nomes no trilho de navegação
La musaranya de Laxmann (Sorex caecutiens)[1] és una espècie de mamífer de la família de les musaranyes que es troba al nord d'Euràsia (des de la Mar Bàltica fins a la Mar del Japó, incloent-hi Hokkaido, Sakhalín i Corea).
La musaranya de Laxmann (Sorex caecutiens) és una espècie de mamífer de la família de les musaranyes que es troba al nord d'Euràsia (des de la Mar Bàltica fins a la Mar del Japó, incloent-hi Hokkaido, Sakhalín i Corea).
Die Lapplandspitzmaus, auch Maskenspitzmaus und Eurasische Masken-Rotzahnspitzmaus (Sorex caecutiens) genannt, ist eine Art aus der Gattung der Rotzahnspitzmäuse. Sie ist eine paläarktische Art. Ihr Vorkommen reicht vom nördlichen Fennoskandinavien über die Kola-Halbinsel im europäischen Russland bis nach Kamtschatka. Ihr Lebensraum ist die arktische und subarktische Taiga und Tundra. Sie gehört zu den wenigen Insektenfressern, die zur Fauna der Arktis zählen.
Die Körperlänge der Eurasischen Masken-Rotzahnspitzmaus beträgt inklusive Schwanz lediglich 75 bis 115 Millimeter. Sie wiegt zwischen 3 und acht Gramm. Ihr Fell auf der Körperoberseite ist ein dunkles goldenbraun. Die Unterseite ist silberweiß.
Unterschiede zur Tundra-Rotzahnspitzmaus gibt es vorwiegend im genetischen Bereich. Wie bei den meisten anderen Rotzahnspitzmäusen liegen auf jeder Seite des Oberkiefers zwischen den Schneidezähnen und den Backenzähnen fünf einspitzige Zähne (unicuspids). Von diesen sind der dritte und vierte Zahn merkbar kleiner als die ersten Beiden. Der fünfte stellt nur eine unscheinbare Nadel dar.[1]
Die Lapplandspitzmaus ist hauptsächlich während der Dämmerung aktiv und kann auch am Tage beobachtet werden. Sie frisst vorwiegend Käfer, Ameisen und andere Insekten, sowie Regenwürmer, Tausendfüßler und Reste von Kadavern. Bei Weibchen kommen ein oder zwei Würfe pro Jahr vor mit 2 bis 11 (meist 7 oder 8) Jungtieren pro Wurf. Diese erreichen die Geschlechtsreife nach 9 bis 12 Monaten.[2]
Die Lapplandspitzmaus, auch Maskenspitzmaus und Eurasische Masken-Rotzahnspitzmaus (Sorex caecutiens) genannt, ist eine Art aus der Gattung der Rotzahnspitzmäuse. Sie ist eine paläarktische Art. Ihr Vorkommen reicht vom nördlichen Fennoskandinavien über die Kola-Halbinsel im europäischen Russland bis nach Kamtschatka. Ihr Lebensraum ist die arktische und subarktische Taiga und Tundra. Sie gehört zu den wenigen Insektenfressern, die zur Fauna der Arktis zählen.
Die Körperlänge der Eurasischen Masken-Rotzahnspitzmaus beträgt inklusive Schwanz lediglich 75 bis 115 Millimeter. Sie wiegt zwischen 3 und acht Gramm. Ihr Fell auf der Körperoberseite ist ein dunkles goldenbraun. Die Unterseite ist silberweiß.
Unterschiede zur Tundra-Rotzahnspitzmaus gibt es vorwiegend im genetischen Bereich. Wie bei den meisten anderen Rotzahnspitzmäusen liegen auf jeder Seite des Oberkiefers zwischen den Schneidezähnen und den Backenzähnen fünf einspitzige Zähne (unicuspids). Von diesen sind der dritte und vierte Zahn merkbar kleiner als die ersten Beiden. Der fünfte stellt nur eine unscheinbare Nadel dar.
Die Lapplandspitzmaus ist hauptsächlich während der Dämmerung aktiv und kann auch am Tage beobachtet werden. Sie frisst vorwiegend Käfer, Ameisen und andere Insekten, sowie Regenwürmer, Tausendfüßler und Reste von Kadavern. Bei Weibchen kommen ein oder zwei Würfe pro Jahr vor mit 2 bis 11 (meist 7 oder 8) Jungtieren pro Wurf. Diese erreichen die Geschlechtsreife nach 9 bis 12 Monaten.
