Er der problemer med lyden? Se da eventuelt Hjælp:Ogg Vorbis eller "Media help" (engelsk)
Ulven eller den grå ulv (Canis lupus) er et rovdyr, der lever i Europa, Asien og Nordamerika. Den er Europas næststørste landrovdyr, idet kun den brune bjørn er større.
Ulven holder til i skov og på steppelignende arealer, hvor den jager i et kobbel, en stor flok, bestående af et forældrepar og dets voksne afkom.[2] Ulven er en typisk topprædator i sit område, med kun mennesker og tigre[3][4] som reelle trusler imod den. Den lever hovedsagelig af større hovdyr, men tager også mindre dyr som mus, lemminger, harer og ryper. De kan desuden leve af ådsler og af husdyr som kvæg, og omkring mennesker kan de gå i affald.[5]
Ulven er stamfader til tamhunden (Canis lupus familiaris): For omkring 15.000 år siden begyndte mennesket at tæmme ulven og bruge den som vagthund eller jagthund. Der er fortsat tale om samme art, idet ulve og hunde kan avle frugtbart afkom sammen.
Ulven er et af verdens bedst kendte og velundersøgte dyr, og der er sandsynligvis skrevet flere bøger om den end om nogen anden dyreart.[6] Den har en lang historie med mennesker, både som jaget i de fleste hyrdesamfund på grund af dens trussel mod husdyr og som respekteret i nogle landbrugssamfund såvel som blandt jæger-samlere.[7] Selvom frygten for ulven er udbredt hos mange mennesker, har størstedelen af de dokumenterede angreb på mennesker været forbundet med ulve der led af rabies. Der findes eksempler på at ulve der ikke er smittede af rabies har angrebet og dræbt mennesker, hovedsageligt børn, men dette er usædvanligt, eftersom ulve normalt holder sig på afstand af mennesker grundet deres skyhed som følge af den menneskelige forfølgelse.[8]
Navnet ulv kommer af det fællesgermanske wulfaz 'ulv'.[9] Ulverelaterede navne var almindelige blandt førkristelige germanske krigere: Wolfhroc (Ulvefrakke), Wolfhetan (Ulveskind), Isangrim (Gråmaske) Scrutolf (Ulveklæde), Wolfgang (Ulvegang) og Wolfdregil (Ulveløber).[10]
Det latinske lupus er et låneord fra sabinerne, som ifølge englænderen Edward Topsell, kendt for bestiarier i 1600-tallet, er af græsk oprindelse og enten er afledt fra λεοπος (leopos), med betydningen "løve-fodet", eller fra λουκᾶς (loukas), med betydningen "lys".[11]
I talemåden "der er ugler i mosen" var der oprindelig tale om ulve. Efter at ulven blev udryddet i Danmark, tog ugler ulvens plads. Udtrykket "ugleset" kunne forklares ud fra gammel overtro, da det ansås for ildevarslende at se en ugle om dagen. Men faktisk er udtrykkets oprindelige form "ulveset", og det er så gammelt, at Plinius og Virgil brugte det.[12]
Ulven er det største medlem af hundefamilien, når man ser bort fra visse hunderacer.[13] Vægt og størrelse varierer meget på tværs af udbredelsesområdet, og øges generelt proportionalt med breddegraden,[14] hvor de største ulve i Alaska og Canada undertiden vejer 3–6 gange mere end deres slægtninge i Mellemøsten og Sydasien.[15] I gennemsnit måler ulve 105 til 160 cm i længden og 80 til 85 over skulderen.[14] Halen måler 29–50 cm i længden. Den gennemsnitlige vægt er 40 kg, varierende fra 12 kg til 80 kg.[16][13][17][18][19] I gennemsnit vejer europæiske ulve 38,5 kg, nordamerikanske ulve 36 kg og indiske og arabiske ulve 25 kg.[20] Hunner vejer typisk 2–5 kg mindre end hanner.[21] Det er sjældent, at ulve vejer over 54 kg, selvom ekstraordinært store individer er registreret i Alaska, Canada og det vestlige Ruslands skove.[21][14] Den hidtil tungest målte ulv vejede 79,4 kg og blev nedlagt i Alaska den 12. juli 1939.[22]
Ørerne er forholdsvis korte og afrundede. Øjnene er smalle og skråstillede med gul iris. Pelsens farve varierer meget. Der findes hvide, cremefarvede, rødlige, gullige, grå og sorte individer. I tempererede områder af Europa og Asien er de hovedsageligt grålige og i arktiske regioner mest sorte eller hvide. Undersiden er gulhvid eller gråhvid. Ofte er ulvens ryg mørkere end dens hale, bug, ører og snude. Ulve i Norden har på ryggen en mørkt grågul pels med sorte partier over lænd og skuldre. Om vinteren er pelsen lysere.[23]
