado com Saguinus e Leontopithecus.[6][7] Um estudo molecular abrangente utilizando 117 marcadores nucleares e 3 mitocondriais encontrou Saguinus como o grupo irmão dos demais calitriquíneos.[7]
O gênero Callibella, o último a ser descrito, foi posicionado como grupo-irmão do clado que inclui Mico e Cebuella.[9] Entretanto, análises moleculares mais recentes sugerem que Callibella é grupo-irmão de Mico, e que seria mais parcimonioso incluir Callibella humilis dentro do gênero Mico.[10]
A dificuldade em encontrar filogenias congruentes quanto a posição de Leontopithecus, Saguinus e Callimico com relação ao grupo monofilético contendo Callithrix, Cebuella e Mico, evidencia uma radiação rápida desses táxons.[8] Tal radiação ocorreu provavelmente no Mioceno na Amazônia, com a separação de Saguinus dos outros gêneros de Callitrichinae, a partir de um ancestral em comum.[11] O gênero Leontopithecus migrou para o sul, onde se diversificou a partir de refúgios, no Pleistoceno.[11] Datações moleculares sugerem que Cebuella se separou de Mico há 5 milhões de anos, na Amazônia.[11]
Filogenias de Callitrichinae[8] AO registro fóssil é pouco conhecido, sendo Lagonimico conclutatus, encontrado no sítio paleontológico de La Venta, na Colômbia, o fóssil mais antigo conhecido, datado de 13,5 milhões de anos atrás, do período Mioceno.[12] Essa espécie era grande, se comparada com os calitriquíneos atuais, mas possuía uma dentição muito semelhante às espécies de saguis: tal dentição parecia adaptada ao consumo de exsudatos.[13] Outro fóssil do Mioceno que é tido como um calitriquíneo é Micodon kiotensis, pois possuía pequeno tamanho e o quarto pré-molar inferior e o primeiro incisivo superior são semelhantes com o gênero atual, Callithrix.[14] Patasola magdalenae é outra espécie do Mioceno, com tamanho semelhante de um mico-leão e também baseado na morfologia da mandíbula e dos molares, foi considerado como grupo-irmão dos saguis.[15] Um fóssil que frequentemente é colocado como próximo de Callimico é Mohanamico hershkovitzi, também do Mioceno, mas existe a discussão se é realmente um calitriquíneo, pois alguns autores o consideram como mais próximo do gênero Callicebus.[15]
Alguns autores sugerem que a origem dos calitriquíneos é mais antiga ainda, inferindo algo em torno de 18 a 25 milhões de anos atrás.[6]
Atualmente, o número de espécies na família é relativamente alto, visto que muitas subespécies agora são consideradas espécies separadas, como observado com as subespécies de Callithrix jacchus e Mico argentatus.[4][16] Ademais, muitas espécies foram descobertas na Amazônia brasileira após o ano de 1990.[17]
Todos os calitriquíneos ocorrem na América do Sul, com exceção de Saguinus geoffroyi, que é encontrado no Panamá.[18] O mico-leão-de-cara-preta (Leontopithecus caissara) é o calitriquíneo com ocorrência mais ao sul, sendo encontrado no litoral do estado do Paraná.[18][4] O Brasil é o país que mais possui espécies de calitriquíneos, a maior parte delas endêmicas. Os gêneros Callithrix e Leontopithecus são encontrados apenas na Mata Atlântica brasileira, na Caatinga e Cerrado.[18][4] O gênero Mico só tem uma espécie que ocorre em outras localidades fora do Brasil, Mico melanurus, que ocorre no Chaco na Bolívia e no Paraguai.[18][4]