Laxmann's shrew (Sorex caecutiens), or the masked shrew,[2] is a species of shrew.[1] Its range extends from northern Scandinavia and the Baltic to the Sea of Japan, including Hokkaidō, Sakhalin, and the Korean Peninsula. It favours mountain forests but is sometimes found in tundra and moorland, and also in lowland areas as well. It avoids cultivated land.
This shrew was first described in 1788 by the Finnish-Swedish explorer and naturalist Erik Laxmann, who called it Sorex caecutiens, and it is commonly known as Laxmann's shrew. The type locality is to the southwest of Lake Baikal in Russia. Several subspecies are recognised, including S. c. hallamontanus from Jeju Island in South Korea.[3]
An adult Laxmann's shrew has a weight of 3 to 11 g (0.1 to 0.4 oz) and a head-and-body length of 4.8 to 7.8 cm (1.9 to 3.1 in), with a tail of 3.9 to 5.2 cm (1.5 to 2.0 in).[4] The snout is long and narrow and lacks a pale coloured streak at the side. The teeth have red tips, and the dentition distinguishes this shrew from other similar species. The fur is shiny, the pelage is bicoloured, and the feet are white. The tail is always more than half the head-and-body length, and is usually more than 65%; the tail has no long hairs except for a tuft at the tip.[3][5]
Laxmann's shrew is found in the taiga zone of northern Europe and Asia. Its range extends from Norway and Sweden through northern Siberia to northwestern and northeastern China, Korea, Japan, and Sakhalin Island. It is widely distributed in both mountain and lowland forests, and also in the adjoining tundra. It favours damp woodland with plenty of moss, bushy scrub, and small trees, and the banks of streams and borders of swamps on moorland. It is not found on cultivated land.[2][5]
This species is mainly diurnal and feeds on small invertebrates such as insects (especially beetles), spiders, millipedes, and earthworms, as well as conifer seeds when available. Breeding takes place in the summer when up to four litters of 2 to 11 (usually 7 or 8) young are born in an underground nest. Longevity is probably about one year.[3]
S. caecutiens has an extremely wide distribution and is described as being abundant in many parts of its range. Other than the felling of timber, no particular threats have been identified, the total population size seems to be steady and the International Union for Conservation of Nature has rated its conservation status as being of "least concern".[2]
Laxmann's shrew (Sorex caecutiens), or the masked shrew, is a species of shrew. Its range extends from northern Scandinavia and the Baltic to the Sea of Japan, including Hokkaidō, Sakhalin, and the Korean Peninsula. It favours mountain forests but is sometimes found in tundra and moorland, and also in lowland areas as well. It avoids cultivated land.
La musaraña de Laxmann (Sorex caecutiens) se encuentra al norte de Eurasia (desde el Mar Báltico hasta el Mar del Japón, incluyendo Hokkaido, Sajalín y Corea).
Datos: Q873603
Multimedia:
Especies: Sorex caecutiens
La musaraña de Laxmann (Sorex caecutiens) se encuentra al norte de Eurasia (desde el Mar Báltico hasta el Mar del Japón, incluyendo Hokkaido, Sajalín y Corea).
Laane-karihiir (Sorex caecutiens) on liik väikesi imetajaid karihiirlaste sugukonnast karihiire perekonnast. Tumepruuni kasukaga laane-karihiir jääb suuruselt mets-karihiire ja väike-karihiire vahele. Toitub peamiselt putukatest ja teistest selgrootutest. Euraasias levinud liik, neid leidub Skandinaavia poolsaarest Sahhalinini, ka Eestis on mandrilt mõned isendid leitud.