Sorte individer er mere almindelige i Nordamerika end i Europa og Asien, med omkring halvdelen af ulvene i Yellowstone National Park sorte.[24]
Ulven kan forveksles med hunderacer som f.eks. schæferhund. Denne har dog længere ører og store vandretstillede øjne med brun iris, og ulvelignende hunderacer har tillige som udgangspunkt anderledes gangart, hoved- samt haleføring. [25][23]
Ulve lever i familiegrupper, der består af et forældrepar, deres unger gennem de foregående par år, samt eventuelt nogle ældre individer. Gruppen forsvarer et territorium, der markeres ved hjælp af urinstænk og hylen. Under jagten på bytte samarbejder flokken. Et større bytte nedlægges ved under forfølgelsen at bide det i bagbenene, så det mister balancen og falder.[23]
Almindeligvis yngler kun forældreparret. Forår eller sommer føder hunnen mellem en og otte hvalpe i en hule under jorden. Hvalpene åbner øjnene, når de er omkring ti dage gamle. Når ungerne er omkring to år er de voksne og kan forlade familien. Ungdyr kan strejfe langt omkring, ikke sjældent 50 km om dagen.[23]
Ulven er en generalist hvad angår levested (habitat) og kan opholde sig i ørkener, græssletter, skove og arktiske tundraer. Ulvens valg af levested hænger stærkt sammen med mængden af byttedyr, sneforhold, mangel eller lave forekomster af kvæg, vejtæthed, menneskelig tilstedeværelse og topografi. I kolde klimaer kan ulven mindske blodgennemstrømningen under sin hud for at holde på kropsvarmen. Fodpudernes varme reguleres uafhængigt af resten af kroppen og holdes kun lige over grænsen for frostskade dér hvor puderne kommer i kontakt med is og sne. Ulve bruger forskellige steder for deres daglige hvile: steder med læ foretrækkes under koldt og vindigt vejr, mens ulve i tørt, stille og varmt vejr gerne hviler sig i åbne landskaber. I efterårs- og forårsperioden, hvor ulve er mere aktive, ligger de gerne ude i det åbne uanset område. Hulerne er som regel lavet for ungerne i sommerperioden. Ved etableringen af hulerne gør hunnerne brug af naturlige læ såsom bjergspalter, klipper over flodbreder og huller dækket tæt af vegetation.
Ulven specialiserer sig generelt i sårbare individer blandt de store byttedyr.[26] Mange ulvebestande i områder med tætte befolkninger af mennesker er tvungne til at ernære sig på kvæg og affald, men vilde hovdyr såsom elg, kronvildt, råvildt og vildsvin er stadig det vigtigste fødegrundlag. Af andre byttedyr findes rensdyr, muflon og vildgeder.[27]
Selvom ulvens primære fødegrundlag er mellemstore til store hovdyr, er de ikke kræsne rovdyr. Mindre dyr som kan supplere ulvens diæt er bl.a. harer, ræve, egern, mus, muldvarpe og andre gnavere. De spiser jævnligt vandfugle og deres æg. Når disse fødeemner er utilstrækkelige, jager de firben, slanger, frøer (sjældent tudser) og tilgængelige insekter. I tider med fødemangel spiser ulve villigt ådsler og besøger fx begravelsessteder for kvæg såvel som slagterier. Kannibalisme er ikke usædvanligt blandt ulve; under barske vintre kan et kobbel angribe svage eller skadede ulve, og kan også spise resterne af sit eget kobbels døde medlemmer. Mennesker angribes meget sjældent, og det sker som regel først efter længere tid, hvis ulven har mistet deres normale skyhed for mennesker.[kilde mangler]
Ulven er et toprovdyr og befinder sig således øverst i sin fødekæde. Ulve dominerer typisk andre hundedyr såsom ræv, hyæne og sjakal i områder hvor begge opholder sig.
Ulven fandtes tidligere over størstedelen af den nordlige halvkugle, men intens jagt i flere århundreder har udryddet den både lokalt og regionalt, så dens leveområder i dag primært befinder sig i et nordligt bælte fra Alaska i vest over Canada, Nordgrønland og Europa til det østlige Sibirien i øst.