Ocorrem predominantemente em ambientes de floresta, na Amazônia e Mata Atlântica, mas algumas espécies, como Mico melanurus, Callithrix jacchus e Callithrix penicillata são encontrados em ambientes mais abertos, como o Cerrado, o Chaco e a Caatinga.[18][4] As outras espécies de Callithrix ocorrem em florestas montanhosas na Mata Atlântica.[12] O habitat de Saguinus e Mico consiste principalmente dos estratos mais altos de florestas primárias na Amazônia, mas podem ocorrer em áreas de floresta secundária.[12] Saguinus que ocorre na Colômbia e Panamá habitam principalmente a floresta estacional semidecidual.[12] Cebuella pygmaea é encontrado predominantemente em florestas que sofrem inundações periódicas e florestas ripárias.[12] Florestas de bambum, com sub-bosque denso é habitat de Callimico.[12] Os mico-leões ocorrem nas florestas chuvosas da costa leste do Brasil, mas também ocorrem na floresta estacional semidecidual do interior.[12]
Visto o grande número de espécies pouco estudadas, é difícil traçar um panorama mais detalhado sobre o grau de ameaça das espécies de calitriquíneos.[18] Muitas espécies possuem uma distribuição geográfica restrita e se localizam em regiões com alta pressão de desmatamento, como as que ocorrem no sul da Amazônia e na Mata Atlântica, o que coloca elas em algum grau de ameaça.[18] Na Mata Atlântica, quase todas as espécies se encontram com algum grau de ameaça, sendo os mico-leões (gênero Leontopithecus) os que possuem o maior risco de extinção visto habitarem paisagens altamente fragmentadas do sudeste e leste do Brasil, ocorrendo quase que exclusivamente em algumas unidades de conservação integral.[19] Em contrapartida, algumas espécies, como o sagui-de-tufos-brancos, são extremamente comuns, tendo, inclusive, suas áreas de distribuição geográfica aumentada, graças a introduções feitas pelo homem e não correm nenhum risco de extinção.[18][20]
Calitriquídeos (Callitrichidae) ou helapídeos (Hapalidae) é uma família de Macacos do Novo Mundo, e já foi considerada subfamília da família Cebidae. Popularmente, são conhecidos por sagui (FO 1943: sagüi), soim ou sauim, apesar de que para o gênero Leontopithecus, é mais comum o termo mico-leão. O polegar da mão é curto e não oponível, e todos os dedos exceto o hálux são providos de unhas em forma de garras. O primeiro dedo do pé é oponível aos demais e possui uma unha chata. Possuem dois dentes pré-molares e dois molares em cada hemi-mandibula, exceto Callimico goeldii, que possui três molares.
Todos são arbóreos. São os menores primatas antropóides. Normalmente os filhotes costumam ingerir do leite materno até os 6 meses, logo após este período alimentam-se de insetos, frutas, gomas e exsudatos, podendo também comer pequenos vertebrados, como lagartos, filhotes e ovos de pássaros e pequenos mamíferos.
Vivem em pequenos grupos territoriais de aproximadamente 2 ou 8 animais. São o único grupo dos primatas que produzem regularmente gêmeos dizigóticos, que constituem mais de 80% dos nascimentos nas espécies que foram estudadas. Ao contrário de outros primatas, os machos fornecem geralmente tanto cuidado parental quanto as fêmeas — mais que elas em alguns casos. A estrutura social típica se constitui no casal reprodutor e sua prole. Na natureza normalmente dão à luz gêmeos, e já foi registrado em cativeiro o nascimento de trigêmeos. As proles mais velhas ajudam nos cuidados com os filhotes, carregando e partilhando alimentos. São formados, em sua grande maioria, por grupos monogâmicos ou biândricos, apresentando apenas um casal ou uma fêmea e dois machos dominantes.
Kloapor (Callitrichidae) är en familj i underordningen Haplorhini som tillhör ordningen primater.