Laane-karihiirel on tumepruun kasukas[2], mis läigib hõbedaselt. Kõhualune on heledat värvi, keha ülaosa ja alaosa vahel on selge piir. Jalad on valget värvi. Välimuselt on sarnane teiste karihiirtega: neil on pikk saba ja pikk, otsast teravnev nina. Sabaotsas on kohev tutt.[3]
Suuruselt jääb mets-karihiire ja väike-karihiire vahele. Laane-karihiire keha on 44–70 millimeetri, saba 31–45 millimeetri pikkune ja tagajalad 10,5–12 millimeetrit pikad. Kehakaal on 3–8 grammi. Neil on ühesuurused üheköbrulised hambad ja hambavalem on 3/1, 1/1, 3/1, 3/3 = 32.[3]
Laane-karihiir on Euraasias levinud Rootsist Sahhalini poolsaareni.[2]Nad on levinud Põhja-Skandinaavias, Ida-Euroopas, Ida-Siberis, Kesk- ja Lõuna-Ukrainas, Põhja-Kasahstanis, Kirde-Hiinas ja Hiinas Gansu provintsis, Korea poolsaarel, Sahhalinil, Kunaširi ja Šikotani saarel, Jaapanis Hokkaidō saare metsades ja Mongoolias, eriti Hentij mäestikus.[1] Euroopas on vähemarvukas kui mets-karihiir.[1] Eestist on leitud mõned üksikud isendid riigi mandriosalt.[2] Esmakordsed teated liigist on 1980. aastatest Järvseljalt.[4]
Populatsioonide arvukus aastate lõikes on muutuv, Ida-Karjalas tehtud uuringud näitasid lausa kümnekordset arvukuse kõikumist.[1]
Laane-karihiir elab okasmetsades, taigas, tundrates, soodes ja jõeluhtadel. Võib endale ise uru valmistada või asuda elama mõne teise looma vanasse urgu, kännu või langenud puutüve õõnsusse.[2]
Laane-karihiired on aktiivsed nii öösel kui ka päeval[5], kuid öösiti on siiski aktiivsemad.[3] Magavad ööpäeva jooksul tihti, kuid lühikest aega korraga.[5]
Väikese kasvu tõttu kaotavad nad kiiresti energiat ja vajavad seetõttu pidevalt toitu. Ööpäeva jooksul söövad nad rohkem kui oma kehakaalu jagu ja üle ühe ööpäeva nad ilma söömata olla ei saa. Üldiselt toituvad nad kõigest, millest jõud üle käib.[5] Peamiseks toiduks on neil putukad, eriti mardikalised. Veel söövad nad vihmausse, mõningaid ämblike, hulkjalgseid ja vastseid, harva ka teisi pisikesi imetajaid.[3]
Neid ohustavad kõik teised röövloomad ja -linnud,[5] kuid tugeva muskuse lõhna tõttu pole nad kiskjate jaoks eriti hinnatud toit.[2]
Ühtedel andmetel on sigimisperiood aprillist septembrini, mille jooksul sünnib 2–3 pesakonda, igas 7–9 poega (harva kuni 12).[5][2] Teistel andmetel on sigimisperiood juunist augustini, pesakondi kuni 4, poegade arv 2–11, keskmiselt 7–8.[3]
Alguses on pojad karvutud ja pimedad, silmad avanevad 18 päeva vanuselt. Laane-karihiired saavad iseseisvaks ühe kuu vanuselt ja elavad poolteise aasta vanuseks.[2]
Lokaalselt võib olla ohuks ulatuslik metsaraie, kuid globaalselt on populatsioon stabiilne ja erilisi ohte sellele liigile ei ole. Nad kuuluvad Berni konventsiooni III lisa liikide hulka.[1] Laane-karihiir ei ole Eestis kaitsealune liik.[5]
Laane-karihiir (Sorex caecutiens) on liik väikesi imetajaid karihiirlaste sugukonnast karihiire perekonnast. Tumepruuni kasukaga laane-karihiir jääb suuruselt mets-karihiire ja väike-karihiire vahele. Toitub peamiselt putukatest ja teistest selgrootutest. Euraasias levinud liik, neid leidub Skandinaavia poolsaarest Sahhalinini, ka Eestis on mandrilt mõned isendid leitud.
Satitsu mozorrotua (Sorex caecutiens) ugaztuna da, soricidaeen familiakoa. Iparraldeko Eurasian bizi da[2].
Artikulu hau biologiari buruzko zirriborroa da. Wikipedia lagun dezakezu edukia osatuz. Satitsu mozorrotua (Sorex caecutiens) ugaztuna da, soricidaeen familiakoa. Iparraldeko Eurasian bizi da.