I Danmark blev den sidste ulv skudt i begyndelsen af 1800-tallet, og i begyndelsen af 1900-tallet var ulven udryddet i størstedelen af Vesteuropa. I dag findes de største europæiske ulvebestande i Nordspanien, Italien, på Balkan samt i Polen og Rusland.
De seneste årtier er den dog begyndt at komme på fode igen i egne, hvor den tidligere var udryddet, fx i Centraleuropa og Skandinavien. I Sverige, Norge og Finland skønnes det, at der findes 500 dyr, mens der i Danmark skønnes at være omkring 11 i Jylland. DNA-spor er fundet af i alt 19 individer, men en del af disse har formodentlig forladt landet igen.[28]
Allerede i den nordiske skabelsesmyte fortælles hvordan Mundilfares to børn Sol og Måne blev sat på himlen af guderne, hvor de styrer vognene for sol og måne over himlen, forfulgt af jættefødte ulve, Skoll (Svig) og Hate (Hadefuld), der forsøger at sluge de lysende himmellegemer og lykkes med det i Ragnarok.[29]
I sin Danmarks Krønike fra 1652 skrev Arild Huitfeldt om Valdemar Atterdag, at han i 1357 lod fremstille en mængde ulvegarn, hvorpå han drog til Jylland og besværede både høj og lav med påbud om ulvejagt. Om 1630 skrev en hr Slange, at "Jylland var dette Aar ilde plaget af Ulfve, som efter deres naturlige Sædvane havde følget med Krigen fra Tyskland. Thi siden Kong Friederich den Førstes Tiid var det rart, at Jyderne saae dennem der udi Landet." I 1695 skrev biskop Jens Bircherod: "Det er visselig at bejamre, at det gode Land (Vendsyssel) skal med disse fordærvelige Dyr saaledes være belastiget." I 1600- og 1700-tallet blev der gentagne gange udstedt forordninger om mødepligt til ulvejagt, og bøde for udeblivelse. "Hvo, som kan fange eller døde nogen Ulv, skal den næste Tingdag efterhen, bringe den til Herreds- eller Birketinget, hvor Ulven skal aftages, og Raden på en Plads ved Tinget ophænges." Jægeren modtog så sin belønning.[30]
Ulvens udryddelse var vigtig for kongemagten. Således beordrede Christian 4. i 1630, at "Enhver, der havde nogen Jagtrettighed på sit Gods i Jylland, tre Aar efter hinanden uden ringeste Undskyldning skulde levere tre Ulveskind paa Kongens Tøjhus", mens Christian 5. i 1677 tildelte Johan Täntzer et kongeligt brev som "Ulvejæger i Jylland og Førstendømmet Slesvig." [31]
Fredhellig var ulven kun julenat, delvis fordi ulvene mentes at kunne være forheksede mennesker, varulve, som ifølge Olaus Magnus ved juletid forvandledes til ulve. Julefreden omfattede både ulv, bjørn, rotte og mus - alle skadedyr som end ikke måtte kaldes ved deres rette navn - ulven blev omtalt som gråben. En særlig dansk skik gik ud på at hænge de dræbte ulve op til almen beskuelse. En fransk turist på Sjælland i 1652 bemærkede galgerne langs vejen, hvor tyve og ulve hang side og side. En polak besøgte i samme periode Nørrejylland, og skrev: "I Danmark flår man ikke ulvene, men hænger dem i en jernkæde i galger eller træer, hvor de får lov at hænge til de er rådnede op, og knoglerne falder ned af sig selv." Saxo beretter hvordan Frode Fredegod ved lov befalede at straffe tobenende og firbenede ransmænd ens: "Hvem der stjal og blev grebet, skulde med Jernsøm nagles til Galgen og have en Ulv hængende ved side af til et Tegn, at de var Rovdyr begge to; og skulde derfor, som lige gode Brødre, ogå nyde lige god Ret." [32]
Ulven skal have været udryddet på Sjælland inden 1513, det år, hvor ulveskatten blev ophævet. Men Ed. Erslev hævdede i sin bog Om de glubende Dyrs Undergang i Nørrejylland fra 1871, at dér holdt ulven sig til langt ind i 1800-tallet. Den sidste danske ulv blev skudt i 1813 ved Estvadgård lidt sydvest for Skive. Fem nætter i træk sad skytten på Estvadgård i skjul ved kadaveret af et føl, før ulven viste sig. Natten til 21. juni 1813 fik han ram på den og dermed udryddet arten i Danmark. Den døde ulv, der viste sig at være en stor han, blev ført til retten i Holstebro, en belønning blev udbetalt, og skindet hængt op foran rådstuen.[33] Sådan afsluttedes 13.000 år med ulv i Danmark.