De skiljer sig från alla andra primater genom att tummen inte är motsättlig och att alla fingrar och tår, utom stortån som har en flat nagel, bär klor. Med hjälp av klorna klättrar de på lodrätta trädstammar, ibland med huvudet neråt. En annan skillnad är att de äkta kindtänderna (molarer) är 2, i stället för 3 som hos alla övriga primater. Tandformeln är I 2/2 C 1/1 P 3/3 M 2/2, alltså 32 tänder.[1] Enda undantaget är goeldisapan som har 3 molarer. Troligen reducerades molarernas antal när arterna blev mindre i storlek. Arter i släktet silkesapor har förmåga att öppna trädens bark med tänderna.[2]
Huvudet är avrundat och ansiktet föga utstående. Kloapor har stora öron och bär en silkesmjuk hårbeklädnad. Ansiktet är ofta naket eller glest täckt med hår. Pälsens färg varierar mellan svart, brun och gråaktig till gul eller vit. Ofta står vissa kroppsdelar som tofsar eller skägg i kontrast till övriga kroppen.
Kroppen är smärt och oftast mindre än hos övriga primater. Dvärgsilkesapa är med en kroppslängd på mellan 12 och 15 cm den minsta arten i familjen. Andra arter blir upp till 35 cm långa. Hos alla arter tillkommer en buskig svans som med 15 till 44 cm längd alltid är längre än kroppen. Svansen används inte som gripverktyg. Individernas vikt varierar mellan 100 och 600 gram (sällan upp till 900 g).[2] I överensstämmelse med hur lemmarna är utformade står att kloaporna aldrig går på två ben. Deras rörelsesätt, särskilt deras sätt att klättra, har stor likhet med till exempel ekorrarnas.
Deras utbredningsområde ligger i tropiska regnskogar i mellersta och södra Amerika. De flesta arterna lever i Amazonområdet i en region som sträcker sig från östra Ecuador och norra Bolivia till nordöstra Brasilien. Undantag är silkesapor och lejontamariner som lever i östra och sydöstra Brasilien. Tre arter av släktet tamariner lever också utanför Amazonområdet, de förekommer i nordvästra Colombia och Panama.
Några arter föredrar skog med tät undervegetation. Andra familjemedlemmar lever bland människans odlingar eller i trädgårdar.
Kort efter soluppgången börjar de vandra genom skogarna. På natten sover de i trädens håligheter eller gömda i den täta undervegetationen. Vanligen går de på fyra extremiteter över nästan vågräta grenar men de kan även hoppa och klättra på lodrätta stammar. Kloapor är vanligen snabba och flitiga i sina rörelser.[2]
Individerna lever i grupper av 2 till 15 individer. Grupperna består av en eller flera vuxna hannar, en eller flera vuxna honor samt deras ungar. Den sociala sammanhalt i gruppen är stark utvecklad, ofta sover de tät bredvid varandra och de vårdar pälsen ömsesidig. I ett försök med vit silkesapa visades att dessa djur har altruistiska drag. De grav till exempel mat till artfränder utan att förvänta sig något i gengäld.[3]
Kloapor kommunicerar med olika läten som till exempel kvittrande pip (bland annat för att uppmärksamma artfränder om fiender) och med olika ansiktsuttryck samt med kroppsspråk.
Kloapor är allätare som livnär sig av främst frukter, nektar och insekter.[1] Silkesapornas tänder är byggda så att de kan öppna trädens bark för att komma åt vätskor. De slickar vätskorna främst under tiden då tillgången till frukter är låg. I viss mån äter kloapor även andra växtdelar, mindre ryggradsdjur och fågelägg.
I flockar med många honor parar sig vanligen bara den dominanta honan. Normalt förekommer ingen ägglossning hos de andra honorna, troligen på grund av feromoner som avsöndras av den dominanta individen. För honor av lejontamariner antas att deras sexualliv blir förtryckt.
Till skillnad från andra primater föder de i allmänhet 2-3 ungar åt gången. Ungefär 80 % är tvåäggstvillingar. Hos individer som lever i fångenskap förekommer ofta monogama par, alltså en hona som parar sig med en enda hanne. I naturen parar sig honan ofta med flera hannar.
Dräktigheten varar mellan 130 och 150 dagar. Tiden mellan två födslar kan vara så kort som fem till åtta månader. Ungdjuret är vid födelsen ganska stort, ibland har den 25 % av moderns vikt. Hannar är delaktiga i ungarnas uppfostran och i vissa fall hjälper även syskon eller andra honor från flocken. De går till exempel med ungdjuret på rygg eller lekar med ungarna.