Idänpäästäinen (Sorex caecutiens) on Euraasiassa esiintyvä päästäislaji.
Suomessa idänpäästäisiä on maan itä- ja pohjoisosissa ja se on rauhoitettu laji.[2]
Idänpäästäisen pään ja vartalon pituus on 44–70 mm, hännän pituus 31–45 mm ja paino 3–8 grammaa. Hännän sivuilla on selvä väriraja ja hännän päässä on pieni tummahko tupsu. Idänpäästäinen on usein helppo tunnistaa sen saippuamaisesta ominaistuoksusta.
Idänpäästäistä tavataan taiga- ja tundravyöhykkeellä, joka ulottuu Pohjois-Ruotsista Suomen yli Siperiaan, Mongoliaan ja Koreaan, sekä Sahalinin ja Hokkaidōn saarilla. Se elää yleisimmin taigan havu-, seka- ja lehtimetsissä, mutta sitä on tavattu myös puronvarsien vaivaiskoivikoissa tundralla. Se suosii kosteita ympäristöjä kuten paksusammalisia korpimetsiä ja välttää viljelysmaita.[1]
Idänpäästäinen syö hyönteisiä kuten esimerkiksi ruskomäntypistiäisiä (Neodiprion sertifer), hämähäkkejä ja matoja. Koska se tarvitsee vähemmän ruokaa kuin isommat päästäiset, se pärjää karummilla alueilla.[1]
Idänpäästäinen (Sorex caecutiens) on Euraasiassa esiintyvä päästäislaji.
Suomessa idänpäästäisiä on maan itä- ja pohjoisosissa ja se on rauhoitettu laji.
Sorex caecutiens
Sorex caecutiens, la Musaraigne masquée ou Musaraigne lapone [1], est une espèce de petits mammifères insectivores de la famille des Soricidae. Cette musaraigne ressemble beaucoup à la Musaraigne carrelet (Sorex araneus).
Plus petite que la Musaraigne carrelet, la Musaraigne masquée s'en distingue également par un pelage nettement bicolore (au lieu de tricolore puisqu'elle ne présente pas de bande brun clair sur les flancs). Le dessus du corps est brun chez les jeunes et brun foncé chez les adultes tandis que le ventre et les flancs sont gris jaunâtre : ces deux couleurs présentent une limite très nette. Touffue à son extrémité, la queue assez épaisse est brun jaunâtre foncé dessus et jaunâtre dessous : là encore les deux colorations sont nettement délimitées. Les pieds sont blanchâtres ou jaunâtres.
La tête et le corps mesurent 4,8 à 7 cm, la queue 3,2 à 4,7 cm et le pied postérieur de 10,8 à 12 mm. La Musaraigne masquée pèse entre 3,5 et 8 g.
Les femelles possèdent trois paires de mamelles.
Quelques espèces du même genre sont très ressemblantes : Musaraigne naine, Musaraigne pygmée, Musaraigne carrelet, Musaraigne couronnée et Musaraigne sombre.
La musaraigne masquée peuple le nord de l'Eurasie : du nord de la Norvège et de l'est de la Pologne à la Sibérie orientale, Sakhaline, la Mongolie, la Corée et le Japon.
Cette espèce peuple les forêts de conifères avec une épaisse litière, les bords des marécages et les rives des lacs. Localement, elle fréquente aussi les forêts mixtes humides, les bétulaies montagnardes, l'étage montagnard et la toundra. En hiver, elle peut se réfugier dans les bâtiments.
La Musaraigne masquée est aussi bien nocturne que diurne. Elle vit dans la végétation dense et basse où elle ne creuse pas de galeries.
Cette espèce se nourrit de petits invertébrés, surtout des insectes (coléoptères) mais aussi de cadavres de micromammifères.
La Musaraigne masquée effectue une à deux portées annuelles comptant généralement 7 ou 8 jeunes chacune (avec comme valeurs extrêmes 3 et 10).
Sorex caecutiens
Sorex caecutiens, la Musaraigne masquée ou Musaraigne lapone , est une espèce de petits mammifères insectivores de la famille des Soricidae. Cette musaraigne ressemble beaucoup à la Musaraigne carrelet (Sorex araneus).