Siden 2009 er der i Jylland observeret flere ulve, særligt i Thy og Midtjylland. I oktober 2012 blev den første ulv set ved Nors Sø i Thy.[34][35] Dyret blev fundet dødt og undersøgt for at afklare, om det var en ulv eller ej.[36] Efter DNA-test kunne Veterinærinstituttet ved DTU fastslå, at der var tale om en ulv.[37] I december 2012 blev den anden ulv observeret af to grupper jægere, bl.a. en hundefører ved politiet ved Lem ved Ringkøbing. Ulven blev fotograferet på kort afstand, og siden er en ulv med stor sandsynlighed fotograferet ved Harrild Hede i nærheden af et hjortekadaver, som med sikkerhed er fortæret af ulve. Den 24. februar 2013 gik ulv nummer to i en fotofælde på Harrild Hede.[38] Den 5. marts blev endnu en ulv fotograferet ved Holstebro.[39] Den 7. april gik en ulv i en fotofælde ved Feldborg,[40] den 18. april blev en ulv fotograferet ved Ilskov,[41] og blot otte dage senere blev en anden ulv fotograferet i Sunds kort derfra.[42] Den 6. november 2013 gik en ulv i en fotofælde ved Tønder. Den 21. marts 2014 gik en ulv i en fotofælde ved Horsens.[43]
Det er derfor nu sikkert, at der igen er ulve i Danmark[44], men antallet er usikkert, indtil alle spor er DNA-testet.[45] Der er foreløbig blevet identificeret 19 ulve på basis af DNA-spor.[46] Først blev tre forskellige ulve identificeret, alle unge hanner,[47] samt ulven, der blev fundet død i Thy. Den ene af de tre levende ulve er af tysk afstamning og er halvbror til Thy-ulven.[48] DNA-undersøgelser påviste også, at en kalv, der blev fundet død ved Hemmet ved Skjern, samt to får ved Skærbæk, også var blevet dræbt af to forskellige ulve.[45] Senere DNA-analyser påviste også ulvetilstedeværelse i Salling,[49] ved Hald Sø, Ulfborg, Børkop, Addit, Gludsted og Haderup; alle i efteråret 2013.[50] Disse sidste er endnu ikke individbestemte. Det samme er tilfældet for et ulveangreb i december 2013.[51]
Observationer af ulve er (pr. 29.04.2013) foreløbig kun dokumenteret i Tønder, Ringkøbing-Skjern, Herning, Ikast-Brande, Silkeborg, Holstebro, Skive Vesthimmerlands og Thisted Kommuner,[44] mens der er gjort ikke-dokumenterede observationer i alle kommuner på det jyske fastland, bortset fra Fredericia, Struer, Jammerbugt, Brønderslev og Frederikshavn Kommuner.[44]
I 2017 blev det for første gang dokumenteret, at de danske ulve ynglede, idet tre ulvehvalpe blev optaget på vildtkamera i et naturområde syd for Holstebro.[52]
I april 2018 eksploderede ulvedebatten igen, efter at en hunulv var blevet skudt på folketingskandidat for LA Steffen Troldtofts bopæl. Det kom senere frem, at Troldtoft havde jagtet ulven med sin traktor sekunder før, den blev skudt ned af et af hans familiemedlemmer. Han valgte senere at trække sig fra dansk politik[53][54][55].
En ny forening med navnet Ulvefrit Danmark blev dannet med det formål at udrydde ulven i Danmark igen, idet man mener at ulven skaber utryghed i den danske natur.[56] Debatten fik også politikerne på Christiansborg til at reagere. Der var bred enighed om, hvad man skulle stille op med ulve. Socialdemokratiet og DF mente, at det bedste ville være at hegne alle danske ulve ind, et forslag som Venstre delvist støttede. De konservative ville ophæve fredningen af ulven, mens LA ville gøre det tilladt at skyde såkaldte "problem-ulve".