Cirka en månad efter födelsen börjar ungdjuret för första gången med fast föda och efter ytterligare några månader slutar honan att ge di. Under andra levnadsåret blir ungarna könsmogna.
Individer i fångenskap har blivit upp till 28 år gamla.
Det största hotet för kloapor är skövlingen av regnskogen. Liksom andra sydamerikanska djur hotas främst arter som lever i skogar nära Atlanten, till exempel lejontamariner. Dessutom fångas de ofta för att göra dem till sällskapsdjur. I motsats till andra och större primater från nya världen är de bara måttlig hotade av jakt. De har förmåga att anpassa sig till nya situationer och lever delvis i människans närhet. Vissa arter av silkesapor förekommer idag i östra Brasilien där de ursprungligen inte hörde hemma.
Vissa arter som bomullshuvudtamarin och vit silkesapa används idag för djurförsök.
Familjens systematiska position i gruppen brednäsor är omstridd. Tidigare listades den på grund av arternas utmärkande kännetecken (klor, molarernas antal, differenser i fortplantningssättet) som systergrupp till alla övriga apor från nya världen.[4]
Olika morfologiska och molekylärgenetiska undersökningar visade att den andra gruppen var parafyletisk. Några medlemmar är närmare släkt med kloapor än med varandra.
Idag antas att kloapor, kapuciner (Cebus), dödskalleapor (Saimiri) och nattapor (Aotus) bildar en gemensam utvecklingslinje. Relationerna mellan utvecklingslinjens medlemmar är tills vidare omstridda. Juan C. Opazo et. al sammanfattar alla nämnda släkten samt kloapor i familjen Cebidae.[5] Wilson & Reeder (2005) betraktar kloapor som underfamilj (Callitrichinae) av familjen Cebidae men räknar inte nattapor till utvecklingslinjen.[6] Geissmann (2003) listar kloapor (Callitrichidae) och nattapor (Aotidae) som självständiga familjer och sammanfattar kapuciner och dödskalleapor i familjen Cebidae.[7]
I familjen skiljs fyra till sex släkten från varandra (beroende på auktoriteten), tamariner, lejontamariner, goeldisapa och silkesapor (med undersläkte dvärgsilkesapor). Goeldisapan skiljer sig tydligast från de andra medlemmarna, den har liksom de andra primaterna från nya världen tre molarer och honan föder vanligen ett ungdjur åt gången. Tidigare listades arten därför i en egen underfamilj (Callimiconinae) eller till och med en egen familj (Callimiconidae). Nyare molekylärgenetiska undersökningar visade dock att den är silkesapornas närmaste släkting. Den evolutionära utvecklingen enligt dessa studier visas i följande kladogram:[7]
Kloapor (Callitrichidae) ├──Tamariner (Saguinus) └──N.N. ├──Lejontamariner (Leontopithecus) └──N.N. ├──Goeldisapa (Callimico) └──Silkesapor (Callithrix)
En silkesapa med det vetenskapliga namnet Callithrix humilis och dvärgsilkesapan listas ibland i egna släkten.
Idag skiljer man mellan 43 arter:[6]
Den här artikeln är helt eller delvis baserad på material från Nordisk familjebok, Primater#Kloapor, 1904–1926.Kloapor (Callitrichidae) är en familj i underordningen Haplorhini som tillhör ordningen primater.
Marmosetgiller (Callitrichidae veya Callitrichinae) Yeni Dünya maymunları (Platyrrhini) infra takımına ait bir familya. Sınıflandırılmaları hala tartışılmaktadır.
Familyanın üyeleri sadece Güney Amerika'da yaşayan, küçük, her şey yiyici (omnivor) maymunlardır. Familyanın 43 türü tanılmakta, bunlar 4 cinse bölünür: Tamarinler, arslan tamariniler, atlayan tamarinler ve marmosetler.
Marmosetgiller küçük maymunlardır. Kuyrukları 15 – 44 cm uzunluğa varır ve böylece 12 – 35 cm olan vücutlarından daha uzundur. Ağırlıkları ise 100 - 600 Gram arası değişir.