De noordse spitsmuis of gemaskerde spitsmuis (Sorex caecutiens) is een soort uit de familie der spitsmuizen (Soricidae). De wetenschappelijke naam van deze soort werd voor het eerst geldig gepubliceerd door Erik Laxmann.[1]
Hij is nauw verwant aan de bosspitsmuis (Sorex araneus) en de dwergspitsmuis (Sorex minutus). Zijn lichaamslengte houdt het tussen deze twee soorten in, met een kop-romplengte van 44 tot 70 mm, een staartlengte van 31 tot 45 mm en een gewicht van 3 tot 8 gram. Hij is tweekleurig, met een duidelijke scheidslijn tussen de boven- en onderzijde. Het topje van de staart is borstelig, vooral bij jonge dieren.
De spitsmuis leeft vooral van kevers en andere insecten, spinnen, regenwormen en duizendpoten, maar ook larikszaden.
Het voortplantingsseizoen loopt van juni tot augustus. De noordse spitsmuis kan tot vier worpen per jaar krijgen, en krijgt vier tot acht jongen per worp (maar kan variëren tussen de twee en de elf). De maximale levensduur is 17 maanden in Hokkaido.
Deze soort is zeer nauw verwant aan Sorex shinto uit Honshu, Kyushu, Shikoku en een aantal andere eilanden in Japan, waar hij vaak mee verward is. In Oost-Azië komt een aantal endemische ondersoorten voor, die een soort overgang vormen met S. shinto, zoals Sorex caecutiens hallamontanus, Sorex caecutiens okhotinae en Sorex caecutiens kunashirensis.
De noordse spitsmuis komt voor in de naaldwouden, toendra, struwelen en heidegebieden. Het verspreidingsgebied van de soort strekt zich uit van het noorden van Noorwegen, Zweden, Estland en het oosten van Wit-Rusland, tot aan het Russische Verre Oosten, Sachalin, de Koerilen, Hokkaido en het Koreaans Schiereiland.[1] Geïsoleerde populaties van de soort bevinden zich onder andere in het noordoosten van Polen en de gemeente Vågå in het zuiden van Noorwegen.[2]
Bronnen, noten en/of referentiesDe noordse spitsmuis of gemaskerde spitsmuis (Sorex caecutiens) is een soort uit de familie der spitsmuizen (Soricidae). De wetenschappelijke naam van deze soort werd voor het eerst geldig gepubliceerd door Erik Laxmann.
Lappspissmus, Sorex caecutiens, er eit pattedyr i spissmusfamilien. Ho lever i nordlege delar av Eurasia frå Noreg og Baltikum i vest til stillehavskysten og Japan i aust. Ho føretrekkjer skogområde i taigaen, men finst òg i tundralandskap. Fordi ho har eit lågare næringsinntak enn større spissmus, kan ho overleva i mindre fruktbare område.[1] Lappspissmusa vart ikkje påvist i Noreg før i 1964, men det viste seg då at tidlegare funn òg var av denne arten. Ho er funnen mest i Finnmark og Nord-Troms, men òg i fjellområde lenger sør.[2]
Lappspissmus, Sorex caecutiens, er eit pattedyr i spissmusfamilien. Ho lever i nordlege delar av Eurasia frå Noreg og Baltikum i vest til stillehavskysten og Japan i aust. Ho føretrekkjer skogområde i taigaen, men finst òg i tundralandskap. Fordi ho har eit lågare næringsinntak enn større spissmus, kan ho overleva i mindre fruktbare område. Lappspissmusa vart ikkje påvist i Noreg før i 1964, men det viste seg då at tidlegare funn òg var av denne arten. Ho er funnen mest i Finnmark og Nord-Troms, men òg i fjellområde lenger sør.
Lappspissmus er en art i slekten Sorex i spissmusfamilien (Soricidae) og tilhører underfamilien rødtannspissmus (Soricinae) i tribuset Soricini, som kun inneholder én slekt, men to eller tre underslekter. Lappspissmusa er i så måte trolig et artskompleks i underslekten Sorex (Sorex), som omfatter flere mer eller mindre kryptiske arter som fortsatt regnes som uavklarte.