Alternativet og Enhedslisten mente at ulven gjorde naturen magisk, og at man derfor ikke skulle gøre noget ved dem.[57] De Radikale mente, at man skulle tage bestik af udviklingen og man skulle holde øje med dem og se, hvad der ville ske. SF mente, at ulven skulle bevares, men ikke på bekostning af får og landbrugsdyr.
På trods af et antal rapporter om ulvedræbte dyr, er det et fåtal af tilfældene, der reelt drejer sig om drab begået af ulve. Ifølge en opgørelse fra Naturstyrelsen over formodede ulvedrab i 2017 kunne kun 24 af 95 anmeldte tilfælde tilskrives ulve. Guldsjakaler stod for 23 tilfælde, og i resten af episoderne var der tale om angreb fra hunde eller om selvdøde dyr.[58]
Antallet af ulve er ved begyndelsen af det 21. århundrede stabil eller øger i antal i mange europæiske lande, men især i Albanien, Finland, Makedonien, Portugal og i de spanske Sierra Morena-bjerge er der dog sket tilbagegange i bestanden.[59] Man regner med at Europas samlede ulvebestand mellem 2009 og 2013 er steget fra cirka 12.000 til 18.000 dyr, uden at medregne bestandene i Rusland og Ukraine.[60][61][62]
En arbejdsgruppe i organisationen IUCN skelner mellem ti ulvepopulationer i Europa:[63]
Region Population Lande IUCN's rødliste (pr. 2008)[1] Iberiske halvø Nordvestlig Spanien, Portugal NT – potentielt truet Sierra Morena Spanien CR (D) – kritisk truet Alperne / Italien Vestalperne Frankrig, Italien, Schweiz EN (D) – truet Apenniniske halvø Italien VU (D1) – sårbar Dinariske Balkan Dinariske Balkan Slovenien, Grækenland, Bulgarien, Kroatien, Bosnien-Hercegovina, Serbien, Montenegro, Makedonien, Albanien LC – ikke truet Karpaterne Karpatisk Tjekkiet, Slovakiet, Polen, Rumænien, Ukraine, Serbien LC – ikke truet Skandinavien Skandinavisk Sverige, Norge EN (D) – truet Nordøsteuropa Karelsk Finland, Rusland NT – potentielt truet Baltisk Estland, Letland, Litauen, Polen, Rusland, Hviderusland, Ukraine LC – ikke truet Centraleuropa Centraleuropæiske lavland Tyskland, Polen CR (D) – kritisk truetFølgende underarter anderkendes af ulven, Canis lupus:[64]
. PMID 19197024. doi:10.1126/science.1165448. 
Taksonomi fra Wikispecies 
Se Wiktionarys definition på ordet ulv Ulven eller den grå ulv (Canis lupus) er et rovdyr, der lever i Europa, Asien og Nordamerika. Den er Europas næststørste landrovdyr, idet kun den brune bjørn er større.
Ulven holder til i skov og på steppelignende arealer, hvor den jager i et kobbel, en stor flok, bestående af et forældrepar og dets voksne afkom. Ulven er en typisk topprædator i sit område, med kun mennesker og tigre som reelle trusler imod den. Den lever hovedsagelig af større hovdyr, men tager også mindre dyr som mus, lemminger, harer og ryper. De kan desuden leve af ådsler og af husdyr som kvæg, og omkring mennesker kan de gå i affald.
Ulven er stamfader til tamhunden (Canis lupus familiaris): For omkring 15.000 år siden begyndte mennesket at tæmme ulven og bruge den som vagthund eller jagthund. Der er fortsat tale om samme art, idet ulve og hunde kan avle frugtbart afkom sammen.
Ulven er et af verdens bedst kendte og velundersøgte dyr, og der er sandsynligvis skrevet flere bøger om den end om nogen anden dyreart. Den har en lang historie med mennesker, både som jaget i de fleste hyrdesamfund på grund af dens trussel mod husdyr og som respekteret i nogle landbrugssamfund såvel som blandt jæger-samlere. Selvom frygten for ulven er udbredt hos mange mennesker, har størstedelen af de dokumenterede angreb på mennesker været forbundet med ulve der led af rabies. Der findes eksempler på at ulve der ikke er smittede af rabies har angrebet og dræbt mennesker, hovedsageligt børn, men dette er usædvanligt, eftersom ulve normalt holder sig på afstand af mennesker grundet deres skyhed som følge af den menneskelige forfølgelse.
_subspecies.png)