Postaları yumuşak ve gür, bazı türlerde ipekimsidir. Renk çeşitliliği siyahtan, farklı kahverengi ve gri tonlarından sarıya ve beyaza kadar varır. Bazı türlerde sakal veya kafasında püskül gibi farklı özellikler de bulunur. Bacakları kollarında biraz uzun olur. Onları diğer yeni dünya maymunlarından farklı kılan ortak özellikleri pençeleridir. Pençeleri sayesinde dik ağaçların gövdesinde tırmanır ve hatta kafa üstü durabilirler.
Marmosetgiller Orta- ve Güney Amerika'nın tropik ormanlarında yaşar. Çoğu türlere Amazonas bölgesinde, Ekvador'un doğusundan Bolivya'nın kuzeyine ve Brezilya'nın kuzeydoğusuna kadar varan bir coğrafyada raslanır.
Yaşam alanları genelde ormanlardır, ama bazı türler plantajlar'da ve bahçelerde yaşamaya da ayak uydurmakta.
Bütün türler gündüz faaldir, geceleri ağaç kovuklarında veya sık yapraklı dallarda geçirirler. Hızlı ve çevik hayvanlardır. Yassı duran dalların üzerinde dört ayak üstünde yürür veya atlar, dik duran dallara pençeleri ile rahatlıkla tırmanırlar.
Marmosetgiller 2 ila 15 bireyden oluşan gruplar içersinde yaşar. Sosyal davranışları gayet iyi gelişmiştir. Geceleri birbirlerine yaslanarak uyur ve karşılıklı postlarını temizlerler. Hatta hiç karşılık beklemeden - çiftleşme amaçlı bile değil - birbirlerine yiyecek veririler.[1]
Aralarında farklı seslerle, yüz ifadeleri veya hareketlerle anlaşırlar.
Marmosetgiller hepçillerdir. Çoğunlukla meyve, nektar ve böcek ile beslenirler. Nadir olarak küçük omurgalılar veya kuş yumurtaları da yerler. Marmosetlerin özel çene yapısı, ağaç kabuğu kemirmelerini mümkün kılar. Böylece meyvenin kıt olduğu zamanlarda ağacın besinli suyuna ulaşırlar.
130 - 150 gün kadar süren bir gebelikten sonra çoğunlukla ikiz doğar. Yavrular doğuşta gayet büyüktür. İkisi birden annenin ağırlığının %25ine ulaşırlar. Bütün grubun hem erkekleri hem dişileri yavruların bakımında yardımcı olur. Bütün gün yavrularla ilgilenir ve sadece emzirmesi için anneye verirler. Sadece atlayan tamarinde erkekler yavruları ancak 3 hafta sonra ilk kez kucağına alır. Yavrular bir ay sonra ilk kez başka şeyler yemeye başlar, birkaç ay sonra tamamen sütü bırakırlar. Yaşamlarının ikinci yılında ergenleşirler. İnsan bakımında yaşayan marmosetgiller 28 yaşına varabilir.
Marmosetgiller 4 cinse bölünür: Tamarinler, Arslan tamarinileri, Atlayan tamarinler ve Marmosetler.
Diğerlerinden en farklısı atlayan tamarindir. Diğer yeni dünya maymunları gibi 3 moları vardır ve tek bir yavru doğurur. Bu farklarından dolayı bazen ayrı bir alt familyaya (Callimiconinae) veya hatta ayrı bir familyaya (Callimiconidae) koyulur. Ancak molekülergenetik araştırmalar onun marmosetlerle yakın akraba olduğunu gösterir ve şu soyağacını ortaya koyar:[2]
Marmosetgiller (Callitrichidae) ├──Tamarinler (Saguinus) └──N.N. ├──Arslan maymuncukları (Leontopithecus) └──N.N. ├──Atlayan tamarinler (Callimico) └──Marmosetler (Callithrix))
Atlayan tamarin'in farklılığı şöyle açıklanabilir: Marmosetgiller cinsleri birbirlerinden bağımsızca teker teker üçüncü molarlarını kaybetmiştir. Atlayan tamarin ise diğerlerinden farklı olarak, tekrar tek yavru doğurmaya başlamıştır.[2]
Familyanın bugün 43 türü tanılır:[3]
Marmosetlerin 4 alt cinsi bazen ayrı cins olarak da kabul ediliyor.