Voksne individer veier 3-11 gram, har en kroppslengde på 4,8-7,8 cm og en hale på 3,9-5,2 cm. Den har blitt funnet i nordlige Eurasia, fra Østersjøen til Japanhavet, også i Hokkaido, Sakhalin og den koreanske halvøy. Den foretrekker høye fjellskoger men kan noen ganger påtreffes i lavlandet også.
Sorex-artene har 32 tenner. Som alle rødtannspissmus har dyra jern utfelt i emaljen på tennene, noe som gir røde tannspisser og øker slitestyrken på den delen av emaljen som farges rød.[1] Det er ofte vanskelig å skjelne mellom artene uten å undersøke tannmønsteret.
Inndelingen følger stort sett Mammal Species of the World: A Taxonomic and Geographic Reference og er i henhold til Hutterer (2005).[2] Navn i parentes er ikke offisielle norske navn, men kun beskrivelser.
. PMID 17101039. doi:10.1186/1471-2148-6-93. Besøkt 17. juli 2016.CS1-vedlikehold: Flere navn: forfatterliste (link) .jpg){kind=small}
Denne zoologirelaterte artikkelen er foreløpig kort eller mangelfull, og du kan hjelpe Wikipedia ved å utvide den. Lappspissmus er en art i slekten Sorex i spissmusfamilien (Soricidae) og tilhører underfamilien rødtannspissmus (Soricinae) i tribuset Soricini, som kun inneholder én slekt, men to eller tre underslekter. Lappspissmusa er i så måte trolig et artskompleks i underslekten Sorex (Sorex), som omfatter flere mer eller mindre kryptiske arter som fortsatt regnes som uavklarte.
Voksne individer veier 3-11 gram, har en kroppslengde på 4,8-7,8 cm og en hale på 3,9-5,2 cm. Den har blitt funnet i nordlige Eurasia, fra Østersjøen til Japanhavet, også i Hokkaido, Sakhalin og den koreanske halvøy. Den foretrekker høye fjellskoger men kan noen ganger påtreffes i lavlandet også.
Sorex-artene har 32 tenner. Som alle rødtannspissmus har dyra jern utfelt i emaljen på tennene, noe som gir røde tannspisser og øker slitestyrken på den delen av emaljen som farges rød. Det er ofte vanskelig å skjelne mellom artene uten å undersøke tannmønsteret.
Ryjówka średnia[3][4], ryjówka białowieska[3][4] (Sorex caecutiens) – gatunek ssaka z rodziny ryjówkowatych[5].
Długość głowy i tułowia wynosi od 44 do 70 mm, ogona od 31 do 45 mm. Masa ciała to 3-8 g. W Polsce występuje w izolowanej populacji w Puszczy Białowieskiej. W Polsce podlegała ochronie ścisłej[6][7]. Od 2014 r. podlega ochronie częściowej[8][9].
Ryjówka średnia, ryjówka białowieska (Sorex caecutiens) – gatunek ssaka z rodziny ryjówkowatych.
Długość głowy i tułowia wynosi od 44 do 70 mm, ogona od 31 do 45 mm. Masa ciała to 3-8 g. W Polsce występuje w izolowanej populacji w Puszczy Białowieskiej. W Polsce podlegała ochronie ścisłej. Od 2014 r. podlega ochronie częściowej.
Lappnäbbmus (Sorex caecutiens) är en art i familjen näbbmöss som förekommer från norra Skandinavien till Stilla havet och Japan.
Vuxna djur blir mellan 45 och 70 millimeter långa och därtill kommer en upp till 45 millimeter lång svans. Vikten ligger mellan tre och sju gram. Pälsens bruna ovansida är tydlig avskild från den vitaktiga undersidan. Arten har en påfallande lukt.[2][3]
Lappnäbbmusen har nästan samma utseende som Sorex tundrensis men båda arter skiljer sig tydlig i sina genetiska egenskaper. I överkäken förekommer, förutom framtänder och kindtänder, fem enkla tänder med en spets. Den första och den andra av dessa tänder har ungefär samma storlek, den tredje och den fjärde är också lika stora men mindre än de första två. Den femte är bara en liten nål.[4]
Denna näbbmus lever främst i norra Eurasiens barrskogsregioner och i angränsande areal. Söderut finns arten till Kazakstan och norra Kina. Den håller sig borta från jordbruksområden men kan uppsöka hus och ladugårdar på vintern.[3]
Arten är huvudsakligen aktiv sent på kvällen men den syns även på dagen. Liksom hos andra näbbmöss finns olika bon där den bland annat föder sina ungar.
Födan utgörs främst av insekter och deras larver samt i viss mån av spindlar, mångfotingar, daggmaskar och as. Ibland kompletteras födan med frön från barrträd.[4]
Honan kan para sig upp till tre gånger per år och per kull föds vanligen omkring sju ungdjur. Ungarna blir könsmogna efter 9 till 12 månader.[3]
Djuret jagas av ugglor och andra rovfåglar.[2]
Lappnäbbmus (Sorex caecutiens) är en art i familjen näbbmöss som förekommer från norra Skandinavien till Stilla havet och Japan.
Має вагу 3-11 грамів, довжину тіла 4,8-7,8 см, довжину хвоста 3,9-5,2 см.
Країни поширення: Білорусь, Китай, Естонія, Фінляндія, Японія, Казахстан, Корея, Північна Корея, Латвія, Литва, Монголія, Норвегія, Польща, Російська Федерація, Швеція, Україна.
Проживає в основному в хвойних, листяних і змішаних лісах в тайговій зоні, хоча також знаходиться в тундрі в тому числі березових й вербних заростях в долинах річок.
Харчується різноманітними комахами, павуками, багатоніжками.
Масштабні лісозаготівлі є загальною загрозою для середовища проживання і можуть вплинути на місцеве населення. Включений до Додатка III Бернської конвенції. Живе у багатьох природоохоронних територіях.
Sorex caecutiens là một loài động vật có vú trong họ Chuột chù, bộ Soricomorpha. Loài này được Laxmann mô tả năm 1785.[2]
Phương tiện liên quan tới Sorex caecutiens tại Wikimedia Commons
Bài viết liên quan đến họ Chuột chù này vẫn còn sơ khai. Bạn có thể giúp Wikipedia bằng cách mở rộng nội dung để bài được hoàn chỉnh hơn. Sorex caecutiens là một loài động vật có vú trong họ Chuột chù, bộ Soricomorpha. Loài này được Laxmann mô tả năm 1785.
Sorex caecutiens
Laxmann, 1788
Средняя бурозубка[1][2] (Sorex caecutiens) — широко распространённый вид землероек-бурозубок Евразии, населяющий таёжные леса.
Длина тела 58—77 мм, длина хвоста 36—42 мм, масса тела 4,0—8,5 г. Зубы мелкие, островершинные, слабо пигментированные. Из промежуточных зубов 1-й и 2-й немного крупнее 3-го и 4-го, 5-й мелкий. Окраска меха у перезимовавших особей двухцветная, чепрачность окраски не выражена. Окраска спины и боков варьирует от коричневой до тёмно-серой, брюшко серовато-белое. В кариотипе 42 хромосомы. Число плеч хромосом 68—70[3]. Самцы обладают резким специфическим запахом, отличающим их от других таежных видов землероек.
Распространена в зоне тайги от Финляндии, северной Швеции и Норвегии до бассейна реки Анадырь. Заселяет острова Сахалин (Россия) и Хоккайдо (Япония), проникает в горные районы Корейского полуострова[4]. В Китае встречается в северных частях Манчжурии и Синьцзяна (находки юге Синьцзян-Уйгурского автономного района сомнительны)[5]. Описанный британским зоологом О. Томасом в 1912 из китайской провинции Ганьсу подвид Sorex caecutiens cansulus в настоящее время рассматривается как самостоятельный вид[3]. В Монголии средняя бурозубка найдена в таежных лесах Хангая и Хэнтея[6]. В Казахстане встречается в лесном поясе Алтая и Саура, отмечена на Тарбагатае. Заходит на крайний северо-восток Павлодарской области и к северу от Петропавловска[7]. Сообщение о встрече в центральной Украине[3] нуждается в дополнительном подтверждении.