Marmosetgiller (Callitrichidae veya Callitrichinae) Yeni Dünya maymunları (Platyrrhini) infra takımına ait bir familya. Sınıflandırılmaları hala tartışılmaktadır.
Familyanın üyeleri sadece Güney Amerika'da yaşayan, küçük, her şey yiyici (omnivor) maymunlardır. Familyanın 43 türü tanılmakta, bunlar 4 cinse bölünür: Tamarinler, arslan tamariniler, atlayan tamarinler ve marmosetler.
Ігрункові є нарівні з карликовими лемурами найменшими за розмірами приматами. Найменші досягають величини 13 см і ваги 100 г. Їх найпомітнішою зовнішньою ознакою є кігті, що є на всіх пальцях рук і ніг за винятком великих пальців ніг. На цих пальцях у них, як у людей, є плоскі нігті. Учені сходяться на тому, що предки ігрункових мали плоскі нігті на всіх пальцях рук і ніг. Шерсть цих мавп дуже м'яка і може мати різні візерунки. У деяких видів є помітні пучки волосся в районі мордочки, а також закручений хвіст. Хвіст як правило довший за тіло, проте на відміну від багатьох інших видів широконосих мавп не може використовуватися для хапання.
Ігрункові мешкають у тропічних лісах Центральної і Південної Америки. Більшість видів живуть у басейні Амазонки.
Усі види ведуть денний спосіб життя. Вони живуть на деревах і пересуваються за допомогою стрибків і горизонтального бігання по гілках. Ігрункові живуть невеликими сімейними групами, території яких налічують від 1 до 50 гектарів.
Їжа ігрункових складається головним чином з комах, крім цього вони вживають нектар, м'які фрукти й соки дерев.
Після вагітності, що триває від 140 до 150 днів, самка двічі на рік народжує від одного до трьох дитинчат. У 80% випадків у приплоді двійня. Науковці виходять з того, що самці легше народити двох невеликих дитинчат, ніж одного великого. У вихованні потомства беруть участь і самці з групи, а також всі інші її члени. Обидві статі, перш за все самці, носять дитинчат на спині. Через від 12 до 18 місяців молоді ігрункові досягають статевої зрілості. Тривалість життя ігрункових може доходити до 16 років.
Найбільшу загрозу для ігрункових становить знищення їхнього життєвого простору внаслідок вирубки тропічних лісів. 11 видів оцінюються МСОП як такі, що перебувають під загрозою зникнення. Найбільш під загрозою зникнення перебувають левові ігрунки.
Родина ігрункових містить наступні роди:
Callitrichidae là một họ khỉ Tân Thế giới. Đôi lúc họ này đã được xem là một phân họ của họ Cebidae. Đơn vị phân loại truyền thống này được cho là một dòng nguyên thủy, từ đó tất cả các platyrrhinea thân lớn hơn tỏa ra. Tuy nhiên, một số công trình cho rằng callitrichidae thực sự là một dòng lùn[3][4]. Tất cả các loài trong họ này sinh sống trên cây. Chúng là những loài nhỏ nhất của Simiiformes linh trưởng. Chúng ăn côn trùng, trái cây, và nhựa cây hoặc mủ từ cây, đôi khi chúng ăn cả động vật có xương sống nhỏ.