Предпочитает леса таёжного типа с хорошо развитым моховым покровом. Ведет одиночный образ жизни. Площадь индивидуального участка до 1500 кв. м. Поедает главным образом беспозвоночных с мягкими покровами (паукообразных, проволочников и др.), в зимний рацион входят также семенах хвойных. Размножается, как правило, летом. За один сезон приносит 3-4 помёта по 4-7 детёнышей. К размножению обычно приступает на 2-м году жизни. Продолжительность жизни 14-16 месяцев. Один из наиболее многочисленных среди таёжных видов бурозубок. Имеет большое биоценотическое значение как один из основных потребителей почвенных беспозвоночных.
Средняя бурозубка (Sorex caecutiens) — широко распространённый вид землероек-бурозубок Евразии, населяющий таёжные леса.
中鼩鼱（学名：Sorex caecutiens）为鼩鼱科鼩鼱属的动物。分布于欧亚大陆北部各地，包括中国大陆，黑龙江、内蒙古、甘肃、河南、吉林、西藏等地，多见于山地森林、灌丛以及森林草原。该物种的模式产地在贝加尔湖。[2]
中鼩鼱（学名：Sorex caecutiens）为鼩鼱科鼩鼱属的动物。分布于欧亚大陆北部各地，包括中国大陆，黑龙江、内蒙古、甘肃、河南、吉林、西藏等地，多见于山地森林、灌丛以及森林草原。该物种的模式产地在贝加尔湖。
分類 界 : 動物界 Animalia 門 : 脊索動物門 Chordata 亜門 : 脊椎動物亜門 Vertebrata 綱 : 哺乳綱 Mammalia 目 : トガリネズミ目 Soricomorpha 科 : トガリネズミ科 Soricidae 属 : トガリネズミ属 Sorex 種 : バイカルトガリネズミ S. caecutiens 学名 Sorex caecutiensバイカルトガリネズミ(Sorex caecutiens)は、トガリネズミ属の動物である[1]。バルト海から日本海まで、北海道、サハリン、朝鮮半島を含むユーラシア大陸北部に分布する。
成獣は体長3-11g、体長4.8-7.8cm、尾長3.9-5.2cmになる。外形や毛の色は、シントウトガリネズミに似る。上顎第4小臼歯の形状でシントウトガリネズミと区別する。[3]
生息域として高山の森林を好むが、低地でも見られることがある[4]。広葉樹林に多く生息し、林床の落葉層や腐植層で生活する。個体ごとに縄張りをもち、昼夜を問わず活動と休息を短時間で繰り返す活動周期をもつ。昆虫類やクモ類、ジムカデ類などを食べる。主な繁殖期は春で、一部は秋にも繁殖する。1回の出産で4-8頭の子を産む。メスがオスより長く生きることが知られており、最長寿命はおよそ17か月になる。[3]
뒤쥐(학명:Sorex caecutiens)는 땃쥐과에 속하는 포유류의 일종이다.[2] 몸길이 6-7cm. 주둥이가 길어 뾰족하게 튀어나왔고 꼬리에 털이 많은 것이 특징이다. 몸빛깔은 윗면은 회갈색이거나 밤색이며 몸 아랫면은 연한 올리브색을 띤 회색 또는 담황색이다. 몸 옆구리에 악취가 나는 분비선이 있고, 초여름에 4-7마리의 새끼를 여러 번 낳는다. 새끼는 태어날 때 눈이 감겨 있다. 삼림·초원·들에 서식하며 밤에 나와 곤충·거미·달팽이 등을 먹고 산다. 한국·일본·만주·북아프리카 등지에 분포한다.
뒤쥐(학명:Sorex caecutiens)는 땃쥐과에 속하는 포유류의 일종이다. 몸길이 6-7cm. 주둥이가 길어 뾰족하게 튀어나왔고 꼬리에 털이 많은 것이 특징이다. 몸빛깔은 윗면은 회갈색이거나 밤색이며 몸 아랫면은 연한 올리브색을 띤 회색 또는 담황색이다. 몸 옆구리에 악취가 나는 분비선이 있고, 초여름에 4-7마리의 새끼를 여러 번 낳는다. 새끼는 태어날 때 눈이 감겨 있다. 삼림·초원·들에 서식하며 밤에 나와 곤충·거미·달팽이 등을 먹고 산다. 한국·일본·만주·북아프리카 등지에 분포한다.