Bài viết liên quan đến Bộ Linh trưởng này vẫn còn sơ khai. Bạn có thể giúp Wikipedia bằng cách mở rộng nội dung để bài được hoàn chỉnh hơn. Callitrichidae là một họ khỉ Tân Thế giới. Đôi lúc họ này đã được xem là một phân họ của họ Cebidae. Đơn vị phân loại truyền thống này được cho là một dòng nguyên thủy, từ đó tất cả các platyrrhinea thân lớn hơn tỏa ra. Tuy nhiên, một số công trình cho rằng callitrichidae thực sự là một dòng lùn. Tất cả các loài trong họ này sinh sống trên cây. Chúng là những loài nhỏ nhất của Simiiformes linh trưởng. Chúng ăn côn trùng, trái cây, và nhựa cây hoặc mủ từ cây, đôi khi chúng ăn cả động vật có xương sống nhỏ.
Callitrichidae Gray, 1821
Игрунко́вые (лат. Callitrichidae) — семейство приматов, относящееся к широконосым обезьянам Нового Света. В семейство входят около 40 видов в шести родах.
Игрунковые являются наравне с карликовыми лемурами наименьшими по размерам приматами. Самые маленькие достигают величины 13 см и веса 100 г. Их наиболее заметным внешним признаком являются когти, имеющиеся на всех пальцах рук и ног за исключением больших пальцев ног. На этих пальцах у них, как у человека, имеется плоский ноготь. Учёные сходятся в том, что предки игрунковых имели плоские ногти на всех пальцах рук и ног. Шерсть этих обезьян очень мягкая и может иметь различные узоры. У некоторых видов имеются заметные пучки волос в районе мордочки, а также закрученный хвост. Хвост как правило длиннее туловища, однако в отличие от многих других видов широконосых обезьян не может использоваться для хватания.
Игрунковые обитают в тропических лесах Центральной и Южной Америки. Большинство видов живут в бассейне Амазонки.
Все виды ведут дневной образ жизни. Они живут на деревьях и передвигаются с помощью прыжков и горизонтального бегания по веткам. Игрунковые живут в небольших семейных группах, ареалы которых насчитывают от 1 до 50 гектаров.
Пища игрунковых состоит главным образом из насекомых, кроме этого они употребляют в пищу нектар, мягкие фрукты и древесные соки.
После длящейся от 140 до 150 дней беременности самка дважды в год рождает от одного до трёх детёнышей. В 80 % случаев в помёте двойня. Учёные исходят из того, что самке легче родить двух небольших детёнышей, чем одного крупного. В воспитании потомства участвуют и самцы из группы, а также все остальные её члены. Оба пола, прежде всего самцы, носят детёнышей на спине. Спустя от 12 до 18 месяцев молодые игрунковые достигают половой зрелости. Продолжительность жизни игрунковых может доходить до 16 лет.
Наибольшую угрозу для игрунковых составляет уничтожение их жизненного пространства вследствие вырубки тропических лесов. 11 видов оцениваются МСОП как состоящие под угрозой. Считается, что в наиболее опасном положении находятся львиные игрунки.
Семейство игрунковых содержит следующие роды и виды[1]:
Игрунко́вые (лат. Callitrichidae) — семейство приматов, относящееся к широконосым обезьянам Нового Света. В семейство входят около 40 видов в шести родах.
狨屬(Callithrix)
獅面狨屬(Leontopithecus)
柽柳猴屬(Saguinus)
節尾猴屬(Callimico)
狨亚科（学名 Callitrichinae），过去也被单独列为狨科(Callitrichinae)，属于靈長目卷尾猴科，为新世界猴。
狨亚科分为四属：
비단원숭이과 (Callitrichidae 또는 Hapalidae)는 신세계원숭이에 속하는 5개 과의 하나이다. 이 과는 마모셋과 타마린, 라이온타마린 등을 포함하고 있다. 수 년 전에, 이들 비단원숭이 그룹은 꼬리감는원숭이과(Cebidae)에 속하는 비단원숭이아과(Callitrichinae)로 간주되었다.
비단원숭이과의 계통 분류는 다음과 같다.[3]
비단원숭이과마모셋(비단마모셋속, 미코속, 루스말렌난쟁이마모셋속, 피그미마모셋속)
타마린아과
.jpg)
_Chester_Zoo.jpg)
.jpg)
.jpg)
